af Ditte Amalie Hagelund Johansen | mar 5, 2019 | Borgerliv
Jeg var ikke ret gammel, da min mormor lærte mig, at andre folks breve, dem kiggede man ikke i. Det var ulovligt. Og i frygt for politi og celler med tremmer, har jeg aldrig turde gøre det. Jeg har også altid vidst, at min mors kalender var off limits – en privatsfære jeg senere selv adopterede som voksen. Derfor er min forargelse også så meget større, når jeg ser på min generation. ”Jalousi-generationen” har jeg døbt dem. ”Crazy heads” kan i visse tilfælde også dække ret godt…
Jeg kender til kvinder der i ramme alvor mener, at de kan tillade sig at bestemme, hvem deres respektive mand må være venner med;
veninder er no-go, fænomenet kvindelige kollegaer skal helst være ikkeeksisterende. Jeg har omvendt også oplevet mænd, der med fuld overlæg tjekkede deres kæresters telefoner for muligt snavs – og aldrig lagde skjul på det.
For tænk nu hvis det ender galt; tænk nu hvis min kæreste er mig utro? Dét er hxn sikkert, så derfor må jeg godt! Hvis hxn allerede er i gang med at ødelægge mit liv, så må jeg også ødelægge deres! Og så kører spiralen af tankespind ellers bare derudaf. Og jeg står forpustet på sidelinjen, ryster på hovedet og har lyst til at skrige begge parter ind i hovedet: ”Hvad F**K laver I?! Hvad blev der er privatlivets fred, hvad blev der af intimsfæren? Overraskelsen måske ligefrem?”
I visse grupper hvor jeg frekventerer florerer der fænomener, som er et Big Brother-samfund værdigt; de berygtede ”strikkeklubber”
Her fyldes lukkede og anonyme sider på Facebook med smukke, intetanende mænd – eller kvinder – som liiige skal tjekkes efter i sømmene en ekstra gang, før folk tør gå på date med dem. Og den får ikke får lidt på tilsviningskontoen, hvis et billede uheldigvis bliver matchet up med en bitter ekskæreste. Lige såvel er det blevet normal kutyme for især kvinder, at bede fremmede og uskyldige piger om liiige at skrive til deres kærester, for at kunne holde øje med staklens reaktion. For tænk nu hvis han svarer pænt tilbage til et fremmed stykke kvindfolk; så er det ud og det er med det samme!
Tilliden til hinanden er væk. Især i unge parforhold. Og privatliv er ligeledes et terminalt begreb efterhånden; fælles computere, fælles mailadresser, fælles telefonnumre og Facebook-konti. Har vi ikke alle set dem? ”Helle Og Børge Jensens”-profilerne skyder op som uregerlige mosegrise på de sociale medier. Og jeg græmmes. Og skræmmes. Hvis det er dét, som er et moderne parforhold for min generation, så skal jeg da være single resten af mit liv. Så hellere have min Facebook og drengevenner i fred.
Det er altså også meget sjovere selv at have råderet over sin egen fritid…
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Mai Novak | jan 17, 2019 | Borgerliv
Tanker ved nytårstide – inspireret af Dronningens nytårstale!
Det er vel ikke ualmindeligt, at vi på en eller anden måde gør status over dette og hint i forbindelse med årsskiftet, og sjældent har jeg været så enig med Dronningen i hendes budskab som denne gang! Så NU må dette på print!
Gennem en stor del af mit liv har jeg tænkt, at mange måske har fordomme overfor vi mennesker med et handicap…. Og alligevel har jeg ikke så ofte følt det. Dèt kom jeg desværre til i 2018.
Bevares… Jeg er en rimeligt flittig bruger af Facebook, og kunne godt fornemme der, at menneskers tiltale af/til hinanden blev mere og mere rå og egoistisk. Med Dronningens ord: ”- man er online hele tiden, og man glemmer, at der faktisk er et menneske i den anden ende”
Og i den virkelige verden, fik jeg virkelig ”kærligheden” at føle!
Flere gange, i forbindelse med strøgture, er jeg blevet råbt af, fordi… jeg angiveligt fyldte for meget i min el-stol, kørte for stærkt eller kørte for tæt på andre??? Jeg vil her lige påpege, at der ikke er noget i vejen med mine arme og hænder, og at jeg sagtens kan køre min el-stol så jeg selv mener, at det er helt forsvarligt. Det er/var det åbenbart ikke i overensstemmelse med holdningen hos ”almindelige” mennesker, for det var de umiddelbart – dem der råbte.
Dertil kommer alle de gange, hvor en medborger er ved at sætte sig til skødet af èn, for at komme på tværs af køen i supermarkedet, eller hvor medborgeren rakte tværs over mig, for at kunne nå den vare jeg også havde udset mig…
Nu er jeg ikke mundlamme type, og derfor fik alle de der anråbte mig, en hvas kommentar med på vejen…
Men jeg blev meget ked af oplevelserne alligevel! Heldigvis kender jeg mange skønne mennesker, som jeg kunne dele oplevelserne samt få noget opbakning til, at det ikke var mig, den var gal med! Alligevel kunne jeg næsten ikke få armene ned, da jeg sad nytårsaften og så Dronningens nytårstale!
Og derfor har jeg her håndplukket nogle citater, som jeg vil tillade mig at kommentere, som jeg tolker dem
Hun sagde bl.a.: ”Vores land bliver rigere, men bliver vores liv rigere?”
– Nej, ikke hvis vi kritiserer andre højlydt, uden at kende dem og deres baggrund!
”Det er som om flere siger ”se på mig” og færre har øje for andre”
– Lige præcis! Det er jo hele humlen!
”Jeg kan godt frygte, at eftertanken og omtanken bliver klemt og glemt”
– Det kan jeg også! – og synes, at det er det jeg allerede oplever…
”Vi tager os ikke tid til at forstå hinanden og vi glemmer at respektere hinanden og passe på hinanden”
– Det er jo sandsynligvis baggrunden for det ovenstående!
”Det vigtige er ikke hvordan vi ser ud eller hvad du har opnået. Men hvem du er, og hvordan du er overfor andre”
– Nemlig!!! Meget andet kan der ikke siges til det!
”Man skal give sig tid til at mærke, om en ven er ked af det”
– Selvfølgelig!
”Det øger tilliden , når vi mødes menneske til menneske, og taler med hinanden”
og
”Vores fælles styrke næres ved, at vi har respekt for vore medmennesker og viser tillid til hinanden, for vi har alle et ansvar for fællesskabet. Det er selve vort samfunds rødder”
– Og heldigvis findes der stadig fællesskaber, hvor vi gør/har det!
Og DHO/BHG er i høj grad et sted, hvor jeg oplever at blive set og forstået som det menneske jeg er
Samt ikke mindst respekteret, og det har i høj grad også betydningen for selvtilliden. Det være sig, når vi erfaringsudveksler, mødes til arrangementer, bliver ringet op med omtanke og spurgt til sit velbefindende, bliver bedt om en tjeneste som udvikler ens ressourcer, når andre ikke lægger mærke til, at man ser anderledes ud end de fleste – eller vi sammen kan grine af en skæv arm, der flyver til vejrs i en pludselig spasme….
TAK FOR DET ALLE SAMMEN – MÅTTE DER KOMME MERE AF DÈT I 2019!
GODT NYTÅR!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | nov 18, 2018 | Borgerliv, Inspiration
En hjælperhåndbog er et opslagsværk, der beskriver forskellige, etiske retningslinjer for borgere (og hjælpere), der er kommet i tvivl om grænserne. Hvem har retten til at trække en streg i sandet i givne situation?
En sådan håndbog eksisterer ikke. Men hvor ville jeg ønske, at den gjorde!
Jeg har stået over for mærkelige dilemmaer. Ting, som jeg faktisk ikke helt vidste, hvordan jeg skulle håndtere. Jeg har haft hjælpere, der ville have kaffepause minimum én-to gange i timen (og gerne mere), så de faktisk aldrig var til stede, når jeg skulle bruge dem.
Jeg har haft hjælpere, der ikke kunne håndtere, når jeg tog smertestillende medicin for mine kroniske smerter, eller hvis jeg sad og røg. Jeg har sågar oplevet hjælpere, der egentlig bare nægtede at gøre simple ting jeg bad dem om; såsom at køre mig til fest en fredag aften grundet træthed.
Indrømmet jeg er konfliktsky og holder som regel kæft
For der er ikke noget mere demotiverende for ens dag end en sur hjælper! Men når jeg så endeligt siger fra – berettiget eller ikke – så kan jeg ikke lade være med at få et stik i hjertet af dårlig samvittighed. For selvfølgelig må hjælpere da også have deres personlige grænser, som skal respekteres. Men hvem har ret hvornår? Og hvornår må min joker af et chefkort blive brugt og serveret i en nonchalant, knap så barnlig, ‘fordi jeg siger det’?
Jeg lærer det nok aldrig helt. Det er en kunst i sig selv, at forstå balancerne i et borger/hjælperforhold. Og indrømmet, jeg er vadet direkte ind i brændenælderne op til flere gange og har måtte bøde for enten min stædighed eller mangel på autoritet.
Min konfliktskyhed har tidligere resulteret i et hjælperforhold, hvor min dag var uforudsigelig og primært lystbaseret ud fra min hjælper og på bekostning af mine grænser – og ønsker. Først over et år efter at være blevet trukket tilpas godt rundt i manegen, tog jeg mig sammen og sagde fra.
Det endte mildest talt ikke pænt
Pt. har jeg et hjælperteam, som er ret homogent. Tingene kører af sig selv og alle er faktisk gode til at komme og vende ønsker eller ændringer med mig uden sure miner. Det er også sjældent, at jeg decideret føler, at hjælper er grænseoverskridende.
De største emotionelle udsving jeg har, er som regel blot en menneskelig irritation; en mindre flamme indeni, som dør lige så hurtigt, som den er kommet. Hvis alt går vel, så har jeg stadig minimum 42 år til at indsamle erfaring som arbejdsleder i. Så jeg bliver forhåbentligt klogere og bedre til at sige fra, hvis der skulle opstå et etisk dilemma igen. For selvfølgelig gør der det.
Det eneste råd jeg pt. giver folk, er hvad jeg selv siger til mine hjælpere: ‘man må give lidt, for at tage lidt.’
Det kan lyde ufattelig lavpraktisk og måske også en kende dehumaniserende, omend det ikke er min intention, men viser mine hjælpere sig at være hamrende dygtige og loyale, så får de også automatisk længere line til eksempelvis at skippe rengøringen en enkelt vagt grundet hovedpine eller kørslen fordi man er træt.
Hvis en hjælper derimod fra starten af bare tager for sig af den lange line, som en selvfølge, så bliver snoren omvendt strammet og tilliden fra min side af lige så. Og så bliver jeg pernittengryn og forventer, at tingene bliver gjort ordentligt.
Det er en god test, at give ens hjælpere en række specifikke arbejdsopgaver, da man hurtigt får indtrykket af, hvem der stadig reelt set har interesse i jobbet og hvem der faktisk er brændt ud.
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!