23… 22… 21… Jeg tager mig selv i at sidde og tælle timer

Jeg skal bare have tiden til at gå hurtigst muligt. Hvor er det en forfærdelig tid og spild af mit liv, at jeg bare skal sidde hjemme og kukkelure med så lidt hjælp som overhovedet muligt.

Jeg har ikke lyst til at tage ud til noget som helst. Jeg har ikke lyst til at være sammen med hende mere end højst nødvendigt, og det nemmeste er bare at blive hjemme, så hun kan sidde på hjælperværelset og passe sig selv. Mit liv er gået i stå, og sådan har det været 3 dage om ugen i de sidste par uger. 

Jeg er i den situation, at jeg har en hjælper, som kun har få vagter tilbage.

Vi er heldigvis blevet enige om, at hun skal stoppe – hun mangler bare 2 vagter nu. Det er tydeligt, at hun ikke bryder sig om at arbejde hos mig, og jeg bryder mig mildt sagt heller ikke om at få hendes hjælp. Men det er jeg nødt til. Man kunne sige, at jeg bare kunne bede hende om at blive væk, men det kan jeg ikke. Jeg har brug for hendes hjælp lidt endnu, da jeg har et lidt skrøbeligt hjælperteam lige for tiden.

Det er ærgerligt, at det lige ramler sammen, men sådan er det nu engang. Om en måneds tid har jeg en ny hjælper til at overtage hendes stilling, og i mellemtiden har både tidligere og nuværende hjælpere sagt ja til at dække hendes vagter – det bliver dejligt!  

 

Men hvorfor er det gået skævt?

Det spørger jeg mig selv om. Er det noget, jeg har sagt eller gjort? Er det hende, der ikke bryder sig om arbejdet, eller er det noget helt tredje? Måske er det bare kemien, der ikke er der? Det er aldrig til at sige. Dog havde jeg allerede en dårlig fornemmelse få dage inde i vores samarbejde, men jeg håbede, at min fornemmelse var forkert, og derfor lod jeg samarbejdet fortsætte. 

Netop dette er noget af det sværeste ved at være afhængig af andres hjælp. Jeg kan ikke tillade mig at bede hende om at skride, jeg kan ikke for alvor blive sur og diskutere med hende, jeg kan ikke takke nej til hendes hjælp, selvom det er det, jeg allerhelst vil!

 

DET er frustrerende!

Jeg skal hele tiden være professionel og behandle mine ansatte godt, selvom jeg til tider er ved at koge over indvendigt. Misforstå mig ikke – jeg er utroligt glad for mine hjælpere og den dagligdag, de muliggør for mig – jeg kunne bogstaveligt talt ikke leve uden dem.

Men det er enormt grænseoverskridende at skulle blotte sit liv og åbne sit hjem fuldstændigt for en fremmed person, og derfor håber jeg altid af hele mit hjerte, at det er den rigtige, jeg ansætter. Men det kan desværre ikke undgås, at jeg indimellem kommer til at ansætte den forkerte. ”Den forkerte” kan være forkert på mange forskellige måder – ufleksibel, ustabil, uoplagt, sur eller bare ikke en god kollega for mine andre hjælpere.

Det ødelægger fuldstændig min dag at have sådan en hjælper på arbejde.

Derfor er det også en enorm lettelse for mig, når jeg kan se en ende på det. Men samtidig er det også som om, at frustrationen bliver meget mere intens det sidste stykke tid. Jeg er ikke sikker på, hvorfor det er sådan, men det har nok noget at gøre med, at der ofte har været en snak forinden, hvor kortene blev lagt på bordet. Den ene ved, at den anden ikke er tilfreds og omvendt.

 

Den kommende tid, hvor hun og jeg er forpligtede til at overholde opsigelsesvarsler, er næsten ikke til at holde ud

Rummet er fyldt med iskold luft og tavshed, og jeg føler mig virkelig meget til besvær i mit eget hjem. Opsigelsesvarsler er en positiv ting i de fleste situationer, men i denne helt specielle situation, hvor man er hjælper for et andet menneske, kan det godt være et problem.

Tiden skal bare overstås for begge parter, og så er den næste hjælper forhåbentligt et bedre match.

Heldigvis er min succesrate forholdsvis høj. Jeg plejer at være god til at udvælge de rigtige hjælpere, og vi plejer at have en rigtig god og tæt relation. Så jeg må huske på at holde modet oppe og stole på, at jeg med min kommende hjælper har valgt rigtigt, og at vores afsked bliver fyldt med kærlige minder og først bliver om mange år.