Handicap – Sex – Ligeværdighed
Hvis mennesker skiller sig ud rent fysisk, er de så ikke længere lækre?
I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap – Sex – Ligeværdighed’, hvor han ønsker vi forholder os til om et menneske med et handicap opleves ligeværdigt attraktivt og seksuelt som andre, eller ej? Og hvad skaber dét vi oplever?
Lyt med, og giv gerne dit besyv med til debatten!
Handicap og løn
I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap og løn’, hvor han vil fortælle om vigtigheden af, at anerkende mennesker for deres arbejdsindsats. Naturligvis også mennesker med et handicap!
Lyt med her, og giv gerne dit besyv med til debatten om handicappede der er tilkendt førtidspension, skal lønnes for et stykke arbejde?
Om merudgifter i.h.t. Servicelovens § 100
– dvs. udgifter som man kun har, fordi man har et handicap – udgifter som andre mennesker ikke har. Nogle spørger sig selv, om de kan/skal søge disse dækket, og andre siger
Nej, det skal vi ikke. Vi skal selvfølgelig betale de samme ting ifm. vores livsførelse, som mennesker uden et handicap også gør, men der er mange grunde til, at man bør søge de nødvendige merudgifter dækket: Ofte har unge mennesker med et handicap en længere vej end raske unge, inden de når til en blivende indtægt; man bliver afprøvet i alle ender og kanter, inden der træffes en beslutning om, hvad det fremtidige forsørgelsesgrundlag skal være.
Bliver resultatet en uddannelse og efterfølgende job, bliver det ofte indenfor de korte uddannelser og ikke så højt lønnede jobs.
Desuden har mennesker med et handicap ofte ikke de ressourcer at lægge i jobbet, som skal til for at avancere til en højere stilling og løn. Hvis det varige forsørgelsesgrundlag bliver en førtidspension ved vi jo alle, at indtægten er lavere end på arbejdsmarkedet. Derfor er det en god mulighed, at søge merudgifterne dækket, så er der lidt flere penge til de andre ting i livet.
Det er forskelligt hvor meget de enkelte kommuner lægger vægt på ordet nødvendig, men man vil altid kun få dækket den del af den udgift man har haft, som er merudgiften. I forbindelse med biludgifter, hvor der kan være en del merudgifter, er det første der tages stilling til, om det vurderes, at man i samme alder og livssituation ville have haft bil, hvis man ikke havde haft et handicap, samt om det er en bus man har – det vil de fleste andre mennesker ikke være nødt til at køre i.
lægeordineret medicin – den del der ikke dækkes af den almindelige tilskudsordning, ekstraordinært slid på tøj og sko, specialsyet tøj, ekstra vask og tørring, ekstra affald samt poser hertil. Små håndsrækninger (hvis man ikke har BPA), vinduespudsning, havearbejde, snerydning (store håndsrækninger), maling af bolig, ekstra varmeudgifter. Tilskud til flytning, hvis denne er nødvendig pga. handicappet, kørsel til fys/sygehuskontroller, hvis ikke dette kan bevilges via en anden lovgivning, diverse merudgifter vedrørende bil, lægeerklæring ifm. fornyelse af kørekort, fritidskørsel i et vist omfang, enkelte kurser m.m.
Denne liste er blot til inspiration, men ikke udtømmende. (Se evt. på www.dukh.dk)
I forbindelse med ansøgningen må man være indstillet på at skulle medvirke til oplysning af sagen samt på at blive opkrævet dokumentation som et led i sandsynliggørelsen (af at der er tale om en nødvendig merudgift), som mange kommuner formulerer sig… Dette betyder bl.a., at man er nødt til at indvilge i, at der indhentes lægepapirer fx ifm. ansøgning om merudgifter til medicin, at varme, vand- og elforbrug skal dokumenteres med regninger, at man skal opliste sin kørsel ned til mindste detalje, at man skal fremvise kvitteringer for merkøb af beklædning og sko, at man skal indhente tilbud på store håndsrækninger samt på f.eks. bil-reparationer og forsikring.
Det skal ses som en hjælp til hvordan man gør! Synes man stadig det er uoverskueligt, så hjælper vi gerne I DHO/BHG – kontakt undertegnede J. Men, en god idé er det, at man altid gemmer kvitteringer, hvis man på nogen måde kan forestille sig, at få brug for dem.
I disse står der noget om, hvad Ankestyrelsen har tænkt i en bestemt sag med et bestemt emne, inden de har gjort sagen principiel = at kommuner fremover skal anlægge samme praksis i lignende sager. På www.ast.dk kan man skrive ”merudgifter” i søgemaskinen, og så vil der komme en masse principafgørelser frem. Disse har først og fremmest numre, men på hjemmesiden er de også emneinddelt, så man skulle kunne finde frem til nogle der omhandler det man vil søge.
Nogle relevante principafgørelser ifm. en ansøgning om dækning af merudgifter kunne være: 70-17 om biludgifter, 44-18 om (små) hjælpemidler/forbrugsgoder/merudgifter, 130-10 om varmeudgifter. Heller ikke denne liste er udtømmende
Dette var lidt oplysning, som vi håber, at nogle kan bruge til at få hverdagen til at glide lidt lettere!
Handicap og sex
Det er typisk et tabubelagt emne; sex. Måske især for mennesker, som har nogle udfordringer i livet.
I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap og sex’, hvor han vil fortælle om vigtigheden af, at være åbensindede og støttende omkring som forældre til unge med handicaps.
Lyt med her, og giv gerne dit besyv med til debatten!
Bekymring vs. Glæde
Det er let at slynge om sig med superlativer eller det modsatte, når man ikke sidder overfor det andet menneske, eller kender dette særligt godt. Det er selvfølgelig også bedre med positive fremfor negative kommentarer, og nogle gange forekommer disse kommentarer til os med handicaps bare vi har gjort en lille smule udover det forventede – en lille smule overdrevet?
For som et menneske med et handicap har man ofte bekymringer. Bevares – det har alle, men mennesker med handicaps er i sagens natur nødt til at bekymre sig mere om deres helbred, end de fleste andre mennesker, der er mange sygehusbesøg hvert eneste år.
Derudover har de fleste også meget mere kontakt med deres kommune end andre har. De fleste mennesker kommer måske på kommunen, når de skal have nyt pas, søge folkepension eller boligstøtte. Som et menneske med et handicap må man desuden kontakte kommunen, hvis der skal ændres noget i den bolig man har udset sig – man kan ikke bare slå til, og købe med det samme. Mange må også bede kommunen om støtte til anskaffelsen af en bil, da ombygningen koster mange penge, og forinden har man gjort sig mange tanker om indretningen af bilen, samt om hvad man vil bruge den til, for ellers får man da slet ikke en bevilling.
Ift. egen forsørgelse har de fleste mennesker med et handicap nogle ressourcer – heldigvis, men der er oftest også nogle begrænsninger som gør, at man igen er nødt at søge hjælp for at kompensere for funktionsnedsættelserne, og disses konsekvenser. Og, hvis et job ikke er muligt på trods af diverse støtteforanstaltninger, må man leve af offentlig forsørgelse, som regel resten af livet….
Når dagligdagen skal fungere må mange have hjælp til såvel personlig pleje som praktiske opgaver.
Så til en anke, finde de gode argumenter igen, søvnløse nætter, til man endelig får bevilling på hjælpen, sandsynligvis på et lavere niveau, end det man søgte. Når hjælpen så skal fungere, kan det heller ikke undgås, at der i perioder kommer bekymringer om f.eks. sygemeldinger, det være sig fra hjemmehjælpen eller BPA-hjælpere/ledsagere, rekruttering af nye hjælpere, arbejde med vagtplaner og løn-indberetning – der er i det hele taget meget mere planlægning for et menneske med et handicap end der er for mennesker, som kan udføre alting selv.
Det er som regel sagt på en måde så det alligevel skal forstås som at det da nok ikke er så slemt endda, i en situation, hvor man prøvet at forklare nogle ting fra hverdagen, til en person der prøver at forstå…
Måske?, men det kan også være, at vi bare har nogle andre grundvilkår i livet, som man (bare) overkommer, fordi man er nødt til det…
Derfor er det vigtigt at have noget i sit liv, som giver modvægt til alle bekymringerne
Det være sig fritidsinteresser, husdyr der giver hyggeligt liv i hjemmet, at høre noget musik eller ser en film, der gør én i godt humør. Man kan måske også lave en udflugt ud af sygehusbesøget – se noget i dén by, når man nu alligevel er der. Det kan også være positivt i mere end én forstand at få inviteret nogen man kan hygge sig med, måske bare til en kop kaffe, eller man kan måske hjælpe hinanden med at lave mad, eller måske har gæsten ikke noget imod at medbringe et måltid.
Mange af de ting der spreder glæde kan godt kræve hjælp for mennesker med et handicap, og det er jo ikke altid, at man har (nok af) det. Forhåbentlig kan man så spørge en pårørende om selskab til en udflugt eller lidt lettere praktisk hjælp. Men er mulighederne for hjælp for små, er det vigtigt, at man alligevel forsøger at få det positive ind i livet. Om det så er, at kigge ud af vinduet, og nyde solen, høre musik eller tænke på en dejlig oplevelse fra i forgårs
Jo…man må gerne anerkende, at der er mange bekymringer i ens liv, være virkelig træt af dem i perioder, tænke om dem der synes man er sej, at det ved de da i virkeligheden meget lidt om… Bare man husker at have det positive i livet for øje også, for det er der jo, selvom det nogle gange kan virke uoverskueligt og uopnåeligt – selv bittesmå ting kan give stor glæde, når man har været langt nede!
Uretfærdighed var den altoverskyggende følelse, som rasede i min dengang 18-årige krop. Det var uretfærdigt, at jeg allerede nu måtte vinke farvel til mit privatliv, før det end var begyndt; uretfærdigt at jeg til evig tid skulle have ‘fremmede’ mennesker konstant rendende i røven af mig.
Det var dybt uretfærdigt, at jeg skulle have ansvar for vagtplaner, timeregistreringer, hyringer og fyringer. Hvordan skulle jeg overhovedet kunne tage ansvar for tre – og senere fem – menneskers indtægter? De var endda alle meget ældre og klogere på livet end mig. Jeg kunne knap nok tage ansvar for mine afleveringerne i gymnasiet!
Jeg havde ellers glædet mig til at flytte hjemmefra, og for én gang skyld gøre hvad der passede mig uden irettesættelse. Måske jeg bare lige skulle have en rengøringsdame ansat til det grove arbejde and that’s it. Men nu var det hele ødelagt af virkeligheden; for jeg var jo syg, og jeg havde brug for hjælp 24/7.
Da jeg stille hviskede til min sagsbehandler, at jeg ikke følte mig klar til at påtage mig så stort et ansvar var hendes eneste respons: “Du er så klog, så det kan du sagtens klare!” Men hvad hvis jeg ikke havde været så klog, men måske bare en ganske almindelig teenager, som drak og røg, horede og festede? Der var nærmere tale om held end noget andet, at jeg foretrak Matador og pistacie is frem for Metamfetamin og Pisang Ambon.
Godt nok modnes man typisk, hvis man har et handicap, men alt det andet – umodne, usmarte, om end ganske naturlige valg – skal der vel også være plads til? Og hvordan kombineres et hormonforstyrret teenageliv med en chefrolle som 18-årig? Modne eller ej; hvor meget kan vi reelt set forvente af samfundets nyudklækkede BPA-borgere? Og findes der en løsning til at lette byrden fra de spæde skuldre bare en anelse…?
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
Selvom jeg har et medfødt handicap og jeg derfor – i menneskers øjne – er et mytologisk væsen, så er jeg trods alt stadig så tilpas menneskelig, at jeg – ligesom dem – har frygtelig dårlige vaner. Rygning er eksempelvis min store kæphest.
..så tænker jeg egentlig aldrig selv over, at det faktisk er en dårlig vane. For mit eget vedkommende betragter jeg blot mine cigaretter, som værende et sødemiddel til min tilværelse. Et erstatningsprodukt til alt det jeg ikke kan, om man vil. Ligesom Rick’s kaffe – bare mere fysiologisk…
Jeg hørte på et tidspunkt en historie om en person, som var lammet fra halsen og ned. Vedkommende røg som en skorsten og havde derfor hjælpere til at tænde, holde og slukke sine cigaretter for sig. Og folk omkring vedkommende blev vildt forargede, når de så det. For der var jo tale om en meget syg person, som jo nok egentlig burde passe bedre på sin krop. Eller det der var tilbage af den i hvert fald… Måske det bare er min unge alder og derfor naturlige, bratty attitude,
Jeg hører konstant på kloge menneskers gode råd; at mine lunger er små, mit hjerte arbejder dobbelt så hurtigt og min hoste resulterer i oftere brækkede ribben. Og de har så evigt ret. Men jeg kan da umuligt være den eneste, som foretrækker at dø af en maveeksplosion forårsaget af maratonædning af hvide chokoladefrøer frem for grønne æbler! Godt nok er jeg ung, men jeg er trods alt ikke så naiv, at jeg ikke ved, at vi alle skal dø før eller siden. Så min livsfilosofi er, at vi skal have det sjovt, så længe det varer.
Mine cigaretter har bragt megen sjov med sig; nye venskaber og kærester for eksempel. De minder mig om gode fester, gode samtaler og god sex. De kvikker mig op en råkold vintermorgen og de gør mig rolig i mine hysteriske og stressede perioder. Og så kickstarter de min kreativitet hver gang jeg har en blokade. Så teknisk set er det tobakkens skyld, at I kan læse med her til aften…
Det vil i hvert fald være billigere for mig at lade være! Men jeg ved også, at mennesker nu engang bare vil forblive mennesker. Og kvitter jeg smøgerne, så skal jeg være parat til at byde en ny, dårlig vane velkommen. Som min gamle gymnasielærer sagde til mig engang: “Cigaretterne er droppet og i stedet for røg er det nu chokoladeskildpadder der ryger ned gennem svælget.” For dårlige vaner er naturlige. Hvad enten der er tale om kaffe, cigaretter, rødvin, chokoladefrøer eller skildpadder; ALLE har NOGET der er deres!
Dem vil jeg lade folk om at have i fred. Men lad os droppe de fordømmende blikke og åndssvagt, logiske kommentarer. Lad os i stedet erstatte dem med en ekstra skål eller at tænde hinandens smøger (det er i øvrigt et fremragende scoretrick forresten!).
Lad folk med handicaps få den hjælp, som de har brug for til at bibeholde deres dårlige vaner. Hjælpemidler – hvad enten der er tale om tekniske apparaturer eller hjælpere i kød og blod – så skal de normalisere folk og ikke umenneskeliggøre dem. De skal hjælpe dem til at leve deres liv, præcist som de selv vil. Også selvom det er risky business nogen gange. For sådan er livet!
Så skal vi ikke bruge resten af aftenen til at komme clean med vores dårlige vaner? Jeg vil med glæde æde, skåle, ryge eller pille næse sammen med jer – whatever makes you happy!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!