Jeg er en kvinde. Et menneske med et handicap, der både påvirker min lungefunktion negativt..

Jeg er en kvinde. Et menneske med et handicap, der både påvirker min lungefunktion negativt..

Jeg er en kvinde. Et menneske med et handicap, der både påvirker min lungefunktion negativt OG der kræver, at jeg dagligt tager medicin, som har negativ indflydelse på mit immunforsvar. Det putter mig i kassen som en af de ”svage” eller ”udsatte”. Allermest har jeg lyst til at hoppe ud af den dumme kasse og benægte, at jeg er udsat. Jeg er sgu da ikke svag! Men faktum er bare, at det er jeg…

Mit immunforsvar skal begrænses for at holde min sygdom nede. Det betyder, at jeg tager lettere imod sygdomme i forhold til dig. Min lungefunktion er mellem 25 og 30% af din. Helt konkret betyder det, at hvis jeg får COVID-19 bliver jeg meget mere syg, end du ville gøre. For min krop ville det betyde at:

  • Mit immunforsvar ville stå fuldstændig af.
  • Mine lunger ville ikke kunne klare det, og jeg ville få brug for at blive lagt i respirator.
  • Jeg (eller mine nærmeste, såfremt jeg ikke var i stand til det) ville skulle argumentere for, hvorfor jeg skulle have en respirator frem for en anden patient, da der ikke er nok til alle. Her ville jeg som ”svag” sandsynligvis komme bagerst i køen.
  • Hvis jeg var ”heldig” at få en respirator, ville jeg måske kunne overleve, ellers nok ikke…

Prøv lige at læn dig tilbage og tænk på, hvad det ville betyde…
HVIS DET VAR DIG!

Så derfor…
TAK, hvis du vælger at udleve et særligt hensyn til mig og andre særligt sårbare!

Men derfor mener jeg også, at det er enormt vigtigt i denne tid at forsone sig med følelser som bekymring, angst og frygt.
Nogen gange dukker angstens grimme væsen frem. Det hiver i mig. Skal jeg blive hjemme fra ALT? Må jeg ses med mine venner? Min familie? Kan jeg handle ind? Gå en tur? Bliver jeg smittet af mine hjælpere? Vasker hun sine hænder grundigt nok? Hoster hun ikke lidt? Jeg bliver bekymret og bange. Allermest bange for at jeg lige pludselig ikke kan trække vejret.
Og hvad sker der så?

Jeg er et menneske med et handicap, og indimellem et menneske med oplevelser af frygt og angst. Frygt for at min krop vil svigte mig ved smitte med Corona. Angst for ikke længere at få lov til at have adgang til dette liv.
Jeg er også borger i Din Hjælperordning, hvor jeg også er ansat. Og da jeg i sin tid valgte at lægge min BPA-ordning i Din Hjælperordnings hænder, er det netop fordi, at omsorg er omdrejningspunktet for alt, hvad de laver. De lavede faktisk en kriseplan sidste år. Og i den, findes bl.a. en øvelse, som man kan bruge til at kunne håndtere at være i en angst og frygt, som den, vi ”svage” oplever netop nu.

Jeg oplever, at flere i min situation fortæller, at det kan være svært at være rolig lige nu. Det kan være svært at holde hovedet koldt, og det kan være meget angstprovokerende at skulle… ja, være bange for sit liv. Derfor har jeg taget initiativ til denne post, hvor jeg nu indsætter øvelserne fra kriseplanen, der handler om at støtte sig selv.

Vores fulde kriseplan finder du her via vores blog her! 

Pas på dig selv!

Kærlige hilsner fra
Mette Bjørnholt Jensen

OG HER ER SÅ ØVELSERNE!
Klik dig ind til vores kriseplan her!

Øvelsen SIDE 20:
’Træk vejret!’ samt øvelsen SIDE 26: ’Når det er svært..’
– SOM HJÆLPER DIG MED AT HOLDE ROEN, OG TAGE OMSORG FOR DIG SELV.

Øvelsen SIDE 21:
’Når du har brug for at komme tilbage i dig, nu!’ samt øvelsen SIDE 27: ’Mærk dig selv!’
– SOM HJÆLPER DIG MED AT HAVE KROPS- OG JORDFORBINDELSE I STUNDER MED ANGST.

 

“Vi er jo ikke skabt til at sidde ned” – interview med manden bag TA iQ el-kørestole

“Vi er jo ikke skabt til at sidde ned” – interview med manden bag TA iQ el-kørestole

 

Her er mit interview af manden bag de sejeste el-kørestole, specielt udviklet med knaldhårdt brugerorienteret fokus på at minimere mobilitets- og/eller siddestillingsproblemer! Du har nok hørt om dem ‘TA iQ’ fra TA Service af Torben Andersen.

 

Vi har lagt mærke til.. at du altid er manden med en hjælpende hånd til folk, hvor det giver mening. Hvilket er vildt sympatisk!

Men hvordan giver det mening for dig, Torben?

Hvorfor?

 

”Jeg ved ikke, om jeg er gavmild eller hjælpsom. Vi bliver ofte kontaktet af folk der ønsker vi annoncerer i forskellige medier. Vi annoncerer nærmest slet ikke mere.

Vi vil hellere bruge vores markedsføringspenge på nogle projekter hvor man kan se at pengene går til noget hvor man umiddelbart kan se at de skaber værdi for vores brugere. Vi har gennem mange år støttet STH, Servicehunde til Handicappede og det er nærmest en daglig glæde at se hvilken forskel servicehundene kan gøre for brugerne.

Vi har bl.a. støttet kørestolsdans, og nogle andre spændende og sjove projekter, hvor der har været handicappede direkte involveret, gennem tiden og lige præcis det, er det der giver mening og glæde.”

 

Hvorfor har du skabt det firma du har Torben? Hvad er dit drive? Hvad er egentlig den dybeste årsag til at du altid lige har en hjælpende hånd? Hvad tror du på?

”Det er i virkeligheden en lang historie. Mit liv har været indeholdt nej’er. Mantraet var: ”Det kan man ikke”. Nej’er har der været mange af i mit liv, synes jeg. Siden jeg var en lille dreng, har jeg altid været interesseret i at lave noget med tekniske ting, mærkelige ting i LEGO, elektronik, en krystalradio f.eks.  Så kom jeg i skole. Det kedede mig ad helvede til! Jeg blev smidt ud af min første skole, da jeg gik i 4. og hvis ikke jeg selv var taget på efterskole i 7. klasse, så var jeg nok røget ud der også. Så min skolegang var ikke noget, der interesserede mig. Jeg tror jeg var intelligent nok, men det var ikke spændende nok, så jeg kedede mig. Så kom jeg på efterskole.

Det vendte hele mit liv om og her fandt man potentialet i folk og arbejdede videre med det, det enkelte individ havde at byde ind i fællesskabet med, altså vi fik noget frihed og noget rummelighed og respekt for andre mennesker og vores forskelligheder.

Så mine tre år på efterskole, dem husker jeg tilbage på med glæde. Da jeg var færdig med skolen, så blev livet lidt skræmmende, så skulle der pludselig træffes beslutninger om, hvad man skulle bruge sit liv til.

Jeg startede på EFG og gik på grundskole til at blive elektriker. Men det synes jeg også bare var kedeligt!

Jeg startede så i stedet som 17-årig som konstabelelev i hæren ovre på Bornholm. Der mødte jeg for øvrigt min skønne hustru, Linda, som sidder nedenunder, hun har i den grad også været en del af TA. Service projektet gennem alle årene.

Da jeg havde været på Bornholm et stykke tid, Københavnerdreng som jeg var, fandt jeg hurtigt ud af at om sommeren var det meget sjovt at være på Bornholm, men vinteren kunne godt gå hen og blive sådan lidt lang og kedelig. ”Jeg vil væk herfra”, tænkte jeg. Så jeg gik ind til min kommandoofficer og spurgte om jeg kunne blive forflyttet til et tjenestested på Sjælland. Han sagde: ”Det kan du godt glemme. Når du først er havnet her på Bornholm, kommer du aldrig væk igen. Men du kan naturligvis søge om hvad som helst, også om at blive forflyttet.”  Det gjorde jeg så. Og efter et stykke tid, fik jeg til min store overraskelse lov. Jeg kom til artilleriet på Sjælsmark Kaserne.

Der blev jeg motorcykelordonnans. Det er spændende, sjovt og udfordrende at være en del af noget der havde et fælles mål.

Da jeg havde været der i et stykke tid kom der en gut til vores kompagni, han var overflyttet fra Søværnet og havde sejlede med inspektionsskib på Færøerne og Grønland. Det synes jeg lød virkeligt spændende. Jeg var begyndt at kede mig lidt igen og kunne godt tænke mig nogle nye udfordringer. Så gik jeg igen ind til min kommandoofficer, og spurgte om jeg kunne blive forflyttet til Søværnet. Sjovt nok sagde han nøjagtig det samme den tidligere kommandoofficer: ” Det kan du godt glemme! Men du kan søge om hvad som helst, du kan jo også søge om at blive Konge af Sverige.” Til det svarede jeg: ”Jeg venter lige med det med kongen af Sverige, og starter med at søge om at komme i Søværnet…” Det kom jeg sgu!

Så mit nye tjenestested blev på et inspektionsskib. Det lå på Holmen dengang. Der startede man og man skulle uddannes til røgdykker, førstehjælp og forskellige andre ting.

 

Efter det blev jeg messedreng i officersmessen. Mit første togt var til Færøerne.

Der sejlede jeg nogle år på Færøerne og Grønland. Jeg havde meget med kabyssen at gøre. Jeg har jo altid godt kunnet lide det med mad. Så spurgte jeg om jeg kunne få en uddannelse som kok. Det kunne man få inde i Søværnet. Og det var jo med fuld løn og alt det der, så jeg var top motiveret.  Der var nogle rigtigt dygtige kokke, der var inde som værnepligtige, som jeg lærte rigtigt meget af gennem min læretid. Senere blev jeg så befalingsmand og stod for alt forplejning ombord og havde ansvaret for 2 udlærte kokke, en kokkelærling, en bager, en skyller (opvasker) og 7 messedrenge. Det svarer til at være hovmester på et handelsskib.

Linda og Jeg flyttede til Frederikshavn hvor jeg fik tjenestested og senere til Nyboder, hvor mange der arbejdede i Søværnet boede. Efter at have sejlet på inspektionsskib, minelægger, korvet og kystbevogtningsfartøj var jeg ved at være mæt af forsvaret.

Så tænkte jeg, at jeg ville have noget civil uddannelse som der var mulighed for at få gennem forsvaret efter man havde været ansat i en årrække. Det var dengang, der skete så meget med computere og små computerfirmaer, der lå på hvert gadehjørne.

 

Der var en uddannelse, der hed mikroinstruktør. Den gik ud på at undervise folk i brugen af programmer og brug af PC, de tjente styrtende med penge, så jeg tænkte at det skulle jeg også prøve.

Jeg kom på skolebænken i 6 måneder, og derefter skulle vi selv finde en praktikplads. Vi blev sendt ud på EDB-messe i Bella Center.

Mit øje bliver fanget af en gut med det vildeste hår. Han har vel været 10-15 år ældre end mig vil jeg tro. Jeg gik hen til ham og sagde ”Dav. Jeg hedder Torben og jeg er på det der kursus og jeg skal bruge en praktikplads.”

Det viste sig så at han var den tidligere ejer af firmaet. Han havde solgt firmaet til den daværende Sophus Berendsen koncern. Han var stadig teknisk direktør. Så sagde han ”du må kigge ind når vi er færdige og få en snak med den administrerende direktør.” Så det kom jeg og fik en aftale om et praktikophold.

Da jeg startede, kom jeg under vingerne hos den tekniske direktør som for øvrigt hed Benny og var en virkelig cool fyr. Så jeg kom i gang med at lave teknisk reparation og service på computere under kyndig vejledning af Benny, han kunne simpelthen reparere alt.

Efter en 6 måneders periode var praktiktiden omme og så spurgte jeg om jeg måtte blive der bagefter og det var de sgu ikke meget for, men det endte med at jeg fik lov at blive. Og så kom jeg ind i serviceafdelingen og pludselig stod jeg for hele serviceafdelingen. Linda blev lidt senere ansat som sekretær, så vi har arbejdet sammen i rigtig mange år.

Så solgte Sophus Berendsen virksomheden til en svensk koncern og så var det ikke lige så sjovt at være der mere. Så hjalp Benny mig igen, hvilket han har gjort mange gange i mit senere liv, han har altid været der for mig og er stadig en stor inspirator og en rigtig god ven. Benny havde en god ven der importerede batterier til tekniske løsninger.  Så blev jeg ansat i hans firma i Køge og det var rigtigt spændende. Her lærte jeg noget om batterier.

 

En af mine hovedopgaver var at jeg skulle opbygge markedet indenfor batterier til hjælpemidler. Jeg kunne ret hurtigt se at det der med kørestole det var noget der var interessant. Det var dengang der var åbne batterier og de gassede og syren kunne løbe ud af batterierne ved forkert ladning.

De batterier vi havde var gastætte batterier, hvilket var relativt nyt på det tidspunkt. Så der kartede jeg rundt til alle kommuner og hjælpemiddelcentraler og fortalte om vores batterier og alle de fordele de havde. Men jeg fandt hurtigt ud af, at folk var ret ligeglade om de var gode eller dårlige – det skulle bare kunne passe og så skal det være billigt nok, hvilket er dumt, for et batteri er ikke bare et batteri og der er god økonomi i at købe et batteri der er afstemt efter det det skal bruges til.

Det gik godt og det var spændende og jeg kom i tæt kontakt med kommunernes hjælpemiddel depoter og hjælpemiddelcentraler. Linda & jeg købte et lille bondehus i Faxe Ladeplads og fik vores første barn Mark, der blev født 3 måneder for tidligt. Han er vokset sig fra et lille myr på under 1000 gram til en stor stærk voksen mand og arbejder i dag her på fabrikken.

En fredag eftermiddag, kort før fyraften, blev jeg ringet op fra Køge kommune:

Torben nu har du ævlet om alle de der batterier og nu er alle gået hjem. Vi har en borger over på Møllebo Plejehjem og hendes elektriske kørestol virker ikke og det er formentligt hendes batterier der er færdige, er det noget du kan klare?

Det kan jeg da nemt. Det fikser jeg når jeg kører hjem. Så kørte jeg op til den ældre dame og der var dækket op med flødeskumskager og kaffe. Hun havde boet hele sit liv hernede på Sydsjælland og jeg fortalte hende jo så at vi var flyttet herned. Jeg skiftede batterierne og så sad hun og fortalte historier om området og hendes opvækst. Det var superinteressant og hyggeligt. Hun var en sød og klog dame. Jeg sad der et par timer og sludrede med hende. Ej det var en fed eftermiddag og hun var jo glad for at hendes kørestol kunne køre i weekenden.

 

Da jeg kom på arbejde mandag, så havde kommunen og den ældre dame ringet til min chef og sagt at det var fuldstændig fantastisk. Kørestolen havde aldrig nogensinde kørt bedre. Det var i virkeligheden noget sludder, for jeg havde ikke gjort noget ved den. Jeg havde bare sat nye batterier i. Men den der fornemmelse var helt fantastisk.

Bare fordi jeg havde ofret en time på vej hjem, at det gav så meget liv og kvalitet for nogle andre. Så jeg tænkte: ”Tænk hvis man kunne leve af det.” Og så gik jeg og lurede lidt på, hvad el-kørestole var, og jeg kom til nogle kunder der solgte el-kørestole. Jeg talte med nogle hjælpemiddelcentraler, specielt oppe på hjælpemiddelcentralen i Holbæk. Der var en dygtig tekniker der hed Erik Schmidt. Det hedder han for øvrigt stadigvæk, men hjælpemiddelcentralen er der ikke mere. Tilsvarende var der en tekniker på hjælpemiddelcentralen i Københavns Amt der hed Ole Salby.  De var begge sådan nogle tusindkunstnere der kunne lave alle mulige specialløsninger på hjælpemidler. De to gutter havde jeg en rigtig god kontakt til.

Jeg spurgte dem begge om det kunne være en ide at lave et lille servicefirma der kunne køre hjem til folk og reparere hjælpemidler. Det synes de var en god ide. Dengang sendte man stolene til firmaerne, og så kunne den stå derinde i lang tid, før der var nogen der fik ordnet problemerne. Jeg tænkte ”Det kan jeg sgu gøre bedre”.

Så gik jeg til min chef i batterifirmaet, som for øvrigt var en rigtig flink fyr, og sagde at jeg godt kunne tænke mig at blive selvstændig. Det kunne han godt forstå. Han spurgte hvad jeg ville lave og jeg fortalte om planerne om at reparere hjælpemidler hjemme hos brugerne.

Jeg foreslog at jeg måske kunne arbejde halvtid hos ham og halv tid med mit eget lille firma. Det ville han rigtig gerne støtte, men lige præcis det der med hjælpemidler skulle jeg jo huske, at jeg gik ud og konkurrerede med vores egne kunder. Så han spurgte, om ikke jeg ville lave noget andet. Hvad med at blive kølemontør? Jeg skulle sgu ikke være kølemontør. Nu havde jeg sat mig det her i hovedet og det blev jeg nød til at prøve. Så vi blev enige om at jeg stoppede hos ham og startede for mig selv.

Så kørte jeg i banken og spurgte om jeg kunne få en kassekredit på 30.000 kr. Det kunne jeg godt. Så kørte jeg glædestrålende hjem til Linda og vores lille nyfødte søn og sagde: Nu skal du høre jeg har fået verdens bedste ide. Jeg har sagt op. Vi skal være selvstændige. Jeg vil lave en servicevirksomhed der laver hjælpemidler.

Linda var noget skeptisk, men sagde: Er det det du vil, så er det det vi gør. Linda har både på det tidspunkt og i hele vores ægteskab støttet mig i mine, til tider, vanvittige ideer.

Jeg fortalte min far og mor om mine fantastiske planer. Min far sagde ”Er du fuldstændig sindssyg og hvad fanden er det du gør?” Hver gang jeg skiftede spor, var han djævlens advokat. Men da jeg blev selvstændig og ville lave hjælpemidler, der troede han virkelig at jeg havde tabt sutten. Men min plan var at hvis ikke det virkede, så kunne jeg altid lave de der 30.000 om til et lån og så finde et arbejde, det var jeg slet ikke i tvivl om. Hvis det gik nogenlunde, så kunne jeg arbejde om natten med at fx at gøre rent. Men siden jeg startede op i juli 1988, der har jeg været all-in på det her og levet af det, og ret hurtigt blev der råd til at Linda kunne komme i firmaet og tage vare på det administrative. Hun arbejdede som klinikassistent og hun læste regnskab ved siden af, det havde jeg ikke forstand på, så det er Linda der har stået for regnskabet i alle årene og gør det stadigvæk. Den første der blev ansat i firmaet, det var Pierre som er her endnu, og han har været her i snart 30 år. Men vi gik jo fra at lave alle mulige forskellige ting, indtil jeg fandt ud af at det var kørestolene og teknikken bag, der var sagen.  Så fik jeg et samarbejde med Roltec, som du ved. Jeg fik indimellem lov til at købe en kørestol med ti procent rabat inde hos Sahva, som jeg så kunne sælge. Der var nogle der hellere ville købe af mig end af Sahva.

 

Så begyndte jeg at interessere mig lidt mere for det der med at sidde ned i en kørestol og konsekvenserne af at sidde ned i en kørestol.

Så fik jeg tilbuddet om at få agenturet Panthera manuelle kørestole, verdens letteste kørestole. Det var en skøn ergoterapeut der havde arbejdet oppe på Hornbæk som havde det, men hun havde ikke lyst til at forsætte med at handle med kørestole. Så hun arrangerede et møde oppe hos Panthera i Stockholm, hvor vi lavede en aftale om at jeg skulle stå for forhandlingen at Panthera kørestole i Danmark.

 

Så kom jeg sådan lidt mere ind i al sådan noget med at sidde ned og hvad det egentlig var med kørestole og siddestillinger.

Mødet hos Panthera varede nogle dage.

Det startede med at de placerede mig i en kørestol og den skulle jeg blive i under hele mit ophold, så jeg kunne lære lidt om hvordan det var at være tvunget til at sidde i en kørestol. Jeg fik kørestolstræning på den hårde måde, op og ned ad kantstene, op og ned ad trapper og lignende. Jeg væltede rundt og slog mig gul og blå, men lærte at køre i en kørestol.

Det meste af personalet hos Panthera var kørestolsbrugere så jeg havde de bedste undervisere man kunne tænke sig. Opfinderen af Panthera kørestolen er Jalle Jungnell er tidligere motorcykel racerkører og har i den forbindelse desværre brækket ryggen i et uheld med sin sport. Hans første kørestol udviklede han til sig selv da han ikke fandt de kørestole der var på markedet dengang egnede til hans brug og fandt dem for tunge og klodsede. I dag er Panthera verdenskendt for deres unikke kørestole og har hele verden som deres marked og er stadig ejet af den karismatisk, fremadsynende og visionære Jalle Jungnell

Gennem min gamle ven Jens Petersen fra Tønder, som selv er kørestolsbruger, fik jeg kontakt til firmaet Vicair der fremstiller puder til kørestole.

Vicair havde et samarbejde med Bengt Engström, en verdensberømt svensk fysioterapeut. Ham kom jeg ret tæt på.

Jeg begyndte at tage billeder af folk, hvordan de sad før og efter. Der havde jeg specielt et møde med en ældre mand hernede på Sydsjælland, som sad sådan helt slået sammen og med lukkede øjne og var svært kontaktbar. Da jeg var færdig med at lave lidt tilretning af hans kørestol, rettede han sit hoved op og åbnede sine øjne og smilede, altså bare ved at ændre på nogle få ting og få ham til at sidde lidt mere rigtigt. Det var sådan en wow-oplevelse.

Nogle af mine billeder så Bengt Engström og fortalte mig at det jeg gjorde, var rigtigt og at jeg bare skulle fortsætte ad den vej.

Jeg sagde ”Jamen jeg er jo ikke terapeut.” og så sagde han “Torben, du er ikke terapeut, men du kigger efter det rigtige, og du piller alt det komplekse ud af det og gør det enkelt, og du tænker logisk. Og det var sådan en blåstempling for mig og han inspirerede mig til at gå lidt dybere ind i det med siddestillinger.

Bengt Engström, forklarede mig at udgangspunktet for en siddestilling må jo være at man som minimum stopper kroppen fra at lave flere skader på sig selv.

Det må være udgangspunktet i enhver opgave, når vi snakker om at sidde ned. Hvis man så samtidig kan gøre noget for at den bliver bedre, det er jo et rent plus. Det er det der er hele omdrejningspunktet i mit virke.

 

I dag er det en daglig glæde at samarbejde med dygtige terapeuter omkring siddestillinger for brugere der sidder dårligt og indimellem at kunne give lidt input til at forsøge at vi sammen kan optimere de dårligere siddestillinger.

 

Senere fik jeg en ide til at designe en mindre el-kørestol sammen med mit dygtige team; TA Indoor Wave og den succes vi fik med den, gav mig blod på tanden til at designe en anden måde at lave en el-kørestol på.

Gennem årene har vi fået uvurderligt input fra kørestols brugere om hvad de godt kunne tænke sig en kørestol skulle kunne.

Da vi havde den første TA iQ prototype klar, spurgte jeg en ung pige, Gry, som jeg havde lavet kørestol i flere år om hun kunne tænke sig at prøve og fortælle hvad hun syntes om dem og om vi var på rette vej.

Jeg fortalte hende at mange af de input hun havde givet mig, havde vi forsøgt at implementere i vores nye el-kørestol. En af de ting som de fleste brugere over for mig havde efterlyst, var hvordan kørestolen absorberede det underlag man kørte på så brugerne ikke får for mange ”slag” op gennem kroppen når de kører på ujævnt underlag.

Gry prøvede kørestolen og kørte rundt derovre på den gamle fabrik (der hvor jeg bor i øvrigt) og op og ned ad nogle ujævnheder, og så kom hun tilbage da hun havde kørt i ti minutter, så kiggede hun på mig og sagde:

Torben, det kan du fandeme ikke være bekendt. Det er jo præcis det her jeg altid ville have, og nu kan jeg bare ikke få den før min nuværende stol er slidt op. Det var for mig et tegn på at vi var på rette spor.

Og hun var bl.a. en af dem som havde klaget over at hun fik smerter, når hun fik slag op i kroppen under kørsel. Jeg er så heldig at jeg senere har fået lov til at levere en TA iQ kørestol til Gry. Tak for Dig Gry.

 

Målet var at producere 3 modeller kørestole med de samme komponenter; forhjulstrukket, baghjulstrukket og centerdrevet.

Vores udfordring i konkurrencen med de store producenter var, at vi blev tvunget til at have en forholdsvis stor produktion af de enkelte dele for at få det produceret til en ordentlig pris, derfor var det vigtigt at vi kunne bruge så mange af komponenterne som muligt på alle modeller. I starten købte vi bl.a. vores benstøtter hos en anden producent. Så udviklede vi nogle benstøtter, og så udviklede vi lidt mere og nu producerer vi stort set alle dele selv.

De første stole solgte vi i slutningen af 2013 og vi lancerede dem på messen i 2014.

Nu er vi så i 2020 og nu sælger vi flere kørestole til eksport end vi gør på hjemmemarked. Vi sælger kørestole så langt væk som New Zealand, Australien, Tyskland, Holland, Belgien, Portugal, Norge, Island, Cypern, Israel. og nogle andre lande, og vi er på vej op.

Det er ikke fordi vi er nogle gode sælgere, det er produktet der sælger. Vores salgsmateriale er ikke fremragende, fordi vi har ikke haft tid, men det er noget af det vi hele tiden skal blive bedre til. Vi har haft fokus på udvikling og tests af vores produkter. Da vi lancerede dem på messen i 2014, gik der rygter om, at det var noget jeg havde købt i Kina. Det er ikke sket i de 30 år jeg har været i denne her branche, at der er nogle der har lanceret tre klasse-B kørestole, med alle test/godkendelser på en gang, uden at der er nogle der vidste det. Men der gik rygtet, at det var noget jeg havde købt udefra.

Men vi har gjort et eller andet rigtigt, for nu sælger vi rigtig mange kørestole og vi har udviklet vores butik. Det der driver mig, er selvfølgelig at drive butik i sig selv, det er jo fedt. Men alt det der hører med til at drive butik, alt det administration og personale, det interesserer mig ikke, så det er der andre der tager sig af.

Det der interesserer mig, er at udvikle nogle ting og komme rundt i verden, altså at komme til New Zealand eller Australien og møde nogle mennesker der sidder i ens produkt, og er glade for det.

Man får feedback på det vi har udviklet og når man får mail fra brugere rundt omkring fra om, at det man har produceret, en gør forskel. Det er i virkeligheden, det der er drivkraften for mig.

Den største betaling jeg kan få, det er at folk er glade for og kan bruge det vi producerer her i huset og vi måske kan være med til bare at lave en lille forskel for vores brugere. Det er det fedeste for mig.

 

Og hvad er det vildeste (fedeste, kærlige, bæredygtige..) der kan ske i fremtiden for dit firma? For dig? For verden?

Min drøm er at firmaet kommer til at fortsætte og at mit brand og filosofien bag vil leve videre. Jeg siger at det jo er nemt nok at lave en kørestol, man skal jo ikke bare lave en kørestol fordi man kan lave en kørestol, man skal lave en kørestol fordi man synes at man kan løse et eller andet problem. Det er filosofien. Jeg synes at vi er relativt innovative.

Vi skulle også finde et navn. Vi ville gerne kalde den noget med ”TA” .

Jeg så nogle mærker en bil– et ”i” og så et ”q”, hvor det var et lille ”i” og et stort ”Q”.  Så tænkte jeg ”TA-iQ” underforstået at vi syntes vi har tænkt os om da vi udviklede stolene. Det skulle være forståeligt på de fleste sprog, fordi produkterne skulle lanceres på verdensplan, hvis vi skulle få det til at hænge sammen økonomisk. Så det blev til: “MWD” for mid-wheel-drive og ”RWD” for rear-wheel-drive og ”FWD” for front-wheel-drive. TA iQ MWD, TA iQ FWD, TA iQ RWD.

 

Jeg synes at det er helt fantastisk at vi kan producere kørestole i Tappernøje, hvor alt metalarbejdet og hovedparten af kørestolen bliver produceret med dansk arbejdskraft, at vi kan konkurrere og vi sælge kørestole ude omkring i verden. Det synes jeg er helt vildt stort.

Men vi bliver aldrig de billigste og det skal vi heller ikke være, men jeg siger så også at det her er lavet af dansk arbejdskraft og hvis vi vil noget med dansk industri, så burde vi måske også tænke lidt over, at det ikke kun handler om at det skal være billigt. Det er der gudskelov nogle der gør, men der er også mange der ikke gør.

Når jeg engang ikke er her mere, vil det være vildt at filosofien stadig er   er i firmaet og det kan bestå i fremtiden.”

 

Og hvad betyder ”Et liv i bevægelse” for dig?

”At sælge en kørestol er ingen stor kunst. Når vi taler om el-kørestole er det ikke HVIS den går i stykker, men NÅR den går i stykker, at man skal vise sit værd. Så er fanden løs. Så er du ikke i bevægelse mere. Men du er i bevægelse lige så snart vi kommer ud og får dig kørende igen.

Så det er vores pligt at komme ud og lave den og få dig kørende igen. Det har vi, efter bedste evne, forsøgt at leve op til. Det synes jeg faktisk vi ret gode til. Kan vi ikke lave stolen på stedet, så skal vi sørge for, at folk må komme her på fabrikken eller vi evt. kan tilbyde dem en lånestol.

Det er det et liv i bevægelse betyder for mig.

Giver det mening?”

 

Og hvem er Torben Andersen egentlig – udover at være direktør og indehaver af TA Service

”Jamen spørgsmålet er, nu når Torben Andersen har sin virksomhed, om han er så frygtelig meget mere.

Jeg spurgte på et tidspunkt min søn om han kunne tænke sig at overtage det her firma på lang sigt. Så sagde han til mig at det ville han ikke, og det begrundede han med, at han ville ikke leve det liv som Linda og jeg har levet, underforstået at hovedparten at Linda`s og mit liv er arbejde. Den skulle jeg lige synke, men jeg forstår godt, hvad han mener. Men vi har levet vores liv fuldstændig som vi ville det og føler os enormt privilegeret.

I 32 år har hele omdrejningspunktet i vores liv, udover vores børn selvfølgelig, været vores virksomhed. Da vi startede med at lave virksomheden derhjemme, var det for at der skulle være nogen hjemme, når børnene kom hjem fra skole. Så vi har altid været der, mens børnene har været hjemme. At der er nogen hjemme, når de kom hjem fra skole, det har altid været vigtigt for os. Men de har jo været viklet og snoet ind i det her, så hvis der har været et eller andet de kunne lave – feje et gulv eller samle et eller andet i weekender, eller de skulle tjene nogle lommepenge, så har de været en del af den. Mark han er her jo i butikken stadigvæk, på fabrikken. Det er det han vil, hvilket jeg for øvrigt har stor respekt for, at han vælger. Men det har jeg jo aldrig tænkt sådan. Jeg har jo været enormt stolt af det vi har lavet og jeg har fået lov til at komme hele verden rundt med det her og har mødt en masse spændende mennesker, og fået lov til også at sælge vores produkter, til nogle som ovenikøbet er glade for dem. Det er fedt, det er jeg meget ydmyg overfor.

Så har jeg nogle få hobbies jeg godt kan lide. Jeg kan vildt godt lide at lave mad, jeg er jo gammel kok, jeg kan godt lide at køre på motorcykel og så kan jeg godt lide at flyve i helikopter når tiden er til det. Det er nogle af de ting jeg gør, men som jeg ikke gør særlig meget, fordi hovedparten af min vågne tid den går med butikken her.

Men hvem jeg er, det ved jeg sgu ikke, men jeg er min egen.

Men jeg er jo nok TA. Jeg er jo også suttet ind i det her til højre og venstre. Men det er et svært spørgsmål. Måske er der nogle andre der bedre kan svare på det end jeg kan.”

 

Spørgsmål: Hvad er det værste ved dit job

”Det værste er … Når folk i udlandet, fx Australien, skal sælge vores kørestole, så skal de have nogle folk der er dygtige herop på kursus, og vi skal vide at de er dygtige netop for at for at sikre, at de kan levere samme håndværksmæssige service og kvalitet, som vi selv gør.

Jeg har jo ikke et roligt øjeblik, hvis der er nogen der skriver eller ringer til mig, ligegyldigt hvor det er fra i verden, jeg bliver stresset over hvis der er en af vores produkter der ikke virker for brugeren, og derfor prøver vi at uddanne folk efter bedste evne.

 

Jeg er enormt ærekær. Det er noget af det værste for mig, når der er noget der ikke fungerer.

Jeg er ikke bogligt begavet, jeg er praktisk begavet, hvis man kan udtrykke det på den måde. Det interesserer mig ikke ret meget med alt det der administration, der hører med. Det er ikke det jeg synes der er spændende. Jeg er den praktiske mand – det praktiske synes jeg er meget mere spændende. Så jeg er glad for at jeg har nogle dygtige medarbejdere, som er meget bedre til det administrative, end jeg er.

Jeg er glad for at jeg har kunnet flytte nogle af de ting, som jeg også har startet virksomheden op på, over til medarbejderne, men det er jo ikke mig der kører, det er vores fantastiske team.

Vi har op til flere folk, der har været her i over tyve år. Det er jo den der synergi vi har haft imellem hinanden og de der input vi får udefra og hvordan vi i fællesskab får løst forskellige udfordringer. Min virksomhed havde jo ikke være noget værd, hvis ikke jeg havde haft nogle gode medarbejdere – som i ingenting værd, og det er vigtigt at huske.

Jeg er jo nok en atypisk direktør. Jeg er jo ude på gulvet foran en kørestol. Det er det jeg synes er sjovt. Jeg får ofte ros (og nogle gange ris :)) ), når jeg leverer en stol, men det er jo mine folk, der har lavet det hårde arbejde på fabrikken, jeg har bare sagt, hvad de skulle lave. Det er de blevet rigtig gode til. Jeg har nogle sindssygt dygtige håndværkere ansat som forstår, hvad vi siger og kan overføre det til virkelighed.

(Jeg spørger om det bedste ved hans job er at løse et problem)

Torben fortsætter: Ja, og glæden over at se at det der bliver produceret i Danmark, kan løse nogens problem og ovenikøbet er konkurrencedygtigt over dele af verden. Vi kan både se i praksis og høre, at folk er glade for det de får. Det er for fedt.”

 

(Spørgsmål om hvad han ville sige til konkurrenterne)

”Jeg har egentlig aldrig spekuleret særlig meget på konkurrenterne. Jeg har valgt at bruge energien på os selv og så ændre det vi synes, og se på det med andre øjne. Jeg har egentlig ikke noget at skulle sige til konkurrenterne. Jeg er ansvarlig for, hvad vi gør her i huset, og hvad mine konkurrenter gør, det er fuldstændig op til dem selv.

Vi gør det på vores måde og det har indfriet mine vildeste forventninger. Jeg har aldrig troet at det her ville ske, at vi var i den situation nu, at vi solgte vores egen kørestol og vi er et kendt brand over store dele af verden. Det havde jeg aldrig troet, da jeg startede. Det var ikke derfor jeg startede.

Jeg startede bare fordi jeg fik det der fantastiske boost jeg fik ovre hos den ældre dame i Køge, der blev så glad. Den der glæde man fik ud af at hjælpe et andet menneske. Jeg havde også haft en fed oplevelse. At kunne leve af det, er jo fantastisk. Men efterhånden som vi er vokset, så hører der alt muligt andet til, såsom administration, du ved jo selv alt med regler, godkendelser og medicinsk udstyr, det bliver ikke mindre, vel?

Jeg tror ikke at jeg kunne have startet en virksomhed med alle de krav der er i dag, alt det man skal vide noget om. Det er jo en jungle. Altså alting er jo over-administreret, mener jeg. Nu snakker vi nok lidt over i politik, men altså, det praktiske er for mig det sjove som jeg har sagt tidligere.”

 

(Jeg kommenterer og siger at brugerne ikke altid er lige taknemlige eller tålmodige)

Torben: ”Nej, men det skal brugerne jo heller ikke være.

Jeg laver jo ikke det her for at folk skal være taknemlige. Jeg laver det fordi der skal løses et eller andet problem.

Jeg kan jo være med, men jeg kan ikke se at I skal være taknemlige. Hvorfor fanden skulle brugerne det? Brugerne har krav på, at vi skal løse nogle mobilitets- og/eller siddestillingsproblemer med det jeg laver. Når vi forsøger at løse disse problematikker, skal vi også, enten sammen med os eller andre sørge for at vi ikke laver skader på brugerens krop.

Vi er jo ikke skabt til at sidde ned – vi er skabt til at stå op eller ligge ned. Det kender du alt til selv.

Men jo, tålmodighed når man laver om på ting, det ved jeg også at du selv har prøvet, når man fx vil rette noget op, det kan man jo blive direkte syg af og få influenza-symptomer, at man laver om på en krop, der har været placeret uhensigtsmæssigt i mange år.

Når den bliver rettet op, har det en pris. Men man skal også have respekt for at det tager tid og noget tilvænning.

Når vi bliver ældre, så er det ligegyldigt hvad fanden vi gør, så er kroppen jo i forfald om vi har et handicap eller ej. Vores sundhedstilstand er også en faktor. Jeg har hørt brugere der har sagt ”Nu har jeg siddet på denne her pude i 25 år, og jeg har aldrig haft et tryksår. Nu har jeg fået et tryksår.” Det er for øvrigt ikke sikkert at det er pudens skyld, men alting forandrer sig.

 

Men man skal ikke finde sig i tryksår – tryksår er farlige. Et godt udtryk jeg har tænkt på ofte er; har du et sår på kroppen, har du et sår på sjælen.

Men vi forandrer os – vi er i et forfald. Det kan jeg jo selv mærke – jeg har ligget i 32 år på mit højre knæ foran en kørestol. Jeg skal have lidt fat i kørestolen, når jeg skal rejse mig op nu om dage, så jeg kender det godt.

Men ellers har jeg ikke noget at sige. Jo større krav I stiller, jo mere udvikling sker der. Men nogle af de der krav, det hænger ofte sammen med økonomi og det hjælper jo så ikke hvis ikke man kan få det bevilget.

Men jeg synes at der er blevet udviklet meget på hjælpemidler i de sidste mange år. Min tanke har været at lave kørestolene som legoklodser, så vi har nogle forskellige komponenter, vi kan sætte sammen på forskellige måder, så vi kan lave så meget som muligt på en enkel måde. Skulle en legoklods gå i stykker, så er det nemmere at gå hen og tage en vare fra lageret, frem for at skulle lave en ny specialdel igen og igen.

Det er nemt nok at lave det specielt, men det er ikke nemt nok at have ”liv i bevægelse” bagefter, hvis skidtet går i stykker. Det er også sådan nogle ting vi forsøger at tænke ind i processen.

Jeg har ikke andet end godt at sige om brugerne. Jeg føler mig enormt privilegeret, jeg har kendt nogle fra de var små børn til de nu er voksne mennesker, og flere betragter jeg som mine gode venner. Jeg har fået lov at følge med dem i deres tilværelse i denne her sammenhæng med hjælpemidler.

Det har jo været noget af det der har drevet hele butikken.

Den der tillid folk har til os. Jeg oplever at folk har tillid til, at når de køber et produkt af os, så er tingene langt hen ad vejen i orden – ikke altid perfekt, men vi gør i hvert fald det bedste vi kan.”

 

Oplev mere om TA iQ og TA Service

Boganmeldelse af Mennesket i centrum af Mette Drejer

Boganmeldelse af Mennesket i centrum af Mette Drejer

– en guide til personlig ledelse og BPA-samarbejdet 

Mennesket i centrum af Mette Drejer er en fin starthjælp til borgere som lige har fået en BPA, og de mere ”garvede” kan også finde guldkorn. Men når man læser, skal man huske at se det med en mors øjne.

 

Boganmeldelse af Mikkel Lund, d. 1. juni 2020.

 

Det er ikke en dårlig ting, at bogen er skrevet med det udgangspunkt, men det giver bogen en farve og jeg skulle i hvert fald koncentrere mig om at ” filtrere” teksten og bare læse det der står.

På forsiden står der at jeg sidder med en guide til personlig ledelse og det gode samarbejde i en hjælperordning. Man bliver da også taget pænt i hånden og guidet igennem 5 stadier, som er essentielle for at kunne starte en ordning. I et 6. kapitel sluttes der af med en guide til, hvordan man afslutter dette meget specielle arbejdsforhold i fred og fordragelighed og skilles som venner, nærmest.

Bogen er meget metodisk, pædagogisk og enkelt bygget op. Hvert kapitel starter med et oplæg, efterfulgt af nogle opgaver, hvor man selv kan reflektere over emnet, hvilket jeg synes er en rigtig god idé. For til sidst står man jo selv med aben.

 

Men der hvor mine kognitive vanskeligheder virkelig kommer op at danse, er ved afslutningen af hvert kapitel. Her får vi 3 forskellige vinkler på ordningen, i form af testimonials fra brugere, hjælpere og pårørende, hvilket fungerer i nogle kapitler, mens det eksploderer i et festfyrværkeri af tilkendegivelser, der flyver i alle retninger og efterlader mig som læser helt stakåndet.

 

Der hvor bogen virkelig vinder over mig, det er i 1. kapitel der handler om accept af sin situation og at man har brug for hjælp. Jeg blev virkelig ramt!

Ikke bare fordi jeg spurgte mig selv, om jeg virkelig 100 % har accepteret min situation, men også fordi jeg fik set en flig af hvordan hele det her cirkus ser ud gennem mors øjne. Min mors. Har hun haft lignende følelser, lignende oplevelser? Jeg måtte lægge bogen fra mig, og gå ind i mig selv en dags tid. Der ligger helt klart noget guld til mig dér.

 

Et andet kapitel, hvor jeg tror jeg kan hente noget og det er kapitlet om kommunikation i hverdagen. Det er et meget pædagogisk kapitel helt uden kanter. Der er nogen, der kan sit ”girafsprog”. Ikke et ondt ord om ”girafsprog”. Men i min verden kan det hurtigt blive lidt fortænkt at gå igennem livet uden at hæve stemmen.

Alligevel bliver jeg flået i alle retninger og kan komme helt op at koge. Det siger mig, at der også her er noget at hente for mig. Det er fedt!

 

Det er blevet tid til at samle op og runde af.

Denne bog – en guide til personlig ledelse og BPA-samarbejdet – har jeg tænkt mig, at læse igen. Også med min mor. Hvis hun har lysten til det. Modet har hun. Det ved jeg nu. Jeg vil løse opgaverne og se, hvor det tager mig hen.

I mine øjne er denne bog en guide til hvordan man kommer i gang med en BPA. Den vil gerne være mere end det. Men jeg synes det er et stærkt værktøj til nye borgere. Jeg ville godt have haft den, da jeg startede. Men jeg er glad for at den er her nu, så nye borgere har en bedre grund at stå på, inden hjælperen kommer ind af døren.

 

Fordyb dig videre her:

I Mette Drejers eget website

Og via hendes facebookside

 

 

 

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

Tre år på gymnasiet!

Det første år er i starten en smule akavet, andet år er man rigtigt blevet tømret godt sammen..

og det tredje og afsluttende år skal man bare have det for fedt! Er det ikke sådan, det er? Tjo, for mange er det sikkert sådan, men ikke for mig.

I Horsens, hvor jeg bor, havde vi to gymnasier, som man kunne vælge imellem. Det ene, som var tættest på mit hjem, var det mest centrale og klart det største. Det var her alle de smarte elever gik, og fik rigtig høje karakterer. De fleste af mine venner og veninder skulle på dette gymnasium, og det var et sted, som jeg også godt kunne tænke mig at gå. Vi kunne, imens vi gik i folkeskole, prøve en uge på gymnasiet, og jeg valgte at være en uge her. Det var meget fedt at prøve!

I løbet af ugen, så jeg dog et stort problem ved at gå på dette gymnasium – der var fire etager… Det betød, at jeg skulle med en elevator nærmest hele tiden! Ved hvert lokaleskifte, i alle frikvarterer, i frokostpausen – ja, rigtig mange gange i løbet af dagen. Som sådan var det jo ikke noget stort problem, da jeg havde egen nøgle til elevatoren, og (de fleste af) de andre elever godt kunne lade den være til mig. Men inklusionsmæssigt var det en stor udfordring!

Jeg var hele tiden bagefter. Jeg kunne ikke fysisk nå at komme med de andre til frikvarterer udenfor, til frokostpause i kælderen eller når vi skulle skifte lokale.

Igen, kan det virke som et mindre problem, men disse små transporter til eller fra lokaler var meget sociale for de andre elever, og jeg kunne hurtigt mærke, at jeg ikke var med dem socialt. Det var her man ofte dannede grupper til den næste opgave. Det var her man snakkede om, hvem man havde scoret i weekenden, og det var her man aftalte at hænge ud sammen efter skoletid. Selvfølgelig kunne jeg igen komme med i snakken, når jeg mødtes med dem igen i det nye lokale, men det var ofte allerede for sent, og der var allerede godt gang i det interne – bare uden mig.

 

Jeg havde ikke lyst til at fortsætte med at halte bagefter på det sociale plan de næste tre år, så jeg besluttede mig for at besøge det andet gymnasium i byen i stedet for.

Her husker jeg tydeligt, at jeg blev mødt af rektor, som nærmest sprang frem, for at åbne den tunge hoveddør for mig. Han udbrød med det samme.

”Hvis du skal gå her, skal vi da have installeret en elektrisk døråbner!”.

Med det samme følte jeg mig velkommen, og eftersom dette gymnasium var bygget i ét plan, med brede døre og uden dørtrin, valgte jeg dette som min nye uddannelsesinstitution. Dette gymnasium og hele deres stab af personale var enormt imødekommende og hjælpsomme. Meget hurtigt fik de lavet et stort handicaptoilet med loftlift og briks. Jeg fik en computer stillet til rådighed, og de var også meget hjælpsomme, i forhold til at jeg skulle have en SPS-ordning og ekstra tid til eksamen. De vidste fra starten, at jeg sandsynligvis ville være mere fraværende end mine klassekammerater, så jeg fik lavet en speciel ordning i forhold til overskridelse af fraværsprocent.

 

Første år i gymnasiet var akavet og sjovt – præcis som det skal være! Andet år var en voldsom rutschebanetur for mig og mine hjælpere, desværre! Her mødte vi flere store forhindringer på det kommunale plan.

For det første fyldte jeg 18 år, hvilket betød, at jeg ikke længere var i ungdomsafdelingen hos kommunen.

Nu skulle jeg overflyttes til Myndighedsafdelingen, hvor mine hjælpere skulle ansættes på ny – til en væsentligt ringere løn og dårligere vilkår. Det gav mange frustrationer og hjælpere som ikke var glade, når de var på arbejde.

Dette havde stor indflydelse på mig, da jeg kunne mærke på dem, at de var triste og vrede. Det gjorde det svært for mig at være hundrede procent gymnasieelev på det tidspunkt – med mine egne glæder og sorger, som følger med et liv på gymnasiet.

Dernæst var der den obligatoriske ryste-sammen-tur. Turen skulle gå til Berlin, hvilket var fint med mig, da jeg havde hørt meget godt om byen i forhold til handicapvenlighed. Den største udfordring viste sig dog at være den kommunale velvillighed til at hjælpe. Der var absolut ingen hjælp at hente, ingen forståelse for min situation – eller sågar hjælpernes situation desværre! Historien er lang og grotesk på mange måder, og jeg vil spare jer for den lange version her, men alfa og omega er, at jeg IKKE kom afsted til Berlin.

Nej, faktisk kunne jeg ikke engang få en afgørelse på sagen før cirka en uge før afrejse, så der var ikke meget at gøre. Jeg måtte blive hjemme og skrive en opgave i stedet for!

Dette var svært for mig at komme over. Mest fordi, at jeg kunne mærke en kæmpestor forskel på mine klassekammerater efter de kom hjem fra turen.

De var naturligvis kede af det på mine vegne, og forsøgte at vise mig billeder og fortælle mig om oplevelser, for at fortælle mig om turen. Men de havde jo været sammen dag og nat. De havde rigtig mange oplevelser og minder sammen, som jeg ikke var med i, og det var svært at være med i deres samtaler, frustrationer og grin i perioden herefter.

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

 

Turen til Berlin knækkede kurven lidt for mig på det inklusionsmæssige plan, desværre.

Men i 3.g skulle vi på tur igen. Denne gang havde jeg en anden sagsbehandler, som arbejdede en del hurtigere. Jeg fik lov af skolen at være med til at vælge, hvor turen skulle gå hen, så jeg kunne være med bedst muligt. Jeg valgte London, og vi fik en rigtig god tur ud af det. Jeg var med langt de fleste steder, og jeg havde mulighed for at bestille et hotel i nærheden af de andres. Jeg var med, og jeg følte mig slet ikke ekskluderet på samme måde, som jeg gjorde, da turen gik til Berlin. Dejligt! Jeg var med i fællesskabet igen, selvom jeg godt kunne mærke, at Berlin havde sat sine store fodspor i mig og mit forhold til mine klassekammerater.

 

Sidste år på gymnasiet handlede mest om fester og eksaminer. Sådan skal det vist være. Men jeg kan huske, at jeg, frygtede studenterkørsel rigtig meget, da den tid nærmede sig!

Jeg kunne ikke helt slippe nederlaget og følelsen var eksklusion under ryste-sammen-turen til Berlin. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne være med til denne klimaks-begivenhed! Denne tur var så vigtigt for mig, at jeg ikke ville acceptere at køre rundt i min egen bil efter mine klassekammerater, som ville sidde og feste i et andet køretøj – uden mig!

Derfor tog jeg med det samme roret her, og meldte mig frivilligt til at organisere studenterkørsel. Vi fik fat i en lastbil, hvor jeg kunne køre ombord, og minsandten om ikke den søde lastbilchauffør havde installeret bespænding til min kørestol i gulvet! Det var så dejligt inkluderende for mig at være med her, og det var den perfekte afslutning på tre år med op- og nedture, som jeg altid vil huske på godt og ondt!

 

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

 

 

Grib det nu – det satans BPA-liv!

Grib det nu – det satans BPA-liv!

Borgerstyret Personlig Assistance – BPA løsning – Serviceloven §95 og §96 – BPA arbejdsleder – BPA ordning – BPA bureau – .. Ja, for dig, som ordene ikke fortæller dig noget. Dét kommer jeg til om lidt..

For jeg skal lige indlede mit opråb :))

Der har været en masse palaver på det seneste, om at BPA-ordningen (Borgerstyret Personlig Assistance) er under pres, og åh åh, bare de nu ikke afskaffer den, og så videre i den dur. Måske er det på tide, at ændre melodien og fortælle lidt om, hvor livsvigtig den er, for at man kan føre det liv, man egentlig ønsker sig. Det er lige præcis det, jeg har tænkt mig at gøre i det følgende.

 

Men lige inden, jeg skriver videre.. forklarer jeg lige hvad BPA – Borgerstyret Personlig Assistance er, for dig som læser med, men som ikke er bekendt med hvad dét er:

BPA er forkortelsen af

Borgerstyret Personlig Assistance

Som er et tilbud fra vores kommuner til mennesker der har et handicap, om at opnå hjælp til omfattende pleje, hjælp, ledsagelse og overvågning. Det er et ordnet tilbud under:

Serviceloven §95 og §96

Det omtales også som en BPA ordning eller en BPA løsning.

Og du kan være arbejdsleder i ordningen, hvor du selv står for at rekruttere lige præcis de hjælpere, som du ønsker tæt på dig til at hjælpe dig. Samtidig kan du vælge at lægge administrationsdelen over i et BPA bureau eller et hjælperordningsfirma, som så assisterer dig, ved at udføre lønudbetalinger, ATP- og pensionsindbetalinger samt forsikrer dine medarbejdere, så de kan passe på dig rigtig længe 😉

Via BPA-ordningen får du så hjælp til alle de juridiske og retslige arbejdsgiverforpligtelser, så du ikke kommer til at ‘fucke det op’. Og hvis du lander her i BPA bureauet Din Hjælperordning – som jeg er hos – så får du hjælp til vagtplaner, rekruttering af hjælpere, vikarservice, rådgivning og vejledning i fx APV eller afholdelse af MUS med dine hjælpere.

Yep! Dét var så da nærmest en grundig indføring i dét med hvad BPA-ordningen er :))

Så, nu er jeg klar til at fortælle videre..

 

Jeg har haft døgnhjælp i 24 år, lige præcis i skrivende stund. Og jeg elsker det!

Som 20-årig yngling, blev jeg kastet direkte i ilden, og fik det fulde arbejdsgiveransvar for et hold på 5. Jeg fik at vide, at hvis ikke jeg løftede opgaven, ville der gå 5 minutter, så ville jeg havne på plejehjem eller en døgninstitution. Det skulle jeg ikke nyde noget af!

 

Jeg havde dårligt rørt et par bryster første gang, verden lå for mine fødder, og jeg skulle vise dem!

Jeg fik en kort introduktion til lønsystemet, og så kørte toget. Det var mine kompetencer som leder og chef. De første 5 år begik jeg alle de fejltagelser, man kan komme i tanker om. Jeg ansatte en blanding af de gutter, jeg mente kunne blive de bedste venner, og de mest veldrejede skønheder, jeg kunne finde. Som om det ikke skulle være nok, lagde jeg også det fulde ansvar for mit liv over på dem, og brugte dem som moder- og faderfigurer.

Jeg var helt åben og naivt uskyldig. Jeg havde mange konflikter og meget udskiftning i de år af de grunde, men også fordi jeg var en elendig administrator. Men stædigt blev jeg ved!  Jeg ville vise, at jeg var den bedste BPA arbejdsleder, og havde den mest velfungerende hjælperordning og BPA løsning i Danmark! Jeg gik op i det med liv og sjæl.

I starten troede jeg at det var gjort med at være god til den administrative del, men jeg lavede mange bommerter. På et tidspunkt blev arbejdsgiveransvaret overtaget af kommunen. Jeg så det dengang som et kæmpe nederlag, men da jeg i stedet begyndte at fokusere på at give indhold til mit eget liv, begyndte der at ske ting og sager.

Som bekendt fandt jeg ud af, at jeg ville være skuespiller. Så jeg rejste til England, med hjælpere og det hele, og begyndte at læse til skuespiller. Jeg får det til at lyde så let, jeg ved det godt, men det var det selvfølgelig ikke. Der var ikke mange dengang, der havde rejst fra Danmark mere end en uge eller 14 dage. Jeg var afsted et helt år. Det var en kamp, men det er en helt anden historie, jeg gerne kommer ind på i en anden sammenhæng.

 

Grib det nu – det satans BPA-liv!

Men jeg fandt gradvist ud af, hvordan jeg bruger min BPA-ordning til at skabe det fedeste liv, jeg overhovedet kan drømme om.

Jeg kan arbejde som skuespiller på film og teater, jeg har været på turné flere gange. Jeg har underholdt med et soloshow rundt omkring i Danmark, og jeg har lavet en EP. Alt det har jeg kunnet gøre, fordi jeg har hjælpere på døgnet rundt. Det er da for fedt! Med BPA løsning og døgnhjælp er mit handicap stort set elimineret. Jeg er taknemlig og jeg vil værne om den med mit liv. Jeg ved, det lyder dramatisk, men jeg mener det faktisk. Jeg kan ikke leve uden den!

Selvfølgelig kan det også have sine bagsider at være omgivet af mennesker døgnet rundt. Vagtplaner skal laves og hjælpere skal hyres eller fyres. Folk skal instrueres, høres og ses.

Men er det ikke en ringe pris for at kunne leve det liv, du ønsker dig?

Det synes jeg i hvert fald.

 

Og ja, jeg kender godt følelsen af koldsved, der springer frem over hele kroppen, når kommunen kommer på besøg, og gerne vil tale med én. Men de skal gøre det. Det er kun en beskyttelse af både dig og dine hjælpere. Det er min erfaring, at viser du at du bruger BPA ordningen til at skabe dig et godt og aktivt liv, så er det sværere for nogen som helst at trække tæppet væk under dig.

Vi har alle rettigheder og pligter. Hvis du har et BPA bureau i ryggen, som kan støtte dig og være din sparringspartner, så er der jo bare tilbage at finde ud af, hvad du vil i livet.

 

Så hvad vil du bruge det til, det liv?

Skuespiller og Musiker

Mikkel Lund

 

PS: Du kan læse mere om BPA-ordningen her: https://dho.dk/bpa-ordning/

Og her på vores YouTube kanal, kan du se en video hvor vi forklarer i dybden hvad BPA-ordningen er! https://www.youtube.com/watch?v=gUdiBjJSTKY

 

Handicap – Sex – Ligeværdighed

Handicap – Sex – Ligeværdighed

Handicap – Sex – Ligeværdighed

Hvis mennesker skiller sig ud rent fysisk, er de så ikke længere lækre?

I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap – Sex – Ligeværdighed’, hvor han ønsker vi forholder os til om et menneske med et handicap opleves ligeværdigt attraktivt og seksuelt som andre, eller ej? Og hvad skaber dét vi oplever?

Lyt med, og giv gerne dit besyv med til debatten!

 

Lyt her!

med Sami Hajslund Blogger i DHO | Om handicap – sex – ligeværdighed. Lyt her!

Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.

Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.

Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.

Det er sommer. Sommeren i år er bedre end sidste år. Ikke så varmt. Regn ind i mellem. Landmændene er vist også glade, det bliver en god høst. Når man bor i en storby trækker man udenfor om sommeren. Det gør man også når man bor på landet eller i provinsen, men her i byen er der flere mennesker. Der er mennesker overalt. Ved Nordhavn eller på Islandsbrygge, kan man svømme, sove, tage sol og læse på et håndklæde. Midt i byen. Egentligt en luksus.

Har man en sygdom, fysisk så vel som psykisk, kan man, bundet i uvidenhed og selvstigmatisering let føle sig udenfor.

Det mærker man ofte om sommeren. Mennesker er sociale væsner, men den sociale kontakt er ofte svær, især hvis man er ramt af et eller andet, måske et handicap. Man sidder i biografens mørke, enten alene, med sin elskede, en ven eller et familiemedlem. Måske er man gift og føler sig ensom i sit ægteskab. Måske har man ingen venner, eller dem der er tilbage kan tælles på én hånd og er spredt ud i hele landet. Måske er begge ens forældre døde, eller man har dårlig kontakt dem der endnu er i live. Måske er man enebarn, eller har en halvsøster som man aldrig ser. Måske er den eneste kontakt man har med et andet menneske i løbet af ugen, en hjælper eller én fra hjemmeplejen.

Så er det godt at der findes bøger.

Hvis man er blind eller ikke orker at læse en bog til ende, findes der tilmed lydbøger. Her er e-reolen et fornuftigt sted at starte. Det er bibliotekernes udbud af lydbøger og e-bøger og det er ganske gratis.

 

I forsommeren læste jeg Peter Høegs ‘Gennem dine øjne’

Peter Høeg er forfatteren bag ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’ som blev filmatiseret af Bille August og blev en international bestseller. Peter Høeg har udviklet sig en del, siden gennembruddet og ‘Gennem dine øjne’, er en anden slags roman. En interessant og vigtigt bog.

Rigtigt god at læse hvis man kæmper med depressioner, har været udsat for incest eller har andre traumer i bagagen. Den er også god at læse, hvis man har småt med penge eller er på førtidspension.

Romanen er fortællingen om Peter, der opsøger en klinik i Århus, der via neuropsykologien rejser ind i menneskets bevidsthed og forsøger at helbrede dem fra gamle traumer eller psykiske lidelser. Peter opsøger klinikken, da han vil redde sin barndomsven Simon, som har forsøgt at tage livet af sig. Han møder på klinikken Lisa, lederen på stedet, der viser sig at være en gammel ven fra børnehaven. Lisa selv, kan ikke huske sin barndom, da hun på grund af et traume har fortrængt den. Peter og Lisa finder sammen og prøver nu sammen at redde Simon.

Gennem dine øjne af Peter Høeg, følger to spor; nutiden og fortiden. Lisa, Simon og Peter gik i samme børnehave og kom der så tæt på hinanden, at de til sidst kunne ændre nutiden ved at trænge ind i den umiddelbare fortid. Senere blev Lisa en førende forsker på området og hun inddrager nu Peter i en række hemmeligstemplede eksperimenter med bl.a. incestofre og krænkere. Lisa har, som nævnt, selv i forbindelse med sit barndomstraume mistet hukommelsen for hele barndommen, og titlen refererer til, at Peter gennem seancerne hjælper hende med at genkalde minderne.

Simon, Lisa og jeg-fortælleren Peter udgør en tredobbelt version af forfatterens favoritfigur, som man kan genkende fra ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’: Det sensitive og suveræne barn, der når det kommer til stykket, ikke har videre lyst til at blive voksen, sådan som begrebet er defineret af mange. Peter og Lisa får adgang til den virkelige virkelighed, intet mindre end menneskehedens kollektive bevidsthed.

 

Da historien begynder, har Simon, som på nutidsplanet for længst er voksen, forsøgt at begå selvmord ved at fylde sig med piller og sprut og køre vildt i sin bil.

Da romanen slutter et halvt år efter, har han døvet sig med piller og sprut og sat ild til sit hus og forladt dette liv. Mellem selvmordsforsøget og selvmordsbranden bliver vi vidner til Peters og Lisas forsøg på ad teknisk-terapeutisk vej at føre ham tilbage til en tro på livet.

Men hvor dette projekt altså slår fejl, lykkes det modsat for Peter at give Lisa erindring tilbage om hendes første syv leveår. Gennem sin beretning om de tre kammeraters bevidsthedsrejser og eventyrlige bedrifter, skaber Peter sådan set også den fiktion, vi sidder og læser. Man kan sige at bogen konfronterer spiritualiteten og den hypermoderne videnskab.

Når forfatteren Peter først i romanen opsøger Lisa, som han ikke har set siden børnehaven, skyldes det nemlig, at hun lidt uden for Aarhus leder det hemmelige forskningscenter, hvor man via skanninger, hologrammer og sindrige skærmprojektioner kan begive sig direkte ind i et menneskes hjerne.

Personalet kan simpelthen simulere det fysiske grundlag for en enkelt bevidsthed, og de kan tilmed overskride grænsen fra individuel til kollektiv bevidsthed, sådan at de bag seksuelle overgreb kan se ind i alle overgreb. Bag et krigstraume ser de lidelsen som sådan.

Det enestående er nu, at denne synsevne besad trioen Peter, Simon og Lisa allerede som børn. De så begivenheder, før disse fandt sted. De forudså tre dage forinden, Cubakrisen i 1962, de reddede en dreng fra at få meningitis ved at bade nær et kloakudløb og de frelste mirakuløst en kammerat fra at få hovedet knust mod en radiator. Børnehavens rengøringshjælp fik lige akkurat sat hånden imellem og for at det ikke skal være løgn, viser hun den frem til allersidst i bogen. Hun gør nemlig rent på Lisas højest usædvanlige center.

 

Gennem dine øjne af Peter Høeg hylder det virkelige møde mellem mennesker. Det møde som til tider kan være så svært. Rejser vi ‘gennem hinandens øjne’, kan vi måske møde hinanden i hengivenhed, tillid og tro og med en ro så urokkelig som elefantens og giraffens på savannen og tapirens i regnskoven. Vi kan være der for hinanden og få det bedste frem i alle.

Nu hvor det er sommer og man som kåd indbygger i dette land, trækker udenfor, på stranden, havnepromenaden, provinsens snørklede gågader, er det måske værd at tænke på, især hvis man føler sig udenfor. Vi er ikke alene, dette er en illusion. Når det kommer til stykket, er vi alle ét.

 

Gennem dine øjne af Peter Høeg udkom i 2018 på forlaget Rosinante og findes på ethvert folkebibliotek.

 

 

Handicap og løn

Handicap og løn

Handicap og løn

I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap og løn’, hvor han vil fortælle om vigtigheden af, at anerkende mennesker for deres arbejdsindsats. Naturligvis også mennesker med et handicap!

Lyt med her, og giv gerne dit besyv med til debatten om handicappede der er tilkendt førtidspension, skal lønnes for et stykke arbejde?

 

Lyt her!

med Sami Hajslund Blogger i DHO | Om handicap og løn. Lyt her!