Jalousi-generationen

Jalousi-generationen

Jeg var ikke ret gammel, da min mormor lærte mig, at andre folks breve, dem kiggede man ikke i. Det var ulovligt. Og i frygt for politi og celler med tremmer, har jeg aldrig turde gøre det. Jeg har også altid vidst, at min mors kalender var off limits – en privatsfære jeg senere selv adopterede som voksen. Derfor er min forargelse også så meget større, når jeg ser på min generation. ”Jalousi-generationen” har jeg døbt dem. ”Crazy heads” kan i visse tilfælde også dække ret godt…

 

Jeg kender til kvinder der i ramme alvor mener, at de kan tillade sig at bestemme, hvem deres respektive mand må være venner med;

veninder er no-go, fænomenet kvindelige kollegaer skal helst være ikkeeksisterende. Jeg har omvendt også oplevet mænd, der med fuld overlæg tjekkede deres kæresters telefoner for muligt snavs – og aldrig lagde skjul på det.

For tænk nu hvis det ender galt; tænk nu hvis min kæreste er mig utro? Dét er hxn sikkert, så derfor må jeg godt! Hvis hxn allerede er i gang med at ødelægge mit liv, så må jeg også ødelægge deres! Og så kører spiralen af tankespind ellers bare derudaf. Og jeg står forpustet på sidelinjen, ryster på hovedet og har lyst til at skrige begge parter ind i hovedet: ”Hvad F**K laver I?! Hvad blev der er privatlivets fred, hvad blev der af intimsfæren? Overraskelsen måske ligefrem?”

 

I visse grupper hvor jeg frekventerer florerer der fænomener, som er et Big Brother-samfund værdigt; de berygtede ”strikkeklubber”

Her fyldes lukkede og anonyme sider på Facebook med smukke, intetanende mænd – eller kvinder – som liiige skal tjekkes efter i sømmene en ekstra gang, før folk tør gå på date med dem. Og den får ikke får lidt på tilsviningskontoen, hvis et billede uheldigvis bliver matchet up med en bitter ekskæreste. Lige såvel er det blevet normal kutyme for især kvinder, at bede fremmede og uskyldige piger om liiige at skrive til deres kærester, for at kunne holde øje med staklens reaktion. For tænk nu hvis han svarer pænt tilbage til et fremmed stykke kvindfolk; så er det ud og det er med det samme!

Tilliden til hinanden er væk. Især i unge parforhold. Og privatliv er ligeledes et terminalt begreb efterhånden; fælles computere, fælles mailadresser, fælles telefonnumre og Facebook-konti. Har vi ikke alle set dem? ”Helle Og Børge Jensens”-profilerne skyder op som uregerlige mosegrise på de sociale medier. Og jeg græmmes. Og skræmmes. Hvis det er dét, som er et moderne parforhold for min generation, så skal jeg da være single resten af mit liv. Så hellere have min Facebook og drengevenner i fred.

 

Det er altså også meget sjovere selv at have råderet over sin egen fritid…

 

 

Hjælpere – en velsignelse eller en forbandelse?

Hjælpere – en velsignelse eller en forbandelse?

En 18-års fødselsdag plejer at være en glædelig begivenhed. Det er her man fejrer, at man endelig er voksen. Selv sad jeg og tænkte “rend mig et hvis sted! Nu er livet slut!” For nu stod jeg over for det største ansvar, jeg på daværende tidspunkt havde oplevet: nu skulle jeg være arbejdsleder og jeg var tosset over min nye BPA-ordning!

Ærligt følte jeg mig ikke klar til at varetage så stor en opgave. Og så var jeg overbevist om, at nu blev mit privatliv for alvor skyllet ned i lokummet. Det gjorde det til dels også. Men jeg blev også klogere med tiden.

Den dag i dag er jeg meget taknemmelig over hver og en af mine hjælpere.

Også selvom det var en stor omvæltning. Især da jeg flyttede hjemmefra, var jeg frygtelig taknemmelig over, at de var der. Så føltes min første lejlighed ikke nær så uoverskuelig. Jeg føler mig heldig over, at hele fem mennesker er villige til at hjælpe mig. Og at jeg får lov til at være en del af deres liv, lige så vel som jeg er en del af deres. For dét er en af vilkårene ved døgnhjælp; de er der hele tiden og oplever ALT, hvad jeg gør på godt og ondt.

Og velsignelsen på trods så kan det at have hjælpere også være en forbandelse. Især hvis man ikke har kemi med hinanden – så er det næsten tortur.

Men også netop på grund af manglende frihedsfølelse og manglende privatsfære, kan det risikere at sige klik inde i hovedet. Nogen gange når jeg bare får nok af alting, kommer bitterheden frem i mig igen: “Hvorfor kan jeg i hede hule… ikke bare være i fred! Bare lidt? Hvorfor kan jeg ikke bare for én gang skyld få lov til at tude uden andres påhør eller ligge splitterravende nøgen på min sofa?!”

 

Et trick jeg selv bruger for at undgå momenter sindssyge, er at jeg bevidst har ansat fem meget forskellige hjælpere.

For jeg lærte ret hurtigt, at ingen kan det samme. Og da slet ikke alt, som jeg vil. Det ville i hvert fald kræve, at jeg ansatte en som mig, og det går jo ikke, når det netop er hende, som har brug for hjælp. På denne måde kan jeg langt henad vejen lægge spontan irritation på hylden. Hvis jeg for eksempel vil i Tivoli, så nytter det ikke at ønsket lader sig bremse af en hjælper, som har højdeskræk og ikke tør prøve forlystelser. Har jeg en genert hjælper, er det ikke den person jeg tager med mig til sexmesse. Og sådan kunne jeg blive ved.

 

Alle mine hjælpere har hvert deres force og talent. Omvendt har de alle også hver deres svaghed.

Det er forskellige ting, vi taler om og forskellige ting vi laver. Jeg kan planlægge mig ud af det meste, så det hele går op i en højere enhed, og pågældende hjælper passer til dagens program, men sker der akut sygdom eller vagtbytte, så kan irritationen godt opstå. Ikke på dem, ej heller på mig. Bare generelt. For hold kæft hvor er det belastende at skulle lave om i sine planer på grund af andre mennesker, som kommer udefra og som måske pludselig bliver for syge til at køre.

Men en god hjælper hænger ikke på træerne. Og da slet ikke fem! Jeg ved, hvor heldig jeg er og det er deres fortjeneste, at jeg hver dag kan leve et normalt liv og samtidig føle mig tryg. Jeg er i ti gode hænder. Og så skid da være med irritationen, så længe man er omgivet af mennesker, som man rent faktisk kan udtrykke sig over for.

 

En ting der hjælper mig i de svære tider er at kunne tale åbent til mine hjælpere.

Sige ærligt hvor møghamrende irriterende de er til tider. Så siger de det samme til mig og så griner vi af det – og spiser noget mere kage, ser et ekstra afsnit af en serie eller noget helt tredje. En anden ting der hjælper, er nok det vigtigste. Det er hver aften inden sengetid at sige: “Tak for en dejlig dag og fordi du hjalp mig med (X).”

– Så til ‘Dream Team Ditte’ og alle hjælpere i DHO: I er pisse irriterende! Men tak fordi I er hos os, der har brug for jer. I gør et vidunderligt stykke arbejde!