DHOpixel
Visualiser din imaginære beskyttelsesdragt, når du føler dig fx udsat, udmattet, ..

Visualiser din imaginære beskyttelsesdragt, når du føler dig fx udsat, udmattet, ..

Lær at visualisere, at du er beskyttet via en imaginær beskyttelsesdragt, når du føler dig fx udsat, udmattet, overstimuleret, ..

Kender du til, at du nogle gange egentlig bare har lyst til at gemme dig selv lidt af vejen eller undgå at mødes med andre? En af de dage hvor det er lidt svært bare at være sig selv, hvor følelserne sidder uden på tøjet, og dit psykiske system er lidt oppe at køre. Og ja, der er jo egentlig ingen grund til at melde sig syg, men det er langtfra sjovt at gå på arbejde, og at give sig helt hen til et andet menneskes behov.

At være ’touchy’ kan have mange årsager – og det er ok – men hvad stiller vi op, når vi gerne vil arbejde og hjælpe til, men alligevel har ’følelserne ude på tøjet’?

Jeg har lært at tage min beskyttelsesdragt på, og den kan skræddersyes totalt efter mit behov. Faktisk er det kun min egen fantasi, der kan løbe tør for alle de måder, den kan beskytte mig på. Jeg kan tage den på alle timer døgnet rundt, og den hjælper mig med at føle mig mere beskyttet, tryg – pakket ind, når jeg har behov for det. Og det har jeg indimellem, da jeg selv arbejder på et værested for kvinder, der har brug for at gemme sig. Ja, så behovet for at føle beskyttelse er stor der.

Jeg vil guide dig til, hvordan du træner din egen imaginære evne op, så du let kan visualisere din egen beskyttende dragt (rum, svøb, indpakning):

 

Mål

At indrette et beskyttet område (dragt, svøb, ..) til sig selv, som muliggør afgrænsning og retter fokus på egne ressourcer, og din egen indre kerne. Samtidig skal denne beskyttende oplevelse være transportabel og altid til rådighed.

 

Obs

  • Det er vigtigt at være tilstede ’her og nu’, og have en regulær og autentisk kropskontakt som forudsætning for at kunne møde op til noget som helst. Tjek på en skala fra 1-10 hvor nærværende du er, og lav et par kropsøvelser som vejrtrækning, og kontakt til kroppen (tjek kropsøvelser i kriseplanen) hvis du ikke ligger i den høje ende mod en 10’er.
  • Jeg kommer nu ind på forskellige forslag til etablering af det beskyttende rum/beskyttelsesdragten. Din egen fantasi hilses velkommen, og øger muligheden for at vælge den bedst mulige løsning for præcis DIG!
  • Husk at bruge behagelige indtryk, da det er vigtigt at lægge vægt på det ”beskyttende” element (behageligt beskyttende, konstruktive ideer, ingen negative formuleringer (psyken er hurtigere til at finde negative associationer end positive billeder).

 

Fremgangsmåde

  • Gerne stående eller gående i rummet: etabler en god orientering i rummet.
  • Find ud af hvor meget rum rundt omkring dig du har behov for for at føle dig tryg og beskyttet (fx en halv meter eller 10 centimeter). Tag dig god tid, så du kan mærke efter, hvor dine grænser går og mærk rummet.
  • Konstruer et rum/en væg/glasskærm/en boble – tilsvarende den grænse du lige har oplevet. Vær opmærksom på, at dit valgte materiale dækker fuldstændig af/til – medmindre nogle områder skal spares ud.
  • Vær opmærksom på evt. åbninger, døre, luger, vinduer (hvem eller hvad der kan komme ind, hvordan du selv kan komme ud, hvordan lukker døren/åbningen, samt hvordan rummet (eller dragten) kan lukke sig selv af for uvedkommende).
  • Rummets indre må rigtig gerne fyldes med fx farver, lyd, ressourcer, kæledyr, pyntegenstande, duft, vind, smag samt en sætning, der giver dig styrke.
  • At pakke rummet sammen og ud igen må øves – evt. en bestemt bevægelse, der aktiverer ind og udfoldning. Øv dig, og nyd at gå ind og ud af din beskyttelse. Nyd, at du er i stand til at beskytte dig!

 

Et eksempel

  1. Stå op fra stolen og stil dig godt tilrette. Kan du mærke dine fødder? Hvor er det præcis, at du rører ved gulvet? Bevæg dig lidt frem og tilbage, og vær opmærksom på at stå stabilt på gulvet. Når du kan mærke dine ’rødder’ eller har følelsen af at stå sikkert og godt, må du gerne se dig omkring i rummet: hvor meget plads har du behov for at have rundt omkring dig? Kan du afsøge rummet med dine hænder? Når du tager armene til hjælp for at skabe rigtig meget plads rundt omkring dig, kan du så mærke, hvordan du skubber til grænsen? Du må gerne berøre væggene i dit rum (hvis der er vægge) – foran, bagved, til højre og venstre. Er der lukket opad? Eller findes der en åbning til solen og luft?
  2. Hvilket materiale kunne væggen på dit beskyttelsesrum være lavet af? Forestil dig hvordan den kunne se ud, så du vil føle dig mest muligt beskyttet: er den lavet af sten? Tykt skudsikkert glas? Er den lavet af gummi? Ligner den en sæbeboble? Findes der huller i væggen, eller er der vinduer sat ind, som kan åbnes og lukkes efter eget ønske? Måske findes der persienner? Eller er den måske lavet af et gennemsigtigt materiale? Og den kan reguleres, så hvis du ønsker det, at der så kan komme noget udefra ind? Du bestemmer, hvad der må trænge ind udefra. Måske er der ingen, der kan se ind, men du kan se alt omkring dig. Måske er det kun igennem vinduerne, du ønsker at se ud?
  3. Husk, det er dit beskyttede rum, og det er dig, der bestemmer, hvordan det skal være. Her kan dine ønsker opfyldes og blive en realitet, og du kan mærke, hvordan det sker. Bliv ved med at lade dine hænder mærke rummet, ’væve’ det.
  4. Nu har du skabt rigtig meget rum rundt omkring dig…. Hvis du nu havde mulighed for at fylde det med farve, hvilken ville du vælge? Blåt, gult, rødt, grønt, eller noget helt andet? Ville farven være meget lys eller meget intens? Ensfarvet eller med flere farver, i striber eller ternet? Måske med prikker eller stjerner eller noget helt andet?
  5. Når du nu er omgivet af denne smukke farve, hvilken lyd ville klinge godt til? Har du en favorit sang, et særligt stykke musik du elsker, en bestemt lyd, eller skal der være helt stille? Måske lidt fuglesang? Bare lad dig bære med!
  6. Når du nu mærker dine fødder røre gulvet, og du er omgivet af dine farver, lyden der fylder rummet og den beskyttende væg rundt omkring dig… Hvilken sætning vil udtrykke denne behagelige følelse af at være tryg og beskyttet i nuet? Fx ”jeg er stærk”, ”det er godt, at jeg er her”. Find din helt egen sætning. Bare lad den komme, lyt til hvad der gerne vil komme frem, og vær opmærksom på, at sætningen begynder med ”jeg er….”.
  7. Når du er opmærksom på dit rum, dine vægge, din farve, lyden, din sætning – opstår der så en bestemt duft? Et billede? En forårseng? Blomster? En let vind?
  8. Kan du mærke luften eller solen på din hud? Opstår der en følelse af at være beskyttet? Mærker du en følelse af frisk vand mod din hud?
  9. Med hvilken sætning vil du kunne møde din omverden, og de mennesker du møder: ”jeg er nysgerrig på jer…”, ”jeg er stæk nok til at være her…”, ”jeg går min egen vej, og alle andre går deres egen vej”, ..
  10. Mærk efter alle disse forskellige indtryk; rummet, væggen, farve, klang, en behagelig duft og en behagelig følelse.. Oplev beskyttelsen!
  11. Nu kan du tage hele rummet/dragten ind i dine hænder,: saml det hele ind i hænder helt forsigtigt, som en kostbar skat.
  12. Nu ligger hele beskyttelsesrummet/dragten i dine hænder, og du kan meget enkelt bare åbne hænderne igen, til enhver tid, overalt, og udfolde beskyttelsen omkring dig igen. Bare en lille bevægelse idet du folder hænderne ud igen, og beskyttelsen er tilbage, omgiver dig igen..

Du kan udfolde rummet/dragten når som helst, du har behov for det. Og du kan forandre farver, lyde, .. hvordan de bedst vil skabe et beskyttende og behageligt rum/dragt omkring dig.

 

I et ønske om omsorg!

Monika Lausberg

 

 

Når en hjælper skal stoppe

Når en hjælper skal stoppe

23… 22… 21… Jeg tager mig selv i at sidde og tælle timer

Jeg skal bare have tiden til at gå hurtigst muligt. Hvor er det en forfærdelig tid og spild af mit liv, at jeg bare skal sidde hjemme og kukkelure med så lidt hjælp som overhovedet muligt.

Jeg har ikke lyst til at tage ud til noget som helst. Jeg har ikke lyst til at være sammen med hende mere end højst nødvendigt, og det nemmeste er bare at blive hjemme, så hun kan sidde på hjælperværelset og passe sig selv. Mit liv er gået i stå, og sådan har det været 3 dage om ugen i de sidste par uger. 

Jeg er i den situation, at jeg har en hjælper, som kun har få vagter tilbage.

Vi er heldigvis blevet enige om, at hun skal stoppe – hun mangler bare 2 vagter nu. Det er tydeligt, at hun ikke bryder sig om at arbejde hos mig, og jeg bryder mig mildt sagt heller ikke om at få hendes hjælp. Men det er jeg nødt til. Man kunne sige, at jeg bare kunne bede hende om at blive væk, men det kan jeg ikke. Jeg har brug for hendes hjælp lidt endnu, da jeg har et lidt skrøbeligt hjælperteam lige for tiden.

Det er ærgerligt, at det lige ramler sammen, men sådan er det nu engang. Om en måneds tid har jeg en ny hjælper til at overtage hendes stilling, og i mellemtiden har både tidligere og nuværende hjælpere sagt ja til at dække hendes vagter – det bliver dejligt!  

 

Men hvorfor er det gået skævt?

Det spørger jeg mig selv om. Er det noget, jeg har sagt eller gjort? Er det hende, der ikke bryder sig om arbejdet, eller er det noget helt tredje? Måske er det bare kemien, der ikke er der? Det er aldrig til at sige. Dog havde jeg allerede en dårlig fornemmelse få dage inde i vores samarbejde, men jeg håbede, at min fornemmelse var forkert, og derfor lod jeg samarbejdet fortsætte. 

Netop dette er noget af det sværeste ved at være afhængig af andres hjælp. Jeg kan ikke tillade mig at bede hende om at skride, jeg kan ikke for alvor blive sur og diskutere med hende, jeg kan ikke takke nej til hendes hjælp, selvom det er det, jeg allerhelst vil!

 

DET er frustrerende!

Jeg skal hele tiden være professionel og behandle mine ansatte godt, selvom jeg til tider er ved at koge over indvendigt. Misforstå mig ikke – jeg er utroligt glad for mine hjælpere og den dagligdag, de muliggør for mig – jeg kunne bogstaveligt talt ikke leve uden dem.

Men det er enormt grænseoverskridende at skulle blotte sit liv og åbne sit hjem fuldstændigt for en fremmed person, og derfor håber jeg altid af hele mit hjerte, at det er den rigtige, jeg ansætter. Men det kan desværre ikke undgås, at jeg indimellem kommer til at ansætte den forkerte. ”Den forkerte” kan være forkert på mange forskellige måder – ufleksibel, ustabil, uoplagt, sur eller bare ikke en god kollega for mine andre hjælpere.

Det ødelægger fuldstændig min dag at have sådan en hjælper på arbejde.

Derfor er det også en enorm lettelse for mig, når jeg kan se en ende på det. Men samtidig er det også som om, at frustrationen bliver meget mere intens det sidste stykke tid. Jeg er ikke sikker på, hvorfor det er sådan, men det har nok noget at gøre med, at der ofte har været en snak forinden, hvor kortene blev lagt på bordet. Den ene ved, at den anden ikke er tilfreds og omvendt.

 

Den kommende tid, hvor hun og jeg er forpligtede til at overholde opsigelsesvarsler, er næsten ikke til at holde ud

Rummet er fyldt med iskold luft og tavshed, og jeg føler mig virkelig meget til besvær i mit eget hjem. Opsigelsesvarsler er en positiv ting i de fleste situationer, men i denne helt specielle situation, hvor man er hjælper for et andet menneske, kan det godt være et problem.

Tiden skal bare overstås for begge parter, og så er den næste hjælper forhåbentligt et bedre match.

Heldigvis er min succesrate forholdsvis høj. Jeg plejer at være god til at udvælge de rigtige hjælpere, og vi plejer at have en rigtig god og tæt relation. Så jeg må huske på at holde modet oppe og stole på, at jeg med min kommende hjælper har valgt rigtigt, og at vores afsked bliver fyldt med kærlige minder og først bliver om mange år.

 

SPS-ordningen

SPS-ordningen

“Jeg skal bare lige gøre opmærksom på, at du får en lavere løn, når jeg er i skole – det er vel okay?” 

Undskyld mig, hvabehar? Ja, sådan lød beskeden fra mig, når jeg skulle ansætte nye hjælpere i min studietid. Samtidig blev jeg nødt til også at give denne besked til de hjælpere, som jeg allerede havde ansat og var glad for. Det er ikke lige, hvad man har lyst til at fortælle hjælperne, – ja, faktisk er det slet ikke noget, som man har lyst til at bekymre sig om, når man er 18 år og går i gymnasiet.  

Men hvorfor fik hjælperne en lavere løn, når jeg var i skole? Sådan tænker de fleste måske, og ja, det gør jeg egentlig også. Måske kender nogle af jer til SPS-ordningen. SPS eller Socialpædagogisk Støtte er en ordning, der er skabt for at sikre, at mennesker med funktionsnedsættelser kan følge en uddannelse på lige fod med andre mennesker.

Hjælpen kan være af forskellig art, men i mit tilfælde bestod hjælpen i, at jeg kunne få en hjælper med mig i timerne. Det vil altså sige, at jeg kan få bevilget en hjælper, som jeg kan have med i skole, og på den måde kan jeg gå i skole, som alle andre på min alder. Det lyder alt sammen meget godt! 

 

Der er bare lige den hage ved det, at hjælperne er ansat under helt andre vilkår, når jeg er i skole, i forhold til når jeg ikke er

Hjælpen, som jeg skal have fra dem, er den samme, men dette afspejles ikke i deres løn- og ansættelsesvilkår.  

Når jeg havde timer i skolen, var det nemlig sådan i SPS-ordningen, at hjælperne fik en lavere løn, ingen pension, ingen mulighed for at optjene anciennitet, ingen opsigelsesvarsel og et meget omstændigt system og dårlig løn, når de engang imellem blev nødt til at melde sig syge.

Sådan var deres vilkår, når jeg skulle have hjælp i skolen, men mit behov for hjælp var jo det samme, om jeg var i skole eller ej. Men når jeg befandt mig inden for gymnasiets fire vægge, så blev hjælpen til mig kaldt ”Sekretærhjælp”, og dette betød altså andre vilkår for mine hjælpere. 

Faktisk fik jeg at vide, at Sekretærhjælp slet ikke var tiltænkt personer som mig, der havde et større behov for personlig hjælp i forhold til Sekretærhjælp, men alligevel blev jeg og mine hjælpere tvunget ind under dette system.  

Flere firmaer kunne levere disse SPS-timer, men jeg fik aldrig et valg. Jeg blev kun præsenteret for ét firma.

Det er, og bør være, en helt basal rettighed for os med en hjælperordning, at vi har et frit valg i forhold til at vælge leverandør af ordningen. Dette valg blev jeg aldrig præsenteret for, og det er selvfølgelig yderst kritisabelt i sig selv. En anden ting, som jeg synes, er problematisk i forhold til SPS-ordningen er, at det er skolerne selv, der skal administrere det og hitte rede i love og regler.  

Jeg ved også, at der er et lignende system til at varetage hjælpen, når jeg, som person med en hjælperordning, skal ud på arbejdsmarkedet. Her skal jeg igen bruge den samme hjælp som altid, men mine hjælpere skal gøre det under andre vilkår.

 

Kan det virkelig være rigtigt, at det skal være en byrde for uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser at tage os med et handicap ind?  

Så er det bare, at jeg spørger mig selv og samfundet – er det rimeligt, at mine hjælpere skal have dårligere vilkår, bare fordi jeg vælger at tage en uddannelse og have et job? Hvorfor kan hjælpen og vilkårene ikke være de samme, om jeg er hjemme, i skole eller på arbejde? Ja, jeg spørger bare! 

 

Samarbejdskraft med BHG!

Samarbejdskraft med BHG!

Interview bragt i magasinet Brugeren 2018

”Fordi jeg holder af dig, vil jeg fraråde dig at gå ind i branchen, men fordi jeg kender branchen, vil jeg bede dig om at gå ind i den.”

”Sådan sagde Ingrid engang til mig”, siger Lasse, når jeg spørger ind til hvilken forandring han ønsker se ske i branchen.

Jeg taler med Lasse Pagh fra DHO og Ingrid Petersen fra BHG om det nye fællesskab de nu etablerer med hinanden, og om det fælles fodslag de har haft igennem årene. ”Det er en meget naturlig bevægelse for os i BHG og DHO, at række ud efter hinanden i et formaliseret fællesskab. Vi har kendt hinanden i årtier. Du kan nærmest sige, at jeg er vokset op og er blevet formet i lyset af Ingrids viden, råd og vejledning.”, siger Lasse.

 

Hvad ønsker I at opnå via jeres nye fællesskab?

Og Lasse fortsætter, ”Drømmen er, at når vi opdager at et menneske har brug for hjælp, så anerkender vi, at vi alle kan have eller få brug for hjælp. Det hedder vist empati! Det handler om at sætte sig i hinandens sted.

Når man møder et menneske med behov for hjælp, kan indlevelsen i deres situation føles både ubehagelig og smertefuld. Mange undviger og går videre. Og når den dårlige smag i munden rammer, efter at have efterladt et menneske i nød, kan man kan vælge enten at gå tilbage for at hjælpe, eller man kan retfærdiggøre det for sig selv med forklaringer som, at ”det nytter alligevel ikke” eller ”jeg bidrager allerede mere end rigeligt (skat)” eller ”naturens orden medfører et vis menneskeligt spild, og sådan er det bare”.

Ofte rummer vi ikke når det kommer for tæt på, og vi kategoriserer hinanden for at kunne være i det.

 

Kategorier som ”De psykiske syge”, ”De arbejdsløse” eller aktuelt ”De handicappede”. Vi får skabt en afstand mellem os selv og ’de andre’ – og så bliver det farligt! For det er altid de andres skyld! Selv har jeg bemærket, at handicappede er meget sprængfarlige! Især ynder de at sprænge de kommunale budgetter – og dét i en udstrækning så kommunerne landet over synes, at være ramt af en ren terrorbølge!

I kategoriseringen forvandles det enkelte menneskes behov for en håndsrækning, til at være et samfundsproblem hvor fx besparelser bliver argumentet, der fjerner den dårlig smag i munden. Konsekvensen er, at vi dehumaniserer, og går fra empati til uværdige beregninger. Så jeg funderer..” siger Lasse. ”Hvad skal vi med et samfund, hvis det ikke favner os når vi har mest brug for det?

Og så er det at jeg kommer i tanke om Ingrid, og tænker: vi kan ikke bare gå videre! Vi er nødt til at begynde her.”

 

Ingrid fortsætter: ”Så når vi nu fordyber vores samarbejde i et fællesskab, er det også vores udtryk, for at ’nok er nok’ nu. Og at vi ønsker at intensivere og forøge vores kræfter ved at forene dem, i indsatsen om at skabe positiv forandring for vores borgere i deres BPA-ordninger.”

 

’Mennesket først!’

”Hvad blev der egentlig af begreber som livskvalitet og værdighed? Når samfundsmodellen tager form af en maskine, og mennesker aldrig vil kunne reduceres til at være tandhjul i denne maskine, ja så smides vi ud i rodebunken af mennesker, vi ikke kunne tilpasse maskineriet.

Falder man uden for systemet, falder man helt ud af sammenhæng.

 

Og dehumaniseringen bevirker, at almene normer og medmenneskeligt hensyn sættes ud af kraft.”, siger Lasse – der nøje har fulgt den samfundsmæssige udvikling – også i kraft af sin uddannelse i offentlig forvaltning.

Når jeg spørger Ingrid, hvad medlemmerne og borgerne udtrykker som deres største behov, svarer hun: ”Oplevelsen af at være i centrum som mennesker – også i BPA-ordningen. At de oplever, at vi arbejder rundt om og supporter dem – sammen med dem. Med respekt for deres liv og hverdag. Lasse supplerer: ”Vi ønsker at bringe mennesket tilbage i hjælpeordningen! Og med det, mener vi noget så jordnært som at indsatsen rettes mod det gode liv for borgeren, og det gode arbejdsliv for hjælperen.”

 

Og hvad med de hviskende stemmer?

I har fortalt mig, at hviskende røster siger: ”Kan man overhovedet det?” Hvad er jeres svar på det? ”Ja, det er et relevant spørgsmål, som har et meget klart svar: kan man lade vær!? Og du kan da tro, at vi har vendt det – især i forhold til vores metode og organisering.

Det argument der bliver ved at vinde, er de mennesker, som vi ønsker, at gøre en stærk indsats for – nemlig vores medlemmer og borgere.

 

Den er ikke længere!”, understreger Lasse dedikeret.

Og når jeg spørger dem hvad det er, de netop kan i fællesskab, tager Ingrid ivrigt ordet: ”Der er rigtigt mange der gør en rigtig god indsats, men ingen kan være i tvivl om, at der kan gøres rigtigt meget mere på flere fronter. Fokus i BHG og DHO er rettet mod ’Det levede liv’ og de konkrete betingelser hos den enkelte BPA bruger og dennes hjælpere. Vi ser et behov, og opfatter vores indsats som et supplement til det store arbejde, der allerede foregår i organisationer og foreninger rundt omkring i det danske land.

BHG har snart 20 års erfaring med støtte og vejledning af kommuner, brugere og hjælpere men har som så mange andre aktører oplevet, at det stigende omfang af problemstillinger i branchen også har øget behovet for administrative ressourcer. Tiden har vist, at nye problemer kræver nye løsninger.

For BHG betyder det, at vi via fællesskabet med DHO, kan videreudvikle muligheder vi ellers ikke ville have.

 

Og fællesskabet mellem DHO, BHG og den enkelte borger danner en stærk platform for samarbejdet omkring borgerens ordning og den enkelte kommune, som BHG ikke kunne tilbyde alene. Så der er kommet flere blomster i buketten vi tilbyder!”

Og hun fortsætter: ”Vores vision – som manifesterer sig allerede nu – bygger på, at skabe sammenhæng imellem forhold og erfaringsdannelser som løbende udspiller sig i den enkelte BPA-ordning, den juridiske og faglige rådgivning, der tilbydes i BHG og DHO regi, samt vores politiske og værdibaserede standpunkt.

Lasse siger til sidst: ”BHG og DHO fungerer begge ved, at mennesker er gået sammen om at skabe fælles ressourcer. Arbejdsgiver-, rådgivnings- og vejledningsressourcer der manifesterer sig gennem faglige og sociale arrangementer. Ånden, håbet og troen er, at vi gennem forening af alle kræfter, skaber så tryg en ramme som muligt om den enkelte BPA-brugers selvstændige livsførelse.

 

 

Om grænser forbundet med hjælperjobbet

Om grænser forbundet med hjælperjobbet

Tilbage i 2006 arbejdede jeg på et lager – et job jeg havde fået gennem et vikarbureau. Jeg havde lige afsluttet gymnasiet og skulle bare ud og tjene penge. Jobbet var ekstremt hårdt; jeg tømte containere med kasser på langt over 50 kg – vel og mærke med håndkraft. Det var på ingen tænkelig måde i orden, men jeg blev alligevel i jobbet i 7 måneder.

Jeg tænkte ikke så meget over, at arbejdsforholdene var fuldstændig absurde, for hva’ fanden vidste jeg om det? Jeg skulle jo have et job for at tjene penge og hvad hvis jeg åbnede munden overfor enten arbejdspladsen, eller vikarbureauet? Så ville de vel bare finde en anden til jobbet og jeg ville stå uden job, og derfor uden penge. Derfor blev jeg.

 

I dag forekommer det mig helt naturligt, at jeg, særligt i jobsammenhæng, selvfølgelig siger fra, hvis noget strider imod mine værdier, integritet eller sundhed

Jeg vil endda mene, at det i dag, efter mere end 4 år som hjælper, står endnu klarere, hvor vigtigt det er at holde fast i egne værdier. Især når man arbejder privat hos og så tæt på et andet menneske.

Det er nærmest umuligt ikke at havne i en situation, hvor du som hjælper bliver bedt om at gøre noget, der strider imod hvad du selv ville gøre.

 

Det er svært at præcisere hvor grænsen går

.. for man er jo ansat, fordi det pågældende menneske har brug for hjælp til at leve sit liv – ingen løftede pegefingre.
Men det kan være svært at vide, hvornår man skal holde sin kæft og hvornår man skal sige fra.
Som hjælper skal man ofte agere arme og ben. Engang imellem også en nært betroet person, men for alt i verden aldrig mor eller far. Det sidste er både nedladende og bestemt ikke værdigt for det menneske man hjælper.

Min opfattelse er, at mange i hjælperfaget enten ikke har gjort sig overvejelser i den retning, eller simpelthen bliver ‘taget på sengen’. Og når situationen pludselig opstår, så nikker de bare pænt “ja”. Måske af frygt for at kompromittere et godt forhold, eller endda miste sit job.
Jeg håber virkelig, at denne side af det helt specielle forhold mellem hjælper og bruger/borger (i mange tilfælde også arbejdsleder, eller arbejdsgiver) i højere grad bliver italesat af begge parter. Så grænserne, i hvert fald i nogen grad, bliver tydeligere.
Snak, tal og spørg – det vil kun gavne begge parter.

 

Dit job skal ikke definere dig som menneske, eller dine værdier. Og hvis din frygt for at miste dit job fylder nok til at vende dig selv ryggen, så skal du sgu nok finde et andet arbejde.

Hjælperfaget kan være spændende og utrolig givende, men det kræver, at du ved præcis hvor du står som menneske.

 

Christoffer

 

 

Det her handler om ligeværdighed…

Det her handler om ligeværdighed…

…, om menneskerettigheder og en liderlig hanhund.

Ja! Det står der.

””Hvis du ikke har et ligeværdigt forhold med dine hjælpere, så har du dem ikke ret længe af gangen.. ”Hvorfor vælger du lige nøjagtigt de hjælpere? Hvad er det for kvalifikationer de har, udover at de har brunt hår og store bryster?” spurgte min far mig engang. ”Du er jo ikke arbejdsgiver for at være en liderlig hanhund. Du er arbejdsgiver for at sikre, at du selv har et ligeværdigt liv, og det kræver, at du giver ligeværdighed til dem der arbejder for dig.””

Denne fortælling stammer fra et interview vi lavede forleden med vores ven Jens Lund, om hans egne tidlige erfaringer med samarbejdet i BPA-ordningen, og om hans senere arbejde for at sikre menneskerettigheder for mennesker med et handicap. Jens Lund har siden han var helt ung været arbejdsleder i egen BPA-ordning, og i de sidste to år via et samarbejde med os i DHO. Vi var nysgerrige på at høre om Jens’ livserfaringer.. Vi tænker, at I måske også er lidt nysgerrige ☺

Jeg blev kastet ud i det ret hurtigt – det, at være arbejdsleder

“Og ligeså hurtigt blev jeg givet et netværk, som hjalp mig til at jeg kunne påtage mig min lederrolle. Jeg skulle jo tilegne mig det at kunne give medarbejderpleje samt forstå hvad begrebet ligeværdighed indebar. Og det lærte jeg!”

Vi spurgte Jens om, hvad han går op i når det kommer til samarbejdet omkring sin BPA-ordning:

”Jeg er født med muskelsvind, og det har udviklet sig over tid. Med årene har jeg mistet en række funktioner, som at spise og skrive selv. Og det går langsomt ned ad bakke. Jeg er gift med kvinden i mit liv – mødte hende for 6 år siden – og vi har fået to børn sammen. Jeg har hjælpere omkring mig altid, også i mine private familiestunder. Og ja, det er en udfordring. For min familie, mine hjælpere, mig. Det at skulle være tilgængelig 24/7 med og for mine hjælpere. Du genkender det måske selv fra dit eget liv, eller du kan forestille dig hvordan det er..

Det er en svær situation for alle, netop der hvor jeg er allermest bar – nøgen. Eller det kan også have været en dårlig dag med konen, kommunen eller med mit barn.. Og jeg kan opleve, at have ’følelserne udenpå tøjet’, eller at ty til at gå i ’beskyttelsesmode’ fra at føle for meget. Og så er det, at det virkelig bliver udfordrende for alle at holde ligeværdigheden. Jeg kan ikke tillade mig at tryne et andet menneske, bare fordi jeg er følelsesmæssigt udfordret. Ligeværdighed imellem mine hjælpere og jeg, kommer til at betyde alting. Det at vi sikrer hinanden ordentlige vilkår at samarbejde i – det skaber ligeværdighed. De fleste af mine hjælpere er hos mig i rigtig mange år ad gangen. Det kan kun lade sig gøre fordi ligeværdighed prioriteres.

Det her handler om mennesker – om familier – så nærvær er kodeordet

Og ligeværdighed er alfa og omega. Det gælder begge veje!! Du er ikke kong gulerod! Jeg er helt med på, at man som daglig leder for eget liv er nødt til at bestemme tingenes tilstand, men hvis du ikke gør det i respekt for andre, så udhuler du din hverdag. Og så er det, at du taber, og først opdager at du har tabt, når du har givet alle andre skylden.

Mit bedste tip er at snakke med andre om, hvordan de har valgt at have det med deres hjælpere. Fx medarbejderpleje – hvad betyder det egentlig.. Og hvordan ser det ud i hverdagen.. Opsøg fællesskabet og del med andre, fx her via facebook eller aftal at mødes med hinanden. Jeg gik selv aktivt i dialog med andre for ikke at gro fast.”

Og da vi spurgte Jens, hvad han til enhver tid vil stå op for, så svarer han:

”Jeg har alle dage og timer arbejdet for at forbedre og sikre menneskerettigheder for mennesker med et handicap. Det har altid fået mit hjerte til at banke. Og jeg har givet den alt jeg havde i mig igennem årerne, bl.a. som næstformand i Muskelsvindfonden. Og som underviser og udvikler af undervisningsmaterialer om menneskerettigheder og handicap. Samt som udsendt fra udenrigsministeriet, hvorfra jeg repræsenterede Danmark og rejste rundt i verdens afkroge.

Jeg vil til enhver tid, stå op for friheden til at leve som du ønsker. Det er uendelig vigtigt, at man selv er herre i eget hus. Frihed til at leve det liv du ønsker, er helt fundamentalt ethvert menneskes ret. Og især her i DHO, kan jeg realisere dette. Forstået på den måde, at DHO aktivt arbejder for at optimere/få ændret vilkårene for hjælperne. Nogle hjælpere har andre steder nogle uacceptable vilkår. Og vi – os mennesker med et handicap – vi betaler med vores frihed..! For når vi som BPA-ledere får mulighed for – via vores hjælperfirma – at sikre vores medarbejdere ordentlige vilkår, så har vi en bund at skabe lange tillidsfulde samarbejdsrelationer fra. Samarbejder fyldt med frihed og venligsind til at udleve det liv, vi ønsker.”

Tak for at ville dele fra dit liv med os, Jens 😉

 

Hjælpere – en borgers ekstra kæreste?

Hjælpere – en borgers ekstra kæreste?

Engang efter en diskussion med min mand – sikkert om noget hjernedødt, såsom ‘hvis tur er det til at tage opvasken?’ eller ‘hvem har ikke skiftet toiletrullen sidst?’ – sagde en af mine hjælpere noget til mig, som jeg aldrig har glemt: ‘man kan vel på en måde sige, at du også har et parforhold med os.’

 

Først blev jeg provokeret, dernæst forundret. Til sidst grinte jeg

For det passer i og sig meget godt. Min mands definition på utroskab er først og fremmest, hvis jeg betror mig til andre end ham. Det åndelige plan er for ham langt mere intimt, end det fysiske. Og med den definition in mente er jeg i så fald i et lige så væsentligt ‘parforhold’ med mine hjælpere, såvel som med ham. For er der nogen, jeg betror mig til, så er det dem. Og i visse tilfælde i langt højere grad end til min ægtemand.

Det kan der være forskellige årsager til; den helt åbenlyse kan være, at jeg kan diskutere menstruation med en af mine kvindelige hjælpere, hvilket jeg i og for sig ikke mener rager ham. Han ville også kede sig helt ekstremt, hvis jeg gjorde… Et mere komplekst eksempel kan være, hvis jeg simpelthen ikke fatter ham.

Så kan jeg godt finde på, at gå til en af mine mandlige hjælpere, for at dykke ned i Pandoras æske; den testosteronfyldte hjerne. Et mysterium jeg endnu ikke har knækket koden til… 

 

I mine singledage havde jeg kun mine hjælpere omkring mig i det daglige. Og da jeg boede i en lillebitte skodlejlighed, faldt man selvfølgelig i snak. Om alt og om intet. Derfor har det også altid ligget naturligt til mig, at dele åbenhjertet med mine hjælpere; for de står – om man vil det eller ej – tættest på mig i mange henseender.

Groft sagt passer de jo på mig og sørger for, at jeg kan overleve én dag mere; man kan simpelthen ikke undgå, at blive tætte!

Mine hjælpere har set mine klammeste sider med fedtet hår og grimt nattøj. De har set mig tude øjnene ud på grund af kærestesorger. De har flere fuldt mig slingrende hjem efter en våd bytur og de har hørt mig grine, så taget lettede i det lille hjem. De er på mange måder omvandrende dagbøger, som lytter til alt og som agerer en slags Jesper Fårekylling: altid er ved min side, som en tro væbner. Dog uden alt samvittighedsmøget.

 

Det er dog vigtigt for mig at understrege, at jeg aldrig har haft et seksuelt forhold til nogen hjælpere!

Selvom min mor prøvede at sælge idéen med mandlige hjælpere for mig, som 13-årig ved at præsentere et Danielle Steel-lignende scenarie: ‘måske du finder sammen med en hjælper en dag!’ Nej tak! I al respekt for mine hjælpere; mænd såvel som kvinder, så ville det virke aldeles unaturligt for mit vedkommende.

Skal man derfor tale om en ‘parforholdslignende tilstand’ mellem hjælper og jeg, er det udelukkende på det platoniske plan. En slags (glædelig) forlængelse af familien, om man vil. Jeg forestiller mig, at det på sin vis kan sammenlignes med den slags udvidelse, som skilsmissebørn også kan opleve; flere forælderroller, flere søskende og så videre.

Med dette opslag prøver jeg ikke at overskride grænser. Ej heller opfordre folk til at indgå et intimt forhold med sin hjælper eller borger. De erfaringer jeg kender til på området, er altid endt i noget værre rod!

 

Jeg vil blot præsentere en vinkel, som få udefrakommende kender til. Og måske forstår

Borgere holder (som oftest) langt mere af deres hjælpere og vice versa, end hvad der typisk bliver sat ord på i en travl hverdag. Hvad der bliver delt ude i de små hjem på daglig basis, er absolut ikke småting.

Når det er sagt, så er det stadig min mand, som får det fulde indblik i mig som helhed. Hvad mine hjælpere ser og hører om, er nok i og for sig det samme, men på et andet og mere uforklarligt plan. Det er min søde mand, som jeg vil ligge i ske med i nat, men det var min hjælper, som glemte at skifte toiletrullen sidst…!

 

 

 

Vi udvikler pt. på en krise og sorg handlingsplan

Vi udvikler pt. på en krise og sorg handlingsplan

I DHO udvikler vi pt. på en krise og sorg handlingsplan

Ind i mellem i livet, kommer vi ud for oplevelser der kan være svære at håndtere. Ingen ved hvor lang tid vi har på denne jord. 
Det er noget vi forholder os helt bevidst til – og ofte – her i Din Hjælperordning.

Det betyder at vi også helt bevidst forholder os til, hvad vi gør – borgere, hjælpere, ledere – når vi oplever noget, som kan være svært at gennemleve, og leve videre fra. Og dét er vi nu ved at omsætte i en handlingsplan.

Som altid, ønsker vi at inddrage jer alle i DHO, i væsentlige og vitale fælles anliggender. Så vi tager jer nu med på råd:

– Hvad ku’ du tænke dig var med af emner i denne handlingsplan?

– Hvad frygter du fx at stå med alene?

– Er der bestemte krisesituationer som du ved kan opstå, og gerne vil vide hvordan du kan takle ?

– Hvilke spørgsmål kunne du tænke dig svaret på via handlingsplanen?

– Hvad synes du at vi simpelthen ikke må misse at få med?

Vær fri til at svare fra både borger og hjælperes perspektiv – det kan godt åbne for nyttige vinkler og indspark 😉 Skriv meget gerne til os! 😉

Tip os også gerne om mennesker, som du oplever har noget godt på hjerte i denne sammenhæng.

Lad os passe godt på hinanden!

Pernille og Lasse

Hjælpere – en velsignelse eller en forbandelse?

Hjælpere – en velsignelse eller en forbandelse?

En 18-års fødselsdag plejer at være en glædelig begivenhed. Det er her man fejrer, at man endelig er voksen. Selv sad jeg og tænkte “rend mig et hvis sted! Nu er livet slut!” For nu stod jeg over for det største ansvar, jeg på daværende tidspunkt havde oplevet: nu skulle jeg være arbejdsleder og jeg var tosset over min nye BPA-ordning!

Ærligt følte jeg mig ikke klar til at varetage så stor en opgave. Og så var jeg overbevist om, at nu blev mit privatliv for alvor skyllet ned i lokummet. Det gjorde det til dels også. Men jeg blev også klogere med tiden.

Den dag i dag er jeg meget taknemmelig over hver og en af mine hjælpere.

Også selvom det var en stor omvæltning. Især da jeg flyttede hjemmefra, var jeg frygtelig taknemmelig over, at de var der. Så føltes min første lejlighed ikke nær så uoverskuelig. Jeg føler mig heldig over, at hele fem mennesker er villige til at hjælpe mig. Og at jeg får lov til at være en del af deres liv, lige så vel som jeg er en del af deres. For dét er en af vilkårene ved døgnhjælp; de er der hele tiden og oplever ALT, hvad jeg gør på godt og ondt.

Og velsignelsen på trods så kan det at have hjælpere også være en forbandelse. Især hvis man ikke har kemi med hinanden – så er det næsten tortur.

Men også netop på grund af manglende frihedsfølelse og manglende privatsfære, kan det risikere at sige klik inde i hovedet. Nogen gange når jeg bare får nok af alting, kommer bitterheden frem i mig igen: “Hvorfor kan jeg i hede hule… ikke bare være i fred! Bare lidt? Hvorfor kan jeg ikke bare for én gang skyld få lov til at tude uden andres påhør eller ligge splitterravende nøgen på min sofa?!”

 

Et trick jeg selv bruger for at undgå momenter sindssyge, er at jeg bevidst har ansat fem meget forskellige hjælpere.

For jeg lærte ret hurtigt, at ingen kan det samme. Og da slet ikke alt, som jeg vil. Det ville i hvert fald kræve, at jeg ansatte en som mig, og det går jo ikke, når det netop er hende, som har brug for hjælp. På denne måde kan jeg langt henad vejen lægge spontan irritation på hylden. Hvis jeg for eksempel vil i Tivoli, så nytter det ikke at ønsket lader sig bremse af en hjælper, som har højdeskræk og ikke tør prøve forlystelser. Har jeg en genert hjælper, er det ikke den person jeg tager med mig til sexmesse. Og sådan kunne jeg blive ved.

 

Alle mine hjælpere har hvert deres force og talent. Omvendt har de alle også hver deres svaghed.

Det er forskellige ting, vi taler om og forskellige ting vi laver. Jeg kan planlægge mig ud af det meste, så det hele går op i en højere enhed, og pågældende hjælper passer til dagens program, men sker der akut sygdom eller vagtbytte, så kan irritationen godt opstå. Ikke på dem, ej heller på mig. Bare generelt. For hold kæft hvor er det belastende at skulle lave om i sine planer på grund af andre mennesker, som kommer udefra og som måske pludselig bliver for syge til at køre.

Men en god hjælper hænger ikke på træerne. Og da slet ikke fem! Jeg ved, hvor heldig jeg er og det er deres fortjeneste, at jeg hver dag kan leve et normalt liv og samtidig føle mig tryg. Jeg er i ti gode hænder. Og så skid da være med irritationen, så længe man er omgivet af mennesker, som man rent faktisk kan udtrykke sig over for.

 

En ting der hjælper mig i de svære tider er at kunne tale åbent til mine hjælpere.

Sige ærligt hvor møghamrende irriterende de er til tider. Så siger de det samme til mig og så griner vi af det – og spiser noget mere kage, ser et ekstra afsnit af en serie eller noget helt tredje. En anden ting der hjælper, er nok det vigtigste. Det er hver aften inden sengetid at sige: “Tak for en dejlig dag og fordi du hjalp mig med (X).”

– Så til ‘Dream Team Ditte’ og alle hjælpere i DHO: I er pisse irriterende! Men tak fordi I er hos os, der har brug for jer. I gør et vidunderligt stykke arbejde!