“Jeg oplever DHO som en ærlig og fleksibel arbejdsgiver, der forsøger at sætte mennesket før paragrafferne. Det gør at jeg føler mig værdsat.”

Hjælper, Zakarias Scharff

 

 

“Når du står i kampen mod forvaltningsmonsteret og har brug for rygdækning – så er DHO et sikkert valg.”

Jens Lund
Har sin BPA-Ordning hos DHO

 

 

Ville alle ikke kæmpe for en unik individuel BPA-ordning, hvis det handlede om dem..

 

 

 

”Det er faktisk ret livsbekræftende, når min borger siger til mig: ”Hva’ så? Ska’ vi ud og løbe?“ Det reducerer mine egne bekymringer, omgående!”

Hjælper, Mads Sørensen

 

 

Easy Import

One-Page Websites

Nam consulatu expetendis ad, ut simul invidunt cum Eos facete maiorum corpora nereum

View More

Easy Import

One-Page Websites

Nam consulatu expetendis ad, ut simul invidunt cum Eos facete maiorum corpora nereum

View More

Ice on Fire - dokumentar på HBO
- Vores "mystiske skribent"

Et af mine ynglingssteder i Frederiksberg Have er ved to store piletræer, der står lige ned til én af kanalerne. Her kan man sidde uforstyrret under pilen og kigge på vandspejlet, dyrene og træer og buske. Her den anden dag, hvor jeg var på vej til arbejde, standsede jeg for at sidde under pilen. Lige der, i det jeg satte mig, kom en and med sin nyfødte ælling. Ællingen var frygtløs og vandrede helt tæt på mig. Jeg satte mig og kiggede på den. Andemor så lidt ængstelig ud og ville beskytte sin unge. Inden længe satte den sig mellem mig og ællingen og kiggede olmt på mig. Ællingen hoppede i vandet, moderen fulgte efter og snart var de væk. Jeg kiggede efter dem, som de svømmede under et træ, hvis grene hænger ud over kanalens grumsede vand. Lidt længere nede, der hvor kanalen slår et knæk, svømmede en svane med to unger efter sig. Det er denne tid på året hvor fuglene yngler.

Samme aften, da jeg efter aftensmaden havde vasket op, fandt jeg den amerikanske dokumentarfilm; ‘Ice on fire’. Jeg havde læst om den i avisen Information weekenden forinden og hørt om den her og der. Den er fra 2019 og handler om de menneskeskabte klimaforandringer på vor planet jorden. Leonard Dicapio har produceret den og ligger stemme til. Filmen varer halvanden time og fortæller, skåret ud i pap, med den nyeste forsking, om de globale klimaforandringer.
Jeg var lidt forudindtaget inden jeg trykkede på play, jeg havde egenligt ikke lyst til at blive i dårligt humør, sådan en almindelig tirsdag, men jeg så filmen alligevel. Jeg blev ikke skuffet. Filmen kryber ind under huden og man bliver klogere på hvad det meste af verden taler om for tiden.

Mennesket har siden den industielle tidsalder brændt for mange fossile stoffer af. Driften af biler, fabrikker, olie, fly, skibe m.v. har sat sit aftryk. Der er for meget co2 i atmosfæren. Det resultere som bekendt i, at der bliver varmere på jorden. Temperaturen stiger, hvilket blandt andet fører til at isen på Arktis og nordpolen smelter. Vi mennesker har bragt jordens klima ud af balance. Smelter isen helt, vil det betyde at verdenshavene stiger syv meter. Endvidere vil der blive frigivet en store mængder metan, som ligger frosset ned ved polerne, det vil igen betyde af temperaturen vil stige yderligere. Stiger temperatuen for meget bliver der for varmt på jorden og der vil derved ikke kunne leve liv på planten. Med andre ord: Mennesket er i gang med at gøre jorden u bolig for mennesket selv og mennesket er i gang med at gøre jorden u bolig for liv.

Dette er kendsgerninger. For ti år siden sagde forskerene, at vi havde ti år til at gøre noget ved klimaforandringerne, ellers vil vi kunne mærke dem på hvor egen krop. Ti år er gået og mennesket mærker dem i disse år. Man skal bare tænde for nyhederne og følge med. Skovbrænde. Tørke. Orkaner. Verdens klima opfører sig sært. Juli måned 2019 er den varmeste måned målt i Frankrig nogensinde. Washington er i disse dage ramt af meget nedbør, med oversvømmelser til følge. Det Hvide Hus’ kælder står under vand. Californien oplever massive skovbrænde. Høsten slå fejl i flere af verdens udviklingslande og i Sverige frygtede man tørke i April måned.

Ud over den globale opvarmning, er mennesket overforbrug og rovdrift på naturen begyndt at sætte sine spor. Plastik i havene, affald på strandene og i skovene, overfiskeri, og verdens skove der bliver mindre, med uddøende dyrearter til følge. Det som man kalder biodiversitet. Mennesket har på få hundrede år arbejdet mod naturen og nu er vi som dinosaurerne ved at uddø. Denne gang er det ikke en meteor, der som dengang, for flere millioner år siden ødelagde 95 procent af livet på planten. Nej, det er os selv. Mennesket er en meget ung art og vi er ved ødelægge vores livsgrundlag, ved at ødelægge grundlaget for alt liv på jorden.

‘Først når den sidste fisk er fanget, det sidste træ fældet, vil mennesket forstå, at man ikke kan spise penge’, sagde indianeren Sitting Bull for godt og vel tohundrede år siden. Det er der noget rigtigt over og det er det, der er ved at gå op for mange folk i disse år. Dokumentaren viser problemerne, kendsgerningerne, men den viser også løsningerne og mange af de tiltag som rundt om på kloden er i fuldgang. Det ER muligt at bringe verdens co2 udledning tilbage til før den industrielle tidsalder. Det er muligt at gå over til 100 procent grøn energi, som vil være billigere end fossile brandstoffer. Det er muligt at leve bæredygtigt også i en verden med en eksplosiv befolkningsvækst. Det er muligt at arbejde med naturen, uden at det går ud over levestandarten. Løsningerne er der. Som en af forskerne siger, tilsidst i filmen: ‘Hvorfor ikke gøre det?’

Tænkt hvis USA gik forrest i klimakampen, som en stormagt, taget ud af filmen Independence Day og reddede planten? Tænk hvis alle verdens lande gik sammen og indså at vi lever på den samme jord og vi helst skulle blive ved med at leve sammen på den jord. Det kræver politisk mod og vilje.
‘Ice on Fire’ er dyster, men den fremhæver også lyspunkterne. På Island har man bygget et gigantisk kræftværk, der suger co2 ud af atmosfæren og forvandler det til sten. I det nordlige USA dyrker fiskere tang under vandet som bruges til foder til dyr. Gigantiske solcelle anlæg viser vejen for en billigere og bæredygtigt energikilde, der på sigt vil kunne give strøm til et helt land. Og der ER penge i skidtet. Grønne jobs.

Danmark er med sit nye klimaudspil, trådt ind i eliten af miljøforkæmpere. Man kan håbe at det vil inspirere andre lande til at gøre det samme. Der forskes massivt i disse områder i disse år og som det nævnes i dokumentaren, skal der en bred og mange facettet indsats til, for at det vil lykkedes at bringe den globale opvarmning ned og leve mere grønt. Det er svært at sige til en teenager i et slumkvarter i Brasilien, som kæmper for at overleve, at han skal spise økologisk kød og dyrke sin grøntsager selv. Det er svært at forklare manden i Sudan at han ikke skal fælde skoven, når han har syv børn at brødføde og en borgerkrig hængende over hovedet. Der skal politiske løsninger til. Dem med overskud skal gøre det rigtige. Og situationen i dag er, at dem med overskud ikke rigtigt har viljen, når det kommer til stykket.

Klimadokumentaren er en ordeligt opsang til få den grønne omstilling op i gear. ‘Ice on Fire’ er altså ikke ren dommedagsprædiken. Der strømmer en besnærende optimisme gennem filmen. En forhåbning om, hvad vi kan stille op, og en opsang til, hvorfor vi ikke kollektivt satser fuldt ud på de mange muligheder, menneskeheden har for at vende de dystre klimaudsigter.

Med ‘Ice on Fire’ har Leonardo DiCaprio skabt en opfordring til verdenssamfundet om at komme i gang med den grønne omstilling. Jo før, jo bedre. Ikke kun fordi det er det moralsk rigtige at gøre, men også for de økonomiske og samfundsmæssige gevinster. Og ikke mindst fordi det er nødvendigt.

Der er ikke noget i argumenterne om stigende vandstande og mere ekstremt vejr, der overrasker, hvis man kender bare en smule til global opvarmning og klimadebatten. Dokumentaren præsenterer heller ikke nye, banebrydende beviser. Men dens forklaringer er korte, præcise og let forståelige, uden at den kommer til at tale ned til seeren.
Interviewene med forskere og iværksættere blandes med tilstrækkelige dele naturoptagelser og hjælpsomme grafikker til at give dybde og forståelse.
Formen er ikke på nogen måde ny, men den er effektiv og får budskabet til at hænge fast, flere dage efter filmen er færdig.

Her i dag, hvor det nu er sommervejr, gik jeg forbi pilen. Jeg satte mig ned. Anden og ællingen var væk. Hvad kan man selv gøre? Hvor starter man selv? Hvordan lever man mere i harmoni og balance med naturen og én selv? Hvordan lever man mere bæredygtigt? Begrænsninger behøver ikke nødvendigvis være en dårlig ting. Måske skal man starte i det små og adfærden vil sprede sig som ringe i vandet.

Traileren for filmen kan ses her:

www.youtube.com/watch?v=Elf0RFBhr8I

‘Ice on Fire’ kan streames på HBO Nordic.
... See MoreSee Less

Se på Facebook

"The world's mine oyster, which I with sword will open!"
- William Shakespear

Når Mikkel drømmer, så drømmer han stort. Og når han får at vide, hvad han ikke kan, så gør han det stikmodsatte i protest. Såsom da han rykkede hele sit BPA-team op med rod, for at flytte til England og tage den højtønskede skuespilleruddannelse, som så længe havde drømt om. Vi har fået lov til at sidde på første parket, når han nu mindes hans uforglemmelige rejse:

Hvordan kom det i stand, at du pludselig skulle rejse et helt år til England?

Det var meningen, at jeg ville have taget et andet kursus, kaldet ”The Missing Link” et par år forinden, arrangeret af The Graeae Theatre i London. Jeg tilmeldte mig, og søgte om lov til at tage af sted, men fik afslag. Jeg måtte så melde fra igen, men ankede afgørelsen. Det var jo min uddannelse, min drøm, det handlede om! Efter et års tovtrækkeri med diverse instanser, hvor jeg måtte argumentere for at lignende uddannelsesforløb ikke fandtes i Danmark (Statens Teaterskole havde jo allerede sagt at fysisk handicappede ikke kunne blive skuespillere!), fik jeg endelig lov at tage af sted.

Men da jeg ringede til London igen, og sagde at nu kunne jeg endelig tage af sted, ja, så fandtes kurset ikke længere! Jeg sagde, at jeg havde kæmpet som en gal for at det skulle lykkes, og nu hvor jeg endelig kunne tage af sted, så ville jeg også gøre det. Hvor skulle jeg så tage hen? De sagde at The Liverpool Institute of Performing Arts havde et kursus, der hed ”Solid Foundation”. Men det varede et helt år!

Heldigvis måtte jeg stadig gerne tage af sted for kommunen. Jeg meldte mig til audition og blev inviteret derover. Og så begyndte den store planlægning!

Hvordan fungerede rejsen i praksis?

Jeg endte med at køre derover med en hjælper i bil via Holland. For at spare penge på logi, sov vi begge i bilen. Jeg tog timer hos en skuespiller for at hjælpe med en monolog, jeg skulle lave derovre. Dagen efter deltog jeg i en workshop med en større gruppe, hvorefter jeg satte næsen hjemefter igen. Så ventede jeg ellers bare! Jeg blev optaget på studiet, og så var hjulene ellers sat i gang.

Hvad gjorde du med din hjælperordning under dit ophold?

Jeg overvejede flere muligheder, men landede på at finde hjælpere, som var villige til at rive et år ud af kalenderen, rykke teltpælene op og flytte med mig til England. Den ene boede i en båd, som han sejlede derover. Når studiet var afsluttet ville han tage videre ud på de store verdenshave. De sidste valgte at flytte i en lejlighed sammen for at dele udgiften til husleje. Det skulle de aldrig have gjort. Men det vender jeg tilbage til.

Jeg flyttede ind i noget, der minder om en kollegielejlighed. Der var fire af dem. De var alle på størrelse med en skotøjsæske, men der hørte et handicapvenligt badeværelse til min lejlighed. Det var på størrelse med en balsal.

Jeg kørte vagterne fuldstændig som jeg gjorde i Danmark. Der var bare ingen vikarer til dækning ved sygdom. Alle dækkede ind for hinanden. Jeg ankom et par uger inden skolestart for at komme på plads. Og så gik den vilde skattejagt med fuldtidsstudie, gruppearbejde uden for skoletid og masser af hjemmearbejde. Da jeg kom til England, var jeg fuld af selvtillid ifht. mine sprogkundskaber, men da jeg hørte den lokale dialekt, var jeg helt sat af. Det tog mig 3 måneder at lære at forstå, hvad der blev sagt.

Hvad lykkedes efter planen?

Jeg gennemførte uddannelsen og fik mit diplom. Jeg blev gode venner med mine bofæller og modnedes en hel del det år.

Hvad ville du – set i bagspejlet – gerne have planlagt bedre?

Efter en uge i Liverpool stod det klart at de to, der delte lejlighed aldrig skulle være flyttet sammen. Jeg ville ønske, at jeg havde haft nosser til enten at skille dem ad, eller på en eller anden måde gå af med den ene og hyre en anden fra Danmark. Næste gang vil jeg nok også undersøge lidt mere grundigt, hvad det er for et område, jeg skal bo i. Det viste sig at være et yderst belastet kvarter med alt fra tiggere, desperate ludere, lommetyve og overfaldsmænd. I min tid derovre blev jeg bestjålet, havde indbrud og, nå ja, så blev jeg også overfaldet. Jeg blev paranoid og nærmest angst. Jeg kom i behandling hos en psykolog og det varede mange år, før jeg kom fri af det.

Kunne du finde på at tage på en lignende rejse igen – og i så fald hvorhen?

Der er jo sket en del forandringer med døgnhjælpen, som vi kender den, siden jeg tog afsted for 20 år siden. Min fornemmelse er, at det er blevet en del mere besværligt at tage på store eventyr på den måde. Skal jeg af sted igen bliver det helt sikkert for en længere periode.

Jeg drømmer selvfølgelig om Hollywood, når nu jeg er skuespiller. Det kunne da være fedt at lande en stor rolle i en amerikansk film eller tv-serie. Eller et længerevarende job et eller andet sted i Europa, jeg kan nå med bil. Men jeg skal helt klart have grønt lys fra Danmark til at tage af sted i tre eksemplarer. Jeg skal ikke nyde noget af at sætte grundlaget for min personlige frihed over styr, bare fordi der var noget, jeg manglede at gøre.

Men hvis vi sætter os på en sky af dollars et par minutter, så må det blive bilferier gennem Europa til Le Mans, Monaco og Italien. Jeg vil gerne til Grækenland igen. Jeg tager gerne en båd til Island og Færøerne. Der har jeg også venner. Der er en særlig tur, jeg gerne vil prøve. Et slags væddeløb i gamle smadrekasser. En tur gennem Europa på 5000 km på 5 dage. Du kan læse mere om www.carbagerun.dk Så hvis nogen kender til en handibus fra 2000/2001, som de gerne vil sælge eller bare vil af med, så giv endelig lyd!

Hvornår har du sidst været ude at rejse (både ind- og udland)?

Jeg var på Hærvejen (det er i Jylland) med kernen af DHO forrige år i 5 dage. Det var en skøn, udfordrende og uforglemmelig tur.

---

Tusind tak fordi du delte dit eventyr med DHO, Mikkel! Du ønskes god vind i sejlene til fremtidige rejser ud i den store verden!
... See MoreSee Less

Se på Facebook

Når et ønske opfyldes
- Ditte

Jeg er vokset op i en normal familie med to kærlige forældre. Vi var som sådan ikke rige, men ej hellere fattige; vi lå bare lige derimellem som en smørklat – trygt og godt. Derfor var det mig også en gåde som barn, hvorfor vi som sådan aldrig tog på eventyr. Det kan tælles på én hånd, hvor mange rejser mine forældre og jeg har været på sammen. Først mange år senere knækkede jeg koden til denne mærkværdighed; min tese er, at jeg simpelthen altid har haft en langt større udlængsel end mine forældre. Behovet for at rejse ligger så overfladisk i dem, at det næsten er flere centimeter væk fra kroppen.

Det er noget andet med mig; selvom jeg har dværgvækst og alting derfor automatisk syner større i mit perspektiv, så har jeg paradoksalt nok altid fundet Danmark super småt. Lige så længe jeg kan huske, har jeg længtes efter at tage på eventyr til det store udland, og opleve både mennesker og kulturer, som man ikke nødvendigvis støder på i den travle myldretid herhjemme i leverpostejs-Netto-Danmark. Derfor var overraskelsen også så kolo-enorm stor, da jeg i en alder af fjorten år opdagede, at jeg havde en God Fe…

Jeg husker det som var det i går; jeg er i mine spæde teenageår. Faktisk befinder jeg mig i et aldersmæssigt limbo, for jeg er netop blevet konfirmeret og derfor trådt ind i de ”voksnes rækker”, men faktum er bare, at jeg stadigvæk er fladbrystet som et strygebræt, og jeg stadig ser tegnefilm derhjemme, når gardinerne er rullet ned. Det er forår, varmt og jeg ligger i en hængekøje hjemme hos mine aflastningsforældre og kigger op i skyerne. Der er fly klistret fast i den klare, blå himmel, hvis ruter jeg misundeligt følger med øjnene. Bare det var mig, der sad deroppe…

I mine fjorten leveår har jeg stadigvæk min første udenlandsrejse til gode. Godt nok har jeg både været i Tyskland og i Sverige med mine forældre; men grænsehandlen tæller ikke, og Malmö lyder og ligner Danmark så tilpas meget, at det næppe kan kaldes for udlandet. Jeg klager min nød hos min aflastningsmor – en kvinde, jeg nok allerede dengang vidste, kunne trylle. Hun spørger mig interesseret, hvor jeg gerne vil hen og sammen med hvem. Først konkluderer jeg, at det bare skulle være hende og jeg. Men dét duer ikke, for hun er blevet ældre og har nok selv brug for aflastning engang imellem, selvom hun nægter at indrømme det. Så vi bliver enige om, at en rejse os to – sammen med mine forældre – kunne være hyggeligt. Vi bliver ligeledes hurtigt enige om, at vi gerne vil rejse til et varmt land. Men ikke alt for varmt, for så dør Mor af lige dele hysteri og hedeslag, det ved vi begge. Bare varmt nok til at jeg ikke fryser og kan bade på en strand. Alternativt i en pool.

Det er så her, at min aflastningsmor fortæller mig noget, som senere skulle vise sig at få en kæmpe betydning for mig. Hun fortæller mig om den frivillige organisation, ”Ønskefonden”, der hjælper kronisk syge børn med at få opfyldt et ønske. Såsom at komme ud og rejse. Øjnene stråler, når hun taler, og jeg kender godt dét blik; hun er stålfast og har besluttet sig.

Der går ikke mere end et par måneder, så vidt jeg husker, før der er sendt en officiel ansøgning af sted til Ønskefonden. Jeg krydser fingre, men tør alligevel ikke håbe på noget. Ditte rimer jo som bekendt på ”nitte” – som min mor så venligt sagde i en dårlig og intern joke. Men ikke i dette tilfælde. Før jeg får set mig om, bliver jeg overrasket af en frivillig, der overrækker mig et diplom, der fortæller, at min (aflastnings)familie og jeg har fået sponsoreret en rejse til Portugal. Jeg er flyvende allerede inden, jeg har sat mig ind i maskinen af bare ekstase.
Da vi skal af sted, bliver jeg som en kongelig fragtet fra mine aflastningsforældres lejlighed og hen til lufthaven i limousine. Ønskefonden er ikke en organisation, der er kendt for at gøre deres arbejde halvhjertet.

I Portugal venter et mangestjernet hotelophold med All Inclusive på os. De har både pool og ligger lige ud til stranden ved Algarvekysten, har jeg fået fortalt. Men da jeg sætter mig op i flyveren, opdager jeg, at jeg har arvet min mors flyskræk; jeg er overbevist om, at rejsen er for godt til at være sandt, og vi inden da helt sikkert vil styrte ned. Mere eller mindre vellykket forsøger jeg at skjule min skepsis og angst, da jeg omvendt er så spændt og lykkelig, at det næsten virker på mig som psykofarmaka. Og gudskelov får jeg atter engang ikke ret i mine antagelser.

Fra hotelværelset – der er en mindre suite med egen tv-stue og te-køkken – kan jeg ude på altanen sidde og følge de danske gråspurves flugt henover hvidt sand og azurblåt hav. I det fjerne kan jeg netop ane Spanien. Jeg æder jordbær til morgenmad og skriver flittigt i min rejsedagbog, når der er siesta i byen. Heri skriver jeg om alt, hvad jeg ser, hører og oplever; lige fra bede i byen med eksotiske hawaiiblomster og palmetræer til de lokale sigøjneres scorereplikker: ”Special price for you, my friend!”. Jeg skriver også om poolen, som jeg bader i hver eneste dag – og gerne flere gange om dagen. Om aftenen spiser jeg fisk i hotellets restaurant og bestiller cocktails i baren med min familie derefter. Selvom jeg er blevet konfirmeret, får jeg til min store fortrydelse, ikke lov til at drikke en hel alkoholisk drink. Men jeg ender alligevel med at smage på hele drinkskortet, idet min aflastningsmor aldrig bestiller den samme drink to dage i træk af ren nysgerrighed.

Jeg tør næsten ikke tælle, hvor mange af mine konfirmationspenge, der på få dage røg på min rejse til Portugal til fordel for muslingeskaller, fjer i håret, armbånd og andet turistbras, som jeg død og pine skulle have med hjem. Jeg samlede næsten manisk skaller og sten op fra stranden, som jeg derefter pakkede sirligt ned i min kuffert. Jeg vidste instinktivt, at den rejse ville jeg aldrig glemme, men alligevel blev det min fineste opgave, at loade mig selv med så mange fysiske ferieminder som overhovedet muligt. Hvis jeg leder efter i gemmerne her ti år efter, er jeg overbevist om, at jeg sagtens kan finde en cocktailparaply fra en af de mange, speciallavede virgin-drinks jeg slubrede i mig dengang, som har overvintret i en af mine mange mindekasser:
”…Just for you, my friend!”Når et ønske opfyldes
- Ditte

Jeg er vokset op i en normal familie med to kærlige forældre. Vi var som sådan ikke rige, men ej hellere fattige; vi lå bare lige derimellem som en smørklat – trygt og godt. Derfor var det mig også en gåde som barn, hvorfor vi som sådan aldrig tog på eventyr. Det kan tælles på én hånd, hvor mange rejser mine forældre og jeg har været på sammen. Først mange år senere knækkede jeg koden til denne mærkværdighed; min tese er, at jeg simpelthen altid har haft en langt større udlængsel end mine forældre. Behovet for at rejse ligger så overfladisk i dem, at det næsten er flere centimeter væk fra kroppen.

Det er noget andet med mig; selvom jeg har dværgvækst og alting derfor automatisk syner større i mit perspektiv, så har jeg paradoksalt nok altid fundet Danmark super småt. Lige så længe jeg kan huske, har jeg længtes efter at tage på eventyr til det store udland, og opleve både mennesker og kulturer, som man ikke nødvendigvis støder på i den travle myldretid herhjemme i leverpostejs-Netto-Danmark. Derfor var overraskelsen også så kolo-enorm stor, da jeg i en alder af fjorten år opdagede, at jeg havde en God Fe...

Jeg husker det som var det i går; jeg er i mine spæde teenageår. Faktisk befinder jeg mig i et aldersmæssigt limbo, for jeg er netop blevet konfirmeret og derfor trådt ind i de ”voksnes rækker”, men faktum er bare, at jeg stadigvæk er fladbrystet som et strygebræt, og jeg stadig ser tegnefilm derhjemme, når gardinerne er rullet ned. Det er forår, varmt og jeg ligger i en hængekøje hjemme hos mine aflastningsforældre og kigger op i skyerne. Der er fly klistret fast i den klare, blå himmel, hvis ruter jeg misundeligt følger med øjnene. Bare det var mig, der sad deroppe...

I mine fjorten leveår har jeg stadigvæk min første udenlandsrejse til gode. Godt nok har jeg både været i Tyskland og i Sverige med mine forældre; men grænsehandlen tæller ikke, og Malmö lyder og ligner Danmark så tilpas meget, at det næppe kan kaldes for udlandet. Jeg klager min nød hos min aflastningsmor – en kvinde, jeg nok allerede dengang vidste, kunne trylle. Hun spørger mig interesseret, hvor jeg gerne vil hen og sammen med hvem. Først konkluderer jeg, at det bare skulle være hende og jeg. Men dét duer ikke, for hun er blevet ældre og har nok selv brug for aflastning engang imellem, selvom hun nægter at indrømme det. Så vi bliver enige om, at en rejse os to – sammen med mine forældre – kunne være hyggeligt. Vi bliver ligeledes hurtigt enige om, at vi gerne vil rejse til et varmt land. Men ikke alt for varmt, for så dør Mor af lige dele hysteri og hedeslag, det ved vi begge. Bare varmt nok til at jeg ikke fryser og kan bade på en strand. Alternativt i en pool.

Det er så her, at min aflastningsmor fortæller mig noget, som senere skulle vise sig at få en kæmpe betydning for mig. Hun fortæller mig om den frivillige organisation, ”Ønskefonden”, der hjælper kronisk syge børn med at få opfyldt et ønske. Såsom at komme ud og rejse. Øjnene stråler, når hun taler, og jeg kender godt dét blik; hun er stålfast og har besluttet sig.

Der går ikke mere end et par måneder, så vidt jeg husker, før der er sendt en officiel ansøgning af sted til Ønskefonden. Jeg krydser fingre, men tør alligevel ikke håbe på noget. Ditte rimer jo som bekendt på ”nitte” – som min mor så venligt sagde i en dårlig og intern joke. Men ikke i dette tilfælde. Før jeg får set mig om, bliver jeg overrasket af en frivillig, der overrækker mig et diplom, der fortæller, at min (aflastnings)familie og jeg har fået sponsoreret en rejse til Portugal. Jeg er flyvende allerede inden, jeg har sat mig ind i maskinen af bare ekstase.
Da vi skal af sted, bliver jeg som en kongelig fragtet fra mine aflastningsforældres lejlighed og hen til lufthaven i limousine. Ønskefonden er ikke en organisation, der er kendt for at gøre deres arbejde halvhjertet.

I Portugal venter et mangestjernet hotelophold med All Inclusive på os. De har både pool og ligger lige ud til stranden ved Algarvekysten, har jeg fået fortalt. Men da jeg sætter mig op i flyveren, opdager jeg, at jeg har arvet min mors flyskræk; jeg er overbevist om, at rejsen er for godt til at være sandt, og vi inden da helt sikkert vil styrte ned. Mere eller mindre vellykket forsøger jeg at skjule min skepsis og angst, da jeg omvendt er så spændt og lykkelig, at det næsten virker på mig som psykofarmaka. Og gudskelov får jeg atter engang ikke ret i mine antagelser.

Fra hotelværelset – der er en mindre suite med egen tv-stue og te-køkken – kan jeg ude på altanen sidde og følge de danske gråspurves flugt henover hvidt sand og azurblåt hav. I det fjerne kan jeg netop ane Spanien. Jeg æder jordbær til morgenmad og skriver flittigt i min rejsedagbog, når der er siesta i byen. Heri skriver jeg om alt, hvad jeg ser, hører og oplever; lige fra bede i byen med eksotiske hawaiiblomster og palmetræer til de lokale sigøjneres scorereplikker: ”Special price for you, my friend!”. Jeg skriver også om poolen, som jeg bader i hver eneste dag – og gerne flere gange om dagen. Om aftenen spiser jeg fisk i hotellets restaurant og bestiller cocktails i baren med min familie derefter. Selvom jeg er blevet konfirmeret, får jeg til min store fortrydelse, ikke lov til at drikke en hel alkoholisk drink. Men jeg ender alligevel med at smage på hele drinkskortet, idet min aflastningsmor aldrig bestiller den samme drink to dage i træk af ren nysgerrighed.

Jeg tør næsten ikke tælle, hvor mange af mine konfirmationspenge, der på få dage røg på min rejse til Portugal til fordel for muslingeskaller, fjer i håret, armbånd og andet turistbras, som jeg død og pine skulle have med hjem. Jeg samlede næsten manisk skaller og sten op fra stranden, som jeg derefter pakkede sirligt ned i min kuffert. Jeg vidste instinktivt, at den rejse ville jeg aldrig glemme, men alligevel blev det min fineste opgave, at loade mig selv med så mange fysiske ferieminder som overhovedet muligt. Hvis jeg leder efter i gemmerne her ti år efter, er jeg overbevist om, at jeg sagtens kan finde en cocktailparaply fra en af de mange, speciallavede virgin-drinks jeg slubrede i mig dengang, som har overvintret i en af mine mange mindekasser:
”...Just for you, my friend!”
... See MoreSee Less

Se på Facebook

 

 

BORGER

Læs mere

 

 

HJÆLPER

Læs mere

 

 

KOMMUNE

Læs mere

Vil du være med i vores team af bloggere, der skriver om dét der buldrer i hjertet?

Skriv til os her! Vi glæder os..

DIT LIV!
Din Hjælperordning

#dinhjælperordning

Vi manifesterer muligheder, hvor du troede at ingen var..

 

Rundt om dig uanset hvor du er

 

Fælles om at skabe frie individuelle liv

 

 

Man kan ikke lave standardløsninger for unikke individer

 

Check Our

Our Services

Read More

Check Our

Our Services

Read More

“Jeg oplever DHO som en ærlig og fleksibel arbejdsgiver, der forsøger at sætte mennesket før paragrafferne. Det gør at jeg føler mig værdsat.”

Hjælper, Zakarias Scharff

 

 

 

“Når du står i kampen mod forvaltningsmonsteret og har brug for rygdækning – så er DHO et sikkert valg.”

Jens Lund
Har sin BPA-Ordning hos DHO

 

 

 

Ville alle ikke kæmpe for en unik individuel BPA-ordning, hvis det handlede om dem..

 

 

 

 

”Det er faktisk ret livsbekræftende, når min borger siger til mig: ”Hva’ så? Ska’ vi ud og løbe?“ Det reducerer mine egne bekymringer, omgående!”

Hjælper, Mads Sørensen

 

 

 

Easy Import

One-Page Websites

Nam consulatu expetendis ad, ut simul invidunt cum Eos facete maiorum corpora nereum

View More

Easy Import

One-Page Websites

Nam consulatu expetendis ad, ut simul invidunt cum Eos facete maiorum corpora nereum

View More

Ice on Fire - dokumentar på HBO
- Vores "mystiske skribent"

Et af mine ynglingssteder i Frederiksberg Have er ved to store piletræer, der står lige ned til én af kanalerne. Her kan man sidde uforstyrret under pilen og kigge på vandspejlet, dyrene og træer og buske. Her den anden dag, hvor jeg var på vej til arbejde, standsede jeg for at sidde under pilen. Lige der, i det jeg satte mig, kom en and med sin nyfødte ælling. Ællingen var frygtløs og vandrede helt tæt på mig. Jeg satte mig og kiggede på den. Andemor så lidt ængstelig ud og ville beskytte sin unge. Inden længe satte den sig mellem mig og ællingen og kiggede olmt på mig. Ællingen hoppede i vandet, moderen fulgte efter og snart var de væk. Jeg kiggede efter dem, som de svømmede under et træ, hvis grene hænger ud over kanalens grumsede vand. Lidt længere nede, der hvor kanalen slår et knæk, svømmede en svane med to unger efter sig. Det er denne tid på året hvor fuglene yngler.

Samme aften, da jeg efter aftensmaden havde vasket op, fandt jeg den amerikanske dokumentarfilm; ‘Ice on fire’. Jeg havde læst om den i avisen Information weekenden forinden og hørt om den her og der. Den er fra 2019 og handler om de menneskeskabte klimaforandringer på vor planet jorden. Leonard Dicapio har produceret den og ligger stemme til. Filmen varer halvanden time og fortæller, skåret ud i pap, med den nyeste forsking, om de globale klimaforandringer.
Jeg var lidt forudindtaget inden jeg trykkede på play, jeg havde egenligt ikke lyst til at blive i dårligt humør, sådan en almindelig tirsdag, men jeg så filmen alligevel. Jeg blev ikke skuffet. Filmen kryber ind under huden og man bliver klogere på hvad det meste af verden taler om for tiden.

Mennesket har siden den industielle tidsalder brændt for mange fossile stoffer af. Driften af biler, fabrikker, olie, fly, skibe m.v. har sat sit aftryk. Der er for meget co2 i atmosfæren. Det resultere som bekendt i, at der bliver varmere på jorden. Temperaturen stiger, hvilket blandt andet fører til at isen på Arktis og nordpolen smelter. Vi mennesker har bragt jordens klima ud af balance. Smelter isen helt, vil det betyde at verdenshavene stiger syv meter. Endvidere vil der blive frigivet en store mængder metan, som ligger frosset ned ved polerne, det vil igen betyde af temperaturen vil stige yderligere. Stiger temperatuen for meget bliver der for varmt på jorden og der vil derved ikke kunne leve liv på planten. Med andre ord: Mennesket er i gang med at gøre jorden u bolig for mennesket selv og mennesket er i gang med at gøre jorden u bolig for liv.

Dette er kendsgerninger. For ti år siden sagde forskerene, at vi havde ti år til at gøre noget ved klimaforandringerne, ellers vil vi kunne mærke dem på hvor egen krop. Ti år er gået og mennesket mærker dem i disse år. Man skal bare tænde for nyhederne og følge med. Skovbrænde. Tørke. Orkaner. Verdens klima opfører sig sært. Juli måned 2019 er den varmeste måned målt i Frankrig nogensinde. Washington er i disse dage ramt af meget nedbør, med oversvømmelser til følge. Det Hvide Hus’ kælder står under vand. Californien oplever massive skovbrænde. Høsten slå fejl i flere af verdens udviklingslande og i Sverige frygtede man tørke i April måned.

Ud over den globale opvarmning, er mennesket overforbrug og rovdrift på naturen begyndt at sætte sine spor. Plastik i havene, affald på strandene og i skovene, overfiskeri, og verdens skove der bliver mindre, med uddøende dyrearter til følge. Det som man kalder biodiversitet. Mennesket har på få hundrede år arbejdet mod naturen og nu er vi som dinosaurerne ved at uddø. Denne gang er det ikke en meteor, der som dengang, for flere millioner år siden ødelagde 95 procent af livet på planten. Nej, det er os selv. Mennesket er en meget ung art og vi er ved ødelægge vores livsgrundlag, ved at ødelægge grundlaget for alt liv på jorden.

‘Først når den sidste fisk er fanget, det sidste træ fældet, vil mennesket forstå, at man ikke kan spise penge’, sagde indianeren Sitting Bull for godt og vel tohundrede år siden. Det er der noget rigtigt over og det er det, der er ved at gå op for mange folk i disse år. Dokumentaren viser problemerne, kendsgerningerne, men den viser også løsningerne og mange af de tiltag som rundt om på kloden er i fuldgang. Det ER muligt at bringe verdens co2 udledning tilbage til før den industrielle tidsalder. Det er muligt at gå over til 100 procent grøn energi, som vil være billigere end fossile brandstoffer. Det er muligt at leve bæredygtigt også i en verden med en eksplosiv befolkningsvækst. Det er muligt at arbejde med naturen, uden at det går ud over levestandarten. Løsningerne er der. Som en af forskerne siger, tilsidst i filmen: ‘Hvorfor ikke gøre det?’

Tænkt hvis USA gik forrest i klimakampen, som en stormagt, taget ud af filmen Independence Day og reddede planten? Tænk hvis alle verdens lande gik sammen og indså at vi lever på den samme jord og vi helst skulle blive ved med at leve sammen på den jord. Det kræver politisk mod og vilje.
‘Ice on Fire’ er dyster, men den fremhæver også lyspunkterne. På Island har man bygget et gigantisk kræftværk, der suger co2 ud af atmosfæren og forvandler det til sten. I det nordlige USA dyrker fiskere tang under vandet som bruges til foder til dyr. Gigantiske solcelle anlæg viser vejen for en billigere og bæredygtigt energikilde, der på sigt vil kunne give strøm til et helt land. Og der ER penge i skidtet. Grønne jobs.

Danmark er med sit nye klimaudspil, trådt ind i eliten af miljøforkæmpere. Man kan håbe at det vil inspirere andre lande til at gøre det samme. Der forskes massivt i disse områder i disse år og som det nævnes i dokumentaren, skal der en bred og mange facettet indsats til, for at det vil lykkedes at bringe den globale opvarmning ned og leve mere grønt. Det er svært at sige til en teenager i et slumkvarter i Brasilien, som kæmper for at overleve, at han skal spise økologisk kød og dyrke sin grøntsager selv. Det er svært at forklare manden i Sudan at han ikke skal fælde skoven, når han har syv børn at brødføde og en borgerkrig hængende over hovedet. Der skal politiske løsninger til. Dem med overskud skal gøre det rigtige. Og situationen i dag er, at dem med overskud ikke rigtigt har viljen, når det kommer til stykket.

Klimadokumentaren er en ordeligt opsang til få den grønne omstilling op i gear. ‘Ice on Fire’ er altså ikke ren dommedagsprædiken. Der strømmer en besnærende optimisme gennem filmen. En forhåbning om, hvad vi kan stille op, og en opsang til, hvorfor vi ikke kollektivt satser fuldt ud på de mange muligheder, menneskeheden har for at vende de dystre klimaudsigter.

Med ‘Ice on Fire’ har Leonardo DiCaprio skabt en opfordring til verdenssamfundet om at komme i gang med den grønne omstilling. Jo før, jo bedre. Ikke kun fordi det er det moralsk rigtige at gøre, men også for de økonomiske og samfundsmæssige gevinster. Og ikke mindst fordi det er nødvendigt.

Der er ikke noget i argumenterne om stigende vandstande og mere ekstremt vejr, der overrasker, hvis man kender bare en smule til global opvarmning og klimadebatten. Dokumentaren præsenterer heller ikke nye, banebrydende beviser. Men dens forklaringer er korte, præcise og let forståelige, uden at den kommer til at tale ned til seeren.
Interviewene med forskere og iværksættere blandes med tilstrækkelige dele naturoptagelser og hjælpsomme grafikker til at give dybde og forståelse.
Formen er ikke på nogen måde ny, men den er effektiv og får budskabet til at hænge fast, flere dage efter filmen er færdig.

Her i dag, hvor det nu er sommervejr, gik jeg forbi pilen. Jeg satte mig ned. Anden og ællingen var væk. Hvad kan man selv gøre? Hvor starter man selv? Hvordan lever man mere i harmoni og balance med naturen og én selv? Hvordan lever man mere bæredygtigt? Begrænsninger behøver ikke nødvendigvis være en dårlig ting. Måske skal man starte i det små og adfærden vil sprede sig som ringe i vandet.

Traileren for filmen kan ses her:

www.youtube.com/watch?v=Elf0RFBhr8I

‘Ice on Fire’ kan streames på HBO Nordic.
... See MoreSee Less

Se på Facebook

"The world's mine oyster, which I with sword will open!"
- William Shakespear

Når Mikkel drømmer, så drømmer han stort. Og når han får at vide, hvad han ikke kan, så gør han det stikmodsatte i protest. Såsom da han rykkede hele sit BPA-team op med rod, for at flytte til England og tage den højtønskede skuespilleruddannelse, som så længe havde drømt om. Vi har fået lov til at sidde på første parket, når han nu mindes hans uforglemmelige rejse:

Hvordan kom det i stand, at du pludselig skulle rejse et helt år til England?

Det var meningen, at jeg ville have taget et andet kursus, kaldet ”The Missing Link” et par år forinden, arrangeret af The Graeae Theatre i London. Jeg tilmeldte mig, og søgte om lov til at tage af sted, men fik afslag. Jeg måtte så melde fra igen, men ankede afgørelsen. Det var jo min uddannelse, min drøm, det handlede om! Efter et års tovtrækkeri med diverse instanser, hvor jeg måtte argumentere for at lignende uddannelsesforløb ikke fandtes i Danmark (Statens Teaterskole havde jo allerede sagt at fysisk handicappede ikke kunne blive skuespillere!), fik jeg endelig lov at tage af sted.

Men da jeg ringede til London igen, og sagde at nu kunne jeg endelig tage af sted, ja, så fandtes kurset ikke længere! Jeg sagde, at jeg havde kæmpet som en gal for at det skulle lykkes, og nu hvor jeg endelig kunne tage af sted, så ville jeg også gøre det. Hvor skulle jeg så tage hen? De sagde at The Liverpool Institute of Performing Arts havde et kursus, der hed ”Solid Foundation”. Men det varede et helt år!

Heldigvis måtte jeg stadig gerne tage af sted for kommunen. Jeg meldte mig til audition og blev inviteret derover. Og så begyndte den store planlægning!

Hvordan fungerede rejsen i praksis?

Jeg endte med at køre derover med en hjælper i bil via Holland. For at spare penge på logi, sov vi begge i bilen. Jeg tog timer hos en skuespiller for at hjælpe med en monolog, jeg skulle lave derovre. Dagen efter deltog jeg i en workshop med en større gruppe, hvorefter jeg satte næsen hjemefter igen. Så ventede jeg ellers bare! Jeg blev optaget på studiet, og så var hjulene ellers sat i gang.

Hvad gjorde du med din hjælperordning under dit ophold?

Jeg overvejede flere muligheder, men landede på at finde hjælpere, som var villige til at rive et år ud af kalenderen, rykke teltpælene op og flytte med mig til England. Den ene boede i en båd, som han sejlede derover. Når studiet var afsluttet ville han tage videre ud på de store verdenshave. De sidste valgte at flytte i en lejlighed sammen for at dele udgiften til husleje. Det skulle de aldrig have gjort. Men det vender jeg tilbage til.

Jeg flyttede ind i noget, der minder om en kollegielejlighed. Der var fire af dem. De var alle på størrelse med en skotøjsæske, men der hørte et handicapvenligt badeværelse til min lejlighed. Det var på størrelse med en balsal.

Jeg kørte vagterne fuldstændig som jeg gjorde i Danmark. Der var bare ingen vikarer til dækning ved sygdom. Alle dækkede ind for hinanden. Jeg ankom et par uger inden skolestart for at komme på plads. Og så gik den vilde skattejagt med fuldtidsstudie, gruppearbejde uden for skoletid og masser af hjemmearbejde. Da jeg kom til England, var jeg fuld af selvtillid ifht. mine sprogkundskaber, men da jeg hørte den lokale dialekt, var jeg helt sat af. Det tog mig 3 måneder at lære at forstå, hvad der blev sagt.

Hvad lykkedes efter planen?

Jeg gennemførte uddannelsen og fik mit diplom. Jeg blev gode venner med mine bofæller og modnedes en hel del det år.

Hvad ville du – set i bagspejlet – gerne have planlagt bedre?

Efter en uge i Liverpool stod det klart at de to, der delte lejlighed aldrig skulle være flyttet sammen. Jeg ville ønske, at jeg havde haft nosser til enten at skille dem ad, eller på en eller anden måde gå af med den ene og hyre en anden fra Danmark. Næste gang vil jeg nok også undersøge lidt mere grundigt, hvad det er for et område, jeg skal bo i. Det viste sig at være et yderst belastet kvarter med alt fra tiggere, desperate ludere, lommetyve og overfaldsmænd. I min tid derovre blev jeg bestjålet, havde indbrud og, nå ja, så blev jeg også overfaldet. Jeg blev paranoid og nærmest angst. Jeg kom i behandling hos en psykolog og det varede mange år, før jeg kom fri af det.

Kunne du finde på at tage på en lignende rejse igen – og i så fald hvorhen?

Der er jo sket en del forandringer med døgnhjælpen, som vi kender den, siden jeg tog afsted for 20 år siden. Min fornemmelse er, at det er blevet en del mere besværligt at tage på store eventyr på den måde. Skal jeg af sted igen bliver det helt sikkert for en længere periode.

Jeg drømmer selvfølgelig om Hollywood, når nu jeg er skuespiller. Det kunne da være fedt at lande en stor rolle i en amerikansk film eller tv-serie. Eller et længerevarende job et eller andet sted i Europa, jeg kan nå med bil. Men jeg skal helt klart have grønt lys fra Danmark til at tage af sted i tre eksemplarer. Jeg skal ikke nyde noget af at sætte grundlaget for min personlige frihed over styr, bare fordi der var noget, jeg manglede at gøre.

Men hvis vi sætter os på en sky af dollars et par minutter, så må det blive bilferier gennem Europa til Le Mans, Monaco og Italien. Jeg vil gerne til Grækenland igen. Jeg tager gerne en båd til Island og Færøerne. Der har jeg også venner. Der er en særlig tur, jeg gerne vil prøve. Et slags væddeløb i gamle smadrekasser. En tur gennem Europa på 5000 km på 5 dage. Du kan læse mere om www.carbagerun.dk Så hvis nogen kender til en handibus fra 2000/2001, som de gerne vil sælge eller bare vil af med, så giv endelig lyd!

Hvornår har du sidst været ude at rejse (både ind- og udland)?

Jeg var på Hærvejen (det er i Jylland) med kernen af DHO forrige år i 5 dage. Det var en skøn, udfordrende og uforglemmelig tur.

---

Tusind tak fordi du delte dit eventyr med DHO, Mikkel! Du ønskes god vind i sejlene til fremtidige rejser ud i den store verden!
... See MoreSee Less

Se på Facebook

Når et ønske opfyldes
- Ditte

Jeg er vokset op i en normal familie med to kærlige forældre. Vi var som sådan ikke rige, men ej hellere fattige; vi lå bare lige derimellem som en smørklat – trygt og godt. Derfor var det mig også en gåde som barn, hvorfor vi som sådan aldrig tog på eventyr. Det kan tælles på én hånd, hvor mange rejser mine forældre og jeg har været på sammen. Først mange år senere knækkede jeg koden til denne mærkværdighed; min tese er, at jeg simpelthen altid har haft en langt større udlængsel end mine forældre. Behovet for at rejse ligger så overfladisk i dem, at det næsten er flere centimeter væk fra kroppen.

Det er noget andet med mig; selvom jeg har dværgvækst og alting derfor automatisk syner større i mit perspektiv, så har jeg paradoksalt nok altid fundet Danmark super småt. Lige så længe jeg kan huske, har jeg længtes efter at tage på eventyr til det store udland, og opleve både mennesker og kulturer, som man ikke nødvendigvis støder på i den travle myldretid herhjemme i leverpostejs-Netto-Danmark. Derfor var overraskelsen også så kolo-enorm stor, da jeg i en alder af fjorten år opdagede, at jeg havde en God Fe…

Jeg husker det som var det i går; jeg er i mine spæde teenageår. Faktisk befinder jeg mig i et aldersmæssigt limbo, for jeg er netop blevet konfirmeret og derfor trådt ind i de ”voksnes rækker”, men faktum er bare, at jeg stadigvæk er fladbrystet som et strygebræt, og jeg stadig ser tegnefilm derhjemme, når gardinerne er rullet ned. Det er forår, varmt og jeg ligger i en hængekøje hjemme hos mine aflastningsforældre og kigger op i skyerne. Der er fly klistret fast i den klare, blå himmel, hvis ruter jeg misundeligt følger med øjnene. Bare det var mig, der sad deroppe…

I mine fjorten leveår har jeg stadigvæk min første udenlandsrejse til gode. Godt nok har jeg både været i Tyskland og i Sverige med mine forældre; men grænsehandlen tæller ikke, og Malmö lyder og ligner Danmark så tilpas meget, at det næppe kan kaldes for udlandet. Jeg klager min nød hos min aflastningsmor – en kvinde, jeg nok allerede dengang vidste, kunne trylle. Hun spørger mig interesseret, hvor jeg gerne vil hen og sammen med hvem. Først konkluderer jeg, at det bare skulle være hende og jeg. Men dét duer ikke, for hun er blevet ældre og har nok selv brug for aflastning engang imellem, selvom hun nægter at indrømme det. Så vi bliver enige om, at en rejse os to – sammen med mine forældre – kunne være hyggeligt. Vi bliver ligeledes hurtigt enige om, at vi gerne vil rejse til et varmt land. Men ikke alt for varmt, for så dør Mor af lige dele hysteri og hedeslag, det ved vi begge. Bare varmt nok til at jeg ikke fryser og kan bade på en strand. Alternativt i en pool.

Det er så her, at min aflastningsmor fortæller mig noget, som senere skulle vise sig at få en kæmpe betydning for mig. Hun fortæller mig om den frivillige organisation, ”Ønskefonden”, der hjælper kronisk syge børn med at få opfyldt et ønske. Såsom at komme ud og rejse. Øjnene stråler, når hun taler, og jeg kender godt dét blik; hun er stålfast og har besluttet sig.

Der går ikke mere end et par måneder, så vidt jeg husker, før der er sendt en officiel ansøgning af sted til Ønskefonden. Jeg krydser fingre, men tør alligevel ikke håbe på noget. Ditte rimer jo som bekendt på ”nitte” – som min mor så venligt sagde i en dårlig og intern joke. Men ikke i dette tilfælde. Før jeg får set mig om, bliver jeg overrasket af en frivillig, der overrækker mig et diplom, der fortæller, at min (aflastnings)familie og jeg har fået sponsoreret en rejse til Portugal. Jeg er flyvende allerede inden, jeg har sat mig ind i maskinen af bare ekstase.
Da vi skal af sted, bliver jeg som en kongelig fragtet fra mine aflastningsforældres lejlighed og hen til lufthaven i limousine. Ønskefonden er ikke en organisation, der er kendt for at gøre deres arbejde halvhjertet.

I Portugal venter et mangestjernet hotelophold med All Inclusive på os. De har både pool og ligger lige ud til stranden ved Algarvekysten, har jeg fået fortalt. Men da jeg sætter mig op i flyveren, opdager jeg, at jeg har arvet min mors flyskræk; jeg er overbevist om, at rejsen er for godt til at være sandt, og vi inden da helt sikkert vil styrte ned. Mere eller mindre vellykket forsøger jeg at skjule min skepsis og angst, da jeg omvendt er så spændt og lykkelig, at det næsten virker på mig som psykofarmaka. Og gudskelov får jeg atter engang ikke ret i mine antagelser.

Fra hotelværelset – der er en mindre suite med egen tv-stue og te-køkken – kan jeg ude på altanen sidde og følge de danske gråspurves flugt henover hvidt sand og azurblåt hav. I det fjerne kan jeg netop ane Spanien. Jeg æder jordbær til morgenmad og skriver flittigt i min rejsedagbog, når der er siesta i byen. Heri skriver jeg om alt, hvad jeg ser, hører og oplever; lige fra bede i byen med eksotiske hawaiiblomster og palmetræer til de lokale sigøjneres scorereplikker: ”Special price for you, my friend!”. Jeg skriver også om poolen, som jeg bader i hver eneste dag – og gerne flere gange om dagen. Om aftenen spiser jeg fisk i hotellets restaurant og bestiller cocktails i baren med min familie derefter. Selvom jeg er blevet konfirmeret, får jeg til min store fortrydelse, ikke lov til at drikke en hel alkoholisk drink. Men jeg ender alligevel med at smage på hele drinkskortet, idet min aflastningsmor aldrig bestiller den samme drink to dage i træk af ren nysgerrighed.

Jeg tør næsten ikke tælle, hvor mange af mine konfirmationspenge, der på få dage røg på min rejse til Portugal til fordel for muslingeskaller, fjer i håret, armbånd og andet turistbras, som jeg død og pine skulle have med hjem. Jeg samlede næsten manisk skaller og sten op fra stranden, som jeg derefter pakkede sirligt ned i min kuffert. Jeg vidste instinktivt, at den rejse ville jeg aldrig glemme, men alligevel blev det min fineste opgave, at loade mig selv med så mange fysiske ferieminder som overhovedet muligt. Hvis jeg leder efter i gemmerne her ti år efter, er jeg overbevist om, at jeg sagtens kan finde en cocktailparaply fra en af de mange, speciallavede virgin-drinks jeg slubrede i mig dengang, som har overvintret i en af mine mange mindekasser:
”…Just for you, my friend!”Når et ønske opfyldes
- Ditte

Jeg er vokset op i en normal familie med to kærlige forældre. Vi var som sådan ikke rige, men ej hellere fattige; vi lå bare lige derimellem som en smørklat – trygt og godt. Derfor var det mig også en gåde som barn, hvorfor vi som sådan aldrig tog på eventyr. Det kan tælles på én hånd, hvor mange rejser mine forældre og jeg har været på sammen. Først mange år senere knækkede jeg koden til denne mærkværdighed; min tese er, at jeg simpelthen altid har haft en langt større udlængsel end mine forældre. Behovet for at rejse ligger så overfladisk i dem, at det næsten er flere centimeter væk fra kroppen.

Det er noget andet med mig; selvom jeg har dværgvækst og alting derfor automatisk syner større i mit perspektiv, så har jeg paradoksalt nok altid fundet Danmark super småt. Lige så længe jeg kan huske, har jeg længtes efter at tage på eventyr til det store udland, og opleve både mennesker og kulturer, som man ikke nødvendigvis støder på i den travle myldretid herhjemme i leverpostejs-Netto-Danmark. Derfor var overraskelsen også så kolo-enorm stor, da jeg i en alder af fjorten år opdagede, at jeg havde en God Fe...

Jeg husker det som var det i går; jeg er i mine spæde teenageår. Faktisk befinder jeg mig i et aldersmæssigt limbo, for jeg er netop blevet konfirmeret og derfor trådt ind i de ”voksnes rækker”, men faktum er bare, at jeg stadigvæk er fladbrystet som et strygebræt, og jeg stadig ser tegnefilm derhjemme, når gardinerne er rullet ned. Det er forår, varmt og jeg ligger i en hængekøje hjemme hos mine aflastningsforældre og kigger op i skyerne. Der er fly klistret fast i den klare, blå himmel, hvis ruter jeg misundeligt følger med øjnene. Bare det var mig, der sad deroppe...

I mine fjorten leveår har jeg stadigvæk min første udenlandsrejse til gode. Godt nok har jeg både været i Tyskland og i Sverige med mine forældre; men grænsehandlen tæller ikke, og Malmö lyder og ligner Danmark så tilpas meget, at det næppe kan kaldes for udlandet. Jeg klager min nød hos min aflastningsmor – en kvinde, jeg nok allerede dengang vidste, kunne trylle. Hun spørger mig interesseret, hvor jeg gerne vil hen og sammen med hvem. Først konkluderer jeg, at det bare skulle være hende og jeg. Men dét duer ikke, for hun er blevet ældre og har nok selv brug for aflastning engang imellem, selvom hun nægter at indrømme det. Så vi bliver enige om, at en rejse os to – sammen med mine forældre – kunne være hyggeligt. Vi bliver ligeledes hurtigt enige om, at vi gerne vil rejse til et varmt land. Men ikke alt for varmt, for så dør Mor af lige dele hysteri og hedeslag, det ved vi begge. Bare varmt nok til at jeg ikke fryser og kan bade på en strand. Alternativt i en pool.

Det er så her, at min aflastningsmor fortæller mig noget, som senere skulle vise sig at få en kæmpe betydning for mig. Hun fortæller mig om den frivillige organisation, ”Ønskefonden”, der hjælper kronisk syge børn med at få opfyldt et ønske. Såsom at komme ud og rejse. Øjnene stråler, når hun taler, og jeg kender godt dét blik; hun er stålfast og har besluttet sig.

Der går ikke mere end et par måneder, så vidt jeg husker, før der er sendt en officiel ansøgning af sted til Ønskefonden. Jeg krydser fingre, men tør alligevel ikke håbe på noget. Ditte rimer jo som bekendt på ”nitte” – som min mor så venligt sagde i en dårlig og intern joke. Men ikke i dette tilfælde. Før jeg får set mig om, bliver jeg overrasket af en frivillig, der overrækker mig et diplom, der fortæller, at min (aflastnings)familie og jeg har fået sponsoreret en rejse til Portugal. Jeg er flyvende allerede inden, jeg har sat mig ind i maskinen af bare ekstase.
Da vi skal af sted, bliver jeg som en kongelig fragtet fra mine aflastningsforældres lejlighed og hen til lufthaven i limousine. Ønskefonden er ikke en organisation, der er kendt for at gøre deres arbejde halvhjertet.

I Portugal venter et mangestjernet hotelophold med All Inclusive på os. De har både pool og ligger lige ud til stranden ved Algarvekysten, har jeg fået fortalt. Men da jeg sætter mig op i flyveren, opdager jeg, at jeg har arvet min mors flyskræk; jeg er overbevist om, at rejsen er for godt til at være sandt, og vi inden da helt sikkert vil styrte ned. Mere eller mindre vellykket forsøger jeg at skjule min skepsis og angst, da jeg omvendt er så spændt og lykkelig, at det næsten virker på mig som psykofarmaka. Og gudskelov får jeg atter engang ikke ret i mine antagelser.

Fra hotelværelset – der er en mindre suite med egen tv-stue og te-køkken – kan jeg ude på altanen sidde og følge de danske gråspurves flugt henover hvidt sand og azurblåt hav. I det fjerne kan jeg netop ane Spanien. Jeg æder jordbær til morgenmad og skriver flittigt i min rejsedagbog, når der er siesta i byen. Heri skriver jeg om alt, hvad jeg ser, hører og oplever; lige fra bede i byen med eksotiske hawaiiblomster og palmetræer til de lokale sigøjneres scorereplikker: ”Special price for you, my friend!”. Jeg skriver også om poolen, som jeg bader i hver eneste dag – og gerne flere gange om dagen. Om aftenen spiser jeg fisk i hotellets restaurant og bestiller cocktails i baren med min familie derefter. Selvom jeg er blevet konfirmeret, får jeg til min store fortrydelse, ikke lov til at drikke en hel alkoholisk drink. Men jeg ender alligevel med at smage på hele drinkskortet, idet min aflastningsmor aldrig bestiller den samme drink to dage i træk af ren nysgerrighed.

Jeg tør næsten ikke tælle, hvor mange af mine konfirmationspenge, der på få dage røg på min rejse til Portugal til fordel for muslingeskaller, fjer i håret, armbånd og andet turistbras, som jeg død og pine skulle have med hjem. Jeg samlede næsten manisk skaller og sten op fra stranden, som jeg derefter pakkede sirligt ned i min kuffert. Jeg vidste instinktivt, at den rejse ville jeg aldrig glemme, men alligevel blev det min fineste opgave, at loade mig selv med så mange fysiske ferieminder som overhovedet muligt. Hvis jeg leder efter i gemmerne her ti år efter, er jeg overbevist om, at jeg sagtens kan finde en cocktailparaply fra en af de mange, speciallavede virgin-drinks jeg slubrede i mig dengang, som har overvintret i en af mine mange mindekasser:
”...Just for you, my friend!”
... See MoreSee Less

Se på Facebook

 

 

BORGER

Læs mere

 

 

HJÆLPER

Læs mere

 

 

KOMMUNE

Læs mere

Vi manifesterer muligheder, hvor du troede at ingen var..

 

Rundt om dig uanset hvor du er

 

Fælles om at skabe frie individuelle liv

 

 

Man kan ikke lave standardløsninger for unikke individer

 

DIT LIV!
Din Hjælperordning

#dinhjælperordning

Check Our

Our Services

Read More

Vil du være med i vores team af bloggere,

der skriver om dét der buldrer i hjertet?

Skriv til os her! Vi glæder os..

Check Our

Our Services

Read More

“Jeg oplever DHO som en ærlig og fleksibel arbejdsgiver, der forsøger at sætte mennesket før paragrafferne. Det gør at jeg føler mig værdsat.”

Hjælper, Zakarias Scharff

 

“Når du står i kampen mod forvaltningsmonsteret og har brug for rygdækning – så er DHO et sikkert valg.”

Jens Lund
Har sin BPA-Ordning hos DHO

 

Ville alle ikke kæmpe for en unik individuel BPA-ordning, hvis det handlede om dem..

 

 

”Det er faktisk ret livsbekræftende, når min borger siger til mig: ”Hva’ så? Ska’ vi ud og løbe?“ Det reducerer mine egne bekymringer, omgående!”

Hjælper, Mads Sørensen

Ice on Fire - dokumentar på HBO
- Vores "mystiske skribent"

Et af mine ynglingssteder i Frederiksberg Have er ved to store piletræer, der står lige ned til én af kanalerne. Her kan man sidde uforstyrret under pilen og kigge på vandspejlet, dyrene og træer og buske. Her den anden dag, hvor jeg var på vej til arbejde, standsede jeg for at sidde under pilen. Lige der, i det jeg satte mig, kom en and med sin nyfødte ælling. Ællingen var frygtløs og vandrede helt tæt på mig. Jeg satte mig og kiggede på den. Andemor så lidt ængstelig ud og ville beskytte sin unge. Inden længe satte den sig mellem mig og ællingen og kiggede olmt på mig. Ællingen hoppede i vandet, moderen fulgte efter og snart var de væk. Jeg kiggede efter dem, som de svømmede under et træ, hvis grene hænger ud over kanalens grumsede vand. Lidt længere nede, der hvor kanalen slår et knæk, svømmede en svane med to unger efter sig. Det er denne tid på året hvor fuglene yngler.

Samme aften, da jeg efter aftensmaden havde vasket op, fandt jeg den amerikanske dokumentarfilm; ‘Ice on fire’. Jeg havde læst om den i avisen Information weekenden forinden og hørt om den her og der. Den er fra 2019 og handler om de menneskeskabte klimaforandringer på vor planet jorden. Leonard Dicapio har produceret den og ligger stemme til. Filmen varer halvanden time og fortæller, skåret ud i pap, med den nyeste forsking, om de globale klimaforandringer.
Jeg var lidt forudindtaget inden jeg trykkede på play, jeg havde egenligt ikke lyst til at blive i dårligt humør, sådan en almindelig tirsdag, men jeg så filmen alligevel. Jeg blev ikke skuffet. Filmen kryber ind under huden og man bliver klogere på hvad det meste af verden taler om for tiden.

Mennesket har siden den industielle tidsalder brændt for mange fossile stoffer af. Driften af biler, fabrikker, olie, fly, skibe m.v. har sat sit aftryk. Der er for meget co2 i atmosfæren. Det resultere som bekendt i, at der bliver varmere på jorden. Temperaturen stiger, hvilket blandt andet fører til at isen på Arktis og nordpolen smelter. Vi mennesker har bragt jordens klima ud af balance. Smelter isen helt, vil det betyde at verdenshavene stiger syv meter. Endvidere vil der blive frigivet en store mængder metan, som ligger frosset ned ved polerne, det vil igen betyde af temperaturen vil stige yderligere. Stiger temperatuen for meget bliver der for varmt på jorden og der vil derved ikke kunne leve liv på planten. Med andre ord: Mennesket er i gang med at gøre jorden u bolig for mennesket selv og mennesket er i gang med at gøre jorden u bolig for liv.

Dette er kendsgerninger. For ti år siden sagde forskerene, at vi havde ti år til at gøre noget ved klimaforandringerne, ellers vil vi kunne mærke dem på hvor egen krop. Ti år er gået og mennesket mærker dem i disse år. Man skal bare tænde for nyhederne og følge med. Skovbrænde. Tørke. Orkaner. Verdens klima opfører sig sært. Juli måned 2019 er den varmeste måned målt i Frankrig nogensinde. Washington er i disse dage ramt af meget nedbør, med oversvømmelser til følge. Det Hvide Hus’ kælder står under vand. Californien oplever massive skovbrænde. Høsten slå fejl i flere af verdens udviklingslande og i Sverige frygtede man tørke i April måned.

Ud over den globale opvarmning, er mennesket overforbrug og rovdrift på naturen begyndt at sætte sine spor. Plastik i havene, affald på strandene og i skovene, overfiskeri, og verdens skove der bliver mindre, med uddøende dyrearter til følge. Det som man kalder biodiversitet. Mennesket har på få hundrede år arbejdet mod naturen og nu er vi som dinosaurerne ved at uddø. Denne gang er det ikke en meteor, der som dengang, for flere millioner år siden ødelagde 95 procent af livet på planten. Nej, det er os selv. Mennesket er en meget ung art og vi er ved ødelægge vores livsgrundlag, ved at ødelægge grundlaget for alt liv på jorden.

‘Først når den sidste fisk er fanget, det sidste træ fældet, vil mennesket forstå, at man ikke kan spise penge’, sagde indianeren Sitting Bull for godt og vel tohundrede år siden. Det er der noget rigtigt over og det er det, der er ved at gå op for mange folk i disse år. Dokumentaren viser problemerne, kendsgerningerne, men den viser også løsningerne og mange af de tiltag som rundt om på kloden er i fuldgang. Det ER muligt at bringe verdens co2 udledning tilbage til før den industrielle tidsalder. Det er muligt at gå over til 100 procent grøn energi, som vil være billigere end fossile brandstoffer. Det er muligt at leve bæredygtigt også i en verden med en eksplosiv befolkningsvækst. Det er muligt at arbejde med naturen, uden at det går ud over levestandarten. Løsningerne er der. Som en af forskerne siger, tilsidst i filmen: ‘Hvorfor ikke gøre det?’

Tænkt hvis USA gik forrest i klimakampen, som en stormagt, taget ud af filmen Independence Day og reddede planten? Tænk hvis alle verdens lande gik sammen og indså at vi lever på den samme jord og vi helst skulle blive ved med at leve sammen på den jord. Det kræver politisk mod og vilje.
‘Ice on Fire’ er dyster, men den fremhæver også lyspunkterne. På Island har man bygget et gigantisk kræftværk, der suger co2 ud af atmosfæren og forvandler det til sten. I det nordlige USA dyrker fiskere tang under vandet som bruges til foder til dyr. Gigantiske solcelle anlæg viser vejen for en billigere og bæredygtigt energikilde, der på sigt vil kunne give strøm til et helt land. Og der ER penge i skidtet. Grønne jobs.

Danmark er med sit nye klimaudspil, trådt ind i eliten af miljøforkæmpere. Man kan håbe at det vil inspirere andre lande til at gøre det samme. Der forskes massivt i disse områder i disse år og som det nævnes i dokumentaren, skal der en bred og mange facettet indsats til, for at det vil lykkedes at bringe den globale opvarmning ned og leve mere grønt. Det er svært at sige til en teenager i et slumkvarter i Brasilien, som kæmper for at overleve, at han skal spise økologisk kød og dyrke sin grøntsager selv. Det er svært at forklare manden i Sudan at han ikke skal fælde skoven, når han har syv børn at brødføde og en borgerkrig hængende over hovedet. Der skal politiske løsninger til. Dem med overskud skal gøre det rigtige. Og situationen i dag er, at dem med overskud ikke rigtigt har viljen, når det kommer til stykket.

Klimadokumentaren er en ordeligt opsang til få den grønne omstilling op i gear. ‘Ice on Fire’ er altså ikke ren dommedagsprædiken. Der strømmer en besnærende optimisme gennem filmen. En forhåbning om, hvad vi kan stille op, og en opsang til, hvorfor vi ikke kollektivt satser fuldt ud på de mange muligheder, menneskeheden har for at vende de dystre klimaudsigter.

Med ‘Ice on Fire’ har Leonardo DiCaprio skabt en opfordring til verdenssamfundet om at komme i gang med den grønne omstilling. Jo før, jo bedre. Ikke kun fordi det er det moralsk rigtige at gøre, men også for de økonomiske og samfundsmæssige gevinster. Og ikke mindst fordi det er nødvendigt.

Der er ikke noget i argumenterne om stigende vandstande og mere ekstremt vejr, der overrasker, hvis man kender bare en smule til global opvarmning og klimadebatten. Dokumentaren præsenterer heller ikke nye, banebrydende beviser. Men dens forklaringer er korte, præcise og let forståelige, uden at den kommer til at tale ned til seeren.
Interviewene med forskere og iværksættere blandes med tilstrækkelige dele naturoptagelser og hjælpsomme grafikker til at give dybde og forståelse.
Formen er ikke på nogen måde ny, men den er effektiv og får budskabet til at hænge fast, flere dage efter filmen er færdig.

Her i dag, hvor det nu er sommervejr, gik jeg forbi pilen. Jeg satte mig ned. Anden og ællingen var væk. Hvad kan man selv gøre? Hvor starter man selv? Hvordan lever man mere i harmoni og balance med naturen og én selv? Hvordan lever man mere bæredygtigt? Begrænsninger behøver ikke nødvendigvis være en dårlig ting. Måske skal man starte i det små og adfærden vil sprede sig som ringe i vandet.

Traileren for filmen kan ses her:

www.youtube.com/watch?v=Elf0RFBhr8I

‘Ice on Fire’ kan streames på HBO Nordic.
... See MoreSee Less

Se på Facebook

"The world's mine oyster, which I with sword will open!"
- William Shakespear

Når Mikkel drømmer, så drømmer han stort. Og når han får at vide, hvad han ikke kan, så gør han det stikmodsatte i protest. Såsom da han rykkede hele sit BPA-team op med rod, for at flytte til England og tage den højtønskede skuespilleruddannelse, som så længe havde drømt om. Vi har fået lov til at sidde på første parket, når han nu mindes hans uforglemmelige rejse:

Hvordan kom det i stand, at du pludselig skulle rejse et helt år til England?

Det var meningen, at jeg ville have taget et andet kursus, kaldet ”The Missing Link” et par år forinden, arrangeret af The Graeae Theatre i London. Jeg tilmeldte mig, og søgte om lov til at tage af sted, men fik afslag. Jeg måtte så melde fra igen, men ankede afgørelsen. Det var jo min uddannelse, min drøm, det handlede om! Efter et års tovtrækkeri med diverse instanser, hvor jeg måtte argumentere for at lignende uddannelsesforløb ikke fandtes i Danmark (Statens Teaterskole havde jo allerede sagt at fysisk handicappede ikke kunne blive skuespillere!), fik jeg endelig lov at tage af sted.

Men da jeg ringede til London igen, og sagde at nu kunne jeg endelig tage af sted, ja, så fandtes kurset ikke længere! Jeg sagde, at jeg havde kæmpet som en gal for at det skulle lykkes, og nu hvor jeg endelig kunne tage af sted, så ville jeg også gøre det. Hvor skulle jeg så tage hen? De sagde at The Liverpool Institute of Performing Arts havde et kursus, der hed ”Solid Foundation”. Men det varede et helt år!

Heldigvis måtte jeg stadig gerne tage af sted for kommunen. Jeg meldte mig til audition og blev inviteret derover. Og så begyndte den store planlægning!

Hvordan fungerede rejsen i praksis?

Jeg endte med at køre derover med en hjælper i bil via Holland. For at spare penge på logi, sov vi begge i bilen. Jeg tog timer hos en skuespiller for at hjælpe med en monolog, jeg skulle lave derovre. Dagen efter deltog jeg i en workshop med en større gruppe, hvorefter jeg satte næsen hjemefter igen. Så ventede jeg ellers bare! Jeg blev optaget på studiet, og så var hjulene ellers sat i gang.

Hvad gjorde du med din hjælperordning under dit ophold?

Jeg overvejede flere muligheder, men landede på at finde hjælpere, som var villige til at rive et år ud af kalenderen, rykke teltpælene op og flytte med mig til England. Den ene boede i en båd, som han sejlede derover. Når studiet var afsluttet ville han tage videre ud på de store verdenshave. De sidste valgte at flytte i en lejlighed sammen for at dele udgiften til husleje. Det skulle de aldrig have gjort. Men det vender jeg tilbage til.

Jeg flyttede ind i noget, der minder om en kollegielejlighed. Der var fire af dem. De var alle på størrelse med en skotøjsæske, men der hørte et handicapvenligt badeværelse til min lejlighed. Det var på størrelse med en balsal.

Jeg kørte vagterne fuldstændig som jeg gjorde i Danmark. Der var bare ingen vikarer til dækning ved sygdom. Alle dækkede ind for hinanden. Jeg ankom et par uger inden skolestart for at komme på plads. Og så gik den vilde skattejagt med fuldtidsstudie, gruppearbejde uden for skoletid og masser af hjemmearbejde. Da jeg kom til England, var jeg fuld af selvtillid ifht. mine sprogkundskaber, men da jeg hørte den lokale dialekt, var jeg helt sat af. Det tog mig 3 måneder at lære at forstå, hvad der blev sagt.

Hvad lykkedes efter planen?

Jeg gennemførte uddannelsen og fik mit diplom. Jeg blev gode venner med mine bofæller og modnedes en hel del det år.

Hvad ville du – set i bagspejlet – gerne have planlagt bedre?

Efter en uge i Liverpool stod det klart at de to, der delte lejlighed aldrig skulle være flyttet sammen. Jeg ville ønske, at jeg havde haft nosser til enten at skille dem ad, eller på en eller anden måde gå af med den ene og hyre en anden fra Danmark. Næste gang vil jeg nok også undersøge lidt mere grundigt, hvad det er for et område, jeg skal bo i. Det viste sig at være et yderst belastet kvarter med alt fra tiggere, desperate ludere, lommetyve og overfaldsmænd. I min tid derovre blev jeg bestjålet, havde indbrud og, nå ja, så blev jeg også overfaldet. Jeg blev paranoid og nærmest angst. Jeg kom i behandling hos en psykolog og det varede mange år, før jeg kom fri af det.

Kunne du finde på at tage på en lignende rejse igen – og i så fald hvorhen?

Der er jo sket en del forandringer med døgnhjælpen, som vi kender den, siden jeg tog afsted for 20 år siden. Min fornemmelse er, at det er blevet en del mere besværligt at tage på store eventyr på den måde. Skal jeg af sted igen bliver det helt sikkert for en længere periode.

Jeg drømmer selvfølgelig om Hollywood, når nu jeg er skuespiller. Det kunne da være fedt at lande en stor rolle i en amerikansk film eller tv-serie. Eller et længerevarende job et eller andet sted i Europa, jeg kan nå med bil. Men jeg skal helt klart have grønt lys fra Danmark til at tage af sted i tre eksemplarer. Jeg skal ikke nyde noget af at sætte grundlaget for min personlige frihed over styr, bare fordi der var noget, jeg manglede at gøre.

Men hvis vi sætter os på en sky af dollars et par minutter, så må det blive bilferier gennem Europa til Le Mans, Monaco og Italien. Jeg vil gerne til Grækenland igen. Jeg tager gerne en båd til Island og Færøerne. Der har jeg også venner. Der er en særlig tur, jeg gerne vil prøve. Et slags væddeløb i gamle smadrekasser. En tur gennem Europa på 5000 km på 5 dage. Du kan læse mere om www.carbagerun.dk Så hvis nogen kender til en handibus fra 2000/2001, som de gerne vil sælge eller bare vil af med, så giv endelig lyd!

Hvornår har du sidst været ude at rejse (både ind- og udland)?

Jeg var på Hærvejen (det er i Jylland) med kernen af DHO forrige år i 5 dage. Det var en skøn, udfordrende og uforglemmelig tur.

---

Tusind tak fordi du delte dit eventyr med DHO, Mikkel! Du ønskes god vind i sejlene til fremtidige rejser ud i den store verden!
... See MoreSee Less

Se på Facebook

Når et ønske opfyldes
- Ditte

Jeg er vokset op i en normal familie med to kærlige forældre. Vi var som sådan ikke rige, men ej hellere fattige; vi lå bare lige derimellem som en smørklat – trygt og godt. Derfor var det mig også en gåde som barn, hvorfor vi som sådan aldrig tog på eventyr. Det kan tælles på én hånd, hvor mange rejser mine forældre og jeg har været på sammen. Først mange år senere knækkede jeg koden til denne mærkværdighed; min tese er, at jeg simpelthen altid har haft en langt større udlængsel end mine forældre. Behovet for at rejse ligger så overfladisk i dem, at det næsten er flere centimeter væk fra kroppen.

Det er noget andet med mig; selvom jeg har dværgvækst og alting derfor automatisk syner større i mit perspektiv, så har jeg paradoksalt nok altid fundet Danmark super småt. Lige så længe jeg kan huske, har jeg længtes efter at tage på eventyr til det store udland, og opleve både mennesker og kulturer, som man ikke nødvendigvis støder på i den travle myldretid herhjemme i leverpostejs-Netto-Danmark. Derfor var overraskelsen også så kolo-enorm stor, da jeg i en alder af fjorten år opdagede, at jeg havde en God Fe…

Jeg husker det som var det i går; jeg er i mine spæde teenageår. Faktisk befinder jeg mig i et aldersmæssigt limbo, for jeg er netop blevet konfirmeret og derfor trådt ind i de ”voksnes rækker”, men faktum er bare, at jeg stadigvæk er fladbrystet som et strygebræt, og jeg stadig ser tegnefilm derhjemme, når gardinerne er rullet ned. Det er forår, varmt og jeg ligger i en hængekøje hjemme hos mine aflastningsforældre og kigger op i skyerne. Der er fly klistret fast i den klare, blå himmel, hvis ruter jeg misundeligt følger med øjnene. Bare det var mig, der sad deroppe…

I mine fjorten leveår har jeg stadigvæk min første udenlandsrejse til gode. Godt nok har jeg både været i Tyskland og i Sverige med mine forældre; men grænsehandlen tæller ikke, og Malmö lyder og ligner Danmark så tilpas meget, at det næppe kan kaldes for udlandet. Jeg klager min nød hos min aflastningsmor – en kvinde, jeg nok allerede dengang vidste, kunne trylle. Hun spørger mig interesseret, hvor jeg gerne vil hen og sammen med hvem. Først konkluderer jeg, at det bare skulle være hende og jeg. Men dét duer ikke, for hun er blevet ældre og har nok selv brug for aflastning engang imellem, selvom hun nægter at indrømme det. Så vi bliver enige om, at en rejse os to – sammen med mine forældre – kunne være hyggeligt. Vi bliver ligeledes hurtigt enige om, at vi gerne vil rejse til et varmt land. Men ikke alt for varmt, for så dør Mor af lige dele hysteri og hedeslag, det ved vi begge. Bare varmt nok til at jeg ikke fryser og kan bade på en strand. Alternativt i en pool.

Det er så her, at min aflastningsmor fortæller mig noget, som senere skulle vise sig at få en kæmpe betydning for mig. Hun fortæller mig om den frivillige organisation, ”Ønskefonden”, der hjælper kronisk syge børn med at få opfyldt et ønske. Såsom at komme ud og rejse. Øjnene stråler, når hun taler, og jeg kender godt dét blik; hun er stålfast og har besluttet sig.

Der går ikke mere end et par måneder, så vidt jeg husker, før der er sendt en officiel ansøgning af sted til Ønskefonden. Jeg krydser fingre, men tør alligevel ikke håbe på noget. Ditte rimer jo som bekendt på ”nitte” – som min mor så venligt sagde i en dårlig og intern joke. Men ikke i dette tilfælde. Før jeg får set mig om, bliver jeg overrasket af en frivillig, der overrækker mig et diplom, der fortæller, at min (aflastnings)familie og jeg har fået sponsoreret en rejse til Portugal. Jeg er flyvende allerede inden, jeg har sat mig ind i maskinen af bare ekstase.
Da vi skal af sted, bliver jeg som en kongelig fragtet fra mine aflastningsforældres lejlighed og hen til lufthaven i limousine. Ønskefonden er ikke en organisation, der er kendt for at gøre deres arbejde halvhjertet.

I Portugal venter et mangestjernet hotelophold med All Inclusive på os. De har både pool og ligger lige ud til stranden ved Algarvekysten, har jeg fået fortalt. Men da jeg sætter mig op i flyveren, opdager jeg, at jeg har arvet min mors flyskræk; jeg er overbevist om, at rejsen er for godt til at være sandt, og vi inden da helt sikkert vil styrte ned. Mere eller mindre vellykket forsøger jeg at skjule min skepsis og angst, da jeg omvendt er så spændt og lykkelig, at det næsten virker på mig som psykofarmaka. Og gudskelov får jeg atter engang ikke ret i mine antagelser.

Fra hotelværelset – der er en mindre suite med egen tv-stue og te-køkken – kan jeg ude på altanen sidde og følge de danske gråspurves flugt henover hvidt sand og azurblåt hav. I det fjerne kan jeg netop ane Spanien. Jeg æder jordbær til morgenmad og skriver flittigt i min rejsedagbog, når der er siesta i byen. Heri skriver jeg om alt, hvad jeg ser, hører og oplever; lige fra bede i byen med eksotiske hawaiiblomster og palmetræer til de lokale sigøjneres scorereplikker: ”Special price for you, my friend!”. Jeg skriver også om poolen, som jeg bader i hver eneste dag – og gerne flere gange om dagen. Om aftenen spiser jeg fisk i hotellets restaurant og bestiller cocktails i baren med min familie derefter. Selvom jeg er blevet konfirmeret, får jeg til min store fortrydelse, ikke lov til at drikke en hel alkoholisk drink. Men jeg ender alligevel med at smage på hele drinkskortet, idet min aflastningsmor aldrig bestiller den samme drink to dage i træk af ren nysgerrighed.

Jeg tør næsten ikke tælle, hvor mange af mine konfirmationspenge, der på få dage røg på min rejse til Portugal til fordel for muslingeskaller, fjer i håret, armbånd og andet turistbras, som jeg død og pine skulle have med hjem. Jeg samlede næsten manisk skaller og sten op fra stranden, som jeg derefter pakkede sirligt ned i min kuffert. Jeg vidste instinktivt, at den rejse ville jeg aldrig glemme, men alligevel blev det min fineste opgave, at loade mig selv med så mange fysiske ferieminder som overhovedet muligt. Hvis jeg leder efter i gemmerne her ti år efter, er jeg overbevist om, at jeg sagtens kan finde en cocktailparaply fra en af de mange, speciallavede virgin-drinks jeg slubrede i mig dengang, som har overvintret i en af mine mange mindekasser:
”…Just for you, my friend!”Når et ønske opfyldes
- Ditte

Jeg er vokset op i en normal familie med to kærlige forældre. Vi var som sådan ikke rige, men ej hellere fattige; vi lå bare lige derimellem som en smørklat – trygt og godt. Derfor var det mig også en gåde som barn, hvorfor vi som sådan aldrig tog på eventyr. Det kan tælles på én hånd, hvor mange rejser mine forældre og jeg har været på sammen. Først mange år senere knækkede jeg koden til denne mærkværdighed; min tese er, at jeg simpelthen altid har haft en langt større udlængsel end mine forældre. Behovet for at rejse ligger så overfladisk i dem, at det næsten er flere centimeter væk fra kroppen.

Det er noget andet med mig; selvom jeg har dværgvækst og alting derfor automatisk syner større i mit perspektiv, så har jeg paradoksalt nok altid fundet Danmark super småt. Lige så længe jeg kan huske, har jeg længtes efter at tage på eventyr til det store udland, og opleve både mennesker og kulturer, som man ikke nødvendigvis støder på i den travle myldretid herhjemme i leverpostejs-Netto-Danmark. Derfor var overraskelsen også så kolo-enorm stor, da jeg i en alder af fjorten år opdagede, at jeg havde en God Fe...

Jeg husker det som var det i går; jeg er i mine spæde teenageår. Faktisk befinder jeg mig i et aldersmæssigt limbo, for jeg er netop blevet konfirmeret og derfor trådt ind i de ”voksnes rækker”, men faktum er bare, at jeg stadigvæk er fladbrystet som et strygebræt, og jeg stadig ser tegnefilm derhjemme, når gardinerne er rullet ned. Det er forår, varmt og jeg ligger i en hængekøje hjemme hos mine aflastningsforældre og kigger op i skyerne. Der er fly klistret fast i den klare, blå himmel, hvis ruter jeg misundeligt følger med øjnene. Bare det var mig, der sad deroppe...

I mine fjorten leveår har jeg stadigvæk min første udenlandsrejse til gode. Godt nok har jeg både været i Tyskland og i Sverige med mine forældre; men grænsehandlen tæller ikke, og Malmö lyder og ligner Danmark så tilpas meget, at det næppe kan kaldes for udlandet. Jeg klager min nød hos min aflastningsmor – en kvinde, jeg nok allerede dengang vidste, kunne trylle. Hun spørger mig interesseret, hvor jeg gerne vil hen og sammen med hvem. Først konkluderer jeg, at det bare skulle være hende og jeg. Men dét duer ikke, for hun er blevet ældre og har nok selv brug for aflastning engang imellem, selvom hun nægter at indrømme det. Så vi bliver enige om, at en rejse os to – sammen med mine forældre – kunne være hyggeligt. Vi bliver ligeledes hurtigt enige om, at vi gerne vil rejse til et varmt land. Men ikke alt for varmt, for så dør Mor af lige dele hysteri og hedeslag, det ved vi begge. Bare varmt nok til at jeg ikke fryser og kan bade på en strand. Alternativt i en pool.

Det er så her, at min aflastningsmor fortæller mig noget, som senere skulle vise sig at få en kæmpe betydning for mig. Hun fortæller mig om den frivillige organisation, ”Ønskefonden”, der hjælper kronisk syge børn med at få opfyldt et ønske. Såsom at komme ud og rejse. Øjnene stråler, når hun taler, og jeg kender godt dét blik; hun er stålfast og har besluttet sig.

Der går ikke mere end et par måneder, så vidt jeg husker, før der er sendt en officiel ansøgning af sted til Ønskefonden. Jeg krydser fingre, men tør alligevel ikke håbe på noget. Ditte rimer jo som bekendt på ”nitte” – som min mor så venligt sagde i en dårlig og intern joke. Men ikke i dette tilfælde. Før jeg får set mig om, bliver jeg overrasket af en frivillig, der overrækker mig et diplom, der fortæller, at min (aflastnings)familie og jeg har fået sponsoreret en rejse til Portugal. Jeg er flyvende allerede inden, jeg har sat mig ind i maskinen af bare ekstase.
Da vi skal af sted, bliver jeg som en kongelig fragtet fra mine aflastningsforældres lejlighed og hen til lufthaven i limousine. Ønskefonden er ikke en organisation, der er kendt for at gøre deres arbejde halvhjertet.

I Portugal venter et mangestjernet hotelophold med All Inclusive på os. De har både pool og ligger lige ud til stranden ved Algarvekysten, har jeg fået fortalt. Men da jeg sætter mig op i flyveren, opdager jeg, at jeg har arvet min mors flyskræk; jeg er overbevist om, at rejsen er for godt til at være sandt, og vi inden da helt sikkert vil styrte ned. Mere eller mindre vellykket forsøger jeg at skjule min skepsis og angst, da jeg omvendt er så spændt og lykkelig, at det næsten virker på mig som psykofarmaka. Og gudskelov får jeg atter engang ikke ret i mine antagelser.

Fra hotelværelset – der er en mindre suite med egen tv-stue og te-køkken – kan jeg ude på altanen sidde og følge de danske gråspurves flugt henover hvidt sand og azurblåt hav. I det fjerne kan jeg netop ane Spanien. Jeg æder jordbær til morgenmad og skriver flittigt i min rejsedagbog, når der er siesta i byen. Heri skriver jeg om alt, hvad jeg ser, hører og oplever; lige fra bede i byen med eksotiske hawaiiblomster og palmetræer til de lokale sigøjneres scorereplikker: ”Special price for you, my friend!”. Jeg skriver også om poolen, som jeg bader i hver eneste dag – og gerne flere gange om dagen. Om aftenen spiser jeg fisk i hotellets restaurant og bestiller cocktails i baren med min familie derefter. Selvom jeg er blevet konfirmeret, får jeg til min store fortrydelse, ikke lov til at drikke en hel alkoholisk drink. Men jeg ender alligevel med at smage på hele drinkskortet, idet min aflastningsmor aldrig bestiller den samme drink to dage i træk af ren nysgerrighed.

Jeg tør næsten ikke tælle, hvor mange af mine konfirmationspenge, der på få dage røg på min rejse til Portugal til fordel for muslingeskaller, fjer i håret, armbånd og andet turistbras, som jeg død og pine skulle have med hjem. Jeg samlede næsten manisk skaller og sten op fra stranden, som jeg derefter pakkede sirligt ned i min kuffert. Jeg vidste instinktivt, at den rejse ville jeg aldrig glemme, men alligevel blev det min fineste opgave, at loade mig selv med så mange fysiske ferieminder som overhovedet muligt. Hvis jeg leder efter i gemmerne her ti år efter, er jeg overbevist om, at jeg sagtens kan finde en cocktailparaply fra en af de mange, speciallavede virgin-drinks jeg slubrede i mig dengang, som har overvintret i en af mine mange mindekasser:
”...Just for you, my friend!”
... See MoreSee Less

Se på Facebook

 

 

BORGER

Læs mere

 

 

HJÆLPER

Læs mere

 

 

KOMMUNE

Læs mere

DIT LIV!
Din Hjælperordning

#dinhjælperordning

Vil du være med i vores

team af bloggere, der

skriver om dét der

buldrer i hjertet?

Skriv til os her! Vi glæder os..

Vi manifesterer muligheder, hvor du troede at ingen var..

 

Rundt om dig uanset hvor du er

 

Fælles om at skabe frie individuelle liv

 

 

Man kan ikke lave standardløsninger for unikke individer