Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

Tre år på gymnasiet!

Det første år er i starten en smule akavet, andet år er man rigtigt blevet tømret godt sammen..

og det tredje og afsluttende år skal man bare have det for fedt! Er det ikke sådan, det er? Tjo, for mange er det sikkert sådan, men ikke for mig.

I Horsens, hvor jeg bor, havde vi to gymnasier, som man kunne vælge imellem. Det ene, som var tættest på mit hjem, var det mest centrale og klart det største. Det var her alle de smarte elever gik, og fik rigtig høje karakterer. De fleste af mine venner og veninder skulle på dette gymnasium, og det var et sted, som jeg også godt kunne tænke mig at gå. Vi kunne, imens vi gik i folkeskole, prøve en uge på gymnasiet, og jeg valgte at være en uge her. Det var meget fedt at prøve!

I løbet af ugen, så jeg dog et stort problem ved at gå på dette gymnasium – der var fire etager… Det betød, at jeg skulle med en elevator nærmest hele tiden! Ved hvert lokaleskifte, i alle frikvarterer, i frokostpausen – ja, rigtig mange gange i løbet af dagen. Som sådan var det jo ikke noget stort problem, da jeg havde egen nøgle til elevatoren, og (de fleste af) de andre elever godt kunne lade den være til mig. Men inklusionsmæssigt var det en stor udfordring!

Jeg var hele tiden bagefter. Jeg kunne ikke fysisk nå at komme med de andre til frikvarterer udenfor, til frokostpause i kælderen eller når vi skulle skifte lokale.

Igen, kan det virke som et mindre problem, men disse små transporter til eller fra lokaler var meget sociale for de andre elever, og jeg kunne hurtigt mærke, at jeg ikke var med dem socialt. Det var her man ofte dannede grupper til den næste opgave. Det var her man snakkede om, hvem man havde scoret i weekenden, og det var her man aftalte at hænge ud sammen efter skoletid. Selvfølgelig kunne jeg igen komme med i snakken, når jeg mødtes med dem igen i det nye lokale, men det var ofte allerede for sent, og der var allerede godt gang i det interne – bare uden mig.

 

Jeg havde ikke lyst til at fortsætte med at halte bagefter på det sociale plan de næste tre år, så jeg besluttede mig for at besøge det andet gymnasium i byen i stedet for.

Her husker jeg tydeligt, at jeg blev mødt af rektor, som nærmest sprang frem, for at åbne den tunge hoveddør for mig. Han udbrød med det samme.

”Hvis du skal gå her, skal vi da have installeret en elektrisk døråbner!”.

Med det samme følte jeg mig velkommen, og eftersom dette gymnasium var bygget i ét plan, med brede døre og uden dørtrin, valgte jeg dette som min nye uddannelsesinstitution. Dette gymnasium og hele deres stab af personale var enormt imødekommende og hjælpsomme. Meget hurtigt fik de lavet et stort handicaptoilet med loftlift og briks. Jeg fik en computer stillet til rådighed, og de var også meget hjælpsomme, i forhold til at jeg skulle have en SPS-ordning og ekstra tid til eksamen. De vidste fra starten, at jeg sandsynligvis ville være mere fraværende end mine klassekammerater, så jeg fik lavet en speciel ordning i forhold til overskridelse af fraværsprocent.

 

Første år i gymnasiet var akavet og sjovt – præcis som det skal være! Andet år var en voldsom rutschebanetur for mig og mine hjælpere, desværre! Her mødte vi flere store forhindringer på det kommunale plan.

For det første fyldte jeg 18 år, hvilket betød, at jeg ikke længere var i ungdomsafdelingen hos kommunen.

Nu skulle jeg overflyttes til Myndighedsafdelingen, hvor mine hjælpere skulle ansættes på ny – til en væsentligt ringere løn og dårligere vilkår. Det gav mange frustrationer og hjælpere som ikke var glade, når de var på arbejde.

Dette havde stor indflydelse på mig, da jeg kunne mærke på dem, at de var triste og vrede. Det gjorde det svært for mig at være hundrede procent gymnasieelev på det tidspunkt – med mine egne glæder og sorger, som følger med et liv på gymnasiet.

Dernæst var der den obligatoriske ryste-sammen-tur. Turen skulle gå til Berlin, hvilket var fint med mig, da jeg havde hørt meget godt om byen i forhold til handicapvenlighed. Den største udfordring viste sig dog at være den kommunale velvillighed til at hjælpe. Der var absolut ingen hjælp at hente, ingen forståelse for min situation – eller sågar hjælpernes situation desværre! Historien er lang og grotesk på mange måder, og jeg vil spare jer for den lange version her, men alfa og omega er, at jeg IKKE kom afsted til Berlin.

Nej, faktisk kunne jeg ikke engang få en afgørelse på sagen før cirka en uge før afrejse, så der var ikke meget at gøre. Jeg måtte blive hjemme og skrive en opgave i stedet for!

Dette var svært for mig at komme over. Mest fordi, at jeg kunne mærke en kæmpestor forskel på mine klassekammerater efter de kom hjem fra turen.

De var naturligvis kede af det på mine vegne, og forsøgte at vise mig billeder og fortælle mig om oplevelser, for at fortælle mig om turen. Men de havde jo været sammen dag og nat. De havde rigtig mange oplevelser og minder sammen, som jeg ikke var med i, og det var svært at være med i deres samtaler, frustrationer og grin i perioden herefter.

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

 

Turen til Berlin knækkede kurven lidt for mig på det inklusionsmæssige plan, desværre.

Men i 3.g skulle vi på tur igen. Denne gang havde jeg en anden sagsbehandler, som arbejdede en del hurtigere. Jeg fik lov af skolen at være med til at vælge, hvor turen skulle gå hen, så jeg kunne være med bedst muligt. Jeg valgte London, og vi fik en rigtig god tur ud af det. Jeg var med langt de fleste steder, og jeg havde mulighed for at bestille et hotel i nærheden af de andres. Jeg var med, og jeg følte mig slet ikke ekskluderet på samme måde, som jeg gjorde, da turen gik til Berlin. Dejligt! Jeg var med i fællesskabet igen, selvom jeg godt kunne mærke, at Berlin havde sat sine store fodspor i mig og mit forhold til mine klassekammerater.

 

Sidste år på gymnasiet handlede mest om fester og eksaminer. Sådan skal det vist være. Men jeg kan huske, at jeg, frygtede studenterkørsel rigtig meget, da den tid nærmede sig!

Jeg kunne ikke helt slippe nederlaget og følelsen var eksklusion under ryste-sammen-turen til Berlin. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne være med til denne klimaks-begivenhed! Denne tur var så vigtigt for mig, at jeg ikke ville acceptere at køre rundt i min egen bil efter mine klassekammerater, som ville sidde og feste i et andet køretøj – uden mig!

Derfor tog jeg med det samme roret her, og meldte mig frivilligt til at organisere studenterkørsel. Vi fik fat i en lastbil, hvor jeg kunne køre ombord, og minsandten om ikke den søde lastbilchauffør havde installeret bespænding til min kørestol i gulvet! Det var så dejligt inkluderende for mig at være med her, og det var den perfekte afslutning på tre år med op- og nedture, som jeg altid vil huske på godt og ondt!

 

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?