Nå da da, Karina :)) Nu er der kun ganske kort tid til Danish Wheelchair Dance Cup 2019!
Hvordan føles det at lykkes med at kunne afholde jeres danseevent én gang til?
Det er rigtig dejligt, at vi har fået den store opbakning økonomisk og deltagerne er der kommet flere af. Så vi føler nu, at vi har fået skabt et vedvarende event. Det er ret stort!
Hvad var lettere denne gang?
2. gang er altid lettere, fordi vi har alt viden og materiale fra første gang, som vi kan bruge igen. Og nu er vi forberedt på de udfordringer der kan komme.
Var noget sværere?
Kun nye ideer om at få firmaer til at give produkter til Goodybags til danserne. Kim´s chips og Matas i Maribo har sagt ja til at sponsorere, men rigtig mange firmaer er spurgt.
Så hvor langt er I nu med forberedelserne til I går på dansegulvet 7. Juni kl. 10.30 – 16
Alle tilmeldinger har vi modtaget – 18 dansepar – 3 par mere end i 2017 – fra 9 nationer deltager. Nu er det med at lave program sammen med Danish Linedance, som er dem der har overtaget styringen fra Sportsdanser Forbund. En del organisering mangler endnu, men arbejdslisten er lavet, så det er bare at arbejde os nedad på listen.
Hvad sker der fra nu af og op til?
Nu skal vi i gang med at lave liste over hvem der danser i hvilken række. Der skal laves program, bestilles medaljer, pakkes kuverter til hver land med rygnummer og armbånd til indgang og mad. Så meget forarbejde mangler endnu.
Vi ved, at den fundraising indsats vi hjalp til med at sponsorere her i efteråret, bar frugt med sig. Mange frugter endda :)) Har I stadig brug for midler?
Ja gerne, vi mangler svar fra Lions Club. Vi skal bruge penge til at hyre nogle til at hjælpe os med fysiske – så flere sponsorater vil lande virkelig vel!!
Ok, så hvor kan et menneske eller en virksomhed sende donationer eller sponsorpenge til jeres event, hvis nu de/han/hun ønsker at støtte jeres event?
Så må de rigtig gerne støtte os ved at indbetale til: Kørestolsdans i Danmark – Møns Bank: Reg.nr.: 6140 Konto: 4252506
Hvad særligt spændende, overraskende, kærligt.. er der sket på jeres vej mod at realisere danseeventen igen her i 2019?
Vi er nu 3 arrangører – Jannie, Johnny og Karina. Det er vildt dejligt! Og så har vi en nyhed: vi har nye kategorier man kan deltage i, blandt andet en ’Teammatch’ hvor man dyster sammen med andre lande mod andre.
Prøv at fortælle mig om, hvorfor det er lidt af et scoop at danseeventet foregår på Musholm?
Musholm Ferie- Sport og konference er det perfekte sted at opholde sig, når man har et handicap. Du skal ikke medbringe hjælpemidler – de kan nemlig lånes på stedet. Hallen er sammenbygget med stedet, så du skal ikke transporteres til dansestedet. Hallen er lys og indbydende. Ret lækkert 😉
Hvad skal en glad wheelchair Dance Cup danser gøre, for at sikre plads på dansegulvet?
Programmet er ved at være færdigt nu, men prøv at skriv til vores mail, hvis du bare mååååå danse med i år: wheelchairdance17@gmail.com
Hvad koster det at deltage?
Vi har denne gang lavet en Early Bird pris på 276 euro – så skal man tilmelde sig inden d. 1. december 2018 – det er der nogen der har benyttet. Efter d. 1. december koster det 303 euro per person
Hvor kan man læse om det praktiske?
Vi skriver informationer ud på vores Facebookside Danish Wheelchair Dance https://www.facebook.com/Danish-Wheelchair-Dance-Cup-1401486809896604/ og til de tilmeldte par sender vi mails ud til med program og andre infos.
Hvad skal en publikum gøre, for at sikre sig en plads omkring dansegulvet, og opleve jer andre give den alt hvad I har af dans i jer?
Vi vil rigtig gerne have publikum. Masser :)) Det gir så skøn atmosfære, med klappen, hujen og hviinen!!
Hvad koster det at komme som publikum?
Det koster 75 kr. i entre, og så vil der være mulighed for at købe mad fra Mushoms dygtige kok.
Hvor tilmelder vi os?
Som publikum kræver det ikke tilmelding. Når man ankommer kan man betale entre kontant eller pr MobilePay, og bestille mad.
Tak Karina!
Vi er flere her i Din Hjælperordning der kommer ned og ser jeres dans, imens vi får lov at smæske os i frokost. Ahhh, det bliver så godt at nyde synet af jer dér, og at vi kan mødes sammen om det.
Fantastisk!!
Glæder mig!
Pernille
Om Danish Wheelchair Dance Cup 2019
Formålet med at afholde Danish Wheelchair Dance Cup 2019 er, gennem årets største sportslige dansekonkurrence for folk med muskelsvind og Cerebral Parese, at skabe en vigtig social driver, der modvirker social isolation og inviterer til fællesskab og nye venskaber gennem dansen.
Danish Wheelchair Dance Cup er den også den eneste event i Danmark, der faciliterer et ambitiøst niveau indenfor konkurrencedans. Stævnet i 2017 har skabt så meget positiv opmærksomhed – også internationalt – at Danish Wheelchair Dance Cup på kort tid er blevet et anerkendt og unikt danseevent langt ud over Danmarks grænser, hvilket vi som dansk nystartet forening er meget berørte og stolte af.