Engang efter en diskussion med min mand – sikkert om noget hjernedødt, såsom ‘hvis tur er det til at tage opvasken?’ eller ‘hvem har ikke skiftet toiletrullen sidst?’ – sagde en af mine hjælpere noget til mig, som jeg aldrig har glemt: ‘man kan vel på en måde sige, at du også har et parforhold med os.’

 

Først blev jeg provokeret, dernæst forundret. Til sidst grinte jeg

For det passer i og sig meget godt. Min mands definition på utroskab er først og fremmest, hvis jeg betror mig til andre end ham. Det åndelige plan er for ham langt mere intimt, end det fysiske. Og med den definition in mente er jeg i så fald i et lige så væsentligt ‘parforhold’ med mine hjælpere, såvel som med ham. For er der nogen, jeg betror mig til, så er det dem. Og i visse tilfælde i langt højere grad end til min ægtemand.

Det kan der være forskellige årsager til; den helt åbenlyse kan være, at jeg kan diskutere menstruation med en af mine kvindelige hjælpere, hvilket jeg i og for sig ikke mener rager ham. Han ville også kede sig helt ekstremt, hvis jeg gjorde… Et mere komplekst eksempel kan være, hvis jeg simpelthen ikke fatter ham.

Så kan jeg godt finde på, at gå til en af mine mandlige hjælpere, for at dykke ned i Pandoras æske; den testosteronfyldte hjerne. Et mysterium jeg endnu ikke har knækket koden til… 

 

I mine singledage havde jeg kun mine hjælpere omkring mig i det daglige. Og da jeg boede i en lillebitte skodlejlighed, faldt man selvfølgelig i snak. Om alt og om intet. Derfor har det også altid ligget naturligt til mig, at dele åbenhjertet med mine hjælpere; for de står – om man vil det eller ej – tættest på mig i mange henseender.

Groft sagt passer de jo på mig og sørger for, at jeg kan overleve én dag mere; man kan simpelthen ikke undgå, at blive tætte!

Mine hjælpere har set mine klammeste sider med fedtet hår og grimt nattøj. De har set mig tude øjnene ud på grund af kærestesorger. De har flere fuldt mig slingrende hjem efter en våd bytur og de har hørt mig grine, så taget lettede i det lille hjem. De er på mange måder omvandrende dagbøger, som lytter til alt og som agerer en slags Jesper Fårekylling: altid er ved min side, som en tro væbner. Dog uden alt samvittighedsmøget.

 

Det er dog vigtigt for mig at understrege, at jeg aldrig har haft et seksuelt forhold til nogen hjælpere!

Selvom min mor prøvede at sælge idéen med mandlige hjælpere for mig, som 13-årig ved at præsentere et Danielle Steel-lignende scenarie: ‘måske du finder sammen med en hjælper en dag!’ Nej tak! I al respekt for mine hjælpere; mænd såvel som kvinder, så ville det virke aldeles unaturligt for mit vedkommende.

Skal man derfor tale om en ‘parforholdslignende tilstand’ mellem hjælper og jeg, er det udelukkende på det platoniske plan. En slags (glædelig) forlængelse af familien, om man vil. Jeg forestiller mig, at det på sin vis kan sammenlignes med den slags udvidelse, som skilsmissebørn også kan opleve; flere forælderroller, flere søskende og så videre.

Med dette opslag prøver jeg ikke at overskride grænser. Ej heller opfordre folk til at indgå et intimt forhold med sin hjælper eller borger. De erfaringer jeg kender til på området, er altid endt i noget værre rod!

 

Jeg vil blot præsentere en vinkel, som få udefrakommende kender til. Og måske forstår

Borgere holder (som oftest) langt mere af deres hjælpere og vice versa, end hvad der typisk bliver sat ord på i en travl hverdag. Hvad der bliver delt ude i de små hjem på daglig basis, er absolut ikke småting.

Når det er sagt, så er det stadig min mand, som får det fulde indblik i mig som helhed. Hvad mine hjælpere ser og hører om, er nok i og for sig det samme, men på et andet og mere uforklarligt plan. Det er min søde mand, som jeg vil ligge i ske med i nat, men det var min hjælper, som glemte at skifte toiletrullen sidst…!