Uretfærdighed var den altoverskyggende følelse, som rasede i min dengang 18-årige krop. Det var uretfærdigt, at jeg allerede nu måtte vinke farvel til mit privatliv, før det end var begyndt; uretfærdigt at jeg til evig tid skulle have ‘fremmede’ mennesker konstant rendende i røven af mig.

Det var dybt uretfærdigt, at jeg skulle have ansvar for vagtplaner, timeregistreringer, hyringer og fyringer. Hvordan skulle jeg overhovedet kunne tage ansvar for tre – og senere fem – menneskers indtægter? De var endda alle meget ældre og klogere på livet end mig. Jeg kunne knap nok tage ansvar for mine afleveringerne i gymnasiet!

 

BPA-ordningen var en bitter pille at sluge

Jeg havde ellers glædet mig til at flytte hjemmefra, og for én gang skyld gøre hvad der passede mig uden irettesættelse. Måske jeg bare lige skulle have en rengøringsdame ansat til det grove arbejde and that’s it. Men nu var det hele ødelagt af virkeligheden; for jeg var jo syg, og jeg havde brug for hjælp 24/7.

Da jeg stille hviskede til min sagsbehandler, at jeg ikke følte mig klar til at påtage mig så stort et ansvar var hendes eneste respons: “Du er så klog, så det kan du sagtens klare!” Men hvad hvis jeg ikke havde været så klog, men måske bare en ganske almindelig teenager, som drak og røg, horede og festede? Der var nærmere tale om held end noget andet, at jeg foretrak Matador og pistacie is frem for Metamfetamin og Pisang Ambon.

Godt nok modnes man typisk, hvis man har et handicap, men alt det andet – umodne, usmarte, om end ganske naturlige valg – skal der vel også være plads til? Og hvordan kombineres et hormonforstyrret teenageliv med en chefrolle som 18-årig? Modne eller ej; hvor meget kan vi reelt set forvente af samfundets nyudklækkede BPA-borgere? Og findes der en løsning til at lette byrden fra de spæde skuldre bare en anelse…?