Min generation er den generation, der er mest forkælet hvad kærlighed og forhold angår. Datingapps- og websites fodrer vores kritiske sanser, og jagten på Ms. eller Mr. Perfect er skudt helt i vejret i et urealistisk billede.

Man vil som handicappet spørge sig selv på et tidspunkt: ‘Vil jeg blive accepteret, som den jeg er?’ og ‘findes der en derude, som vil elske mig?’ Og med god grund. For er det perfekte blevet skæmmet – såsom ved et handicap – er det sjældent velset i datingverdenen. 

 

Da jeg som single meldte mig til det forjættede Tinder i 2015

var det derfor med en hvis modvilje og en god portion skepsis. For ville en som mig, med så synligt et handicap, kunne klare mig i et univers, hvor alting blev målt og vejet, vendt og drejet? ‘Duer ikke – væk!’-mentaliteten opstår hurtigt i folk på Tinder, når jagten går ind og man begynder at swipe til venstre. Jeg havde INGEN chance! 

Derudover led jeg på daværende tidspunkt stadig af smerterne fra et åbent kærlighedssår efter et forhold, hvor to svære sygdomme til sidst blev erklæret for uegnede til, at leve side om side af ham. Men var vi egentlig for syge til at elske hinanden, når det kom til stykket? Det nåede jeg aldrig at finde ud af.

Alligevel lykkedes det mig stik imod forventning et år senere, at falde for en mand fra Tinder. Pludseligt gik tingene stærkt, og før jeg fik set mig om, havde jeg en kæreste igen. Men der var en lille hage ved det hele; han led af diverse psykiske diagnoser. Og mine alarmklokker fra fortiden bimlede; jeg havde allerede sagt farvel til ham i mit stille sind, inden vi overhovedet havde begyndt. 

 

Men kærlighed har det jo som bekendt med at gøre en blind

og vi valgte derfor at fortsætte forholdet velvidende om, at vi havde en lang kamp i vente. Og jeg vil ikke lyve – det koster blod, sved og tårer at elske et sygt menneske. 

Når jeg har været indlagt, og han har siddet ved min side og sovet i en stol i tre dage i streg, har jeg skamfuldt tænkt: ‘Hvad laver du her med mig? Du kunne få så meget bedre derude.’ Eller når hans sind modarbejdede ham og vi måtte runde psykiatrien, kom skammen ligeledes snigende, når jeg måtte indrømme overfor mig selv, at jeg ikke længere kunne holde til det.

Der skabes konstant konflikter, som modarbejder hinanden oppe i hovedet. Men selvom vi begge har været ved at opgive et utal af gange, så har kærligheden altid ageret den faste grundsøjle i vores forhold. 

Vi er sidenhen blevet gift og har derved slået et søm fast i vores overbevisning om, at det her kan vi godt klare sammen. Og selvom min mand har dårlige perioder, så er han stadig den mand jeg elsker. Imaginære stemmer i hans hoved forhindrer ham ikke i, at synge for mig når jeg er ked af det eller kysse mig i panden, når vi skal sove.

Ej heller forhindrer kroniske smerter mig at lytte til hans bekymringer, eller sige at jeg elsker ham. Et brækket sind eller en brækket knogle – det kan komme ud på et. 

Nogen fra min generationen mener, at ‘kærlighed ikke altid er nok’. Jeg har aldrig været enig. Eksisterer kærligheden, så eksisterer håbet også. Og er der håb, så er der noget at kæmpe for.