DHO - Din Hjælperordning

6 days ago

Friheden til at flytte med sin BPA
- Ditte

Når voksenlivet – langsomt men sikkert – begynder at gro på en, følger der naturligvis også nogle ændringer med i takt med man går diverse faser i møde. Jeg er selv i redebygger-fasen; jeg har mødt mig en dejlig mand efter min skilsmisse, og naturligvis kommer der i den forbindelse nogle ønsker op, om engang at bygge rede med ham.

Vi er begge selvstændige individer, og har derfor også indrettet os efter de vilkår. Vi bor i hver sin by, i hver vores lejlighed. De er små, men praktiske til kun én person. Dog vil det i fremtiden ikke kunne lade sig gøre, at flytte sammen i en af disse boliger, om end vi rigtig gerne vil bo sammen. Hans er ikke handicapvenlig – og i øvrigt for lille til at kunne rumme mine hjælpere – og min ligger ikke tæt nok på Storkøbenhavn, som han ønsker det. Derfor er vi allerede nu så småt begyndt på skitsere vores fremtid med et fælles tag over hovedet. Vi har nogle ønsker for, hvilken sti vi gerne vil gå på, for på længere sigt at opnå de drømme, som vi har skabt os i fællesskab;

Vi vil gerne tættere på Storkøbenhavn og på dét kulturelle liv, som vi begge er en stor del af. Derudover skal pladsen ligeledes være med os, for når den ene part har fem hjælpere på slæb, og man desuden også g gerne vil høre små babyfødder henover gulvbrædderne på et tidspunkt, ja, så kræver det altså noget plads. Og sidst, men ikke mindst, er vi begge så inkarneret i vores respektive voksenstadier, at vi gerne vil investere i vores fremtid sammen – vi vil gerne eje.

Med alle disse ønsker in mente, kommer der også et ikke helt ubetydeligt – ’men’; vi har jo, som de voksne væsener vi nu engang er, også indset at økonomien selvfølgelig også skal falde i hak og ligge parallelt med vores respektive ønsker. Og de ting hænger desværre som oftest ikke sammen. Og hvad gør man så? Ja, så må man gå på kompromis, for man kan nu ikke både blæse og have mel i munden:
1) Vi kunne kigge på lejede ældreboliger, som kan blive visiteret til mig af kommunen. Men så er min partner omvendt ikke længere sikret, såfremt vi – gud forbyde det – endda går fra hinanden. Så dét duer ikke.

2) Vi kunne omvendt også gå på kompromis med pladsen, og i stedet lede efter en toværelses bolig frem for en tre- og fireværelses. Men hjælperne skal jo stadig flytte med; deres tilstedeværelse er et faktum, som hverken skal eller pilles ved. Så godt med plads er også et krav, som vi bliver nødt til at holde fast i.

3) I så fald er der kun én ting, som vi reelt set kan gå på kompromis med; location. Det ville absolut være langt billigere for os, hvis vi købte en bolig væk fra Københavnsområdet, for i stedet at tage et kig på udkantsbyerne. Evt. se længere væk og over på den anden side af både Store- og Lillebæltsbroen…

Så kommer der bare endnu et lille, men stadig ikke ubetydeligt, ’men’: hvad så med den fremtidige kommune, som vi i så fald flytter til? Diverse paragraffer – såsom §96, som jeg jo er under – er blevet udformet, så de gerne skulle være ens for alle hele landet rundt. Men som det kulturelle væsen jeg nu engang er, er jeg også bekendt med dét faktum, at kommunerne fortolker disse paragraffer til deres egen økonomis fordel, som var de en helt ny og skelsættende samfundskulturel gimmick. Og på den måde bliver pågældende paragraffer lynhurtigt netop IKKE ens for alle – nærmere tværtimod.

Jeg tror ikke, at det vil være synderligt svært med hjælp fra diverse mennesker med handicaps rundt omkring i landet, at lave et Danmarkskort baseret på de enkelte kommuners score. Kortet eksisterer nu i en verbal version. Rygterne spreder sig hurtigere end selv de mest fortalte folkeeventyr, og jeg er da allerede i en ung alder af blot 24 år utroligt velorienteret om, hvor jeg bør flytte hen og hvor jeg – ej at forglemme – absolut ikke skal nærme mig rent kommunalt, hvis jeg vil mig selv og mit helbred det bedste.

Men er dét i orden, at sætte en borger i sådan et dilemma? Jeg vil gerne ligestilles med mine raske medmennesker, men min hjælperordning skaber nogle naturlige krav til en bolig og min økonomi sætter omvendt nogle begrænsninger for location. Kort sagt; jeg er tvunget til at flytte til en kommune med en lav score, hvis jeg skal tage hensyn til min økonomi, men jeg er omvendt nødsaget til at prioritere nogle basale behov for størrelse og indretning, såfremt jeg skal tage højde for mine hjælpere.

Det er ikke et mit handicap, der handicapper mig mest; det er tværtimod alle de dilemmaer, som tager sit afsæt i netop dét handicap… Hvor er friheden til at flytte – med sin BPA-ordning – eksempelvis lige blevet af?? ... See MoreSee Less

Photo

DHO - Din Hjælperordning

6 days ago

Friheden til at flytte med sin BPA
- Ditte

Når voksenlivet – langsomt men sikkert – begynder at gro på en, følger der naturligvis også nogle ændringer med i takt med man går diverse faser i møde. Jeg er selv i redebygger-fasen; jeg har mødt mig en dejlig mand efter min skilsmisse, og naturligvis kommer der i den forbindelse nogle ønsker op, om engang at bygge rede med ham.

Vi er begge selvstændige individer, og har derfor også indrettet os efter de vilkår. Vi bor i hver sin by, i hver vores lejlighed. De er små, men praktiske til kun én person. Dog vil det i fremtiden ikke kunne lade sig gøre, at flytte sammen i en af disse boliger, om end vi rigtig gerne vil bo sammen. Hans er ikke handicapvenlig – og i øvrigt for lille til at kunne rumme mine hjælpere – og min ligger ikke tæt nok på Storkøbenhavn, som han ønsker det. Derfor er vi allerede nu så småt begyndt på skitsere vores fremtid med et fælles tag over hovedet. Vi har nogle ønsker for, hvilken sti vi gerne vil gå på, for på længere sigt at opnå de drømme, som vi har skabt os i fællesskab;

Vi vil gerne tættere på Storkøbenhavn og på dét kulturelle liv, som vi begge er en stor del af. Derudover skal pladsen ligeledes være med os, for når den ene part har fem hjælpere på slæb, og man desuden også g gerne vil høre små babyfødder henover gulvbrædderne på et tidspunkt, ja, så kræver det altså noget plads. Og sidst, men ikke mindst, er vi begge så inkarneret i vores respektive voksenstadier, at vi gerne vil investere i vores fremtid sammen – vi vil gerne eje.

Med alle disse ønsker in mente, kommer der også et ikke helt ubetydeligt – ’men’; vi har jo, som de voksne væsener vi nu engang er, også indset at økonomien selvfølgelig også skal falde i hak og ligge parallelt med vores respektive ønsker. Og de ting hænger desværre som oftest ikke sammen. Og hvad gør man så? Ja, så må man gå på kompromis, for man kan nu ikke både blæse og have mel i munden:
1) Vi kunne kigge på lejede ældreboliger, som kan blive visiteret til mig af kommunen. Men så er min partner omvendt ikke længere sikret, såfremt vi – gud forbyde det – endda går fra hinanden. Så dét duer ikke.

2) Vi kunne omvendt også gå på kompromis med pladsen, og i stedet lede efter en toværelses bolig frem for en tre- og fireværelses. Men hjælperne skal jo stadig flytte med; deres tilstedeværelse er et faktum, som hverken skal eller pilles ved. Så godt med plads er også et krav, som vi bliver nødt til at holde fast i.

3) I så fald er der kun én ting, som vi reelt set kan gå på kompromis med; location. Det ville absolut være langt billigere for os, hvis vi købte en bolig væk fra Københavnsområdet, for i stedet at tage et kig på udkantsbyerne. Evt. se længere væk og over på den anden side af både Store- og Lillebæltsbroen…

Så kommer der bare endnu et lille, men stadig ikke ubetydeligt, ’men’: hvad så med den fremtidige kommune, som vi i så fald flytter til? Diverse paragraffer – såsom §96, som jeg jo er under – er blevet udformet, så de gerne skulle være ens for alle hele landet rundt. Men som det kulturelle væsen jeg nu engang er, er jeg også bekendt med dét faktum, at kommunerne fortolker disse paragraffer til deres egen økonomis fordel, som var de en helt ny og skelsættende samfundskulturel gimmick. Og på den måde bliver pågældende paragraffer lynhurtigt netop IKKE ens for alle – nærmere tværtimod.

Jeg tror ikke, at det vil være synderligt svært med hjælp fra diverse mennesker med handicaps rundt omkring i landet, at lave et Danmarkskort baseret på de enkelte kommuners score. Kortet eksisterer nu i en verbal version. Rygterne spreder sig hurtigere end selv de mest fortalte folkeeventyr, og jeg er da allerede i en ung alder af blot 24 år utroligt velorienteret om, hvor jeg bør flytte hen og hvor jeg – ej at forglemme – absolut ikke skal nærme mig rent kommunalt, hvis jeg vil mig selv og mit helbred det bedste.

Men er dét i orden, at sætte en borger i sådan et dilemma? Jeg vil gerne ligestilles med mine raske medmennesker, men min hjælperordning skaber nogle naturlige krav til en bolig og min økonomi sætter omvendt nogle begrænsninger for location. Kort sagt; jeg er tvunget til at flytte til en kommune med en lav score, hvis jeg skal tage hensyn til min økonomi, men jeg er omvendt nødsaget til at prioritere nogle basale behov for størrelse og indretning, såfremt jeg skal tage højde for mine hjælpere.

Det er ikke et mit handicap, der handicapper mig mest; det er tværtimod alle de dilemmaer, som tager sit afsæt i netop dét handicap… Hvor er friheden til at flytte – med sin BPA-ordning – eksempelvis lige blevet af?? ... See MoreSee Less

Photo

DHO - Din Hjælperordning

6 days ago

Friheden til at flytte med sin BPA
- Ditte

Når voksenlivet – langsomt men sikkert – begynder at gro på en, følger der naturligvis også nogle ændringer med i takt med man går diverse faser i møde. Jeg er selv i redebygger-fasen; jeg har mødt mig en dejlig mand efter min skilsmisse, og naturligvis kommer der i den forbindelse nogle ønsker op, om engang at bygge rede med ham.

Vi er begge selvstændige individer, og har derfor også indrettet os efter de vilkår. Vi bor i hver sin by, i hver vores lejlighed. De er små, men praktiske til kun én person. Dog vil det i fremtiden ikke kunne lade sig gøre, at flytte sammen i en af disse boliger, om end vi rigtig gerne vil bo sammen. Hans er ikke handicapvenlig – og i øvrigt for lille til at kunne rumme mine hjælpere – og min ligger ikke tæt nok på Storkøbenhavn, som han ønsker det. Derfor er vi allerede nu så småt begyndt på skitsere vores fremtid med et fælles tag over hovedet. Vi har nogle ønsker for, hvilken sti vi gerne vil gå på, for på længere sigt at opnå de drømme, som vi har skabt os i fællesskab;

Vi vil gerne tættere på Storkøbenhavn og på dét kulturelle liv, som vi begge er en stor del af. Derudover skal pladsen ligeledes være med os, for når den ene part har fem hjælpere på slæb, og man desuden også g gerne vil høre små babyfødder henover gulvbrædderne på et tidspunkt, ja, så kræver det altså noget plads. Og sidst, men ikke mindst, er vi begge så inkarneret i vores respektive voksenstadier, at vi gerne vil investere i vores fremtid sammen – vi vil gerne eje.

Med alle disse ønsker in mente, kommer der også et ikke helt ubetydeligt – ’men’; vi har jo, som de voksne væsener vi nu engang er, også indset at økonomien selvfølgelig også skal falde i hak og ligge parallelt med vores respektive ønsker. Og de ting hænger desværre som oftest ikke sammen. Og hvad gør man så? Ja, så må man gå på kompromis, for man kan nu ikke både blæse og have mel i munden:
1) Vi kunne kigge på lejede ældreboliger, som kan blive visiteret til mig af kommunen. Men så er min partner omvendt ikke længere sikret, såfremt vi – gud forbyde det – endda går fra hinanden. Så dét duer ikke.

2) Vi kunne omvendt også gå på kompromis med pladsen, og i stedet lede efter en toværelses bolig frem for en tre- og fireværelses. Men hjælperne skal jo stadig flytte med; deres tilstedeværelse er et faktum, som hverken skal eller pilles ved. Så godt med plads er også et krav, som vi bliver nødt til at holde fast i.

3) I så fald er der kun én ting, som vi reelt set kan gå på kompromis med; location. Det ville absolut være langt billigere for os, hvis vi købte en bolig væk fra Københavnsområdet, for i stedet at tage et kig på udkantsbyerne. Evt. se længere væk og over på den anden side af både Store- og Lillebæltsbroen…

Så kommer der bare endnu et lille, men stadig ikke ubetydeligt, ’men’: hvad så med den fremtidige kommune, som vi i så fald flytter til? Diverse paragraffer – såsom §96, som jeg jo er under – er blevet udformet, så de gerne skulle være ens for alle hele landet rundt. Men som det kulturelle væsen jeg nu engang er, er jeg også bekendt med dét faktum, at kommunerne fortolker disse paragraffer til deres egen økonomis fordel, som var de en helt ny og skelsættende samfundskulturel gimmick. Og på den måde bliver pågældende paragraffer lynhurtigt netop IKKE ens for alle – nærmere tværtimod.

Jeg tror ikke, at det vil være synderligt svært med hjælp fra diverse mennesker med handicaps rundt omkring i landet, at lave et Danmarkskort baseret på de enkelte kommuners score. Kortet eksisterer nu i en verbal version. Rygterne spreder sig hurtigere end selv de mest fortalte folkeeventyr, og jeg er da allerede i en ung alder af blot 24 år utroligt velorienteret om, hvor jeg bør flytte hen og hvor jeg – ej at forglemme – absolut ikke skal nærme mig rent kommunalt, hvis jeg vil mig selv og mit helbred det bedste.

Men er dét i orden, at sætte en borger i sådan et dilemma? Jeg vil gerne ligestilles med mine raske medmennesker, men min hjælperordning skaber nogle naturlige krav til en bolig og min økonomi sætter omvendt nogle begrænsninger for location. Kort sagt; jeg er tvunget til at flytte til en kommune med en lav score, hvis jeg skal tage hensyn til min økonomi, men jeg er omvendt nødsaget til at prioritere nogle basale behov for størrelse og indretning, såfremt jeg skal tage højde for mine hjælpere.

Det er ikke et mit handicap, der handicapper mig mest; det er tværtimod alle de dilemmaer, som tager sit afsæt i netop dét handicap… Hvor er friheden til at flytte – med sin BPA-ordning – eksempelvis lige blevet af?? ... See MoreSee Less

Photo