DHOpixel

Mikkel Lund

– Miniportræt

Hvad bruger du din fritid på?
Hvad vil du kæmpe for til enhver tid – både i og uden for DHO-fællesskabet?
Hvorfor har du valgt DHO som firma?
Hvad er dit bedste selvforkælelsestip?
Hvilke værdier er vigtige for dig i livet – og hvorfor?
Hvad er det bedste råd, du har fået i livet?

Jeg læser meget, både knaldromaner, rejsebøger og biografier. Jeg interesserer mig meget for, hvordan mennesker tænker, deres baggrund og hvordan de er blevet til dem de er. Jeg elsker at se film og serier i actiongenren. Man er vel en drengerøv! Ud over det er min hobby blevet mit arbejde, og det ser ud til at fortsætte!

For mig selv vil jeg kæmpe for en karriere og et levebrød som kunstner, ikke for glamour og stjernedrys, men for at tjene mine egne penge på at optræde som sanger og skuespiller. På et mere filosofisk plan vil jeg kæmpe for at støtte op om, og forstærke menneskers følelse af at være herre i eget liv. Vi mennesker har ofte rigtig travlt med at fortælle andre, hvad der er bedst for dem selv, men mennesker er udmærket i stand til selv at finde ud af det. Jeg vil altid stå bag den, der vil gå sine egne veje og træffe sine egne valg. I mange tilfælde kan os der står på sidelinien bekymre os, vi kan imod en beslutning, men hvis vi virkelig elsker og respekterer vores kære, kan vi ikke gøre andet end at holde det for os selv og håbe på det bedste. Jeg vil kæmpe for at folks liv er deres eget og de må leve det, som de vil, så længe det ikke skader andre.

Jeg har valgt DHO fordi de er bedst at have i ryggen, når jeg som BPA-leder fra tid til anden udfordrer de ”kasser”, jeg er sat i. Med DHO i ryggen kan man pludselig drømme stort, og bøje rammerne for, hvad der er muligt med døgnhjælp i Danmark.
En culottesteg eller bøf med en god flaske rødvin er altid et hit.

Jeg er old school, så mine værdier ligger i den klassiske ende. Jeg holder hvad jeg lover, jeg er punktlig, men jeg er også perfektionistisk, ambitiøs og vedholdende. Hvorfor? Fordi jeg gerne vil have at folk skal se den mand, jeg er når de møder mig, og ikke bare en kørestol, hvor der gemmer sig et eller andet i.

At tage ansvar for mig selv. Nogle af mine hyppigste konflikter, da jeg var ung, handlede om at jeg var fabelagtig god til at tage ansvar på alle andres vegne, i stedet for at forholde mig til mig selv, og hvad jeg ville gøre. Det blev jeg hurtigt vænnet fra.