Handicap – Sex – Ligeværdighed

Handicap – Sex – Ligeværdighed

Handicap – Sex – Ligeværdighed

Hvis mennesker skiller sig ud rent fysisk, er de så ikke længere lækre?

I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap – Sex – Ligeværdighed’, hvor han ønsker vi forholder os til om et menneske med et handicap opleves ligeværdigt attraktivt og seksuelt som andre, eller ej? Og hvad skaber dét vi oplever?

Lyt med, og giv gerne dit besyv med til debatten!

 

Lyt her!

by Sami Hajslund Blogger i DHO | Om handicap – sex – ligeværdighed. Lyt her!

Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.

Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.

Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.

Det er sommer. Sommeren i år er bedre end sidste år. Ikke så varmt. Regn ind i mellem. Landmændene er vist også glade, det bliver en god høst. Når man bor i en storby trækker man udenfor om sommeren. Det gør man også når man bor på landet eller i provinsen, men her i byen er der flere mennesker. Der er mennesker overalt. Ved Nordhavn eller på Islandsbrygge, kan man svømme, sove, tage sol og læse på et håndklæde. Midt i byen. Egentligt en luksus.

Har man en sygdom, fysisk så vel som psykisk, kan man, bundet i uvidenhed og selvstigmatisering let føle sig udenfor.

Det mærker man ofte om sommeren. Mennesker er sociale væsner, men den sociale kontakt er ofte svær, især hvis man er ramt af et eller andet, måske et handicap. Man sidder i biografens mørke, enten alene, med sin elskede, en ven eller et familiemedlem. Måske er man gift og føler sig ensom i sit ægteskab. Måske har man ingen venner, eller dem der er tilbage kan tælles på én hånd og er spredt ud i hele landet. Måske er begge ens forældre døde, eller man har dårlig kontakt dem der endnu er i live. Måske er man enebarn, eller har en halvsøster som man aldrig ser. Måske er den eneste kontakt man har med et andet menneske i løbet af ugen, en hjælper eller én fra hjemmeplejen.

Så er det godt at der findes bøger.

Hvis man er blind eller ikke orker at læse en bog til ende, findes der tilmed lydbøger. Her er e-reolen et fornuftigt sted at starte. Det er bibliotekernes udbud af lydbøger og e-bøger og det er ganske gratis.

 

I forsommeren læste jeg Peter Høegs ‘Gennem dine øjne’

Peter Høeg er forfatteren bag ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’ som blev filmatiseret af Bille August og blev en international bestseller. Peter Høeg har udviklet sig en del, siden gennembruddet og ‘Gennem dine øjne’, er en anden slags roman. En interessant og vigtigt bog.

Rigtigt god at læse hvis man kæmper med depressioner, har været udsat for incest eller har andre traumer i bagagen. Den er også god at læse, hvis man har småt med penge eller er på førtidspension.

Romanen er fortællingen om Peter, der opsøger en klinik i Århus, der via neuropsykologien rejser ind i menneskets bevidsthed og forsøger at helbrede dem fra gamle traumer eller psykiske lidelser. Peter opsøger klinikken, da han vil redde sin barndomsven Simon, som har forsøgt at tage livet af sig. Han møder på klinikken Lisa, lederen på stedet, der viser sig at være en gammel ven fra børnehaven. Lisa selv, kan ikke huske sin barndom, da hun på grund af et traume har fortrængt den. Peter og Lisa finder sammen og prøver nu sammen at redde Simon.

Gennem dine øjne af Peter Høeg, følger to spor; nutiden og fortiden. Lisa, Simon og Peter gik i samme børnehave og kom der så tæt på hinanden, at de til sidst kunne ændre nutiden ved at trænge ind i den umiddelbare fortid. Senere blev Lisa en førende forsker på området og hun inddrager nu Peter i en række hemmeligstemplede eksperimenter med bl.a. incestofre og krænkere. Lisa har, som nævnt, selv i forbindelse med sit barndomstraume mistet hukommelsen for hele barndommen, og titlen refererer til, at Peter gennem seancerne hjælper hende med at genkalde minderne.

Simon, Lisa og jeg-fortælleren Peter udgør en tredobbelt version af forfatterens favoritfigur, som man kan genkende fra ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’: Det sensitive og suveræne barn, der når det kommer til stykket, ikke har videre lyst til at blive voksen, sådan som begrebet er defineret af mange. Peter og Lisa får adgang til den virkelige virkelighed, intet mindre end menneskehedens kollektive bevidsthed.

 

Da historien begynder, har Simon, som på nutidsplanet for længst er voksen, forsøgt at begå selvmord ved at fylde sig med piller og sprut og køre vildt i sin bil.

Da romanen slutter et halvt år efter, har han døvet sig med piller og sprut og sat ild til sit hus og forladt dette liv. Mellem selvmordsforsøget og selvmordsbranden bliver vi vidner til Peters og Lisas forsøg på ad teknisk-terapeutisk vej at føre ham tilbage til en tro på livet.

Men hvor dette projekt altså slår fejl, lykkes det modsat for Peter at give Lisa erindring tilbage om hendes første syv leveår. Gennem sin beretning om de tre kammeraters bevidsthedsrejser og eventyrlige bedrifter, skaber Peter sådan set også den fiktion, vi sidder og læser. Man kan sige at bogen konfronterer spiritualiteten og den hypermoderne videnskab.

Når forfatteren Peter først i romanen opsøger Lisa, som han ikke har set siden børnehaven, skyldes det nemlig, at hun lidt uden for Aarhus leder det hemmelige forskningscenter, hvor man via skanninger, hologrammer og sindrige skærmprojektioner kan begive sig direkte ind i et menneskes hjerne.

Personalet kan simpelthen simulere det fysiske grundlag for en enkelt bevidsthed, og de kan tilmed overskride grænsen fra individuel til kollektiv bevidsthed, sådan at de bag seksuelle overgreb kan se ind i alle overgreb. Bag et krigstraume ser de lidelsen som sådan.

Det enestående er nu, at denne synsevne besad trioen Peter, Simon og Lisa allerede som børn. De så begivenheder, før disse fandt sted. De forudså tre dage forinden, Cubakrisen i 1962, de reddede en dreng fra at få meningitis ved at bade nær et kloakudløb og de frelste mirakuløst en kammerat fra at få hovedet knust mod en radiator. Børnehavens rengøringshjælp fik lige akkurat sat hånden imellem og for at det ikke skal være løgn, viser hun den frem til allersidst i bogen. Hun gør nemlig rent på Lisas højest usædvanlige center.

 

Gennem dine øjne af Peter Høeg hylder det virkelige møde mellem mennesker. Det møde som til tider kan være så svært. Rejser vi ‘gennem hinandens øjne’, kan vi måske møde hinanden i hengivenhed, tillid og tro og med en ro så urokkelig som elefantens og giraffens på savannen og tapirens i regnskoven. Vi kan være der for hinanden og få det bedste frem i alle.

Nu hvor det er sommer og man som kåd indbygger i dette land, trækker udenfor, på stranden, havnepromenaden, provinsens snørklede gågader, er det måske værd at tænke på, især hvis man føler sig udenfor. Vi er ikke alene, dette er en illusion. Når det kommer til stykket, er vi alle ét.

 

Gennem dine øjne af Peter Høeg udkom i 2018 på forlaget Rosinante og findes på ethvert folkebibliotek.

 

 

Handicap og løn

Handicap og løn

Handicap og løn

I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap og løn’, hvor han vil fortælle om vigtigheden af, at anerkende mennesker for deres arbejdsindsats. Naturligvis også mennesker med et handicap!

Lyt med her, og giv gerne dit besyv med til debatten om handicappede der er tilkendt førtidspension, skal lønnes for et stykke arbejde?

 

Lyt her!

by Sami Hajslund Blogger i DHO | Om handicap og løn. Lyt her!

Og så ryger handicappede igen på bordet som valgflæsk..

Og så ryger handicappede igen på bordet som valgflæsk..

Og så ryger handicappede igen på bordet som valgflæsk..

 

I dag kan du lytte med til Sami’s interessante observationer om det kommende folketingsvalg.

Om hvordan handicappede ofte bruges som valgflæsk og stemmesluger, lige indtil det hele er overstået og man står tilbage med en usynlig politiker og tomme løfter..

Deltag gerne i debatten i kommentarfeltet nedenfor – hvad skal vores politikere fokusere på i forhold til handicap- og socialpolitik?

 

Lyt her!

by Sami Hajslund Blogger i DHO | Om... Lyt her!

Skal du lukke din indre vildskab ud?

Skal du lukke din indre vildskab ud?

Skal du lukke din indre vildskab ud?

Jeg har været i kontakt med Ivan Michelsen fra firmaet ”Cold Hawaii Vildmarksbade”. De producerer bæredygtige shelters, hytter, saunaer og vildmarksbade – der nu også bliver handicapvenlige! De har en udlejningsstation, hvor man kan leje et bad, en sauna etc. og hvis man har pengepungen i orden, kan man selvfølgelig også købe sin helt egen hytte eller vildmarksbad.

 

Af handicapvenlige løsninger har de blandt andet udviklet en ny sauna med en bred dør på 90 centimeter..

så der er plads til en kørestol. Saunaen kan fås både uden og med omklædningsrum, og såfremt man vælger dette tilkøb, så er døren til omklædningsrummet selvfølgelig også bred nok til en kørestol.

 

Senere på året vil der komme en lift, der kan tåle at stå ude hele året, som man kan sætte fast på vildmarksbadet og derved blive liftet ned, såfremt man sidder i kørestol. Nede i badet vil der være en sele, som støtter personer, der ikke selv er i stand til at bære deres egen vægt.

Ivan har desuden forsikret mig om, at der selvfølgelig også er plads til en hjælper i badet

 

Hvis det har vækket din indre, vilde side og interesse..

så kan du finde ud af meget mere om projektet på hjemmesiden: https://coldhawaiivildmarksbad.dk/

Her kan du også læse mere om produkterne, og hvor i landet de befinder sig. Du kan naturligvis også finde frem til diverse kontaktoplysninger, såfremt du har videre spørgsmål.

 

Jeg ejer nok ikke selv den type ”vildskab”; mit eget morgenritual starter som regel ud med at blive kogt under bruseren som en anden hummer…

Men når dét er sagt, så er jeg stadig imponeret over, at der er blevet udviklet løsninger på, at folk i kørestole nu også kan lukke deres indre vildskab ud og give sig i kast med koldt vand og hedende saunaer i smukke naturområder.

 

Og netop derfor synes jeg også, at Ivan Michelsen og firmaet ”Cold Hawaii Vildmarksbade” skal have en varm anbefaling herfra!

 

Skal vi danse?

Skal vi danse?

Skal vi danse?

 

Jeg husker det som var det i går.

 

Sodavandsdiskoteket i børnehaven; Ditte på fire år der misundeligt ser op fra sin kørestol på alle sine legekammerater, der begejstret hopper rundt og danser. “Man kan sagtens danse i en kørestol, Ditte,” prøver min hjælper opmuntrende. Men jeg ryster bare på hovedet; tør ikke i frygt for at se dum ud.

 

Den har siddet i mig lige siden – følelsen af frygt for at se dum ud. Jeg er bestemt ikke musikalsk, og jeg ejer ikke et gram rytme i kroppen

Alligevel elsker jeg at nyde andre optræde og bliver altid grebet af stemningen. Teater, balletter og musicals har altid været en stor del af min barndom. Det var ikke et særsyn, at jeg ofte var ved at trille hovedkulds ned i orkestergraven af bare begejstring over diverse forestillinger, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet flået tilbage i mit kjoleskørt og pænt placeret ned i en rød velourstol igen.

 

Og nu kommer den barnlige glæde og store fortabelse af stemning atter vendt tilbage, for snart – meget snart – bliver Danish Wheelchair Dance Cup 2019 skudt i gang

Det kommer til at ske den 7. – 10. juni på Musholm Ferie- og Sportscenter i Korsør

Og for at det ikke skal være løgn, så sender vi to velkendte ansigter til konkurrencen som repræsentanter for Danmark; Karina Frederiksen og Connie Skov. Så skal de i hvert fald lære mig én gang for alle, at man SAGTENS kan danse i en kørestol!

 

Jeg har haft fornøjelsen af at interviewe Karina omkring dans før. Og selvom jeg var uvidende – og derfor skeptisk – omkring konceptet kørestolsdans, så tog det mig ikke lang tid at nå ind til barnet indeni mig, der betaget lyttede til alle Karinas historier om kjoler med palietter, guldmedaljer, dancecups og danseundervisning med flotte partnere både i og uden kørestol. Havde Karina stået og danset på Det Kongelige Teaters scene i sin kørestol, da jeg var barn, så havde jeg med sikkerhed faldt ned i orkestergraven og forhåbentlig blevet grebet af et skinnende valdhorn.

 

Jeg er senere hen så småt begyndt at få blod på tanden

Jeg tager ofte mig selv i at dagdrømme om at danse jitterbug til swingmusik, så både kjoleskørt og kørestol pisker derudaf. Så hvem ved? Måske jeg en dag tør gøre en dagdrøm til virkelighed. Og indtil da håber jeg inderligt på flere som Karina og Connie, der kan betage og lokke ‘kyllinger’ som mig til at glemme, hvordan man ser ud for i stedet at blive snurret rundt på et dansegulv og bare have det skidesjovt. For det er vel noget af dét livet handler om? ‘To dance like nobody’s watching!’

 

Og indtil da er der vist kun én ting at sige:

Skal vi danse den 7. – 10. juni på Musholm til Danish Wheelchair Dance Cup 2019?

 

 

Anmeldelse af Maniac – en miniserie på Netflix

Anmeldelse af Maniac – en miniserie på Netflix

Anmeldelse af Maniac – en miniserie på Netflix

 

 

Indrømmet!

Det tog flere uger at se denne syrede, farvestrålende og fantasifulde Netflix-serie, hvor Jonah Hill og Emma Stone spiller to ensomme eksistenser, der siger ja til at være forsøgskaniner i et medicinsk forsøg, som går helt galt, færdigt. Min kæreste og jeg skulle tage tilløb flere gange, men belønningen til sidst, var ikke til at tage fejl af. Maniac er en lille genistreg.

 

Enten bliver man grebet af serien fra første afsnit, eller også må man give den en chance

Jeg gjorde det sidste med denne miniserie på ti afsnit som er blevet rost til skyerne af anmeldere verden over. Det er instruktøren fra første sæson af True Detective, Cary Fukunaga, der sammen med forfatteren; Patrick Somerville står bag denne serie fra 2018.

 

Kort fortalt handler den om Owen, en ung rigmandssøn med en paranoid skizofreni diagnose og Annie, en ung kvinde med et traume fra fortiden, som hun ikke kan forsone sig med. Det to karakterer bor begge i New York, et ubestemmeligt tidspunkt i fremtiden. Owen har problemer med at skelne virkelighed fra fantasi, han har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, ti år tidligere og plages derudover af sin rigmandsfamilie. Hans bror har begået voldtægt og faderen vil ikke have sværtet familienavnet til, så Owen skal lyve i retten for at beskytte familien.

 

Annie plages af og kan ikke blive fri for et gammelt traume. Hendes eneste tilbagelevende familie, er sin far, som lever i hvid maskine ude i haven. Begge bliver de tiltrukket af et eksperiment der foregår hos den Japanske koncern: Neberdine Pharmaceutical and Biotech. En ansat i virksomheden; lægen, Dr. Mantleray har opfundet en metode der, som han siger, kan kurer psykisk sygdom og gamle traumer ved hjælp af tre bogstavformede piller og en supercomputer.

 

Der skal ikke fortælles meget mere om plottet her, blot fortælle at forsøget ikke går helt som planlagt

Supercomputeren har følelser, Dr. Mantleray har et kæmpe moderkompleks, moderen spilles fortrinligt af Sally Field og Owens rigmandsfamilie, viser sig at være nogle rigtige røvhuller. 90’er æstetikken gennemsyrer Maniac, der har Bladerunner vibe over sig med neonreklamer i silende regn, firskåren mode og et væld af computerskærme. Teknologien har fokus på de forbindelser, som vi i dag både sukker efter og ikke orker.

I serien springes der mellem flere virkeligheder. Mest imponerede er de scener hvor vi kommer ind i Owens og Annies underbevidsthed, via det medicinske forsøg. Vi kommer som tilskuer på rejser i underbevidstheden, én af supercomputerens måde at kurer mennesker på. Blandt andet et besøg i eventyrland hvor Annie er elver i en storslået natur. Owen er på besøg hos FN under den kolde krig og vi følger Annie og Owen som syret ægtepar i 80’erne, i en forstad til New York, hvor de skal stjæle en abe i et bur i en suspekt pelsforretning. Annie og Owen går i eksperimentet ind og ud af hinandens underbevidsthed.

 

Miljøet i den Japanske koncern er godt beskrevet. Behandlerne ryger cigaretter indenfor, Dr. Mantleray, som kommer ind i serien i tredje afsnit, onanerer med VR briller på og supercomputeren kan tale, som en anden computer fra Stanley Kubricks ‘Rumrejsen 2001’ fra 1968. Her er alt hvad man kan tænke sig i en god melankolsk science fiktion serie. Cary Fukunaga og Patrick Somervilles eskapistiske komedie om de forbandede, menneskelige følelser, der forkludrer det hele, er barok i ordets oprindelige forstand: en u-perfekt perle.

Sørgeligst er det i Owens knusende forsøg på at fastholde en normalitet og derfor undgår kontakt, fordi den bliver for voldsom. ”Det er lettere, hvis du ikke er virkelig,” siger Owen til Annie, da han begynder at tvivle på, om hun er virkelig eller en del af hans fantasi. Det rummer meget godt seriens essens. Det kan være svært at rumme virkelige menneskelige følelser.

Det er let at flygte ind i din smartphone, en pornofilm eller et tv program

Owen lærer netop dette mod slutningen og vi lærer endnu engang, at det hele drejer sig om kærlighed.

 

Det er befriende at se skæbner i alternative universer og med mentale problemer, i en serie, der kan ruske lidt op i vores vante forestillinger og eventuelle fordomme. Serien er oprindeligt norsk, men Netflix har snuppet konceptet og skruet op for alvoren og pengene. På mange punkter kan man trække ligheder mellem Maniac og filmen ‘Inception’ af Christofer Nolan fra 2010. Illusionerne i underbevidstheden er med til at forme karaktererne, og undervejs lærer vi dem og deres problemer at kende.

Opbygningen af universet i serien er fantastisk detaljeret og gennemarbejdet. Dette ses måske mest tydeligt i de første episoder, hvor karaktererne ikke er i videnskabslaboratoriet.

Hvor serien måske halter lidt i de midterste afsnit, vinder den i de sidste to. Maniac er på ti afsnit, hvilke er dejligt overskueligt at have med at gøre. Lav the, kaffe eller kakao. Køb en pose popkorn, tag plads i sofaen og giv denne her serie en chance.

 

Maniac kan streames på Netflix.

 

Handicap og sex

Handicap og sex

Handicap og sex

Det er typisk et tabubelagt emne; sex. Måske især for mennesker, som har nogle udfordringer i livet.

I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap og sex’, hvor han vil fortælle om vigtigheden af, at være åbensindede og støttende omkring som forældre til unge med handicaps.

Lyt med her, og giv gerne dit besyv med til debatten!

 

Lyt her!

by Sami Hajslund Blogger i DHO | Om... Lyt her!

Frygten for at lykkes – interview med Mikkel Lund

Frygten for at lykkes – interview med Mikkel Lund

Frygten for at lykkes

 

Hvad får en spastiker til at blive musiker?

Store drømme og en anelse galskab!

 

Hvad kan udtrykkes via musikken, som du ikke kan udtrykke som skuespiller?

Ofte i skuespil handler det om at påtage sig et andet menneskets karakter. Som sanger er det – ikke nemmere, men det er mere ligetil – at stille sig op og krænge sin sjæl ud. Det er et spørgsmål om mod.

 

Hvad er dit næste musiske projekt?

Det bliver et helt album på dansk, når jeg finder et, skal vi kalde det et ”værdigt tema”. Nu har jeg lavet en feel good-plade, så nu er det måske på tide, at lave et mere holdningspræget album. For eksempel vil jeg gerne gå mere i dybden i den relation mellem to mennesker, der lever sammen i 24 timer i døgnet, uden egentlig at være tætte. Men der kan også være andre ting; nu må vi se…

 

Hvilken frygt havde du i forhold til at realisere dine drømme – her tænker jeg både i forhold til skuespillet, men også som musiker?

Jamen der er selvfølgelig den gængse med ikke at være god nok, som alle kunstnere har oplevet på et tidspunkt. Jeg har mange gange haft en stor frygt for, at være uforberedt eller ikke særlig grundig – både i forhold til skuespillet, men også i forhold til musikken. Jeg er altid bange for, om jeg slår et større brød op, end jeg kan bage. Men på den anden side set, er det også skide skægt, når det lykkedes, så jeg bliver ved med at gøre det!

Og hvordan håndterede du den frygt?

Jeg knokler røven i laser; dobbelttjekker og øver og øver igen, så godt jeg nu kan.

 

Har du et godt råd til andre, som gerne vil springe ud som kunstnere på den ene eller anden måde – med eller uden handicaps?

På en måde synes jeg, at det er for tidligt for mig at give gode råd ud til andre, fordi jeg stadig synes, at jeg er en ny kunstner.

Men hvis jeg skal sige noget, så vil jeg citere mit gamle idol Ray Charles; du bliver nødt til at øve – der er ikke nogen genveje. Du kan ikke øve i en time og konkurrere med nogen, som øver i tyve timer. Dét går bare ikke. Og så sammenlign dét du laver med andre, der gør det samme; hvis jeg f.eks. vil synge eller lave en sang på en bestemt måde, så kan jeg sagtens lave den og bare tro, at den bare sidder lige i skabet. Men hvis jeg gerne vil have et bestemt udtryk, så bliver jeg nødt til at sammenligne med andre sange, der har et lignende udtryk for at finde ud af, om jeg er på vej i den rigtige retning eller om jeg skal skifte kurs.