af Ditte Amalie Hagelund Johansen | nov 14, 2018 | Borgerliv, Hjælperliv, Inspiration
Hjælperteamets julefrokost
Flasker på bordene, røvudprint på kopimaskinen..
og en afsides eskapade med årets juleflirt på kontoret er, hvad man oftest forbinder med den forjættede julefrokost.
Disse scenarier kan godt afskrække chefer – og måske især arbejdsledere som mig. Der går ikke et år, uden julefrokosten bliver bragt op på et p-møde, og jeg giver mig hver gang. Selvfølgelig. Men jeg kan alligevel ikke helt undgå, at have en hvis skepsis omkring projektet; jeg forbereder mig altid på drama i en eller anden form!
Så i år har jeg virkelig tænkt over, hvad en fed julefrokost for handicaphjælpere kunne være. Så nu giver jeg hermed min ‘hjælperfamilies’ traditioner videre til jer:
Mad
I år giver jeg mad til hele banden, som en slags ekstra tak for året, der gik. Vi skal spise buffet på Ilden, og jeg glæder mig! Førhen har vi lavet en mindre udgave af julebuffet hjemme hos mig, hvor folk splejser og selv medbringer en ret.
Drikke
Indtil nu har jeg faktisk været i besiddelse af et team, der overordnet set ikke drak alkohol. Men her i februar – efter nogle udskiftninger – blev der medbragt nogle flasker og folk kunne styre det. Faktisk løsnede det gevaldigt op og der skete underholdende ting. Men fordi vi i år spiser ude på min regning, har jeg sagt, at hjælperne selv betaler for drikkevarer. Til gengæld må de bælle, hvad de selv vil (lige med undtagelse af den, som rent faktisk er på vagt den dag)
Lege
Jeg har et drilleteam, og derfor har folk virkelig lagt hjernen i blød over, hvad vi egentlig kunne lave af underholdning. Udover at vi skal spille brætspil, er der kommet mange sjove forslag:
- “Hvem sagde hvad?” = en leg hvor man gennem hele året indsamler sjove, sjofle, dumme citater fra både hjælpere, borgere og familier (hvis borger bor sammen med andre). Desværre har vi ikke nået det i år, men jeg har allerede truet mit team med, at jeg fra den 1/1-19 af, kronisk kommer til at sidde på en papirblok!
- “Hjælp borger – på tid!” = den her leg kan have mange facetter; i mit team talte vi om, at hver hjælper på skift skulle få så meget tøj på mig, som overhovedet muligt på kun ét minut. Hvis du som borger ikke kan tåle asen og masen i x gange 1 minut, så kan de jo også støvsuge, lægge sokker sammen eller noget helt tredje. Kun fantasien sætter grænser!
- “Årets hjælper” = jeg har flere gange truet mine hjælpere med, at hænge alle deres portrætter på i min entré, og så give dem guldstjerner for hver gang, de gør noget ekstraordinært. Det kræver selvfølgelig, at man ikke har et team, hvor nogen af parterne vil føle sig enten op- eller nedprioriteret. Jeg overvejer, at give hver af mine hjælpere en præmie, f.eks.:
– Har du en hjælper, der læser meget, så kår ham til ‘Årets læsehest’ og giv en forgyldt bog eller et gavekort på X kr. til en boghandel
– Har du fået ansat en hvid tornado, så kår hende til ‘Årets Mutter Skrup’ og giv hende eksempelvis rengøringsartikler.
… Og sådan kan man hylde hver enkelt hjælper for netop deres særheder.
Traditioner
Gode gamle traditioner kan også sagtens blive bragt i spil til en julefrokost; julekagebagning, lave konfekt, give mandelgaver eller lege pakkeleg. Man har måske endda fordelt nissevenner ud blandt sit team i hele december?
Du behøver hverken frygte affærer, printede bagdelsportrætter eller bræk i lange baner, som lugter af lige dele rødvin og kanel. Et hjælperteam bør først og fremmest være skruet sådan sammen, at der er god kemi mellem borger og hjælpere. Og er der dét, så er der ikke andet for, end at sætte sig ned og tale om, hvad I ønsker jer til jeres julefrokost! Om det er nissepiger, der stripper eller det er at læse Juleevangeliet højt – det er underordnet. Så længe I alle som én får en dejlig aften!
Rigtig glædelig jul til alle jer fra lille mig!
– Ditte
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | nov 9, 2018 | Borgerliv
Jeg har altid været fascineret af sære ting. Blandt andet konceptet ‘freaks and geeks shows’. Måske fordi jeg stadig selv går med barndomsdrømmen om, at blive cirkusprinsesse en dag. Eller bare fordi jeg godt kan sætte mig ind i følelsen af, at mangle et tilhørsforhold som kan forstå mig 100%. Og så synes jeg egentlig, at det er ret sejt, at kunne tjene penge bare for den man er!
Men lad os nu også være realistiske et øjeblik: freak shows var alt andet end romantiske steder at vokse op. Skæbner såsom Joseph Merrick – alias ‘The Elephant Man’ blev udsat for hån, spot og spe, og blev ligeledes brugt som medicinsk vidunder-skulptur til beskuelse. Altså ikke det fedeste liv at have, kan man roligt sige.
Jeg misunder ikke datidens ‘freaks’ i praksis, men jeg misunder den anti-jantelov de levede efter.
De følte sig specielle, netop fordi de var anderledes. Og det var okay! Ligeledes turnerede de rundt med ligesindede, som forstod dem og deres skavanker bedre end nogen andre. Det må være en overvældende følelse, efter at være blevet vraget, forladt eller solgt af sin egen familie, langt om længe at møde andre ligesom én selv.
Jeg er normalt ikke tilhænger af ‘lige børn leger bedst’-princippet. Faktisk så keder handicaps mig som oftest noget så usvigeligt. Men omvendt savner jeg også til tider den internhed der opstår, når man møder andre ligesom en selv. Problemet er bare at jeg altid har følt, at jeg faldt uden for kategorien:
I min familie er jeg den eneste syge, på min folkeskole var jeg den eneste i kørestol, og selv blandt ‘mine egne’..
– altså andre danskere med min sygdom – er jeg ofte markant anderledes, fordi jeg er upraktisk nok til at købe skræddersyede stiletter i børnestørrelser, som koster en formue parret, plus jeg er tåbelig nok til at drømme om at få børn en dag; også selvom min krop mildest talt har lighed med en saltkringle. Og har samme porøsitet.
Men nu gør jeg faktisk dét, som jeg altid har haft romantiske drømme om;
jeg tjener penge på bare at være mig – som skribent. Uden nogen uddannelse eller videre erfaring. Jeg er bare mig selv; en dværg i kørestol. Og jeg har med ligesindede at gøre på daglig basis. Så måske er DHO nutidens freak show, der hylder det abnorme, og ligefrem ser det smukke i det. Her oplevede jeg en overvældende følelse af at høre til og have folk i ryggen, som vil beskytte mig for andre menneskers hånefulde blikke.
Og jeg oplever samme mentalitet som dengang; en cirkusprinsesse der flipper fingeren til janteloven og kan råbe til hele verden: nok er jeg upraktisk og falder uden for kategori, men hold kæft hvor er jeg god til bare at være mig!
Så lad os få gang i en cirkusstemning og holde vores særheder og alle abnormiteterne: præsenter DIN særhed og hvorfor den er så fantastisk!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Mikkel Lund | nov 5, 2018 | Borgerliv
Der kan være mange forskellige årsager til at man må fyre en hjælper. Uanset om man er vokset fra hinanden eller at konkrete omstændigheder gør at samarbejdet ikke kan fortsætte.
Personligt synes jeg at det er den sværeste del af jobbet, og jeg laver gerne alverdens umulige krumspring for at undgå en fyring. Jeg hader det!
Fra det øjeblik, hvor jeg tager beslutningen om at en hjælper skal fyres til det rent faktisk sker, ja, der kan godt gå rigtig længe. Hvorfor? Jeg kan ikke lide at sige det. Ganske enkelt. Så jeg har et rigtig langt tilløb, hvor jeg går rundt om mig selv og bliver mere og mere tilbagetrukket. Ja, jeg er nærmest ikke til stede dér, hvor jeg er. Det kører rundt i mit hoved og jeg vejer for og imod. Prøver at finde alternativer.
Så kommer den næste. Hvordan gør jeg det bedst? Og hvornår? Flere spekulationer! Så til sidst får jeg begyndt, og så vælter ordene ud af mig, og det både ligner og lyder som om jeg er ved at drukne.
Enhver situation er selvfølgelig forskellig og det er omstændigheder også, men det var et meget godt billede på hvad der foregår inde i mig op til en fyring. Specielt i de første år. Men er det bare konfliktskyhed? Ja, jeg er en pæn dreng fra Charlottenlund, der gerne vil have at alle er glade og har det godt.
Men der er også en frygt og en sårbarhed. Den fylder i virkeligheden nok allermest.
Når hammeren er faldet er jeg stadig afhængig af hjælp. Angsten for at blive forladt eller bare angsten for reaktionen.
Relationen mellem bruger og hjælper er ikke bare et arbejdsforhold. Vi kommer for tæt på hinanden til at det kan være dét.
Der bliver skabt nogle stærkere bånd af kammeratskab, respekt og endda familielignende bånd. Hvad vil det sige at være professionel i vores branche? Ja, jeg foretrækker at vade ind i mennesker med træsko på, interessere mig for dem og involvere mig. Jeg lader dem gerne udfordre, inspirere og berige mig. Forhåbentlig går det begge veje 😊
Men jeg glemmer aldrig min vigtigste opgave i det her job.
Det er at skabe balance. Balancen mellem at være imødekommende og fair overfor hjælperne, mens jeg sørger for at ordningen hele tiden har den fleksibilitet og elasticitet, der gør at hjælpen er der hvor jeg skal bruge den, når jeg skal bruge den.
Jeg går ikke op i roller og kasketter. Jeg er ikke fikseret på magt. Jeg har ingen magt. Jeg er afhængig af andre menneskers hjælp. Hvis jeg vil have andres hjælp, må jeg bruge min sunde fornuft og opføre mig ordentligt. Det er meget enkelt.
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | okt 30, 2018 | Borgerliv
På trods af et mini-liv på hjul er jeg af min familie blevet opdraget ‘normalt’. Jeg har qua dette også altid haft normale ønsker og drømme for, hvad der i mit videre liv skulle ske. En af de største ønsker jeg har, er at få børn på et tidspunkt. Hvorfor, bliver jeg tit spurgt? Svaret er simpelt: jeg ved det ganske enkelt ikke. Det er en indre urkraft, som bare altid har hvilet i mig. Og som ikke kan forklares. Det er vel meget normalt?
Stilhed… Er hvad jeg oftest oplever, når jeg siger det højt.
Efterfulgt af slet skjult bekymring. Eller forargelse alt efter forholdet til individet, som hører mit ønske.
Jeg har oplevet folk, der mener, at jeg både er uforsvarlig og egoistisk. At jeg er urealistisk og ikke er klar over konsekvenserne. Jeg har ligeledes oplevet, at folk kan være bekymret for, om hvorvidt mit eget helbred kan holde til en graviditet, efterfulgt af et forældre-liv på fuld tid eller ej. For hvordan kan en syg (mor) tillade sig, at lave børn, når man selv har brug for hjælp?
Og lad mig lige gøre en ting helt klart: jeg forstår fuldt ud disse folk. Jeg kan sagtens sætte mig ind i både deres bekymring og forargelse. For når man ikke har set en sådan familiekonstellation før, så er uvidenhed en naturlig konsekvens af følgende.
Men ingen – inklusivt mig selv – kan se ind i fremtiden.
Jeg VED intet om den. Først og fremmest ved jeg reelt set ikke, om jeg overhovedet får børn. Ej heller om hvilken mor jeg bliver eller hvordan jeg overhovedet vil tackle forældrelivet. Men hvem – syg såvel som rask – gør det? Jeg har, ligesom dem, blot en idé. Og et ønske.
Indrømmet, når man – som jeg – har valgt at gifte sig med en mand, der selv lever med egne udfordringer, bliver hverken fordomme eller bekymringer ikke just mindre. Drømmen bliver da også sværere at opnå og byrden tungere.
Men en tung bagage i livet vil ikke umuliggøre fremskridt, men blot gøre vejen længere og mere besværlig.
Og er der noget min mand og jeg oftest i vores forhold har vendt og drejet, analyseret og diskuteret, så er det emnet børn. Vi er så forberedte, som man kan forvente af to mulige førstegangsforældre – og mere til. Vi kender til og anerkender vores svagheder, men så sandeligt også vores styrker. Mere kan man ikke forvente.
Men jeg har erfaret på egen krop, at når man som syg kommer med så kontroversielt et ønske, så bliver der også indirekte pålagt én et ansvar om, at man bør vide ALT. For når man fra starten af fremstår som en egoist, der ikke har øje for konsekvenserne forbundet med så stort et ansvar, så er der absolut ingen, som skal kunne sætte en finger på NOGET.
Jeg skal altid kunne have et modargument og en plan parat. For ellers vil jeg automatisk fremstå som både useriøs og ansvarsløs og derved som en dårlig forælder. Vi – min mand og jeg – er nødsaget til at kunne bevise, at det her kan vi sørme godt magte.
Men spørgsmålet her er så: er det fair? Hvor mange andre førstegangsforældre møder denne form for skepsis?
Hvor mange af dem lever med den evige frygt for paragraf 50-undersøgelser og eventuelle tvangsfjernelser? Og hvor mange har – ligesom jeg – gjort det til deres livsmission at studere forældrelivet, som var det deres livs eksamen?
Jeg ved som sagt meget lidt om fremtiden. Jeg ved, at vi komplimenterer hinandens svagheder ufatteligt godt med vores styrker, men om vi alligevel vil behøve støtte på den ene eller anden måde, ved jeg ikke. Dog ved jeg én ting med sikkerhed; opdragelse kommer fra hjernen og kærlighed kommer fra hjertet. Ingen af hverken min mands eller mine handicaps vil forhindre os i at videregive vores værdier og ikke mindst vores ubetingede kærlighed til et fremtidigt barn.
Og med et højtelsket og i den grad ønsket barn, har man allerede gået halvdelen af den lange vej som fremtidige forældre. Selv med en tung bagage på ryggen!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | okt 23, 2018 | Borgerliv
Healer heal dig selv!
Et fænomen jeg efterhånden har stødt på et par gange i handi-verdenen, er ‘specielle mennesker’, der altid har en kvik bemærkning eller et godt råd til handicappedes helbred. Lige fra de harmløse husmorråd om blomsterdråber i vand, som smertelindrer og ingefærjuice, der forhindrer gigt til de langt mere ekstreme tilfælde:
Jeg er eksempelvis engang blevet passet op i et tog af en meget desillusioneret mand, som hårdnakket påstod, at hvis jeg bad nok til Gud, så ville min sygdom forsvinde – og at han i øvrigt havde lidt af PRÆCIS det samme som mig. Et andet råd jeg er blevet givet, var da en fortalte mig, at såfremt jeg skiftede al min smertestillende medicin ud med de rette vitaminer og mineraler, så ville jeg ALDRIG nogensinde brække en knogle igen. For medicinalindustrien var de rene afskum, der puttede gift i pillerne for pengenes skyld… Det lyder jo alt sammen meget godt – og så alligevel så dybt utroværdigt på samme tid.
Selvom jeg oftest griner i mit stille sind over udtalelser som disse, så husker jeg også altid mig selv på, at disse mennesker jo egentlig råder folk af ren næstekærlighed. Jeg vælger at tro på, at de fleste mennesker blot vil deres medmennesker det godt, omend visse råd er en smule blåøjede.
Jeg tror selv på medicin. Jeg tror på videnskaben. Jeg er agnostiker, og jeg tror på, at visse lidelser er uoprettelige ligegyldigt hvad. Men jeg tror omvendt også på, at ting sker af en årsag og jeg tror på, at vi mennesker ikke ved alt – og at det heller ikke er meningen. Jeg tror på, at der virkelig findes mennesker derude, som er mere end blot healende lommefilosoffer, og som kan NOGET, der hverken kan eller nødvendigvis bør forklares.
Selvom jeg umiddelbart ikke ejer nogen form for guddommeligt trosaspekt, så har jeg altid haft den dybeste respekt for de mennesker som gør. Jeg plejer at sige, at troende mennesker, er folk der er priviligerede nok til at blive skænket en gave, som jeg (endnu) ikke har kunne modtage. At tro på noget større må være en stor trøst i livet; omend bønner ikke heler knogler fysisk, så må de alligevel give én en mental form for smertelindring på et åndeligt plan. Og nu hvor jeg tror på videnskaben, så tror jeg selvfølgelig også på effekten af placebo.
Men for lige at afslutte de healende lommefilosoffer: ingen bliver helbredt af decideret løgn. Så måske vi, generelt over hele linjen, skal passe på med at videresende husråd ud i systemet uden velargumenteret evidens. Mit helt personlige standpunkt er, at tro bør være et subjektivt og meget privat ærinde.
Jeg siger ikke at blomsterdråber, ingefærjuice eller en bøn i ny og næ ikke nødvendigvis vil virke i visse tilfælde. Alt jeg siger bare er, at såfremt jeg skal lokkes med på vognen, så vil jeg se dig rejse dig fra din kørestol, vokse absurd hurtigt fra 103 centimeter og helt op til normalhøjde, og ikke mindst blive fraktur-fri, healer.
Så healer? Heal dig selv (først)!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | okt 18, 2018 | Borgerliv
Selvom jeg har et medfødt handicap og jeg derfor – i menneskers øjne – er et mytologisk væsen, så er jeg trods alt stadig så tilpas menneskelig, at jeg – ligesom dem – har frygtelig dårlige vaner. Rygning er eksempelvis min store kæphest.
Men selvom jeg er fuldt ud klar over, at der ikke ligefrem er tale om en agurk, som jeg sætter ild til flere gange om dagen
..så tænker jeg egentlig aldrig selv over, at det faktisk er en dårlig vane. For mit eget vedkommende betragter jeg blot mine cigaretter, som værende et sødemiddel til min tilværelse. Et erstatningsprodukt til alt det jeg ikke kan, om man vil. Ligesom Rick’s kaffe – bare mere fysiologisk…
Jeg hørte på et tidspunkt en historie om en person, som var lammet fra halsen og ned. Vedkommende røg som en skorsten og havde derfor hjælpere til at tænde, holde og slukke sine cigaretter for sig. Og folk omkring vedkommende blev vildt forargede, når de så det. For der var jo tale om en meget syg person, som jo nok egentlig burde passe bedre på sin krop. Eller det der var tilbage af den i hvert fald… Måske det bare er min unge alder og derfor naturlige, bratty attitude,
men sk!d da hul i logik og lad os da nyde de rester af livet, som man nu har!
Jeg hører konstant på kloge menneskers gode råd; at mine lunger er små, mit hjerte arbejder dobbelt så hurtigt og min hoste resulterer i oftere brækkede ribben. Og de har så evigt ret. Men jeg kan da umuligt være den eneste, som foretrækker at dø af en maveeksplosion forårsaget af maratonædning af hvide chokoladefrøer frem for grønne æbler! Godt nok er jeg ung, men jeg er trods alt ikke så naiv, at jeg ikke ved, at vi alle skal dø før eller siden. Så min livsfilosofi er, at vi skal have det sjovt, så længe det varer.
Mine cigaretter har bragt megen sjov med sig; nye venskaber og kærester for eksempel. De minder mig om gode fester, gode samtaler og god sex. De kvikker mig op en råkold vintermorgen og de gør mig rolig i mine hysteriske og stressede perioder. Og så kickstarter de min kreativitet hver gang jeg har en blokade. Så teknisk set er det tobakkens skyld, at I kan læse med her til aften…
Jeg vil faktisk gerne stoppe. På et tidspunkt. Engang.. Måske…
Det vil i hvert fald være billigere for mig at lade være! Men jeg ved også, at mennesker nu engang bare vil forblive mennesker. Og kvitter jeg smøgerne, så skal jeg være parat til at byde en ny, dårlig vane velkommen. Som min gamle gymnasielærer sagde til mig engang: “Cigaretterne er droppet og i stedet for røg er det nu chokoladeskildpadder der ryger ned gennem svælget.” For dårlige vaner er naturlige. Hvad enten der er tale om kaffe, cigaretter, rødvin, chokoladefrøer eller skildpadder; ALLE har NOGET der er deres!
Dét jeg egentlig prøver at hejse min fane for, er i og for sig ikke de dårlige vaner i sig selv
Dem vil jeg lade folk om at have i fred. Men lad os droppe de fordømmende blikke og åndssvagt, logiske kommentarer. Lad os i stedet erstatte dem med en ekstra skål eller at tænde hinandens smøger (det er i øvrigt et fremragende scoretrick forresten!).
Lad folk med handicaps få den hjælp, som de har brug for til at bibeholde deres dårlige vaner. Hjælpemidler – hvad enten der er tale om tekniske apparaturer eller hjælpere i kød og blod – så skal de normalisere folk og ikke umenneskeliggøre dem. De skal hjælpe dem til at leve deres liv, præcist som de selv vil. Også selvom det er risky business nogen gange. For sådan er livet!
Så skal vi ikke bruge resten af aftenen til at komme clean med vores dårlige vaner? Jeg vil med glæde æde, skåle, ryge eller pille næse sammen med jer – whatever makes you happy!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | okt 16, 2018 | Borgerliv, Inspiration
Til Pinsen – nærmere betegnet den 8.-9. juni 2019 – skal vi alle til at kridte dansehjulene.
For der bliver vi nemlig inviteret til international dansekonkurrence! Tidligere har de internationale Wheelchair Dance Cups turneret rundt i mange dele af verden, heriblandt Holland. Men nu bliver Danish Wheelchair Dance Cup altså helt ekstraordinært til en realitet og for det kan vi takke vores egen danserinde Karina Frederiksen. For det var nemlig en tanke – en frustration – hos hende, som gav hende blod på tanden for at få konkurrencen ført til ”Frejas sal”:
Hvorfor har du lavet det her arrangement?
“Jeg har taget til turneringer i otte år. Til en turnering i Holland oplevede jeg, at der kun var to handicaptoiletter til 300 kørestolsbrugere. I Danmark har de 65. Jeg ville gerne have bedre forhold og omgivelser for konkurrencedanserne i kørestol, så jeg ville se, om jeg kunne gøre det anderledes. Vi har været tre til at arrangere det; Jannie, Johnny og så mig selv. Derudover har vi haft et samarbejde med Sportsdanserforbundet.”
Umiddelbart er jeg selv ret grøn i emnet ’kørestolsdans’, og det har været en helt personlig kamp for mig at danse;
som barn lærte jeg første gang, at man sagtens kunne danse, selvom man sad i kørestol. Det skulle tage mig mange år – og et bryllup – før jeg rent faktisk beviste det for mig selv.
Første gang jeg dansede, var da min mand krævede at danse brudevals til vores bryllup. Jeg indrømmer, at det krævede meget overvindelse og mod, men det lykkedes. Og det var sjovt! Nu, hvis jeg skal lære mere om at danse i en kørestol, kan jeg jo starte med at tage til Musholm Feriecenter i Korsør til næste år. Måske jeg ender som Karina, der selv var grøn i emnet, men tog en udfordring op og endte med at blive danseunderviser:
“Da jeg i forbindelse med en operation endte i kørestol, tænkte jeg, at jeg skulle finde på noget at lave.
Så jeg var til en handicap idrætsfestival, hvor jeg så et dansearrangement. Det synes jeg så flot ud, så det ville jeg også gerne prøve. Men jeg skulle køre 200 kilometer for at kunne træne, og det gad jeg ikke. Så jeg valgte at tage uddannelsen selv, selvom jeg aldrig havde prøvet at danse før! Jeg blev uddannet i 2002, og nu underviser jeg flere steder – blandt andet i Præstø – hvor jeg har ”Karinas Rullende Danseskole”. Der underviser jeg eksempelvis unge udviklingshæmmede.
Nu er det ikke for at prale, men jeg var faktisk den første dansker, til at vinde World Cup i kørestolsdans, og jeg var også den første i en el-kørestol. De fleste sportskørestolsdansere bruger en manual kørestol. Det er ikke noget jeg taler så meget om, for man skal ikke tro, at man er noget. Det er janteloven, og man skal nok få det at høre, hvis man tror, at man er noget!”
Trods Karinas beskedenhed, drømmer hun ikke ligefrem småt; dog ikke nødvendigvis om egen succes, men derimod om andres:
“Jeg drømmer egentlig bare om at få flere i kørestol til at danse. Der er ikke så mange i Danmark – vi er kun mig på Sydsjælland og så er der ét andet sted i København. Derudover findes der nogle muligheder for kørestolsdanseundervisning i Jylland. Jeg håber, at med Danish Wheelchair Dance Cup, at der kommer mange og at flere fra publikum vil blive nysgerrige, så de måske selv gerne vil prøve dansen af.”
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | okt 12, 2018 | Borgerliv, Inspiration
Efterårsferien står for døren, og den står i hyggens tegn! Jeg har fra helt lille af elsket at samle på underlige ting; glatte sten, pinde, pæne sneglehus osv. Og nu hvor naturen atter engang byder folk op til dans i en farverig sal af gyldne nuancer, får man pludseligt øje på, HVOR meget man kan samle! Og dét giver anledning til at finde på sjove og billige aktiviteter til at udfylde sin ferie med:
Jeg ved ikke med jer, men jeg er blevet nærig på mine gamle dage
Jeg vil helst lave ting, som koster gratis. Eller så tæt på som muligt i hvert fald. Så derfor er mit efterår blevet skudt i gang med en skøn gåtur i skoven med min søde mand og dejlige hjælper. Vi gik i barndommens gade, og min mand viste mig stier, som han har gået på som barn. Det har været fantastisk vejr, her hvor jeg bor, hvilket gjorde turen endnu mere uforglemmelig!
Vi besluttede os for, at nu hvor vi var gået i det sentimentale mode, så ville vi samle kastanjer. Det er noget, som jeg ikke har gjort i mange år, men hold op hvor var det hyggeligt. Jeg bliver vist aldrig for gammel til at samle på sjove ting fra naturen; ej heller til at lave kastanjefigurer.
Til ære for DHO har jeg lavet en miniatureudgave af min kørestol
Alt det krævede bare en gåtur, en gammel plasticpose fyldt med samlede kastanjer og nogle tandstikkere i træ. Sammenlagt en udgift på 20 kr. Det er til at overkomme.
Men jeg brugte kun ni kastanjer til at lave en kørestol – hvad pokker skal jeg lave ud af den resterende posefuld?? Inspirer gerne mig og andre her i tråden!
I ønskes alle et rigtig dejligt og velfortjent efterår(sferie) fra DHO!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | okt 2, 2018 | Borgerliv
Det er et emme, der i den grad kan skille vandene. Tilhængere betragter det som en menneskeret, hvorimod modstandere mener, at det er en hårfin balance, der grænser sig til mord. Måske man selv skal have uhelbredelig sygdom inde på livet, før man rigtigt kan sætte sig ind i emnet eutanasi.
‘Aktiv dødshjælp’ lyder ikke sexet. Generelt er døden ret usexet. Det er det sorte får, som mennesker helst gerne vil gå en stor bue uden om, hvis de kan slippe af sted med det. Men det er jo lige netop dét, der er så paradoksalt; INGEN kan slippe uden om døden. Jeg ved ganske lidt om noget som helst, men én ting ved jeg dog – livet dør du af.
Så nu vil jeg tage den usexede debat op og italesætte noget, som de fleste andre ikke tør. Det kan koges ned til fem simple ord: Jeg er for aktiv dødshjælp! Hvorfor? Fordi jeg er en kontrolfreak og en planlægger. Min mand kalder mig ‘listetøs’; alt hvad der overhovedet kan planlægges og skrives ned på halvlange, neurotiske huskelister, har jeg allerede forberedt. Mit liv er typisk altid planlagt ned til mindste detalje, og som backup har jeg en plan B, C osv. hele vejen ned til Å. Jeg kunne ikke planlægge min fødsel, men min død? Den kan jeg faktisk selv være herre over, såfremt jeg ønsker det. Og med mit kendskab til min sygdomstilstand, hvor mine knogler langsomt, men ganske sikkert bliver til støv og jeg får flere smerter med årene, så har jeg aldrig været i tvivl; jeg vil ikke spilde min tid på et uværdigt liv. Jeg lever et liv med så meget komfort som muligt, så jeg forlanger også en komfortabel død.
Jeg vil ikke lyve; i de hårde perioder, som rummer en række af møg dage fyldt med et smertefuldt kadaver, har jeg da taget mig selv i at ligge og tænke om aftenen: ‘Manden jeg elsker allerhøjest ligger ved min side i vores bløde seng, og kysser mig godnat og holder om mig, indtil jeg er faldet i søvn. Dør jeg nu, dør jeg lykkeligt!’ Indrømmet, mine tanker når aldrig derhen til når min mand vågner op ved siden af et styk død dværg, og hvordan han ville reagere derefter. Og ja, dét er egoistisk af mig. Men jeg mener nu engang bare, at ‘mit liv, min død’ burde være et mantra, som alle gav sig selv lov til at have. I visse situationer burde egoisme være tilladt. Og hvem vil være den, der ikke vil efterkomme en terminals sidste ønske?
Men nok om mig og mine holdninger. Jeg er blot en ung kvinde gemt i en gammel krop. Måske jeg bliver klogere en dag. Man har jo som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt.
Så nu spørger jeg jer: hvad er DIN holdning til emnet? Hvorfor er du for eller imod eutanasi? Del dine tanker med mig og lad os i fællesskab starte en debat her hos DHO.
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
