Jeg har altid været fascineret af sære ting. Blandt andet konceptet ‘freaks and geeks shows’. Måske fordi jeg stadig selv går med barndomsdrømmen om, at blive cirkusprinsesse en dag. Eller bare fordi jeg godt kan sætte mig ind i følelsen af, at mangle et tilhørsforhold som kan forstå mig 100%. Og så synes jeg egentlig, at det er ret sejt, at kunne tjene penge bare for den man er!
Men lad os nu også være realistiske et øjeblik: freak shows var alt andet end romantiske steder at vokse op. Skæbner såsom Joseph Merrick – alias ‘The Elephant Man’ blev udsat for hån, spot og spe, og blev ligeledes brugt som medicinsk vidunder-skulptur til beskuelse. Altså ikke det fedeste liv at have, kan man roligt sige.
Jeg misunder ikke datidens ‘freaks’ i praksis, men jeg misunder den anti-jantelov de levede efter.
De følte sig specielle, netop fordi de var anderledes. Og det var okay! Ligeledes turnerede de rundt med ligesindede, som forstod dem og deres skavanker bedre end nogen andre. Det må være en overvældende følelse, efter at være blevet vraget, forladt eller solgt af sin egen familie, langt om længe at møde andre ligesom én selv.
Jeg er normalt ikke tilhænger af ‘lige børn leger bedst’-princippet. Faktisk så keder handicaps mig som oftest noget så usvigeligt. Men omvendt savner jeg også til tider den internhed der opstår, når man møder andre ligesom en selv. Problemet er bare at jeg altid har følt, at jeg faldt uden for kategorien:
I min familie er jeg den eneste syge, på min folkeskole var jeg den eneste i kørestol, og selv blandt ‘mine egne’..
– altså andre danskere med min sygdom – er jeg ofte markant anderledes, fordi jeg er upraktisk nok til at købe skræddersyede stiletter i børnestørrelser, som koster en formue parret, plus jeg er tåbelig nok til at drømme om at få børn en dag; også selvom min krop mildest talt har lighed med en saltkringle. Og har samme porøsitet.
Men nu gør jeg faktisk dét, som jeg altid har haft romantiske drømme om;
jeg tjener penge på bare at være mig – som skribent. Uden nogen uddannelse eller videre erfaring. Jeg er bare mig selv; en dværg i kørestol. Og jeg har med ligesindede at gøre på daglig basis. Så måske er DHO nutidens freak show, der hylder det abnorme, og ligefrem ser det smukke i det. Her oplevede jeg en overvældende følelse af at høre til og have folk i ryggen, som vil beskytte mig for andre menneskers hånefulde blikke.
Og jeg oplever samme mentalitet som dengang; en cirkusprinsesse der flipper fingeren til janteloven og kan råbe til hele verden: nok er jeg upraktisk og falder uden for kategori, men hold kæft hvor er jeg god til bare at være mig!
Så lad os få gang i en cirkusstemning og holde vores særheder og alle abnormiteterne: præsenter DIN særhed og hvorfor den er så fantastisk!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!