af Mette Bjørnholt Jensen | feb 8, 2019 | Borgerliv
Jeg skulle til galla i gymnasiet, og jeg følte mig som en prinsesse! Det kunne ikke glimte nok i min verden! Stor og strålende kjole med rhinsten på overdelen og uanede mængder af tyl på underdelen. Masser af smykker og hårspænder og en fin og elegant make-up.
Aldrig har jeg følt mig så feminin! Alligevel husker jeg tilbage på dagen med blandede følelser.
En pige fra min klasse kom over for at komplimentere mit udseende, og alligevel er det ikke selve komplimentet, jeg husker bedst. Det der står klarest er nemlig, hvordan hun sluttede: ”Ej, Mette! Hvor er du fin, og hvor er det en flot kjole! Jeg havde slet ikke forestillet mig, at du også skulle have gallakjole på, når du nu ikke kan danse lancier med os, men selvfølgelig kan du jo godt være fin alligevel!”
Jeg blev faktisk lidt forvirret og stødt over den kommentar. Det var garanteret ikke for at fornærme mig, men hvad havde hun egentlig forestillet sig? At jeg ikke ville dukke op? Eller at jeg ville dukke op i joggingtøj? Hvorfor skal jeg ikke tage fint tøj på, bare fordi jeg ikke kan være med til at danse lancier?
Det var som om, at det fik en lavine i gang hos mig.
Behøver jeg ikke at gøre noget ud af mig selv, for jeg sidder jo alligevel bare i min kørestol?
Jeg vil altid have en meget unfair konkurrence, når jeg er i byen med veninderne, for det er altid dem, som fyrene kigger på. Kan jeg så i virkeligheden ligeså godt lade være med at prøve? Nej! Hvorfor skulle jeg dog det?
Men hvordan kan man så være feminin, når man er i min situation? Det er generelt svært for mig at prøve tøj, når jeg shopper. En veninde har netop åbnet en butik med hundredvis af flotte kjoler, og hun var så sød at tage nogle kjoler med hjem til mig, som jeg kunne prøve. Efter møje og besvær kom kjolerne på, og med det samme kom de af igen! De ser simpelthen så smukke ud på billeder og normale kroppe, men på min krop er det bare ikke det samme!
Min krop er skæv og asymmetrisk, og den har aldrig hørt om timeglasformen.
Ovenikøbet skal kjolens smukke detaljer affinde sig med at blive skjult af sidestøtter og seler. Og så er der bare ikke særlig mange kjoler, der er smukke, når man sidder ned, og maven buler lidt for meget.
Der er selvfølgelig mange andre muligheder end kjoler. Man kan sagtens finde tøj, som sidder nogenlunde på en krop som min. Men en ting, som jeg altid har været ked af, er stiletter! Mine fødder kan slet ikke det der! Det er ikke fysisk muligt for mig at strække min fod så meget, som det kræves til en stilet. Og selv hvis jeg kunne det, så ville stilettens effekt fuldstændig gå tabt i min situation. Jeg ville aldrig nogensinde kunne opnå de smukke lange stænger, som en stilet fremviser.
Hm, hm, hm, hvad gør vi så?
Du kan slet ikke forestille dig, hvor mange timer jeg har brugt på at studere kvinder og deres smukke former. Studere tilvalg og fravalg, som andre kvinder har gjort for at få deres krop til at fremstå så smuk som muligt.
Hvordan skal jeg nogensinde kunne opnå sådan noget, hvis jeg ikke engang kan bære en almindelig kjole på en feminin måde? Det skal jeg fortælle dig.
På et tidspunkt måtte jeg nemlig bare acceptere, at jeg har den krop, som jeg nu engang er født med. Den skal jeg være glad for og værdsætte, for ellers gør andre det heller ikke. Jeg måtte erkende, at jeg aldrig kommer til at få den modelkrop, som alle piger drømmer om. Og det er sikkert ikke kun mig, som har kvaler og udfordringer med tøj og udseende – det tror jeg, alle piger har prøvet! Måske har jeg bare nogle ekstra udfordringer.
Og efterhånden gik det op for mig, at de smukkeste piger er dem, som har en udstråling, der siger spar to!
For mig handler det ikke længere så meget om, hvad man bærer, men hvordan man bærer det. Det smukkeste tøj er ikke smukt, hvis man ikke har den rette attitude – efter min mening i hvert fald. Modsat kan en helt almindelig hættetrøje, hvis den er båret med udstråling, få forbipasserende til at tabe underkæben.
Så hvordan stadser jeg mig op, når jeg skal ud, og hvad får mig til at føle mig feminin og tiltrækkende? Selvfølgelig har tøjet noget at sige, men det er langtfra alt! På trods af kørestol, skævheder og buler kan jeg sagtens gøre noget ud af mig selv.
Jeg finder noget tøj, som jeg ser godt ud i, men som jeg vigtigst af alt FØLER mig feminin i. Jeg kan få lavet en fransk manicure og bruge timevis på at pleje min krop med et langt og varmt bad, hårfjerning og en bodyscrub. Jeg kan sagtens tage noget frækt undertøj på – ingen kan se det, men jeg VED, at det er der. Jeg kan bære elegante smykker og en make-up, som fremhæver mine øjne eller læber. Jeg kan sagtens have en parfume på, som får mændene til at vende sig om efter mig på gaden. Jeg kan bruge ansigtsudtryk, blik eller ord til at flirte.
Det handler om udstråling og attitude i min verden, og det kommer frem med følelser.
Så hvis jeg FØLER, at jeg har nogle KILLER heels på, ja, så kan det i princippet være lige meget, at jeg ikke fysisk bærer dem på mine fødder, for jeg har dem på i min mentalitet, og det giver attitude og udstråling.
Så piger, på med noget der får jer til at føle jer som prinsesser, spil på alle de instrumenter, som I overhovedet kan – make-up, parfume og alt det der, og tag så ud for at erobre verden med jeres attitude og udstråling! Det lægger flere mænd ned end den Chanel-kjole, som det alligevel kun er de færreste, der kan rocke.
Livet i numsehøjde og på fire hjul giver uundgåeligt nogle udfordringer. Men helt fra barnsben har jeg haft den tankegang, at jeg kan det samme, som mine veninder – jeg gør det bare på min egen måde med mine egne begrænsninger, men også med mit eget fokus og mål.
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | feb 5, 2019 | Borgerliv
I morgen – onsdag den 5/2-2019 – sker der noget fantastisk spændende i mit liv. Jeg skal være deltager i Danmarks første skønhedskonkurrence for folk med handicaps!
Kjolen er syet, stiletterne er købt og jeg er nu så klar, som man overhovedet kan blive
Og dog. For helt mentalt klar bliver jeg aldrig, når jeg skal støtte op om den politiske korrekte titel; “Danmarks lækreste – med et handicap”. Faktisk får jeg gåsehud af den titel – og dét er ikke ment på den fede måde.
Der var tale om i krogene, at det egentlig skulle have heddet “Danmarks lækreste spasser”. En både morsom, selvironisk og passende titel, hvis man spørger mig. Det smager bedre og lyder knapt så pompøst. Men folk stejler og producenterne er en flok kyllinger. Også selvom deltagerne selv overordnet set er langt mere pro over dén titel, frem for den endelige.
Men hvad ved en flok handicappede om sh*tstorms?
Vi er jo bare en flok handicappede, der ikke er i stand til at sætte os ind i etik og moral. Og selvom vi selv bruger ordet dagligt om os selv og hinanden; serverer det med en bunke kærlighed, så er vi tilsyneladende for undertrykte til selv at kunne se, hvor meget splid ordet ‘spasser’ skaber for os selv.
Det er bullsh*t, hvis man spørger mig
Misforstå mig ikke; jeg skal ikke bestemme, hvilke ord DU stejler over. Og er jeg i dit hjem, så lover jeg ikke at bruge ordet i nærheden af dig. Men i det offentlige rum, er der så virkelig nogen, som på andres vegne skal tage patent på sproget? Selvfølgelig ikke!
Og lad os være ærlige; hvornår bliver et ord virkelig til et skældsord? Når vi pakker det ned i kasser og mærkerer dem som værende nedsættende og grimme ord? Eller når den minoritetsgruppe, som ordet omhandler, tager ejerskab over ordet og bruger det som uskyldigt hverdagskost?
Intet godt er kommet ud af at blive tiet ihjel!
Heller ikke selvom vi frygter en sh*tstorm. Mennesker er flokdyr, og mennesker vil tilpasses folkemængden.
Men tænk over dette; individet i sig selv tager ufatteligt gode og kloge beslutninger, hvorimod folket – den samlede flok får – oftest ikke længere tør tænke selv. Læs eventuelt selv op på socialpsykologi, gruppepres og Solomon Aschs pindeeksperiment.
Så lad mig bryde ud af flokken, tænke selv og påtage mig ansvaret for en eventuel sh*tstorm: “Se min kjole! Jeg bliver én af Danmarks lækreste spassere – og dét er jeg rigtig stolt af!’
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Mette Bjørnholt Jensen | jan 29, 2019 | Borgerliv, Hjælperliv
23… 22… 21… Jeg tager mig selv i at sidde og tælle timer
Jeg skal bare have tiden til at gå hurtigst muligt. Hvor er det en forfærdelig tid og spild af mit liv, at jeg bare skal sidde hjemme og kukkelure med så lidt hjælp som overhovedet muligt.
Jeg har ikke lyst til at tage ud til noget som helst. Jeg har ikke lyst til at være sammen med hende mere end højst nødvendigt, og det nemmeste er bare at blive hjemme, så hun kan sidde på hjælperværelset og passe sig selv. Mit liv er gået i stå, og sådan har det været 3 dage om ugen i de sidste par uger.
Jeg er i den situation, at jeg har en hjælper, som kun har få vagter tilbage.
Vi er heldigvis blevet enige om, at hun skal stoppe – hun mangler bare 2 vagter nu. Det er tydeligt, at hun ikke bryder sig om at arbejde hos mig, og jeg bryder mig mildt sagt heller ikke om at få hendes hjælp. Men det er jeg nødt til. Man kunne sige, at jeg bare kunne bede hende om at blive væk, men det kan jeg ikke. Jeg har brug for hendes hjælp lidt endnu, da jeg har et lidt skrøbeligt hjælperteam lige for tiden.
Det er ærgerligt, at det lige ramler sammen, men sådan er det nu engang. Om en måneds tid har jeg en ny hjælper til at overtage hendes stilling, og i mellemtiden har både tidligere og nuværende hjælpere sagt ja til at dække hendes vagter – det bliver dejligt!
Men hvorfor er det gået skævt?
Det spørger jeg mig selv om. Er det noget, jeg har sagt eller gjort? Er det hende, der ikke bryder sig om arbejdet, eller er det noget helt tredje? Måske er det bare kemien, der ikke er der? Det er aldrig til at sige. Dog havde jeg allerede en dårlig fornemmelse få dage inde i vores samarbejde, men jeg håbede, at min fornemmelse var forkert, og derfor lod jeg samarbejdet fortsætte.
Netop dette er noget af det sværeste ved at være afhængig af andres hjælp. Jeg kan ikke tillade mig at bede hende om at skride, jeg kan ikke for alvor blive sur og diskutere med hende, jeg kan ikke takke nej til hendes hjælp, selvom det er det, jeg allerhelst vil!
DET er frustrerende!
Jeg skal hele tiden være professionel og behandle mine ansatte godt, selvom jeg til tider er ved at koge over indvendigt. Misforstå mig ikke – jeg er utroligt glad for mine hjælpere og den dagligdag, de muliggør for mig – jeg kunne bogstaveligt talt ikke leve uden dem.
Men det er enormt grænseoverskridende at skulle blotte sit liv og åbne sit hjem fuldstændigt for en fremmed person, og derfor håber jeg altid af hele mit hjerte, at det er den rigtige, jeg ansætter. Men det kan desværre ikke undgås, at jeg indimellem kommer til at ansætte den forkerte. ”Den forkerte” kan være forkert på mange forskellige måder – ufleksibel, ustabil, uoplagt, sur eller bare ikke en god kollega for mine andre hjælpere.
Det ødelægger fuldstændig min dag at have sådan en hjælper på arbejde.
Derfor er det også en enorm lettelse for mig, når jeg kan se en ende på det. Men samtidig er det også som om, at frustrationen bliver meget mere intens det sidste stykke tid. Jeg er ikke sikker på, hvorfor det er sådan, men det har nok noget at gøre med, at der ofte har været en snak forinden, hvor kortene blev lagt på bordet. Den ene ved, at den anden ikke er tilfreds og omvendt.
Den kommende tid, hvor hun og jeg er forpligtede til at overholde opsigelsesvarsler, er næsten ikke til at holde ud
Rummet er fyldt med iskold luft og tavshed, og jeg føler mig virkelig meget til besvær i mit eget hjem. Opsigelsesvarsler er en positiv ting i de fleste situationer, men i denne helt specielle situation, hvor man er hjælper for et andet menneske, kan det godt være et problem.
Tiden skal bare overstås for begge parter, og så er den næste hjælper forhåbentligt et bedre match.
Heldigvis er min succesrate forholdsvis høj. Jeg plejer at være god til at udvælge de rigtige hjælpere, og vi plejer at have en rigtig god og tæt relation. Så jeg må huske på at holde modet oppe og stole på, at jeg med min kommende hjælper har valgt rigtigt, og at vores afsked bliver fyldt med kærlige minder og først bliver om mange år.
Livet i numsehøjde og på fire hjul giver uundgåeligt nogle udfordringer. Men helt fra barnsben har jeg haft den tankegang, at jeg kan det samme, som mine veninder – jeg gør det bare på min egen måde med mine egne begrænsninger, men også med mit eget fokus og mål.
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | jan 29, 2019 | Borgerliv
Dette indlæg er dedikeret til min mand, eftersom emnet var hans idé.
Han har til tider svært ved at tage sig sammen til helt basale ting, så forleden dag tog jeg mig selv i at sige disse ord: ‘Hvad er din undskyldning? Du er syg, og dét kan du ikke gøre for, men alt andet omkring dig; din attitude og opfattelse herom, er 100% dit eget ansvar!’
Jeg er en fighter
Det er ikke praleri, men et faktum. Jeg er stædig som et æsel, og jeg lader mig sjældent løbe af med dårlige undskyldninger. For selvom jeg er syg og ikke har valgt mine egne kort på hånden, så er jeg stadig strategikeren. Det er mit ansvar at spille livets spil uanset hvad; valget er så bare om jeg vil vinde eller tabe.
Der er meget, jeg ikke gider; stå op om morgenen, fordi ryggen værker. Gå i bad, fordi det er besværligt med en kørestol og det tager lang tid. Spise mad, fordi det keder mig. Tage på sygehuset, fordi det er et super nederen sted. Men på trods af dét, så gør jeg det alligevel, fordi jeg skal. Fordi jeg selv har placeret min popo i de omgivelser. Det er bare ufedt at betale regninger og gøre ting man skal. Men that’s life.
Da jeg var allerlængst nede psykisk, tvang min mand mig af sted til psykolog og til at tage medicin dagligt
Og min mand sagde til mig: ‘Når jeg får råd, så vil jeg give dig en tatovering. Den skal være synlig og minde dig om, at du er god nok, præcis som du er!’
Og det var her jeg faldt over Laura Hersheys digt ‘You get proud by practicing’.
Pludseligt gav alting mening for mig..
Det handler ikke om hvorvidt du er syg eller rask, kroniker eller smertefri; det handler om at kæmpe og løfte på trods af stenene i ens bagage. Der vil for altid være ting, som jeg skal, der vil være kedelige, irriterende eller ubehagelige. Men jeg har fået muligheden for at vælge mit eget liv, og jeg har taget et valg. Og med valg følger ansvaret; til at fortsætte, til at øve sig og til konstant at spille dine kort på bedste vis.
– You get proud by practicing!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | jan 22, 2019 | Borgerliv
…i så fald er ‘min’ bande langt større end først antaget! For hvilket menneske kan reelt set holde snitterne fra brokkedåsen når alt kommer til alt?
Vi har så smadder travlt med at finde alt det dårlige i stunden, at det godt kvæles i det – selv hvis der er mere godt end skidt. Min mand har sine pædagogiske øjeblikke, og han sagde engang til mig;
“Hvis du har et stykke hvidt papir, og jeg så tegner én lille sort plet, hvor ser du så hen?” Skamfuldt måtte jeg erkende, at mit blik straks ville rette sig mod pletten. “Men hvorfor?” spurgte han, “…når nu størstedelen af papiret stadig er hvidt?”
Jeg har intet klogt svar på, hvorfor jeg er sådan. Men jeg ved, at det er et menneskeligt handicap, som vi alle sammen har. Måske hænger det sammen med noget, som jeg engang hørte; det tager fem sekunder for et menneske at registrere et negativt indtryk, hvorimod det omvendt tager 20 minutter at lagre et positivt. Det skulle efter sigende hænge sammen med urmennesket og fareinstinkter…
Bare se på mit indlæg i sidste uge for eksempel; der er sket noget positivt – Folketinget har fået en lift til deres talerstol – og straks vælter jeg ud med en brækkaskade af brok i stedet for at trutte i min rysler. Og hvis ikke jeg havde haft nosser nok til reelt brok, så blev det blot sarkasmen jeg ville ty til. For positivitet svier bare i mundhulen – dét ved alle da! Det til grin! JEG er til grin! Det er vi faktisk alle sammen.
Så hertil aften vil jeg udnytte min gamle tid som lærerstuderende og give dig, kære læser, lektier for: Minimum én gang om dagen, når du får tickles i din brokkemuskel (den sidder i øvrigt lige over pjækketarmen, hvis du skulle være i tvivl!), så skal du efter brokkeriet, komme med et positivt modsvar.
Eksempler herpå: Numero uno: ‘Hvorfor har kællingen ikke taget opvasken?’ -> ‘Hmmm, det er da i det mindste rart, at hun har lavet mad!’ Nummer zwei: ‘Rend mig og min rådne skodløn!’ -> ‘Gudskelov er jeg ikke arbejdsløs!’ Numéro trois: ‘Ej, hvor er jeg træt af min krop!’ -> ‘Kiosken har stadig åben og de har chokolade!’
Jeg skal ikke være hende den hellige, som sidder på din skulder og råber ind i en megafon: ‘Ja-hatten på, ja-hatten på!’
Selvfølgelig må man da sige (højt!), at livet til tider er lige så sjovt, som at få en vaccine – det gør ondt og man vil helst slippe. Vi skal bare passe på, at vores brok ikke gør os til indsunkne krøblinge før tid, som aldrig kan se solen uden at brokke os over lyset eller varmen.
Og hvis alt andet går galt, så spis mere chokolade. Det indeholder endorfiner, som gør dig glad. Om ikke andet er det svært at brokke sig med munden fuld, uden at savle brunt. Og hvis du alligevel prøver, så giv dine venner tilladelse til at grine af dig, når du ser mega åndssvag ud, hvis ikke du selv kan grine!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Pernille | jan 17, 2019 | Borgerliv, Inspiration, Redskaber til borgere og hjælpere
I nytårsdagene fik Pernille støvsuget samtlige lommer, notebøger, køkkenskuffer, opslagstavler, badeværelseshylder, instrumentbrættet i bilen, og andre virkelig fantastisk kreative gemmesteder for nyttige tips og links, hun går og gemmer på – til DIG!
Her er de.
I rimelig overskuelig form. Det vil sige: derudaf og med overskrifter på 😉
Hvis du har idéer til hvad der mere skal med på link-listen, så skriv dem ind i kommentarsporet, så opdaterer vi. Det kan være alle typer af links: selvkærligt, underholdende, praktisk, støttende, nærende.. Op til dig!
Organisationer
Dansk Handicap Forbund:
Webside: www.danskhandicapforbund.dk
Mail: dhf@danskhandicapforbund.dk
Muskelsvindfonden:
Webside: www.muskelsvindfonden.dk
Mail: info@muskelsvindfonden.dk
Scleroseforeningen:
Webside: www.scleroseforeningen.dk
Mail: info@scleroseforeningen.dk
Spastikerforeningen:
Webside: www.spastikerforeningen.dk
Mail: spastik@spastik.dk
Parkinsonforeningen:
Webside: www.parkinson.dk
Mail: info@parkinson.dk
Polioforeningen (PTU):
Webside: www.polio.dk
Mail: kontakt@polio.dk
Ulykkespatientforeningen:
Webside: www.ulykkespatient.dk
Mail: kontakt@ulykkespatient.dk
Danske Patienter:
Webside: www.danskepatienter.dk
Mail: info@danskepatienter.dk
Dansk Forening for Osteogenesis Imperfecta:
Webside: www.dfoi.dk
Mail: kj@dfoi.dk
Rygmarvsbrokforeningen:
Webside: www.rmb- 1988.dk
Mail: vibeke@rmb- 1988.dk
Sjældne Diagnoser:
Webside: www.sjaeldnediagnoser.dk
Mail: mail@sjaeldnediagnoser.dk
Danske Handicaporganisationer (DH):
Webside: www.handicap.dk
Mail: dh@handicap.dk
Feriecentre m.m.
Dronningens Ferieby:
Webside: www.dronningensferieby.dk
Mail: post@dronningensferieby.dk
Musholm Bugt Ferie- og Konferencecenter:
Webside: www.musholm.dk
Mail: musholm@musholm.dk
Hou Søportcenter:
Webside: www.hou-seasport.com
Mail: mail@hou-seasport.dk
Feriecenter Slettestrand:
Webside: www.slettestrand.dk
Mail: mail@slettestrand.dk
ChrisTravel:
Webside: www.christravel.dl
Mail: info@christravel.dk
HandiTours:
Webside: www.handitours.eu
Mail: info.handitours.dk
Sus Travel:
Webside: www.sustravel.dk
Mail: info@sustravel.dk
Sygehuse
Rigshospitalet:
Webside: www.rigshospitalet.dk
Mail: rigshospital.rigshospitalet@regionh.dk
Aarhus Universitetshospital:
Webside: www.auh.dk
Mail: Diverse
Odense Universitetshospital:
Webside: www.ouh.dk
Mail: Diverse
Aalborg Sygehus:
Webside: www.aalborguh.rn.dk
Mail: Diverse
Vestdansk Center for Rygmarvsskade:
Webside: www.hospitalsenhedmidt.dk
Mail: vcr@midt.rm.dk
Afdeling for Rygmarvsskader:
Webside: www.rigshospitalet.dk
Mail: rygmarvsskader.rigshospitalet@regionh.dk
Sclerosehospitalet:
-Ry:
Webside: www.sclerosehospitalerne.dk
Mail: ry@sclerosehospital.dk
-Haslev:
Webside: www.sclerosehospitalerne.dk
Mail: haslev@sclerosehospital.dk
Kong Christian X´Gigthospital:
Webside: www.gigthopitalet.dk
Mail: kcg@gigtforeningen.dk
Sano behandlingscenter:
Webside: www.sanocenter.dk
Mail: mail@sanocenter.dk
Specialhospitalet for Polioramte og Ulykkesramte (PTU):
Webside: www.specialhospitalet.dk
Mail: kontakt@specialhospitalet.dk
Respirationscenter Øst:
Webside: www.rigshospitalet.dk
Mail: sekretaerglostrup.rigshospitalet@regionh.dk
Respirationscenter Vest:
Webside: www.auh.dk
Mail: rcv@rm.dk
Respirationscenter Syd:
-Webside:www.ouh.dk
-Mail: ouh.ode.rcs.pleje@rsyd.dk
Rådgivning
Dukh:
Webside: www.dukh.dk
Mail: mail@dukh.dk
De fleste foreninger under ”organisationer”
Handicap Bilist Centret (PTU-biler):
Webside: www.handicapbilist.dk
Mail: Se blanket på hjemmesiden
Solbakkens Rådgivningscenter:
Webside: www.solbakkensnet.dk
Mail: sr@solbakkensnet.dk
Idræt
Parasport Danmark
Webside: www.parasport.dk
Mail: handicapidraet@parasport.dk
Bilopbyggere
Handicare:
Webside: www.handicare.dk
Mail: auto@handicare.dk
Langhøj
Webside: www.langhoej.dk
Mail: Se hjemmesiden
Rehab-biler:
Webside: www.rehabiler.dk
Mail: Se hjemmsiden
Larsen Autoindretning:
Webside: www.larsenautoindretning.dk
Mail: info@larsenautoindretning
AutoMax.dk:
Webside: www.automax.dk
Mail: mail@AutoMax.dk
Bandagister/specialskomagere
Sahva
Webside: www.sahva.dk
Mail: info@sahva.dk
Ortos Bandagister:
Webside: www.ortos.dk
Mail: mail@ortos.dk
Bandagist Centret
Webside: www.bandagist-centret.dk
Mail:bc@bandagist-centret.dk
Bandagist Jan Nielsen A/S:
Webside: www.bjn.dk
Mail: Se blanket på hjemmesiden
Danske Bandagister:
Webside:
Mail
Transport
Sydtrafik:
Webside: www.sydtrafik.dk
Mail: post@sydtrafik.dk
Midttrafik:
Webside: www.midttrafik.dk
Mail: midttrafik@midttrafik.dk
Handicapkørsel region Nordjylland:
Webside: www.nordjyllandstrafikselskab.dk
Mail: Se hjemmesiden
Handicapkørsel region Sjælland:
Webside: www.moviatrafik.dk
Mail: flextrafik@moviatrafik.dk
Handicapkørsel region hovedstaden:
Webside: www.moviatrafik.dk
Mail: flextrafik@moviatrafik.dk
Snip, snap, snude!
Sender kærlige hilsner fra Pernille
af Mai Novak | jan 17, 2019 | Borgerliv
Tanker ved nytårstide – inspireret af Dronningens nytårstale!
Det er vel ikke ualmindeligt, at vi på en eller anden måde gør status over dette og hint i forbindelse med årsskiftet, og sjældent har jeg været så enig med Dronningen i hendes budskab som denne gang! Så NU må dette på print!
Gennem en stor del af mit liv har jeg tænkt, at mange måske har fordomme overfor vi mennesker med et handicap…. Og alligevel har jeg ikke så ofte følt det. Dèt kom jeg desværre til i 2018.
Bevares… Jeg er en rimeligt flittig bruger af Facebook, og kunne godt fornemme der, at menneskers tiltale af/til hinanden blev mere og mere rå og egoistisk. Med Dronningens ord: ”- man er online hele tiden, og man glemmer, at der faktisk er et menneske i den anden ende”
Og i den virkelige verden, fik jeg virkelig ”kærligheden” at føle!
Flere gange, i forbindelse med strøgture, er jeg blevet råbt af, fordi… jeg angiveligt fyldte for meget i min el-stol, kørte for stærkt eller kørte for tæt på andre??? Jeg vil her lige påpege, at der ikke er noget i vejen med mine arme og hænder, og at jeg sagtens kan køre min el-stol så jeg selv mener, at det er helt forsvarligt. Det er/var det åbenbart ikke i overensstemmelse med holdningen hos ”almindelige” mennesker, for det var de umiddelbart – dem der råbte.
Dertil kommer alle de gange, hvor en medborger er ved at sætte sig til skødet af èn, for at komme på tværs af køen i supermarkedet, eller hvor medborgeren rakte tværs over mig, for at kunne nå den vare jeg også havde udset mig…
Nu er jeg ikke mundlamme type, og derfor fik alle de der anråbte mig, en hvas kommentar med på vejen…
Men jeg blev meget ked af oplevelserne alligevel! Heldigvis kender jeg mange skønne mennesker, som jeg kunne dele oplevelserne samt få noget opbakning til, at det ikke var mig, den var gal med! Alligevel kunne jeg næsten ikke få armene ned, da jeg sad nytårsaften og så Dronningens nytårstale!
Og derfor har jeg her håndplukket nogle citater, som jeg vil tillade mig at kommentere, som jeg tolker dem
Hun sagde bl.a.: ”Vores land bliver rigere, men bliver vores liv rigere?”
– Nej, ikke hvis vi kritiserer andre højlydt, uden at kende dem og deres baggrund!
”Det er som om flere siger ”se på mig” og færre har øje for andre”
– Lige præcis! Det er jo hele humlen!
”Jeg kan godt frygte, at eftertanken og omtanken bliver klemt og glemt”
– Det kan jeg også! – og synes, at det er det jeg allerede oplever…
”Vi tager os ikke tid til at forstå hinanden og vi glemmer at respektere hinanden og passe på hinanden”
– Det er jo sandsynligvis baggrunden for det ovenstående!
”Det vigtige er ikke hvordan vi ser ud eller hvad du har opnået. Men hvem du er, og hvordan du er overfor andre”
– Nemlig!!! Meget andet kan der ikke siges til det!
”Man skal give sig tid til at mærke, om en ven er ked af det”
– Selvfølgelig!
”Det øger tilliden , når vi mødes menneske til menneske, og taler med hinanden”
og
”Vores fælles styrke næres ved, at vi har respekt for vore medmennesker og viser tillid til hinanden, for vi har alle et ansvar for fællesskabet. Det er selve vort samfunds rødder”
– Og heldigvis findes der stadig fællesskaber, hvor vi gør/har det!
Og DHO/BHG er i høj grad et sted, hvor jeg oplever at blive set og forstået som det menneske jeg er
Samt ikke mindst respekteret, og det har i høj grad også betydningen for selvtilliden. Det være sig, når vi erfaringsudveksler, mødes til arrangementer, bliver ringet op med omtanke og spurgt til sit velbefindende, bliver bedt om en tjeneste som udvikler ens ressourcer, når andre ikke lægger mærke til, at man ser anderledes ud end de fleste – eller vi sammen kan grine af en skæv arm, der flyver til vejrs i en pludselig spasme….
TAK FOR DET ALLE SAMMEN – MÅTTE DER KOMME MERE AF DÈT I 2019!
GODT NYTÅR!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | jan 15, 2019 | Borgerliv
…Eller
Den fik jeg jo ret beset i 2013, da jeg fyldte 18. Men nu har Folketinget langt om længe oppet sig og brugt penge på at gøre folketingssalen mere handicapvenlig. Så nu er der kommet lysere løbere på gulvene, samt prikker ved rækkerne til de svagtseende og der er kommet en kørestolslift op til talerstolen. Det skete i sommeren 2018.
Og lad mig da endelig være den første til at sige det højt; men var det ikke på tide?
Pia Kjærsgaard næsten praler med, at det er 100 år siden, der sidst blev lavet så stor en renovering. Og i al den tid har jeg, såvel som andre kørestolsbrugere, i princippet kunne stikke deres stemmeret lodret op hvor solen ikke skinner. For selvom demokratiet skal være for alle, så har vi; de syge, de svage, pengenasserne, indtil nu været blevet gjort tavse af fysiske forhold, der simpelthen har forhindret os i at kæmpe på lige fod med alle andre i hjertets centrum; Borgen.
Jeg bliver harm, når jeg tænker på, at selv hvis jeg havde læst statskundskab på KU i 100 år, så var min politiske karriere alligevel blevet standset af noget så simpelt, som et åndssvagt trappetrin. Men nu er den her mine damer og herrer – den højteknologiske, nyeste opfindelse; kørestolsliften! TADAH! Hvor jeg dog håber, at den inviterer flere folk, der har fingrene dybt begravet i mulden, og rent faktisk ved hvad de taler om, til at stille sig op i folketingssalen og sige, hvad de mener.
Jeg ved ikke med jer, men jeg er personligt kodylt træt af slipse-drenge, der skal fortælle mig om, hvordan handicappede er og ikke er i dagens Danmark. Så grib din invalidekaret og få luft i din respirator, for nu skal der simpelthen flere stemmer ind i den sal, som skal fortælle hvordan her virkeligt ser ud i dagens Danmark! Vi har indtil nu haft retten til at stemme en politiker ind, der skulle tale vores sag; nu er det på tide vi bruger retten til at have en stemme og tale den selv.
På DR.dk kan du se liften i aktion: https://www.dr.dk/nyheder/politik/video-folketingssalen-er-blevet-handicapvenlig-nu-er-det-bare-vaersgo
Foto venligst udlånt af Politiker Kristian Hegaard
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Mette Bjørnholt Jensen | jan 8, 2019 | Borgerliv, Hjælperliv, SPS-ordningen
“Jeg skal bare lige gøre opmærksom på, at du får en lavere løn, når jeg er i skole – det er vel okay?”
Undskyld mig, hvabehar? Ja, sådan lød beskeden fra mig, når jeg skulle ansætte nye hjælpere i min studietid. Samtidig blev jeg nødt til også at give denne besked til de hjælpere, som jeg allerede havde ansat og var glad for. Det er ikke lige, hvad man har lyst til at fortælle hjælperne, – ja, faktisk er det slet ikke noget, som man har lyst til at bekymre sig om, når man er 18 år og går i gymnasiet.
Men hvorfor fik hjælperne en lavere løn, når jeg var i skole? Sådan tænker de fleste måske, og ja, det gør jeg egentlig også. Måske kender nogle af jer til SPS-ordningen. SPS eller Socialpædagogisk Støtte er en ordning, der er skabt for at sikre, at mennesker med funktionsnedsættelser kan følge en uddannelse på lige fod med andre mennesker.
Hjælpen kan være af forskellig art, men i mit tilfælde bestod hjælpen i, at jeg kunne få en hjælper med mig i timerne. Det vil altså sige, at jeg kan få bevilget en hjælper, som jeg kan have med i skole, og på den måde kan jeg gå i skole, som alle andre på min alder. Det lyder alt sammen meget godt!
Der er bare lige den hage ved det, at hjælperne er ansat under helt andre vilkår, når jeg er i skole, i forhold til når jeg ikke er
Hjælpen, som jeg skal have fra dem, er den samme, men dette afspejles ikke i deres løn- og ansættelsesvilkår.
Når jeg havde timer i skolen, var det nemlig sådan i SPS-ordningen, at hjælperne fik en lavere løn, ingen pension, ingen mulighed for at optjene anciennitet, ingen opsigelsesvarsel og et meget omstændigt system og dårlig løn, når de engang imellem blev nødt til at melde sig syge.
Sådan var deres vilkår, når jeg skulle have hjælp i skolen, men mit behov for hjælp var jo det samme, om jeg var i skole eller ej. Men når jeg befandt mig inden for gymnasiets fire vægge, så blev hjælpen til mig kaldt ”Sekretærhjælp”, og dette betød altså andre vilkår for mine hjælpere.
Faktisk fik jeg at vide, at Sekretærhjælp slet ikke var tiltænkt personer som mig, der havde et større behov for personlig hjælp i forhold til Sekretærhjælp, men alligevel blev jeg og mine hjælpere tvunget ind under dette system.
Flere firmaer kunne levere disse SPS-timer, men jeg fik aldrig et valg. Jeg blev kun præsenteret for ét firma.
Det er, og bør være, en helt basal rettighed for os med en hjælperordning, at vi har et frit valg i forhold til at vælge leverandør af ordningen. Dette valg blev jeg aldrig præsenteret for, og det er selvfølgelig yderst kritisabelt i sig selv. En anden ting, som jeg synes, er problematisk i forhold til SPS-ordningen er, at det er skolerne selv, der skal administrere det og hitte rede i love og regler.
Jeg ved også, at der er et lignende system til at varetage hjælpen, når jeg, som person med en hjælperordning, skal ud på arbejdsmarkedet. Her skal jeg igen bruge den samme hjælp som altid, men mine hjælpere skal gøre det under andre vilkår.
Kan det virkelig være rigtigt, at det skal være en byrde for uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser at tage os med et handicap ind?
Så er det bare, at jeg spørger mig selv og samfundet – er det rimeligt, at mine hjælpere skal have dårligere vilkår, bare fordi jeg vælger at tage en uddannelse og have et job? Hvorfor kan hjælpen og vilkårene ikke være de samme, om jeg er hjemme, i skole eller på arbejde? Ja, jeg spørger bare!
Livet i numsehøjde og på fire hjul giver uundgåeligt nogle udfordringer. Men helt fra barnsben har jeg haft den tankegang, at jeg kan det samme, som mine veninder – jeg gør det bare på min egen måde med mine egne begrænsninger, men også med mit eget fokus og mål.
