Netflix har udviklet sig til en rigtigt interessant streamingtjeneste. De har en størrelse og en økonomisk ballast så de selv kan sætte gang i produktioner. De spænder vidt. Fra Blockbusters som ‘Mogli’ og ‘Birdbox’ med Susanne Bier i instruktørstolen til den smalle mexicanske film ‘Roma’, der har høstet priser verden over og som er blevet kåret som én af de bedste film i 2018 af et begejstret anmelderkorps.

Opløftende af den amerikanske virksomhed tager chancer og finansierer en film som ‘Roma’. Filmen gik meget kort i de danske biografer i december måned. Det er da også her den skal ses. Den er på mange måder en hyldest til Cinema og filmmediet som sådan. Nåede man ikke at se den på det store lærred, ligesom jeg selv, skal man ikke snyde sig selv ved at se filmen på en lille computerskærm. Brug en Chrome Cast eller se den på dit Smart tv. Desto større skærm jo bedre. Jeg var heldig. Jeg så den i julen på et 50 tommer Samsung tv i Jylland.

Alfonso Cuarón som har instrueret filmen har for første gang også været fotograf på værket. De næsten vibrerende livagtige sort hvide panoramabilleder er udsædvanligt godt fotograferet og man fornemmer her en instruktør med kærlighed til film. Alfonso Cuarón instruerede rum thrilleren Gravity i 2013 som vandt 7 oscars. Roma løb blandt andet med prisen som bedste film på Venedig Filmfestival i 2018 og er nomineret til flere Oscars, blandt andet for bedste film og bedste instruktør.

 

‘Roma’ foregår i bydelen Colonia Roma i Mexico City i 1971, og handler om den indiansk mexicanske stuepige Cleo der passer fire børn hos en velhavende mexicansk familie.

Der sker ikke meget plotmæssigt i Roma. Cleo bliver gravid med sin kæreste, som skrider da han hører nyheden og familiens mand finder en anden kvinde, så moderen til de fire børn, må stå alene som forsørger. Det modige ved Roma er, at instruktøren har autoriteten til at fremhæve det der umiddelbart har fanget hans blik – rutinerne, det kuriøse, det umiddelbart udramatiske.

Den indiansk-mexicanske stuepige Cleo er nok et vidunderligt menneske, der tøjler de overklassebørn, hun passer og lader den formelle facade slå fine revner, når hun er sammen med kollegaen efter arbejde. Men først og sidst er hun en stuepige, der adlyder ordrer fra den rige familie, hun arbejder for, og aldrig afviger fra sin godhjertede natur – selv ikke da kæresten skrider. Hun er vores vej ind til en tid og et sted og en familie snarere end en dramatisk motor i sin egen ret. I hvert fald i filmens første halvdel. Hun giver plads til at observationerne kan træde frem, foran handlingen.

Rundt om Cleo slår familien langsomt sprækker, mens armoden breder sig på gader og stræder og studenterdemonstrationer ender i blodbad. I filmen er der hilsner til den italienske instruktør Frederico Fellini der med sine poetiske langsomme scener og løsrevne situationer skabte humoristiske øjeblikke midt i tragikken. Dem er der mange af.

Filmen rummer smerte og glæde og er ikke selvhøjtidelig og alvorstung, selv om det kan lyde sådan.

Alfonso Cuarón lader os observere hverdagen med de huslige pligter, børnenes umodne slagsmål og den voksende grøft mellem forældrene, inden han lader dramaet detonere på lærredet – alt sammen i billeder, der er så rige, at man aner, de har bund i levet liv og ikke bare fantasi.

Det føles personligt uden at være navlepillende, det virker sårbart, men er i total kontrol.

Her er scener så ætsende smukke at de bider sig fast. Som da familien drager til stranden, så manden kan hente sine ting fra hjemmet. Cleo passer børnene, mens moderen er oppe på toilettet. Børnene bader og er ved at drukne i Stillehavets store bølger, men bliver redet i sidste øjeblik af Cleo som ikke kan svømme. Inde på stranden kommer moderen tilbage og i lange maleriske minutter omfavner de hinanden i et fælleds portræt.

Der er ingen musik i hele filmen hvilket ikke gør det mindste. Man bliver båret gennem værket af øjeblikket.

 

Er man typen der ikke har set sådanne slags film før, er sandsynligheden for at man slukker for fjernsynet inden der er gået 20 minutter stor. Roma kræver noget af én.

Man skal være aktivt med i processen, ligesom når man læser en bog. Det gør ikke noget. Tværtimod. Efter man har set filmen, tænker man at her fik man noget ud af filmoplevelsen, hvilket ikke sker så tit endda. ‘Roma’ er moderne, men kunne have været optaget i 70’erne. Det er da også instruktørens egen barndom filmen bygger på.

 

Da jeg var i starten af tyverne rejste jeg i Mexico, deriblandt Mexico City og ved Stillehavet. Med den rejse i bagagen er filmen ekstra interessant.

Uligheden i landet og USA’s rolle i studenterurolighederne i 70’erne og de mange drab på civilbefolkningen, der blev begået af amerikansk trænede soldater, bliver i filmen nærværende. Mexico var og er et fantastisk land, men ikke uden problemer. At være et ordenligt menneske er én af nøglerne til at løse op for konflikterne. Det viser filmen og det gælder også i mange andre dele af verden. Det er noget man kan tage med sig. Filmen viser Mexico, som landet er, bundet til 1970’ernes virkelighed.

Hav tålmodighed. Giv ‘Roma’ en chance. Lad være med at sluk inden den er slut. Se den til ende og du vil med garanti syntes, at det har været det hele værd, når flyvemaskinen flyver over himlen i den sidste scene og rulleteksterne kommer på.

‘Roma’ kan streames på Netflix.