Egenomsorg!

Egenomsorg!

Egenomsorg!

Det er så vigtigt at passe på sig selv – og det betyder især også, at opmærksomheden skal rettes tilbage og hjem i os selv indimellem. Her kommer nogle forslag til, hvordan du helt konkret gør det. Forslag som du kan supplere op med din egen kundskab om, hvad der virker for dig 😉

 

En gang om dagen at rose dig selv – uden bagefter at være kritisk overfor dig selv igen

En gang om dagen at rose nogle andre – igen uden begrænsninger og uden brugen af ”men”

En gang om dagen at tænke: ”hvad er det, jeg vil lige nu?”

  • ”hvad er det, jeg har behov for lige nu?”
  • ”hvad vil være godt for mig lige nu?”

En gang om dagen at stoppe op og skabe opmærksomhed henimod dig selv: ”hvor er jeg lige her og nu?”

 

En gang om dagen at grine helt fra hjertet

En gang om dagen at smile til dig selv

 

En gang om dagen at sige bevidst ”ja”

En gang om dagen at sige bevidst ”nej”. Dette gælder især i situationer, hvor der ellers ikke ville være sagt/tilføjet noget, men hvor du bare ville have accepteret det, der foregår, og have rettet dig ind efter andre

En gang om dagen at sige din egen mening frit fra leveren – alt fra ”jeg har ikke lyst til at sige noget til det i dag”, ”jeg har en helt anden opfattelse/holdning….” , ”jeg mener at…..”

 

Tre gange om ugen at skabe en stemning/atmosfære kun for dig selv

– om det er at tage et bad med te og levende lys, sidde med din kop kaffe til en film. Og denne ”mig”-tid er en hellig tid, der ikke må afbrydes og aflyses, ingen kommunikation per sms, eller tanker på hverdagsting

 

En gang om dagen at tage kontakt med et velgørende menneske, dvs. et menneske, du kan tage noget fra, der ikke vil have noget fra dig. Og nogle gange er det bare fint at se et andet menneske smile, eller at lytte til en velkendt stemme

At opdage/sanse forandringer – og at markere dem – registrere og fejre forandringer, årsdage, årstidernes skift

 

Indimellem at tænke over:

  • Hvad er mine styrker? Hvad kan jeg godt lide at lave? Hvilke hidtil ubrugte ressourcer har jeg til rådighed? Hvad har jeg altid haft lyst til at lave?
  • Hvad må blive anderledes, hvad må ikke blive anderledes?

 

Og herfra kan du se og plukke fra de spørgsmål, jeg selv bruger. Jeg arbejder selv på et krisecenter for kvinder, så du kan tro, at jeg har trænet at rette min opmærksomhed hjem igen, tilbage til mig. Det er nogle seje udfordrende skæbner, de kvinder har, og deres kriseoplevelser gør, at jeg virkelig skal stå stærkt i mig selv for netop at hjælpe dem. Og spørgsmålene her hjælper mig meget i den proces: at være hjemme i mig. På den måde – når jeg giver mig egenomsorg – giver jeg dem min bedste omsorg.

Spørgsmål til egenomsorg

  • Hvor glad er du det meste af tiden?
  • Hvordan føler du dig – i forhold til dig selv?
  • Hvem og hvad elsker du?
  • Hvor rask føler du dig for tiden?
  • Opsøger du hjælp – og tager imod hjælp fra andre?
  • Hvad føler/oplever du i forhold til dit arbejde?
  • Er din hviletid passende/rimelig og tilfredsstillende?
  • Føler du dig ofte elsket og forstået?
  • Hvad gør dig bange?
  • Hvad giver dit liv betydning og mening?
  • Kan du tilgive dig selv, når du har begået fejl?
  • Hvordan ser dit håb ud?
  • Føler du dig ofte alene?
  • Hvad værdsætter du som glæde og fornøjelse?
  • Hvad er det, du ikke snakker med nogen om?
  • Hvad føler du, når du betragter dig selv i spejlet?
  • Hvad kunne du gøre for at vise mere omsorg for dig selv?
  • Med hvem kan du snakke om dit ”indre” liv?
  • Griner du og græder du?
  • Hvor ærlig er du over for dig selv?
  • Hvilken form for bevægelse skaber glæde hos dig?
  • Hvilken musik skaber glæde hos dig?
  • Hvordan finder du trøst?
  • Hvad er dine spirituelle behov, og finder du trøst i din spiritualitet?
  • Hvis du kunne forandre tre ting i dit liv, hvad ville det så være?

© Institut Berlin, Lydia Hantke, 2017

 

I ønske om omsorg!

Monika

 

 

 

 

Visualiser din imaginære beskyttelsesdragt, når du føler dig fx udsat, udmattet, ..

Visualiser din imaginære beskyttelsesdragt, når du føler dig fx udsat, udmattet, ..

Lær at visualisere, at du er beskyttet via en imaginær beskyttelsesdragt, når du føler dig fx udsat, udmattet, overstimuleret, ..

Kender du til, at du nogle gange egentlig bare har lyst til at gemme dig selv lidt af vejen eller undgå at mødes med andre? En af de dage hvor det er lidt svært bare at være sig selv, hvor følelserne sidder uden på tøjet, og dit psykiske system er lidt oppe at køre. Og ja, der er jo egentlig ingen grund til at melde sig syg, men det er langtfra sjovt at gå på arbejde, og at give sig helt hen til et andet menneskes behov.

At være ’touchy’ kan have mange årsager – og det er ok – men hvad stiller vi op, når vi gerne vil arbejde og hjælpe til, men alligevel har ’følelserne ude på tøjet’?

Jeg har lært at tage min beskyttelsesdragt på, og den kan skræddersyes totalt efter mit behov. Faktisk er det kun min egen fantasi, der kan løbe tør for alle de måder, den kan beskytte mig på. Jeg kan tage den på alle timer døgnet rundt, og den hjælper mig med at føle mig mere beskyttet, tryg – pakket ind, når jeg har behov for det. Og det har jeg indimellem, da jeg selv arbejder på et værested for kvinder, der har brug for at gemme sig. Ja, så behovet for at føle beskyttelse er stor der.

Jeg vil guide dig til, hvordan du træner din egen imaginære evne op, så du let kan visualisere din egen beskyttende dragt (rum, svøb, indpakning):

 

Mål

At indrette et beskyttet område (dragt, svøb, ..) til sig selv, som muliggør afgrænsning og retter fokus på egne ressourcer, og din egen indre kerne. Samtidig skal denne beskyttende oplevelse være transportabel og altid til rådighed.

 

Obs

  • Det er vigtigt at være tilstede ’her og nu’, og have en regulær og autentisk kropskontakt som forudsætning for at kunne møde op til noget som helst. Tjek på en skala fra 1-10 hvor nærværende du er, og lav et par kropsøvelser som vejrtrækning, og kontakt til kroppen (tjek kropsøvelser i kriseplanen) hvis du ikke ligger i den høje ende mod en 10’er.
  • Jeg kommer nu ind på forskellige forslag til etablering af det beskyttende rum/beskyttelsesdragten. Din egen fantasi hilses velkommen, og øger muligheden for at vælge den bedst mulige løsning for præcis DIG!
  • Husk at bruge behagelige indtryk, da det er vigtigt at lægge vægt på det ”beskyttende” element (behageligt beskyttende, konstruktive ideer, ingen negative formuleringer (psyken er hurtigere til at finde negative associationer end positive billeder).

 

Fremgangsmåde

  • Gerne stående eller gående i rummet: etabler en god orientering i rummet.
  • Find ud af hvor meget rum rundt omkring dig du har behov for for at føle dig tryg og beskyttet (fx en halv meter eller 10 centimeter). Tag dig god tid, så du kan mærke efter, hvor dine grænser går og mærk rummet.
  • Konstruer et rum/en væg/glasskærm/en boble – tilsvarende den grænse du lige har oplevet. Vær opmærksom på, at dit valgte materiale dækker fuldstændig af/til – medmindre nogle områder skal spares ud.
  • Vær opmærksom på evt. åbninger, døre, luger, vinduer (hvem eller hvad der kan komme ind, hvordan du selv kan komme ud, hvordan lukker døren/åbningen, samt hvordan rummet (eller dragten) kan lukke sig selv af for uvedkommende).
  • Rummets indre må rigtig gerne fyldes med fx farver, lyd, ressourcer, kæledyr, pyntegenstande, duft, vind, smag samt en sætning, der giver dig styrke.
  • At pakke rummet sammen og ud igen må øves – evt. en bestemt bevægelse, der aktiverer ind og udfoldning. Øv dig, og nyd at gå ind og ud af din beskyttelse. Nyd, at du er i stand til at beskytte dig!

 

Et eksempel

  1. Stå op fra stolen og stil dig godt tilrette. Kan du mærke dine fødder? Hvor er det præcis, at du rører ved gulvet? Bevæg dig lidt frem og tilbage, og vær opmærksom på at stå stabilt på gulvet. Når du kan mærke dine ’rødder’ eller har følelsen af at stå sikkert og godt, må du gerne se dig omkring i rummet: hvor meget plads har du behov for at have rundt omkring dig? Kan du afsøge rummet med dine hænder? Når du tager armene til hjælp for at skabe rigtig meget plads rundt omkring dig, kan du så mærke, hvordan du skubber til grænsen? Du må gerne berøre væggene i dit rum (hvis der er vægge) – foran, bagved, til højre og venstre. Er der lukket opad? Eller findes der en åbning til solen og luft?
  2. Hvilket materiale kunne væggen på dit beskyttelsesrum være lavet af? Forestil dig hvordan den kunne se ud, så du vil føle dig mest muligt beskyttet: er den lavet af sten? Tykt skudsikkert glas? Er den lavet af gummi? Ligner den en sæbeboble? Findes der huller i væggen, eller er der vinduer sat ind, som kan åbnes og lukkes efter eget ønske? Måske findes der persienner? Eller er den måske lavet af et gennemsigtigt materiale? Og den kan reguleres, så hvis du ønsker det, at der så kan komme noget udefra ind? Du bestemmer, hvad der må trænge ind udefra. Måske er der ingen, der kan se ind, men du kan se alt omkring dig. Måske er det kun igennem vinduerne, du ønsker at se ud?
  3. Husk, det er dit beskyttede rum, og det er dig, der bestemmer, hvordan det skal være. Her kan dine ønsker opfyldes og blive en realitet, og du kan mærke, hvordan det sker. Bliv ved med at lade dine hænder mærke rummet, ’væve’ det.
  4. Nu har du skabt rigtig meget rum rundt omkring dig…. Hvis du nu havde mulighed for at fylde det med farve, hvilken ville du vælge? Blåt, gult, rødt, grønt, eller noget helt andet? Ville farven være meget lys eller meget intens? Ensfarvet eller med flere farver, i striber eller ternet? Måske med prikker eller stjerner eller noget helt andet?
  5. Når du nu er omgivet af denne smukke farve, hvilken lyd ville klinge godt til? Har du en favorit sang, et særligt stykke musik du elsker, en bestemt lyd, eller skal der være helt stille? Måske lidt fuglesang? Bare lad dig bære med!
  6. Når du nu mærker dine fødder røre gulvet, og du er omgivet af dine farver, lyden der fylder rummet og den beskyttende væg rundt omkring dig… Hvilken sætning vil udtrykke denne behagelige følelse af at være tryg og beskyttet i nuet? Fx ”jeg er stærk”, ”det er godt, at jeg er her”. Find din helt egen sætning. Bare lad den komme, lyt til hvad der gerne vil komme frem, og vær opmærksom på, at sætningen begynder med ”jeg er….”.
  7. Når du er opmærksom på dit rum, dine vægge, din farve, lyden, din sætning – opstår der så en bestemt duft? Et billede? En forårseng? Blomster? En let vind?
  8. Kan du mærke luften eller solen på din hud? Opstår der en følelse af at være beskyttet? Mærker du en følelse af frisk vand mod din hud?
  9. Med hvilken sætning vil du kunne møde din omverden, og de mennesker du møder: ”jeg er nysgerrig på jer…”, ”jeg er stæk nok til at være her…”, ”jeg går min egen vej, og alle andre går deres egen vej”, ..
  10. Mærk efter alle disse forskellige indtryk; rummet, væggen, farve, klang, en behagelig duft og en behagelig følelse.. Oplev beskyttelsen!
  11. Nu kan du tage hele rummet/dragten ind i dine hænder,: saml det hele ind i hænder helt forsigtigt, som en kostbar skat.
  12. Nu ligger hele beskyttelsesrummet/dragten i dine hænder, og du kan meget enkelt bare åbne hænderne igen, til enhver tid, overalt, og udfolde beskyttelsen omkring dig igen. Bare en lille bevægelse idet du folder hænderne ud igen, og beskyttelsen er tilbage, omgiver dig igen..

Du kan udfolde rummet/dragten når som helst, du har behov for det. Og du kan forandre farver, lyde, .. hvordan de bedst vil skabe et beskyttende og behageligt rum/dragt omkring dig.

 

I et ønske om omsorg!

Monika Lausberg

 

 

Filmanmeldelse af ‘En mand der hedder Ove’

Filmanmeldelse af ‘En mand der hedder Ove’

Filmanmeldelse af ‘En mand der hedder Ove’

Det var et fantastisk vejr, her i påsken. Solen skinnede, blomster og træer sprang ud og man fik lyst til at være udenfor. Søndag aften efter en lang gåtur i dyrehaven, satte jeg mig i sofaen og tændte for Netflix, hvor der som bekendt er mange film. Jeg fandt den svenske sag ‘En mand der hedder Ove’.

Jeg havde et par dage forinden forsøgt mig med bogen, som filmen bygger på, men var gået i stå rimeligt hurtigt. Det er ellers noget af en bestseller, den svenske forfatter Fredrik Backman har begået. Bogen er oversat til 30 sprog, kan købes i flere supermarkeder i hele Norden og er solgt i millioner af eksemplarer verden over. Men den fangede mig af en eller anden grund ikke rigtigt.

 

Filmen er nemmere at gå til, for historien er fin og underfundig

Kort fortalt handler den om 59-årige Ove, der er blevet enkemand, har mistet sit job og ellers går rundt og er sådan godt og grundigt gal i skralden over verdens tilstand og ikke mindst alle de ‘idioter’, der konstant glemmer at overholde alle hans regler for det lille parcelhuskvarter, som hvor man må cykle og køre bil og hvilke låger, der altid skal være lukkede. Ove vil helst bare have lov til at begå selvmord, så han kan komme op til sin elskede og savnede kone; Sonja.

Men det viser sig ikke at være så let. Ikke alene er han ualmindeligt dårlig til at dø, han bliver også hele tiden forstyrret af sin nye genbo, Parvaneh, en indvandrer fra Iran, der insisterer på at blande sig i Oves liv. Måske fordi hun som en af de eneste ser, at der gemmer sig en helt anden mand neden under gnavpotten.

 

Mere skal ikke fortælles om handling her. Filmen ‘En mand der hedder Ove’, starter som en sort komedie, men folder sig undervejs ud til en meget større og finere historie, der til tider nærmest minder om poesien hos John Irving. Filmen skifter mellem tilbageblik fra Ove’ barndom, opvækst og liv med Sonja, over til real tiden i Parcelhuskvarteret et sted i Sverige. Men denne film kunne foregå hvor som helst i vesten, hvilket gør den almen gyldig.

 

Ofte går man rundt og tænker det ene og det andet om sine medmennesker

Man glemmer naboen, kassedamen i supermarkedet, den anden låner på folkebiblioteket. Man ser den hjemløse sælge Husforbi og glemmer at den mand har en historie, der gør at han står der. Alle har en historie og det former dem som mennesker. Filmen er en sød påmindelse om ikke at dømme vores medmennesker for hårdt og for hurtigt, for vi bærer alle sammen på hver vores historie, der er bestemmende for, hvordan vi opfører os i livet og over for andre.

 

Det er en fortælling om kærlighedens kraft, om næstekærlighed og venskab og om ikke at bære nag..

men i stedet åbne sig mod de mennesker, der faktisk er lige i nærheden, parate til at give af sig selv, hvis de får lov. Ove spilles af Rolf Lassgård og filmens instruktør er Hannes Holm. Det er måske ikke stor filmkunst, men det gør ikke spor. Bogen ER sikkert en bedre oplevelse, men hvis man trænger til lidt ægte stimulans med en god historie, er ‘En mand der hedder Ove’ en film man skal finde og se.

Det er en fortælling, der tager udgangspunkt i en nordisk hverdagsvirkelighed, en historie om en lille mand, der har svært ved at acceptere den magt kommune, forvaltning og stat, dem han samlet set kalder ‘dem i de hvide skjorter’, har over hans og andres liv. Ove’ liv er også fuldt af en række skæbner som de fleste af os sagtens kan relatere til og endelig sidder både skuespillerne og det filmiske håndværk lige i skabet. Noget som bogens Ove sikkert ligefrem ville rose.

 

Ove har problemer med hjertet, der måske, også i bogstaveligt forstand, er for stort

Nu hvor vejret er blevet bedre, og det skandinaviske folk kryber ud af sit skjul og omfavner foråret, er det måske værd at tænke på.

 

‘En mand der hedder Ove’ kan blandt andet streames på Netflix eller lejes online hos Blockbuster.

 

Kriseplan ved ulykke eller akut sygdom

Kriseplan ved ulykke eller akut sygdom

Kriseplan ved ulykke eller akut sygdom

 

Kære Menneske – hjælper – borger – pårørende til borger – i Din Hjælperordning

Vi har igennem de seneste måneder arbejdet på at skabe en guide til hvordan du bedst klarer dig – eller hjælper en anden – igennem en krise. Vi ku’ også kalde det en forebyggelsesinspiration, eller en kriseplan.

Ja – lad os kalde det en kriseplan!

 

En kriseplan ved ulykke eller akut sygdom, der handler om:

  • At holde sig så bevidst som muligt i kriser
  • Hvad vi gør i kriser. Især afhængigt af hvorvidt vi stadig er i stand til at handle eller ej.
  • Og hvad vi gør (eller hvad gør de mennesker omkring os, der passer på os) hvis vi – delvist eller helt – handlingslammes pga. chok og traume
  • Hvordan vi hjælper og giver omsorg i fht. chok- og traumeoplevelser
  • Hvem vi kontakter. Hvornår
  • Hvordan vi kommer igennem krisen, trin for trin
  • Tegn på chok- og traume reaktioner
  • Livet efter krisen.

 

Vi vil hjertens gerne invitere dig til at kigge med i kriseplanen. Kan vi det?

Du kan se den her: Kriseplan ved ulykke eller akut sygdom

 

Typer af kriser vi har haft i tankerne, mens vi lavede dette redskab:

  • Ulykker
  • Bevidstløshed
  • Akut sygdom
  • Hvis ens sygdom/handicap forværres i perioder
  • Psykisk og fysisk overgreb og krænkelse
  • Psykisk stress grundet uafklarede og langvarige sagsbehandlingsforløb
  • Vold, magtanvendelse
  • Andre kriseoplevelser, der skaber chok og traume
  • Død, selvmord – i handling og ord

 

Vi folder hænderne og ønsker os, at du tjekker det ud, så snart du kan. Og endelig, nærstudér det rigtig gerne sammen med de mennesker, du eventuelt i forvejen støtter og relaterer med.

Det har sgu’ aldrig skadet nogen at være virkelig vel forberedt..

Påstår vi!!

 

Livet og krisesituationer bliver aldrig et statisk endeligt facit..

så kriseplanen her er fortsat i udvikling som vi fortsat udveksler erfaring med hinanden – og udvikler os. Derfor, modtager vi også meget gerne dine input og erfaringer, hvis du sidder på spring med et bidrag 😉

 

I ønsker om omsorg!

Pernille, Monika & Jade

 

/Pernille Skov kender I jo – skaber af Din Hjælperordning sammen med Lasse 😉

/Monika Lausberg arbejder med kvinder på et krisecenter, og er uddannet traumapædagog, pædagog, healer samt kunstterapeut. Hvis du ønsker at følge Monika i hendes arbejde, kan du kontakte hende på monika@os.dk

/Jade Mar Rolsted våger ind i mellem for mennesker i deres dødsproces, og er trænet i at hjælpe mennesker i dødsprocesser ved psykolog Maria Damsholt. Jade er uddannet coach og krise- og sorgterapeut, samt i sjælesorg på Buddhistisk grundlag i Phendeling. Hvis du ønsker at følge Jade i hendes arbejde, kan du pt. følge med på hendes blog: http://vismighvordanjegdør.dk

 

 

Skal du lukke din indre vildskab ud?

Skal du lukke din indre vildskab ud?

Skal du lukke din indre vildskab ud?

Jeg har været i kontakt med Ivan Michelsen fra firmaet ”Cold Hawaii Vildmarksbade”. De producerer bæredygtige shelters, hytter, saunaer og vildmarksbade – der nu også bliver handicapvenlige! De har en udlejningsstation, hvor man kan leje et bad, en sauna etc. og hvis man har pengepungen i orden, kan man selvfølgelig også købe sin helt egen hytte eller vildmarksbad.

 

Af handicapvenlige løsninger har de blandt andet udviklet en ny sauna med en bred dør på 90 centimeter..

så der er plads til en kørestol. Saunaen kan fås både uden og med omklædningsrum, og såfremt man vælger dette tilkøb, så er døren til omklædningsrummet selvfølgelig også bred nok til en kørestol.

 

Senere på året vil der komme en lift, der kan tåle at stå ude hele året, som man kan sætte fast på vildmarksbadet og derved blive liftet ned, såfremt man sidder i kørestol. Nede i badet vil der være en sele, som støtter personer, der ikke selv er i stand til at bære deres egen vægt.

Ivan har desuden forsikret mig om, at der selvfølgelig også er plads til en hjælper i badet

 

Hvis det har vækket din indre, vilde side og interesse..

så kan du finde ud af meget mere om projektet på hjemmesiden: https://coldhawaiivildmarksbad.dk/

Her kan du også læse mere om produkterne, og hvor i landet de befinder sig. Du kan naturligvis også finde frem til diverse kontaktoplysninger, såfremt du har videre spørgsmål.

 

Jeg ejer nok ikke selv den type ”vildskab”; mit eget morgenritual starter som regel ud med at blive kogt under bruseren som en anden hummer…

Men når dét er sagt, så er jeg stadig imponeret over, at der er blevet udviklet løsninger på, at folk i kørestole nu også kan lukke deres indre vildskab ud og give sig i kast med koldt vand og hedende saunaer i smukke naturområder.

 

Og netop derfor synes jeg også, at Ivan Michelsen og firmaet ”Cold Hawaii Vildmarksbade” skal have en varm anbefaling herfra!

 

Boganmeldelse af Alexander Solsjenitsyn’s ‘I den første kreds’

Boganmeldelse af Alexander Solsjenitsyn’s ‘I den første kreds’

Boganmeldelse af Alexander Solsjenitsyn’s ‘I den første kreds’

 

Jeg har altid holdt af skønlitteratur; altså romaner, noveller og poesi. Mest det første.

Under min indlæggelse, der varede i næsten et år, fandt jeg glæden ved at læse frem igen, efter års pause.

På hospitalet startede det med Paulo Coelho, gik over i Jan Kjærstad, rundede Jan Søndergaard, Paul Auster og Haruki Murakami. Alt sammen forfattere, hvis romaner jeg fandt på hospitalets bibliotek. Jeg har holdt ved læsningen efter min udskrivelse og reolen derhjemme er nu fuldt med bøger, der er ikke plads til flere i lejligheden. Heldigvis er biblioteket her i kommunen godt og de kan skaffe alt.

Læser man vil man på et eller andet tidspunkt støde på russisk litteratur. ‘Brødrene Karamazov’ af Fjodor Dostojevski læste jeg i Latin Amerika i midten af halvfemserne. Den har siddet fast. Siden da har jeg i ny og næ fundet en russisk forfatter frem og læst et par af vedkommendes værker. Kender man ikke til russisk litteratur, vil man måske umiddelbart tænke at det er nogle tunge drenge at danse med.

Det er nødvendigvis ikke sandt. Leo Tolstoj ‘Krig og Fred’, som er en af de længste romaner jeg har læst, er let i sproget, faktisk en leg at komme igennem. Og en oplevelse man ikke skal snyde sig selv for. Det samme gælder ‘Forbrydelse og Straf’ af Fjodor Dostojevski, som umiddelbart kan virke mørk og tung. Bare titlen.

 

‘I den første Kreds’ af Alexander Solsjenitsyn er skrevet efter Josef Stalins død.

Den udkom i Danmark og resten af Vesten i 1968. Den handler om kort fortalt om livet i en af de mange fangelejrer som fandtes i Sovjetunionen. Millioner af mennesker blev deporteret og døde i lejrene og det har Alexander Solsjenitsyn brugt mange romaner på at beskrive. Der er ikke et stærkt plot i romanen, som består af to bind, men ikke desto mindre keder man sig ikke et sekund.

 

Det er veldokumenteret at forholdene i Sovjetunionen var horrible. Litteraturen kan gøre statistikkerne til mennsker og Alexander Solsjenitsyn kan gøre fanger, fangevogtere, bødler og Stalin selv til det samme.

Vi kommer ‘I den første Kreds’, helt tæt på fanger i ‘Sjaraskaerne’, den russiske betegnelse for fængsler, hvor fangerne har det bedre end i lejrene i Sibirien og andre steder i landet. Derfra også titlen: ‘I den første kreds’. Den henviser til Dantes Guddommelige Komedie, der har 9 kredse på vej til helvede, hvor den 1. kreds er den mindst pinefulde. I ‘Sjaraskaerne’ bor uddannede mennesker som Stalin kan bruge. Ingenører, diplomater, skolelærer, teknikkere, videnskabsfolk, m.v. Her er arbejdet ikke en kobbermine, men et skrivebord. Og i fængslet Mavrino i udkanten af Moskva lever disse mennsker, hvis dagligdag man i romanen kommer helt tæt på.

‘I den første kreds’ følger flere spor. Fangerne i Mavrino, fangevogterne og Stalin selv. Den foregår over få dage i december 1949 og virker som et slags portræt af tyve års russisk historie. Kvaliteten i romanen, som jeg ser det, er de nuancerede personskildringer.

Det som er så fascinerende ved bogen er, at mennesker i ekstreme situationer bliver beskrevet helt almindeligt.

I det hele taget er det almindelige et nøgleord for at forstå romanen. Der er meget stærke scener i bogen, hvor f.eks en fange får besøg af sin kone der kæmper med næb og klør for at holde sig oven vande i Moskva, mens manden er dømt 10 års fængsel for at lave en forkert telefonopringning. Ellers velfungerende familier bliver splittet ad, besøg bliver overvåget, så en samtale mellem mand og kone, må foregå i koder. Breve bliver læst og censureret og flere fanger må bryde med deres familier i frygt for at der vil ske dem noget ondt, blot fordi han er fængslet. Man ser virkelig hvordan systemet underminerer ideologien og hvordan det kæmpe sovjetiske sikkerhedsapparat fungerer.

Måske er det lysstrålerne i romanen der for én til at læse videre.

Hvordan smager en kop vand hos en mand der har mistet alt på en nat?

Hvad betyder det at få en seng med dyne at sove i, når man ikke har haft andet end en briks af træ? Glæden ved en gåtur, avislæsning, et besøg. De små ting som findes i alles hverdag, bliver her den største lykke. Hvilket man kan lære meget af, især i vores kultur og på vores breddegrader, hvor vi tager alt for givet. Livet var ikke nemt under den kolde krig, især ikke på den anden side af jerntæppet. Og vi skal ikke mere, end tilbage til 1989 da Berlinmuren faldt, for at finde eksempler på lejre i Rusland, som beskrevet i bogen.

 

Måske føler man selv at man sidder i fængsel. Måske sidder man ikke fysisk i sådant et, men mentalt.

Måske føler man at man sidder i en situtation, man kan komme ud af. Måske er man blevet syg, dårlig eller må vente år på en afgørelse fra en sagsbehandler. Der er det at læsningen af litteratur, som rører ved følelser i ens eget liv guld værd. Sådan en roman er ‘I den første kreds’. Selv om man ikke umiddelbart føler noget slægtskab med Stalin og tiden i Sovjetunionen efter 2. verdenskrig, bør man ikke snyde sig selv for at læse denne bog, eller i det mindste, en af Alexander Solsjenitsyns andre bøger. Så som ‘Kræftafdelingen’ der foregår på en kræftafdeling i Moskva, i 50’erne.

Man kan spejle sig selv i karakterende og de kampe de har

 

Som det er med disse bøger, er de krydret med sætninger, replikker der går en tand dybere, end andre romaner. Mange sætninger, og replikker hænger ved, netop fordi det er skønlitteratur og at teksten derved sniger sig ind under huden på en og sætter sig fast. Når man læser en bog som ‘I den første kreds’, lever man sig ind i personerne, deres skæbne og man vender næste side for at få at vide hvad der sker med dem. Det er katharsis.

Romanen er delvis selvbiografisk. Solsjenitsyn var universitetsuddannet matematikker og fysikker og var kaptajn i den sovjetiske hær under 2. verdenskrig. I 1945 skrev han et brev til en ven, hvor han kritisererede Stalin. Brevet blev læst af myndighederne og Solsjenitsyn blev idømt 8 års straffearbejde i Sibirien. Da han var videnskabsmand, kom han først i en Sjaraska. Han blev løsladt da Stalin døde og Khrusjtjovs kom til magten. Han fik lov at vende tilbage til det centrale Rusland og fik sågar, udgivet to værker: ‘En dag i Ivan Denisovitjs liv’ og ‘Matrjonas gård’.

Men efter Khrusjtjovs fald, var det slut. Alle hans senere værker, udkom kun i Vesten, og da han fik nobelprisen i litteratur i 1970 blev livet i Sovjet for vanskeligt for ham. Han og hans familie blev i 1974 smidt ud af landet og flyttede til USA, for først at vende tilbage til Moskva i 1994. Efter Sovjetunionens sammenbrud. Hans bøger er efter kommunistregimets fald udkommet i kæmpeoplag i Rusland.

I 2006 blev der lavet en tv serie over ‘I den første kreds’, som lagde landet øde. Den er med landets bedste skuespillere og blev sendt i bedste sendetid. Den dengang 87 år gamle Solsjenitsyn, så den sammen med gamle politiske fanger. De kaldte den alle utroligt realistisk. ‘I den første Kreds’, er en af den slags bøger som hænger ved.

Sæt tiden af og snus til den!

 

Boganmeldelse af Frysende våde vejbaner – roman af Jan Sonnergaard

Boganmeldelse af Frysende våde vejbaner – roman af Jan Sonnergaard

Boganmeldelse af Frysende våde vejbaner – roman af Jan Sonnergaard

 

Jeg har boet det meste af mit voksenliv i København. Nu godt nok bosat på Frederiksberg, men alligevel. Nørrebro er den bydel hvor jeg har boet længst tid. Ellers har jeg været forbi Vesterbro, i flere omgange, Østerbro, en enkelt gang, Amager, en kort periode og Sydhavnen, ligeledes en kort periode på fire måneder. Jeg boede lige ved Sydhavn Station, i en fremlejet lejlighed på tre værelser med altan og udsigt til banelegemet.

 

Hovedpersonen Jesper i Jan Sonnergaards roman; ‘Frysende våde vejbaner’, bor i en to værelses lejlighed på Nørrebro. Han er 50 år gammel og var ung i 80’erne dengang sort var det nye sort. Han er lige blevet fyret fra postvæsnet og har aldrig stiftet familie. Vennerne er forsvundet, ingen af ungdommens drømme blev til noget og idealerne er et efter et forsvundet. Desuden ser han ser kærlighed som et overstået kapitel.

 

En dag får han en opringning fra en gammel ungdoms ven, der fortæller at Henrik, en fra slænget har hængt sig, 48 år gammel. Nyheden forstærker Jespers depressive tilstand og han tænker på selvmord. At kaste sig ud foran den nærmeste og hurtigste bil, syntes som en god løsning.

Alligevel holder Jesper sig tilbage for ind i mellem er der noget morsomt, noget der holder ham til livet.

Han bliver inviteret til en fest hvor han møder den smukke unge Julia. Han forelsker han sig hovedkulds i den unge arkitekt, der – modsat Jesper – emmer af ungdom og livsmod. Med ét forvandles Jespers syn på livet, og han begynder at leve i nuet i stedet for i minderne om det, der var. Mødet viser sig dog at være fatalt, både økonomisk og menneskeligt. En deroute begynder.

 

Mere skal ikke fortælles om handlingen i denne fortræffelige bog, som blev Jan Sonnergaards sidste, inden hans alt for tidlige død for få år siden.

Han nåede at skrive to romaner og en lille stak novellesamlinger, brød igennem den litterære lydmur med sin fremragende novellesamling ‘Radiator’, tilbage i 1997, men i denne bog, er det altså hans egen generation han tager under behandling. En generation der var unge i 1980´erne og hvor nogle måtte anerkende det faktum, at de forventninger og drømme man havde, ikke blev indfriet og at tiden er løbet fra en.

Hovedpersonen i romanen tilhører middelklassen, er ensom, befinder sig i en midtvejskrise, har ikke den store tiltro til omverdenen og så har han distanceret sig fra sine omgivelser. Forholdet til Julia er på mange måder forkrøblet, bl.a. fordi Julia udnytter Jesper, hvilket han først finder ud af alt for sent, men også forkrøblet fordi Jesper ofrer kontakten med sine få venner for at tage på en længere rejse med Julia til dyre hoteller og restauranter i Basel, Stuttgart og Strasbourg, en rejse hvor virkeligheden til sidst rammer Jesper i ansigtet som en knytnæve. En virkelighed, der er særdeles grim og usympatisk og som ender med at få de værste sider frem hos ham.

Man er med hele vejen. Fra den snuskede lejlighed der går til i snavs og rod. De gamle LP plader som ikke bliver spillet mere, til mødet med Julia og de storsnuede venner i en kæmpe lejlighed med udsigt til søerne. Et besøg hos banken med den store kassekredit og til udlandet på de dyre hoteller. Man føler med Jesper og tænker: Kunne dette have været mig?

 

‘Frysende våde vejbaner’ er en bog, der giver et sjældent indblik i livet for en mand fra middelklassen, men også et portræt af nutidens Danmark..

hvor det enkelte menneske ikke måles på sin personlighed, men derimod på faktorer som uddannelse, indtægt, på hvor din bolig er placeret og hvad boligen har kostet. En nutidig skildring af et samfund, som betragter folk uden for arbejdsmarkedet som sociale tabere, psykisk syge som svage mennesker og handicappede som outsidere. Et land som har udviklet sig en konkurrencestat. Et land som har ført en borgerlig politik siden 2001, har deltaget i flere krige og hvor det er vigtigere at et barn bliver til noget i stedet for nogen.

Der er langt til 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne hvor Danmark sendte et hospitalsskib til en krigszone, hvis udlandet kaldte på tropper. Hvor der var nok personale i landets vuggestuer og børnehaver og hvor kultur var en rettighed i stedet for et område under afvikling. Et land med supersygehuse og kæmpeskoler.

En psykiatri som lider, dagshøjskoler som bliver sparet væk og et sundhedsvæsen hvor sparekniven gang på gang svinges, så man efterhånden ikke kan genkende hvad det vil sige at være dansk. Et samfund, hvor det er nemt at blive stemplet og at falde udenfor, og derfor et samfund, der er menneskeligt fattigt.

Jan Sonnergaard var humanist og det Danmark han beskriver i bogen her, er et land i forfald. Et København under afvikling. Bogen er både spændende, morsom og pinagtig, miljø- og personbeskrivelserne er præcise og overbevisende. ‘Frysende våde vejbaner’ er en rigtigt god bog. Den er udkommet på Gyldendal i 2015 og findes på ethvert bibliotek. Det kan anbefales at læse den.

 

Yep, vi støtter at mennesker kan tilvælge følgeskab når de dør

Yep, vi støtter at mennesker kan tilvælge følgeskab når de dør

Yep, vi støtter at mennesker får følgeskab når de dør, hvis de ønsker det via Buddhistisk vågetjeneste for døende.

 

Så vi har netop sponsoreret, at en vågetjeneste for døende nu kan få nogle af deres transportudgifter – til og fra frivillige nattevagter – dækket. Vi tænker, at vi kan passe lidt på de frivillige, så de trygt kan passe på de døende.

 

Jade (Jade Mar Rolsted) der arbejder for os her i Din Hjælperordning kom – sprængfyldt af glæde forleden – og fortalte om denne vågetjeneste for døende, som hun arbejder med i på frivillig basis. Ja, hun er ret glad for vågearbejdet, og efter 2 år i Røde Kors’ Vågetjeneste, er hun nu med til at genetablere denne Buddhistiske Besøgs- og Vågetjeneste.

 

Og ja, af navnet fremgår det, at vågetjenesterne hviler på Buddhistisk praktisk tilgang og livsfilosofi, og samtidig åben for alle mennesker uanset tro eller ikke tro. De siger selv, om kernen i deres vågetjeneste virke: ”Vi ønsker at møde alle ligeværdigt og i respekt for deres værdier. Når vi tager ud i vågetjenesten, kommer vi som medmenneske til et andet menneske i nærvær, og er åbne for de behov der er lige nu.”

 

Når jeg spørger ind til deres højeste værdi, siger de ”Vi virker ud fra, at vi er alle forbundne”

Dét kan vi godt nikke genkendende til her i Din Hjælperordning. Det er nærmest det første Lasse ønsker at tale om, når han bliver spurgt af omverdenen, om hvorfor han står op hver dag for at drive vores virksomhed. Så ja! Vi genkender dét at virke og være med andre, at vi er forbundne. Vågetjenesten uddyber det sådan her: ”Som mennesker møder vi uundgåeligt svære stunder, smerte og foranderlighed. Hvad der lige nu er let, kan om lidt blive tungt, – og omvendt. Vi er ikke isolerede individer, men forbundne. Derfor er den andens smerte også min, og jeg har evnen til at indleve mig i den andens liv. Det kunne være mig, – det bliver også mig en dag. Vi bliver alle gamle, vi bliver alle syge og vi skal alle dø.

Denne indlevelse stimulerer medfølelsen, som er kernen i hvad vi tilbyder, og hvorfor vi tilbyder disse tjenester.

Vi ønsker at møde alle ligeværdigt og i respekt for deres værdier. Når vi tager ud i vågetjenesten, kommer vi som medmenneske til et andet menneske i nærvær, og er åbne for de behov der er lige nu. Vi vil gerne gennem vores nærvær skabe et rum af fred og ro, som kan støtte det andet menneske i at finde deres egne svar, være sig selv og gennemgå deres egen proces.”

 

Første gang, jeg hørte at det var en vågetjeneste med Buddhistisk praktisk tilgang og livsfilosofi, blev jeg nysgerrig og måtte spørge ind til hvad dét betyder..

De svarer mig: ”Vores arbejde i vågetjenesten bygger på følgende tre principper om døden, som vi har modtaget fra *Lama Zopa Rinpoche:

  1. Det er naturligt at dø. Alt levende dør. Dyr, mennesker og planter. Bygningsværker og ting forvitrer. Døden er en realitet i vores liv. At have set denne realitet i øjnene, hvor svært det end kan forekomme, vil have en positiv indflydelse på vores sans for livets værdier og for, hvad livet skal bruges til.
  2. Hvert eneste minut dør der så utroligt mange væsener i hele verden. Denne erkendelse hjælper os til at sætte vores egen død i perspektiv. Vores egen død er slet ikke noget enestående; der er mange væsener som dør samtidigt med os.
  3. Det er utroligt vigtigt at dø i en så fredelig, rolig og kærlig sindstilstand som overhovedet muligt. Det er utroligt vigtigt at dø med åbent hjerte. Det betyder at det er vigtigt at have gjort sine forhold klare: at have talt ud, forstået, forsonet sig, tilgivet om muligt. Dette i sig selv vil bringe fred i den enkelte og skabe fred mellem mennesker.”

* Vi praktiserer Mahayana Buddhismen, sådan som den er formidlet af Lama Tsong Khapa. Og vores spirituelle overhoved er Lama Zopa Rinpoche, som er spirituelt overhoved for alle F.P.M.T. Buddhistiske centre, retrætesteder, hospicetjenester i The Foundation for the Preservation of the Mahayana Buddhism (også kaldet F.P.M.T.) Og vi følger nøje Lama Zopa Rinpoches anvisninger.

 

Jeg kan fortælle at..

Buddhistisk Besøgs- og Vågetjeneste koordineres af psykolog og buddhist Maria Damsholt. Og er en non-profit forening baseret på frivillighed, og donationer til dem går direkte til faste udgifter som husleje, transport, kurser og supervision.

 

Hvis du, når du der læser mit blogindlæg her, ønsker at vide hvordan du selv kan knytte denne vågetjeneste til dig selv eller pårørende..

kan jeg fortælle dig, at de tilrettelægger deres vågeopgaver i samarbejde med pårørende eller plejepersonalet. Og de kommer på vagter efter behov i eget hjem, på plejehjem eller på hospital – primært i Storkøbenhavn. Du kan kontakte  Maria Damsholt 51280858 eller aktuelle kontaktperson på tlf. 51626888.

Hvis du – ligesom jeg selv fik lyst til – også vil donere hjælp til drift af deres frivillige vågetjeneste eller hvis du vil vide mere om Buddhistisk Besøgs- og Vågetjeneste, kan du læse meget mere her: https://xn--besgs-vgetjeneste-frb07a.dk/

 

 

De fortæller selv følgende om dem selv:

”Vi er en vågetjeneste skabt af meget forskellige almindelige mennesker med livserfaring og overskud”

“Vores vågetjeneste er tilknyttet Center for Visdom og Medfølelse https://www.facebook.com/CenterForVisdomOgMedfolelseTongNyiNyingJeLing/ og vores arbejde er inspireret af buddhistiske værdier, selvom ikke alle frivillige her, er buddhister. Vi har erfaring med omsorg til alvorligt syge og døende mennesker. Vi er frivillige og ulønnede. Vi har tavshedspligt.

Vi har alle gennemgået et kompetencegivende kursusforløb, og vi modtager regelmæssigt undervisning og supervision, bl.a. fra Maria Damsholt. Fx via Maria’s intensivkursus om kunsten at dø med fred, og at drage omsorg ved dødstidspunktet, som handler om:

Kurset foregår via oplæg, refleksioner, samtaler, diskussioner og øvelser om

  • At forholde sig til egen sorg, kriser, smerter og dødelighed, for at udvikle større livskvalitet og for at kunne have  med døende mennesker at gøre, uden selv at miste livsmod og glæde.
  • At få kendskab til forskellige religioners syn på åndelig hjælp til døende.
  • At få kendskab til faktorer, der har betydning for smerte, samt fysisk pleje af døende mennesker.
  • Buddhismens syn på dødsprocessen og åndelig hjælp.

Indhold

  • Kommunikation, aktiv lytning, terapeutisk berøring.
  • Kriseteori og refleksioner over udviklingsmuligheder i kriser. Svære følelser. Døden og det at dø.
  • Forholde sig til egen dødelighed.
  • Pleje af den døende. Smerte.
  • Forskellige perspektiver på åndelig smerte og åndelig hjælp.”

 

Hvis du har lyst til at være med i deres vågetjeneste, så kan du læse mere om at være frivillig her: https://xn--besgs-vgetjeneste-frb07a.dk/at-vaere-frivillig

Med fornøjelse!

Pernille

 

 

 

 

Lyset i et menneskes hjerte, Lars Muhl

Lyset i et menneskes hjerte, Lars Muhl

Boganmeldelse af Lyset i et menneskes hjerte skrevet af Lars Muhl

‘Det intuitive sind er en hellig gave og det rationelle sind er en trofast tjener. Vi har skabt et samfund, der hylder tjeneren og har glemt gaven’ – Albert Einstein, fysiker.

Med dette citat, starter Lars Muhl’ seneste bog; ‘Lyset i et menneskes hjerte’ som ligger her ved siden af mig. Lars Muhls bøger er interessante. Hans personlige historie er knap så interessant, dog værd at tage med.

I offentligtheden kender de fleste nok Lars Muhl som musiker, sangskriver og sanger. Han stod bag signatursangen fra TV-serien ‘Sjæl i flammer’ og har skrevet musik til blandt andet Lis Sørensen. Selv indledte han en musikerkarriere i 1966 med Århusgruppen Dragon Five. Han udsendte sin første plade; ‘Luficer Zimmerman’ i 1969 med bandet Daisy og blev optaget på Det Jydske Musikkonservatorium et par år senere. Årene forinden, var han i behandling for stofmisbrug.

Han droppede studierne efter et par år, for at danne bandet Warm Guns som han udsendte fem albums med. I 1984 indledte han en solokarriere og udsendte seks albums i eget navn. Han takkede af i 1999 med albummet ‘Till The End Of Time’.

Fra 1993 og frem til 1998, udgav han seks bøger, hvor den sidste er novellesamlingen ‘Skyggerejser’. Fra 2000 begynder så hans spirituelle virke at udforme sig i bøger, der starter med ‘Den Himmelske Vej til opnåelse af hjertets stilhed’. Året efter udkommer ‘Seeren fra Andalusien’, der handler om mødet med hans lærer Seeren. Lars Muhl har fortalt at det var en bekendt, der gav ham et telefonnummer til Seeren, og da de endelig mødtes i Sydfrankrig og senere i Andalusien gennemgik han en terapeutisk og spirituel proces, der radikalt forandrede hans tilværelse.

‘Seeren er en slags tidløs troldmand. Han aktiverer potentialet, belyser det mørke, vækker de slumrende kvaliteter til live og får ting til at ske. Hvis man kan tale om en kosmopolit, så er det ham. Han rejser i tid og rum og er ekstrauniversel i ordets dybeste betydning. Og han har en utrolig evne til med meget få midler og ord at sætte én i en situation, hvor man er nødt til at handle. Det føltes som et knips med fingrene, da jeg mødte ham. Han havde ventet på mig. Sådan var det bare’, har Lars Muhl udtalt i et interview

og understreger samtidig, at man med Seeren godt kan glemme alt om gurudyrkelse. Det vil han tage som en fornærmelse. Man skal heller ikke tro, at det problemfrie og smertefrie liv eksisterer. Det er noget, vi har set på film og derfor dyrker som lykken.

 

Lars Muhl har nævnt i flere interviews at han altid har haft adgang til ‘en anden virkelighed’

Han har haft psykiske evner, så langt tilbage han kan huske og denne ‘anden virkelighed’ har altid trukket i ham. Han har dyrket denne side via selvstudier af især den esoteriske side af kristendommen og i særdeleshed det aramæiske sprog, det sprog der blev talt på Jesus tid. Men han har også altid undertrykt denne ‘anden virkelighed’, indtil det år hvor han fylder 40 og for et sammenbrud, en sygdom, som han kalder det og endelig kommer i kontakt med Seeren. Derefter tager hans liv en drejning. Han ligger musikken på hylden og koncentrerer sig om sit spirituelle virke.

I dag holder han foredrag, udgiver bøger og leder Gilalai – Institut for Energi og Bevidsthed, samt behandler folk som opsøger ham. Privat er han gift med Githa Ben-David med hvem han har en datter. Hovedværket i hans forfatterskab er ‘Gralstrilogien’ som er oversat til 12 sprog og er udkommet i 25 lande. Alene i Danmark er trilogien solgt i 70.000 eksemplarer.

 

‘Lyset i et menneskes hjerte’, er som sagt hans seneste bog. Han betragter selv bogen som hans åndelige testamente med erfaringer hvor han endelig træder ud af Seerens skygge og bevæger sin ud i den spirituelle verden på egen hånd.

Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvad er meningen med os? Hvor er vi på vej hen?

Det er nogle af de spørgsmål Lars Muhl prøver at svare på. Han siger selv, at der er en ydre verden, som er spændende og fascinerende, men der findes en uendelighed af multidimensionelle muligheder i hvert enkelt menneske, en helt anden virkelighed, som blot venter på at blive åbnet.

Med udgangspunkt i en filmoptagelse i Israel følger vi i bogen de hændelser, der blandt andet fører Lars Muhl til en hule nær Qumran, hvor dødehavsskrifterne blev fundet i 1946. Her finder han et manuskript, Asahps Bog, der fungerer som et spejl for enhver, der læser den.

‘Lyset i et menneskes hjerte’ foregår i Israel og veksler mellem filmoptagelserne og oplevelserne med filminstruktøren Ole Bernt Frøhaug og filmfotografen Ami Shamir der er ved at lave en dokumentarfilm om det aramæiske sprog. Bogen følger Lars Muhl’ egne opdagelser og erfaringer i landet og endelig Asaphs bog, hvis tekst bliver til efterhånden som handlingen skrider frem.

Det aramæiske sprog, mener Lars Muhl er koden til at forstå Jesus’ lære. Det er gennem det at hans budskab kommer tydeligst frem. Han mener at religionerne, helt har misforstået Det Nye Testamente og at man skal læse og forstå det på en anden baggrund.

Han kommer omkring jødisk mystik og fortæller blandt andet levende om den gamle rabbiner; Yitzhak Kaduri der kunne se ind i fremtiden. Han forudså begge verdenskrige og mordet på John F. Kennedy. Kaduri mente at Messias, som jøderne venter på skal komme, allerede er her. I Israel. Lars Muhl kommer frem til, at Messias nok var en virkelig skikkelse, men hans genkomst, skal forståes som menneskets iboende Messias der skal vækkes til live. Vi er alle guds børn. Ligesom vi alle er Buddha. Vi skal bare vågne op. Jesus, Buddha, Lao Tzu, Muhammed, var personer som levede for mange år siden, det er først senere, at mennesker har bygget religioner over deres lærer.

 

Gennem hele bogen, henviser Lars Muhl til Livets Bog. Det er O’s kilde. (Bogen igennem henviser Lars Muhl til O, som en betegnelse for Gud). Livets bog er et bevidsthedsfelt hvorigennem man kan modtage visdom og læren. Livets Bog er tilgængelige for alle, blot man åbner sig for ‘den anden virkelighed’.

Han taler også om at alt er energier som vi har mulighed for at påvirke, hvis man har den rette indstilling. Alt andet er sort magi og det forbliver man ikke ustraffet for at praktisere. Reinkarnation er en del af Lars Muhl’ virkelighed og man taber mælet, et par gange under læsningen. Hvor om alting er, så mener han at han selv levede på Jesus’ tid, mødte ham i reinkarnationen som Essæer, et folkeslag der levede netop på Jesus’ tid.

 

En metode til at komme i kontakt med O (Gud), ånden, ‘den anden virkelighed’, er gennem meditation

Han beskriver udførligt meditationsteknikker, hvor igennem han kommer i kontakt med O og begynder rejser i andre dimensioner, for at komme tilbage til den ydre virkelighed klogere og mere afklaret. Det lille filmhold er med på det meste af rejsen, så som besøg i huler uden for Jerusalem, hvor Lars Muhl blandt andet kommer i kontakt med andre væsner.

Det er ikke så meget det fantastiske der sker i bogen, som er interessant, men den filosofi og visdom der ligger bag. Man bliver klogere på hvordan man kan leve et mere afbalanceret liv, ikke fortabe sig i materialle værdier, der i sidste ende fører til forurening af kloden og tab af det sande menneskelige.

Ikke at alle skal leve i en hule i konstant meditation og fornægte det jordiske liv. Nej, et liv i balance, rummer begge sider. Noget vores politikkere kunne lære noget af. Man behøver hverken være rig eller fattig, rask eller syg for at praktisere et spirituelt liv. Alle, uanset baggrund, levestand, med eller uden handicap kan praktisere og leve et mere afbalanceret liv. Til gavn for alt levende.

 

‘Lyset i et menneskes hjerte’ er ikke New Age litteratur og Lars Muhl er ikke for tøsedrenge. Måske har man lyst til at se et par videoer med Lars Muhl på Youtube, inden man giver sig i kast med bogen. Det er en god idé. Her er her et par links:

 

Man syntes måske at spiritualitet og mystik er sort snak. Det er det nødvendigvis ikke. Har man en tro, skal man ikke snyde sig selv for ‘Lyset i et menneskes hjerte’. Der er en bog man bliver klogere af. På flere planer. Læs den!