Hvor langt skal vi gå for at forsøde tilværelsen?
Selvom jeg har et medfødt handicap og jeg derfor – i menneskers øjne – er et mytologisk væsen, så er jeg trods alt stadig så tilpas menneskelig, at jeg – ligesom dem – har frygtelig dårlige vaner. Rygning er eksempelvis min store kæphest.
Men selvom jeg er fuldt ud klar over, at der ikke ligefrem er tale om en agurk, som jeg sætter ild til flere gange om dagen
..så tænker jeg egentlig aldrig selv over, at det faktisk er en dårlig vane. For mit eget vedkommende betragter jeg blot mine cigaretter, som værende et sødemiddel til min tilværelse. Et erstatningsprodukt til alt det jeg ikke kan, om man vil. Ligesom Rick’s kaffe – bare mere fysiologisk…
Jeg hørte på et tidspunkt en historie om en person, som var lammet fra halsen og ned. Vedkommende røg som en skorsten og havde derfor hjælpere til at tænde, holde og slukke sine cigaretter for sig. Og folk omkring vedkommende blev vildt forargede, når de så det. For der var jo tale om en meget syg person, som jo nok egentlig burde passe bedre på sin krop. Eller det der var tilbage af den i hvert fald… Måske det bare er min unge alder og derfor naturlige, bratty attitude,
men sk!d da hul i logik og lad os da nyde de rester af livet, som man nu har!
Jeg hører konstant på kloge menneskers gode råd; at mine lunger er små, mit hjerte arbejder dobbelt så hurtigt og min hoste resulterer i oftere brækkede ribben. Og de har så evigt ret. Men jeg kan da umuligt være den eneste, som foretrækker at dø af en maveeksplosion forårsaget af maratonædning af hvide chokoladefrøer frem for grønne æbler! Godt nok er jeg ung, men jeg er trods alt ikke så naiv, at jeg ikke ved, at vi alle skal dø før eller siden. Så min livsfilosofi er, at vi skal have det sjovt, så længe det varer.
Mine cigaretter har bragt megen sjov med sig; nye venskaber og kærester for eksempel. De minder mig om gode fester, gode samtaler og god sex. De kvikker mig op en råkold vintermorgen og de gør mig rolig i mine hysteriske og stressede perioder. Og så kickstarter de min kreativitet hver gang jeg har en blokade. Så teknisk set er det tobakkens skyld, at I kan læse med her til aften…
Jeg vil faktisk gerne stoppe. På et tidspunkt. Engang.. Måske…
Det vil i hvert fald være billigere for mig at lade være! Men jeg ved også, at mennesker nu engang bare vil forblive mennesker. Og kvitter jeg smøgerne, så skal jeg være parat til at byde en ny, dårlig vane velkommen. Som min gamle gymnasielærer sagde til mig engang: “Cigaretterne er droppet og i stedet for røg er det nu chokoladeskildpadder der ryger ned gennem svælget.” For dårlige vaner er naturlige. Hvad enten der er tale om kaffe, cigaretter, rødvin, chokoladefrøer eller skildpadder; ALLE har NOGET der er deres!
Dét jeg egentlig prøver at hejse min fane for, er i og for sig ikke de dårlige vaner i sig selv
Dem vil jeg lade folk om at have i fred. Men lad os droppe de fordømmende blikke og åndssvagt, logiske kommentarer. Lad os i stedet erstatte dem med en ekstra skål eller at tænde hinandens smøger (det er i øvrigt et fremragende scoretrick forresten!).
Lad folk med handicaps få den hjælp, som de har brug for til at bibeholde deres dårlige vaner. Hjælpemidler – hvad enten der er tale om tekniske apparaturer eller hjælpere i kød og blod – så skal de normalisere folk og ikke umenneskeliggøre dem. De skal hjælpe dem til at leve deres liv, præcist som de selv vil. Også selvom det er risky business nogen gange. For sådan er livet!
Så skal vi ikke bruge resten af aftenen til at komme clean med vores dårlige vaner? Jeg vil med glæde æde, skåle, ryge eller pille næse sammen med jer – whatever makes you happy!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!