Tilbage i 2006 arbejdede jeg på et lager – et job jeg havde fået gennem et vikarbureau. Jeg havde lige afsluttet gymnasiet og skulle bare ud og tjene penge. Jobbet var ekstremt hårdt; jeg tømte containere med kasser på langt over 50 kg – vel og mærke med håndkraft. Det var på ingen tænkelig måde i orden, men jeg blev alligevel i jobbet i 7 måneder.
Jeg tænkte ikke så meget over, at arbejdsforholdene var fuldstændig absurde, for hva’ fanden vidste jeg om det? Jeg skulle jo have et job for at tjene penge og hvad hvis jeg åbnede munden overfor enten arbejdspladsen, eller vikarbureauet? Så ville de vel bare finde en anden til jobbet og jeg ville stå uden job, og derfor uden penge. Derfor blev jeg.
I dag forekommer det mig helt naturligt, at jeg, særligt i jobsammenhæng, selvfølgelig siger fra, hvis noget strider imod mine værdier, integritet eller sundhed
Jeg vil endda mene, at det i dag, efter mere end 4 år som hjælper, står endnu klarere, hvor vigtigt det er at holde fast i egne værdier. Især når man arbejder privat hos og så tæt på et andet menneske.
Det er nærmest umuligt ikke at havne i en situation, hvor du som hjælper bliver bedt om at gøre noget, der strider imod hvad du selv ville gøre.
Det er svært at præcisere hvor grænsen går
.. for man er jo ansat, fordi det pågældende menneske har brug for hjælp til at leve sit liv – ingen løftede pegefingre.
Men det kan være svært at vide, hvornår man skal holde sin kæft og hvornår man skal sige fra.
Som hjælper skal man ofte agere arme og ben. Engang imellem også en nært betroet person, men for alt i verden aldrig mor eller far. Det sidste er både nedladende og bestemt ikke værdigt for det menneske man hjælper.
Min opfattelse er, at mange i hjælperfaget enten ikke har gjort sig overvejelser i den retning, eller simpelthen bliver ‘taget på sengen’. Og når situationen pludselig opstår, så nikker de bare pænt “ja”. Måske af frygt for at kompromittere et godt forhold, eller endda miste sit job.
Jeg håber virkelig, at denne side af det helt specielle forhold mellem hjælper og bruger/borger (i mange tilfælde også arbejdsleder, eller arbejdsgiver) i højere grad bliver italesat af begge parter. Så grænserne, i hvert fald i nogen grad, bliver tydeligere.
Snak, tal og spørg – det vil kun gavne begge parter.
Dit job skal ikke definere dig som menneske, eller dine værdier. Og hvis din frygt for at miste dit job fylder nok til at vende dig selv ryggen, så skal du sgu nok finde et andet arbejde.
Hjælperfaget kan være spændende og utrolig givende, men det kræver, at du ved præcis hvor du står som menneske.
Christoffer