Kalder du dét fleksibelt?
Når man har et handicap og derfor er dybt afhængig af andre menneskers hjælp, så kan man lynhurtigt ende i et limbo, såfremt den hjælp bare ikke er tilfredsstillende nok. For man burde jo være taknemmelig over, at man bor et sted, hvor man rent faktisk kan få hjælp – men har taknemmeligheden ikke omvendt også sin grænse, såfremt der igen og igen sker fejl på stribe? Jeg tænker hverken på kvaliteten på hjælpemidler eller kemien mellem handicaphjælpere nu. Jeg tænker tværtimod på noget så konkret som flextrafik…
Jeg har en veninde i kørestol. Hun har kørekort, men ingen bil og er derfor dybt afhængig af flextrafik
Det er også rigtig dejligt, at hun har den mulighed, hvilket jeg er utrolig taknemmelig for. Men min taknemmelighed blegner sgu en hel del på hendes vegne, når hun gang på gang fortæller mig de samme historier:
- Chauffører der kører bundråddent og med passagernes liv som indsats, fordi de skal holde en stram tidsplan – som de så tydeligvis ikke evner.
- Chauffører der ”glemmer” at spænde kørestolen fast, som ellers er et lovkrav, hvilket har resulteret i, at min veninde er skvattet ud af stolen midt under kørslen. Det kan desværre ikke tælles på én hånd, hvor mange gange jeg efterfølgende har været nødsaget til at køre hende på skadestuen på grund af slag og fald.
- Chauffører der piller ved hendes kørestol, for så bagefter at glemme at indstille den tilbage i den korrekte position – så hun atter engang skvatter, når hun kommer hjem, simpelthen fordi kørestolen braser sammen under hende
Det er næsten blevet en hverdagstradition, at jeg får den nyeste sladder fra flextrafik-verdenen
Og hver eneste gang laver jeg samme konstatering: ”Hvorfor i alverden klager du ikke?” Men det gør hun. Efter femte gang bad jeg tilladelse om at læse mailkorrespondancen imellem hende og flexkontoret. Og jeg var mildest talt forarget! ”Det kender vi ikke til, det kan pågældende chauffør ikke erindre, vi er kede af din oplevelse og håber ikke, at det gentager sig. God dag, rend os et vist sted!”
Så nu går jeg skridtet videre og råber op herinde. Kan det virkelig være rigtigt, at man bare skal finde sig i den behandling?
Hvor går man hen, når man føler, at man løber panden mod en mur i en klageproces? Hvor bliver mennesker som min veninde RIGTIGT hørt? Og hvad gør man, når man er dybt afhængig af hjælp, men omvendt ikke længere tør modtage den, fordi det som oftest er med livet som indsats?
Har du oplevet det samme, noget lignende eller ved, hvor vi skal tage den her sag op henne, så tøv endelig ikke med at kontakte mig på mail: ditte@dho.dk
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!