Billig arbejdskraft, uduelig handicappet eller bare jobsøgende?
I december ‘16 startede min Amazonasrejse ind i den store job-jungle. Mit handicap sagde fra og gjorde sig aggressivt tilkende i form af en galopperende depression. Derfor måtte jeg smide alle de forventer, jeg havde til min uddannelse på gulvet og gå ad alternative stier. Og hvad jeg ikke har set af eksotiske skrivebordsaber og rapkæftede praktikpapegøjer på denne rejse, har absolut ikke været småting!
Bare det at finde et passende sted at blive arbejdsprøvet i forbindelse med visitering til et fleksjob tog næsten et år. For alle steder har pudsigt nok aldrig ressourcer nok til handicappede praktikanterne – alias de har ikke modet til at udforske hvilke talenter folk med handicaps har. For selvfølgelig har vi da også talenter, som vi gerne vil bruge og dele ud af!
Da jeg langt om længe fandt et praktiksted, blev jeg kastet direkte ind i et pædagogbureakrati, hvor drama stod øverst på spisesedlen. Jeg blev præsenteret for en praktikansvarlig, der ingenlunde magtede at ‘løse mig’ som enhver anden opgave. Med andre ord var hun hverken rummelig eller omstillingsparat nok, til at skulle stå overfor et samarbejde med mig og ikke mindst mit handicap. Det resulterede i, at jeg gik – nuvel KØRTE – rundt med følelsen af bare at være en uduelig handicappet, der på trods af erfaring fra tidligere, ikke var nær så velset som de faste pædagoger; de uddannede såvel som de ufaglærte. Hun var skeptisk omkring al min kunnen, for ‘kunne jeg nu godt dét? Havde jeg ikke brug for hjælp?’ Hun kvalte mig i misforstået hensyntagen og gav mig omvendt ingen credit, når jeg rent faktisk overgik mig selv og tøjlede mine udfordringer.
Da jeg endelig slap ud derfra med en fleksjobsbevilling i hånden, startede den egentlige jobsøgningskamp. Og her skal jeg da lige love for, at fleks’erne som undertegnede står nederst i fødekæden! Aldrig er jeg blevet taget så useriøst i mit liv! I forbindelse med min jobsøgning har jeg primært stiftet bekendtskab med to slags chefer:
• Dem som automatisk afviste mig uden nogen videre begrundelse (på grund af mit handicap…?)
• De såkaldte ‘selvstændige’ inden for ‘multi level markering’ (et mere spiseligt udtryk for headhunters til pyramidespil)
Én gang oplevede jeg sågar at blive kaldt ‘ekstraordinært’ ind til en jobsamtale, selvom jeg egentlig ikke passede på jobbeskrivelsen, fordi en chef var blevet vild med mig af omveje. Jeg følte mig på toppen, talte om løn, timer og oplæringsfaser, for så at blive lovet en plads til 2. runde af samtalerne. Jeg kunne FLYVE af spænding! Den 2. runde kom bare aldrig; efter at have udskudt datoen for mødet to-tre gange, fik jeg at vide – efter selv at have henvendt mig igen-igen – at stillingen var blevet nedlagt og erstattet med en søgning efter en revisor. “Men vi vil gerne beholde dine oplysninger, til hvis der dukker noget relevant op en anden gang,” blev jeg spist af med.
Så inden jeg landede solidt her i DHO, har jeg været hele møllen igennem; jeg har haft følelsen af kun at være interessant, fordi jeg bare var billig arbejdskraft og jeg har følt mig som en uduelig handicappet uden ressourcer. Først nu – efter at være blevet ansat i et job – føler jeg dét, som jeg egentlig skulle have følt dengang; bare en jobsøgende ligesom så mange andre.
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!