af Ditte Amalie Hagelund Johansen | jan 7, 2019 | Borgerliv
Uretfærdighed var den altoverskyggende følelse, som rasede i min dengang 18-årige krop. Det var uretfærdigt, at jeg allerede nu måtte vinke farvel til mit privatliv, før det end var begyndt; uretfærdigt at jeg til evig tid skulle have ‘fremmede’ mennesker konstant rendende i røven af mig.
Det var dybt uretfærdigt, at jeg skulle have ansvar for vagtplaner, timeregistreringer, hyringer og fyringer. Hvordan skulle jeg overhovedet kunne tage ansvar for tre – og senere fem – menneskers indtægter? De var endda alle meget ældre og klogere på livet end mig. Jeg kunne knap nok tage ansvar for mine afleveringerne i gymnasiet!
BPA-ordningen var en bitter pille at sluge
Jeg havde ellers glædet mig til at flytte hjemmefra, og for én gang skyld gøre hvad der passede mig uden irettesættelse. Måske jeg bare lige skulle have en rengøringsdame ansat til det grove arbejde and that’s it. Men nu var det hele ødelagt af virkeligheden; for jeg var jo syg, og jeg havde brug for hjælp 24/7.
Da jeg stille hviskede til min sagsbehandler, at jeg ikke følte mig klar til at påtage mig så stort et ansvar var hendes eneste respons: “Du er så klog, så det kan du sagtens klare!” Men hvad hvis jeg ikke havde været så klog, men måske bare en ganske almindelig teenager, som drak og røg, horede og festede? Der var nærmere tale om held end noget andet, at jeg foretrak Matador og pistacie is frem for Metamfetamin og Pisang Ambon.
Godt nok modnes man typisk, hvis man har et handicap, men alt det andet – umodne, usmarte, om end ganske naturlige valg – skal der vel også være plads til? Og hvordan kombineres et hormonforstyrret teenageliv med en chefrolle som 18-årig? Modne eller ej; hvor meget kan vi reelt set forvente af samfundets nyudklækkede BPA-borgere? Og findes der en løsning til at lette byrden fra de spæde skuldre bare en anelse…?
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Cassandra Nielsen | dec 21, 2018 | Borgerliv, Inspiration
Min far holder ikke jul og min lillebror holder det med hans forlovede og svigerfamilie. Derfor holder jeg jul med mine hjælpere på skift. I år skal jeg holde jul med den af mine hjælpere, som har været ansat hos mig i længst tid og vi er i sagens natur meget tætte, så det glæder jeg mig til.
Det har aldrig været svært for mig ikke at skulle holde jul med min familie..
men man tænker selvfølgelig, at det er anderledes. Jeg ville da gerne have holdt jul med min kæreste og en hjælper, men nu hvor han ikke længere er her, så er jeg bare glad for, at jeg stadig har mine hjælpere, så jeg ikke skal sidde alene.
Mange foreslår mig, at jeg selvfølgelig bare kan holde jul på Christiania, men det har jeg ikke lyst til.
Jeg har holdt jul med mine hjælpere i mange år nu – nok i hvert fald 10-15 år. Men i de fleste af årene, havde jeg jo min kæreste, men det er 6-7 år siden han døde, så nu er vi bare hjælper og jeg.
Alt efter hvad folk spiser, så laver jeg and sammen med den hjælper, der er her.
Men den hjælper, som skal på vagt i år er veganer, så der skal vi have nøddesteg. Det er jeg lidt ked af, for selvom jeg til dagligt også selv spiser overvejende vegetarisk, så elsker jeg and.
Og så har vi pyntet op i dagene før. Og hvis de har lyst til at synge, så går jeg lidt modstræbende med til det, for jeg er ikke god til det. Nogen hjælpere er jeg på julegaver med og andre er jeg ikke. Det er jo ikke noget, folk skal være tvunget til.
Her den 25. december kommer en af mine andre hjælpere, som jeg også skal julehygge med. Så får jeg min and dér. Hendes børn har købt nogle raflegaver til os, så hverken jeg eller hjælperen ved, hvad der er i dem.
Det er tradition hos mig, at jeg altid skal høre en bestemt CD med Stig Rossen, hvor han synger julesange.
Et godt juleråd fra mig til dem, som står og skal holde jul sammen med deres hjælpere for første gang; tag det som det kommer. Lad være med at stresse over det, men prøv i stedet at fokusere på, hvad der vil være en hyggelig aften for dig selv.
– God fornøjelse!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | dec 21, 2018 | Borgerliv
Kære mand – slap af det er bare en kørestol! … Er en sætning jeg har haft lyst til at bruge mange gange! For som jeg efterhånden har slået fast herinde, så er skavanker ikke særlig velsete i datingverdenen, og da slet ikke så synlige som mit; en dværg i kørestol – har jeg efterhånden lært – er bare ikke et attraktivt væsen. Men hvorfor egentlig ikke?
Nu prøver jeg lige at gå imod hele kvindekønnets kodeks og rose mig selv, selvom jeg ellers ikke “må”:
Dage, hvor jeg ser forbandet godt ud
Selvom jeg har tudedage, ‘last pair of panties’-dage, vaskebjørnsdage med mascara ned ad kinderne, fedtet hår-dage osv., så har jeg i den grad også dage, hvor jeg ser forbandet godt ud!
Selvom mine ben er korte og jeg har lidt for kvindelige fedtdepoter visse steder, så har jeg dage hvor min mås simpelthen ikke kan strutte bedre i et par habitbukser (det er faktisk en skam, at jeg sidder så meget på den!). Jeg kan fremtrylle et par stænger og en svang, der siger spar to med et par guddommelige stiletter. Jeg har Hollywood hair-dage, jeg har sensuelle katteøjne-dage og flirty smiles-dage.
Jeg kan sagtens se de ting, som jeg tænker mænd også ville kigge på, hvis de så mig i byen. Men hvorfor i alverden gør de det så ikke?
Han er en viking på scoretogt
Jeg var på et tidspunkt i byen veninderne; den ene mere lækker end den anden. Og en kørestol eller ej, så vil jeg for evigt ligne Quasimodos retarderede lillesøster ved siden af dem. Det er en skæbne, jeg efterhånden har accepteret.
Men hvad der senere skete, hverken kan eller vil jeg acceptere: En meget beruset og ufattelig utiltrækkende fyr kommer hen til os. Han er en viking på scoretogt, kan man se. Dumdristigt begiver han sig i kast med venindeflokkens lederhun. Han har ikke en chance! Og sådan afprøver han slavisk gruppen hele vejen ned af en rangliste, som han tydeligvis selv har lavet, alt imens han bliver flået i småstykker af den ene huntiger efter den anden.
Under hele optrinnet har han sendt mig skulende blikke; snavs først, så mig på bunden. Lige indtil han kommer sønderrevet hjem fra slagmarken og bukker sig forpustet ned til mig; desperat efter at få et stykke kød med hjem til middag. Nogen gange må man tage sig til takke med det halvdårlige affaldskød, nu hvor Angusbøfferne er solgt.
Og staklen bliver knock out’et af en verbal ørefigen fra en dværg i kørestol. Måske hun ikke er lige så lækker som sine veninder, men hun er i den grad for lækker til ham!
På Tinder har jeg oplevet hele paletten af mænd
Dem der automatisk tror, at jeg er nonne. Dem der vil give mig et medlidenhedsknald, dem der vil udnytte min højde og / eller det faktum at jeg ikke kan gå, dem der skal have sat kryds i deres ‘f***ing list’ (dværge er åbenbart i høj kurs her, lærte jeg!) og så dem, der slet og ret bare er ALT for lækre til mig! Paradoksalt nok er det også oftest disse mænd, som er alt for dumme til mig…
Men jeg har tværtimod meget sjældent – for ikke at sige næsten ikke – oplevet mænd, der fandt mig attraktiv, lækker og sexet. De mest velopdragne handyr kan til nød svinge sig op til et ‘hvor er du køn’ eller ‘du har en fed personlighed’. Og jovist, det er komplimenter og jeg tager gerne imod dem. Men med disse er jeg omvendt også allerede røget i friendzonen.
Hvis de der søde og lækre mænd dog bare vidste, hvordan jeg kunne rive dem rundt! Men det er de fleste gået glip af, fordi fordommene tager over. Selv min egen mand, fandt mig mere spændende end egentlig decideret attraktiv. Affektionen og den seksuelle tiltrækning opstod først, da han havde været tålmodig nok til, at lade mig vise ham alt det, som jeg OGSÅ er.
Så til alle mænd: “Slap af – det er bare en kørestol!”
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | dec 21, 2018 | Borgerliv
Min generation er den generation, der er mest forkælet hvad kærlighed og forhold angår. Datingapps- og websites fodrer vores kritiske sanser, og jagten på Ms. eller Mr. Perfect er skudt helt i vejret i et urealistisk billede.
Man vil som handicappet spørge sig selv på et tidspunkt: ‘Vil jeg blive accepteret, som den jeg er?’ og ‘findes der en derude, som vil elske mig?’ Og med god grund. For er det perfekte blevet skæmmet – såsom ved et handicap – er det sjældent velset i datingverdenen.
Da jeg som single meldte mig til det forjættede Tinder i 2015
var det derfor med en hvis modvilje og en god portion skepsis. For ville en som mig, med så synligt et handicap, kunne klare mig i et univers, hvor alting blev målt og vejet, vendt og drejet? ‘Duer ikke – væk!’-mentaliteten opstår hurtigt i folk på Tinder, når jagten går ind og man begynder at swipe til venstre. Jeg havde INGEN chance!
Derudover led jeg på daværende tidspunkt stadig af smerterne fra et åbent kærlighedssår efter et forhold, hvor to svære sygdomme til sidst blev erklæret for uegnede til, at leve side om side af ham. Men var vi egentlig for syge til at elske hinanden, når det kom til stykket? Det nåede jeg aldrig at finde ud af.
Alligevel lykkedes det mig stik imod forventning et år senere, at falde for en mand fra Tinder. Pludseligt gik tingene stærkt, og før jeg fik set mig om, havde jeg en kæreste igen. Men der var en lille hage ved det hele; han led af diverse psykiske diagnoser. Og mine alarmklokker fra fortiden bimlede; jeg havde allerede sagt farvel til ham i mit stille sind, inden vi overhovedet havde begyndt.
Men kærlighed har det jo som bekendt med at gøre en blind
og vi valgte derfor at fortsætte forholdet velvidende om, at vi havde en lang kamp i vente. Og jeg vil ikke lyve – det koster blod, sved og tårer at elske et sygt menneske.
Når jeg har været indlagt, og han har siddet ved min side og sovet i en stol i tre dage i streg, har jeg skamfuldt tænkt: ‘Hvad laver du her med mig? Du kunne få så meget bedre derude.’ Eller når hans sind modarbejdede ham og vi måtte runde psykiatrien, kom skammen ligeledes snigende, når jeg måtte indrømme overfor mig selv, at jeg ikke længere kunne holde til det.
Der skabes konstant konflikter, som modarbejder hinanden oppe i hovedet. Men selvom vi begge har været ved at opgive et utal af gange, så har kærligheden altid ageret den faste grundsøjle i vores forhold.
Vi er sidenhen blevet gift og har derved slået et søm fast i vores overbevisning om, at det her kan vi godt klare sammen. Og selvom min mand har dårlige perioder, så er han stadig den mand jeg elsker. Imaginære stemmer i hans hoved forhindrer ham ikke i, at synge for mig når jeg er ked af det eller kysse mig i panden, når vi skal sove.
Ej heller forhindrer kroniske smerter mig at lytte til hans bekymringer, eller sige at jeg elsker ham. Et brækket sind eller en brækket knogle – det kan komme ud på et.
Nogen fra min generationen mener, at ‘kærlighed ikke altid er nok’. Jeg har aldrig været enig. Eksisterer kærligheden, så eksisterer håbet også. Og er der håb, så er der noget at kæmpe for.
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | dec 21, 2018 | Borgerliv
Jeg glemmer det aldrig. Som ung teenager havde jeg en episode, som har brændt sig fast på mine nethinder, omend den måske kan virke ganske banal for andre:
Det er en almindelig skoledag. Vi skal have gruppearbejde, men min sidemakker nægter og går uden for døren. Forvirret over hans reaktion, sidder jeg nærmest bedøvet tilbage i klassen. Pludseligt afbrydes min trancelignende tilstand af en høj stemme; det er min daværende hjælper, som råber højt ude på gangen. Af ham – min sidemakker.
Senere finder jeg ud af, at han nægter, at samarbejde med mig!
Ikke i dag, ikke i morgen. Ikke nogensinde. Punktum. Faktisk syntes han slet ikke, at jeg burde gå i klassen. Hans argument? At folk som mig var skyld i, at hans far betalte så meget i skat. Bum.
Pludseligt var jeg ikke længere Ditte, hans klassekammerat i 7.B på den lokale landsbyskole. Jeg var et tal. Kroner og ører på farmands lønkonto.
Den udtalelse fik mig til at spekulere: ‘Hvad koster jeg egentlig for samfundet? Er det virkelig så slemt? Og kan jeg på nogen måde gøre op for de udgifter, der er forbundet med mig?’ Jeg begyndte at tage min egen eksistens op til revision:
‘Mere arbejde til fagfolk – pro, merudgifter betalt af kommunen – con…’ osv. Der var mange punkter på min liste, og jeg kom frem til, at skulle jeg klippe kæderne og svømme op til overfladen, i stedet for at forblive dét økonomiske anker, som min tidligere klassekammerat havde gjort mig opmærksom på at jeg var, så skulle jeg blive mangemillionær. Og det bliver jeg med sikkerhed ikke.
Den slags tankegang møder jeg stadigvæk på min vej. Og jeg vil ikke lyve; den slår lige hårdt hver gang. Men jeg bliver dog nødt til at sige, at efter meget depressive perioder i mit liv, hvor min selvtillidskonto var i minus, har jeg lært to ting:
1) Jeg kommer aldrig til at betale for min egen eksistens…
2) Men jeg er et menneske, der lever i et såkaldt velfærdssamfund, og derfor er det helt okay. Vi har hinandens rygge.
Så er der mentale lussinger i din side dish. Værsgo’
Og selvom jeg er en af de der irriterende borgere, som kræver mine rettigheder overfor kommunen, når de prøver at sylte mine merudgifter for at spare, så prøver jeg skam omvendt også at gøre mit til, at samfundet alligevel kan fungere.
Først og fremmest betaler jeg gladeligt min skat. Og jeg betalte endda gerne mere, såfremt det blev et lovkrav (men så forventer jeg også, at tandlægerne overgår til staten!), for jeg synes, at det er vores pligt at spytte i fælleskassen. Til mig i dag, men måske til dig i morgen? Eller din nabos søsters svoger. It doesn’t matter!
Det der derimod betyder noget er, at der er hjælp at hente, når man får brug for det. Uden at der bliver serveret en verbal eller mental lussing som side dish.
Foruden skatten så skal man også huske på, at hele min eksistens, som rullende minif…. er en arbejdsplads. Fem menneskers middagsborde er groft sagt afhængige af mig. Så for hvert smil eller rosende ord, som jeg modtager fra mine hjælpere, desto mere udholdeligt bliver tyngden af ankeret. Også selvom jeg ved, at de alene koster samfundet 1.699.294 kroner om året.
Spørgsmålet er så om hvorvidt pågældende klassekammerat har fået indvirkning på mit videre selvværd. Klart ja! Men til det bedre? Perhaps not. Udtalelser som hans har klart givet mig hår på brystet, og nærer min ‘f… dig’-attitude, men jeg er stadig ikke i mit 23. leveår blevet fuldt ud sikker på, hvad jeg er værd. Og om jeg nogensinde bliver sikker på det…
HVAD er et menneske EGENTLIG værd??
Men er man virkelig et dårligere menneske, blot fordi man koster samfundet (mange) penge? Hvad med alle de menneskelige værdier? HVAD er et menneske EGENTLIG værd?? Jeg vil vædde min gamle hat på, at intet menneske tør svare på dét spørgsmål! Jeg er ingen undtagelse…
Men hvis du stik imod forventning er modigere, end hvad jeg tror, så del endelig gerne dine tanker med mig: Hvor går grænsen? Og hvad kan eventuelt opveje de røde tal, som handicappede udgør på budgetterne hvert år?
Vi forventer selvfølgelig hos DHO, at tonen bliver holdt sobert og respekten er gensidig trods uenigheder.
Jeg glæder mig til at høre fra jer!
– Ditte
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Jade Mar Rolsted | dec 17, 2018 | Borgerliv, BPA-ordning, Hjælperliv, Redskaber til borgere og hjælpere
Interview bragt i magasinet Brugeren 2018
”Fordi jeg holder af dig, vil jeg fraråde dig at gå ind i branchen, men fordi jeg kender branchen, vil jeg bede dig om at gå ind i den.”
”Sådan sagde Ingrid engang til mig”, siger Lasse, når jeg spørger ind til hvilken forandring han ønsker se ske i branchen.
Jeg taler med Lasse Pagh fra DHO og Ingrid Petersen fra BHG om det nye fællesskab de nu etablerer med hinanden, og om det fælles fodslag de har haft igennem årene. ”Det er en meget naturlig bevægelse for os i BHG og DHO, at række ud efter hinanden i et formaliseret fællesskab. Vi har kendt hinanden i årtier. Du kan nærmest sige, at jeg er vokset op og er blevet formet i lyset af Ingrids viden, råd og vejledning.”, siger Lasse.
Hvad ønsker I at opnå via jeres nye fællesskab?
Og Lasse fortsætter, ”Drømmen er, at når vi opdager at et menneske har brug for hjælp, så anerkender vi, at vi alle kan have eller få brug for hjælp. Det hedder vist empati! Det handler om at sætte sig i hinandens sted.
Når man møder et menneske med behov for hjælp, kan indlevelsen i deres situation føles både ubehagelig og smertefuld. Mange undviger og går videre. Og når den dårlige smag i munden rammer, efter at have efterladt et menneske i nød, kan man kan vælge enten at gå tilbage for at hjælpe, eller man kan retfærdiggøre det for sig selv med forklaringer som, at ”det nytter alligevel ikke” eller ”jeg bidrager allerede mere end rigeligt (skat)” eller ”naturens orden medfører et vis menneskeligt spild, og sådan er det bare”.
Ofte rummer vi ikke når det kommer for tæt på, og vi kategoriserer hinanden for at kunne være i det.
Kategorier som ”De psykiske syge”, ”De arbejdsløse” eller aktuelt ”De handicappede”. Vi får skabt en afstand mellem os selv og ’de andre’ – og så bliver det farligt! For det er altid de andres skyld! Selv har jeg bemærket, at handicappede er meget sprængfarlige! Især ynder de at sprænge de kommunale budgetter – og dét i en udstrækning så kommunerne landet over synes, at være ramt af en ren terrorbølge!
I kategoriseringen forvandles det enkelte menneskes behov for en håndsrækning, til at være et samfundsproblem hvor fx besparelser bliver argumentet, der fjerner den dårlig smag i munden. Konsekvensen er, at vi dehumaniserer, og går fra empati til uværdige beregninger. Så jeg funderer..” siger Lasse. ”Hvad skal vi med et samfund, hvis det ikke favner os når vi har mest brug for det?
Og så er det at jeg kommer i tanke om Ingrid, og tænker: vi kan ikke bare gå videre! Vi er nødt til at begynde her.”
Ingrid fortsætter: ”Så når vi nu fordyber vores samarbejde i et fællesskab, er det også vores udtryk, for at ’nok er nok’ nu. Og at vi ønsker at intensivere og forøge vores kræfter ved at forene dem, i indsatsen om at skabe positiv forandring for vores borgere i deres BPA-ordninger.”
’Mennesket først!’
”Hvad blev der egentlig af begreber som livskvalitet og værdighed? Når samfundsmodellen tager form af en maskine, og mennesker aldrig vil kunne reduceres til at være tandhjul i denne maskine, ja så smides vi ud i rodebunken af mennesker, vi ikke kunne tilpasse maskineriet.
Falder man uden for systemet, falder man helt ud af sammenhæng.
Og dehumaniseringen bevirker, at almene normer og medmenneskeligt hensyn sættes ud af kraft.”, siger Lasse – der nøje har fulgt den samfundsmæssige udvikling – også i kraft af sin uddannelse i offentlig forvaltning.
Når jeg spørger Ingrid, hvad medlemmerne og borgerne udtrykker som deres største behov, svarer hun: ”Oplevelsen af at være i centrum som mennesker – også i BPA-ordningen. At de oplever, at vi arbejder rundt om og supporter dem – sammen med dem. Med respekt for deres liv og hverdag. Lasse supplerer: ”Vi ønsker at bringe mennesket tilbage i hjælpeordningen! Og med det, mener vi noget så jordnært som at indsatsen rettes mod det gode liv for borgeren, og det gode arbejdsliv for hjælperen.”
Og hvad med de hviskende stemmer?
I har fortalt mig, at hviskende røster siger: ”Kan man overhovedet det?” Hvad er jeres svar på det? ”Ja, det er et relevant spørgsmål, som har et meget klart svar: kan man lade vær!? Og du kan da tro, at vi har vendt det – især i forhold til vores metode og organisering.
Det argument der bliver ved at vinde, er de mennesker, som vi ønsker, at gøre en stærk indsats for – nemlig vores medlemmer og borgere.
Den er ikke længere!”, understreger Lasse dedikeret.
Og når jeg spørger dem hvad det er, de netop kan i fællesskab, tager Ingrid ivrigt ordet: ”Der er rigtigt mange der gør en rigtig god indsats, men ingen kan være i tvivl om, at der kan gøres rigtigt meget mere på flere fronter. Fokus i BHG og DHO er rettet mod ’Det levede liv’ og de konkrete betingelser hos den enkelte BPA bruger og dennes hjælpere. Vi ser et behov, og opfatter vores indsats som et supplement til det store arbejde, der allerede foregår i organisationer og foreninger rundt omkring i det danske land.
BHG har snart 20 års erfaring med støtte og vejledning af kommuner, brugere og hjælpere men har som så mange andre aktører oplevet, at det stigende omfang af problemstillinger i branchen også har øget behovet for administrative ressourcer. Tiden har vist, at nye problemer kræver nye løsninger.
For BHG betyder det, at vi via fællesskabet med DHO, kan videreudvikle muligheder vi ellers ikke ville have.
Og fællesskabet mellem DHO, BHG og den enkelte borger danner en stærk platform for samarbejdet omkring borgerens ordning og den enkelte kommune, som BHG ikke kunne tilbyde alene. Så der er kommet flere blomster i buketten vi tilbyder!”
Og hun fortsætter: ”Vores vision – som manifesterer sig allerede nu – bygger på, at skabe sammenhæng imellem forhold og erfaringsdannelser som løbende udspiller sig i den enkelte BPA-ordning, den juridiske og faglige rådgivning, der tilbydes i BHG og DHO regi, samt vores politiske og værdibaserede standpunkt.
Lasse siger til sidst: ”BHG og DHO fungerer begge ved, at mennesker er gået sammen om at skabe fælles ressourcer. Arbejdsgiver-, rådgivnings- og vejledningsressourcer der manifesterer sig gennem faglige og sociale arrangementer. Ånden, håbet og troen er, at vi gennem forening af alle kræfter, skaber så tryg en ramme som muligt om den enkelte BPA-brugers selvstændige livsførelse.
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | nov 20, 2018 | Borgerliv, Hjælperliv
Engang efter en diskussion med min mand – sikkert om noget hjernedødt, såsom ‘hvis tur er det til at tage opvasken?’ eller ‘hvem har ikke skiftet toiletrullen sidst?’ – sagde en af mine hjælpere noget til mig, som jeg aldrig har glemt: ‘man kan vel på en måde sige, at du også har et parforhold med os.’
Først blev jeg provokeret, dernæst forundret. Til sidst grinte jeg
For det passer i og sig meget godt. Min mands definition på utroskab er først og fremmest, hvis jeg betror mig til andre end ham. Det åndelige plan er for ham langt mere intimt, end det fysiske. Og med den definition in mente er jeg i så fald i et lige så væsentligt ‘parforhold’ med mine hjælpere, såvel som med ham. For er der nogen, jeg betror mig til, så er det dem. Og i visse tilfælde i langt højere grad end til min ægtemand.
Det kan der være forskellige årsager til; den helt åbenlyse kan være, at jeg kan diskutere menstruation med en af mine kvindelige hjælpere, hvilket jeg i og for sig ikke mener rager ham. Han ville også kede sig helt ekstremt, hvis jeg gjorde… Et mere komplekst eksempel kan være, hvis jeg simpelthen ikke fatter ham.
Så kan jeg godt finde på, at gå til en af mine mandlige hjælpere, for at dykke ned i Pandoras æske; den testosteronfyldte hjerne. Et mysterium jeg endnu ikke har knækket koden til…
I mine singledage havde jeg kun mine hjælpere omkring mig i det daglige. Og da jeg boede i en lillebitte skodlejlighed, faldt man selvfølgelig i snak. Om alt og om intet. Derfor har det også altid ligget naturligt til mig, at dele åbenhjertet med mine hjælpere; for de står – om man vil det eller ej – tættest på mig i mange henseender.
Groft sagt passer de jo på mig og sørger for, at jeg kan overleve én dag mere; man kan simpelthen ikke undgå, at blive tætte!
Mine hjælpere har set mine klammeste sider med fedtet hår og grimt nattøj. De har set mig tude øjnene ud på grund af kærestesorger. De har flere fuldt mig slingrende hjem efter en våd bytur og de har hørt mig grine, så taget lettede i det lille hjem. De er på mange måder omvandrende dagbøger, som lytter til alt og som agerer en slags Jesper Fårekylling: altid er ved min side, som en tro væbner. Dog uden alt samvittighedsmøget.
Det er dog vigtigt for mig at understrege, at jeg aldrig har haft et seksuelt forhold til nogen hjælpere!
Selvom min mor prøvede at sælge idéen med mandlige hjælpere for mig, som 13-årig ved at præsentere et Danielle Steel-lignende scenarie: ‘måske du finder sammen med en hjælper en dag!’ Nej tak! I al respekt for mine hjælpere; mænd såvel som kvinder, så ville det virke aldeles unaturligt for mit vedkommende.
Skal man derfor tale om en ‘parforholdslignende tilstand’ mellem hjælper og jeg, er det udelukkende på det platoniske plan. En slags (glædelig) forlængelse af familien, om man vil. Jeg forestiller mig, at det på sin vis kan sammenlignes med den slags udvidelse, som skilsmissebørn også kan opleve; flere forælderroller, flere søskende og så videre.
Med dette opslag prøver jeg ikke at overskride grænser. Ej heller opfordre folk til at indgå et intimt forhold med sin hjælper eller borger. De erfaringer jeg kender til på området, er altid endt i noget værre rod!
Jeg vil blot præsentere en vinkel, som få udefrakommende kender til. Og måske forstår
Borgere holder (som oftest) langt mere af deres hjælpere og vice versa, end hvad der typisk bliver sat ord på i en travl hverdag. Hvad der bliver delt ude i de små hjem på daglig basis, er absolut ikke småting.
Når det er sagt, så er det stadig min mand, som får det fulde indblik i mig som helhed. Hvad mine hjælpere ser og hører om, er nok i og for sig det samme, men på et andet og mere uforklarligt plan. Det er min søde mand, som jeg vil ligge i ske med i nat, men det var min hjælper, som glemte at skifte toiletrullen sidst…!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | nov 18, 2018 | Borgerliv, Hjælperliv
En 18-års fødselsdag plejer at være en glædelig begivenhed. Det er her man fejrer, at man endelig er voksen. Selv sad jeg og tænkte “rend mig et hvis sted! Nu er livet slut!” For nu stod jeg over for det største ansvar, jeg på daværende tidspunkt havde oplevet: nu skulle jeg være arbejdsleder og jeg var tosset over min nye BPA-ordning!
Ærligt følte jeg mig ikke klar til at varetage så stor en opgave. Og så var jeg overbevist om, at nu blev mit privatliv for alvor skyllet ned i lokummet. Det gjorde det til dels også. Men jeg blev også klogere med tiden.
Den dag i dag er jeg meget taknemmelig over hver og en af mine hjælpere.
Også selvom det var en stor omvæltning. Især da jeg flyttede hjemmefra, var jeg frygtelig taknemmelig over, at de var der. Så føltes min første lejlighed ikke nær så uoverskuelig. Jeg føler mig heldig over, at hele fem mennesker er villige til at hjælpe mig. Og at jeg får lov til at være en del af deres liv, lige så vel som jeg er en del af deres. For dét er en af vilkårene ved døgnhjælp; de er der hele tiden og oplever ALT, hvad jeg gør på godt og ondt.
Og velsignelsen på trods så kan det at have hjælpere også være en forbandelse. Især hvis man ikke har kemi med hinanden – så er det næsten tortur.
Men også netop på grund af manglende frihedsfølelse og manglende privatsfære, kan det risikere at sige klik inde i hovedet. Nogen gange når jeg bare får nok af alting, kommer bitterheden frem i mig igen: “Hvorfor kan jeg i hede hule… ikke bare være i fred! Bare lidt? Hvorfor kan jeg ikke bare for én gang skyld få lov til at tude uden andres påhør eller ligge splitterravende nøgen på min sofa?!”
Et trick jeg selv bruger for at undgå momenter sindssyge, er at jeg bevidst har ansat fem meget forskellige hjælpere.
For jeg lærte ret hurtigt, at ingen kan det samme. Og da slet ikke alt, som jeg vil. Det ville i hvert fald kræve, at jeg ansatte en som mig, og det går jo ikke, når det netop er hende, som har brug for hjælp. På denne måde kan jeg langt henad vejen lægge spontan irritation på hylden. Hvis jeg for eksempel vil i Tivoli, så nytter det ikke at ønsket lader sig bremse af en hjælper, som har højdeskræk og ikke tør prøve forlystelser. Har jeg en genert hjælper, er det ikke den person jeg tager med mig til sexmesse. Og sådan kunne jeg blive ved.
Alle mine hjælpere har hvert deres force og talent. Omvendt har de alle også hver deres svaghed.
Det er forskellige ting, vi taler om og forskellige ting vi laver. Jeg kan planlægge mig ud af det meste, så det hele går op i en højere enhed, og pågældende hjælper passer til dagens program, men sker der akut sygdom eller vagtbytte, så kan irritationen godt opstå. Ikke på dem, ej heller på mig. Bare generelt. For hold kæft hvor er det belastende at skulle lave om i sine planer på grund af andre mennesker, som kommer udefra og som måske pludselig bliver for syge til at køre.
Men en god hjælper hænger ikke på træerne. Og da slet ikke fem! Jeg ved, hvor heldig jeg er og det er deres fortjeneste, at jeg hver dag kan leve et normalt liv og samtidig føle mig tryg. Jeg er i ti gode hænder. Og så skid da være med irritationen, så længe man er omgivet af mennesker, som man rent faktisk kan udtrykke sig over for.
En ting der hjælper mig i de svære tider er at kunne tale åbent til mine hjælpere.
Sige ærligt hvor møghamrende irriterende de er til tider. Så siger de det samme til mig og så griner vi af det – og spiser noget mere kage, ser et ekstra afsnit af en serie eller noget helt tredje. En anden ting der hjælper, er nok det vigtigste. Det er hver aften inden sengetid at sige: “Tak for en dejlig dag og fordi du hjalp mig med (X).”
– Så til ‘Dream Team Ditte’ og alle hjælpere i DHO: I er pisse irriterende! Men tak fordi I er hos os, der har brug for jer. I gør et vidunderligt stykke arbejde!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | nov 18, 2018 | Borgerliv, Inspiration
En hjælperhåndbog er et opslagsværk, der beskriver forskellige, etiske retningslinjer for borgere (og hjælpere), der er kommet i tvivl om grænserne. Hvem har retten til at trække en streg i sandet i givne situation?
En sådan håndbog eksisterer ikke. Men hvor ville jeg ønske, at den gjorde!
Jeg har stået over for mærkelige dilemmaer. Ting, som jeg faktisk ikke helt vidste, hvordan jeg skulle håndtere. Jeg har haft hjælpere, der ville have kaffepause minimum én-to gange i timen (og gerne mere), så de faktisk aldrig var til stede, når jeg skulle bruge dem.
Jeg har haft hjælpere, der ikke kunne håndtere, når jeg tog smertestillende medicin for mine kroniske smerter, eller hvis jeg sad og røg. Jeg har sågar oplevet hjælpere, der egentlig bare nægtede at gøre simple ting jeg bad dem om; såsom at køre mig til fest en fredag aften grundet træthed.
Indrømmet jeg er konfliktsky og holder som regel kæft
For der er ikke noget mere demotiverende for ens dag end en sur hjælper! Men når jeg så endeligt siger fra – berettiget eller ikke – så kan jeg ikke lade være med at få et stik i hjertet af dårlig samvittighed. For selvfølgelig må hjælpere da også have deres personlige grænser, som skal respekteres. Men hvem har ret hvornår? Og hvornår må min joker af et chefkort blive brugt og serveret i en nonchalant, knap så barnlig, ‘fordi jeg siger det’?
Jeg lærer det nok aldrig helt. Det er en kunst i sig selv, at forstå balancerne i et borger/hjælperforhold. Og indrømmet, jeg er vadet direkte ind i brændenælderne op til flere gange og har måtte bøde for enten min stædighed eller mangel på autoritet.
Min konfliktskyhed har tidligere resulteret i et hjælperforhold, hvor min dag var uforudsigelig og primært lystbaseret ud fra min hjælper og på bekostning af mine grænser – og ønsker. Først over et år efter at være blevet trukket tilpas godt rundt i manegen, tog jeg mig sammen og sagde fra.
Det endte mildest talt ikke pænt
Pt. har jeg et hjælperteam, som er ret homogent. Tingene kører af sig selv og alle er faktisk gode til at komme og vende ønsker eller ændringer med mig uden sure miner. Det er også sjældent, at jeg decideret føler, at hjælper er grænseoverskridende.
De største emotionelle udsving jeg har, er som regel blot en menneskelig irritation; en mindre flamme indeni, som dør lige så hurtigt, som den er kommet. Hvis alt går vel, så har jeg stadig minimum 42 år til at indsamle erfaring som arbejdsleder i. Så jeg bliver forhåbentligt klogere og bedre til at sige fra, hvis der skulle opstå et etisk dilemma igen. For selvfølgelig gør der det.
Det eneste råd jeg pt. giver folk, er hvad jeg selv siger til mine hjælpere: ‘man må give lidt, for at tage lidt.’
Det kan lyde ufattelig lavpraktisk og måske også en kende dehumaniserende, omend det ikke er min intention, men viser mine hjælpere sig at være hamrende dygtige og loyale, så får de også automatisk længere line til eksempelvis at skippe rengøringen en enkelt vagt grundet hovedpine eller kørslen fordi man er træt.
Hvis en hjælper derimod fra starten af bare tager for sig af den lange line, som en selvfølge, så bliver snoren omvendt strammet og tilliden fra min side af lige så. Og så bliver jeg pernittengryn og forventer, at tingene bliver gjort ordentligt.
Det er en god test, at give ens hjælpere en række specifikke arbejdsopgaver, da man hurtigt får indtrykket af, hvem der stadig reelt set har interesse i jobbet og hvem der faktisk er brændt ud.
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
