af Ditte Amalie Hagelund Johansen | apr 1, 2019 | Borgerliv, Inspiration
Pladerelease
Mikkel Lund, skuespiller, stand up-komiker og selvudnævnt spasser. Og nu om han ikke også begiver sig længere og mere grådigt ind i den kunstneriske verden ved at springe hovedkulds ind i musikerverdenen?
For dem der kender Mikkel i forvejen, kan det ikke komme bag på dem, at han er en mand med høje ambitioner og med mange jern i ilden. Og de skal smedes mens jernet er varmt!
Så den 5. april – nu på fredag – holder Mikkel pladerelease for hans nye EP, ”Built for Comfort”, hvor han udforsker det smokey, det støvede og det jazzede. Musikken emmer af whiskytåger og testatoren i lange baner.
Selv skriver han:
”5. April 2019 sætter jeg et barn i verden. Han har været undervejs i snart 4 år og kommer, mod forventning, ikke til at hedde Lund, men derimod Comfort til efternavn. Med udgivelsen af EP’en ”Built for Comfort” er det endelig til til at plante en milepæl, og det må jeg simpelthen dele med jer…”
Her på Din Hjælperordning er vi altid klar til at fejre, når drømme bliver gjort til virkelighed, og ser frem til at se, hvor langt Mikkels EP når ud i den store musiske verden.
Vi ønsker dig alle held og lykke med pladereleaset!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Sami Hajslund | mar 27, 2019 | Borgerliv, Inspiration
Curlingforældre og deres handicappede børn
I Din Hjælperordning og her på vores website, er der sket et scoop; endnu en skøn blogger har vi netop fået ind i folden.
I kender ham måske?
Den skønne Sami Hajslund fra ‘Danmarks lækreste med et handicap’ kommer fremover til at lave små lydfiler til vores blog, hvor han vil diskutere løst og fast. I denne omgang vil han diskutere emnet curlingforældre og deres handicappede børn. Så brug tre minutter af jeres tid og lyt til Sami’s kloge ord – han har nogle gode pointer!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | mar 19, 2019 | Borgerliv
Når man har et handicap og derfor er dybt afhængig af andre menneskers hjælp, så kan man lynhurtigt ende i et limbo, såfremt den hjælp bare ikke er tilfredsstillende nok. For man burde jo være taknemmelig over, at man bor et sted, hvor man rent faktisk kan få hjælp – men har taknemmeligheden ikke omvendt også sin grænse, såfremt der igen og igen sker fejl på stribe? Jeg tænker hverken på kvaliteten på hjælpemidler eller kemien mellem handicaphjælpere nu. Jeg tænker tværtimod på noget så konkret som flextrafik…
Jeg har en veninde i kørestol. Hun har kørekort, men ingen bil og er derfor dybt afhængig af flextrafik
Det er også rigtig dejligt, at hun har den mulighed, hvilket jeg er utrolig taknemmelig for. Men min taknemmelighed blegner sgu en hel del på hendes vegne, når hun gang på gang fortæller mig de samme historier:
- Chauffører der kører bundråddent og med passagernes liv som indsats, fordi de skal holde en stram tidsplan – som de så tydeligvis ikke evner.
- Chauffører der ”glemmer” at spænde kørestolen fast, som ellers er et lovkrav, hvilket har resulteret i, at min veninde er skvattet ud af stolen midt under kørslen. Det kan desværre ikke tælles på én hånd, hvor mange gange jeg efterfølgende har været nødsaget til at køre hende på skadestuen på grund af slag og fald.
- Chauffører der piller ved hendes kørestol, for så bagefter at glemme at indstille den tilbage i den korrekte position – så hun atter engang skvatter, når hun kommer hjem, simpelthen fordi kørestolen braser sammen under hende
Det er næsten blevet en hverdagstradition, at jeg får den nyeste sladder fra flextrafik-verdenen
Og hver eneste gang laver jeg samme konstatering: ”Hvorfor i alverden klager du ikke?” Men det gør hun. Efter femte gang bad jeg tilladelse om at læse mailkorrespondancen imellem hende og flexkontoret. Og jeg var mildest talt forarget! ”Det kender vi ikke til, det kan pågældende chauffør ikke erindre, vi er kede af din oplevelse og håber ikke, at det gentager sig. God dag, rend os et vist sted!”
Så nu går jeg skridtet videre og råber op herinde. Kan det virkelig være rigtigt, at man bare skal finde sig i den behandling?
Hvor går man hen, når man føler, at man løber panden mod en mur i en klageproces? Hvor bliver mennesker som min veninde RIGTIGT hørt? Og hvad gør man, når man er dybt afhængig af hjælp, men omvendt ikke længere tør modtage den, fordi det som oftest er med livet som indsats?
Har du oplevet det samme, noget lignende eller ved, hvor vi skal tage den her sag op henne, så tøv endelig ikke med at kontakte mig på mail: ditte@dho.dk
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | mar 11, 2019 | Borgerliv
Nu er det efterhånden ved at gå op for folk, at jeg er ”hende dér der kan noget med ord” og ”hende vinderen af Danmark lækreste… med et handicap”. Lille spejl på væggen dér, hvem er den lækreste dværg i landet her? Mantraet hvisler i mit indre i disse dage, hver gang jeg får ros. Og jeg nyder det. Og jeg skammer mig over, at jeg nyder det.
Da søde Lasse Pagh første gang kaldte mig en diva, blev jeg forarget; spruttende tosset faktisk
Aldrig i mit liv om jeg var eller nogensinde bliver en diva – han kan da tro, at det bliver løgn! Men nu? Nu bliver jeg efterhånden nødt til at anerkende, at der altid har ligget en lillebitte diva inde i mit indre og sovet skønhedssøvn. Nu er hun vågnet op til dåd og er uhyggeligt frembrusende, når det tager hende.
Jeg stiftede faktisk ikke i første omgang bekendtskab med hende i forbindelse med DR2-skønhedskonkurrencen,
selvom det ellers ville være et oplagt første møde. Derimod stiftede jeg første gang bekendtskab med hende i forbindelse med mit nyopdagede liv som værende fraskilt. Singlelivet giver virkelig én anledning til at nære sin indre diva, og det stod ret hurtigt meget klart for mig, hvad jeg ville og hvad jeg absolut ikke ville med mit liv, job og fremtidige mænd.
Fremtiden generelt har jeg fået et ret hidsigt og målrettet forhold til; hvis ikke jeg får dét ud af det, som jeg ønsker, så drejer jeg om på hælen og finder en anden måde, hvorpå jeg kan opnå det. Min indre diva viser mig med andre ord hvilke stier jeg skal følge, hvis jeg gerne vil opnå alle de mange ambitioner, jeg har her i livet, hvilket måske ikke er så tosset endda? Så måske er den der indre diva ikke helt så slem alligevel, som folk ellers først antager hende for at være?
Indrømmet hun er ualmindelig selvfed og en kende snobbet
Men hun er også utrolig selvkærlig, passioneret og ambitiøs. Måske skal mennesker generelt blive bedre til at være selvkærlige, for på længere sigt at turde være ambitiøse og passionerede omkring deres individuelle mål her i livet? Og måske er et ”duer ikke, væk” ikke nødvendigvis noget negativt altid. Hvorfor lade sig nøjes, hvis man er stædig og tålmodig nok til at vente på bedre resultater?
Jeg vil byde min indre diva velkommen, indtil hun engang igen har brug for sin skønhedssøvn
Men jeg vil også lære hende vigtigheden af mig-tid vs. ”klap nu i”-tid. Hvis ikke der også er plads til ens nærmeste venner og familie på lige fod med hende, hvad sjovt er der så reelt set ved at være en diva? Det kræver jo som bekendt lige dele rødvin og anerkendelse fra andre at nære ens diva – ellers går hun i dvale. Så hvis jeg fokuserer på mine nærmeste omkring mig (og finansierer et par flasker rødvin i ny og næ), så bliver min indre diva også helt automatisk velnæret.
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | mar 5, 2019 | Borgerliv
Jeg var ikke ret gammel, da min mormor lærte mig, at andre folks breve, dem kiggede man ikke i. Det var ulovligt. Og i frygt for politi og celler med tremmer, har jeg aldrig turde gøre det. Jeg har også altid vidst, at min mors kalender var off limits – en privatsfære jeg senere selv adopterede som voksen. Derfor er min forargelse også så meget større, når jeg ser på min generation. ”Jalousi-generationen” har jeg døbt dem. ”Crazy heads” kan i visse tilfælde også dække ret godt…
Jeg kender til kvinder der i ramme alvor mener, at de kan tillade sig at bestemme, hvem deres respektive mand må være venner med;
veninder er no-go, fænomenet kvindelige kollegaer skal helst være ikkeeksisterende. Jeg har omvendt også oplevet mænd, der med fuld overlæg tjekkede deres kæresters telefoner for muligt snavs – og aldrig lagde skjul på det.
For tænk nu hvis det ender galt; tænk nu hvis min kæreste er mig utro? Dét er hxn sikkert, så derfor må jeg godt! Hvis hxn allerede er i gang med at ødelægge mit liv, så må jeg også ødelægge deres! Og så kører spiralen af tankespind ellers bare derudaf. Og jeg står forpustet på sidelinjen, ryster på hovedet og har lyst til at skrige begge parter ind i hovedet: ”Hvad F**K laver I?! Hvad blev der er privatlivets fred, hvad blev der af intimsfæren? Overraskelsen måske ligefrem?”
I visse grupper hvor jeg frekventerer florerer der fænomener, som er et Big Brother-samfund værdigt; de berygtede ”strikkeklubber”
Her fyldes lukkede og anonyme sider på Facebook med smukke, intetanende mænd – eller kvinder – som liiige skal tjekkes efter i sømmene en ekstra gang, før folk tør gå på date med dem. Og den får ikke får lidt på tilsviningskontoen, hvis et billede uheldigvis bliver matchet up med en bitter ekskæreste. Lige såvel er det blevet normal kutyme for især kvinder, at bede fremmede og uskyldige piger om liiige at skrive til deres kærester, for at kunne holde øje med staklens reaktion. For tænk nu hvis han svarer pænt tilbage til et fremmed stykke kvindfolk; så er det ud og det er med det samme!
Tilliden til hinanden er væk. Især i unge parforhold. Og privatliv er ligeledes et terminalt begreb efterhånden; fælles computere, fælles mailadresser, fælles telefonnumre og Facebook-konti. Har vi ikke alle set dem? ”Helle Og Børge Jensens”-profilerne skyder op som uregerlige mosegrise på de sociale medier. Og jeg græmmes. Og skræmmes. Hvis det er dét, som er et moderne parforhold for min generation, så skal jeg da være single resten af mit liv. Så hellere have min Facebook og drengevenner i fred.
Det er altså også meget sjovere selv at have råderet over sin egen fritid…
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | feb 26, 2019 | Borgerliv
”Man burde blive lønnet ud fra et fuldtidsjob, når man har et handicap,” har jeg engang udtalt. Og dét mener jeg sådan set stadigvæk. Især når jeg befinder mig i perioder, hvor mit handicap fylder allermest i min kalender; p-møder med hjælpere, evindelige sygehusaftaler, møder med kommunen, bandagist eller den lokale kvaksalver. Optælling af medicin og indkøb af diverse småtteri-hjælpemidler.
Man har som handicappet i reglen aldrig fri.
Men i modsætning til et fuldtidsarbejde, så har man – paradokssalt nok – ikke sygedage fra den slags arbejdsopgaver. Man har ikke dage, hvor man kan tillade sig at holde fri fra sit handicap-arbejde. Måske vi burde overveje en overenskomst på den konto?
Jeg mærker det især, når jeg ser på den mængde ansvar, som kommunen gav mig som 18-årig; da jeg blev opgraderet til arbejdsleder, blev min fritid og mit privatliv omvendt reduceret kraftigt. Og lige præcis her kunne det være rigtig skønt, at kunne tjekke mentalt ud af ansvaret – blot for en stund.
Man mærker noget der minder om omsorg, når man skal introduceres til en BPA-ordning første gang. Dér bliver man holdt i hånden. Lige såvel oplevede jeg at blive holdt mig i hånden, første gang jeg skulle ansatte fuldtidshjælpere; ”så-så, det skal nok gå!”. Men efter den dag stoppede kærligheden brat, og så skulle jeg pludseligt selv få det hele til at gå.
Og hvor er kærligheden henne, når livet gør ondt?
Vi kender alle sammen – handicappede såvel som ikke – til de perioder af ens liv, hvor intet kører som det skal og hvor alle i hele verden bare kan skride ud over en skrænt; inklusivt en selv. Mit liv har gjort ondt mange gange efterhånden, men især én episode står tydeligere frem end de andre:
Jeg havde netop fået konstateret depression. Jeg var sygemeldt fra mit drømmestudie, og så var jeg i øvrigt også lige flyttet væk fra mors kødgryder og fars tegnedreng. Det eneste fikspunkt jeg havde i hverdagen var mine hjælpere. Og de skulle jo stadig passes; vagtplaner, godkendelse af timeregistreringer, P-møder og MUS-samtaler. Alt skulle huskes og jongleres rundt midt i min krisetid.
Og jeg magtede det simpelthen ikke; livet havde gjort mig for svag.
Det var første gang jeg i mit stille sind tænkte: ”Hvor er kærligheden henne?” Hvor er den der omsorg, som kom så pludseligt i sin tid? Hvor er MIN vikar henne i alt dét her? Hvem kan tage over for mig, nu hvor jeg knap nok selv kan huske at gå i bad og spise mad? Men der var ingen…
Historien endte heldigvis lykkeligt for mit vedkommende
jeg havde et hjælperteam, der af egen fri vilje tog over for en periode og på den måde hjalp mig igennem de værste huller. Men tænk nu hvis jeg ikke havde været lige så privilegeret – hvor var jeg så endt henne? Sikkert på en psykiatrisk afdeling et sted; uden hjælperordning fordi den var blevet sløjfet grundet forsømmelse.
Og kan det virkelig være rigtigt, at vi i vores såkaldte ”Velfærdsdanmark” skal frygte, at borgere med handicaps skal ende dér? Kan man fra samfundets side af kræve, at pågældende mennesker skal have superkræfter sideløbene med deres handicaps; kunne tænke logisk og aldrig lave fejl, ligegyldigt hvad livet måtte byde dem? Jeg kender godt mit svar på det – men hvis jeg nu spørger dig: ”Hvor er kærligheden henne?” – hvad svarer du så…?
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | feb 19, 2019 | Borgerliv
Kan I mærke dét? Der er noget, der sidder i luften i disse tider. Men hvad?
Er det duften fra de otte millioner langstilkede roser, som din partner har foræret dig? Eller er det den pludselige og meget væsentlige prisnedsættelse på fyldt chokolade? Måske det er vibrationerne fra kærestepar, der langt om længe føler at de igen har tilladelse til at skændes, uden at Gud Amor (som jeg i øvrigt forestiller mig ligner en fed miniatureudgave af Trump – nu med ble) skal glo olmt på dem…?
Okay okay, jeg sænker paraderne og dropper sarkasmen. Jeg håber faktisk, at folk har haft en dejlig Valentinsdag – og at I har hørt efter, hvad jeg skrev sidst og har fejret kærligheden med ikke bare partneren, men også vennerne eller veninderne!
To prove my point, så hørte jeg i går et fremragende interview med en af mine absolutte yndlingssangerinder, Cher;
‘Men isn’t a necessary – they’re a luxury. Like dessert. I don’t need to marry a rich man. I am a rich man!’
Så hvis sjælen har haft en sviende fornemmelse grundet kombinationen af datoen 14/2 og ens single status, så husk på hvad kloge Cher fortæller. En mand – eller kvinde for den sags skyld – er noget ekstraordinært. Ikke en nødvendighed. Det er en bonus i livet; et ekstra level i dets komplekse spil.
Og indtil du når dertil, så vær din egen rigmand.
Vær mere intelligent end resten af befolkningen og æd din fyldte chokolade den 15/2, når priserne er faldet med 70%. Lav en blomsterordning med din bedste veninde. Og så gå ud og led efter dessert engang imellem, når overskuddet er der. Men du behøver ikke at fylde kummefryseren med vaniljeis….
Og så bare lige for at slutte af på en griner, så lad mig citere et billede jeg fandt forleden dag på Instagram:
‘Men think women dress for them Dude, please, we dress according to our waxing schedules, periods, mood swings, location, season, matching shoes, matching bags, matching lipstick, availability of suitable underwear. You’re not even on that list.’
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | feb 15, 2019 | Borgerliv
Som jeg tidligere har nævnt, er jeg blandt ti andre fantastiske ildsjæle pt. aktuel i programserien ‘Danmarks lækreste spasser’, som bliver vist hver mandag på DR2.
Onsdag den 6. februar skete så dét, som alle deltagerne havde prøvet at forberede sig på i et halvt år; den store skønhedskonkurrence, hvor tre dommere skulle finde Danmarks lækreste med et handicap.
Blandt glimmer og pyro, gemt langt væk bagved professionel koreografi, lå nervøsiteten og pustede i os alle.
Både af naturlige årsager såsom ‘ser jeg dum ud på tv? Får jeg sagt de ting, som jeg gerne vil?’, men også fordi vi deltagere jo har ting med i bagagen, som vi også skal tage højde for. Der var respiratorer, som kunne gå i udu midt i et interview, eller folk kunne skvatte og komme til skade midt i åbningsnummeret. Uforudsigelighed har intet positivt gjort for et menneske!
Men nu er det hele overstået. På et split sekund blev et halvårligt kapitel lukket ned igen.
Og tilbage står jeg med mange ambivalente følelser; for jovist er det da rart, at det er overstået og nervøsiteten har lagt sig. Men det har hele den barnlige glæde og spænding jo omvendt også. Og den vil jeg i den grad komme til at savne! Ligeledes vil jeg savne de fantastiske andre deltagere, som jeg nu kan være så privilegeret og kalde for mine venner.
Vi blev alle spurgt om, hvorfor vi i sin tid gerne ville deltage i en skønhedskonkurrence.
Var det fordi vi oprindeligt alle mente, at vi var lækre nok til at kunne vinde? Eller havde det mon været en sjov udfordring, som vi havde taget imod? For mit eget vedkommende har jeg aldrig skænket konkurrencedelen en tanke. Jeg skulle bare ind og være mig selv.
Jeg sagde ja, fordi jeg samler på gode minder og sjove udfordringer.
Fordi jeg er en eventyrer, og fordi jeg gerne vil sende et signal ud til andre om, at ligegyldigt hvilken skavank de måtte have, så er de lækre, smukke og forunderlige mennesker. Fordi de netop er dem selv.
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | feb 12, 2019 | Borgerliv
Julen er efterhånden for alvor ved at være forbi. Snart går vi foråret i møde, men inden da skal vi liiige have amerikanernes fortrukne højtid overstået; Valentines Day.
Man kan hade den, og man kan elske den. Man kan også hade at elske den, eller som jeg – elske at hade den. Men uanset ens følelser for den meget emotionelle dato, 14. Februar, så bør man altid fejre kærligheden, når lejligheden byder sig. Om det så lige er i februar eller på et helt andet tidspunkt, bør være op til den enkelte, synes jeg.
Ligesom julen kan Valentines Day give anledning til mange sjælesmerter og ensomhed, såfremt man er single og derved ikke føler, at man har nogen at kunne fejre højtiden med. Og netop derfor vil jeg gerne slå et slag for det modsatte.
Jeg har gjort det til min personlige udfordring, at jeg skal adoptere konceptet vennedating i langt højere grad, end jeg hvad pt. gør
Jeg vil i fremtiden prøve, at forkæle mine veninder med blomster og slik meget mere, end hvad jeg før har haft mulighed for. Og jeg vil blive bedre til at gribe knoglen og få fat i mine kammerater, så vi kan spise et måltid eller drikke en øl sammen helt uden romantiske undertoner. For kærlighed kan jo være mange ting. Og forhold har efterhånden lige så mange konstellationer, som der er mennesker på Jorden.
Så hvad enten du er single eller i et forhold, sidder i kørestol eller ej, så er dette oplæg dedikeret til dig.
Jeg vil her anbefale dig fire ting, som du kan lave ligegyldigt din livssituation og civilstatus:
- Restaurantbesøg er en klassiker. Og selvom stearinlysenes skær godt kan medføre en romantisk stemning, så kan man snildt sidde og grine sammen med en god kammersjuk – eller veninde – om gamle dage. Evt. sidde og glo på andre mennesker (det har som skabsnysgerrig været min yndlingsbeskæftigelse i mange år efterhånden…). Der findes ufatteligt mange restauranter i det ganske land, og jeg kender selvfølgelig ikke til dem alle. Men en generel anbefaling herfra vil altid lyde på restaurantkæden Flammen. De eksisterer stort set over hele landet, er handicapvenlige og så smager maden fantastisk. Og så kan man selv bestemme, om man skåler i et glas rødvin eller i en god, venskabelig Coca Cola.
- Biografen er endnu en klassiker. Jeg er selv blevet bedre til at tage i biografen alene med en hjælper eller med en ven(inde). Når man er gammel romantiker som mig, så kræver det lidt tilvænning i første omgang. Det kan være en enormt grænseoverskridende følelse, men når ret skal være ret, så er det også en super hyggelig beskæftigelse. Jeg har hørt rygter om, at biografen på Fisketorvet skulle have gode forhold til kørestole både i salene og på toiletterne.
- Museumsbesøg er noget en kæmpenørd som jeg nyder. Jeg ved personligt ikke noget bedre end at tage på kunstmuseum med folk, som jeg ved gider det lige så meget som mig. Ellers er det en ret så ufed oplevelse, hvis den ene part hopper rundt som et energisk barn og den anden er ved at flatline over Van Gogh, kan jeg garantere. Af museer kan jeg give mine varmeste anbefalinger til Kunstmuseet Arken i Ishøj. Det er handicapvenligt; lyst og moderne, og så har de ofte nogle fede udstillinger. Jeg har tidligere både set Frida Kahlo, Gerda Wegener og Van Gogh med stor fornøjelse. Og så er det – venner eller kærester – en god måde at få en spændende samtale op at stå!
- Slumberparty! Det lyder frækt, men det er det faktisk ikke. Nærmest tværtimod er det ment som i den mest usexede forstand; slumberparty er min yndlingsbeskæftigelse med mine venner. En af mine bedste veninder og jeg har en tradition om pizza, nattøj og gyserfilm, når vi ses. Og når man sidder dér sammen og skriger; den ene med grimmere morgenhår end den anden, så tænker man langt fra på parforholdsproblemer og Valentines Day. Så tænker man nærmere på, at man skal huske at tjekke ens klædeskabe for spøgelser, inden man går i seng – og at man da i hvert fald skal æde det sidste stykke pizza med hvidløg inden da!
Så uanset om du gider fejre Valentines Day eller ej; om du er single eller i et forhold
så gør dig selv den tjeneste og søg efter kærligheden. Den er der i mange forskellige former og farver – og typisk findes den også steder, som du ikke selv havde regnet med. And to be fair; bliver man ikke lige glad for en buket blomster, hvad enten det er en mand eller en veninde man modtager den fra? Som Gertrude Stein engang skrev: ”Rose is a rose is a rose is a rose”…
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
