Easy Import
One-Page Websites
Nam consulatu expetendis ad, ut simul invidunt cum Eos facete maiorum corpora nereum
Easy Import
One-Page Websites
Nam consulatu expetendis ad, ut simul invidunt cum Eos facete maiorum corpora nereum
Hvilke dokumentarfilm omkring handicap og livet med et handicap har du set? 🎥
Og hvad gjorde dem interessante eller ikke?
Vi er nysgerrige! 😎🧐🤪
PS: Hvad vil du ønske at der fandtes en dokumentarfilm om?
Knus fra
Nysgerrige, nysgerrige os i Din Hjælperordning 😛
De urørlige - anmeldelse af en fransk film fra vores "Mystiske skribent"
Det er en ganske almindelig tirsdag, sådan én hvor det regner lidt og jeg kommer til at kigge efter naboens BMW, som holder parkeret uden for lejligheden hvor jeg bor.
På vej til biblioteket, denne tirsdag, stopper jeg ved en grillbar og køber en burger med pommesfritter. Salatmayo følger med og en cola. Ekstra Bladet ligger på bordet og jeg falder over en artikel om den danske mangemillionær fra Iran; Djaffar Shalchi. Han bor i Brønshøj og har givet halvdelen af sin formue væk. Han er nu 58 år gammel og bruger tiden på at passe sin velgørenhedsfond, som blandt andet bygger skoler i Nepal og Afganistan. En tiltalende mand som mange kunne lærer meget af.
‘De urørlige’, den franske film fra 2012, handler om den lamme rigmand Philippe (Francois Cluzet) fra Paris som søger en ny handicaphjælper. Blandt talrige kandidater vælger han bevidst den mest umulige; Driss (Omar Sy), en jointrygende, småkriminel sort fyr fra en forstadsghetto. Driss bliver blandt andet valgt, fordi, der her endelig er én, der ikke viser empati og tager hensyn, men taler lige ud af posen i stedet for efter munden. Den umulige Driss har kun søgt stillingen for at bevare retten til at modtage sin bistandshjælp og tager kun genstridigt imod udfordringen. Det umage par ender som bedste venner, de udvikler sig og lærer begge af hinanden. Philippe er bundet til en kørestol, da han er lam, fra halsen og ned. Han er vandt til at blive fedtet for og i overklassens kredse, som han virker som om, at han er træt af, kommer Driss som et friskt pust.
De to kunne ikke være et mere umage par. Philippe er til klassisk musik og orden i tingene, mens Driss er til rap og disco og er et rodehoved ud over alle grænser, så der skal slibes nogle kanter af, før de to overhovedet kan enes og blive venner. For Philippe er dybt afhængig af Driss i sin hverdag og Driss nyder den luksus i form af lækre biler, god mad og en overdådigt værelse, der trods alt følger med jobbet. Langsomt må Philippe give efter for Driss drengerøvs charme og smittende gode humør. Driss lærer Philippe at se lidt lettere på tilværelsen og vækker ham ganske enkelt til live igen, med kærligheden som endestation. Mens Philippe omvendt lærer Driss noget om disciplin og respekt for sine medmennesker.
‘De urørlige’ bygger på en virkelig historie, hvilket gør filmen endnu mere relevant. Skabelonen og fortællerstilen er taget ud af en god amerikansk film, produceret i Hollywood. Dette er ikke klassisk fransk film, med en masse dialog. Socialrealisme ind til benet. Nej, ‘De urørlige’ er let, morsom, varm og underholdende. Det er nok derfor at det er den bedst sælgende franske film nogensinde. Det er historien om to forskellige mennesker, der trods hudfarve, social status, økonomi, handicap, m.v., bliver venner for livet. Det er simpelthen er dejlig film som man får tårer i øjnene af at se. Man bliver underholdt, bevæget og glad.
I Frankrig, som i det meste af vesten, er der enorm forskel på rig og fattig. Denne film gør op med fordomme og appelerer til at mødes trods forskelle. Som Djaffar Shalchi siger det, da han bliver spurgt hvorfor han ikke flytter til nordsjælland; ‘Jeg vil ikke bo i et lukket miljø, sammen med eliten, det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg har det bedst sammen med jævne danskere. De rige tror tit at deres rigdom kommer udelukkende ved deres egen fortjeneste. De glemmer at der er et samfund, som har gjort det muligt at de kan tjene så mange penge. Det samfund er jeg en del af’. Citatet er ikke ordret, men budskabet er det samme. Vi mennesker er i virkeligheden lige. Det skal måske bemærkes, at hvis verdens superrige, blev beskattet med et par procenter, ville vi udrydde hele verdens ekstreme fattigdom, uden at de superrige, ville mærke forskel i form af tabte privilegier.
‘De urørlige’ kan stærkt anbefales af alle som sidder i kørestol eller måske arbejder som handicapmedhjælper.
Filmen taler til hjertet. Lad os håbe at fornuften følger med, ud i den virkelige verden.
Trailer til filmen her:
www.youtube.com/watch?time_continue=1&v=kaBAw70Xb-I
‘De urørlige’ kan lånes og ses på blandt andet bibliotekkernes Filmstriben.
Hvem vil gerne adoptere mig?
- Ditte
At være enebarn skaber et bestemt bånd til ens forældre. At være et handicappet enebarn skaber et helt specielt bånd til dem.
Jeg er en af dem; en forkælet snothvalp af et enebarn. Og så har jeg et handicap. Det kræver derfor ikke mange hjerneceller at forestille sig, at jeg – mere eller mindre frivilligt – er blevet båret på hænder og fødder af mine forældre igennem hele min opvækst. Ja, faktisk igennem hele mit liv, hvis vi nu skal være helt ærlige.
Man ser det faktisk meget ofte i handicapverdenen; folk med svære handicaps, der er enebørn og derfor har et utroligt tæt forhold til sine forældre i hele deres liv. Forældrene har måske ikke haft overskuddet til at få flere børn, da de fandt ud af at junior krævede ekstra opmærksomhed – hvilket jeg sådan set sagtens kan sætte mig ind i – og derfor er det ufatteligt nemt for de pågældende forældre at kaste ekstra-ekstra meget kærlighed henover ynglet. Måske har de endda forkælet deres barn mere i afmagt og grundet dårlig samvittighed over manglende ressourcer, som de inderst inde godt vidste, at junior aldrig ville komme til at opnå. Igen, det er en ganske forståelig psykologisk proces, men jeg vil dog også sige, at jeg ligeledes har set den slags opdragelse give bagslag. I visse tilfælde jeg har oplevet, at det her stærke forældre-barn-bånd har ligget på grænsen til det usunde, og nok kan betegnes som værende mere skadeligt end gavnligt for det handicappede barn på længere sigt.
Men hvor går grænsen? Når du per definition er et mindre ressourcestærkt menneske grundet fysiske skavanker og samtidig har en opdragelse med i bagagen, der i den grad er påvirket af manglen på søskende, er det så ikke ufatteligt nemt at tilte over og blive et uselvstændigt curlingbarn i voksen-dragt? Jeg skal da selv tage mig selv hårdt i nakkehårene til tider, for ikke altid at fare direkte hjem til mors skørter eller fars pengepung, når jeg synes, at voksenlivet er blevet lige en kende for alvorligt og uoverskueligt til min smag. Men kan man bebrejde mig? Mit handicap har gjort, at jeg siden tidernes morgen er blevet nurset og pakket ind i vat. Jeg har forældre, der mere eller mindre har viet hele deres liv til deres barn. Og den slags hænger ved; også for mine forældres vedkommende.
Udover at den slags opdragelse kan have konsekvenser for ens selvstændighed i voksenlivet, hvilket kan påvirke ens forståelse for eksempelvis økonomiske forhold eller basal husførelse, så er der også et andet faresignal, som vi skal være bevidste om; følelsen af ensomhed og måske i de helt grelle tilfælde dødsangsten.
Jeg selv er ikke bange for at dø. Døden for mit eget vedkommende er blot en uundgåelig rejse lige såvel som livet. Så må man jo få det bedste ud af dét, der nu engang venter en til den tid. Men når det er sagt, så er jeg omvendt hamrende bange for at miste; at blive efterladt. For udover at jeg er enebarn, så er min familie generelt ikke særlig stor. Når mine bedsteforældre og forældre ikke længere er i blandt os, så er der faktisk mere eller mindre kun mig. Og dén sideeffekt af nursing-enebarnsopdragelsen både skræmmer og handicapper mig yderligere.
Så f**k da det om jeg har lært at vaske tøj, eller om jeg i nogle måneder har minus på kontoen – alt dét skal jeg nok komme efter før eller siden – men hvem skal jeg gå til, når livet er svært og min familie kun består af mig? Hvor skal julen fejres henne, og hvem vil så ringe på min fødselsdag? Når tanker som disse sniger sig ind på én, så bliver man pludseligt meget lille i en meget stor verden.
Selvfølgelig har man sine hjælpere omkring sig døgnet rundt, og ja, de bliver også en udvidet del af ens familie, men lad os se på de kyniske faktor; mine hjælpere bliver betalt for at være i selskab med mig. Nok kan der danne sig relationer, der er baseret på ægte følelser ud over det arbejdsrelaterede, men der vil stadig være en usynlig hinde – en barriere – i forhold til et familiært bånd. Måske er det netop også derfor, at et af mine største ønsker i livet altid har været at finde min egen familie i form af mand og børn, så jeg netop kunne undgå engang at sidde alene tilbage?
Hvem ved. Og hvem ved om man egentlig overhovedet vil sidde alene tilbage, selvom man ingen familie har længere. Der er jo ens venskaber, og vigtigheden af disse skal man absolut heller ikke kimse ad. Veninder kan jo sagtens både ringe til ens fødselsdag og i en sjælden gang imellem låne dig penge, når nøden er størst. Og bare fordi du har børn og eventuelt er gift, så er det jo ikke nødvendigvis en forsikring om, at du ikke bliver ensom. Du kan risikere at blive skilt, og hvor mange tilfælde med ensomme ældre, der er bosiddende på plejehjem, har vi ikke efterhånden hørt om og inderligt ønsker for dem, at de på et tidspunkt vil modtage besøg fra deres familier?
Der er intet i livet, du er garanteret for (eller imod). Du bliver nødt til bare at fortsætte ned ad stien, som du allerede betræder, og så lade dig følge med af flowet. Alt dette ved jeg.
Det eneste jeg bare gerne vil forhøre mig om er; hvis alt andet glipper og jeg engang bliver familieløs og ensom – hvem vil så adoptere mig?
Handicap – Sex – Ligeværdighed
Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.
Vil du være med i vores team af bloggere, der skriver om dét der buldrer i hjertet?
Easy Import
One-Page Websites
Nam consulatu expetendis ad, ut simul invidunt cum Eos facete maiorum corpora nereum
Easy Import
One-Page Websites
Nam consulatu expetendis ad, ut simul invidunt cum Eos facete maiorum corpora nereum
Hvilke dokumentarfilm omkring handicap og livet med et handicap har du set? 🎥
Og hvad gjorde dem interessante eller ikke?
Vi er nysgerrige! 😎🧐🤪
PS: Hvad vil du ønske at der fandtes en dokumentarfilm om?
Knus fra
Nysgerrige, nysgerrige os i Din Hjælperordning 😛
De urørlige - anmeldelse af en fransk film fra vores "Mystiske skribent"
Det er en ganske almindelig tirsdag, sådan én hvor det regner lidt og jeg kommer til at kigge efter naboens BMW, som holder parkeret uden for lejligheden hvor jeg bor.
På vej til biblioteket, denne tirsdag, stopper jeg ved en grillbar og køber en burger med pommesfritter. Salatmayo følger med og en cola. Ekstra Bladet ligger på bordet og jeg falder over en artikel om den danske mangemillionær fra Iran; Djaffar Shalchi. Han bor i Brønshøj og har givet halvdelen af sin formue væk. Han er nu 58 år gammel og bruger tiden på at passe sin velgørenhedsfond, som blandt andet bygger skoler i Nepal og Afganistan. En tiltalende mand som mange kunne lærer meget af.
‘De urørlige’, den franske film fra 2012, handler om den lamme rigmand Philippe (Francois Cluzet) fra Paris som søger en ny handicaphjælper. Blandt talrige kandidater vælger han bevidst den mest umulige; Driss (Omar Sy), en jointrygende, småkriminel sort fyr fra en forstadsghetto. Driss bliver blandt andet valgt, fordi, der her endelig er én, der ikke viser empati og tager hensyn, men taler lige ud af posen i stedet for efter munden. Den umulige Driss har kun søgt stillingen for at bevare retten til at modtage sin bistandshjælp og tager kun genstridigt imod udfordringen. Det umage par ender som bedste venner, de udvikler sig og lærer begge af hinanden. Philippe er bundet til en kørestol, da han er lam, fra halsen og ned. Han er vandt til at blive fedtet for og i overklassens kredse, som han virker som om, at han er træt af, kommer Driss som et friskt pust.
De to kunne ikke være et mere umage par. Philippe er til klassisk musik og orden i tingene, mens Driss er til rap og disco og er et rodehoved ud over alle grænser, så der skal slibes nogle kanter af, før de to overhovedet kan enes og blive venner. For Philippe er dybt afhængig af Driss i sin hverdag og Driss nyder den luksus i form af lækre biler, god mad og en overdådigt værelse, der trods alt følger med jobbet. Langsomt må Philippe give efter for Driss drengerøvs charme og smittende gode humør. Driss lærer Philippe at se lidt lettere på tilværelsen og vækker ham ganske enkelt til live igen, med kærligheden som endestation. Mens Philippe omvendt lærer Driss noget om disciplin og respekt for sine medmennesker.
‘De urørlige’ bygger på en virkelig historie, hvilket gør filmen endnu mere relevant. Skabelonen og fortællerstilen er taget ud af en god amerikansk film, produceret i Hollywood. Dette er ikke klassisk fransk film, med en masse dialog. Socialrealisme ind til benet. Nej, ‘De urørlige’ er let, morsom, varm og underholdende. Det er nok derfor at det er den bedst sælgende franske film nogensinde. Det er historien om to forskellige mennesker, der trods hudfarve, social status, økonomi, handicap, m.v., bliver venner for livet. Det er simpelthen er dejlig film som man får tårer i øjnene af at se. Man bliver underholdt, bevæget og glad.
I Frankrig, som i det meste af vesten, er der enorm forskel på rig og fattig. Denne film gør op med fordomme og appelerer til at mødes trods forskelle. Som Djaffar Shalchi siger det, da han bliver spurgt hvorfor han ikke flytter til nordsjælland; ‘Jeg vil ikke bo i et lukket miljø, sammen med eliten, det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg har det bedst sammen med jævne danskere. De rige tror tit at deres rigdom kommer udelukkende ved deres egen fortjeneste. De glemmer at der er et samfund, som har gjort det muligt at de kan tjene så mange penge. Det samfund er jeg en del af’. Citatet er ikke ordret, men budskabet er det samme. Vi mennesker er i virkeligheden lige. Det skal måske bemærkes, at hvis verdens superrige, blev beskattet med et par procenter, ville vi udrydde hele verdens ekstreme fattigdom, uden at de superrige, ville mærke forskel i form af tabte privilegier.
‘De urørlige’ kan stærkt anbefales af alle som sidder i kørestol eller måske arbejder som handicapmedhjælper.
Filmen taler til hjertet. Lad os håbe at fornuften følger med, ud i den virkelige verden.
Trailer til filmen her:
www.youtube.com/watch?time_continue=1&v=kaBAw70Xb-I
‘De urørlige’ kan lånes og ses på blandt andet bibliotekkernes Filmstriben.
Hvem vil gerne adoptere mig?
- Ditte
At være enebarn skaber et bestemt bånd til ens forældre. At være et handicappet enebarn skaber et helt specielt bånd til dem.
Jeg er en af dem; en forkælet snothvalp af et enebarn. Og så har jeg et handicap. Det kræver derfor ikke mange hjerneceller at forestille sig, at jeg – mere eller mindre frivilligt – er blevet båret på hænder og fødder af mine forældre igennem hele min opvækst. Ja, faktisk igennem hele mit liv, hvis vi nu skal være helt ærlige.
Man ser det faktisk meget ofte i handicapverdenen; folk med svære handicaps, der er enebørn og derfor har et utroligt tæt forhold til sine forældre i hele deres liv. Forældrene har måske ikke haft overskuddet til at få flere børn, da de fandt ud af at junior krævede ekstra opmærksomhed – hvilket jeg sådan set sagtens kan sætte mig ind i – og derfor er det ufatteligt nemt for de pågældende forældre at kaste ekstra-ekstra meget kærlighed henover ynglet. Måske har de endda forkælet deres barn mere i afmagt og grundet dårlig samvittighed over manglende ressourcer, som de inderst inde godt vidste, at junior aldrig ville komme til at opnå. Igen, det er en ganske forståelig psykologisk proces, men jeg vil dog også sige, at jeg ligeledes har set den slags opdragelse give bagslag. I visse tilfælde jeg har oplevet, at det her stærke forældre-barn-bånd har ligget på grænsen til det usunde, og nok kan betegnes som værende mere skadeligt end gavnligt for det handicappede barn på længere sigt.
Men hvor går grænsen? Når du per definition er et mindre ressourcestærkt menneske grundet fysiske skavanker og samtidig har en opdragelse med i bagagen, der i den grad er påvirket af manglen på søskende, er det så ikke ufatteligt nemt at tilte over og blive et uselvstændigt curlingbarn i voksen-dragt? Jeg skal da selv tage mig selv hårdt i nakkehårene til tider, for ikke altid at fare direkte hjem til mors skørter eller fars pengepung, når jeg synes, at voksenlivet er blevet lige en kende for alvorligt og uoverskueligt til min smag. Men kan man bebrejde mig? Mit handicap har gjort, at jeg siden tidernes morgen er blevet nurset og pakket ind i vat. Jeg har forældre, der mere eller mindre har viet hele deres liv til deres barn. Og den slags hænger ved; også for mine forældres vedkommende.
Udover at den slags opdragelse kan have konsekvenser for ens selvstændighed i voksenlivet, hvilket kan påvirke ens forståelse for eksempelvis økonomiske forhold eller basal husførelse, så er der også et andet faresignal, som vi skal være bevidste om; følelsen af ensomhed og måske i de helt grelle tilfælde dødsangsten.
Jeg selv er ikke bange for at dø. Døden for mit eget vedkommende er blot en uundgåelig rejse lige såvel som livet. Så må man jo få det bedste ud af dét, der nu engang venter en til den tid. Men når det er sagt, så er jeg omvendt hamrende bange for at miste; at blive efterladt. For udover at jeg er enebarn, så er min familie generelt ikke særlig stor. Når mine bedsteforældre og forældre ikke længere er i blandt os, så er der faktisk mere eller mindre kun mig. Og dén sideeffekt af nursing-enebarnsopdragelsen både skræmmer og handicapper mig yderligere.
Så f**k da det om jeg har lært at vaske tøj, eller om jeg i nogle måneder har minus på kontoen – alt dét skal jeg nok komme efter før eller siden – men hvem skal jeg gå til, når livet er svært og min familie kun består af mig? Hvor skal julen fejres henne, og hvem vil så ringe på min fødselsdag? Når tanker som disse sniger sig ind på én, så bliver man pludseligt meget lille i en meget stor verden.
Selvfølgelig har man sine hjælpere omkring sig døgnet rundt, og ja, de bliver også en udvidet del af ens familie, men lad os se på de kyniske faktor; mine hjælpere bliver betalt for at være i selskab med mig. Nok kan der danne sig relationer, der er baseret på ægte følelser ud over det arbejdsrelaterede, men der vil stadig være en usynlig hinde – en barriere – i forhold til et familiært bånd. Måske er det netop også derfor, at et af mine største ønsker i livet altid har været at finde min egen familie i form af mand og børn, så jeg netop kunne undgå engang at sidde alene tilbage?
Hvem ved. Og hvem ved om man egentlig overhovedet vil sidde alene tilbage, selvom man ingen familie har længere. Der er jo ens venskaber, og vigtigheden af disse skal man absolut heller ikke kimse ad. Veninder kan jo sagtens både ringe til ens fødselsdag og i en sjælden gang imellem låne dig penge, når nøden er størst. Og bare fordi du har børn og eventuelt er gift, så er det jo ikke nødvendigvis en forsikring om, at du ikke bliver ensom. Du kan risikere at blive skilt, og hvor mange tilfælde med ensomme ældre, der er bosiddende på plejehjem, har vi ikke efterhånden hørt om og inderligt ønsker for dem, at de på et tidspunkt vil modtage besøg fra deres familier?
Der er intet i livet, du er garanteret for (eller imod). Du bliver nødt til bare at fortsætte ned ad stien, som du allerede betræder, og så lade dig følge med af flowet. Alt dette ved jeg.
Det eneste jeg bare gerne vil forhøre mig om er; hvis alt andet glipper og jeg engang bliver familieløs og ensom – hvem vil så adoptere mig?
Handicap – Sex – Ligeværdighed
Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.
DIT LIV!
Din Hjælperordning
#dinhjælperordning
Vil du være med i vores team af bloggere,
der skriver om dét der buldrer i hjertet?
Hvilke dokumentarfilm omkring handicap og livet med et handicap har du set? 🎥
Og hvad gjorde dem interessante eller ikke?
Vi er nysgerrige! 😎🧐🤪
PS: Hvad vil du ønske at der fandtes en dokumentarfilm om?
Knus fra
Nysgerrige, nysgerrige os i Din Hjælperordning 😛
De urørlige - anmeldelse af en fransk film fra vores "Mystiske skribent"
Det er en ganske almindelig tirsdag, sådan én hvor det regner lidt og jeg kommer til at kigge efter naboens BMW, som holder parkeret uden for lejligheden hvor jeg bor.
På vej til biblioteket, denne tirsdag, stopper jeg ved en grillbar og køber en burger med pommesfritter. Salatmayo følger med og en cola. Ekstra Bladet ligger på bordet og jeg falder over en artikel om den danske mangemillionær fra Iran; Djaffar Shalchi. Han bor i Brønshøj og har givet halvdelen af sin formue væk. Han er nu 58 år gammel og bruger tiden på at passe sin velgørenhedsfond, som blandt andet bygger skoler i Nepal og Afganistan. En tiltalende mand som mange kunne lærer meget af.
‘De urørlige’, den franske film fra 2012, handler om den lamme rigmand Philippe (Francois Cluzet) fra Paris som søger en ny handicaphjælper. Blandt talrige kandidater vælger han bevidst den mest umulige; Driss (Omar Sy), en jointrygende, småkriminel sort fyr fra en forstadsghetto. Driss bliver blandt andet valgt, fordi, der her endelig er én, der ikke viser empati og tager hensyn, men taler lige ud af posen i stedet for efter munden. Den umulige Driss har kun søgt stillingen for at bevare retten til at modtage sin bistandshjælp og tager kun genstridigt imod udfordringen. Det umage par ender som bedste venner, de udvikler sig og lærer begge af hinanden. Philippe er bundet til en kørestol, da han er lam, fra halsen og ned. Han er vandt til at blive fedtet for og i overklassens kredse, som han virker som om, at han er træt af, kommer Driss som et friskt pust.
De to kunne ikke være et mere umage par. Philippe er til klassisk musik og orden i tingene, mens Driss er til rap og disco og er et rodehoved ud over alle grænser, så der skal slibes nogle kanter af, før de to overhovedet kan enes og blive venner. For Philippe er dybt afhængig af Driss i sin hverdag og Driss nyder den luksus i form af lækre biler, god mad og en overdådigt værelse, der trods alt følger med jobbet. Langsomt må Philippe give efter for Driss drengerøvs charme og smittende gode humør. Driss lærer Philippe at se lidt lettere på tilværelsen og vækker ham ganske enkelt til live igen, med kærligheden som endestation. Mens Philippe omvendt lærer Driss noget om disciplin og respekt for sine medmennesker.
‘De urørlige’ bygger på en virkelig historie, hvilket gør filmen endnu mere relevant. Skabelonen og fortællerstilen er taget ud af en god amerikansk film, produceret i Hollywood. Dette er ikke klassisk fransk film, med en masse dialog. Socialrealisme ind til benet. Nej, ‘De urørlige’ er let, morsom, varm og underholdende. Det er nok derfor at det er den bedst sælgende franske film nogensinde. Det er historien om to forskellige mennesker, der trods hudfarve, social status, økonomi, handicap, m.v., bliver venner for livet. Det er simpelthen er dejlig film som man får tårer i øjnene af at se. Man bliver underholdt, bevæget og glad.
I Frankrig, som i det meste af vesten, er der enorm forskel på rig og fattig. Denne film gør op med fordomme og appelerer til at mødes trods forskelle. Som Djaffar Shalchi siger det, da han bliver spurgt hvorfor han ikke flytter til nordsjælland; ‘Jeg vil ikke bo i et lukket miljø, sammen med eliten, det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg har det bedst sammen med jævne danskere. De rige tror tit at deres rigdom kommer udelukkende ved deres egen fortjeneste. De glemmer at der er et samfund, som har gjort det muligt at de kan tjene så mange penge. Det samfund er jeg en del af’. Citatet er ikke ordret, men budskabet er det samme. Vi mennesker er i virkeligheden lige. Det skal måske bemærkes, at hvis verdens superrige, blev beskattet med et par procenter, ville vi udrydde hele verdens ekstreme fattigdom, uden at de superrige, ville mærke forskel i form af tabte privilegier.
‘De urørlige’ kan stærkt anbefales af alle som sidder i kørestol eller måske arbejder som handicapmedhjælper.
Filmen taler til hjertet. Lad os håbe at fornuften følger med, ud i den virkelige verden.
Trailer til filmen her:
www.youtube.com/watch?time_continue=1&v=kaBAw70Xb-I
‘De urørlige’ kan lånes og ses på blandt andet bibliotekkernes Filmstriben.
Hvem vil gerne adoptere mig?
- Ditte
At være enebarn skaber et bestemt bånd til ens forældre. At være et handicappet enebarn skaber et helt specielt bånd til dem.
Jeg er en af dem; en forkælet snothvalp af et enebarn. Og så har jeg et handicap. Det kræver derfor ikke mange hjerneceller at forestille sig, at jeg – mere eller mindre frivilligt – er blevet båret på hænder og fødder af mine forældre igennem hele min opvækst. Ja, faktisk igennem hele mit liv, hvis vi nu skal være helt ærlige.
Man ser det faktisk meget ofte i handicapverdenen; folk med svære handicaps, der er enebørn og derfor har et utroligt tæt forhold til sine forældre i hele deres liv. Forældrene har måske ikke haft overskuddet til at få flere børn, da de fandt ud af at junior krævede ekstra opmærksomhed – hvilket jeg sådan set sagtens kan sætte mig ind i – og derfor er det ufatteligt nemt for de pågældende forældre at kaste ekstra-ekstra meget kærlighed henover ynglet. Måske har de endda forkælet deres barn mere i afmagt og grundet dårlig samvittighed over manglende ressourcer, som de inderst inde godt vidste, at junior aldrig ville komme til at opnå. Igen, det er en ganske forståelig psykologisk proces, men jeg vil dog også sige, at jeg ligeledes har set den slags opdragelse give bagslag. I visse tilfælde jeg har oplevet, at det her stærke forældre-barn-bånd har ligget på grænsen til det usunde, og nok kan betegnes som værende mere skadeligt end gavnligt for det handicappede barn på længere sigt.
Men hvor går grænsen? Når du per definition er et mindre ressourcestærkt menneske grundet fysiske skavanker og samtidig har en opdragelse med i bagagen, der i den grad er påvirket af manglen på søskende, er det så ikke ufatteligt nemt at tilte over og blive et uselvstændigt curlingbarn i voksen-dragt? Jeg skal da selv tage mig selv hårdt i nakkehårene til tider, for ikke altid at fare direkte hjem til mors skørter eller fars pengepung, når jeg synes, at voksenlivet er blevet lige en kende for alvorligt og uoverskueligt til min smag. Men kan man bebrejde mig? Mit handicap har gjort, at jeg siden tidernes morgen er blevet nurset og pakket ind i vat. Jeg har forældre, der mere eller mindre har viet hele deres liv til deres barn. Og den slags hænger ved; også for mine forældres vedkommende.
Udover at den slags opdragelse kan have konsekvenser for ens selvstændighed i voksenlivet, hvilket kan påvirke ens forståelse for eksempelvis økonomiske forhold eller basal husførelse, så er der også et andet faresignal, som vi skal være bevidste om; følelsen af ensomhed og måske i de helt grelle tilfælde dødsangsten.
Jeg selv er ikke bange for at dø. Døden for mit eget vedkommende er blot en uundgåelig rejse lige såvel som livet. Så må man jo få det bedste ud af dét, der nu engang venter en til den tid. Men når det er sagt, så er jeg omvendt hamrende bange for at miste; at blive efterladt. For udover at jeg er enebarn, så er min familie generelt ikke særlig stor. Når mine bedsteforældre og forældre ikke længere er i blandt os, så er der faktisk mere eller mindre kun mig. Og dén sideeffekt af nursing-enebarnsopdragelsen både skræmmer og handicapper mig yderligere.
Så f**k da det om jeg har lært at vaske tøj, eller om jeg i nogle måneder har minus på kontoen – alt dét skal jeg nok komme efter før eller siden – men hvem skal jeg gå til, når livet er svært og min familie kun består af mig? Hvor skal julen fejres henne, og hvem vil så ringe på min fødselsdag? Når tanker som disse sniger sig ind på én, så bliver man pludseligt meget lille i en meget stor verden.
Selvfølgelig har man sine hjælpere omkring sig døgnet rundt, og ja, de bliver også en udvidet del af ens familie, men lad os se på de kyniske faktor; mine hjælpere bliver betalt for at være i selskab med mig. Nok kan der danne sig relationer, der er baseret på ægte følelser ud over det arbejdsrelaterede, men der vil stadig være en usynlig hinde – en barriere – i forhold til et familiært bånd. Måske er det netop også derfor, at et af mine største ønsker i livet altid har været at finde min egen familie i form af mand og børn, så jeg netop kunne undgå engang at sidde alene tilbage?
Hvem ved. Og hvem ved om man egentlig overhovedet vil sidde alene tilbage, selvom man ingen familie har længere. Der er jo ens venskaber, og vigtigheden af disse skal man absolut heller ikke kimse ad. Veninder kan jo sagtens både ringe til ens fødselsdag og i en sjælden gang imellem låne dig penge, når nøden er størst. Og bare fordi du har børn og eventuelt er gift, så er det jo ikke nødvendigvis en forsikring om, at du ikke bliver ensom. Du kan risikere at blive skilt, og hvor mange tilfælde med ensomme ældre, der er bosiddende på plejehjem, har vi ikke efterhånden hørt om og inderligt ønsker for dem, at de på et tidspunkt vil modtage besøg fra deres familier?
Der er intet i livet, du er garanteret for (eller imod). Du bliver nødt til bare at fortsætte ned ad stien, som du allerede betræder, og så lade dig følge med af flowet. Alt dette ved jeg.
Det eneste jeg bare gerne vil forhøre mig om er; hvis alt andet glipper og jeg engang bliver familieløs og ensom – hvem vil så adoptere mig?