Easy Import
One-Page Websites
Nam consulatu expetendis ad, ut simul invidunt cum Eos facete maiorum corpora nereum
Easy Import
One-Page Websites
Nam consulatu expetendis ad, ut simul invidunt cum Eos facete maiorum corpora nereum
Transformation
Transformation kan jo være mange ting. Et skifte fra noget til noget andet. En ændring i vores liv, som har betydning for os for eftertiden. Jeg tror på, at mennesker ændrer sig flere gange i løbet af et liv. Det kan være en situation, en oplevelse eller en person, som bidrager til denne ændring. Jeg har selv oplevet flere ting i mit liv, som har ændret mig på den ene eller den anden måde, men jeg tror, at det, som har ændret mig allermest er, selvom det måske lyder barnligt, min hund og den verden, som hører til.
_
I løbet af min tid i gymnasiet, oplevede jeg flere ting, som mindede mig om, at jeg var begrænset på mange måder i forhold til mine jævnaldrende. Der var de helt fysiske begrænsninger – der var mange steder, hvor jeg rent fysisk ikke kunne være med mine jævnaldrende pga. trapper, smalle døre eller toiletforhold. Men der var også flere udfordrende tanker hos mig. Ville jeg nogensinde kunne få en kæreste, en familie, et job? Hvilke situationer ville jeg komme til at stå over for i mit liv med alle mine hjælpemidler og mine handicaphjælpere? Skulle jeg have respirator? Ville jeg dø tidligt?
_
I min tid på universitetet følte jeg igen disse begrænsninger og udfordrende tanker, og det gik op for mig, at jeg havde brug for ændringer i mit liv. Jeg havde brug for, at jeg var skide god til noget. Jeg havde brug for, at jeg kunne være med til noget fuldstændig på lige fod med andre. Jeg havde brug for en ny omgangskreds, som ikke skulle tage hensyn til mig og hele tiden se mig som hæmskoen, når der skulle planlægges arrangementer. Jeg ville være hende, som var god til noget, og som kunne præstere godt UDEN, at der blev taget hensyn til mig!
_
Samtidig vidste jeg, at jeg ville have en hund. Jeg har altid været fascineret af hunde og det bånd, som de har til deres mennesker. I lang tid undersøgte jeg muligheden for at få en hund fra STH – en organisation, som udvælger og træner hunde til mennesker med et handicap. Men det gik op for mig, at jeg ville have hunden fra hvalp, så jeg selv kunne træne den og opbygge et bånd til den. Derefter tog det mig omkring et år at blive sikker på, hvilken hund jeg ville have og hvorfra. Yderligere et år skulle der gå mens jeg var på venteliste hos en opdrætter, men endelig lykkedes det!
_
Efter jeg fik min hund, kunne jeg mærke, at min selvstændighed voksede. Rent fysisk trænede jeg min hund til at kunne tilkalde hjælperne, når jeg ikke kunne få ordentlig en luft og havde brug for hjælp. Det betød, at jeg pludselig kunne være alene. Det var en kæmpe forskel fra før, hvor jeg hele tiden har haft en hjælper ved min side. Derudover oplevede jeg også en kæmpe forskel, når jeg skulle et eller andet sted hen, og jeg havde min hund med. Pludselig kiggede folk ikke længere så meget på mig og min kørestol, men på den lille, søde hundehvalp, som vraltede rundt ved siden af. Jeg fik smil, søde blikke og anerkendende nik fra folk, som tidligere ville have stirret uhæmmet på mig eller kigget væk, for at være ved at dreje hovedet af led, når de havde passeret mig. Flere mennesker stoppede mig, for at spørge mig ind til hunden, og jeg fik rigtig mange lange snakke med folk, som jeg aldrig før ville have snakket med. Jeg mærkede også selvtilliden vokse, for pludselig var jeg blevet en, som man kunne spørge til råds!
_
Jeg måtte være kreativ for at kunne træne hunden, da jeg hverken kunne give godbidder eller legetøj, men jeg fandt forskellige maskiner og dimser, som gjorde det hele muligt. Jeg VILLE træne min hund, og jeg ville gerne inspirere andre i min situation til at gøre det samme. Henad vejen fandt jeg ud af, at jeg også ville gå til noget sport med min hund. Men hvad kan man gå til, når man knap kan bevæge sine arme? Jeg prøvede en sport, der hedder Rally først, og senere prøvede jeg Lydighed. Med det samme blev jeg fuldstændig skudt i hundetræning! Jeg var på kurser og træningslejre, og jeg oplevede her en kæmpe anerkendelse af det, som jeg og min hund kunne sammen. Jeg ønskede ikke medlidenhed på nogen måde, og jeg ville gøre alt for ikke at havne i samme situation som tidligere, hvor jeg hele tiden skulle tages hensyn til. Langsomt fandt jeg ud af, at jeg faktisk kunne noget her. Vi var (fuck janteloven) faktisk skidegode til det, som vi gjorde sammen, mig og min hund! Langsomt fik jeg også smag for konkurrencer, og derfra tog det for alvor fart! Jeg har altid villet have dommerne til at bedømme mig fuldstændig ligesom alle andre – de skulle ikke dømme mig mildere, fordi jeg sad i min kørestol! Jeg gider ikke have den der smag i munden bagefter med, at jeg nok fik lidt flere point i forhold til de andre, fordi dommeren synes, at jeg er en stakkel. Nej tak! Men selvfølgelig havde jeg også flere udfordringer end de andre i selve konkurrencesituationen – men sådan måtte det være!
_
De første par gange jeg var til en konkurrence, følte jeg måske lidt, at jeg fik nogle point, som jeg ikke fortjente… Men sådan er det nok også, når dommerne ikke er vant til at dømme ekvipager med en kørestol involveret. Men efterhånden som dommerne begyndte at møde mig flere gange og forstod, at jeg mente det alvorligt, begyndte de også at dømme min præstation på lige fod med de andres. Alligevel kunne jeg indimellem ”banke nogle af de store kanoner”! Jeg kunne præstere bedre end mennesker, som havde trænet i mange flere år end mig, og det var simpelthen verdens bedste følelse! Pludselig følte jeg mig dygtig til noget – uden at der blev taget hensyn til mit handicap!
_
Sammen med denne nye selvstændighed og det kæmpe selvtillidsboost, som jeg fik i denne helt nye verden, fik jeg også rigtig mange bekendtskaber, veninder og skulderklap. Det var en helt ny verden, som jeg slet ikke vidste eksisterede, men som har givet mig SÅ meget! Venner for livet som man kan træne sammen med, konkurrere med, udveksle erfaringer med, men vigtigst af alt kan man både grine og græde med dem, for de følger med i både op- og nedture!
_
Jeg er ikke sikker på, at jeg selv opdagede transformationen mens den skete, men jeg kan tydeligt se og mærke den, når jeg betragter mig selv før og nu. Tænk at en hund kan gøre så meget og åbne så stor en verden fyldt med muligheder, ambitioner og gode venner!
Pt. oplever vi nogle helt nye tider i dette samfund, som tvinger os til at handle og tænke anderledes. Sadle om. I denne måned har vi talt om livstransformationer; om Peter Bleis og Mette Petersen, der hver især oplevede, hvordan nye tider for deres vedkommende tvang dem til at handle og tænke anderledes, da de gik fra at være raske til invaliderede - og deres transformationsproces. 💪🏼
Nu vil vi gerne høre DIN historie! Hvad har din transformation lært dig? Kan du noget nu, som du ikke ville kunne, såfremt du ikke var blevet tvunget til at ændre kurs i livet? ☀️
Eksempel: Jeg er overbevist om, at jeg aldrig var blevet forfatter, såfremt jeg ikke var blevet født syg og derfor tvunget til at opsøge stilsiddende aktiviteter. Havde jeg ikke følt mig så anderledes i forhold til mine raske jævnaldrende, havde jeg måske ikke det samme behov for at digte og bruge min fantasi til selv at skabe en ønsket balance. Dét er jeg nu ret taknemmelig over, trods alt! ❤️
Nu er det din tur! Og hvis det er for personligt, så del et fjollet karantæne-billede med os. Jeg har i hvert fald en masse nyopdagede funktioner på min telefon, som jeg skal lege med! 😂
Denne film er én i en række små film, fra en samtale imellem Peter Bleis og psykoterapeut Brian Rønnow, om dét at gennemleve livssekvenser i omvæltende og nyskabende transformation. Vi kalder samtalen og de små film ’Liv i transformation’.
Film nummer 3 i rækken er her – værsgo!
Så du også filmen med Peters fortælling om ulykken som lammede ham, og om hele hans transformationsrejse siden? Filmen ligger her på vores YouTube kanal youtu.be/qM1-18tFQpk
Den hedder ’Peter Bleis - en stærk fortælling om transformation!’
PS.
Hvis I ønsker at kontakte Peter Bleis om spørgsmål eller et godt råd, hilser vi fra ham og siger til dig, at du er velkommen 😉
Du fanger ham her:
Mobil 40528411
Mail: p-bleis@hotmail.com
Kh!
Os i Din Hjælperordning
Handicap og uddannelse
Lyt med, når Sami fortæller om handicappede og uddannelse.
Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?
De havde rigtig mange oplevelser og minder sammen, som jeg ikke var med i, og det var svært at være med i deres samtaler, frustrationer og grin i perioden herefter.
Vil du være med i vores team af bloggere, der skriver om dét der buldrer i hjertet?
Easy Import
One-Page Websites
Nam consulatu expetendis ad, ut simul invidunt cum Eos facete maiorum corpora nereum
Easy Import
One-Page Websites
Nam consulatu expetendis ad, ut simul invidunt cum Eos facete maiorum corpora nereum
Transformation
Transformation kan jo være mange ting. Et skifte fra noget til noget andet. En ændring i vores liv, som har betydning for os for eftertiden. Jeg tror på, at mennesker ændrer sig flere gange i løbet af et liv. Det kan være en situation, en oplevelse eller en person, som bidrager til denne ændring. Jeg har selv oplevet flere ting i mit liv, som har ændret mig på den ene eller den anden måde, men jeg tror, at det, som har ændret mig allermest er, selvom det måske lyder barnligt, min hund og den verden, som hører til.
_
I løbet af min tid i gymnasiet, oplevede jeg flere ting, som mindede mig om, at jeg var begrænset på mange måder i forhold til mine jævnaldrende. Der var de helt fysiske begrænsninger – der var mange steder, hvor jeg rent fysisk ikke kunne være med mine jævnaldrende pga. trapper, smalle døre eller toiletforhold. Men der var også flere udfordrende tanker hos mig. Ville jeg nogensinde kunne få en kæreste, en familie, et job? Hvilke situationer ville jeg komme til at stå over for i mit liv med alle mine hjælpemidler og mine handicaphjælpere? Skulle jeg have respirator? Ville jeg dø tidligt?
_
I min tid på universitetet følte jeg igen disse begrænsninger og udfordrende tanker, og det gik op for mig, at jeg havde brug for ændringer i mit liv. Jeg havde brug for, at jeg var skide god til noget. Jeg havde brug for, at jeg kunne være med til noget fuldstændig på lige fod med andre. Jeg havde brug for en ny omgangskreds, som ikke skulle tage hensyn til mig og hele tiden se mig som hæmskoen, når der skulle planlægges arrangementer. Jeg ville være hende, som var god til noget, og som kunne præstere godt UDEN, at der blev taget hensyn til mig!
_
Samtidig vidste jeg, at jeg ville have en hund. Jeg har altid været fascineret af hunde og det bånd, som de har til deres mennesker. I lang tid undersøgte jeg muligheden for at få en hund fra STH – en organisation, som udvælger og træner hunde til mennesker med et handicap. Men det gik op for mig, at jeg ville have hunden fra hvalp, så jeg selv kunne træne den og opbygge et bånd til den. Derefter tog det mig omkring et år at blive sikker på, hvilken hund jeg ville have og hvorfra. Yderligere et år skulle der gå mens jeg var på venteliste hos en opdrætter, men endelig lykkedes det!
_
Efter jeg fik min hund, kunne jeg mærke, at min selvstændighed voksede. Rent fysisk trænede jeg min hund til at kunne tilkalde hjælperne, når jeg ikke kunne få ordentlig en luft og havde brug for hjælp. Det betød, at jeg pludselig kunne være alene. Det var en kæmpe forskel fra før, hvor jeg hele tiden har haft en hjælper ved min side. Derudover oplevede jeg også en kæmpe forskel, når jeg skulle et eller andet sted hen, og jeg havde min hund med. Pludselig kiggede folk ikke længere så meget på mig og min kørestol, men på den lille, søde hundehvalp, som vraltede rundt ved siden af. Jeg fik smil, søde blikke og anerkendende nik fra folk, som tidligere ville have stirret uhæmmet på mig eller kigget væk, for at være ved at dreje hovedet af led, når de havde passeret mig. Flere mennesker stoppede mig, for at spørge mig ind til hunden, og jeg fik rigtig mange lange snakke med folk, som jeg aldrig før ville have snakket med. Jeg mærkede også selvtilliden vokse, for pludselig var jeg blevet en, som man kunne spørge til råds!
_
Jeg måtte være kreativ for at kunne træne hunden, da jeg hverken kunne give godbidder eller legetøj, men jeg fandt forskellige maskiner og dimser, som gjorde det hele muligt. Jeg VILLE træne min hund, og jeg ville gerne inspirere andre i min situation til at gøre det samme. Henad vejen fandt jeg ud af, at jeg også ville gå til noget sport med min hund. Men hvad kan man gå til, når man knap kan bevæge sine arme? Jeg prøvede en sport, der hedder Rally først, og senere prøvede jeg Lydighed. Med det samme blev jeg fuldstændig skudt i hundetræning! Jeg var på kurser og træningslejre, og jeg oplevede her en kæmpe anerkendelse af det, som jeg og min hund kunne sammen. Jeg ønskede ikke medlidenhed på nogen måde, og jeg ville gøre alt for ikke at havne i samme situation som tidligere, hvor jeg hele tiden skulle tages hensyn til. Langsomt fandt jeg ud af, at jeg faktisk kunne noget her. Vi var (fuck janteloven) faktisk skidegode til det, som vi gjorde sammen, mig og min hund! Langsomt fik jeg også smag for konkurrencer, og derfra tog det for alvor fart! Jeg har altid villet have dommerne til at bedømme mig fuldstændig ligesom alle andre – de skulle ikke dømme mig mildere, fordi jeg sad i min kørestol! Jeg gider ikke have den der smag i munden bagefter med, at jeg nok fik lidt flere point i forhold til de andre, fordi dommeren synes, at jeg er en stakkel. Nej tak! Men selvfølgelig havde jeg også flere udfordringer end de andre i selve konkurrencesituationen – men sådan måtte det være!
_
De første par gange jeg var til en konkurrence, følte jeg måske lidt, at jeg fik nogle point, som jeg ikke fortjente… Men sådan er det nok også, når dommerne ikke er vant til at dømme ekvipager med en kørestol involveret. Men efterhånden som dommerne begyndte at møde mig flere gange og forstod, at jeg mente det alvorligt, begyndte de også at dømme min præstation på lige fod med de andres. Alligevel kunne jeg indimellem ”banke nogle af de store kanoner”! Jeg kunne præstere bedre end mennesker, som havde trænet i mange flere år end mig, og det var simpelthen verdens bedste følelse! Pludselig følte jeg mig dygtig til noget – uden at der blev taget hensyn til mit handicap!
_
Sammen med denne nye selvstændighed og det kæmpe selvtillidsboost, som jeg fik i denne helt nye verden, fik jeg også rigtig mange bekendtskaber, veninder og skulderklap. Det var en helt ny verden, som jeg slet ikke vidste eksisterede, men som har givet mig SÅ meget! Venner for livet som man kan træne sammen med, konkurrere med, udveksle erfaringer med, men vigtigst af alt kan man både grine og græde med dem, for de følger med i både op- og nedture!
_
Jeg er ikke sikker på, at jeg selv opdagede transformationen mens den skete, men jeg kan tydeligt se og mærke den, når jeg betragter mig selv før og nu. Tænk at en hund kan gøre så meget og åbne så stor en verden fyldt med muligheder, ambitioner og gode venner!
Pt. oplever vi nogle helt nye tider i dette samfund, som tvinger os til at handle og tænke anderledes. Sadle om. I denne måned har vi talt om livstransformationer; om Peter Bleis og Mette Petersen, der hver især oplevede, hvordan nye tider for deres vedkommende tvang dem til at handle og tænke anderledes, da de gik fra at være raske til invaliderede - og deres transformationsproces. 💪🏼
Nu vil vi gerne høre DIN historie! Hvad har din transformation lært dig? Kan du noget nu, som du ikke ville kunne, såfremt du ikke var blevet tvunget til at ændre kurs i livet? ☀️
Eksempel: Jeg er overbevist om, at jeg aldrig var blevet forfatter, såfremt jeg ikke var blevet født syg og derfor tvunget til at opsøge stilsiddende aktiviteter. Havde jeg ikke følt mig så anderledes i forhold til mine raske jævnaldrende, havde jeg måske ikke det samme behov for at digte og bruge min fantasi til selv at skabe en ønsket balance. Dét er jeg nu ret taknemmelig over, trods alt! ❤️
Nu er det din tur! Og hvis det er for personligt, så del et fjollet karantæne-billede med os. Jeg har i hvert fald en masse nyopdagede funktioner på min telefon, som jeg skal lege med! 😂
Denne film er én i en række små film, fra en samtale imellem Peter Bleis og psykoterapeut Brian Rønnow, om dét at gennemleve livssekvenser i omvæltende og nyskabende transformation. Vi kalder samtalen og de små film ’Liv i transformation’.
Film nummer 3 i rækken er her – værsgo!
Så du også filmen med Peters fortælling om ulykken som lammede ham, og om hele hans transformationsrejse siden? Filmen ligger her på vores YouTube kanal youtu.be/qM1-18tFQpk
Den hedder ’Peter Bleis - en stærk fortælling om transformation!’
PS.
Hvis I ønsker at kontakte Peter Bleis om spørgsmål eller et godt råd, hilser vi fra ham og siger til dig, at du er velkommen 😉
Du fanger ham her:
Mobil 40528411
Mail: p-bleis@hotmail.com
Kh!
Os i Din Hjælperordning
Handicap og uddannelse
Lyt med, når Sami fortæller om handicappede og uddannelse.
Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?
De havde rigtig mange oplevelser og minder sammen, som jeg ikke var med i, og det var svært at være med i deres samtaler, frustrationer og grin i perioden herefter.
DIT LIV!
Din Hjælperordning
#dinhjælperordning
Vil du være med i vores team af bloggere,
der skriver om dét der buldrer i hjertet?
Transformation
Transformation kan jo være mange ting. Et skifte fra noget til noget andet. En ændring i vores liv, som har betydning for os for eftertiden. Jeg tror på, at mennesker ændrer sig flere gange i løbet af et liv. Det kan være en situation, en oplevelse eller en person, som bidrager til denne ændring. Jeg har selv oplevet flere ting i mit liv, som har ændret mig på den ene eller den anden måde, men jeg tror, at det, som har ændret mig allermest er, selvom det måske lyder barnligt, min hund og den verden, som hører til.
_
I løbet af min tid i gymnasiet, oplevede jeg flere ting, som mindede mig om, at jeg var begrænset på mange måder i forhold til mine jævnaldrende. Der var de helt fysiske begrænsninger – der var mange steder, hvor jeg rent fysisk ikke kunne være med mine jævnaldrende pga. trapper, smalle døre eller toiletforhold. Men der var også flere udfordrende tanker hos mig. Ville jeg nogensinde kunne få en kæreste, en familie, et job? Hvilke situationer ville jeg komme til at stå over for i mit liv med alle mine hjælpemidler og mine handicaphjælpere? Skulle jeg have respirator? Ville jeg dø tidligt?
_
I min tid på universitetet følte jeg igen disse begrænsninger og udfordrende tanker, og det gik op for mig, at jeg havde brug for ændringer i mit liv. Jeg havde brug for, at jeg var skide god til noget. Jeg havde brug for, at jeg kunne være med til noget fuldstændig på lige fod med andre. Jeg havde brug for en ny omgangskreds, som ikke skulle tage hensyn til mig og hele tiden se mig som hæmskoen, når der skulle planlægges arrangementer. Jeg ville være hende, som var god til noget, og som kunne præstere godt UDEN, at der blev taget hensyn til mig!
_
Samtidig vidste jeg, at jeg ville have en hund. Jeg har altid været fascineret af hunde og det bånd, som de har til deres mennesker. I lang tid undersøgte jeg muligheden for at få en hund fra STH – en organisation, som udvælger og træner hunde til mennesker med et handicap. Men det gik op for mig, at jeg ville have hunden fra hvalp, så jeg selv kunne træne den og opbygge et bånd til den. Derefter tog det mig omkring et år at blive sikker på, hvilken hund jeg ville have og hvorfra. Yderligere et år skulle der gå mens jeg var på venteliste hos en opdrætter, men endelig lykkedes det!
_
Efter jeg fik min hund, kunne jeg mærke, at min selvstændighed voksede. Rent fysisk trænede jeg min hund til at kunne tilkalde hjælperne, når jeg ikke kunne få ordentlig en luft og havde brug for hjælp. Det betød, at jeg pludselig kunne være alene. Det var en kæmpe forskel fra før, hvor jeg hele tiden har haft en hjælper ved min side. Derudover oplevede jeg også en kæmpe forskel, når jeg skulle et eller andet sted hen, og jeg havde min hund med. Pludselig kiggede folk ikke længere så meget på mig og min kørestol, men på den lille, søde hundehvalp, som vraltede rundt ved siden af. Jeg fik smil, søde blikke og anerkendende nik fra folk, som tidligere ville have stirret uhæmmet på mig eller kigget væk, for at være ved at dreje hovedet af led, når de havde passeret mig. Flere mennesker stoppede mig, for at spørge mig ind til hunden, og jeg fik rigtig mange lange snakke med folk, som jeg aldrig før ville have snakket med. Jeg mærkede også selvtilliden vokse, for pludselig var jeg blevet en, som man kunne spørge til råds!
_
Jeg måtte være kreativ for at kunne træne hunden, da jeg hverken kunne give godbidder eller legetøj, men jeg fandt forskellige maskiner og dimser, som gjorde det hele muligt. Jeg VILLE træne min hund, og jeg ville gerne inspirere andre i min situation til at gøre det samme. Henad vejen fandt jeg ud af, at jeg også ville gå til noget sport med min hund. Men hvad kan man gå til, når man knap kan bevæge sine arme? Jeg prøvede en sport, der hedder Rally først, og senere prøvede jeg Lydighed. Med det samme blev jeg fuldstændig skudt i hundetræning! Jeg var på kurser og træningslejre, og jeg oplevede her en kæmpe anerkendelse af det, som jeg og min hund kunne sammen. Jeg ønskede ikke medlidenhed på nogen måde, og jeg ville gøre alt for ikke at havne i samme situation som tidligere, hvor jeg hele tiden skulle tages hensyn til. Langsomt fandt jeg ud af, at jeg faktisk kunne noget her. Vi var (fuck janteloven) faktisk skidegode til det, som vi gjorde sammen, mig og min hund! Langsomt fik jeg også smag for konkurrencer, og derfra tog det for alvor fart! Jeg har altid villet have dommerne til at bedømme mig fuldstændig ligesom alle andre – de skulle ikke dømme mig mildere, fordi jeg sad i min kørestol! Jeg gider ikke have den der smag i munden bagefter med, at jeg nok fik lidt flere point i forhold til de andre, fordi dommeren synes, at jeg er en stakkel. Nej tak! Men selvfølgelig havde jeg også flere udfordringer end de andre i selve konkurrencesituationen – men sådan måtte det være!
_
De første par gange jeg var til en konkurrence, følte jeg måske lidt, at jeg fik nogle point, som jeg ikke fortjente… Men sådan er det nok også, når dommerne ikke er vant til at dømme ekvipager med en kørestol involveret. Men efterhånden som dommerne begyndte at møde mig flere gange og forstod, at jeg mente det alvorligt, begyndte de også at dømme min præstation på lige fod med de andres. Alligevel kunne jeg indimellem ”banke nogle af de store kanoner”! Jeg kunne præstere bedre end mennesker, som havde trænet i mange flere år end mig, og det var simpelthen verdens bedste følelse! Pludselig følte jeg mig dygtig til noget – uden at der blev taget hensyn til mit handicap!
_
Sammen med denne nye selvstændighed og det kæmpe selvtillidsboost, som jeg fik i denne helt nye verden, fik jeg også rigtig mange bekendtskaber, veninder og skulderklap. Det var en helt ny verden, som jeg slet ikke vidste eksisterede, men som har givet mig SÅ meget! Venner for livet som man kan træne sammen med, konkurrere med, udveksle erfaringer med, men vigtigst af alt kan man både grine og græde med dem, for de følger med i både op- og nedture!
_
Jeg er ikke sikker på, at jeg selv opdagede transformationen mens den skete, men jeg kan tydeligt se og mærke den, når jeg betragter mig selv før og nu. Tænk at en hund kan gøre så meget og åbne så stor en verden fyldt med muligheder, ambitioner og gode venner!
Pt. oplever vi nogle helt nye tider i dette samfund, som tvinger os til at handle og tænke anderledes. Sadle om. I denne måned har vi talt om livstransformationer; om Peter Bleis og Mette Petersen, der hver især oplevede, hvordan nye tider for deres vedkommende tvang dem til at handle og tænke anderledes, da de gik fra at være raske til invaliderede - og deres transformationsproces. 💪🏼
Nu vil vi gerne høre DIN historie! Hvad har din transformation lært dig? Kan du noget nu, som du ikke ville kunne, såfremt du ikke var blevet tvunget til at ændre kurs i livet? ☀️
Eksempel: Jeg er overbevist om, at jeg aldrig var blevet forfatter, såfremt jeg ikke var blevet født syg og derfor tvunget til at opsøge stilsiddende aktiviteter. Havde jeg ikke følt mig så anderledes i forhold til mine raske jævnaldrende, havde jeg måske ikke det samme behov for at digte og bruge min fantasi til selv at skabe en ønsket balance. Dét er jeg nu ret taknemmelig over, trods alt! ❤️
Nu er det din tur! Og hvis det er for personligt, så del et fjollet karantæne-billede med os. Jeg har i hvert fald en masse nyopdagede funktioner på min telefon, som jeg skal lege med! 😂
Denne film er én i en række små film, fra en samtale imellem Peter Bleis og psykoterapeut Brian Rønnow, om dét at gennemleve livssekvenser i omvæltende og nyskabende transformation. Vi kalder samtalen og de små film ’Liv i transformation’.
Film nummer 3 i rækken er her – værsgo!
Så du også filmen med Peters fortælling om ulykken som lammede ham, og om hele hans transformationsrejse siden? Filmen ligger her på vores YouTube kanal youtu.be/qM1-18tFQpk
Den hedder ’Peter Bleis - en stærk fortælling om transformation!’
PS.
Hvis I ønsker at kontakte Peter Bleis om spørgsmål eller et godt råd, hilser vi fra ham og siger til dig, at du er velkommen 😉
Du fanger ham her:
Mobil 40528411
Mail: p-bleis@hotmail.com
Kh!
Os i Din Hjælperordning
Handicap og uddannelse
Lyt med, når Sami fortæller om handicappede og uddannelse.
Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?
De havde rigtig mange oplevelser og minder sammen, som jeg ikke var med i, og det var svært at være med i deres samtaler, frustrationer og grin i perioden herefter.