Boganmeldelse af Mennesket i centrum af Mette Drejer

Boganmeldelse af Mennesket i centrum af Mette Drejer

– en guide til personlig ledelse og BPA-samarbejdet 

Mennesket i centrum af Mette Drejer er en fin starthjælp til borgere som lige har fået en BPA, og de mere ”garvede” kan også finde guldkorn. Men når man læser, skal man huske at se det med en mors øjne.

 

Boganmeldelse af Mikkel Lund, d. 1. juni 2020.

 

Det er ikke en dårlig ting, at bogen er skrevet med det udgangspunkt, men det giver bogen en farve og jeg skulle i hvert fald koncentrere mig om at ” filtrere” teksten og bare læse det der står.

På forsiden står der at jeg sidder med en guide til personlig ledelse og det gode samarbejde i en hjælperordning. Man bliver da også taget pænt i hånden og guidet igennem 5 stadier, som er essentielle for at kunne starte en ordning. I et 6. kapitel sluttes der af med en guide til, hvordan man afslutter dette meget specielle arbejdsforhold i fred og fordragelighed og skilles som venner, nærmest.

Bogen er meget metodisk, pædagogisk og enkelt bygget op. Hvert kapitel starter med et oplæg, efterfulgt af nogle opgaver, hvor man selv kan reflektere over emnet, hvilket jeg synes er en rigtig god idé. For til sidst står man jo selv med aben.

 

Men der hvor mine kognitive vanskeligheder virkelig kommer op at danse, er ved afslutningen af hvert kapitel. Her får vi 3 forskellige vinkler på ordningen, i form af testimonials fra brugere, hjælpere og pårørende, hvilket fungerer i nogle kapitler, mens det eksploderer i et festfyrværkeri af tilkendegivelser, der flyver i alle retninger og efterlader mig som læser helt stakåndet.

 

Der hvor bogen virkelig vinder over mig, det er i 1. kapitel der handler om accept af sin situation og at man har brug for hjælp. Jeg blev virkelig ramt!

Ikke bare fordi jeg spurgte mig selv, om jeg virkelig 100 % har accepteret min situation, men også fordi jeg fik set en flig af hvordan hele det her cirkus ser ud gennem mors øjne. Min mors. Har hun haft lignende følelser, lignende oplevelser? Jeg måtte lægge bogen fra mig, og gå ind i mig selv en dags tid. Der ligger helt klart noget guld til mig dér.

 

Et andet kapitel, hvor jeg tror jeg kan hente noget og det er kapitlet om kommunikation i hverdagen. Det er et meget pædagogisk kapitel helt uden kanter. Der er nogen, der kan sit ”girafsprog”. Ikke et ondt ord om ”girafsprog”. Men i min verden kan det hurtigt blive lidt fortænkt at gå igennem livet uden at hæve stemmen.

Alligevel bliver jeg flået i alle retninger og kan komme helt op at koge. Det siger mig, at der også her er noget at hente for mig. Det er fedt!

 

Det er blevet tid til at samle op og runde af.

Denne bog – en guide til personlig ledelse og BPA-samarbejdet – har jeg tænkt mig, at læse igen. Også med min mor. Hvis hun har lysten til det. Modet har hun. Det ved jeg nu. Jeg vil løse opgaverne og se, hvor det tager mig hen.

I mine øjne er denne bog en guide til hvordan man kommer i gang med en BPA. Den vil gerne være mere end det. Men jeg synes det er et stærkt værktøj til nye borgere. Jeg ville godt have haft den, da jeg startede. Men jeg er glad for at den er her nu, så nye borgere har en bedre grund at stå på, inden hjælperen kommer ind af døren.

 

Fordyb dig videre her:

I Mette Drejers eget website

Og via hendes facebookside

 

 

 

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

Tre år på gymnasiet!

Det første år er i starten en smule akavet, andet år er man rigtigt blevet tømret godt sammen..

og det tredje og afsluttende år skal man bare have det for fedt! Er det ikke sådan, det er? Tjo, for mange er det sikkert sådan, men ikke for mig.

I Horsens, hvor jeg bor, havde vi to gymnasier, som man kunne vælge imellem. Det ene, som var tættest på mit hjem, var det mest centrale og klart det største. Det var her alle de smarte elever gik, og fik rigtig høje karakterer. De fleste af mine venner og veninder skulle på dette gymnasium, og det var et sted, som jeg også godt kunne tænke mig at gå. Vi kunne, imens vi gik i folkeskole, prøve en uge på gymnasiet, og jeg valgte at være en uge her. Det var meget fedt at prøve!

I løbet af ugen, så jeg dog et stort problem ved at gå på dette gymnasium – der var fire etager… Det betød, at jeg skulle med en elevator nærmest hele tiden! Ved hvert lokaleskifte, i alle frikvarterer, i frokostpausen – ja, rigtig mange gange i løbet af dagen. Som sådan var det jo ikke noget stort problem, da jeg havde egen nøgle til elevatoren, og (de fleste af) de andre elever godt kunne lade den være til mig. Men inklusionsmæssigt var det en stor udfordring!

Jeg var hele tiden bagefter. Jeg kunne ikke fysisk nå at komme med de andre til frikvarterer udenfor, til frokostpause i kælderen eller når vi skulle skifte lokale.

Igen, kan det virke som et mindre problem, men disse små transporter til eller fra lokaler var meget sociale for de andre elever, og jeg kunne hurtigt mærke, at jeg ikke var med dem socialt. Det var her man ofte dannede grupper til den næste opgave. Det var her man snakkede om, hvem man havde scoret i weekenden, og det var her man aftalte at hænge ud sammen efter skoletid. Selvfølgelig kunne jeg igen komme med i snakken, når jeg mødtes med dem igen i det nye lokale, men det var ofte allerede for sent, og der var allerede godt gang i det interne – bare uden mig.

 

Jeg havde ikke lyst til at fortsætte med at halte bagefter på det sociale plan de næste tre år, så jeg besluttede mig for at besøge det andet gymnasium i byen i stedet for.

Her husker jeg tydeligt, at jeg blev mødt af rektor, som nærmest sprang frem, for at åbne den tunge hoveddør for mig. Han udbrød med det samme.

”Hvis du skal gå her, skal vi da have installeret en elektrisk døråbner!”.

Med det samme følte jeg mig velkommen, og eftersom dette gymnasium var bygget i ét plan, med brede døre og uden dørtrin, valgte jeg dette som min nye uddannelsesinstitution. Dette gymnasium og hele deres stab af personale var enormt imødekommende og hjælpsomme. Meget hurtigt fik de lavet et stort handicaptoilet med loftlift og briks. Jeg fik en computer stillet til rådighed, og de var også meget hjælpsomme, i forhold til at jeg skulle have en SPS-ordning og ekstra tid til eksamen. De vidste fra starten, at jeg sandsynligvis ville være mere fraværende end mine klassekammerater, så jeg fik lavet en speciel ordning i forhold til overskridelse af fraværsprocent.

 

Første år i gymnasiet var akavet og sjovt – præcis som det skal være! Andet år var en voldsom rutschebanetur for mig og mine hjælpere, desværre! Her mødte vi flere store forhindringer på det kommunale plan.

For det første fyldte jeg 18 år, hvilket betød, at jeg ikke længere var i ungdomsafdelingen hos kommunen.

Nu skulle jeg overflyttes til Myndighedsafdelingen, hvor mine hjælpere skulle ansættes på ny – til en væsentligt ringere løn og dårligere vilkår. Det gav mange frustrationer og hjælpere som ikke var glade, når de var på arbejde.

Dette havde stor indflydelse på mig, da jeg kunne mærke på dem, at de var triste og vrede. Det gjorde det svært for mig at være hundrede procent gymnasieelev på det tidspunkt – med mine egne glæder og sorger, som følger med et liv på gymnasiet.

Dernæst var der den obligatoriske ryste-sammen-tur. Turen skulle gå til Berlin, hvilket var fint med mig, da jeg havde hørt meget godt om byen i forhold til handicapvenlighed. Den største udfordring viste sig dog at være den kommunale velvillighed til at hjælpe. Der var absolut ingen hjælp at hente, ingen forståelse for min situation – eller sågar hjælpernes situation desværre! Historien er lang og grotesk på mange måder, og jeg vil spare jer for den lange version her, men alfa og omega er, at jeg IKKE kom afsted til Berlin.

Nej, faktisk kunne jeg ikke engang få en afgørelse på sagen før cirka en uge før afrejse, så der var ikke meget at gøre. Jeg måtte blive hjemme og skrive en opgave i stedet for!

Dette var svært for mig at komme over. Mest fordi, at jeg kunne mærke en kæmpestor forskel på mine klassekammerater efter de kom hjem fra turen.

De var naturligvis kede af det på mine vegne, og forsøgte at vise mig billeder og fortælle mig om oplevelser, for at fortælle mig om turen. Men de havde jo været sammen dag og nat. De havde rigtig mange oplevelser og minder sammen, som jeg ikke var med i, og det var svært at være med i deres samtaler, frustrationer og grin i perioden herefter.

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

 

Turen til Berlin knækkede kurven lidt for mig på det inklusionsmæssige plan, desværre.

Men i 3.g skulle vi på tur igen. Denne gang havde jeg en anden sagsbehandler, som arbejdede en del hurtigere. Jeg fik lov af skolen at være med til at vælge, hvor turen skulle gå hen, så jeg kunne være med bedst muligt. Jeg valgte London, og vi fik en rigtig god tur ud af det. Jeg var med langt de fleste steder, og jeg havde mulighed for at bestille et hotel i nærheden af de andres. Jeg var med, og jeg følte mig slet ikke ekskluderet på samme måde, som jeg gjorde, da turen gik til Berlin. Dejligt! Jeg var med i fællesskabet igen, selvom jeg godt kunne mærke, at Berlin havde sat sine store fodspor i mig og mit forhold til mine klassekammerater.

 

Sidste år på gymnasiet handlede mest om fester og eksaminer. Sådan skal det vist være. Men jeg kan huske, at jeg, frygtede studenterkørsel rigtig meget, da den tid nærmede sig!

Jeg kunne ikke helt slippe nederlaget og følelsen var eksklusion under ryste-sammen-turen til Berlin. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne være med til denne klimaks-begivenhed! Denne tur var så vigtigt for mig, at jeg ikke ville acceptere at køre rundt i min egen bil efter mine klassekammerater, som ville sidde og feste i et andet køretøj – uden mig!

Derfor tog jeg med det samme roret her, og meldte mig frivilligt til at organisere studenterkørsel. Vi fik fat i en lastbil, hvor jeg kunne køre ombord, og minsandten om ikke den søde lastbilchauffør havde installeret bespænding til min kørestol i gulvet! Det var så dejligt inkluderende for mig at være med her, og det var den perfekte afslutning på tre år med op- og nedture, som jeg altid vil huske på godt og ondt!

 

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

 

 

Grib det nu – det satans BPA-liv!

Grib det nu – det satans BPA-liv!

Grib det nu – det satans BPA-liv!

Der har været en masse palaver på det seneste, om at BPA-ordningen er under pres, og åh åh, bare de nu ikke afskaffer den, og så videre i den dur. Måske er det på tide, at ændre melodien og fortælle lidt om, hvor livsvigtig den er, for at man kan føre det liv, man egentlig ønsker sig. Det er lige præcis det, jeg har tænkt mig at gøre i det følgende.

 

Jeg har haft døgnhjælp i 24 år, lige præcis i skrivende stund. Og jeg elsker det!

Som 20-årig yngling, blev jeg kastet direkte i ilden, og fik det fulde arbejdsgiveransvar for et hold på 5. Jeg fik at vide, at hvis ikke jeg løftede opgaven, ville der gå 5 minutter, så ville jeg havne på plejehjem eller en døgninstitution. Det skulle jeg ikke nyde noget af!

 

Jeg havde dårligt rørt et par bryster første gang, verden lå for mine fødder, og jeg skulle vise dem!

Jeg fik en kort introduktion til lønsystemet, og så kørte toget. Det var mine kompetencer som leder og chef. De første 5 år begik jeg alle de fejltagelser, man kan komme i tanker om. Jeg ansatte en blanding af de gutter, jeg mente kunne blive de bedste venner, og de mest veldrejede skønheder, jeg kunne finde. Som om det ikke skulle være nok, lagde jeg også det fulde ansvar for mit liv over på dem, og brugte dem som moder- og faderfigurer.

Jeg var helt åben og naivt uskyldig. Jeg havde mange konflikter og meget udskiftning i de år af de grunde, men også fordi jeg var en elendig administrator. Men stædigt blev jeg ved!  Jeg ville vise, at jeg var den bedste arbejdsgiver, og havde den mest velfungerende hjælperordning i Danmark! Jeg gik op i det med liv og sjæl.

I starten troede jeg at det var gjort med at være god til den administrative del, men jeg lavede mange bommerter. På et tidspunkt blev arbejdsgiveransvaret overtaget af kommunen. Jeg så det dengang som et kæmpe nederlag, men da jeg i stedet begyndte at fokusere på at give indhold til mit eget liv, begyndte der at ske ting og sager.

Som bekendt fandt jeg ud af, at jeg ville være skuespiller. Så jeg rejste til England, med hjælpere og det hele, og begyndte at læse til skuespiller. Jeg får det til at lyde så let, jeg ved det godt, men det var det selvfølgelig ikke. Der var ikke mange dengang, der havde rejst fra Danmark mere end en uge eller 14 dage. Jeg var afsted et helt år. Det var en kamp, men det er en helt anden historie, jeg gerne kommer ind på i en anden sammenhæng.

 

Grib det nu – det satans BPA-liv!

Men jeg fandt gradvist ud af, hvordan jeg bruger min hjælperordning til at skabe det fedeste liv, jeg overhovedet kan drømme om.

Jeg kan arbejde som skuespiller på film og teater, jeg har været på turné flere gange. Jeg har underholdt med et soloshow rundt omkring i Danmark, og jeg har lavet en EP. Alt det har jeg kunnet gøre, fordi jeg har hjælpere på døgnet rundt. Det er da for fedt! Med døgnhjælp er mit handicap stort set elimineret. Jeg er taknemlig og jeg vil værne om den med mit liv. Jeg ved, det lyder dramatisk, men jeg mener det faktisk. Jeg kan ikke leve uden den!

Selvfølgelig kan det også have sine bagsider at være omgivet af mennesker døgnet rundt. Vagtplaner skal laves og hjælpere skal hyres eller fyres. Folk skal instrueres, høres og ses.

Men er det ikke en ringe pris for at kunne leve det liv, du ønsker dig?

Det synes jeg i hvert fald.

 

Og ja, jeg kender godt følelsen af koldsved, der springer frem over hele kroppen, når kommunen kommer på besøg, og gerne vil tale med én. Men de skal gøre det. Det er kun en beskyttelse af både dig og dine hjælpere. Det er min erfaring, at viser du at du bruger ordningen til at skabe dig et godt og aktivt liv, så er det sværere for nogen som helst at trække tæppet væk under dig.

Vi har alle rettigheder og pligter. Hvis du har et bureau i ryggen, som kan støtte dig og være din sparringspartner, så er der jo bare tilbage at finde ud af, hvad du vil i livet.

 

Så hvad vil du bruge det til, det liv?

Skuespiller og Musiker

Mikkel Lund

 

PS: Du kan læse mere om BPA-ordningen her: https://dho.dk/bpa-ordning/

Og her på vores YouTube kanal, kan du se en video hvor vi forklarer i dybden hvad BPA-ordningen er! https://www.youtube.com/watch?v=gUdiBjJSTKY

 

Handicap – Sex – Ligeværdighed

Handicap – Sex – Ligeværdighed

Handicap – Sex – Ligeværdighed

Hvis mennesker skiller sig ud rent fysisk, er de så ikke længere lækre?

I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap – Sex – Ligeværdighed’, hvor han ønsker vi forholder os til om et menneske med et handicap opleves ligeværdigt attraktivt og seksuelt som andre, eller ej? Og hvad skaber dét vi oplever?

Lyt med, og giv gerne dit besyv med til debatten!

 

Lyt her!

med Sami Hajslund Blogger i DHO | Om handicap – sex – ligeværdighed. Lyt her!

Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.

Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.

Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.

Det er sommer. Sommeren i år er bedre end sidste år. Ikke så varmt. Regn ind i mellem. Landmændene er vist også glade, det bliver en god høst. Når man bor i en storby trækker man udenfor om sommeren. Det gør man også når man bor på landet eller i provinsen, men her i byen er der flere mennesker. Der er mennesker overalt. Ved Nordhavn eller på Islandsbrygge, kan man svømme, sove, tage sol og læse på et håndklæde. Midt i byen. Egentligt en luksus.

Har man en sygdom, fysisk så vel som psykisk, kan man, bundet i uvidenhed og selvstigmatisering let føle sig udenfor.

Det mærker man ofte om sommeren. Mennesker er sociale væsner, men den sociale kontakt er ofte svær, især hvis man er ramt af et eller andet, måske et handicap. Man sidder i biografens mørke, enten alene, med sin elskede, en ven eller et familiemedlem. Måske er man gift og føler sig ensom i sit ægteskab. Måske har man ingen venner, eller dem der er tilbage kan tælles på én hånd og er spredt ud i hele landet. Måske er begge ens forældre døde, eller man har dårlig kontakt dem der endnu er i live. Måske er man enebarn, eller har en halvsøster som man aldrig ser. Måske er den eneste kontakt man har med et andet menneske i løbet af ugen, en hjælper eller én fra hjemmeplejen.

Så er det godt at der findes bøger.

Hvis man er blind eller ikke orker at læse en bog til ende, findes der tilmed lydbøger. Her er e-reolen et fornuftigt sted at starte. Det er bibliotekernes udbud af lydbøger og e-bøger og det er ganske gratis.

 

I forsommeren læste jeg Peter Høegs ‘Gennem dine øjne’

Peter Høeg er forfatteren bag ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’ som blev filmatiseret af Bille August og blev en international bestseller. Peter Høeg har udviklet sig en del, siden gennembruddet og ‘Gennem dine øjne’, er en anden slags roman. En interessant og vigtigt bog.

Rigtigt god at læse hvis man kæmper med depressioner, har været udsat for incest eller har andre traumer i bagagen. Den er også god at læse, hvis man har småt med penge eller er på førtidspension.

Romanen er fortællingen om Peter, der opsøger en klinik i Århus, der via neuropsykologien rejser ind i menneskets bevidsthed og forsøger at helbrede dem fra gamle traumer eller psykiske lidelser. Peter opsøger klinikken, da han vil redde sin barndomsven Simon, som har forsøgt at tage livet af sig. Han møder på klinikken Lisa, lederen på stedet, der viser sig at være en gammel ven fra børnehaven. Lisa selv, kan ikke huske sin barndom, da hun på grund af et traume har fortrængt den. Peter og Lisa finder sammen og prøver nu sammen at redde Simon.

Gennem dine øjne af Peter Høeg, følger to spor; nutiden og fortiden. Lisa, Simon og Peter gik i samme børnehave og kom der så tæt på hinanden, at de til sidst kunne ændre nutiden ved at trænge ind i den umiddelbare fortid. Senere blev Lisa en førende forsker på området og hun inddrager nu Peter i en række hemmeligstemplede eksperimenter med bl.a. incestofre og krænkere. Lisa har, som nævnt, selv i forbindelse med sit barndomstraume mistet hukommelsen for hele barndommen, og titlen refererer til, at Peter gennem seancerne hjælper hende med at genkalde minderne.

Simon, Lisa og jeg-fortælleren Peter udgør en tredobbelt version af forfatterens favoritfigur, som man kan genkende fra ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’: Det sensitive og suveræne barn, der når det kommer til stykket, ikke har videre lyst til at blive voksen, sådan som begrebet er defineret af mange. Peter og Lisa får adgang til den virkelige virkelighed, intet mindre end menneskehedens kollektive bevidsthed.

 

Da historien begynder, har Simon, som på nutidsplanet for længst er voksen, forsøgt at begå selvmord ved at fylde sig med piller og sprut og køre vildt i sin bil.

Da romanen slutter et halvt år efter, har han døvet sig med piller og sprut og sat ild til sit hus og forladt dette liv. Mellem selvmordsforsøget og selvmordsbranden bliver vi vidner til Peters og Lisas forsøg på ad teknisk-terapeutisk vej at føre ham tilbage til en tro på livet.

Men hvor dette projekt altså slår fejl, lykkes det modsat for Peter at give Lisa erindring tilbage om hendes første syv leveår. Gennem sin beretning om de tre kammeraters bevidsthedsrejser og eventyrlige bedrifter, skaber Peter sådan set også den fiktion, vi sidder og læser. Man kan sige at bogen konfronterer spiritualiteten og den hypermoderne videnskab.

Når forfatteren Peter først i romanen opsøger Lisa, som han ikke har set siden børnehaven, skyldes det nemlig, at hun lidt uden for Aarhus leder det hemmelige forskningscenter, hvor man via skanninger, hologrammer og sindrige skærmprojektioner kan begive sig direkte ind i et menneskes hjerne.

Personalet kan simpelthen simulere det fysiske grundlag for en enkelt bevidsthed, og de kan tilmed overskride grænsen fra individuel til kollektiv bevidsthed, sådan at de bag seksuelle overgreb kan se ind i alle overgreb. Bag et krigstraume ser de lidelsen som sådan.

Det enestående er nu, at denne synsevne besad trioen Peter, Simon og Lisa allerede som børn. De så begivenheder, før disse fandt sted. De forudså tre dage forinden, Cubakrisen i 1962, de reddede en dreng fra at få meningitis ved at bade nær et kloakudløb og de frelste mirakuløst en kammerat fra at få hovedet knust mod en radiator. Børnehavens rengøringshjælp fik lige akkurat sat hånden imellem og for at det ikke skal være løgn, viser hun den frem til allersidst i bogen. Hun gør nemlig rent på Lisas højest usædvanlige center.

 

Gennem dine øjne af Peter Høeg hylder det virkelige møde mellem mennesker. Det møde som til tider kan være så svært. Rejser vi ‘gennem hinandens øjne’, kan vi måske møde hinanden i hengivenhed, tillid og tro og med en ro så urokkelig som elefantens og giraffens på savannen og tapirens i regnskoven. Vi kan være der for hinanden og få det bedste frem i alle.

Nu hvor det er sommer og man som kåd indbygger i dette land, trækker udenfor, på stranden, havnepromenaden, provinsens snørklede gågader, er det måske værd at tænke på, især hvis man føler sig udenfor. Vi er ikke alene, dette er en illusion. Når det kommer til stykket, er vi alle ét.

 

Gennem dine øjne af Peter Høeg udkom i 2018 på forlaget Rosinante og findes på ethvert folkebibliotek.

 

 

Handicap og løn

Handicap og løn

Handicap og løn

I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap og løn’, hvor han vil fortælle om vigtigheden af, at anerkende mennesker for deres arbejdsindsats. Naturligvis også mennesker med et handicap!

Lyt med her, og giv gerne dit besyv med til debatten om handicappede der er tilkendt førtidspension, skal lønnes for et stykke arbejde?

 

Lyt her!

med Sami Hajslund Blogger i DHO | Om handicap og løn. Lyt her!

Og så ryger handicappede igen på bordet som valgflæsk..

Og så ryger handicappede igen på bordet som valgflæsk..

Og så ryger handicappede igen på bordet som valgflæsk..

 

I dag kan du lytte med til Sami’s interessante observationer om det kommende folketingsvalg.

Om hvordan handicappede ofte bruges som valgflæsk og stemmesluger, lige indtil det hele er overstået og man står tilbage med en usynlig politiker og tomme løfter..

Deltag gerne i debatten i kommentarfeltet nedenfor – hvad skal vores politikere fokusere på i forhold til handicap- og socialpolitik?

 

Lyt her!

med Sami Hajslund Blogger i DHO | Om... Lyt her!

Skal du lukke din indre vildskab ud?

Skal du lukke din indre vildskab ud?

Skal du lukke din indre vildskab ud?

Jeg har været i kontakt med Ivan Michelsen fra firmaet ”Cold Hawaii Vildmarksbade”. De producerer bæredygtige shelters, hytter, saunaer og vildmarksbade – der nu også bliver handicapvenlige! De har en udlejningsstation, hvor man kan leje et bad, en sauna etc. og hvis man har pengepungen i orden, kan man selvfølgelig også købe sin helt egen hytte eller vildmarksbad.

 

Af handicapvenlige løsninger har de blandt andet udviklet en ny sauna med en bred dør på 90 centimeter..

så der er plads til en kørestol. Saunaen kan fås både uden og med omklædningsrum, og såfremt man vælger dette tilkøb, så er døren til omklædningsrummet selvfølgelig også bred nok til en kørestol.

 

Senere på året vil der komme en lift, der kan tåle at stå ude hele året, som man kan sætte fast på vildmarksbadet og derved blive liftet ned, såfremt man sidder i kørestol. Nede i badet vil der være en sele, som støtter personer, der ikke selv er i stand til at bære deres egen vægt.

Ivan har desuden forsikret mig om, at der selvfølgelig også er plads til en hjælper i badet

 

Hvis det har vækket din indre, vilde side og interesse..

så kan du finde ud af meget mere om projektet på hjemmesiden: https://coldhawaiivildmarksbad.dk/

Her kan du også læse mere om produkterne, og hvor i landet de befinder sig. Du kan naturligvis også finde frem til diverse kontaktoplysninger, såfremt du har videre spørgsmål.

 

Jeg ejer nok ikke selv den type ”vildskab”; mit eget morgenritual starter som regel ud med at blive kogt under bruseren som en anden hummer…

Men når dét er sagt, så er jeg stadig imponeret over, at der er blevet udviklet løsninger på, at folk i kørestole nu også kan lukke deres indre vildskab ud og give sig i kast med koldt vand og hedende saunaer i smukke naturområder.

 

Og netop derfor synes jeg også, at Ivan Michelsen og firmaet ”Cold Hawaii Vildmarksbade” skal have en varm anbefaling herfra!