af Ditte Amalie Hagelund Johansen | maj 23, 2019 | Borgerliv, Inspiration
Skal du lukke din indre vildskab ud?
Jeg har været i kontakt med Ivan Michelsen fra firmaet ”Cold Hawaii Vildmarksbade”. De producerer bæredygtige shelters, hytter, saunaer og vildmarksbade – der nu også bliver handicapvenlige! De har en udlejningsstation, hvor man kan leje et bad, en sauna etc. og hvis man har pengepungen i orden, kan man selvfølgelig også købe sin helt egen hytte eller vildmarksbad.
Af handicapvenlige løsninger har de blandt andet udviklet en ny sauna med en bred dør på 90 centimeter..
så der er plads til en kørestol. Saunaen kan fås både uden og med omklædningsrum, og såfremt man vælger dette tilkøb, så er døren til omklædningsrummet selvfølgelig også bred nok til en kørestol.
Senere på året vil der komme en lift, der kan tåle at stå ude hele året, som man kan sætte fast på vildmarksbadet og derved blive liftet ned, såfremt man sidder i kørestol. Nede i badet vil der være en sele, som støtter personer, der ikke selv er i stand til at bære deres egen vægt.
Ivan har desuden forsikret mig om, at der selvfølgelig også er plads til en hjælper i badet
Hvis det har vækket din indre, vilde side og interesse..
så kan du finde ud af meget mere om projektet på hjemmesiden: https://coldhawaiivildmarksbad.dk/
Her kan du også læse mere om produkterne, og hvor i landet de befinder sig. Du kan naturligvis også finde frem til diverse kontaktoplysninger, såfremt du har videre spørgsmål.
Jeg ejer nok ikke selv den type ”vildskab”; mit eget morgenritual starter som regel ud med at blive kogt under bruseren som en anden hummer…
Men når dét er sagt, så er jeg stadig imponeret over, at der er blevet udviklet løsninger på, at folk i kørestole nu også kan lukke deres indre vildskab ud og give sig i kast med koldt vand og hedende saunaer i smukke naturområder.
Og netop derfor synes jeg også, at Ivan Michelsen og firmaet ”Cold Hawaii Vildmarksbade” skal have en varm anbefaling herfra!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | maj 18, 2019 | Borgerliv, Inspiration
Skal vi danse?
Jeg husker det som var det i går.
Sodavandsdiskoteket i børnehaven; Ditte på fire år der misundeligt ser op fra sin kørestol på alle sine legekammerater, der begejstret hopper rundt og danser. “Man kan sagtens danse i en kørestol, Ditte,” prøver min hjælper opmuntrende. Men jeg ryster bare på hovedet; tør ikke i frygt for at se dum ud.
Den har siddet i mig lige siden – følelsen af frygt for at se dum ud. Jeg er bestemt ikke musikalsk, og jeg ejer ikke et gram rytme i kroppen
Alligevel elsker jeg at nyde andre optræde og bliver altid grebet af stemningen. Teater, balletter og musicals har altid været en stor del af min barndom. Det var ikke et særsyn, at jeg ofte var ved at trille hovedkulds ned i orkestergraven af bare begejstring over diverse forestillinger, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet flået tilbage i mit kjoleskørt og pænt placeret ned i en rød velourstol igen.
Og nu kommer den barnlige glæde og store fortabelse af stemning atter vendt tilbage, for snart – meget snart – bliver Danish Wheelchair Dance Cup 2019 skudt i gang
Det kommer til at ske den 7. – 10. juni på Musholm Ferie- og Sportscenter i Korsør
Og for at det ikke skal være løgn, så sender vi to velkendte ansigter til konkurrencen som repræsentanter for Danmark; Karina Frederiksen og Connie Skov. Så skal de i hvert fald lære mig én gang for alle, at man SAGTENS kan danse i en kørestol!
Jeg har haft fornøjelsen af at interviewe Karina omkring dans før. Og selvom jeg var uvidende – og derfor skeptisk – omkring konceptet kørestolsdans, så tog det mig ikke lang tid at nå ind til barnet indeni mig, der betaget lyttede til alle Karinas historier om kjoler med palietter, guldmedaljer, dancecups og danseundervisning med flotte partnere både i og uden kørestol. Havde Karina stået og danset på Det Kongelige Teaters scene i sin kørestol, da jeg var barn, så havde jeg med sikkerhed faldt ned i orkestergraven og forhåbentlig blevet grebet af et skinnende valdhorn.
Jeg er senere hen så småt begyndt at få blod på tanden
Jeg tager ofte mig selv i at dagdrømme om at danse jitterbug til swingmusik, så både kjoleskørt og kørestol pisker derudaf. Så hvem ved? Måske jeg en dag tør gøre en dagdrøm til virkelighed. Og indtil da håber jeg inderligt på flere som Karina og Connie, der kan betage og lokke ‘kyllinger’ som mig til at glemme, hvordan man ser ud for i stedet at blive snurret rundt på et dansegulv og bare have det skidesjovt. For det er vel noget af dét livet handler om? ‘To dance like nobody’s watching!’
Og indtil da er der vist kun én ting at sige:
Skal vi danse den 7. – 10. juni på Musholm til Danish Wheelchair Dance Cup 2019?
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
