DHOpixel

Boganmeldelse af Submarino og rødbedesalat af Jonas T. Bengtsson

Jeg handler mest ind i Netto og Rema 1000. Der kan man nemt finde økologiske grøntsager, især i Rema 1000, som har et større udvalg af økologiske varer end Netto. Mig og min kæreste får af og til grøntsager fra Birkemosegård. Man henter dem om torsdagen og posen holder det meste af ugen. Det er billigt og ofte er grøntsagerne biodynamiske. I den sidste stykke tid har der været rødbeder i posen. Rema 1000 har en god økologisk fetaost, samt persille, ligeledes økologisk, rødløg kan man også få, olivenolie, æblecidereddike, honning og sennep. Så har man til en rødbedesalat. Bor man tæt på et bibliotek eller har et par hundrede kroner til overs, kan man låne eller købe ‘Submarino’ af den danske forfatter Jonas T. Bengtsson. De to ting går af en eller anden grund godt i spænd. Måske fordi de opvejer hinanden. Rødbedesalaten er hurtigt lavet. Man koger seks rødbeder i 25 minutter. Skræller dem og skærer dem i tern. Ternene blandes med feta, persille og rødløg som er skåret fint. Dressingen; olivenolie, æblecidereddike, sennep og honning, blandes i og så er retten færdig. Server evt. med kartoffelpandekager eller selleribøffer, derefter kan man passende begynde at læse den sublime og hårde ‘Submarino’ der udkom i 2007.

 

Bogen handler kort fortalt om to brødre der nu er blevet unge mænd. Første del af romanen handler om Nick, der netop er blevet løsladt efter en voldsdom. Han rykker ind i et lurvet pensionat i Nordvestkvarteret, drikker, pumper jern og får den rutinemæssigt suttet af hos sin nabo. En dag møder han sin eks kærestes bror, Ivan, der er endog mere forhutlet end han selv, og ser det derefter som sin faderlige mission at rette Ivan op og skaffe ham noget sex. Nick længes efter kærligheden og tænker på ekskæresten som hende der kunne have rettet Nicks liv op. Nu er det blot for sent. Anden del af romanen fortælles af Nicks navnløse bror, en narkoman, der hustler sig gennem tilværelsen i et desperat forsøg på at undgå myndighedernes søgelys, så han kan beholde sin lille søn, Martin. Da han arver en mindre formue af sin mor, griber han chancen og etablerer sig som en i første omgang ganske succesrig pusher. Det hele fortælles med flashbacks fra brødrenes opvækst med en fraværende og alkoholiseret mor. En lillebror der tragisk dør som lille, da brødrene skal passe ham alene som små, i det hele taget en opvækst med svigt og tab. De to brødre er mærket for livet. Og deres voksenliv er ikke blevet lettere. Bagsiden af storbyen København træder frem for læserens blik som siderne vendes og man føler med Nicks narkomanbror, der kæmper for at holde myndighederne væk fra det eneste der holder ham til livet: Hans søn. De to brødre mødes tilsidst i romanen, hvor og under hvilke omstændigheder, skal ikke røbes her. Bogen blev forøvrigt filmatiseret af Thomas Vinterberg, et par år efter udgivelsen.

 

Jonas T. Bengtsson har skrevet fire romaner og en novelle til samlingen; ‘Copenhagen Noir’. Jeg har læst dem alle. Startede med hans debut fra 2005; ‘Animas breve’ som handler om en ung psykisk syg mand der efter en fire år lang indlæggelse, vil finde Anima som har holdt ham i live, med sine breve. Han vandt vidst debutantprisen for bogen. Derefter fulgte ‘Submarino’, ‘Et eventyr’ og endelig den forunderlige og pudsige ‘Sus’, fra 2017. Men ‘Submarino’ er den jeg er gladest for. Fortællingen er en kras kritik af et samfund, der ikke tager vare på de allersvageste; børnene.

En af romanens styrker er, at denne kritik kun ligger implicit i beskrivelsen af læger, sundhedspersonalle og sagsbehandlere. De ser det, de vil se og følger ikke op, når problemet flytter sig. Bengtsson tenderer måske nok det romantiserende, når han lader Nick være den eneste, der kritiserer broderens håndtering af sønnen Martin, men det ændrer ikke på, at ‘Submarino’ er en uhyre troværdig og indfølt beretning om at befinde sig på samfundets bund og trods alle gode intentioner ikke formå at komme op til overfladen. Her er problemerne ikke sygdom eller handicap, snarer sociale problemer, der kan føre til misbrug, kriminalitet, svigt, tab og vold. Titlen på bogen er god, at læse ‘Submarino’, er som at dykke ned under vandet et sted i Københavns havn og have svært ved at komme op og få luft. Sådan er livet også.

 

Rødbedesalaten står her på bordet. Lyset falder ind gennem vinduet. Det er sommer. Det har lige været jævndøgn. Det bliver mørkere nu. Jeg har lige sat en plade på pladespilleren, Jonny Griffen er det. Tonerne fylder lejligheden. Jeg har åbnet vinduerne ud mod gaden og kigger ud. Der går han. Ham genboen der godt kan lide øl. Han sidder på kirkegården, ofte med en pose fra Netto og drikker. Hvad er hans historie?

 

‘Submarino’ er udkommet på forlaget People’s Press og findes på et hvert bibliotek, eller kan bestilles og købes hos saxo.com.