Nu er det efterhånden ved at gå op for folk, at jeg er ”hende dér der kan noget med ord” og ”hende vinderen af Danmark lækreste… med et handicap”. Lille spejl på væggen dér, hvem er den lækreste dværg i landet her? Mantraet hvisler i mit indre i disse dage, hver gang jeg får ros. Og jeg nyder det. Og jeg skammer mig over, at jeg nyder det.

 

Da søde Lasse Pagh første gang kaldte mig en diva, blev jeg forarget; spruttende tosset faktisk

Aldrig i mit liv om jeg var eller nogensinde bliver en diva – han kan da tro, at det bliver løgn! Men nu? Nu bliver jeg efterhånden nødt til at anerkende, at der altid har ligget en lillebitte diva inde i mit indre og sovet skønhedssøvn. Nu er hun vågnet op til dåd og er uhyggeligt frembrusende, når det tager hende.

 

Jeg stiftede faktisk ikke i første omgang bekendtskab med hende i forbindelse med DR2-skønhedskonkurrencen,

selvom det ellers ville være et oplagt første møde. Derimod stiftede jeg første gang bekendtskab med hende i forbindelse med mit nyopdagede liv som værende fraskilt. Singlelivet giver virkelig én anledning til at nære sin indre diva, og det stod ret hurtigt meget klart for mig, hvad jeg ville og hvad jeg absolut ikke ville med mit liv, job og fremtidige mænd.

Fremtiden generelt har jeg fået et ret hidsigt og målrettet forhold til; hvis ikke jeg får dét ud af det, som jeg ønsker, så drejer jeg om på hælen og finder en anden måde, hvorpå jeg kan opnå det. Min indre diva viser mig med andre ord hvilke stier jeg skal følge, hvis jeg gerne vil opnå alle de mange ambitioner, jeg har her i livet, hvilket måske ikke er så tosset endda? Så måske er den der indre diva ikke helt så slem alligevel, som folk ellers først antager hende for at være?

 

Indrømmet hun er ualmindelig selvfed og en kende snobbet

Men hun er også utrolig selvkærlig, passioneret og ambitiøs. Måske skal mennesker generelt blive bedre til at være selvkærlige, for på længere sigt at turde være ambitiøse og passionerede omkring deres individuelle mål her i livet? Og måske er et ”duer ikke, væk” ikke nødvendigvis noget negativt altid. Hvorfor lade sig nøjes, hvis man er stædig og tålmodig nok til at vente på bedre resultater?

 

Jeg vil byde min indre diva velkommen, indtil hun engang igen har brug for sin skønhedssøvn

Men jeg vil også lære hende vigtigheden af mig-tid vs. ”klap nu i”-tid. Hvis ikke der også er plads til ens nærmeste venner og familie på lige fod med hende, hvad sjovt er der så reelt set ved at være en diva? Det kræver jo som bekendt lige dele rødvin og anerkendelse fra andre at nære ens diva – ellers går hun i dvale. Så hvis jeg fokuserer på mine nærmeste omkring mig (og finansierer et par flasker rødvin i ny og næ), så bliver min indre diva også helt automatisk velnæret.