Velfærdssamfund eller Stasifængsel?

Så længe jeg kan huske, har jeg haft en længsel for det store udland. Udlængslen præciserede sig senere hen til en rygende anglofili. I England føler jeg mig hjemme. Men dét er en helt anden historie…

Som barn udtrykte jeg tit højlydt, hvor gennemsyret uinteressant jeg syntes, Danmark var. Lige indtil en dag der var en, som kom og formanede mig; jeg skulle være stolt af at bo i Danmark, og stolt af at være født ind i et velfærdssamfund. Man kan med rette fristes til at kalde mig landsforræder, nu hvor vi en gang tidligere har slået fast, at jeg koster mange danske skattekroner om året, og så alligevel ingen fædrelandskærlighed har. Men faktum er bare, at et rødt og hvidt flag, samt flade leverpostejsmadder bare aldrig har sagt mig noget.

Og så bliver jeg nødt til at tale om elefanten i rummet; et velfærdssamfund? ‘Hvor?’ er jeg fristet til at spørge. For jeg har ikke set skyggen af noget der ligner i mange år efterhånden. Til gengæld har jeg set megen mudderkastning, mistillid og uhørte besparelser på sundheds- og socialpolitikken i min levetid.

Jens Lund kaldte kommunen for en inkvisition. Jeg vil gå skridtet videre, og kalde vores samfund for Stasi; omend jeg sikkert høster mig en masse fjender på den konto. For som en syg borger – et økonomisk anker – som jeg, så er det efterhånden den følelse man får, hver gang man skal kæmpe en ny kamp med kommunen angående en bevilling, som man har brug for – og som man har ret til. Skepsis og en konstant følelse af overvågning og dyneløfteri, får følelser af skam og skyld til uretfærdigt at vælde op i en. Er jeg mon en socialpolitisk forbryder? En økonomisk slamsuger der tager af pengekassen i tide og utide? Er jeg virkelig mere rask, end hvad jeg selv tror? Måske jeg egentlig bare er en forkælet klynkeunge…

En bekendt af mig sagde engang til mig i forbindelse med et forestående møde med kommunen: ‘Man er næsten tvunget til at lyve, så man er sikret på at få de ting, som man faktisk har brug for!’ Og ja, det er man desværre. Omend det ikke er hensigtsmæssigt. Men faktum er bare, at kommunerne i dag ikke længere har råd til at dyrke et helt farvespektrum. Det er sort eller hvidt; enten eller. Man kan ikke både være syg med døgnhjælpere, og så samtidig have en times privatliv med en god veninde på en café. Ej heller kan man være for invalid til at arbejde, såfremt kan stadig kan være oprejst med puder i sengen og læse en bog.

På mine gamle dage er jeg selv blevet paranoid hvad kommuner angår. Ethvert bevillingsrelateret møde giver mig en følelse af, at skulle i en løgnedetektor. Og efterfølgende i den elektriske stol. Ting jeg er stolt af, eller ting jeg drømmer om, bliver ofte sat på pause med et ‘hvad nu hvis…?’:
‘Hvad nu hvis kommunen undrer sig over, hvor min døgnhjælper er henne, hvis de ser et billede af mig og min veninde sammen på Facebook?’, ‘Hvad nu hvis jeg ikke længere har ret til hjælp, såfremt jeg en dag tager kørekort?’ osv. Frygten, paranoiaen og ikke mindst den ubegrundede skam er en af de mest invaliderende ting i en handicappet borgers liv.

Engang klagede jeg min nød til en anden bekendt, som i ramme alvor sagde til mig: få dig et hul i halsen og din BPA-ordning, hjælpemidler og merudgifter bliver stadsfæstede! Det skræmte mig. Er kommunerne virkelig kommet så langt ud i deres krav på synlige beviser på ens fremskredne, dårlige helbred, at man ligefrem skal bruge en respirator som adgangsbillet, før man kan få retten til eksempelvis BPA-ordning, uden at høste et rynket øjenbryn eller en skeptisk mine? Hvor er nuancerne i det store billede blevet af?

Landsforræder eller ej; jeg kommer ikke til at synge ‘I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme’, før vores før så stolte velfærdssamfund kommer op og køre igen. Indtil da vil jeg stadig sukke mod det store udland med de mange muligheder. Og fish n’ chips…