Det er et emme, der i den grad kan skille vandene. Tilhængere betragter det som en menneskeret, hvorimod modstandere mener, at det er en hårfin balance, der grænser sig til mord. Måske man selv skal have uhelbredelig sygdom inde på livet, før man rigtigt kan sætte sig ind i emnet eutanasi.
‘Aktiv dødshjælp’ lyder ikke sexet. Generelt er døden ret usexet. Det er det sorte får, som mennesker helst gerne vil gå en stor bue uden om, hvis de kan slippe af sted med det. Men det er jo lige netop dét, der er så paradoksalt; INGEN kan slippe uden om døden. Jeg ved ganske lidt om noget som helst, men én ting ved jeg dog – livet dør du af.
Så nu vil jeg tage den usexede debat op og italesætte noget, som de fleste andre ikke tør. Det kan koges ned til fem simple ord: Jeg er for aktiv dødshjælp! Hvorfor? Fordi jeg er en kontrolfreak og en planlægger. Min mand kalder mig ‘listetøs’; alt hvad der overhovedet kan planlægges og skrives ned på halvlange, neurotiske huskelister, har jeg allerede forberedt. Mit liv er typisk altid planlagt ned til mindste detalje, og som backup har jeg en plan B, C osv. hele vejen ned til Å. Jeg kunne ikke planlægge min fødsel, men min død? Den kan jeg faktisk selv være herre over, såfremt jeg ønsker det. Og med mit kendskab til min sygdomstilstand, hvor mine knogler langsomt, men ganske sikkert bliver til støv og jeg får flere smerter med årene, så har jeg aldrig været i tvivl; jeg vil ikke spilde min tid på et uværdigt liv. Jeg lever et liv med så meget komfort som muligt, så jeg forlanger også en komfortabel død.
Jeg vil ikke lyve; i de hårde perioder, som rummer en række af møg dage fyldt med et smertefuldt kadaver, har jeg da taget mig selv i at ligge og tænke om aftenen: ‘Manden jeg elsker allerhøjest ligger ved min side i vores bløde seng, og kysser mig godnat og holder om mig, indtil jeg er faldet i søvn. Dør jeg nu, dør jeg lykkeligt!’ Indrømmet, mine tanker når aldrig derhen til når min mand vågner op ved siden af et styk død dværg, og hvordan han ville reagere derefter. Og ja, dét er egoistisk af mig. Men jeg mener nu engang bare, at ‘mit liv, min død’ burde være et mantra, som alle gav sig selv lov til at have. I visse situationer burde egoisme være tilladt. Og hvem vil være den, der ikke vil efterkomme en terminals sidste ønske?
Men nok om mig og mine holdninger. Jeg er blot en ung kvinde gemt i en gammel krop. Måske jeg bliver klogere en dag. Man har jo som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt.
Så nu spørger jeg jer: hvad er DIN holdning til emnet? Hvorfor er du for eller imod eutanasi? Del dine tanker med mig og lad os i fællesskab starte en debat her hos DHO.
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!