af Ditte Amalie Hagelund Johansen | sep 25, 2018 | Borgerliv, I job med et handicap
Billig arbejdskraft, uduelig handicappet eller bare jobsøgende?
I december ‘16 startede min Amazonasrejse ind i den store job-jungle. Mit handicap sagde fra og gjorde sig aggressivt tilkende i form af en galopperende depression. Derfor måtte jeg smide alle de forventer, jeg havde til min uddannelse på gulvet og gå ad alternative stier. Og hvad jeg ikke har set af eksotiske skrivebordsaber og rapkæftede praktikpapegøjer på denne rejse, har absolut ikke været småting!
Bare det at finde et passende sted at blive arbejdsprøvet i forbindelse med visitering til et fleksjob tog næsten et år. For alle steder har pudsigt nok aldrig ressourcer nok til handicappede praktikanterne – alias de har ikke modet til at udforske hvilke talenter folk med handicaps har. For selvfølgelig har vi da også talenter, som vi gerne vil bruge og dele ud af!
Da jeg langt om længe fandt et praktiksted, blev jeg kastet direkte ind i et pædagogbureakrati, hvor drama stod øverst på spisesedlen. Jeg blev præsenteret for en praktikansvarlig, der ingenlunde magtede at ‘løse mig’ som enhver anden opgave. Med andre ord var hun hverken rummelig eller omstillingsparat nok, til at skulle stå overfor et samarbejde med mig og ikke mindst mit handicap. Det resulterede i, at jeg gik – nuvel KØRTE – rundt med følelsen af bare at være en uduelig handicappet, der på trods af erfaring fra tidligere, ikke var nær så velset som de faste pædagoger; de uddannede såvel som de ufaglærte. Hun var skeptisk omkring al min kunnen, for ‘kunne jeg nu godt dét? Havde jeg ikke brug for hjælp?’ Hun kvalte mig i misforstået hensyntagen og gav mig omvendt ingen credit, når jeg rent faktisk overgik mig selv og tøjlede mine udfordringer.
Da jeg endelig slap ud derfra med en fleksjobsbevilling i hånden, startede den egentlige jobsøgningskamp. Og her skal jeg da lige love for, at fleks’erne som undertegnede står nederst i fødekæden! Aldrig er jeg blevet taget så useriøst i mit liv! I forbindelse med min jobsøgning har jeg primært stiftet bekendtskab med to slags chefer:
• Dem som automatisk afviste mig uden nogen videre begrundelse (på grund af mit handicap…?)
• De såkaldte ‘selvstændige’ inden for ‘multi level markering’ (et mere spiseligt udtryk for headhunters til pyramidespil)
Én gang oplevede jeg sågar at blive kaldt ‘ekstraordinært’ ind til en jobsamtale, selvom jeg egentlig ikke passede på jobbeskrivelsen, fordi en chef var blevet vild med mig af omveje. Jeg følte mig på toppen, talte om løn, timer og oplæringsfaser, for så at blive lovet en plads til 2. runde af samtalerne. Jeg kunne FLYVE af spænding! Den 2. runde kom bare aldrig; efter at have udskudt datoen for mødet to-tre gange, fik jeg at vide – efter selv at have henvendt mig igen-igen – at stillingen var blevet nedlagt og erstattet med en søgning efter en revisor. “Men vi vil gerne beholde dine oplysninger, til hvis der dukker noget relevant op en anden gang,” blev jeg spist af med.
Så inden jeg landede solidt her i DHO, har jeg været hele møllen igennem; jeg har haft følelsen af kun at være interessant, fordi jeg bare var billig arbejdskraft og jeg har følt mig som en uduelig handicappet uden ressourcer. Først nu – efter at være blevet ansat i et job – føler jeg dét, som jeg egentlig skulle have følt dengang; bare en jobsøgende ligesom så mange andre.
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | sep 4, 2018 | Borgerliv
Velfærdssamfund eller Stasifængsel?
Så længe jeg kan huske, har jeg haft en længsel for det store udland. Udlængslen præciserede sig senere hen til en rygende anglofili. I England føler jeg mig hjemme. Men dét er en helt anden historie…
Som barn udtrykte jeg tit højlydt, hvor gennemsyret uinteressant jeg syntes, Danmark var. Lige indtil en dag der var en, som kom og formanede mig; jeg skulle være stolt af at bo i Danmark, og stolt af at være født ind i et velfærdssamfund. Man kan med rette fristes til at kalde mig landsforræder, nu hvor vi en gang tidligere har slået fast, at jeg koster mange danske skattekroner om året, og så alligevel ingen fædrelandskærlighed har. Men faktum er bare, at et rødt og hvidt flag, samt flade leverpostejsmadder bare aldrig har sagt mig noget.
Og så bliver jeg nødt til at tale om elefanten i rummet; et velfærdssamfund? ‘Hvor?’ er jeg fristet til at spørge. For jeg har ikke set skyggen af noget der ligner i mange år efterhånden. Til gengæld har jeg set megen mudderkastning, mistillid og uhørte besparelser på sundheds- og socialpolitikken i min levetid.
Jens Lund kaldte kommunen for en inkvisition. Jeg vil gå skridtet videre, og kalde vores samfund for Stasi; omend jeg sikkert høster mig en masse fjender på den konto. For som en syg borger – et økonomisk anker – som jeg, så er det efterhånden den følelse man får, hver gang man skal kæmpe en ny kamp med kommunen angående en bevilling, som man har brug for – og som man har ret til. Skepsis og en konstant følelse af overvågning og dyneløfteri, får følelser af skam og skyld til uretfærdigt at vælde op i en. Er jeg mon en socialpolitisk forbryder? En økonomisk slamsuger der tager af pengekassen i tide og utide? Er jeg virkelig mere rask, end hvad jeg selv tror? Måske jeg egentlig bare er en forkælet klynkeunge…
En bekendt af mig sagde engang til mig i forbindelse med et forestående møde med kommunen: ‘Man er næsten tvunget til at lyve, så man er sikret på at få de ting, som man faktisk har brug for!’ Og ja, det er man desværre. Omend det ikke er hensigtsmæssigt. Men faktum er bare, at kommunerne i dag ikke længere har råd til at dyrke et helt farvespektrum. Det er sort eller hvidt; enten eller. Man kan ikke både være syg med døgnhjælpere, og så samtidig have en times privatliv med en god veninde på en café. Ej heller kan man være for invalid til at arbejde, såfremt kan stadig kan være oprejst med puder i sengen og læse en bog.
På mine gamle dage er jeg selv blevet paranoid hvad kommuner angår. Ethvert bevillingsrelateret møde giver mig en følelse af, at skulle i en løgnedetektor. Og efterfølgende i den elektriske stol. Ting jeg er stolt af, eller ting jeg drømmer om, bliver ofte sat på pause med et ‘hvad nu hvis…?’:
‘Hvad nu hvis kommunen undrer sig over, hvor min døgnhjælper er henne, hvis de ser et billede af mig og min veninde sammen på Facebook?’, ‘Hvad nu hvis jeg ikke længere har ret til hjælp, såfremt jeg en dag tager kørekort?’ osv. Frygten, paranoiaen og ikke mindst den ubegrundede skam er en af de mest invaliderende ting i en handicappet borgers liv.
Engang klagede jeg min nød til en anden bekendt, som i ramme alvor sagde til mig: få dig et hul i halsen og din BPA-ordning, hjælpemidler og merudgifter bliver stadsfæstede! Det skræmte mig. Er kommunerne virkelig kommet så langt ud i deres krav på synlige beviser på ens fremskredne, dårlige helbred, at man ligefrem skal bruge en respirator som adgangsbillet, før man kan få retten til eksempelvis BPA-ordning, uden at høste et rynket øjenbryn eller en skeptisk mine? Hvor er nuancerne i det store billede blevet af?
Landsforræder eller ej; jeg kommer ikke til at synge ‘I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme’, før vores før så stolte velfærdssamfund kommer op og køre igen. Indtil da vil jeg stadig sukke mod det store udland med de mange muligheder. Og fish n’ chips…
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | aug 28, 2018 | Borgerliv, BPA-ordning
…Sådan en flyer burde man få, inden man skulle til møde med sin kommune. Til skræk og advarsel om hvordan spillets hjemmestrikkede regler egentlig er.
Jens Lund skrev i sidste uge et indlæg inde i opslag fra besøgende (kan læses her: https://www.facebook.com/1460680967584062/posts/2120346864950799/), hvor han belyser følelserne, der er forbundet med et møde med ens sagsbehandler. ‘Et ligeværdigt møde er det aldrig,’ skriver han. Og det vil jeg absolut give ham ret i.
Jeg har tit siddet overfor sagsbehandlere og ergoterapeuter til møder, og egentlig følt at der nærmere var tale om en scene i en advokatserie, end en egentlig støtte og hjælp til mig som borger. Retten er sat, og nu skal anklager og forsvarer kæmpe bragt for deres sag med paragraffer ud fra hukommelsen, som deres juridiske kasteskyts. Dette ‘show’ standses først, når dommeren – kommunen – har ladet hammeren falde.
Og indtil da vælder paranoiaen op i mig som borger: ‘F… Jeg kløede mig selv på næsen, tror de nu, at jeg ikke længere behøver mine hjælpere?
Forstod de nu hvor stor den merudgift er for mig? Pokkers, jeg glemte at fortælle, hvor mange smerter jeg havde i går!’ osv. Det kører med lyntogsfart i hjernen til sådan et møde, der bedst kan beskrives som en eksamen i dit eget liv. Med en censor der skal vurdere, om du nu er syg nok til et 12-tal, eller om du skal dumpes i den hjælp, som du egentlig har brug for.
Det er en emotionel rutchebanetur, og præcis lige så hård en aktivitet som et maraton.
Derfor er det også så vigtigt, at læse op til den eksamen efter bedste evne og terpe sine rettigheder. Og netop derfor vil jeg én gang for alle gerne slå fast, at man ALTID har ret til bisidderhjælp. Et par ekstra ører, og måske endda en der kan tage noter, er ofte guld værd til sådan et møde!
Det vil altid være mest fordelagtigt for borgeren, at have en bisidder med, som har en faglig indsigt.
Men en man kender, et familiemedlem eller ven, kan også bruges såfremt man er mest tryg ved det. Og kan ens søster, kammerat, mor eller nabo ikke deltage som bisidder, så opgiv da ikke håbet. Hos Dansk Handicap Forbund, Muskelsvindsfonden, Bruger-Hjælper Gruppen (BHG) tilbydes der blandt andet bisidderordning og ekstern socialrådgivning for deres medlemmer. Alle foreninger kræver et betalt medlemskab.
Tillige findes der gode BPA-brugerforeninger i blandt andet Nordjylland og Aarhus. Så der er flere steder, der tilbyder faglig kompetent vejledning og bisidderordninger.
Er pengene små findes der gratis advokatbistand på de lokale biblioteker, som helt sikkert også kan guide folk i den rigtige retning. Ellers kan du altid kontakte din sagsbehandler og gøre krav på, at de stiller en gratis bisidder til rådighed.
Har du nogle tips og tricks, der gør et møde med kommunen lettere? Så hører vi hjertens gerne fra dig, og formidler videre til andre borgere. Husk på at sammen er vi stærkere!
– Retten er hævet!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | aug 14, 2018 | Borgerliv
Den nye pige på DHO’s legeplads
Døren smækker i efter mig, og der venter en virkelighed hvor alting er nyt; stedet, menneskene, duftene, opgaverne. Følelsen af at være landet på en fremmed planet, er langt fra ny for mig. Da jeg som 14-årig skiftede til en landsbyskole, efter et helt liv i en større by, havde jeg samme følelse af lige dele spænding og lige dele nervøsitet, som jeg har nu. Forskellen er bare, at i dag er der som sådan ikke ret meget, som har ændret sig:
Jeg sidder stadig i min treværelses lejlighed i Roskilde. Jeg har netop kysset min mand godmorgen, og hilst på min hjælper. Stuen dufter svagt af hø fra mine marsvin og røg fra den cigaret, som ligger terminal i askebægeret ude på altanen. Og så kaffe i spandevis! Det eneste nye ved i dag er egentlig bare opgaverne. For efter halvandet år som ledig, har jeg endelig fundet mig et arbejde; jeg oplever nu atter engang at være den nye pige.
Officielt er mit navn Ditte Amalie Hagelund Friis, og jeg er 23 år. Vinterbarn. Jeg er nygift på 5. måned, gnavermor og dværg på fuld tid. Og nå ja, så sidder jeg i kørestol grundet medfødt knogleskørhed. Men det er egentlig en mindre detalje… Jeg har haft handicaphjælpere tilknyttet alle mine døgns 24 timer siden min 18-års fødselsdag, og har pt. et team bestående af fem håndplukkede mennesker.
Jeg er autodidakt forfatter med to færdige manuskripter – og bunkevis af afslag fra alle landets forlag – med i bagagen. Derudover er jeg tidligere modeblogger og hjernen (og hjertet) bag alteregoet PRESMA – ‘Pretty Small Amalie’. Og nu er jeg altså her. En del af teamet bag DHO.
Jeg skal være klassens frække pige, og sige de ting højt, som andre ofte ikke tør. Jeg skal skrive indlæg, som måske vil bringe dit pis i kog. Men først og fremmest har jeg fået den fornemme opgave, at skulle få dig – og mig – til at tænke. Undres. Og debattere. Måske du slet ikke kommer til at kunne lide mig, og det er helt okay. Husk på at jeg er en blandingsrace; godt nok er jeg født som en dværg på hjul, men jeg er stadig et menneske, der kan tage fejl. Og det er også helt okay. For vigtigst ved at skabe debat er ikke hvem der har ret eller tager fejl. Vigtigst er i al sin simpelhed bare om dét at turde tage på en rejse; at blive oplyst og om at tackle følelsen af at være den nye i klassen i et hav af fremmede holdninger og nye argumenter.
Jeg glæder mig til at tage på et eventyr af nye holdninger med dig!
– Ditte
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | aug 14, 2018 | Borgerliv
I’m queer, I’m here, that’s my wheelchair
Jeg har altid vidst, at jeg var anderledes. Præcis som med adoptivbørn, så har der aldrig rigtigt været behov for at få slået fast, at jeg ikke lignede mine legekammerater – eller familie. Jeg har som barn følt mig ufattelig mærkelig, og som teenager ufattelig grim. Og jeg har endda ‘bare’ hjul som fødder. Udover det falder jeg egentligt ikke så meget ud for normen; jeg er en blegfed dansker, kvinde og hetero. Rimelig plain.
Men tænk nu hvis jeg havde flere ‘særheder’ på én gang? I USA hvor racespørgsmålet altid er det helt store emne, må jeg ærligt indrømme, at jeg i mit stille sind er ret glad for, at jeg ikke både er wheeler og har en – for nogen – forkert hudfarve eller nationalitet. For det må da være en landmine af hånlige kommentarer uden lige?? Så jeg satte mig ned og gav mig til at filosofere; er kombinationen af forskellige minoriteter en velsignelse – eller en forbandelse?
Jeg fik svar på mine filosofiske tanker for nogle år tilbage, da jeg i mine bloggerdage blev udvalgt til at være paneldeltager for MiX Copenhagen Filmfestival. Til de af jer, som ikke kender til MiX, så er det en af verdens ældste LGBTQ Filmfestivaller. Kort sagt handler det om køn, krop og seksualitet.
Da jeg blev inviteret til MiX, oplevede jeg for første gang en Alice i Eventyrland-omvendt verden. Her var jeg ikke anderledes grundet min kørestol, men på grund af min seksualitet. Det var en utrolig mærkelig følelse. Der var internheder, jeg ikke kendte til og jargoner jeg ikke forstod. Dér oplevede jeg et nyt – og for mig ukendt – minoritetsclash.
En af de andre deltagere til panelet var den noget flamboyante designer, Henrik Silvius. Han sad – ret åbenlyst – i kørestol og skjulte i den grad heller ikke hans forkærlighed for mænd. Jeg følte min nysgerrighed presse sig på, omend jeg var flov over min egen bramfrihed. Pludseligt følte jeg mig lidt som en fireårig, der skal til at spørge en Magasin-julemand, om han VIRKELIG bor på Grønland. Men jeg tog mig til sidst sammen og spurgte ham: ‘Er det ikke svært? En ting er stolen, men noget andet er seksualiteten. Er der dobbelt op på hån?’
Henrik er en meget jordnær gut på trods af hans festlige klædeskab. Han fortalte mig nøgternt, at når først man er født med et handicap, så kommer ting såsom homoseksualitet ikke ligefrem som et chok for en. Man ved allerede, hvordan man som ‘anderledes’ skal gebærde sig i samfundet; man har allerede tæmmet bølgerne på det store hav af fordumsfulde blikke og kommentarer. En ting fra eller til, sagde han, gjorde ikke den store forskel. Det gav mening – og alligevel kom det som et mindre chok for mig. Kroppen og sindet er virkelig strækbart, og jeg bliver stadig den dag i dag imponeret over, hvad mennesker kan blive udsat for af prøvelser i livet – og overleve dem!
På mange måder er homoseksualitet og handicaps nært beslægtet hvad angår fordomme og identitetskriser. Spørgsmålene ‘Vil jeg blive accepteret, som den jeg er?’ og ‘findes der en derude, som vil elske mig?’ er noget som både jeg og Henrik sikkert har spurgt os selv om på et eller andet tidspunkt. Denne lighed med hinanden har også gjort, at jeg førhen har tilladt mig, at have en hvis skepsis overfor Copenhagen Pride.
De handicappedes pendant til denne er ‘Sjældnedagen’. Den bliver afholdt hvert skudår den 29. februar og er med til at hylde diverse handicaps. Og alting stritter på mig hvert skudår, når jeg bliver inviteret med. Jeg har aldrig deltaget af den simple grund, at jeg nægter at hylde mit handicap og derved forhøje skellet mellem ‘os’ og ‘dem’. Man putter jo heller ikke highlighter på en bums. Jeg er ikke mit handicap, men derimod så meget andet; datter, kone, veninde, medarbejder, forfatter, tegner osv. Og skal jeg hylde noget ved mig selv, så foretrækker jeg én af dem.
På samme måde har jeg altid følt mig forarget på homoseksuelles vegne over, at deres seksualitet – som set i mine øjne er en ret lille del af det store hele som menneske – bliver sat på spidsen til CPH Pride. Alle minoriteter forventer en hverdag, hvor man ikke bliver behandlet anderledes, men derimod accepteres og oplever lige vilkår med majoriteter. Er events såsom Sjældnedagen og CPH Pride i så fald ikke en anelse dobbeltmoralske, nu hvor vi netop dér er med til at pointere vores uligheder fra majoriteterne? Hr. og Fru Jensen fra Thy har jo ikke ligefrem en gadefest, hvor de hylder, hvor abnormt ordinære de og deres syvogtyve katte er.
Det blev – selvfølgelig er man fristet til at sige – en lesbisk hjælper, som tog min Pride-mødom som led i at udfordre min skepsis. Så for første gang sidste år, oplevede jeg hvordan det egentlig foregår. Og jeg har aldrig haft det sjovere! Selvom jeg ikke rigtigt passer ind som hetero, så har jeg paradoksalt nok aldrig følt mig bedre tilpas, mere rask eller mere ‘normal’, end da jeg deltog i optoget iført havfruekostume og regnbueflag. Oplevelsen gav mig også blod på tanden, og jeg skal på lørdag igen fejre kærligheden på kryds og tværs sammen med blandt andet hjælpere og min mand til CPH Pride 2018.
Hvis der sidder nogle heteroer, bi’er, homo’er eller trans’er derude, så kom endeligt frit frem og del jeres tanker til denne debat.
Indtil da ønskes I alle sammen en fantastisk Copenhagen Pride fra DHO!
– Må kærligheden sejre
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
