Luften er fugtig i disse dage. Det kan man mærke, når man træder ud af hoveddøren en diset morgen. Det er tid til halstørklæde og hue og jeg tager en ekstra trøje på inden jeg forlader lejligheden. Skøjtebanen ved Frederiksberg Runddel er sat op af kommunen og man kan leje skøjter, hvis man ikke har sine egne. Det er blevet vinter og jeg har været inde og se filmen Bohemian Rhapsody. Den biografiske spillefilm om Queen. I særdeles om den ikoniske forsanger Freddie Mercury.

 

Bedst sælgende musikalske biografiske film nogensinde

Filmen har været undervejs siden 2010. Først var skuespiller Sacha Baron Cohen valgt som hovedrolleindehaver, han sprang fra i 2013 og Rami Malek blev valgt i stedet for. Malek bærer filmen som Freddie Mercury. Brian Singer, instruktøren på værket har lavet en film, der følger Freddie Mercury fra hans unge år i London hvor Queen bliver dannet og frem til Live Aid koncerterne i 1985.

Filmen er blevet modtaget med blandende anmeldelser, ikke desto mindre, er det den bedst sælgende musikalske biografiske film nogensinde.

Jeg så den i Falkoner Bio, en mandag aften. De første 10 minutter, tænkte jeg, at det her holder ikke. Men som historien skrider frem, bliver man grebet og suget ind i universet. Den unge Freddie Mercury bliver ny forsanger i bandet Smile, der tæller medlemmerne; Brian May og Roger Taylor. Snart kommer John Deacon med på bas og Queen bliver dannet. Herefter går det stærkt. De får hurtigt en pladekontrakt med EMI og snart venter deres første USA tour.

 

Handlingen 

Freddie Mercury kæreste hedder Mary Austin og deres romance og forhold er godt beskrevet, Freddie frier til hende inden bandet drager over Atlanten, men i Amerika begynder det at gå op for Freddie Mercury at han er homosexuel og da bandet kommer hjem efter en turné med stor succes, stopper Mary og han med at være kærester. Freddie fortæller, hvad Mary godt ved: At han er bøsse. Livet bliver ikke let for Freddie Mercury.

Det ene hit følger det andet. Den ene legendariske live optræden følger den anden, blandt andet den berømte koncert i Rio i Brasilien, hvor omkring 200.000 mennesker er tilstede. I 1975 laver Queen deres fjerde album, Bohemian Rhapsody, med det 6 minutter lange nummer af samme navn.

Samme år begynder Freddie et forhold til hans personlige maneger Poul Prenter.

Succesen for bandet fortsætter op gennem 70’erne, men i 1982 bliver Freddie Mercury tilbudt at gå solo. I hemmelighed underskriver han en aftale med CBS på 4 millioner dollars og bryder med de tre medlemmer af Queen. Han flytter til München og i 1984 begynder han arbejdet med hans første soloplade. Alt imens deltager han i homoorgier med Poul Prenter.

Mary Austin bliver gravid det år og Bob Geldof annoncerer Live Aid koncerterne til fordel for sultne og fattige i Afrika. Mary tager til München og beder Freddie om at komme hjem. Freddie Mercury bryder med Poul Prenter, som har holdt nyheden om Live Aid koncerten hemmeligt for ham.

Freddie Mercury bliver forsonet og gendannet med Queen, samtidig finder han ud af at han har HIV.

I 1985 deltager Queen i Live Aid koncerten på Wembley Station, under prøverne til koncerten fortæller han bandmedlemmerne at han har AIDS. De omfavner ham og bandet slutter fred. Freddie bliver kærester med Jim Hutten, en tjener til én af Freddies vilde fester i 70’erne.

Han besøger sin far og mor inden koncerten og fortæller faderen at han nu skal spille gratis for verdens fattige. ‘Gode tanker, gode ord, gode handlinger’, noget som hans far har levet efter, som han gerne ville give videre til sin søn og som Freddie Mecury nu efterlever.

Koncerten på Wembley varer 20 minutter og bliver regnet for Queens bedste live optræden. Filmen følger koncerten i real tid, så scenen varer altså 20 minutter. Det gigantiske Wembley Station er genskabt med alle tilskuer og en Rami Malek i storform. Sidste nummer er We Are The Champions og Bob Geldof smiler tilfreds, da Live Aid runder det millonbeløb som han gerne ville samle ind.

Her slutter filmen.

Freddie Mercury dør i 1991, 45 år gammel og resten af bandet danner Mercury Phoenix Trust, en fond til gavn for mennesker ramt af HIV.

 

Filmen får mig til at reflektere over..

Filmen minder én om nogle vigtige ting. Lige meget hvor meget succes du har, hvor rig og berømt du bliver, er det nære vigtigere. Queen og Mary er Freddie Mercurys familie. Freddie Mercury slipper ikke godt fra bruddet med Queen i 1982, hvilket bliver godt illustreret i filmen. Forsoningen med Queen og Mary og endelig Freddies forhold til Jim Hutten, illustrerer også dette faktum. Freddie Mercury kommer sidst i fortællingen hjem i mere en én forstand.

Queens musik lever i dag i bedste velgående og deres Greatest Hits albums har slået den ene slagsrekord efter den anden. Bohemian Rhapsody er en seværdig film, om end ikke den største filmkunst, hvilket det nødvendigvis heller ikke skal være. Den er fyldt med god musik og fortæller levende om en menneskeskæbne, alle kan lære noget af.

Her på Frederiksberg har kulden og fugten lagt sin endelige hånd om én. Jeg har fået snue og har købt en flaske hostesaft i en helsekostbutik. Jeg køber af og til ind i Irma, som ligger lige ved siden af biografen. Med et smil kigger jeg på plakaten. ‘Bohemian Rhapsody’ går lidt endnu. Hvis ikke man når at se den på det store lærred, kan filmen streames på Blockbuster, inden længe. Mon ikke den også kommer på Netflix. Se den!