af Mikkel Lund | jun 18, 2020 | Borgerliv, BPA-ordning
– en guide til personlig ledelse og BPA-samarbejdet
Mennesket i centrum af Mette Drejer er en fin starthjælp til borgere som lige har fået en BPA, og de mere ”garvede” kan også finde guldkorn. Men når man læser, skal man huske at se det med en mors øjne.
Boganmeldelse af Mikkel Lund, d. 1. juni 2020.
Det er ikke en dårlig ting, at bogen er skrevet med det udgangspunkt, men det giver bogen en farve og jeg skulle i hvert fald koncentrere mig om at ” filtrere” teksten og bare læse det der står.
På forsiden står der at jeg sidder med en guide til personlig ledelse og det gode samarbejde i en hjælperordning. Man bliver da også taget pænt i hånden og guidet igennem 5 stadier, som er essentielle for at kunne starte en ordning. I et 6. kapitel sluttes der af med en guide til, hvordan man afslutter dette meget specielle arbejdsforhold i fred og fordragelighed og skilles som venner, nærmest.
Bogen er meget metodisk, pædagogisk og enkelt bygget op. Hvert kapitel starter med et oplæg, efterfulgt af nogle opgaver, hvor man selv kan reflektere over emnet, hvilket jeg synes er en rigtig god idé. For til sidst står man jo selv med aben.
Men der hvor mine kognitive vanskeligheder virkelig kommer op at danse, er ved afslutningen af hvert kapitel. Her får vi 3 forskellige vinkler på ordningen, i form af testimonials fra brugere, hjælpere og pårørende, hvilket fungerer i nogle kapitler, mens det eksploderer i et festfyrværkeri af tilkendegivelser, der flyver i alle retninger og efterlader mig som læser helt stakåndet.
Der hvor bogen virkelig vinder over mig, det er i 1. kapitel der handler om accept af sin situation og at man har brug for hjælp. Jeg blev virkelig ramt!
Ikke bare fordi jeg spurgte mig selv, om jeg virkelig 100 % har accepteret min situation, men også fordi jeg fik set en flig af hvordan hele det her cirkus ser ud gennem mors øjne. Min mors. Har hun haft lignende følelser, lignende oplevelser? Jeg måtte lægge bogen fra mig, og gå ind i mig selv en dags tid. Der ligger helt klart noget guld til mig dér.
Et andet kapitel, hvor jeg tror jeg kan hente noget og det er kapitlet om kommunikation i hverdagen. Det er et meget pædagogisk kapitel helt uden kanter. Der er nogen, der kan sit ”girafsprog”. Ikke et ondt ord om ”girafsprog”. Men i min verden kan det hurtigt blive lidt fortænkt at gå igennem livet uden at hæve stemmen.
Alligevel bliver jeg flået i alle retninger og kan komme helt op at koge. Det siger mig, at der også her er noget at hente for mig. Det er fedt!
Det er blevet tid til at samle op og runde af.
Denne bog – en guide til personlig ledelse og BPA-samarbejdet – har jeg tænkt mig, at læse igen. Også med min mor. Hvis hun har lysten til det. Modet har hun. Det ved jeg nu. Jeg vil løse opgaverne og se, hvor det tager mig hen.
I mine øjne er denne bog en guide til hvordan man kommer i gang med en BPA. Den vil gerne være mere end det. Men jeg synes det er et stærkt værktøj til nye borgere. Jeg ville godt have haft den, da jeg startede. Men jeg er glad for at den er her nu, så nye borgere har en bedre grund at stå på, inden hjælperen kommer ind af døren.
Fordyb dig videre her:
I Mette Drejers eget website
Og via hendes facebookside
af Mikkel Lund | okt 3, 2019 | Borgerliv, BPA-ordning
Borgerstyret Personlig Assistance – BPA løsning – Serviceloven §95 og §96 – BPA arbejdsleder – BPA ordning – BPA bureau – .. Ja, for dig, som ordene ikke fortæller dig noget. Dét kommer jeg til om lidt..
For jeg skal lige indlede mit opråb :))
Der har været en masse palaver på det seneste, om at BPA-ordningen (Borgerstyret Personlig Assistance) er under pres, og åh åh, bare de nu ikke afskaffer den, og så videre i den dur. Måske er det på tide, at ændre melodien og fortælle lidt om, hvor livsvigtig den er, for at man kan føre det liv, man egentlig ønsker sig. Det er lige præcis det, jeg har tænkt mig at gøre i det følgende.
Men lige inden, jeg skriver videre.. forklarer jeg lige hvad BPA – Borgerstyret Personlig Assistance er, for dig som læser med, men som ikke er bekendt med hvad dét er:
BPA er forkortelsen af
Borgerstyret Personlig Assistance
Som er et tilbud fra vores kommuner til mennesker der har et handicap, om at opnå hjælp til omfattende pleje, hjælp, ledsagelse og overvågning. Det er et ordnet tilbud under:
Serviceloven §95 og §96
Det omtales også som en BPA ordning eller en BPA løsning.
Og du kan være arbejdsleder i ordningen, hvor du selv står for at rekruttere lige præcis de hjælpere, som du ønsker tæt på dig til at hjælpe dig. Samtidig kan du vælge at lægge administrationsdelen over i et BPA bureau eller et hjælperordningsfirma, som så assisterer dig, ved at udføre lønudbetalinger, ATP- og pensionsindbetalinger samt forsikrer dine medarbejdere, så de kan passe på dig rigtig længe 😉
Via BPA-ordningen får du så hjælp til alle de juridiske og retslige arbejdsgiverforpligtelser, så du ikke kommer til at ‘fucke det op’. Og hvis du lander her i BPA bureauet Din Hjælperordning – som jeg er hos – så får du hjælp til vagtplaner, rekruttering af hjælpere, vikarservice, rådgivning og vejledning i fx APV eller afholdelse af MUS med dine hjælpere.
Yep! Dét var så da nærmest en grundig indføring i dét med hvad BPA-ordningen er :))
Så, nu er jeg klar til at fortælle videre..
Jeg har haft døgnhjælp i 24 år, lige præcis i skrivende stund. Og jeg elsker det!
Som 20-årig yngling, blev jeg kastet direkte i ilden, og fik det fulde arbejdsgiveransvar for et hold på 5. Jeg fik at vide, at hvis ikke jeg løftede opgaven, ville der gå 5 minutter, så ville jeg havne på plejehjem eller en døgninstitution. Det skulle jeg ikke nyde noget af!
Jeg havde dårligt rørt et par bryster første gang, verden lå for mine fødder, og jeg skulle vise dem!
Jeg fik en kort introduktion til lønsystemet, og så kørte toget. Det var mine kompetencer som leder og chef. De første 5 år begik jeg alle de fejltagelser, man kan komme i tanker om. Jeg ansatte en blanding af de gutter, jeg mente kunne blive de bedste venner, og de mest veldrejede skønheder, jeg kunne finde. Som om det ikke skulle være nok, lagde jeg også det fulde ansvar for mit liv over på dem, og brugte dem som moder- og faderfigurer.
Jeg var helt åben og naivt uskyldig. Jeg havde mange konflikter og meget udskiftning i de år af de grunde, men også fordi jeg var en elendig administrator. Men stædigt blev jeg ved! Jeg ville vise, at jeg var den bedste BPA arbejdsleder, og havde den mest velfungerende hjælperordning og BPA løsning i Danmark! Jeg gik op i det med liv og sjæl.
I starten troede jeg at det var gjort med at være god til den administrative del, men jeg lavede mange bommerter. På et tidspunkt blev arbejdsgiveransvaret overtaget af kommunen. Jeg så det dengang som et kæmpe nederlag, men da jeg i stedet begyndte at fokusere på at give indhold til mit eget liv, begyndte der at ske ting og sager.
Som bekendt fandt jeg ud af, at jeg ville være skuespiller. Så jeg rejste til England, med hjælpere og det hele, og begyndte at læse til skuespiller. Jeg får det til at lyde så let, jeg ved det godt, men det var det selvfølgelig ikke. Der var ikke mange dengang, der havde rejst fra Danmark mere end en uge eller 14 dage. Jeg var afsted et helt år. Det var en kamp, men det er en helt anden historie, jeg gerne kommer ind på i en anden sammenhæng.
Grib det nu – det satans BPA-liv!
Men jeg fandt gradvist ud af, hvordan jeg bruger min BPA-ordning til at skabe det fedeste liv, jeg overhovedet kan drømme om.
Jeg kan arbejde som skuespiller på film og teater, jeg har været på turné flere gange. Jeg har underholdt med et soloshow rundt omkring i Danmark, og jeg har lavet en EP. Alt det har jeg kunnet gøre, fordi jeg har hjælpere på døgnet rundt. Det er da for fedt! Med BPA løsning og døgnhjælp er mit handicap stort set elimineret. Jeg er taknemlig og jeg vil værne om den med mit liv. Jeg ved, det lyder dramatisk, men jeg mener det faktisk. Jeg kan ikke leve uden den!
Selvfølgelig kan det også have sine bagsider at være omgivet af mennesker døgnet rundt. Vagtplaner skal laves og hjælpere skal hyres eller fyres. Folk skal instrueres, høres og ses.
Men er det ikke en ringe pris for at kunne leve det liv, du ønsker dig?
Det synes jeg i hvert fald.
Og ja, jeg kender godt følelsen af koldsved, der springer frem over hele kroppen, når kommunen kommer på besøg, og gerne vil tale med én. Men de skal gøre det. Det er kun en beskyttelse af både dig og dine hjælpere. Det er min erfaring, at viser du at du bruger BPA ordningen til at skabe dig et godt og aktivt liv, så er det sværere for nogen som helst at trække tæppet væk under dig.
Vi har alle rettigheder og pligter. Hvis du har et BPA bureau i ryggen, som kan støtte dig og være din sparringspartner, så er der jo bare tilbage at finde ud af, hvad du vil i livet.
Så hvad vil du bruge det til, det liv?
Skuespiller og Musiker
Mikkel Lund
PS: Du kan læse mere om BPA-ordningen her: https://dho.dk/bpa-ordning/
Og her på vores YouTube kanal, kan du se en video hvor vi forklarer i dybden hvad BPA-ordningen er! https://www.youtube.com/watch?v=gUdiBjJSTKY
af Mai Novak | apr 26, 2019 | BPA-ordning, Inspiration, Redskaber til borgere og hjælpere
Om merudgifter i.h.t. Servicelovens § 100
Mennesker med et handicap har ofte mange merudgifter
– dvs. udgifter som man kun har, fordi man har et handicap – udgifter som andre mennesker ikke har. Nogle spørger sig selv, om de kan/skal søge disse dækket, og andre siger
”I skal vel ikke have alt betalt?!”
Nej, det skal vi ikke. Vi skal selvfølgelig betale de samme ting ifm. vores livsførelse, som mennesker uden et handicap også gør, men der er mange grunde til, at man bør søge de nødvendige merudgifter dækket: Ofte har unge mennesker med et handicap en længere vej end raske unge, inden de når til en blivende indtægt; man bliver afprøvet i alle ender og kanter, inden der træffes en beslutning om, hvad det fremtidige forsørgelsesgrundlag skal være.
Bliver resultatet en uddannelse og efterfølgende job, bliver det ofte indenfor de korte uddannelser og ikke så højt lønnede jobs.
Desuden har mennesker med et handicap ofte ikke de ressourcer at lægge i jobbet, som skal til for at avancere til en højere stilling og løn. Hvis det varige forsørgelsesgrundlag bliver en førtidspension ved vi jo alle, at indtægten er lavere end på arbejdsmarkedet. Derfor er det en god mulighed, at søge merudgifterne dækket, så er der lidt flere penge til de andre ting i livet.
Det første der bliver taget stilling til, når man ansøger om dækning af nødvendige merudgifter er, om der rent faktisk er tale om en nødvendig merudgift
Det er forskelligt hvor meget de enkelte kommuner lægger vægt på ordet nødvendig, men man vil altid kun få dækket den del af den udgift man har haft, som er merudgiften. I forbindelse med biludgifter, hvor der kan være en del merudgifter, er det første der tages stilling til, om det vurderes, at man i samme alder og livssituation ville have haft bil, hvis man ikke havde haft et handicap, samt om det er en bus man har – det vil de fleste andre mennesker ikke være nødt til at køre i.
De ting man kan få dækket som merudgift er bl.a.:
lægeordineret medicin – den del der ikke dækkes af den almindelige tilskudsordning, ekstraordinært slid på tøj og sko, specialsyet tøj, ekstra vask og tørring, ekstra affald samt poser hertil. Små håndsrækninger (hvis man ikke har BPA), vinduespudsning, havearbejde, snerydning (store håndsrækninger), maling af bolig, ekstra varmeudgifter. Tilskud til flytning, hvis denne er nødvendig pga. handicappet, kørsel til fys/sygehuskontroller, hvis ikke dette kan bevilges via en anden lovgivning, diverse merudgifter vedrørende bil, lægeerklæring ifm. fornyelse af kørekort, fritidskørsel i et vist omfang, enkelte kurser m.m.
Denne liste er blot til inspiration, men ikke udtømmende. (Se evt. på www.dukh.dk)
I forbindelse med ansøgningen må man være indstillet på at skulle medvirke til oplysning af sagen samt på at blive opkrævet dokumentation som et led i sandsynliggørelsen (af at der er tale om en nødvendig merudgift), som mange kommuner formulerer sig… Dette betyder bl.a., at man er nødt til at indvilge i, at der indhentes lægepapirer fx ifm. ansøgning om merudgifter til medicin, at varme, vand- og elforbrug skal dokumenteres med regninger, at man skal opliste sin kørsel ned til mindste detalje, at man skal fremvise kvitteringer for merkøb af beklædning og sko, at man skal indhente tilbud på store håndsrækninger samt på f.eks. bil-reparationer og forsikring.
Dette nævnes ikke, for at man skal blive afskrækket fra at søge – tværtimod!
Det skal ses som en hjælp til hvordan man gør! Synes man stadig det er uoverskueligt, så hjælper vi gerne I DHO/BHG – kontakt undertegnede J. Men, en god idé er det, at man altid gemmer kvitteringer, hvis man på nogen måde kan forestille sig, at få brug for dem.
Endelig skal det lige kort nævnes, at det kan være godt, at læse Ankestyrelsens principafgørelser ifm. mange typer af ansøgninger
I disse står der noget om, hvad Ankestyrelsen har tænkt i en bestemt sag med et bestemt emne, inden de har gjort sagen principiel = at kommuner fremover skal anlægge samme praksis i lignende sager. På www.ast.dk kan man skrive ”merudgifter” i søgemaskinen, og så vil der komme en masse principafgørelser frem. Disse har først og fremmest numre, men på hjemmesiden er de også emneinddelt, så man skulle kunne finde frem til nogle der omhandler det man vil søge.
Nogle relevante principafgørelser ifm. en ansøgning om dækning af merudgifter kunne være: 70-17 om biludgifter, 44-18 om (små) hjælpemidler/forbrugsgoder/merudgifter, 130-10 om varmeudgifter. Heller ikke denne liste er udtømmende
Dette var lidt oplysning, som vi håber, at nogle kan bruge til at få hverdagen til at glide lidt lettere!
af Mai Novak | apr 9, 2019 | Borgerliv, BPA-ordning, Inspiration
Bekymring vs. Glæde
”Hvor er du sej!”. Det er en sætning, som man ofte ser som kommentar på f.eks. de sociale medier
Det er let at slynge om sig med superlativer eller det modsatte, når man ikke sidder overfor det andet menneske, eller kender dette særligt godt. Det er selvfølgelig også bedre med positive fremfor negative kommentarer, og nogle gange forekommer disse kommentarer til os med handicaps bare vi har gjort en lille smule udover det forventede – en lille smule overdrevet?
For som et menneske med et handicap har man ofte bekymringer. Bevares – det har alle, men mennesker med handicaps er i sagens natur nødt til at bekymre sig mere om deres helbred, end de fleste andre mennesker, der er mange sygehusbesøg hvert eneste år.
Derudover har de fleste også meget mere kontakt med deres kommune end andre har. De fleste mennesker kommer måske på kommunen, når de skal have nyt pas, søge folkepension eller boligstøtte. Som et menneske med et handicap må man desuden kontakte kommunen, hvis der skal ændres noget i den bolig man har udset sig – man kan ikke bare slå til, og købe med det samme. Mange må også bede kommunen om støtte til anskaffelsen af en bil, da ombygningen koster mange penge, og forinden har man gjort sig mange tanker om indretningen af bilen, samt om hvad man vil bruge den til, for ellers får man da slet ikke en bevilling.
Ift. egen forsørgelse har de fleste mennesker med et handicap nogle ressourcer – heldigvis, men der er oftest også nogle begrænsninger som gør, at man igen er nødt at søge hjælp for at kompensere for funktionsnedsættelserne, og disses konsekvenser. Og, hvis et job ikke er muligt på trods af diverse støtteforanstaltninger, må man leve af offentlig forsørgelse, som regel resten af livet….
Når dagligdagen skal fungere må mange have hjælp til såvel personlig pleje som praktiske opgaver.
Derfor: igen kontakt til kommunen, frem med alle argumenter, måske mødes man med mistillid og afslag på den man har søgt..
Så til en anke, finde de gode argumenter igen, søvnløse nætter, til man endelig får bevilling på hjælpen, sandsynligvis på et lavere niveau, end det man søgte. Når hjælpen så skal fungere, kan det heller ikke undgås, at der i perioder kommer bekymringer om f.eks. sygemeldinger, det være sig fra hjemmehjælpen eller BPA-hjælpere/ledsagere, rekruttering af nye hjælpere, arbejde med vagtplaner og løn-indberetning – der er i det hele taget meget mere planlægning for et menneske med et handicap end der er for mennesker, som kan udføre alting selv.
Jeg har ofte hørt sætningen fra andre: ”det må sandelig være et fuldtidsjob at have et handicap”
Det er som regel sagt på en måde så det alligevel skal forstås som at det da nok ikke er så slemt endda, i en situation, hvor man prøvet at forklare nogle ting fra hverdagen, til en person der prøver at forstå…
Men det er faktisk ofte et fuldtidsjob, at have et handicap! Men gør det én sej?
Måske?, men det kan også være, at vi bare har nogle andre grundvilkår i livet, som man (bare) overkommer, fordi man er nødt til det…
Derfor er det vigtigt at have noget i sit liv, som giver modvægt til alle bekymringerne
Det være sig fritidsinteresser, husdyr der giver hyggeligt liv i hjemmet, at høre noget musik eller ser en film, der gør én i godt humør. Man kan måske også lave en udflugt ud af sygehusbesøget – se noget i dén by, når man nu alligevel er der. Det kan også være positivt i mere end én forstand at få inviteret nogen man kan hygge sig med, måske bare til en kop kaffe, eller man kan måske hjælpe hinanden med at lave mad, eller måske har gæsten ikke noget imod at medbringe et måltid.
Mange af de ting der spreder glæde kan godt kræve hjælp for mennesker med et handicap, og det er jo ikke altid, at man har (nok af) det. Forhåbentlig kan man så spørge en pårørende om selskab til en udflugt eller lidt lettere praktisk hjælp. Men er mulighederne for hjælp for små, er det vigtigt, at man alligevel forsøger at få det positive ind i livet. Om det så er, at kigge ud af vinduet, og nyde solen, høre musik eller tænke på en dejlig oplevelse fra i forgårs
Og hvad er så pointen med det her?
Jo…man må gerne anerkende, at der er mange bekymringer i ens liv, være virkelig træt af dem i perioder, tænke om dem der synes man er sej, at det ved de da i virkeligheden meget lidt om… Bare man husker at have det positive i livet for øje også, for det er der jo, selvom det nogle gange kan virke uoverskueligt og uopnåeligt – selv bittesmå ting kan give stor glæde, når man har været langt nede!
Vælg udvalgt billede
af Jade Mar Rolsted | dec 17, 2018 | Borgerliv, BPA-ordning, Hjælperliv, Redskaber til borgere og hjælpere
Interview bragt i magasinet Brugeren 2018
”Fordi jeg holder af dig, vil jeg fraråde dig at gå ind i branchen, men fordi jeg kender branchen, vil jeg bede dig om at gå ind i den.”
”Sådan sagde Ingrid engang til mig”, siger Lasse, når jeg spørger ind til hvilken forandring han ønsker se ske i branchen.
Jeg taler med Lasse Pagh fra DHO og Ingrid Petersen fra BHG om det nye fællesskab de nu etablerer med hinanden, og om det fælles fodslag de har haft igennem årene. ”Det er en meget naturlig bevægelse for os i BHG og DHO, at række ud efter hinanden i et formaliseret fællesskab. Vi har kendt hinanden i årtier. Du kan nærmest sige, at jeg er vokset op og er blevet formet i lyset af Ingrids viden, råd og vejledning.”, siger Lasse.
Hvad ønsker I at opnå via jeres nye fællesskab?
Og Lasse fortsætter, ”Drømmen er, at når vi opdager at et menneske har brug for hjælp, så anerkender vi, at vi alle kan have eller få brug for hjælp. Det hedder vist empati! Det handler om at sætte sig i hinandens sted.
Når man møder et menneske med behov for hjælp, kan indlevelsen i deres situation føles både ubehagelig og smertefuld. Mange undviger og går videre. Og når den dårlige smag i munden rammer, efter at have efterladt et menneske i nød, kan man kan vælge enten at gå tilbage for at hjælpe, eller man kan retfærdiggøre det for sig selv med forklaringer som, at ”det nytter alligevel ikke” eller ”jeg bidrager allerede mere end rigeligt (skat)” eller ”naturens orden medfører et vis menneskeligt spild, og sådan er det bare”.
Ofte rummer vi ikke når det kommer for tæt på, og vi kategoriserer hinanden for at kunne være i det.
Kategorier som ”De psykiske syge”, ”De arbejdsløse” eller aktuelt ”De handicappede”. Vi får skabt en afstand mellem os selv og ’de andre’ – og så bliver det farligt! For det er altid de andres skyld! Selv har jeg bemærket, at handicappede er meget sprængfarlige! Især ynder de at sprænge de kommunale budgetter – og dét i en udstrækning så kommunerne landet over synes, at være ramt af en ren terrorbølge!
I kategoriseringen forvandles det enkelte menneskes behov for en håndsrækning, til at være et samfundsproblem hvor fx besparelser bliver argumentet, der fjerner den dårlig smag i munden. Konsekvensen er, at vi dehumaniserer, og går fra empati til uværdige beregninger. Så jeg funderer..” siger Lasse. ”Hvad skal vi med et samfund, hvis det ikke favner os når vi har mest brug for det?
Og så er det at jeg kommer i tanke om Ingrid, og tænker: vi kan ikke bare gå videre! Vi er nødt til at begynde her.”
Ingrid fortsætter: ”Så når vi nu fordyber vores samarbejde i et fællesskab, er det også vores udtryk, for at ’nok er nok’ nu. Og at vi ønsker at intensivere og forøge vores kræfter ved at forene dem, i indsatsen om at skabe positiv forandring for vores borgere i deres BPA-ordninger.”
’Mennesket først!’
”Hvad blev der egentlig af begreber som livskvalitet og værdighed? Når samfundsmodellen tager form af en maskine, og mennesker aldrig vil kunne reduceres til at være tandhjul i denne maskine, ja så smides vi ud i rodebunken af mennesker, vi ikke kunne tilpasse maskineriet.
Falder man uden for systemet, falder man helt ud af sammenhæng.
Og dehumaniseringen bevirker, at almene normer og medmenneskeligt hensyn sættes ud af kraft.”, siger Lasse – der nøje har fulgt den samfundsmæssige udvikling – også i kraft af sin uddannelse i offentlig forvaltning.
Når jeg spørger Ingrid, hvad medlemmerne og borgerne udtrykker som deres største behov, svarer hun: ”Oplevelsen af at være i centrum som mennesker – også i BPA-ordningen. At de oplever, at vi arbejder rundt om og supporter dem – sammen med dem. Med respekt for deres liv og hverdag. Lasse supplerer: ”Vi ønsker at bringe mennesket tilbage i hjælpeordningen! Og med det, mener vi noget så jordnært som at indsatsen rettes mod det gode liv for borgeren, og det gode arbejdsliv for hjælperen.”
Og hvad med de hviskende stemmer?
I har fortalt mig, at hviskende røster siger: ”Kan man overhovedet det?” Hvad er jeres svar på det? ”Ja, det er et relevant spørgsmål, som har et meget klart svar: kan man lade vær!? Og du kan da tro, at vi har vendt det – især i forhold til vores metode og organisering.
Det argument der bliver ved at vinde, er de mennesker, som vi ønsker, at gøre en stærk indsats for – nemlig vores medlemmer og borgere.
Den er ikke længere!”, understreger Lasse dedikeret.
Og når jeg spørger dem hvad det er, de netop kan i fællesskab, tager Ingrid ivrigt ordet: ”Der er rigtigt mange der gør en rigtig god indsats, men ingen kan være i tvivl om, at der kan gøres rigtigt meget mere på flere fronter. Fokus i BHG og DHO er rettet mod ’Det levede liv’ og de konkrete betingelser hos den enkelte BPA bruger og dennes hjælpere. Vi ser et behov, og opfatter vores indsats som et supplement til det store arbejde, der allerede foregår i organisationer og foreninger rundt omkring i det danske land.
BHG har snart 20 års erfaring med støtte og vejledning af kommuner, brugere og hjælpere men har som så mange andre aktører oplevet, at det stigende omfang af problemstillinger i branchen også har øget behovet for administrative ressourcer. Tiden har vist, at nye problemer kræver nye løsninger.
For BHG betyder det, at vi via fællesskabet med DHO, kan videreudvikle muligheder vi ellers ikke ville have.
Og fællesskabet mellem DHO, BHG og den enkelte borger danner en stærk platform for samarbejdet omkring borgerens ordning og den enkelte kommune, som BHG ikke kunne tilbyde alene. Så der er kommet flere blomster i buketten vi tilbyder!”
Og hun fortsætter: ”Vores vision – som manifesterer sig allerede nu – bygger på, at skabe sammenhæng imellem forhold og erfaringsdannelser som løbende udspiller sig i den enkelte BPA-ordning, den juridiske og faglige rådgivning, der tilbydes i BHG og DHO regi, samt vores politiske og værdibaserede standpunkt.
Lasse siger til sidst: ”BHG og DHO fungerer begge ved, at mennesker er gået sammen om at skabe fælles ressourcer. Arbejdsgiver-, rådgivnings- og vejledningsressourcer der manifesterer sig gennem faglige og sociale arrangementer. Ånden, håbet og troen er, at vi gennem forening af alle kræfter, skaber så tryg en ramme som muligt om den enkelte BPA-brugers selvstændige livsførelse.
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | aug 28, 2018 | Borgerliv, BPA-ordning
…Sådan en flyer burde man få, inden man skulle til møde med sin kommune. Til skræk og advarsel om hvordan spillets hjemmestrikkede regler egentlig er.
Jens Lund skrev i sidste uge et indlæg inde i opslag fra besøgende (kan læses her: https://www.facebook.com/1460680967584062/posts/2120346864950799/), hvor han belyser følelserne, der er forbundet med et møde med ens sagsbehandler. ‘Et ligeværdigt møde er det aldrig,’ skriver han. Og det vil jeg absolut give ham ret i.
Jeg har tit siddet overfor sagsbehandlere og ergoterapeuter til møder, og egentlig følt at der nærmere var tale om en scene i en advokatserie, end en egentlig støtte og hjælp til mig som borger. Retten er sat, og nu skal anklager og forsvarer kæmpe bragt for deres sag med paragraffer ud fra hukommelsen, som deres juridiske kasteskyts. Dette ‘show’ standses først, når dommeren – kommunen – har ladet hammeren falde.
Og indtil da vælder paranoiaen op i mig som borger: ‘F… Jeg kløede mig selv på næsen, tror de nu, at jeg ikke længere behøver mine hjælpere?
Forstod de nu hvor stor den merudgift er for mig? Pokkers, jeg glemte at fortælle, hvor mange smerter jeg havde i går!’ osv. Det kører med lyntogsfart i hjernen til sådan et møde, der bedst kan beskrives som en eksamen i dit eget liv. Med en censor der skal vurdere, om du nu er syg nok til et 12-tal, eller om du skal dumpes i den hjælp, som du egentlig har brug for.
Det er en emotionel rutchebanetur, og præcis lige så hård en aktivitet som et maraton.
Derfor er det også så vigtigt, at læse op til den eksamen efter bedste evne og terpe sine rettigheder. Og netop derfor vil jeg én gang for alle gerne slå fast, at man ALTID har ret til bisidderhjælp. Et par ekstra ører, og måske endda en der kan tage noter, er ofte guld værd til sådan et møde!
Det vil altid være mest fordelagtigt for borgeren, at have en bisidder med, som har en faglig indsigt.
Men en man kender, et familiemedlem eller ven, kan også bruges såfremt man er mest tryg ved det. Og kan ens søster, kammerat, mor eller nabo ikke deltage som bisidder, så opgiv da ikke håbet. Hos Dansk Handicap Forbund, Muskelsvindsfonden, Bruger-Hjælper Gruppen (BHG) tilbydes der blandt andet bisidderordning og ekstern socialrådgivning for deres medlemmer. Alle foreninger kræver et betalt medlemskab.
Tillige findes der gode BPA-brugerforeninger i blandt andet Nordjylland og Aarhus. Så der er flere steder, der tilbyder faglig kompetent vejledning og bisidderordninger.
Er pengene små findes der gratis advokatbistand på de lokale biblioteker, som helt sikkert også kan guide folk i den rigtige retning. Ellers kan du altid kontakte din sagsbehandler og gøre krav på, at de stiller en gratis bisidder til rådighed.
Har du nogle tips og tricks, der gør et møde med kommunen lettere? Så hører vi hjertens gerne fra dig, og formidler videre til andre borgere. Husk på at sammen er vi stærkere!
– Retten er hævet!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
