DHO - Din Hjælperordning

7 days ago

At føle sig ensom med sine hjælpere
- Ditte

I mit opslag fra januar 2020 afslørede jeg over for jer, at min gymnasietid havde været helvede på jord af flere årsager. Jeg skrev blandt andet, at det havde givet mig dybe ar både psykisk og socialt, hvilket jeg dengang koblede sammen med den haltende inklusion i uddannelsesregi. Men den ensomheden i skolen har nok også bundet i en helt anden type udfordring, jeg dengang ikke skænkede en tanke; min BPA-ordning…

Det var tilsyneladende sværere at skabe relationer, når man altid har en gående rundt bag sig, end jeg først lige antog. Min personlige tese om hvorfor jeg var så meget alene i gymnasiet, er at mine klassekammerater (og visse lærere) jo så, at jeg altid havde én at tale med, én at gå sammen med. Problemet var bare, at det gør ikke en hjælper til en ven. Og en hjælper opfyldte ikke egenhændigt det sociale behov, som jeg havde dengang.

Jeg sagde engang til en veninde, efter min kæreste var taget hjem, at jeg simpelthen ikke orkede, at jeg nu skulle være alene. Hun svarede – meget naturligt – at jeg kunne da ikke føle mig alene, for der var altid en hjælper hos mig. Og jovist, dét har hun da også til dels ret i, men alligevel. Jeg møder tit folk der mener, at man da umuligt kan lide af ensomhed, når man som jeg har tilknyttet en 24 timers BPA-ordning. ”For der jo altid nogen.”

Men det folk tit glemmer i forbifarten er, at den ”nogen” ikke nødvendigvis er lige så tryghedsskabende som en kæreste, har samme loyalitet som en ven eller møder dig med samme kærlighed, som en familie. Hvilket jo sådan set er forståeligt nok, da dét at være handicaphjælper er et job, som giver en kroner og øre, så de kan få smør på brødet derhjemme. Og så kan man tale nok så meget om passion, om næstekærlighed osv., men vi kommer ikke uden om den skinbarlige sandhed, at mine hjælpere nok ikke ville være i mit hjem, hvis ikke de fik penge for det. Og al respekt for det. Havde jeg en fantasilion penge stående på kontoen, så sad jeg nok også hellere og lavede noget helt andet end arbejde. Man er vel menneske.

Mine hjælpere er med tiden blevet en forlængelse af min egen familie. ”Venner” vil nogen nok definere os. Jeg har i hvert fald en oprigtig interesse i, at det går dem det godt, og jeg føler, at interessen er gensidig. Men når dét er sagt, så vil der jo altid være dét der usynlige slør, som for evigt vil distancere hjælpere fra borgere. Sløret bliver synliggjort, når virkeligheden banker på døren; barsel, orlov, sygdom, nyt job, flytning, pension. Ja, jeg kunne blive ved. Jeg har endnu ikke oplevet veninder, der tog barsel fra vores venskab, på trods af at de blev med barn. Tværtimod har det bragt os tættere sammen med nye oplevelser og andre samtaleemner. Min kæreste bliver (forhåbentligt) heller ikke mindre min kæreste, den dag han bliver pensioneret. Jeg har i hvert fald en kraftig forventning om en second round of låve, når vi begge bliver gamle og grå og får alt for meget fritid!

Så man kan sagtens føle sig ensom, selvom ens hjem modsat føles som en banegård til tider. Jeg har da også måtte sande til tider, at mine hjælpere først og fremmest er på arbejde – og ikke på besøg eller blodsbeslægtede. Måske også derfor jeg stadigvæk, efter syv år som arbejdsleder, har svært ved at tude foran mine hjælpere. Dér støder jeg personligt ind i det famøse, usynlige slør.

Hvordan man har det bedst som arbejdsleder, hvad enten dét så er at være tætknyttet til sine hjælpere eller være utroligt distanceret og formelle over for dem, vil jeg lade være op til den enkelte. Alt jeg kan sige er bare, at ensomhedsfølelsen ikke nødvendigvis forsvinder, bare fordi man har hjælpere ”boende” hos sig. Men den kan måske blive formindsket. Jeg vil i hvert fald give det klare råd til alle ligegyldig holdning til hjælpere, at sørge for også at skabe et netværk uden om hjælperne. Om ikke andet så bare fordi verden er så meget større og federe end bare dine egne, fire vægge derhjemme. ... See MoreSee Less

Photo

DHO - Din Hjælperordning

1 week ago

Knut Hamsuns Sult og den der ensomhed
- "Vores mystiske skribent"

Ensomhed er en følelse eller tilstand alle kender til, fra tid til anden. Måske nogle mere end andre. Det kan gøre ondt at føle sig ensom og bliver denne følelse ved i længere tid, er det skadeligt. Man kan føle sig ensom, hvis man ikke føler, at man er i kontakt med de mennesker, man har omkring sig. Ensomhed er altså ikke betinget af at man ikke kender eller ser mange mennesker, snarer hvordan relationen til de mennesker man ser og har omkring sig er. Man kan være gift eller have en samlever, som man har levet sammen med i tredve år og føle sig ensom. Man kan have mange venner og føle det samme. Samtidig kan man leve i en grotte i otte år, isoleret fra omverden og ikke føle sig ensom overhovet. Følelsen er subjektiv.

Undersøgelser lavet i Danmark, viser at følelsen af ensomhed opstår, når mennesker oplever, at deres sociale relationer ikke opfylder deres sociale behov og forventninger. Ensomhed opstår altså hos mennesker, der ikke føler sig forbundet med nogen, eller som savner kontakt og samvær med dem, de føler sig forbundet med.
Det handler ofte om, at man er uønsket alene, eller at man føler sig ensom i mødet med andre. I forskningens verden er det anerkendt og accepteret, at man kan identificere ensomhed hos mennesker, ved blandt andet at spørge ind til hyppigheden af følelsen af at savne andre mennesker, kombineret med hyppigheden af at føle sig isoleret og hyppigheden af at føle sig holdt udenfor.

Mathias Lasgaard fra Psykiatrifonden, udtaler blandt andet på fondens hjemmeside: ‘Mennesker, der slås med langvarig ensomhed, beretter ofte om et liv præget af svigt, uønsket alenehed, negative sociale erfaringer og svage eller vanskelige relationer til familie og eventuelle partnere – ofte i kombination med en svag eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet, psykisk sårbarhed og helbredsmæssige problemer. Langvarig ensomhed opstår så at sige sjældent ud af ingenting’.

Har man en sygdom, måske en psykisk lidelse eller handicap, kan dette være så indgribende, at det i sig selv, uanset sociale forhold og opvækstvilkår, gør at social kontakt er meget vanskelig.
F.eks hvis man lider af en alvorlig personlighedsforstyrrelse, svær psykose eller et meget invaliderende fysisk handicap. Psykiatrifonden påpeger at der Ifølge flere undersøgelser, er langvarigt ensomme særligt at finde i gruppen førtidspensionister, arbejdsløse og enlige uden hjemmeboende børn. Der er altså god grund til at tage ensomhed alvorligt.

Måske syntes man, at det kan være oplagt at tænke, at Foreningsdanmark må være løsningen på problemet for mennesker, der savner social kontakt. Samvær med andre mennesker om en konkret aktivitet; madlavning eller sport, fotografi eller anden kreativ aktivitet, må være den oplagte vej frem, hvis man skal øve sig i social kontakt. Her fortæller flere undersøgelser igen at Foreningslivet ikke nødvendigvis er en virkningsfuld vej ud af ensomheden, for dem er føler sig langvarigt ensomme. I al fald ikke, når det handler om at tage de første, spæde skridt ud af ensomheden.

‘På grund af sygdom, mangel på sociale kompetencer, følelse af skyld og skam og ofte svær marginalisering kan mennesker, der har været ensomme længe, have vanskeligt ved at indgå i almindelige foreninger og fritidstilbud,’ udtaler Mathias Lasgaard og fortsætter:
‘De fleste tilbud henvender sig i dag til de helt unge eller til ældre mennesker. Der mangler i høj grad særligt tilrettelagte tilbud til yngre og midaldrende voksne. Vel at mærke tilbud, som nøje tilpasses målgruppens særlige forudsætninger, behov og begrænsninger. Vores analyser viser, at der blandt de ensomme voksne er en markant andel med svækket fysisk eller psykisk helbred. Det bør derfor holdes for øje, at et stærkt nedsat funktionsniveau kan være en barriere for at deltage i nogle typer af aktiviteter, ligesom det kan have betydning for motivation og fremmøde.’

Men der ER noget man kan gøre, hvis man lever med et handicap eller/og lider af depressioner eller/og er psykisk sårbar og føler sig ensom og måske har gjort gennem længere tid. Man må starte et sted og KAN starte et sted. En ting man kan gøre er at gå, hinke, kravle eller køre ned på det lokale bibliotek og låne Knut Hamsuns ‘Sult’. Her kan man spejle sig i elendigheden og finde håb om et bedre liv.

‘Sult’ handler om en ung mand med forfatterdrømme der går rundt i Kristiania i Norge, sulten, ensom, fattig, drivende fra den ene op- og nedtur efter den anden, mest det sidste. Hans kamp for at skaffe mad på bordet og hans tanker om livet og byen og hans tiltagende psykiske problemer, angsten, der gør det hele værre.

‘Det var i den tid, jeg gik omkring og sultede i Kristiania, denne forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den,’ sådan starter Knut Hamsuns debutroman fra 1890. Hovedpersonen prøver i Kristiania, det nuværende Oslo, at skaffe lidt penge ved skriveriet. Forhindringen er redaktøren på bladet, som ofte ikke er der. Og er han der, vil han ikke antage de små tekster han bliver præsenteret for. Stoltheden og anstændigheden bliver udfordret igen og igen. ‘Onkel’, pantelåneren, får nødigt et besøg. Men nøden driver hovedpersonen ud, hvor al civilisation bliver skrællet af, og et nøgent, sultent og frysende menneske træder frem.
Ét af højdepunkterne i bogen er hovedpersonens bekendtskab med en finere frøken. Her stilles hans fattigdom til skue i mødet med et menneske, som har sit på det tørre i den varme stue.

Hamsun dukker helt ned i sjælen, når han beskriver feberfantasierne og tankerne hos en mand, som balancerer på afgrunden. Man veksler mellem at more sig over hans klodsede forsøg på at dække over sin fattigdom: ‘Jeg var mat og gik og kasted op lidt hist og her i smug’, som han selv siger det. Samtid bliver man selv nedtrykt over hans elendige liv.

Man kan sige meget om Skandinavien, om hvor heldige vi er at bo i det velfærdssamfund, som vi trods alt lever i her i år 2020. Der er forskel på 1890 og i dag. Men det ændre ikke ved at man kan føle sig ensom og elendig til mode. Når man læser en bog som ‘Sult’, bliver man mødt, hvor man er. Måske ikke fysisk, men mentalt og følelsesmæssigt. Man kan spejle sig i romanens jeg-fortæller og genkende mange af de tanker han gør sig. Og fordi det ER stor litteratur rejser man sammen med hovedpersonen, føler med ham og håber med ham. Måske bliver man ved endt læsning, inspireret til at tænke andre tanker, end dem man havde før man gik i gang med bogen. Måske bliver man endda følelsesmæssigt forløst og ser sin egen situation i et andet lys. Måske tænker man over det man har. Er glasset halvt fuldt eller halvt tomt?

‘Ude i fjorden rettede jeg mig op engang, våd af feber og mathed, så indad mod land og sagde farvel for denne gang til byen, til Kristiania, hvor vinduerne lyste så blankt fra alle hjem.’ Sådan slutter bogen. Den blev filmatiseret af Henning Carlsen i 1966, jeg har aldrig set filmen, men den skulle eftersigende ligge meget tæt op af forlægget.

Det er ikke nemt at være ung. Det har det nok aldrig været, men i disse tider, med Facebook, Intergram og Twitter, er det måske ekstra svært. Der er meget at leve op til. Egne og samfundets forventninger. Man skal helst ikke stikke ud, men være perfekt. Ensomhed passer ikke ind i dette billede. Som Jørgen Leth, filminstruktør og forfatter siger det: ‘Alene det kan jeg enormt godt lide. Men ensom har intet med det at gøre. Det er to forskellige ting.’

Det første skridt ud af ensomhed, er at finde modet og være ærlig over for sig selv. Erkende at man er ensom. Når først man har noget til den erkendelse, er de næste skridt lettere. Nogle finder et kæledyr. En hund måske. Eller en kanin. Giver man omsorg til et kæledyr, giver man omsorg til sig selv. Der findes også flere organisationer man kan kontakte og tale om sin ensomhed; så som Ventilen eller Headspace, der har afdelinger over hele landet. Disse er mest for unge, men Psykiatrifonden har også en telefonrådgivning for alle. Her er gode råd at hente. Du behøver ikke have en psykisk lidelse for at kontakte psykiatrifonden, at have det svært er nok. De har telefonnummer: 39 25 25 25. Deres hjemmeside er: www.psykiatrifonden.dk

Mobning og lavt selvværd kan være faktorer der gør at man isolerer sig. Måske føler man sig udenfor eller anderledes. Så er det altid let og trække sig. Spille computer eller være på de sociale medier. Man kommer let ind i en spiral hvor man ikke ser andre mennesker. Det er sådan en adfærd, der fører til ensomhed. Sidder man i sådan en situation, er litteraturen en god ventil. Her kan man læse om og leve sig ind karakterer der føler sig ensomme. Alt andet lige, er det en god idé at slukke mobilen, computeren eller fjernsynet, blot nogle timer og læse i en bog. Har man koncentrationsbesvær, findes der heldigvis lydbøger. Dem kan man lytte til, mens man går en tur eller kører i kørestolen.

Knut Hamsuns ‘Sult’ kan lånes på biblioteket eller findes på e-reolen som lydbog eller e-bog. Det er ganske gratis. ... See MoreSee Less

Photo

DHO - Din Hjælperordning

7 days ago

At føle sig ensom med sine hjælpere
- Ditte

I mit opslag fra januar 2020 afslørede jeg over for jer, at min gymnasietid havde været helvede på jord af flere årsager. Jeg skrev blandt andet, at det havde givet mig dybe ar både psykisk og socialt, hvilket jeg dengang koblede sammen med den haltende inklusion i uddannelsesregi. Men den ensomheden i skolen har nok også bundet i en helt anden type udfordring, jeg dengang ikke skænkede en tanke; min BPA-ordning…

Det var tilsyneladende sværere at skabe relationer, når man altid har en gående rundt bag sig, end jeg først lige antog. Min personlige tese om hvorfor jeg var så meget alene i gymnasiet, er at mine klassekammerater (og visse lærere) jo så, at jeg altid havde én at tale med, én at gå sammen med. Problemet var bare, at det gør ikke en hjælper til en ven. Og en hjælper opfyldte ikke egenhændigt det sociale behov, som jeg havde dengang.

Jeg sagde engang til en veninde, efter min kæreste var taget hjem, at jeg simpelthen ikke orkede, at jeg nu skulle være alene. Hun svarede – meget naturligt – at jeg kunne da ikke føle mig alene, for der var altid en hjælper hos mig. Og jovist, dét har hun da også til dels ret i, men alligevel. Jeg møder tit folk der mener, at man da umuligt kan lide af ensomhed, når man som jeg har tilknyttet en 24 timers BPA-ordning. ”For der jo altid nogen.”

Men det folk tit glemmer i forbifarten er, at den ”nogen” ikke nødvendigvis er lige så tryghedsskabende som en kæreste, har samme loyalitet som en ven eller møder dig med samme kærlighed, som en familie. Hvilket jo sådan set er forståeligt nok, da dét at være handicaphjælper er et job, som giver en kroner og øre, så de kan få smør på brødet derhjemme. Og så kan man tale nok så meget om passion, om næstekærlighed osv., men vi kommer ikke uden om den skinbarlige sandhed, at mine hjælpere nok ikke ville være i mit hjem, hvis ikke de fik penge for det. Og al respekt for det. Havde jeg en fantasilion penge stående på kontoen, så sad jeg nok også hellere og lavede noget helt andet end arbejde. Man er vel menneske.

Mine hjælpere er med tiden blevet en forlængelse af min egen familie. ”Venner” vil nogen nok definere os. Jeg har i hvert fald en oprigtig interesse i, at det går dem det godt, og jeg føler, at interessen er gensidig. Men når dét er sagt, så vil der jo altid være dét der usynlige slør, som for evigt vil distancere hjælpere fra borgere. Sløret bliver synliggjort, når virkeligheden banker på døren; barsel, orlov, sygdom, nyt job, flytning, pension. Ja, jeg kunne blive ved. Jeg har endnu ikke oplevet veninder, der tog barsel fra vores venskab, på trods af at de blev med barn. Tværtimod har det bragt os tættere sammen med nye oplevelser og andre samtaleemner. Min kæreste bliver (forhåbentligt) heller ikke mindre min kæreste, den dag han bliver pensioneret. Jeg har i hvert fald en kraftig forventning om en second round of låve, når vi begge bliver gamle og grå og får alt for meget fritid!

Så man kan sagtens føle sig ensom, selvom ens hjem modsat føles som en banegård til tider. Jeg har da også måtte sande til tider, at mine hjælpere først og fremmest er på arbejde – og ikke på besøg eller blodsbeslægtede. Måske også derfor jeg stadigvæk, efter syv år som arbejdsleder, har svært ved at tude foran mine hjælpere. Dér støder jeg personligt ind i det famøse, usynlige slør.

Hvordan man har det bedst som arbejdsleder, hvad enten dét så er at være tætknyttet til sine hjælpere eller være utroligt distanceret og formelle over for dem, vil jeg lade være op til den enkelte. Alt jeg kan sige er bare, at ensomhedsfølelsen ikke nødvendigvis forsvinder, bare fordi man har hjælpere ”boende” hos sig. Men den kan måske blive formindsket. Jeg vil i hvert fald give det klare råd til alle ligegyldig holdning til hjælpere, at sørge for også at skabe et netværk uden om hjælperne. Om ikke andet så bare fordi verden er så meget større og federe end bare dine egne, fire vægge derhjemme. ... See MoreSee Less

Photo

DHO - Din Hjælperordning

1 week ago

Knut Hamsuns Sult og den der ensomhed
- "Vores mystiske skribent"

Ensomhed er en følelse eller tilstand alle kender til, fra tid til anden. Måske nogle mere end andre. Det kan gøre ondt at føle sig ensom og bliver denne følelse ved i længere tid, er det skadeligt. Man kan føle sig ensom, hvis man ikke føler, at man er i kontakt med de mennesker, man har omkring sig. Ensomhed er altså ikke betinget af at man ikke kender eller ser mange mennesker, snarer hvordan relationen til de mennesker man ser og har omkring sig er. Man kan være gift eller have en samlever, som man har levet sammen med i tredve år og føle sig ensom. Man kan have mange venner og føle det samme. Samtidig kan man leve i en grotte i otte år, isoleret fra omverden og ikke føle sig ensom overhovet. Følelsen er subjektiv.

Undersøgelser lavet i Danmark, viser at følelsen af ensomhed opstår, når mennesker oplever, at deres sociale relationer ikke opfylder deres sociale behov og forventninger. Ensomhed opstår altså hos mennesker, der ikke føler sig forbundet med nogen, eller som savner kontakt og samvær med dem, de føler sig forbundet med.
Det handler ofte om, at man er uønsket alene, eller at man føler sig ensom i mødet med andre. I forskningens verden er det anerkendt og accepteret, at man kan identificere ensomhed hos mennesker, ved blandt andet at spørge ind til hyppigheden af følelsen af at savne andre mennesker, kombineret med hyppigheden af at føle sig isoleret og hyppigheden af at føle sig holdt udenfor.

Mathias Lasgaard fra Psykiatrifonden, udtaler blandt andet på fondens hjemmeside: ‘Mennesker, der slås med langvarig ensomhed, beretter ofte om et liv præget af svigt, uønsket alenehed, negative sociale erfaringer og svage eller vanskelige relationer til familie og eventuelle partnere – ofte i kombination med en svag eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet, psykisk sårbarhed og helbredsmæssige problemer. Langvarig ensomhed opstår så at sige sjældent ud af ingenting’.

Har man en sygdom, måske en psykisk lidelse eller handicap, kan dette være så indgribende, at det i sig selv, uanset sociale forhold og opvækstvilkår, gør at social kontakt er meget vanskelig.
F.eks hvis man lider af en alvorlig personlighedsforstyrrelse, svær psykose eller et meget invaliderende fysisk handicap. Psykiatrifonden påpeger at der Ifølge flere undersøgelser, er langvarigt ensomme særligt at finde i gruppen førtidspensionister, arbejdsløse og enlige uden hjemmeboende børn. Der er altså god grund til at tage ensomhed alvorligt.

Måske syntes man, at det kan være oplagt at tænke, at Foreningsdanmark må være løsningen på problemet for mennesker, der savner social kontakt. Samvær med andre mennesker om en konkret aktivitet; madlavning eller sport, fotografi eller anden kreativ aktivitet, må være den oplagte vej frem, hvis man skal øve sig i social kontakt. Her fortæller flere undersøgelser igen at Foreningslivet ikke nødvendigvis er en virkningsfuld vej ud af ensomheden, for dem er føler sig langvarigt ensomme. I al fald ikke, når det handler om at tage de første, spæde skridt ud af ensomheden.

‘På grund af sygdom, mangel på sociale kompetencer, følelse af skyld og skam og ofte svær marginalisering kan mennesker, der har været ensomme længe, have vanskeligt ved at indgå i almindelige foreninger og fritidstilbud,’ udtaler Mathias Lasgaard og fortsætter:
‘De fleste tilbud henvender sig i dag til de helt unge eller til ældre mennesker. Der mangler i høj grad særligt tilrettelagte tilbud til yngre og midaldrende voksne. Vel at mærke tilbud, som nøje tilpasses målgruppens særlige forudsætninger, behov og begrænsninger. Vores analyser viser, at der blandt de ensomme voksne er en markant andel med svækket fysisk eller psykisk helbred. Det bør derfor holdes for øje, at et stærkt nedsat funktionsniveau kan være en barriere for at deltage i nogle typer af aktiviteter, ligesom det kan have betydning for motivation og fremmøde.’

Men der ER noget man kan gøre, hvis man lever med et handicap eller/og lider af depressioner eller/og er psykisk sårbar og føler sig ensom og måske har gjort gennem længere tid. Man må starte et sted og KAN starte et sted. En ting man kan gøre er at gå, hinke, kravle eller køre ned på det lokale bibliotek og låne Knut Hamsuns ‘Sult’. Her kan man spejle sig i elendigheden og finde håb om et bedre liv.

‘Sult’ handler om en ung mand med forfatterdrømme der går rundt i Kristiania i Norge, sulten, ensom, fattig, drivende fra den ene op- og nedtur efter den anden, mest det sidste. Hans kamp for at skaffe mad på bordet og hans tanker om livet og byen og hans tiltagende psykiske problemer, angsten, der gør det hele værre.

‘Det var i den tid, jeg gik omkring og sultede i Kristiania, denne forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den,’ sådan starter Knut Hamsuns debutroman fra 1890. Hovedpersonen prøver i Kristiania, det nuværende Oslo, at skaffe lidt penge ved skriveriet. Forhindringen er redaktøren på bladet, som ofte ikke er der. Og er han der, vil han ikke antage de små tekster han bliver præsenteret for. Stoltheden og anstændigheden bliver udfordret igen og igen. ‘Onkel’, pantelåneren, får nødigt et besøg. Men nøden driver hovedpersonen ud, hvor al civilisation bliver skrællet af, og et nøgent, sultent og frysende menneske træder frem.
Ét af højdepunkterne i bogen er hovedpersonens bekendtskab med en finere frøken. Her stilles hans fattigdom til skue i mødet med et menneske, som har sit på det tørre i den varme stue.

Hamsun dukker helt ned i sjælen, når han beskriver feberfantasierne og tankerne hos en mand, som balancerer på afgrunden. Man veksler mellem at more sig over hans klodsede forsøg på at dække over sin fattigdom: ‘Jeg var mat og gik og kasted op lidt hist og her i smug’, som han selv siger det. Samtid bliver man selv nedtrykt over hans elendige liv.

Man kan sige meget om Skandinavien, om hvor heldige vi er at bo i det velfærdssamfund, som vi trods alt lever i her i år 2020. Der er forskel på 1890 og i dag. Men det ændre ikke ved at man kan føle sig ensom og elendig til mode. Når man læser en bog som ‘Sult’, bliver man mødt, hvor man er. Måske ikke fysisk, men mentalt og følelsesmæssigt. Man kan spejle sig i romanens jeg-fortæller og genkende mange af de tanker han gør sig. Og fordi det ER stor litteratur rejser man sammen med hovedpersonen, føler med ham og håber med ham. Måske bliver man ved endt læsning, inspireret til at tænke andre tanker, end dem man havde før man gik i gang med bogen. Måske bliver man endda følelsesmæssigt forløst og ser sin egen situation i et andet lys. Måske tænker man over det man har. Er glasset halvt fuldt eller halvt tomt?

‘Ude i fjorden rettede jeg mig op engang, våd af feber og mathed, så indad mod land og sagde farvel for denne gang til byen, til Kristiania, hvor vinduerne lyste så blankt fra alle hjem.’ Sådan slutter bogen. Den blev filmatiseret af Henning Carlsen i 1966, jeg har aldrig set filmen, men den skulle eftersigende ligge meget tæt op af forlægget.

Det er ikke nemt at være ung. Det har det nok aldrig været, men i disse tider, med Facebook, Intergram og Twitter, er det måske ekstra svært. Der er meget at leve op til. Egne og samfundets forventninger. Man skal helst ikke stikke ud, men være perfekt. Ensomhed passer ikke ind i dette billede. Som Jørgen Leth, filminstruktør og forfatter siger det: ‘Alene det kan jeg enormt godt lide. Men ensom har intet med det at gøre. Det er to forskellige ting.’

Det første skridt ud af ensomhed, er at finde modet og være ærlig over for sig selv. Erkende at man er ensom. Når først man har noget til den erkendelse, er de næste skridt lettere. Nogle finder et kæledyr. En hund måske. Eller en kanin. Giver man omsorg til et kæledyr, giver man omsorg til sig selv. Der findes også flere organisationer man kan kontakte og tale om sin ensomhed; så som Ventilen eller Headspace, der har afdelinger over hele landet. Disse er mest for unge, men Psykiatrifonden har også en telefonrådgivning for alle. Her er gode råd at hente. Du behøver ikke have en psykisk lidelse for at kontakte psykiatrifonden, at have det svært er nok. De har telefonnummer: 39 25 25 25. Deres hjemmeside er: www.psykiatrifonden.dk

Mobning og lavt selvværd kan være faktorer der gør at man isolerer sig. Måske føler man sig udenfor eller anderledes. Så er det altid let og trække sig. Spille computer eller være på de sociale medier. Man kommer let ind i en spiral hvor man ikke ser andre mennesker. Det er sådan en adfærd, der fører til ensomhed. Sidder man i sådan en situation, er litteraturen en god ventil. Her kan man læse om og leve sig ind karakterer der føler sig ensomme. Alt andet lige, er det en god idé at slukke mobilen, computeren eller fjernsynet, blot nogle timer og læse i en bog. Har man koncentrationsbesvær, findes der heldigvis lydbøger. Dem kan man lytte til, mens man går en tur eller kører i kørestolen.

Knut Hamsuns ‘Sult’ kan lånes på biblioteket eller findes på e-reolen som lydbog eller e-bog. Det er ganske gratis. ... See MoreSee Less

Photo

DHO - Din Hjælperordning

7 days ago

At føle sig ensom med sine hjælpere
- Ditte

I mit opslag fra januar 2020 afslørede jeg over for jer, at min gymnasietid havde været helvede på jord af flere årsager. Jeg skrev blandt andet, at det havde givet mig dybe ar både psykisk og socialt, hvilket jeg dengang koblede sammen med den haltende inklusion i uddannelsesregi. Men den ensomheden i skolen har nok også bundet i en helt anden type udfordring, jeg dengang ikke skænkede en tanke; min BPA-ordning…

Det var tilsyneladende sværere at skabe relationer, når man altid har en gående rundt bag sig, end jeg først lige antog. Min personlige tese om hvorfor jeg var så meget alene i gymnasiet, er at mine klassekammerater (og visse lærere) jo så, at jeg altid havde én at tale med, én at gå sammen med. Problemet var bare, at det gør ikke en hjælper til en ven. Og en hjælper opfyldte ikke egenhændigt det sociale behov, som jeg havde dengang.

Jeg sagde engang til en veninde, efter min kæreste var taget hjem, at jeg simpelthen ikke orkede, at jeg nu skulle være alene. Hun svarede – meget naturligt – at jeg kunne da ikke føle mig alene, for der var altid en hjælper hos mig. Og jovist, dét har hun da også til dels ret i, men alligevel. Jeg møder tit folk der mener, at man da umuligt kan lide af ensomhed, når man som jeg har tilknyttet en 24 timers BPA-ordning. ”For der jo altid nogen.”

Men det folk tit glemmer i forbifarten er, at den ”nogen” ikke nødvendigvis er lige så tryghedsskabende som en kæreste, har samme loyalitet som en ven eller møder dig med samme kærlighed, som en familie. Hvilket jo sådan set er forståeligt nok, da dét at være handicaphjælper er et job, som giver en kroner og øre, så de kan få smør på brødet derhjemme. Og så kan man tale nok så meget om passion, om næstekærlighed osv., men vi kommer ikke uden om den skinbarlige sandhed, at mine hjælpere nok ikke ville være i mit hjem, hvis ikke de fik penge for det. Og al respekt for det. Havde jeg en fantasilion penge stående på kontoen, så sad jeg nok også hellere og lavede noget helt andet end arbejde. Man er vel menneske.

Mine hjælpere er med tiden blevet en forlængelse af min egen familie. ”Venner” vil nogen nok definere os. Jeg har i hvert fald en oprigtig interesse i, at det går dem det godt, og jeg føler, at interessen er gensidig. Men når dét er sagt, så vil der jo altid være dét der usynlige slør, som for evigt vil distancere hjælpere fra borgere. Sløret bliver synliggjort, når virkeligheden banker på døren; barsel, orlov, sygdom, nyt job, flytning, pension. Ja, jeg kunne blive ved. Jeg har endnu ikke oplevet veninder, der tog barsel fra vores venskab, på trods af at de blev med barn. Tværtimod har det bragt os tættere sammen med nye oplevelser og andre samtaleemner. Min kæreste bliver (forhåbentligt) heller ikke mindre min kæreste, den dag han bliver pensioneret. Jeg har i hvert fald en kraftig forventning om en second round of låve, når vi begge bliver gamle og grå og får alt for meget fritid!

Så man kan sagtens føle sig ensom, selvom ens hjem modsat føles som en banegård til tider. Jeg har da også måtte sande til tider, at mine hjælpere først og fremmest er på arbejde – og ikke på besøg eller blodsbeslægtede. Måske også derfor jeg stadigvæk, efter syv år som arbejdsleder, har svært ved at tude foran mine hjælpere. Dér støder jeg personligt ind i det famøse, usynlige slør.

Hvordan man har det bedst som arbejdsleder, hvad enten dét så er at være tætknyttet til sine hjælpere eller være utroligt distanceret og formelle over for dem, vil jeg lade være op til den enkelte. Alt jeg kan sige er bare, at ensomhedsfølelsen ikke nødvendigvis forsvinder, bare fordi man har hjælpere ”boende” hos sig. Men den kan måske blive formindsket. Jeg vil i hvert fald give det klare råd til alle ligegyldig holdning til hjælpere, at sørge for også at skabe et netværk uden om hjælperne. Om ikke andet så bare fordi verden er så meget større og federe end bare dine egne, fire vægge derhjemme. ... See MoreSee Less

Photo

DHO - Din Hjælperordning

1 week ago

Knut Hamsuns Sult og den der ensomhed
- "Vores mystiske skribent"

Ensomhed er en følelse eller tilstand alle kender til, fra tid til anden. Måske nogle mere end andre. Det kan gøre ondt at føle sig ensom og bliver denne følelse ved i længere tid, er det skadeligt. Man kan føle sig ensom, hvis man ikke føler, at man er i kontakt med de mennesker, man har omkring sig. Ensomhed er altså ikke betinget af at man ikke kender eller ser mange mennesker, snarer hvordan relationen til de mennesker man ser og har omkring sig er. Man kan være gift eller have en samlever, som man har levet sammen med i tredve år og føle sig ensom. Man kan have mange venner og føle det samme. Samtidig kan man leve i en grotte i otte år, isoleret fra omverden og ikke føle sig ensom overhovet. Følelsen er subjektiv.

Undersøgelser lavet i Danmark, viser at følelsen af ensomhed opstår, når mennesker oplever, at deres sociale relationer ikke opfylder deres sociale behov og forventninger. Ensomhed opstår altså hos mennesker, der ikke føler sig forbundet med nogen, eller som savner kontakt og samvær med dem, de føler sig forbundet med.
Det handler ofte om, at man er uønsket alene, eller at man føler sig ensom i mødet med andre. I forskningens verden er det anerkendt og accepteret, at man kan identificere ensomhed hos mennesker, ved blandt andet at spørge ind til hyppigheden af følelsen af at savne andre mennesker, kombineret med hyppigheden af at føle sig isoleret og hyppigheden af at føle sig holdt udenfor.

Mathias Lasgaard fra Psykiatrifonden, udtaler blandt andet på fondens hjemmeside: ‘Mennesker, der slås med langvarig ensomhed, beretter ofte om et liv præget af svigt, uønsket alenehed, negative sociale erfaringer og svage eller vanskelige relationer til familie og eventuelle partnere – ofte i kombination med en svag eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet, psykisk sårbarhed og helbredsmæssige problemer. Langvarig ensomhed opstår så at sige sjældent ud af ingenting’.

Har man en sygdom, måske en psykisk lidelse eller handicap, kan dette være så indgribende, at det i sig selv, uanset sociale forhold og opvækstvilkår, gør at social kontakt er meget vanskelig.
F.eks hvis man lider af en alvorlig personlighedsforstyrrelse, svær psykose eller et meget invaliderende fysisk handicap. Psykiatrifonden påpeger at der Ifølge flere undersøgelser, er langvarigt ensomme særligt at finde i gruppen førtidspensionister, arbejdsløse og enlige uden hjemmeboende børn. Der er altså god grund til at tage ensomhed alvorligt.

Måske syntes man, at det kan være oplagt at tænke, at Foreningsdanmark må være løsningen på problemet for mennesker, der savner social kontakt. Samvær med andre mennesker om en konkret aktivitet; madlavning eller sport, fotografi eller anden kreativ aktivitet, må være den oplagte vej frem, hvis man skal øve sig i social kontakt. Her fortæller flere undersøgelser igen at Foreningslivet ikke nødvendigvis er en virkningsfuld vej ud af ensomheden, for dem er føler sig langvarigt ensomme. I al fald ikke, når det handler om at tage de første, spæde skridt ud af ensomheden.

‘På grund af sygdom, mangel på sociale kompetencer, følelse af skyld og skam og ofte svær marginalisering kan mennesker, der har været ensomme længe, have vanskeligt ved at indgå i almindelige foreninger og fritidstilbud,’ udtaler Mathias Lasgaard og fortsætter:
‘De fleste tilbud henvender sig i dag til de helt unge eller til ældre mennesker. Der mangler i høj grad særligt tilrettelagte tilbud til yngre og midaldrende voksne. Vel at mærke tilbud, som nøje tilpasses målgruppens særlige forudsætninger, behov og begrænsninger. Vores analyser viser, at der blandt de ensomme voksne er en markant andel med svækket fysisk eller psykisk helbred. Det bør derfor holdes for øje, at et stærkt nedsat funktionsniveau kan være en barriere for at deltage i nogle typer af aktiviteter, ligesom det kan have betydning for motivation og fremmøde.’

Men der ER noget man kan gøre, hvis man lever med et handicap eller/og lider af depressioner eller/og er psykisk sårbar og føler sig ensom og måske har gjort gennem længere tid. Man må starte et sted og KAN starte et sted. En ting man kan gøre er at gå, hinke, kravle eller køre ned på det lokale bibliotek og låne Knut Hamsuns ‘Sult’. Her kan man spejle sig i elendigheden og finde håb om et bedre liv.

‘Sult’ handler om en ung mand med forfatterdrømme der går rundt i Kristiania i Norge, sulten, ensom, fattig, drivende fra den ene op- og nedtur efter den anden, mest det sidste. Hans kamp for at skaffe mad på bordet og hans tanker om livet og byen og hans tiltagende psykiske problemer, angsten, der gør det hele værre.

‘Det var i den tid, jeg gik omkring og sultede i Kristiania, denne forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den,’ sådan starter Knut Hamsuns debutroman fra 1890. Hovedpersonen prøver i Kristiania, det nuværende Oslo, at skaffe lidt penge ved skriveriet. Forhindringen er redaktøren på bladet, som ofte ikke er der. Og er han der, vil han ikke antage de små tekster han bliver præsenteret for. Stoltheden og anstændigheden bliver udfordret igen og igen. ‘Onkel’, pantelåneren, får nødigt et besøg. Men nøden driver hovedpersonen ud, hvor al civilisation bliver skrællet af, og et nøgent, sultent og frysende menneske træder frem.
Ét af højdepunkterne i bogen er hovedpersonens bekendtskab med en finere frøken. Her stilles hans fattigdom til skue i mødet med et menneske, som har sit på det tørre i den varme stue.

Hamsun dukker helt ned i sjælen, når han beskriver feberfantasierne og tankerne hos en mand, som balancerer på afgrunden. Man veksler mellem at more sig over hans klodsede forsøg på at dække over sin fattigdom: ‘Jeg var mat og gik og kasted op lidt hist og her i smug’, som han selv siger det. Samtid bliver man selv nedtrykt over hans elendige liv.

Man kan sige meget om Skandinavien, om hvor heldige vi er at bo i det velfærdssamfund, som vi trods alt lever i her i år 2020. Der er forskel på 1890 og i dag. Men det ændre ikke ved at man kan føle sig ensom og elendig til mode. Når man læser en bog som ‘Sult’, bliver man mødt, hvor man er. Måske ikke fysisk, men mentalt og følelsesmæssigt. Man kan spejle sig i romanens jeg-fortæller og genkende mange af de tanker han gør sig. Og fordi det ER stor litteratur rejser man sammen med hovedpersonen, føler med ham og håber med ham. Måske bliver man ved endt læsning, inspireret til at tænke andre tanker, end dem man havde før man gik i gang med bogen. Måske bliver man endda følelsesmæssigt forløst og ser sin egen situation i et andet lys. Måske tænker man over det man har. Er glasset halvt fuldt eller halvt tomt?

‘Ude i fjorden rettede jeg mig op engang, våd af feber og mathed, så indad mod land og sagde farvel for denne gang til byen, til Kristiania, hvor vinduerne lyste så blankt fra alle hjem.’ Sådan slutter bogen. Den blev filmatiseret af Henning Carlsen i 1966, jeg har aldrig set filmen, men den skulle eftersigende ligge meget tæt op af forlægget.

Det er ikke nemt at være ung. Det har det nok aldrig været, men i disse tider, med Facebook, Intergram og Twitter, er det måske ekstra svært. Der er meget at leve op til. Egne og samfundets forventninger. Man skal helst ikke stikke ud, men være perfekt. Ensomhed passer ikke ind i dette billede. Som Jørgen Leth, filminstruktør og forfatter siger det: ‘Alene det kan jeg enormt godt lide. Men ensom har intet med det at gøre. Det er to forskellige ting.’

Det første skridt ud af ensomhed, er at finde modet og være ærlig over for sig selv. Erkende at man er ensom. Når først man har noget til den erkendelse, er de næste skridt lettere. Nogle finder et kæledyr. En hund måske. Eller en kanin. Giver man omsorg til et kæledyr, giver man omsorg til sig selv. Der findes også flere organisationer man kan kontakte og tale om sin ensomhed; så som Ventilen eller Headspace, der har afdelinger over hele landet. Disse er mest for unge, men Psykiatrifonden har også en telefonrådgivning for alle. Her er gode råd at hente. Du behøver ikke have en psykisk lidelse for at kontakte psykiatrifonden, at have det svært er nok. De har telefonnummer: 39 25 25 25. Deres hjemmeside er: www.psykiatrifonden.dk

Mobning og lavt selvværd kan være faktorer der gør at man isolerer sig. Måske føler man sig udenfor eller anderledes. Så er det altid let og trække sig. Spille computer eller være på de sociale medier. Man kommer let ind i en spiral hvor man ikke ser andre mennesker. Det er sådan en adfærd, der fører til ensomhed. Sidder man i sådan en situation, er litteraturen en god ventil. Her kan man læse om og leve sig ind karakterer der føler sig ensomme. Alt andet lige, er det en god idé at slukke mobilen, computeren eller fjernsynet, blot nogle timer og læse i en bog. Har man koncentrationsbesvær, findes der heldigvis lydbøger. Dem kan man lytte til, mens man går en tur eller kører i kørestolen.

Knut Hamsuns ‘Sult’ kan lånes på biblioteket eller findes på e-reolen som lydbog eller e-bog. Det er ganske gratis. ... See MoreSee Less

Photo