Boganmeldelse af Frysende våde vejbaner – roman af Jan Sonnergaard
Boganmeldelse af Frysende våde vejbaner – roman af Jan Sonnergaard
Jeg har boet det meste af mit voksenliv i København. Nu godt nok bosat på Frederiksberg, men alligevel. Nørrebro er den bydel hvor jeg har boet længst tid. Ellers har jeg været forbi Vesterbro, i flere omgange, Østerbro, en enkelt gang, Amager, en kort periode og Sydhavnen, ligeledes en kort periode på fire måneder. Jeg boede lige ved Sydhavn Station, i en fremlejet lejlighed på tre værelser med altan og udsigt til banelegemet.
Hovedpersonen Jesper i Jan Sonnergaards roman; ‘Frysende våde vejbaner’, bor i en to værelses lejlighed på Nørrebro. Han er 50 år gammel og var ung i 80’erne dengang sort var det nye sort. Han er lige blevet fyret fra postvæsnet og har aldrig stiftet familie. Vennerne er forsvundet, ingen af ungdommens drømme blev til noget og idealerne er et efter et forsvundet. Desuden ser han ser kærlighed som et overstået kapitel.
En dag får han en opringning fra en gammel ungdoms ven, der fortæller at Henrik, en fra slænget har hængt sig, 48 år gammel. Nyheden forstærker Jespers depressive tilstand og han tænker på selvmord. At kaste sig ud foran den nærmeste og hurtigste bil, syntes som en god løsning.
Alligevel holder Jesper sig tilbage for ind i mellem er der noget morsomt, noget der holder ham til livet.
Han bliver inviteret til en fest hvor han møder den smukke unge Julia. Han forelsker han sig hovedkulds i den unge arkitekt, der – modsat Jesper – emmer af ungdom og livsmod. Med ét forvandles Jespers syn på livet, og han begynder at leve i nuet i stedet for i minderne om det, der var. Mødet viser sig dog at være fatalt, både økonomisk og menneskeligt. En deroute begynder.
Mere skal ikke fortælles om handlingen i denne fortræffelige bog, som blev Jan Sonnergaards sidste, inden hans alt for tidlige død for få år siden.
Han nåede at skrive to romaner og en lille stak novellesamlinger, brød igennem den litterære lydmur med sin fremragende novellesamling ‘Radiator’, tilbage i 1997, men i denne bog, er det altså hans egen generation han tager under behandling. En generation der var unge i 1980´erne og hvor nogle måtte anerkende det faktum, at de forventninger og drømme man havde, ikke blev indfriet og at tiden er løbet fra en.
Hovedpersonen i romanen tilhører middelklassen, er ensom, befinder sig i en midtvejskrise, har ikke den store tiltro til omverdenen og så har han distanceret sig fra sine omgivelser. Forholdet til Julia er på mange måder forkrøblet, bl.a. fordi Julia udnytter Jesper, hvilket han først finder ud af alt for sent, men også forkrøblet fordi Jesper ofrer kontakten med sine få venner for at tage på en længere rejse med Julia til dyre hoteller og restauranter i Basel, Stuttgart og Strasbourg, en rejse hvor virkeligheden til sidst rammer Jesper i ansigtet som en knytnæve. En virkelighed, der er særdeles grim og usympatisk og som ender med at få de værste sider frem hos ham.
Man er med hele vejen. Fra den snuskede lejlighed der går til i snavs og rod. De gamle LP plader som ikke bliver spillet mere, til mødet med Julia og de storsnuede venner i en kæmpe lejlighed med udsigt til søerne. Et besøg hos banken med den store kassekredit og til udlandet på de dyre hoteller. Man føler med Jesper og tænker: Kunne dette have været mig?
‘Frysende våde vejbaner’ er en bog, der giver et sjældent indblik i livet for en mand fra middelklassen, men også et portræt af nutidens Danmark..
hvor det enkelte menneske ikke måles på sin personlighed, men derimod på faktorer som uddannelse, indtægt, på hvor din bolig er placeret og hvad boligen har kostet. En nutidig skildring af et samfund, som betragter folk uden for arbejdsmarkedet som sociale tabere, psykisk syge som svage mennesker og handicappede som outsidere. Et land som har udviklet sig en konkurrencestat. Et land som har ført en borgerlig politik siden 2001, har deltaget i flere krige og hvor det er vigtigere at et barn bliver til noget i stedet for nogen.
Der er langt til 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne hvor Danmark sendte et hospitalsskib til en krigszone, hvis udlandet kaldte på tropper. Hvor der var nok personale i landets vuggestuer og børnehaver og hvor kultur var en rettighed i stedet for et område under afvikling. Et land med supersygehuse og kæmpeskoler.
En psykiatri som lider, dagshøjskoler som bliver sparet væk og et sundhedsvæsen hvor sparekniven gang på gang svinges, så man efterhånden ikke kan genkende hvad det vil sige at være dansk. Et samfund, hvor det er nemt at blive stemplet og at falde udenfor, og derfor et samfund, der er menneskeligt fattigt.
Jan Sonnergaard var humanist og det Danmark han beskriver i bogen her, er et land i forfald. Et København under afvikling. Bogen er både spændende, morsom og pinagtig, miljø- og personbeskrivelserne er præcise og overbevisende. ‘Frysende våde vejbaner’ er en rigtigt god bog. Den er udkommet på Gyldendal i 2015 og findes på ethvert bibliotek. Det kan anbefales at læse den.
En god fortælling kan ændre liv! Jeg elsker litteratur, film, tv serier og alt der i mellem. Jeg prøver at formidle mine indtryk og oplevelser videre og håber at en bog eller en film, kan inspirere, vække, stimulere eller udfordre netop dig. God fornøjelse!