DHOpixel

Jeg glemmer det aldrig. Som ung teenager havde jeg en episode, som har brændt sig fast på mine nethinder, omend den måske kan virke ganske banal for andre: 

Det er en almindelig skoledag. Vi skal have gruppearbejde, men min sidemakker nægter og går uden for døren. Forvirret over hans reaktion, sidder jeg nærmest bedøvet tilbage i klassen. Pludseligt afbrydes min trancelignende tilstand af en høj stemme; det er min daværende hjælper, som råber højt ude på gangen. Af ham – min sidemakker. 

 

Senere finder jeg ud af, at han nægter, at samarbejde med mig!

Ikke i dag, ikke i morgen. Ikke nogensinde. Punktum. Faktisk syntes han slet ikke, at jeg burde gå i klassen. Hans argument? At folk som mig var skyld i, at hans far betalte så meget i skat. Bum. 

Pludseligt var jeg ikke længere Ditte, hans klassekammerat i 7.B på den lokale landsbyskole. Jeg var et tal. Kroner og ører på farmands lønkonto. 

Den udtalelse fik mig til at spekulere: ‘Hvad koster jeg egentlig for samfundet? Er det virkelig så slemt? Og kan jeg på nogen måde gøre op for de udgifter, der er forbundet med mig?’ Jeg begyndte at tage min egen eksistens op til revision: 

‘Mere arbejde til fagfolk – pro, merudgifter betalt af kommunen – con…’ osv. Der var mange punkter på min liste, og jeg kom frem til, at skulle jeg klippe kæderne og svømme op til overfladen, i stedet for at forblive dét økonomiske anker, som min tidligere klassekammerat havde gjort mig opmærksom på at jeg var, så skulle jeg blive mangemillionær. Og det bliver jeg med sikkerhed ikke. 

Den slags tankegang møder jeg stadigvæk på min vej. Og jeg vil ikke lyve; den slår lige hårdt hver gang. Men jeg bliver dog nødt til at sige, at efter meget depressive perioder i mit liv, hvor min selvtillidskonto var i minus, har jeg lært to ting: 
1) Jeg kommer aldrig til at betale for min egen eksistens…
2) Men jeg er et menneske, der lever i et såkaldt velfærdssamfund, og derfor er det helt okay. Vi har hinandens rygge.

 

Så er der mentale lussinger i din side dish. Værsgo’

Og selvom jeg er en af de der irriterende borgere, som kræver mine rettigheder overfor kommunen, når de prøver at sylte mine merudgifter for at spare, så prøver jeg skam omvendt også at gøre mit til, at samfundet alligevel kan fungere.

Først og fremmest betaler jeg gladeligt min skat. Og jeg betalte endda gerne mere, såfremt det blev et lovkrav (men så forventer jeg også, at tandlægerne overgår til staten!), for jeg synes, at det er vores pligt at spytte i fælleskassen. Til mig i dag, men måske til dig i morgen? Eller din nabos søsters svoger. It doesn’t matter!

Det der derimod betyder noget er, at der er hjælp at hente, når man får brug for det. Uden at der bliver serveret en verbal eller mental lussing som side dish. 

Foruden skatten så skal man også huske på, at hele min eksistens, som rullende minif…. er en arbejdsplads. Fem menneskers middagsborde er groft sagt afhængige af mig. Så for hvert smil eller rosende ord, som jeg modtager fra mine hjælpere, desto mere udholdeligt bliver tyngden af ankeret. Også selvom jeg ved, at de alene koster samfundet 1.699.294 kroner om året. 

Spørgsmålet er så om hvorvidt pågældende klassekammerat har fået indvirkning på mit videre selvværd. Klart ja! Men til det bedre? Perhaps not. Udtalelser som hans har klart givet mig hår på brystet, og nærer min ‘f… dig’-attitude, men jeg er stadig ikke i mit 23. leveår blevet fuldt ud sikker på, hvad jeg er værd. Og om jeg nogensinde bliver sikker på det… 

 

HVAD er et menneske EGENTLIG værd??

Men er man virkelig et dårligere menneske, blot fordi man koster samfundet (mange) penge? Hvad med alle de menneskelige værdier? HVAD er et menneske EGENTLIG værd?? Jeg vil vædde min gamle hat på, at intet menneske tør svare på dét spørgsmål! Jeg er ingen undtagelse…

Men hvis du stik imod forventning er modigere, end hvad jeg tror, så del endelig gerne dine tanker med mig: Hvor går grænsen? Og hvad kan eventuelt opveje de røde tal, som handicappede udgør på budgetterne hvert år? 

Vi forventer selvfølgelig hos DHO, at tonen bliver holdt sobert og respekten er gensidig trods uenigheder. 

Jeg glæder mig til at høre fra jer!
– Ditte