Som jeg tidligere har nævnt, er jeg blandt ti andre fantastiske ildsjæle pt. aktuel i programserien ‘Danmarks lækreste spasser’, som bliver vist hver mandag på DR2.

 

Onsdag den 6. februar skete så dét, som alle deltagerne havde prøvet at forberede sig på i et halvt år; den store skønhedskonkurrence, hvor tre dommere skulle finde Danmarks lækreste med et handicap.

 

Blandt glimmer og pyro, gemt langt væk bagved professionel koreografi, lå nervøsiteten og pustede i os alle.

Både af naturlige årsager såsom ‘ser jeg dum ud på tv? Får jeg sagt de ting, som jeg gerne vil?’, men også fordi vi deltagere jo har ting med i bagagen, som vi også skal tage højde for. Der var respiratorer, som kunne gå i udu midt i et interview, eller folk kunne skvatte og komme til skade midt i åbningsnummeret. Uforudsigelighed har intet positivt gjort for et menneske!

 

Men nu er det hele overstået. På et split sekund blev et halvårligt kapitel lukket ned igen.

Og tilbage står jeg med mange ambivalente følelser; for jovist er det da rart, at det er overstået og nervøsiteten har lagt sig. Men det har hele den barnlige glæde og spænding jo omvendt også. Og den vil jeg i den grad komme til at savne! Ligeledes vil jeg savne de fantastiske andre deltagere, som jeg nu kan være så privilegeret og kalde for mine venner.

 

Vi blev alle spurgt om, hvorfor vi i sin tid gerne ville deltage i en skønhedskonkurrence.

Var det fordi vi oprindeligt alle mente, at vi var lækre nok til at kunne vinde? Eller havde det mon været en sjov udfordring, som vi havde taget imod? For mit eget vedkommende har jeg aldrig skænket konkurrencedelen en tanke. Jeg skulle bare ind og være mig selv.

 

Jeg sagde ja, fordi jeg samler på gode minder og sjove udfordringer.

Fordi jeg er en eventyrer, og fordi jeg gerne vil sende et signal ud til andre om, at ligegyldigt hvilken skavank de måtte have, så er de lækre, smukke og forunderlige mennesker. Fordi de netop er dem selv.