DHOpixel

Den nye pige på DHO’s legeplads

Døren smækker i efter mig, og der venter en virkelighed hvor alting er nyt; stedet, menneskene, duftene, opgaverne. Følelsen af at være landet på en fremmed planet, er langt fra ny for mig. Da jeg som 14-årig skiftede til en landsbyskole, efter et helt liv i en større by, havde jeg samme følelse af lige dele spænding og lige dele nervøsitet, som jeg har nu. Forskellen er bare, at i dag er der som sådan ikke ret meget, som har ændret sig:

Jeg sidder stadig i min treværelses lejlighed i Roskilde. Jeg har netop kysset min mand godmorgen, og hilst på min hjælper. Stuen dufter svagt af hø fra mine marsvin og røg fra den cigaret, som ligger terminal i askebægeret ude på altanen. Og så kaffe i spandevis! Det eneste nye ved i dag er egentlig bare opgaverne. For efter halvandet år som ledig, har jeg endelig fundet mig et arbejde; jeg oplever nu atter engang at være den nye pige.

Officielt er mit navn Ditte Amalie Hagelund Friis, og jeg er 23 år. Vinterbarn. Jeg er nygift på 5. måned, gnavermor og dværg på fuld tid. Og nå ja, så sidder jeg i kørestol grundet medfødt knogleskørhed. Men det er egentlig en mindre detalje… Jeg har haft handicaphjælpere tilknyttet alle mine døgns 24 timer siden min 18-års fødselsdag, og har pt. et team bestående af fem håndplukkede mennesker.

Jeg er autodidakt forfatter med to færdige manuskripter – og bunkevis af afslag fra alle landets forlag – med i bagagen. Derudover er jeg tidligere modeblogger og hjernen (og hjertet) bag alteregoet PRESMA – ‘Pretty Small Amalie’. Og nu er jeg altså her. En del af teamet bag DHO.

Jeg skal være klassens frække pige, og sige de ting højt, som andre ofte ikke tør. Jeg skal skrive indlæg, som måske vil bringe dit pis i kog. Men først og fremmest har jeg fået den fornemme opgave, at skulle få dig – og mig – til at tænke. Undres. Og debattere. Måske du slet ikke kommer til at kunne lide mig, og det er helt okay. Husk på at jeg er en blandingsrace; godt nok er jeg født som en dværg på hjul, men jeg er stadig et menneske, der kan tage fejl. Og det er også helt okay. For vigtigst ved at skabe debat er ikke hvem der har ret eller tager fejl. Vigtigst er i al sin simpelhed bare om dét at turde tage på en rejse; at blive oplyst og om at tackle følelsen af at være den nye i klassen i et hav af fremmede holdninger og nye argumenter.

Jeg glæder mig til at tage på et eventyr af nye holdninger med dig!

– Ditte