DHO - Din Hjælperordning

2 days ago

"Dukkehospital" - D. A. Hagelund - Et julegaveforslag.
Skæbnen vil det, at to kollegaer mødes i den søde juletid, når vores "mystiske skribent" anbefaler skribent Dittes digtsamling, "Dukkehospital", som en julegaveidé. Er du nysgerrig? Så læs med her:

Jeg så Ditte Amalie Hagelund i Go’ morgen Danmark for ikke så længe siden. Her sagde hun
noget meget rammende: ‘Jeg vil ikke kendes som den handicappede forfatter, jeg vil kendes som
forfatteren, som tilfældigvis har et handicap’.

‘Dukkehospital’ er Ditte Amalie Hagelunds debut. Det er en digtsamling på 20 digte der løber over
32 sider. På forsiden står forfatteren selv, en lille spirrevip, klædt ud som en dukke og med hvide
dukkesnore som hun er i gang med at klippe over. Forsiden siger en del om digtsamlingens
essens, sådan som jeg forstår bogen. Man kunne tænke noget i retning af; ‘slip mig fri, jeg er altså
et menneske’.

Når man har en kronisk sygdom og sidder i kørestol og altid skal gøre det, bliver man ofte mødt
med fordomme, uvidenhed og dumhed. Når man har været igennem det ene behandlingsforløb
efter det andet på hospitalet, med lægebesøg og sygeplejersker kan man let blive til ærgelig, trist
og vred. Når man er begrænset i sin bevægelsesfrihed og har hjælpere omkring sig, kan man let
blive irriteret og ikke føle sig som andre jævnaldrene. Man syntes måske engang i mellem at man
ikke er noget værd, at man er helt forkert og livet er en stor lort, som man bider af hver dag.
Hvorfor ikke ende det nu og her? Måske er en tur ned gennem gågaden en plage. Man er træt af
andres blikke.

Denne smerte og mange af disse tanker udgør hovedparten af digtene i Ditte Amalie Hagelunds
Dukkehospital. Heldigvis er Hagelund et dygtig lyriker og en særdeles læseværdig forfatter. Det er
vel også derfor at bogen blev indstillet til bogforums debutantpris 2019. Digtene er virkelig gode.
De har dybde, er stramme, sætter ord på ting som er svære at sætte ord på og de sætter fantasien
fri. Det første digt som jeg faldt over ved første første gennemlæsning var digtet:

‘Ligegyldig’
Lige så ligegyldig / Som en simpel Bratzdukke / Købt på loppemarked / For en sølle 20’er / Med
nylonhår / Og intet tøj / Lige så ubrugelig / Som en primitiv plastikklump / Kastet skødeløst i en
kasse / Ind i det mørke rum / Med den abnorme krop / Og ingen fødder / Lige så betydningsløs /
Som en handicappet / Født om vinteren / Dårligt designet / Med hvælvet rygsøjle / Og knækkede
Ben

Og igen på side 30:

‘Ømhed’
I mit ansigts sved / Sprættes jeg op / Sirligt / Alt imens salt absorberes / Ind i mine svidende
øjenhuler / Trækker monsteret ud / Væk fra min brystkasse / Og væk fra det altædende mørke /
Behårede hjerteslag / Følger pulsen i håndfladen / I takt / Som et frygtsomt dyr / Skadet / Og
bange / Det er så længe siden / Jeg har elsket / Det er så uberørt / Mit blødende organ / Det lille
organ / Aer det og tysser / Min mund strejfer i et kys / Bider i det lille dyr / Fortærer det / Så blodet
springer / Behåret hjertestop / Du er en del af mig / Og nu er jeg vaccineret / Imod nogensinde at
elske igen
Det er dystre sager. Som viser tilværelsen, som den også er. Sidste digt i samlingen, kan jeg rigtigt
godt lide, men det vil være synd at gengive det her.

Dukkehospital er en øm bog, vigtig, vedkommende, faktisk fremragende. Det er en meget
personlig digtsamling, men den er ikke privat. Man bliver ikke pinlig berørt eller krummer tæer
under læsningen. Dertil er forfatteren Ditte Amalie Hagelund for kvik en skribent.

Bogen sætter ord på hvad det vil sige at være menneske og især et menneske der sidder i kørestol og lever med et handicap. Den skal læses flere gange.

Tag ned i den lokale boghandler, køb et eksemplar til én du holder af, pak den ind og læg den under juletræet. Eller giv den til dig selv.

‘Dukkehospital’ er udgivet på forlaget Emeritus i 2019 og koster 149 kroner. Jeg var glad for at læse den.
" ... See MoreSee Less

Photo

DHO - Din Hjælperordning

5 days ago

Glædelig 2. Søndag i Advent 🌬🧡🍂🎅🤶😍🎄

Ja! Nu vil vi - tro vores hjemmebryggede adventskalender ’Vi afliver verdens (næsten) største myter!’ – aflive næste (næsten) verdens største myte! 😎💪
Dét er dén myte der handler om at: ”Mennesker med et handicap kan ikke få kærester”.😲
JO! MENNESKER MED ET HANDICAP KAN GODT FÅ KÆRESTER!!

Læs med her..

- Kan I fortælle lidt om hvordan det hele startede?

I virkeligheden skal vi helt tilbage til 2013, hvor Preben første gang kontaktede Pernille via facebook. Der kom dog aldrig rigtigt noget svar retur, før i 2016 hvor Preben mistede sin elskede mor til cancer, og Pernille - som også har prøvet at miste - reagerede med nogle søde kommentarer på ét af Prebens hudløst ærlige blogindlæg. Herfra begyndte de at skrive sammen mange timer hver dag. Mere og mere.

- Hvordan har forløbet været?

Vildt, skønt, svært og med ubeskriveligt store portioner tålmodighed - fra Pernilles side. Hun vidste nemlig præcist, hvad hun ville have, hvorimod Preben på dét tidspunkt ihvertfald, ikke ligefrem havde forestillet sig at skulle have en kæreste. Og da slet ikke en kæreste der, ligesom ham selv, også sad i kørestol. For hvordan skulle det nogensinde kunne fungere? Preben var fyldt med fordomme og så kun problemer som værende uløselige, hvor Pernille var kreativ og løsningsorienteret. Hun var nemlig helt klar og bevidst om, at det selvfølgelig kunne lade sig gøre at være kærester, selvom begge parter sidder i kørestol. Det handlede mest af alt om at finde vores form, og ikke leve i forestillingen om, at alle forhold skal være som på film. Dén del tog dog Pernille uendeligt lang tid at overbevise Preben om. Ja, helt præcist 8 måneder før Preben var færdig med at skifte mellem at være smaskforelsket og afvisende og forvirret.

- Hvad er drivkraften bag – det som får det til at fungere?

Grundstenene er for os, som i alle andre parforhold. Masser af kærlighed, forståenhed, rummelighed og nærvær. Vi forstår hinanden, som kun mennesker i tilsvarende situation ville kunne. Vi giver hinanden plads og plejer kærligheden, vi støtter hinanden og ser problemer som udfordringer. Taler med hinanden om ALT, men taler også ret frit om udfordringer og følelser foran hjælperne. Det tror vi på, gør alting lidt lettere.

- Hvorfor var det noget, som I gerne ville?

Alle fortjener kærlighed, og selvom de seneste par år har budt på et væld af rutsjebaneture og følelser, ingen af os anede fandtes, har det været eventyrligt og fantastisk. Hvor pladder romantisk og kvalmende det nu end må lyde, er vi bare meant to be.

- Hvad har I mødt af fordomme?

Heldigvis ikke noget særligt, men til gengæld masser af nysgerrighed, high-fives, opbakning og respekt. Da vi offentliggjorde forholdet på facebook, fik vi mere end 1000 likes.

- Vil I ikke fortælle en sød, kort anekdote?

Jo mere forelskede vi blev, jo større blev savnet til hinanden. Og selvom det jo langtfra er gratis, at køre fra Jylland til Sjælland, tog Preben vist turen 2-3 gange ugentligt sidste forår og sommer. Én af gangene som surprise-visit med pizza og blomster. Og selvom Pernille var både overrasket og glad, skinnede det ret godt igennem, at hun nok hellere ville overraskes, når hun ikke sad i nattøj med hyggedyne og pjusket hår. Men selvfølgelig syntes Preben stadig, hun var verdens sødeste.

🌬🍂🎅
Følg med i vores adventskalender ’Vi afliver verdens (næsten) største myter!’ – næste søndag - 3. søndag i advent.

💪
Ved godt mod!
Os i Din Hjælperordning ☺ ... See MoreSee Less

Photo

DHO - Din Hjælperordning

2 days ago

"Dukkehospital" - D. A. Hagelund - Et julegaveforslag.
Skæbnen vil det, at to kollegaer mødes i den søde juletid, når vores "mystiske skribent" anbefaler skribent Dittes digtsamling, "Dukkehospital", som en julegaveidé. Er du nysgerrig? Så læs med her:

Jeg så Ditte Amalie Hagelund i Go’ morgen Danmark for ikke så længe siden. Her sagde hun
noget meget rammende: ‘Jeg vil ikke kendes som den handicappede forfatter, jeg vil kendes som
forfatteren, som tilfældigvis har et handicap’.

‘Dukkehospital’ er Ditte Amalie Hagelunds debut. Det er en digtsamling på 20 digte der løber over
32 sider. På forsiden står forfatteren selv, en lille spirrevip, klædt ud som en dukke og med hvide
dukkesnore som hun er i gang med at klippe over. Forsiden siger en del om digtsamlingens
essens, sådan som jeg forstår bogen. Man kunne tænke noget i retning af; ‘slip mig fri, jeg er altså
et menneske’.

Når man har en kronisk sygdom og sidder i kørestol og altid skal gøre det, bliver man ofte mødt
med fordomme, uvidenhed og dumhed. Når man har været igennem det ene behandlingsforløb
efter det andet på hospitalet, med lægebesøg og sygeplejersker kan man let blive til ærgelig, trist
og vred. Når man er begrænset i sin bevægelsesfrihed og har hjælpere omkring sig, kan man let
blive irriteret og ikke føle sig som andre jævnaldrene. Man syntes måske engang i mellem at man
ikke er noget værd, at man er helt forkert og livet er en stor lort, som man bider af hver dag.
Hvorfor ikke ende det nu og her? Måske er en tur ned gennem gågaden en plage. Man er træt af
andres blikke.

Denne smerte og mange af disse tanker udgør hovedparten af digtene i Ditte Amalie Hagelunds
Dukkehospital. Heldigvis er Hagelund et dygtig lyriker og en særdeles læseværdig forfatter. Det er
vel også derfor at bogen blev indstillet til bogforums debutantpris 2019. Digtene er virkelig gode.
De har dybde, er stramme, sætter ord på ting som er svære at sætte ord på og de sætter fantasien
fri. Det første digt som jeg faldt over ved første første gennemlæsning var digtet:

‘Ligegyldig’
Lige så ligegyldig / Som en simpel Bratzdukke / Købt på loppemarked / For en sølle 20’er / Med
nylonhår / Og intet tøj / Lige så ubrugelig / Som en primitiv plastikklump / Kastet skødeløst i en
kasse / Ind i det mørke rum / Med den abnorme krop / Og ingen fødder / Lige så betydningsløs /
Som en handicappet / Født om vinteren / Dårligt designet / Med hvælvet rygsøjle / Og knækkede
Ben

Og igen på side 30:

‘Ømhed’
I mit ansigts sved / Sprættes jeg op / Sirligt / Alt imens salt absorberes / Ind i mine svidende
øjenhuler / Trækker monsteret ud / Væk fra min brystkasse / Og væk fra det altædende mørke /
Behårede hjerteslag / Følger pulsen i håndfladen / I takt / Som et frygtsomt dyr / Skadet / Og
bange / Det er så længe siden / Jeg har elsket / Det er så uberørt / Mit blødende organ / Det lille
organ / Aer det og tysser / Min mund strejfer i et kys / Bider i det lille dyr / Fortærer det / Så blodet
springer / Behåret hjertestop / Du er en del af mig / Og nu er jeg vaccineret / Imod nogensinde at
elske igen
Det er dystre sager. Som viser tilværelsen, som den også er. Sidste digt i samlingen, kan jeg rigtigt
godt lide, men det vil være synd at gengive det her.

Dukkehospital er en øm bog, vigtig, vedkommende, faktisk fremragende. Det er en meget
personlig digtsamling, men den er ikke privat. Man bliver ikke pinlig berørt eller krummer tæer
under læsningen. Dertil er forfatteren Ditte Amalie Hagelund for kvik en skribent.

Bogen sætter ord på hvad det vil sige at være menneske og især et menneske der sidder i kørestol og lever med et handicap. Den skal læses flere gange.

Tag ned i den lokale boghandler, køb et eksemplar til én du holder af, pak den ind og læg den under juletræet. Eller giv den til dig selv.

‘Dukkehospital’ er udgivet på forlaget Emeritus i 2019 og koster 149 kroner. Jeg var glad for at læse den.
" ... See MoreSee Less

Photo

DHO - Din Hjælperordning

5 days ago

Glædelig 2. Søndag i Advent 🌬🧡🍂🎅🤶😍🎄

Ja! Nu vil vi - tro vores hjemmebryggede adventskalender ’Vi afliver verdens (næsten) største myter!’ – aflive næste (næsten) verdens største myte! 😎💪
Dét er dén myte der handler om at: ”Mennesker med et handicap kan ikke få kærester”.😲
JO! MENNESKER MED ET HANDICAP KAN GODT FÅ KÆRESTER!!

Læs med her..

- Kan I fortælle lidt om hvordan det hele startede?

I virkeligheden skal vi helt tilbage til 2013, hvor Preben første gang kontaktede Pernille via facebook. Der kom dog aldrig rigtigt noget svar retur, før i 2016 hvor Preben mistede sin elskede mor til cancer, og Pernille - som også har prøvet at miste - reagerede med nogle søde kommentarer på ét af Prebens hudløst ærlige blogindlæg. Herfra begyndte de at skrive sammen mange timer hver dag. Mere og mere.

- Hvordan har forløbet været?

Vildt, skønt, svært og med ubeskriveligt store portioner tålmodighed - fra Pernilles side. Hun vidste nemlig præcist, hvad hun ville have, hvorimod Preben på dét tidspunkt ihvertfald, ikke ligefrem havde forestillet sig at skulle have en kæreste. Og da slet ikke en kæreste der, ligesom ham selv, også sad i kørestol. For hvordan skulle det nogensinde kunne fungere? Preben var fyldt med fordomme og så kun problemer som værende uløselige, hvor Pernille var kreativ og løsningsorienteret. Hun var nemlig helt klar og bevidst om, at det selvfølgelig kunne lade sig gøre at være kærester, selvom begge parter sidder i kørestol. Det handlede mest af alt om at finde vores form, og ikke leve i forestillingen om, at alle forhold skal være som på film. Dén del tog dog Pernille uendeligt lang tid at overbevise Preben om. Ja, helt præcist 8 måneder før Preben var færdig med at skifte mellem at være smaskforelsket og afvisende og forvirret.

- Hvad er drivkraften bag – det som får det til at fungere?

Grundstenene er for os, som i alle andre parforhold. Masser af kærlighed, forståenhed, rummelighed og nærvær. Vi forstår hinanden, som kun mennesker i tilsvarende situation ville kunne. Vi giver hinanden plads og plejer kærligheden, vi støtter hinanden og ser problemer som udfordringer. Taler med hinanden om ALT, men taler også ret frit om udfordringer og følelser foran hjælperne. Det tror vi på, gør alting lidt lettere.

- Hvorfor var det noget, som I gerne ville?

Alle fortjener kærlighed, og selvom de seneste par år har budt på et væld af rutsjebaneture og følelser, ingen af os anede fandtes, har det været eventyrligt og fantastisk. Hvor pladder romantisk og kvalmende det nu end må lyde, er vi bare meant to be.

- Hvad har I mødt af fordomme?

Heldigvis ikke noget særligt, men til gengæld masser af nysgerrighed, high-fives, opbakning og respekt. Da vi offentliggjorde forholdet på facebook, fik vi mere end 1000 likes.

- Vil I ikke fortælle en sød, kort anekdote?

Jo mere forelskede vi blev, jo større blev savnet til hinanden. Og selvom det jo langtfra er gratis, at køre fra Jylland til Sjælland, tog Preben vist turen 2-3 gange ugentligt sidste forår og sommer. Én af gangene som surprise-visit med pizza og blomster. Og selvom Pernille var både overrasket og glad, skinnede det ret godt igennem, at hun nok hellere ville overraskes, når hun ikke sad i nattøj med hyggedyne og pjusket hår. Men selvfølgelig syntes Preben stadig, hun var verdens sødeste.

🌬🍂🎅
Følg med i vores adventskalender ’Vi afliver verdens (næsten) største myter!’ – næste søndag - 3. søndag i advent.

💪
Ved godt mod!
Os i Din Hjælperordning ☺ ... See MoreSee Less

Photo

DHO - Din Hjælperordning

2 days ago

"Dukkehospital" - D. A. Hagelund - Et julegaveforslag.
Skæbnen vil det, at to kollegaer mødes i den søde juletid, når vores "mystiske skribent" anbefaler skribent Dittes digtsamling, "Dukkehospital", som en julegaveidé. Er du nysgerrig? Så læs med her:

Jeg så Ditte Amalie Hagelund i Go’ morgen Danmark for ikke så længe siden. Her sagde hun
noget meget rammende: ‘Jeg vil ikke kendes som den handicappede forfatter, jeg vil kendes som
forfatteren, som tilfældigvis har et handicap’.

‘Dukkehospital’ er Ditte Amalie Hagelunds debut. Det er en digtsamling på 20 digte der løber over
32 sider. På forsiden står forfatteren selv, en lille spirrevip, klædt ud som en dukke og med hvide
dukkesnore som hun er i gang med at klippe over. Forsiden siger en del om digtsamlingens
essens, sådan som jeg forstår bogen. Man kunne tænke noget i retning af; ‘slip mig fri, jeg er altså
et menneske’.

Når man har en kronisk sygdom og sidder i kørestol og altid skal gøre det, bliver man ofte mødt
med fordomme, uvidenhed og dumhed. Når man har været igennem det ene behandlingsforløb
efter det andet på hospitalet, med lægebesøg og sygeplejersker kan man let blive til ærgelig, trist
og vred. Når man er begrænset i sin bevægelsesfrihed og har hjælpere omkring sig, kan man let
blive irriteret og ikke føle sig som andre jævnaldrene. Man syntes måske engang i mellem at man
ikke er noget værd, at man er helt forkert og livet er en stor lort, som man bider af hver dag.
Hvorfor ikke ende det nu og her? Måske er en tur ned gennem gågaden en plage. Man er træt af
andres blikke.

Denne smerte og mange af disse tanker udgør hovedparten af digtene i Ditte Amalie Hagelunds
Dukkehospital. Heldigvis er Hagelund et dygtig lyriker og en særdeles læseværdig forfatter. Det er
vel også derfor at bogen blev indstillet til bogforums debutantpris 2019. Digtene er virkelig gode.
De har dybde, er stramme, sætter ord på ting som er svære at sætte ord på og de sætter fantasien
fri. Det første digt som jeg faldt over ved første første gennemlæsning var digtet:

‘Ligegyldig’
Lige så ligegyldig / Som en simpel Bratzdukke / Købt på loppemarked / For en sølle 20’er / Med
nylonhår / Og intet tøj / Lige så ubrugelig / Som en primitiv plastikklump / Kastet skødeløst i en
kasse / Ind i det mørke rum / Med den abnorme krop / Og ingen fødder / Lige så betydningsløs /
Som en handicappet / Født om vinteren / Dårligt designet / Med hvælvet rygsøjle / Og knækkede
Ben

Og igen på side 30:

‘Ømhed’
I mit ansigts sved / Sprættes jeg op / Sirligt / Alt imens salt absorberes / Ind i mine svidende
øjenhuler / Trækker monsteret ud / Væk fra min brystkasse / Og væk fra det altædende mørke /
Behårede hjerteslag / Følger pulsen i håndfladen / I takt / Som et frygtsomt dyr / Skadet / Og
bange / Det er så længe siden / Jeg har elsket / Det er så uberørt / Mit blødende organ / Det lille
organ / Aer det og tysser / Min mund strejfer i et kys / Bider i det lille dyr / Fortærer det / Så blodet
springer / Behåret hjertestop / Du er en del af mig / Og nu er jeg vaccineret / Imod nogensinde at
elske igen
Det er dystre sager. Som viser tilværelsen, som den også er. Sidste digt i samlingen, kan jeg rigtigt
godt lide, men det vil være synd at gengive det her.

Dukkehospital er en øm bog, vigtig, vedkommende, faktisk fremragende. Det er en meget
personlig digtsamling, men den er ikke privat. Man bliver ikke pinlig berørt eller krummer tæer
under læsningen. Dertil er forfatteren Ditte Amalie Hagelund for kvik en skribent.

Bogen sætter ord på hvad det vil sige at være menneske og især et menneske der sidder i kørestol og lever med et handicap. Den skal læses flere gange.

Tag ned i den lokale boghandler, køb et eksemplar til én du holder af, pak den ind og læg den under juletræet. Eller giv den til dig selv.

‘Dukkehospital’ er udgivet på forlaget Emeritus i 2019 og koster 149 kroner. Jeg var glad for at læse den.
" ... See MoreSee Less

Photo

DHO - Din Hjælperordning

5 days ago

Glædelig 2. Søndag i Advent 🌬🧡🍂🎅🤶😍🎄

Ja! Nu vil vi - tro vores hjemmebryggede adventskalender ’Vi afliver verdens (næsten) største myter!’ – aflive næste (næsten) verdens største myte! 😎💪
Dét er dén myte der handler om at: ”Mennesker med et handicap kan ikke få kærester”.😲
JO! MENNESKER MED ET HANDICAP KAN GODT FÅ KÆRESTER!!

Læs med her..

- Kan I fortælle lidt om hvordan det hele startede?

I virkeligheden skal vi helt tilbage til 2013, hvor Preben første gang kontaktede Pernille via facebook. Der kom dog aldrig rigtigt noget svar retur, før i 2016 hvor Preben mistede sin elskede mor til cancer, og Pernille - som også har prøvet at miste - reagerede med nogle søde kommentarer på ét af Prebens hudløst ærlige blogindlæg. Herfra begyndte de at skrive sammen mange timer hver dag. Mere og mere.

- Hvordan har forløbet været?

Vildt, skønt, svært og med ubeskriveligt store portioner tålmodighed - fra Pernilles side. Hun vidste nemlig præcist, hvad hun ville have, hvorimod Preben på dét tidspunkt ihvertfald, ikke ligefrem havde forestillet sig at skulle have en kæreste. Og da slet ikke en kæreste der, ligesom ham selv, også sad i kørestol. For hvordan skulle det nogensinde kunne fungere? Preben var fyldt med fordomme og så kun problemer som værende uløselige, hvor Pernille var kreativ og løsningsorienteret. Hun var nemlig helt klar og bevidst om, at det selvfølgelig kunne lade sig gøre at være kærester, selvom begge parter sidder i kørestol. Det handlede mest af alt om at finde vores form, og ikke leve i forestillingen om, at alle forhold skal være som på film. Dén del tog dog Pernille uendeligt lang tid at overbevise Preben om. Ja, helt præcist 8 måneder før Preben var færdig med at skifte mellem at være smaskforelsket og afvisende og forvirret.

- Hvad er drivkraften bag – det som får det til at fungere?

Grundstenene er for os, som i alle andre parforhold. Masser af kærlighed, forståenhed, rummelighed og nærvær. Vi forstår hinanden, som kun mennesker i tilsvarende situation ville kunne. Vi giver hinanden plads og plejer kærligheden, vi støtter hinanden og ser problemer som udfordringer. Taler med hinanden om ALT, men taler også ret frit om udfordringer og følelser foran hjælperne. Det tror vi på, gør alting lidt lettere.

- Hvorfor var det noget, som I gerne ville?

Alle fortjener kærlighed, og selvom de seneste par år har budt på et væld af rutsjebaneture og følelser, ingen af os anede fandtes, har det været eventyrligt og fantastisk. Hvor pladder romantisk og kvalmende det nu end må lyde, er vi bare meant to be.

- Hvad har I mødt af fordomme?

Heldigvis ikke noget særligt, men til gengæld masser af nysgerrighed, high-fives, opbakning og respekt. Da vi offentliggjorde forholdet på facebook, fik vi mere end 1000 likes.

- Vil I ikke fortælle en sød, kort anekdote?

Jo mere forelskede vi blev, jo større blev savnet til hinanden. Og selvom det jo langtfra er gratis, at køre fra Jylland til Sjælland, tog Preben vist turen 2-3 gange ugentligt sidste forår og sommer. Én af gangene som surprise-visit med pizza og blomster. Og selvom Pernille var både overrasket og glad, skinnede det ret godt igennem, at hun nok hellere ville overraskes, når hun ikke sad i nattøj med hyggedyne og pjusket hår. Men selvfølgelig syntes Preben stadig, hun var verdens sødeste.

🌬🍂🎅
Følg med i vores adventskalender ’Vi afliver verdens (næsten) største myter!’ – næste søndag - 3. søndag i advent.

💪
Ved godt mod!
Os i Din Hjælperordning ☺ ... See MoreSee Less

Photo