Boganmeldelse af Alexander Solsjenitsyn’s ‘I den første kreds’

 

Jeg har altid holdt af skønlitteratur; altså romaner, noveller og poesi. Mest det første.

Under min indlæggelse, der varede i næsten et år, fandt jeg glæden ved at læse frem igen, efter års pause.

På hospitalet startede det med Paulo Coelho, gik over i Jan Kjærstad, rundede Jan Søndergaard, Paul Auster og Haruki Murakami. Alt sammen forfattere, hvis romaner jeg fandt på hospitalets bibliotek. Jeg har holdt ved læsningen efter min udskrivelse og reolen derhjemme er nu fuldt med bøger, der er ikke plads til flere i lejligheden. Heldigvis er biblioteket her i kommunen godt og de kan skaffe alt.

Læser man vil man på et eller andet tidspunkt støde på russisk litteratur. ‘Brødrene Karamazov’ af Fjodor Dostojevski læste jeg i Latin Amerika i midten af halvfemserne. Den har siddet fast. Siden da har jeg i ny og næ fundet en russisk forfatter frem og læst et par af vedkommendes værker. Kender man ikke til russisk litteratur, vil man måske umiddelbart tænke at det er nogle tunge drenge at danse med.

Det er nødvendigvis ikke sandt. Leo Tolstoj ‘Krig og Fred’, som er en af de længste romaner jeg har læst, er let i sproget, faktisk en leg at komme igennem. Og en oplevelse man ikke skal snyde sig selv for. Det samme gælder ‘Forbrydelse og Straf’ af Fjodor Dostojevski, som umiddelbart kan virke mørk og tung. Bare titlen.

 

‘I den første Kreds’ af Alexander Solsjenitsyn er skrevet efter Josef Stalins død.

Den udkom i Danmark og resten af Vesten i 1968. Den handler om kort fortalt om livet i en af de mange fangelejrer som fandtes i Sovjetunionen. Millioner af mennesker blev deporteret og døde i lejrene og det har Alexander Solsjenitsyn brugt mange romaner på at beskrive. Der er ikke et stærkt plot i romanen, som består af to bind, men ikke desto mindre keder man sig ikke et sekund.

 

Det er veldokumenteret at forholdene i Sovjetunionen var horrible. Litteraturen kan gøre statistikkerne til mennsker og Alexander Solsjenitsyn kan gøre fanger, fangevogtere, bødler og Stalin selv til det samme.

Vi kommer ‘I den første Kreds’, helt tæt på fanger i ‘Sjaraskaerne’, den russiske betegnelse for fængsler, hvor fangerne har det bedre end i lejrene i Sibirien og andre steder i landet. Derfra også titlen: ‘I den første kreds’. Den henviser til Dantes Guddommelige Komedie, der har 9 kredse på vej til helvede, hvor den 1. kreds er den mindst pinefulde. I ‘Sjaraskaerne’ bor uddannede mennesker som Stalin kan bruge. Ingenører, diplomater, skolelærer, teknikkere, videnskabsfolk, m.v. Her er arbejdet ikke en kobbermine, men et skrivebord. Og i fængslet Mavrino i udkanten af Moskva lever disse mennsker, hvis dagligdag man i romanen kommer helt tæt på.

‘I den første kreds’ følger flere spor. Fangerne i Mavrino, fangevogterne og Stalin selv. Den foregår over få dage i december 1949 og virker som et slags portræt af tyve års russisk historie. Kvaliteten i romanen, som jeg ser det, er de nuancerede personskildringer.

Det som er så fascinerende ved bogen er, at mennesker i ekstreme situationer bliver beskrevet helt almindeligt.

I det hele taget er det almindelige et nøgleord for at forstå romanen. Der er meget stærke scener i bogen, hvor f.eks en fange får besøg af sin kone der kæmper med næb og klør for at holde sig oven vande i Moskva, mens manden er dømt 10 års fængsel for at lave en forkert telefonopringning. Ellers velfungerende familier bliver splittet ad, besøg bliver overvåget, så en samtale mellem mand og kone, må foregå i koder. Breve bliver læst og censureret og flere fanger må bryde med deres familier i frygt for at der vil ske dem noget ondt, blot fordi han er fængslet. Man ser virkelig hvordan systemet underminerer ideologien og hvordan det kæmpe sovjetiske sikkerhedsapparat fungerer.

Måske er det lysstrålerne i romanen der for én til at læse videre.

Hvordan smager en kop vand hos en mand der har mistet alt på en nat?

Hvad betyder det at få en seng med dyne at sove i, når man ikke har haft andet end en briks af træ? Glæden ved en gåtur, avislæsning, et besøg. De små ting som findes i alles hverdag, bliver her den største lykke. Hvilket man kan lære meget af, især i vores kultur og på vores breddegrader, hvor vi tager alt for givet. Livet var ikke nemt under den kolde krig, især ikke på den anden side af jerntæppet. Og vi skal ikke mere, end tilbage til 1989 da Berlinmuren faldt, for at finde eksempler på lejre i Rusland, som beskrevet i bogen.

 

Måske føler man selv at man sidder i fængsel. Måske sidder man ikke fysisk i sådant et, men mentalt.

Måske føler man at man sidder i en situtation, man kan komme ud af. Måske er man blevet syg, dårlig eller må vente år på en afgørelse fra en sagsbehandler. Der er det at læsningen af litteratur, som rører ved følelser i ens eget liv guld værd. Sådan en roman er ‘I den første kreds’. Selv om man ikke umiddelbart føler noget slægtskab med Stalin og tiden i Sovjetunionen efter 2. verdenskrig, bør man ikke snyde sig selv for at læse denne bog, eller i det mindste, en af Alexander Solsjenitsyns andre bøger. Så som ‘Kræftafdelingen’ der foregår på en kræftafdeling i Moskva, i 50’erne.

Man kan spejle sig selv i karakterende og de kampe de har

 

Som det er med disse bøger, er de krydret med sætninger, replikker der går en tand dybere, end andre romaner. Mange sætninger, og replikker hænger ved, netop fordi det er skønlitteratur og at teksten derved sniger sig ind under huden på en og sætter sig fast. Når man læser en bog som ‘I den første kreds’, lever man sig ind i personerne, deres skæbne og man vender næste side for at få at vide hvad der sker med dem. Det er katharsis.

Romanen er delvis selvbiografisk. Solsjenitsyn var universitetsuddannet matematikker og fysikker og var kaptajn i den sovjetiske hær under 2. verdenskrig. I 1945 skrev han et brev til en ven, hvor han kritisererede Stalin. Brevet blev læst af myndighederne og Solsjenitsyn blev idømt 8 års straffearbejde i Sibirien. Da han var videnskabsmand, kom han først i en Sjaraska. Han blev løsladt da Stalin døde og Khrusjtjovs kom til magten. Han fik lov at vende tilbage til det centrale Rusland og fik sågar, udgivet to værker: ‘En dag i Ivan Denisovitjs liv’ og ‘Matrjonas gård’.

Men efter Khrusjtjovs fald, var det slut. Alle hans senere værker, udkom kun i Vesten, og da han fik nobelprisen i litteratur i 1970 blev livet i Sovjet for vanskeligt for ham. Han og hans familie blev i 1974 smidt ud af landet og flyttede til USA, for først at vende tilbage til Moskva i 1994. Efter Sovjetunionens sammenbrud. Hans bøger er efter kommunistregimets fald udkommet i kæmpeoplag i Rusland.

I 2006 blev der lavet en tv serie over ‘I den første kreds’, som lagde landet øde. Den er med landets bedste skuespillere og blev sendt i bedste sendetid. Den dengang 87 år gamle Solsjenitsyn, så den sammen med gamle politiske fanger. De kaldte den alle utroligt realistisk. ‘I den første Kreds’, er en af den slags bøger som hænger ved.

Sæt tiden af og snus til den!