DHOpixel

I’m queer, I’m here, that’s my wheelchair

Jeg har altid vidst, at jeg var anderledes. Præcis som med adoptivbørn, så har der aldrig rigtigt været behov for at få slået fast, at jeg ikke lignede mine legekammerater – eller familie. Jeg har som barn følt mig ufattelig mærkelig, og som teenager ufattelig grim. Og jeg har endda ‘bare’ hjul som fødder. Udover det falder jeg egentligt ikke så meget ud for normen; jeg er en blegfed dansker, kvinde og hetero. Rimelig plain.

Men tænk nu hvis jeg havde flere ‘særheder’ på én gang? I USA hvor racespørgsmålet altid er det helt store emne, må jeg ærligt indrømme, at jeg i mit stille sind er ret glad for, at jeg ikke både er wheeler og har en – for nogen – forkert hudfarve eller nationalitet. For det må da være en landmine af hånlige kommentarer uden lige?? Så jeg satte mig ned og gav mig til at filosofere; er kombinationen af forskellige minoriteter en velsignelse – eller en forbandelse?

Jeg fik svar på mine filosofiske tanker for nogle år tilbage, da jeg i mine bloggerdage blev udvalgt til at være paneldeltager for MiX Copenhagen Filmfestival. Til de af jer, som ikke kender til MiX, så er det en af verdens ældste LGBTQ Filmfestivaller. Kort sagt handler det om køn, krop og seksualitet.

Da jeg blev inviteret til MiX, oplevede jeg for første gang en Alice i Eventyrland-omvendt verden. Her var jeg ikke anderledes grundet min kørestol, men på grund af min seksualitet. Det var en utrolig mærkelig følelse. Der var internheder, jeg ikke kendte til og jargoner jeg ikke forstod. Dér oplevede jeg et nyt – og for mig ukendt – minoritetsclash.

En af de andre deltagere til panelet var den noget flamboyante designer, Henrik Silvius. Han sad – ret åbenlyst – i kørestol og skjulte i den grad heller ikke hans forkærlighed for mænd. Jeg følte min nysgerrighed presse sig på, omend jeg var flov over min egen bramfrihed. Pludseligt følte jeg mig lidt som en fireårig, der skal til at spørge en Magasin-julemand, om han VIRKELIG bor på Grønland. Men jeg tog mig til sidst sammen og spurgte ham: ‘Er det ikke svært? En ting er stolen, men noget andet er seksualiteten. Er der dobbelt op på hån?’

Henrik er en meget jordnær gut på trods af hans festlige klædeskab. Han fortalte mig nøgternt, at når først man er født med et handicap, så kommer ting såsom homoseksualitet ikke ligefrem som et chok for en. Man ved allerede, hvordan man som ‘anderledes’ skal gebærde sig i samfundet; man har allerede tæmmet bølgerne på det store hav af fordumsfulde blikke og kommentarer. En ting fra eller til, sagde han, gjorde ikke den store forskel. Det gav mening – og alligevel kom det som et mindre chok for mig. Kroppen og sindet er virkelig strækbart, og jeg bliver stadig den dag i dag imponeret over, hvad mennesker kan blive udsat for af prøvelser i livet – og overleve dem!

På mange måder er homoseksualitet og handicaps nært beslægtet hvad angår fordomme og identitetskriser. Spørgsmålene ‘Vil jeg blive accepteret, som den jeg er?’ og ‘findes der en derude, som vil elske mig?’ er noget som både jeg og Henrik sikkert har spurgt os selv om på et eller andet tidspunkt. Denne lighed med hinanden har også gjort, at jeg førhen har tilladt mig, at have en hvis skepsis overfor Copenhagen Pride.

De handicappedes pendant til denne er ‘Sjældnedagen’. Den bliver afholdt hvert skudår den 29. februar og er med til at hylde diverse handicaps. Og alting stritter på mig hvert skudår, når jeg bliver inviteret med. Jeg har aldrig deltaget af den simple grund, at jeg nægter at hylde mit handicap og derved forhøje skellet mellem ‘os’ og ‘dem’. Man putter jo heller ikke highlighter på en bums. Jeg er ikke mit handicap, men derimod så meget andet; datter, kone, veninde, medarbejder, forfatter, tegner osv. Og skal jeg hylde noget ved mig selv, så foretrækker jeg én af dem.

På samme måde har jeg altid følt mig forarget på homoseksuelles vegne over, at deres seksualitet – som set i mine øjne er en ret lille del af det store hele som menneske – bliver sat på spidsen til CPH Pride. Alle minoriteter forventer en hverdag, hvor man ikke bliver behandlet anderledes, men derimod accepteres og oplever lige vilkår med majoriteter. Er events såsom Sjældnedagen og CPH Pride i så fald ikke en anelse dobbeltmoralske, nu hvor vi netop dér er med til at pointere vores uligheder fra majoriteterne? Hr. og Fru Jensen fra Thy har jo ikke ligefrem en gadefest, hvor de hylder, hvor abnormt ordinære de og deres syvogtyve katte er.

Det blev – selvfølgelig er man fristet til at sige – en lesbisk hjælper, som tog min Pride-mødom som led i at udfordre min skepsis. Så for første gang sidste år, oplevede jeg hvordan det egentlig foregår. Og jeg har aldrig haft det sjovere! Selvom jeg ikke rigtigt passer ind som hetero, så har jeg paradoksalt nok aldrig følt mig bedre tilpas, mere rask eller mere ‘normal’, end da jeg deltog i optoget iført havfruekostume og regnbueflag. Oplevelsen gav mig også blod på tanden, og jeg skal på lørdag igen fejre kærligheden på kryds og tværs sammen med blandt andet hjælpere og min mand til CPH Pride 2018.

Hvis der sidder nogle heteroer, bi’er, homo’er eller trans’er derude, så kom endeligt frit frem og del jeres tanker til denne debat.

Indtil da ønskes I alle sammen en fantastisk Copenhagen Pride fra DHO!
– Må kærligheden sejre