“Vi er jo ikke skabt til at sidde ned” – interview med manden bag TA iQ el-kørestole
Her er mit interview af manden bag de sejeste el-kørestole, specielt udviklet med knaldhårdt brugerorienteret fokus på at minimere mobilitets- og/eller siddestillingsproblemer! Du har nok hørt om dem ‘TA iQ’ fra TA Service af Torben Andersen.
Vi har lagt mærke til.. at du altid er manden med en hjælpende hånd til folk, hvor det giver mening. Hvilket er vildt sympatisk!
Men hvordan giver det mening for dig, Torben?
Hvorfor?
”Jeg ved ikke, om jeg er gavmild eller hjælpsom. Vi bliver ofte kontaktet af folk der ønsker vi annoncerer i forskellige medier. Vi annoncerer nærmest slet ikke mere.
Vi vil hellere bruge vores markedsføringspenge på nogle projekter hvor man kan se at pengene går til noget hvor man umiddelbart kan se at de skaber værdi for vores brugere. Vi har gennem mange år støttet STH, Servicehunde til Handicappede og det er nærmest en daglig glæde at se hvilken forskel servicehundene kan gøre for brugerne.
Vi har bl.a. støttet kørestolsdans, og nogle andre spændende og sjove projekter, hvor der har været handicappede direkte involveret, gennem tiden og lige præcis det, er det der giver mening og glæde.”
Hvorfor har du skabt det firma du har Torben? Hvad er dit drive? Hvad er egentlig den dybeste årsag til at du altid lige har en hjælpende hånd? Hvad tror du på?
”Det er i virkeligheden en lang historie. Mit liv har været indeholdt nej’er. Mantraet var: ”Det kan man ikke”. Nej’er har der været mange af i mit liv, synes jeg. Siden jeg var en lille dreng, har jeg altid været interesseret i at lave noget med tekniske ting, mærkelige ting i LEGO, elektronik, en krystalradio f.eks. Så kom jeg i skole. Det kedede mig ad helvede til! Jeg blev smidt ud af min første skole, da jeg gik i 4. og hvis ikke jeg selv var taget på efterskole i 7. klasse, så var jeg nok røget ud der også. Så min skolegang var ikke noget, der interesserede mig. Jeg tror jeg var intelligent nok, men det var ikke spændende nok, så jeg kedede mig. Så kom jeg på efterskole.
Det vendte hele mit liv om og her fandt man potentialet i folk og arbejdede videre med det, det enkelte individ havde at byde ind i fællesskabet med, altså vi fik noget frihed og noget rummelighed og respekt for andre mennesker og vores forskelligheder.
Så mine tre år på efterskole, dem husker jeg tilbage på med glæde. Da jeg var færdig med skolen, så blev livet lidt skræmmende, så skulle der pludselig træffes beslutninger om, hvad man skulle bruge sit liv til.
Jeg startede på EFG og gik på grundskole til at blive elektriker. Men det synes jeg også bare var kedeligt!
Jeg startede så i stedet som 17-årig som konstabelelev i hæren ovre på Bornholm. Der mødte jeg for øvrigt min skønne hustru, Linda, som sidder nedenunder, hun har i den grad også været en del af TA. Service projektet gennem alle årene.
Da jeg havde været på Bornholm et stykke tid, Københavnerdreng som jeg var, fandt jeg hurtigt ud af at om sommeren var det meget sjovt at være på Bornholm, men vinteren kunne godt gå hen og blive sådan lidt lang og kedelig. ”Jeg vil væk herfra”, tænkte jeg. Så jeg gik ind til min kommandoofficer og spurgte om jeg kunne blive forflyttet til et tjenestested på Sjælland. Han sagde: ”Det kan du godt glemme. Når du først er havnet her på Bornholm, kommer du aldrig væk igen. Men du kan naturligvis søge om hvad som helst, også om at blive forflyttet.” Det gjorde jeg så. Og efter et stykke tid, fik jeg til min store overraskelse lov. Jeg kom til artilleriet på Sjælsmark Kaserne.
Der blev jeg motorcykelordonnans. Det er spændende, sjovt og udfordrende at være en del af noget der havde et fælles mål.
Da jeg havde været der i et stykke tid kom der en gut til vores kompagni, han var overflyttet fra Søværnet og havde sejlede med inspektionsskib på Færøerne og Grønland. Det synes jeg lød virkeligt spændende. Jeg var begyndt at kede mig lidt igen og kunne godt tænke mig nogle nye udfordringer. Så gik jeg igen ind til min kommandoofficer, og spurgte om jeg kunne blive forflyttet til Søværnet. Sjovt nok sagde han nøjagtig det samme den tidligere kommandoofficer: ” Det kan du godt glemme! Men du kan søge om hvad som helst, du kan jo også søge om at blive Konge af Sverige.” Til det svarede jeg: ”Jeg venter lige med det med kongen af Sverige, og starter med at søge om at komme i Søværnet…” Det kom jeg sgu!
Så mit nye tjenestested blev på et inspektionsskib. Det lå på Holmen dengang. Der startede man og man skulle uddannes til røgdykker, førstehjælp og forskellige andre ting.
Efter det blev jeg messedreng i officersmessen. Mit første togt var til Færøerne.
Der sejlede jeg nogle år på Færøerne og Grønland. Jeg havde meget med kabyssen at gøre. Jeg har jo altid godt kunnet lide det med mad. Så spurgte jeg om jeg kunne få en uddannelse som kok. Det kunne man få inde i Søværnet. Og det var jo med fuld løn og alt det der, så jeg var top motiveret. Der var nogle rigtigt dygtige kokke, der var inde som værnepligtige, som jeg lærte rigtigt meget af gennem min læretid. Senere blev jeg så befalingsmand og stod for alt forplejning ombord og havde ansvaret for 2 udlærte kokke, en kokkelærling, en bager, en skyller (opvasker) og 7 messedrenge. Det svarer til at være hovmester på et handelsskib.
Linda og Jeg flyttede til Frederikshavn hvor jeg fik tjenestested og senere til Nyboder, hvor mange der arbejdede i Søværnet boede. Efter at have sejlet på inspektionsskib, minelægger, korvet og kystbevogtningsfartøj var jeg ved at være mæt af forsvaret.
Så tænkte jeg, at jeg ville have noget civil uddannelse som der var mulighed for at få gennem forsvaret efter man havde været ansat i en årrække. Det var dengang, der skete så meget med computere og små computerfirmaer, der lå på hvert gadehjørne.
Der var en uddannelse, der hed mikroinstruktør. Den gik ud på at undervise folk i brugen af programmer og brug af PC, de tjente styrtende med penge, så jeg tænkte at det skulle jeg også prøve.
Jeg kom på skolebænken i 6 måneder, og derefter skulle vi selv finde en praktikplads. Vi blev sendt ud på EDB-messe i Bella Center.
Mit øje bliver fanget af en gut med det vildeste hår. Han har vel været 10-15 år ældre end mig vil jeg tro. Jeg gik hen til ham og sagde ”Dav. Jeg hedder Torben og jeg er på det der kursus og jeg skal bruge en praktikplads.”
Det viste sig så at han var den tidligere ejer af firmaet. Han havde solgt firmaet til den daværende Sophus Berendsen koncern. Han var stadig teknisk direktør. Så sagde han ”du må kigge ind når vi er færdige og få en snak med den administrerende direktør.” Så det kom jeg og fik en aftale om et praktikophold.
Da jeg startede, kom jeg under vingerne hos den tekniske direktør som for øvrigt hed Benny og var en virkelig cool fyr. Så jeg kom i gang med at lave teknisk reparation og service på computere under kyndig vejledning af Benny, han kunne simpelthen reparere alt.
Efter en 6 måneders periode var praktiktiden omme og så spurgte jeg om jeg måtte blive der bagefter og det var de sgu ikke meget for, men det endte med at jeg fik lov at blive. Og så kom jeg ind i serviceafdelingen og pludselig stod jeg for hele serviceafdelingen. Linda blev lidt senere ansat som sekretær, så vi har arbejdet sammen i rigtig mange år.
Så solgte Sophus Berendsen virksomheden til en svensk koncern og så var det ikke lige så sjovt at være der mere. Så hjalp Benny mig igen, hvilket han har gjort mange gange i mit senere liv, han har altid været der for mig og er stadig en stor inspirator og en rigtig god ven. Benny havde en god ven der importerede batterier til tekniske løsninger. Så blev jeg ansat i hans firma i Køge og det var rigtigt spændende. Her lærte jeg noget om batterier.
En af mine hovedopgaver var at jeg skulle opbygge markedet indenfor batterier til hjælpemidler. Jeg kunne ret hurtigt se at det der med kørestole det var noget der var interessant. Det var dengang der var åbne batterier og de gassede og syren kunne løbe ud af batterierne ved forkert ladning.
De batterier vi havde var gastætte batterier, hvilket var relativt nyt på det tidspunkt. Så der kartede jeg rundt til alle kommuner og hjælpemiddelcentraler og fortalte om vores batterier og alle de fordele de havde. Men jeg fandt hurtigt ud af, at folk var ret ligeglade om de var gode eller dårlige – det skulle bare kunne passe og så skal det være billigt nok, hvilket er dumt, for et batteri er ikke bare et batteri og der er god økonomi i at købe et batteri der er afstemt efter det det skal bruges til.
Det gik godt og det var spændende og jeg kom i tæt kontakt med kommunernes hjælpemiddel depoter og hjælpemiddelcentraler. Linda & jeg købte et lille bondehus i Faxe Ladeplads og fik vores første barn Mark, der blev født 3 måneder for tidligt. Han er vokset sig fra et lille myr på under 1000 gram til en stor stærk voksen mand og arbejder i dag her på fabrikken.
En fredag eftermiddag, kort før fyraften, blev jeg ringet op fra Køge kommune:
Torben nu har du ævlet om alle de der batterier og nu er alle gået hjem. Vi har en borger over på Møllebo Plejehjem og hendes elektriske kørestol virker ikke og det er formentligt hendes batterier der er færdige, er det noget du kan klare?
Det kan jeg da nemt. Det fikser jeg når jeg kører hjem. Så kørte jeg op til den ældre dame og der var dækket op med flødeskumskager og kaffe. Hun havde boet hele sit liv hernede på Sydsjælland og jeg fortalte hende jo så at vi var flyttet herned. Jeg skiftede batterierne og så sad hun og fortalte historier om området og hendes opvækst. Det var superinteressant og hyggeligt. Hun var en sød og klog dame. Jeg sad der et par timer og sludrede med hende. Ej det var en fed eftermiddag og hun var jo glad for at hendes kørestol kunne køre i weekenden.
Da jeg kom på arbejde mandag, så havde kommunen og den ældre dame ringet til min chef og sagt at det var fuldstændig fantastisk. Kørestolen havde aldrig nogensinde kørt bedre. Det var i virkeligheden noget sludder, for jeg havde ikke gjort noget ved den. Jeg havde bare sat nye batterier i. Men den der fornemmelse var helt fantastisk.
Bare fordi jeg havde ofret en time på vej hjem, at det gav så meget liv og kvalitet for nogle andre. Så jeg tænkte: ”Tænk hvis man kunne leve af det.” Og så gik jeg og lurede lidt på, hvad el-kørestole var, og jeg kom til nogle kunder der solgte el-kørestole. Jeg talte med nogle hjælpemiddelcentraler, specielt oppe på hjælpemiddelcentralen i Holbæk. Der var en dygtig tekniker der hed Erik Schmidt. Det hedder han for øvrigt stadigvæk, men hjælpemiddelcentralen er der ikke mere. Tilsvarende var der en tekniker på hjælpemiddelcentralen i Københavns Amt der hed Ole Salby. De var begge sådan nogle tusindkunstnere der kunne lave alle mulige specialløsninger på hjælpemidler. De to gutter havde jeg en rigtig god kontakt til.
Jeg spurgte dem begge om det kunne være en ide at lave et lille servicefirma der kunne køre hjem til folk og reparere hjælpemidler. Det synes de var en god ide. Dengang sendte man stolene til firmaerne, og så kunne den stå derinde i lang tid, før der var nogen der fik ordnet problemerne. Jeg tænkte ”Det kan jeg sgu gøre bedre”.
Så gik jeg til min chef i batterifirmaet, som for øvrigt var en rigtig flink fyr, og sagde at jeg godt kunne tænke mig at blive selvstændig. Det kunne han godt forstå. Han spurgte hvad jeg ville lave og jeg fortalte om planerne om at reparere hjælpemidler hjemme hos brugerne.
Jeg foreslog at jeg måske kunne arbejde halvtid hos ham og halv tid med mit eget lille firma. Det ville han rigtig gerne støtte, men lige præcis det der med hjælpemidler skulle jeg jo huske, at jeg gik ud og konkurrerede med vores egne kunder. Så han spurgte, om ikke jeg ville lave noget andet. Hvad med at blive kølemontør? Jeg skulle sgu ikke være kølemontør. Nu havde jeg sat mig det her i hovedet og det blev jeg nød til at prøve. Så vi blev enige om at jeg stoppede hos ham og startede for mig selv.
Så kørte jeg i banken og spurgte om jeg kunne få en kassekredit på 30.000 kr. Det kunne jeg godt. Så kørte jeg glædestrålende hjem til Linda og vores lille nyfødte søn og sagde: Nu skal du høre jeg har fået verdens bedste ide. Jeg har sagt op. Vi skal være selvstændige. Jeg vil lave en servicevirksomhed der laver hjælpemidler.
Linda var noget skeptisk, men sagde: Er det det du vil, så er det det vi gør. Linda har både på det tidspunkt og i hele vores ægteskab støttet mig i mine, til tider, vanvittige ideer.
Jeg fortalte min far og mor om mine fantastiske planer. Min far sagde ”Er du fuldstændig sindssyg og hvad fanden er det du gør?” Hver gang jeg skiftede spor, var han djævlens advokat. Men da jeg blev selvstændig og ville lave hjælpemidler, der troede han virkelig at jeg havde tabt sutten. Men min plan var at hvis ikke det virkede, så kunne jeg altid lave de der 30.000 om til et lån og så finde et arbejde, det var jeg slet ikke i tvivl om. Hvis det gik nogenlunde, så kunne jeg arbejde om natten med at fx at gøre rent. Men siden jeg startede op i juli 1988, der har jeg været all-in på det her og levet af det, og ret hurtigt blev der råd til at Linda kunne komme i firmaet og tage vare på det administrative. Hun arbejdede som klinikassistent og hun læste regnskab ved siden af, det havde jeg ikke forstand på, så det er Linda der har stået for regnskabet i alle årene og gør det stadigvæk. Den første der blev ansat i firmaet, det var Pierre som er her endnu, og han har været her i snart 30 år. Men vi gik jo fra at lave alle mulige forskellige ting, indtil jeg fandt ud af at det var kørestolene og teknikken bag, der var sagen. Så fik jeg et samarbejde med Roltec, som du ved. Jeg fik indimellem lov til at købe en kørestol med ti procent rabat inde hos Sahva, som jeg så kunne sælge. Der var nogle der hellere ville købe af mig end af Sahva.
Så begyndte jeg at interessere mig lidt mere for det der med at sidde ned i en kørestol og konsekvenserne af at sidde ned i en kørestol.
Så fik jeg tilbuddet om at få agenturet Panthera manuelle kørestole, verdens letteste kørestole. Det var en skøn ergoterapeut der havde arbejdet oppe på Hornbæk som havde det, men hun havde ikke lyst til at forsætte med at handle med kørestole. Så hun arrangerede et møde oppe hos Panthera i Stockholm, hvor vi lavede en aftale om at jeg skulle stå for forhandlingen at Panthera kørestole i Danmark.
Så kom jeg sådan lidt mere ind i al sådan noget med at sidde ned og hvad det egentlig var med kørestole og siddestillinger.
Mødet hos Panthera varede nogle dage.
Det startede med at de placerede mig i en kørestol og den skulle jeg blive i under hele mit ophold, så jeg kunne lære lidt om hvordan det var at være tvunget til at sidde i en kørestol. Jeg fik kørestolstræning på den hårde måde, op og ned ad kantstene, op og ned ad trapper og lignende. Jeg væltede rundt og slog mig gul og blå, men lærte at køre i en kørestol.
Det meste af personalet hos Panthera var kørestolsbrugere så jeg havde de bedste undervisere man kunne tænke sig. Opfinderen af Panthera kørestolen er Jalle Jungnell er tidligere motorcykel racerkører og har i den forbindelse desværre brækket ryggen i et uheld med sin sport. Hans første kørestol udviklede han til sig selv da han ikke fandt de kørestole der var på markedet dengang egnede til hans brug og fandt dem for tunge og klodsede. I dag er Panthera verdenskendt for deres unikke kørestole og har hele verden som deres marked og er stadig ejet af den karismatisk, fremadsynende og visionære Jalle Jungnell
Gennem min gamle ven Jens Petersen fra Tønder, som selv er kørestolsbruger, fik jeg kontakt til firmaet Vicair der fremstiller puder til kørestole.
Vicair havde et samarbejde med Bengt Engström, en verdensberømt svensk fysioterapeut. Ham kom jeg ret tæt på.
Jeg begyndte at tage billeder af folk, hvordan de sad før og efter. Der havde jeg specielt et møde med en ældre mand hernede på Sydsjælland, som sad sådan helt slået sammen og med lukkede øjne og var svært kontaktbar. Da jeg var færdig med at lave lidt tilretning af hans kørestol, rettede han sit hoved op og åbnede sine øjne og smilede, altså bare ved at ændre på nogle få ting og få ham til at sidde lidt mere rigtigt. Det var sådan en wow-oplevelse.
Nogle af mine billeder så Bengt Engström og fortalte mig at det jeg gjorde, var rigtigt og at jeg bare skulle fortsætte ad den vej.
Jeg sagde ”Jamen jeg er jo ikke terapeut.” og så sagde han “Torben, du er ikke terapeut, men du kigger efter det rigtige, og du piller alt det komplekse ud af det og gør det enkelt, og du tænker logisk. Og det var sådan en blåstempling for mig og han inspirerede mig til at gå lidt dybere ind i det med siddestillinger.
Bengt Engström, forklarede mig at udgangspunktet for en siddestilling må jo være at man som minimum stopper kroppen fra at lave flere skader på sig selv.
Det må være udgangspunktet i enhver opgave, når vi snakker om at sidde ned. Hvis man så samtidig kan gøre noget for at den bliver bedre, det er jo et rent plus. Det er det der er hele omdrejningspunktet i mit virke.
I dag er det en daglig glæde at samarbejde med dygtige terapeuter omkring siddestillinger for brugere der sidder dårligt og indimellem at kunne give lidt input til at forsøge at vi sammen kan optimere de dårligere siddestillinger.
Senere fik jeg en ide til at designe en mindre el-kørestol sammen med mit dygtige team; TA Indoor Wave og den succes vi fik med den, gav mig blod på tanden til at designe en anden måde at lave en el-kørestol på.
Gennem årene har vi fået uvurderligt input fra kørestols brugere om hvad de godt kunne tænke sig en kørestol skulle kunne.
Da vi havde den første TA iQ prototype klar, spurgte jeg en ung pige, Gry, som jeg havde lavet kørestol i flere år om hun kunne tænke sig at prøve og fortælle hvad hun syntes om dem og om vi var på rette vej.
Jeg fortalte hende at mange af de input hun havde givet mig, havde vi forsøgt at implementere i vores nye el-kørestol. En af de ting som de fleste brugere over for mig havde efterlyst, var hvordan kørestolen absorberede det underlag man kørte på så brugerne ikke får for mange ”slag” op gennem kroppen når de kører på ujævnt underlag.
Gry prøvede kørestolen og kørte rundt derovre på den gamle fabrik (der hvor jeg bor i øvrigt) og op og ned ad nogle ujævnheder, og så kom hun tilbage da hun havde kørt i ti minutter, så kiggede hun på mig og sagde:
Torben, det kan du fandeme ikke være bekendt. Det er jo præcis det her jeg altid ville have, og nu kan jeg bare ikke få den før min nuværende stol er slidt op. Det var for mig et tegn på at vi var på rette spor.
Og hun var bl.a. en af dem som havde klaget over at hun fik smerter, når hun fik slag op i kroppen under kørsel. Jeg er så heldig at jeg senere har fået lov til at levere en TA iQ kørestol til Gry. Tak for Dig Gry.
Målet var at producere 3 modeller kørestole med de samme komponenter; forhjulstrukket, baghjulstrukket og centerdrevet.
Vores udfordring i konkurrencen med de store producenter var, at vi blev tvunget til at have en forholdsvis stor produktion af de enkelte dele for at få det produceret til en ordentlig pris, derfor var det vigtigt at vi kunne bruge så mange af komponenterne som muligt på alle modeller. I starten købte vi bl.a. vores benstøtter hos en anden producent. Så udviklede vi nogle benstøtter, og så udviklede vi lidt mere og nu producerer vi stort set alle dele selv.
De første stole solgte vi i slutningen af 2013 og vi lancerede dem på messen i 2014.
Nu er vi så i 2020 og nu sælger vi flere kørestole til eksport end vi gør på hjemmemarked. Vi sælger kørestole så langt væk som New Zealand, Australien, Tyskland, Holland, Belgien, Portugal, Norge, Island, Cypern, Israel. og nogle andre lande, og vi er på vej op.
Det er ikke fordi vi er nogle gode sælgere, det er produktet der sælger. Vores salgsmateriale er ikke fremragende, fordi vi har ikke haft tid, men det er noget af det vi hele tiden skal blive bedre til. Vi har haft fokus på udvikling og tests af vores produkter. Da vi lancerede dem på messen i 2014, gik der rygter om, at det var noget jeg havde købt i Kina. Det er ikke sket i de 30 år jeg har været i denne her branche, at der er nogle der har lanceret tre klasse-B kørestole, med alle test/godkendelser på en gang, uden at der er nogle der vidste det. Men der gik rygtet, at det var noget jeg havde købt udefra.
Men vi har gjort et eller andet rigtigt, for nu sælger vi rigtig mange kørestole og vi har udviklet vores butik. Det der driver mig, er selvfølgelig at drive butik i sig selv, det er jo fedt. Men alt det der hører med til at drive butik, alt det administration og personale, det interesserer mig ikke, så det er der andre der tager sig af.
Det der interesserer mig, er at udvikle nogle ting og komme rundt i verden, altså at komme til New Zealand eller Australien og møde nogle mennesker der sidder i ens produkt, og er glade for det.
Man får feedback på det vi har udviklet og når man får mail fra brugere rundt omkring fra om, at det man har produceret, en gør forskel. Det er i virkeligheden, det der er drivkraften for mig.
Den største betaling jeg kan få, det er at folk er glade for og kan bruge det vi producerer her i huset og vi måske kan være med til bare at lave en lille forskel for vores brugere. Det er det fedeste for mig.
Og hvad er det vildeste (fedeste, kærlige, bæredygtige..) der kan ske i fremtiden for dit firma? For dig? For verden?
Min drøm er at firmaet kommer til at fortsætte og at mit brand og filosofien bag vil leve videre. Jeg siger at det jo er nemt nok at lave en kørestol, man skal jo ikke bare lave en kørestol fordi man kan lave en kørestol, man skal lave en kørestol fordi man synes at man kan løse et eller andet problem. Det er filosofien. Jeg synes at vi er relativt innovative.
Vi skulle også finde et navn. Vi ville gerne kalde den noget med ”TA” .
Jeg så nogle mærker en bil– et ”i” og så et ”q”, hvor det var et lille ”i” og et stort ”Q”. Så tænkte jeg ”TA-iQ” underforstået at vi syntes vi har tænkt os om da vi udviklede stolene. Det skulle være forståeligt på de fleste sprog, fordi produkterne skulle lanceres på verdensplan, hvis vi skulle få det til at hænge sammen økonomisk. Så det blev til: “MWD” for mid-wheel-drive og ”RWD” for rear-wheel-drive og ”FWD” for front-wheel-drive. TA iQ MWD, TA iQ FWD, TA iQ RWD.
Jeg synes at det er helt fantastisk at vi kan producere kørestole i Tappernøje, hvor alt metalarbejdet og hovedparten af kørestolen bliver produceret med dansk arbejdskraft, at vi kan konkurrere og vi sælge kørestole ude omkring i verden. Det synes jeg er helt vildt stort.
Men vi bliver aldrig de billigste og det skal vi heller ikke være, men jeg siger så også at det her er lavet af dansk arbejdskraft og hvis vi vil noget med dansk industri, så burde vi måske også tænke lidt over, at det ikke kun handler om at det skal være billigt. Det er der gudskelov nogle der gør, men der er også mange der ikke gør.
Når jeg engang ikke er her mere, vil det være vildt at filosofien stadig er er i firmaet og det kan bestå i fremtiden.”
Og hvad betyder ”Et liv i bevægelse” for dig?
”At sælge en kørestol er ingen stor kunst. Når vi taler om el-kørestole er det ikke HVIS den går i stykker, men NÅR den går i stykker, at man skal vise sit værd. Så er fanden løs. Så er du ikke i bevægelse mere. Men du er i bevægelse lige så snart vi kommer ud og får dig kørende igen.
Så det er vores pligt at komme ud og lave den og få dig kørende igen. Det har vi, efter bedste evne, forsøgt at leve op til. Det synes jeg faktisk vi ret gode til. Kan vi ikke lave stolen på stedet, så skal vi sørge for, at folk må komme her på fabrikken eller vi evt. kan tilbyde dem en lånestol.
Det er det et liv i bevægelse betyder for mig.
Giver det mening?”
Og hvem er Torben Andersen egentlig – udover at være direktør og indehaver af TA Service
”Jamen spørgsmålet er, nu når Torben Andersen har sin virksomhed, om han er så frygtelig meget mere.
Jeg spurgte på et tidspunkt min søn om han kunne tænke sig at overtage det her firma på lang sigt. Så sagde han til mig at det ville han ikke, og det begrundede han med, at han ville ikke leve det liv som Linda og jeg har levet, underforstået at hovedparten at Linda`s og mit liv er arbejde. Den skulle jeg lige synke, men jeg forstår godt, hvad han mener. Men vi har levet vores liv fuldstændig som vi ville det og føler os enormt privilegeret.
I 32 år har hele omdrejningspunktet i vores liv, udover vores børn selvfølgelig, været vores virksomhed. Da vi startede med at lave virksomheden derhjemme, var det for at der skulle være nogen hjemme, når børnene kom hjem fra skole. Så vi har altid været der, mens børnene har været hjemme. At der er nogen hjemme, når de kom hjem fra skole, det har altid været vigtigt for os. Men de har jo været viklet og snoet ind i det her, så hvis der har været et eller andet de kunne lave – feje et gulv eller samle et eller andet i weekender, eller de skulle tjene nogle lommepenge, så har de været en del af den. Mark han er her jo i butikken stadigvæk, på fabrikken. Det er det han vil, hvilket jeg for øvrigt har stor respekt for, at han vælger. Men det har jeg jo aldrig tænkt sådan. Jeg har jo været enormt stolt af det vi har lavet og jeg har fået lov til at komme hele verden rundt med det her og har mødt en masse spændende mennesker, og fået lov til også at sælge vores produkter, til nogle som ovenikøbet er glade for dem. Det er fedt, det er jeg meget ydmyg overfor.
Så har jeg nogle få hobbies jeg godt kan lide. Jeg kan vildt godt lide at lave mad, jeg er jo gammel kok, jeg kan godt lide at køre på motorcykel og så kan jeg godt lide at flyve i helikopter når tiden er til det. Det er nogle af de ting jeg gør, men som jeg ikke gør særlig meget, fordi hovedparten af min vågne tid den går med butikken her.
Men hvem jeg er, det ved jeg sgu ikke, men jeg er min egen.
Men jeg er jo nok TA. Jeg er jo også suttet ind i det her til højre og venstre. Men det er et svært spørgsmål. Måske er der nogle andre der bedre kan svare på det end jeg kan.”
Spørgsmål: Hvad er det værste ved dit job
”Det værste er … Når folk i udlandet, fx Australien, skal sælge vores kørestole, så skal de have nogle folk der er dygtige herop på kursus, og vi skal vide at de er dygtige netop for at for at sikre, at de kan levere samme håndværksmæssige service og kvalitet, som vi selv gør.
Jeg har jo ikke et roligt øjeblik, hvis der er nogen der skriver eller ringer til mig, ligegyldigt hvor det er fra i verden, jeg bliver stresset over hvis der er en af vores produkter der ikke virker for brugeren, og derfor prøver vi at uddanne folk efter bedste evne.
Jeg er enormt ærekær. Det er noget af det værste for mig, når der er noget der ikke fungerer.
Jeg er ikke bogligt begavet, jeg er praktisk begavet, hvis man kan udtrykke det på den måde. Det interesserer mig ikke ret meget med alt det der administration, der hører med. Det er ikke det jeg synes der er spændende. Jeg er den praktiske mand – det praktiske synes jeg er meget mere spændende. Så jeg er glad for at jeg har nogle dygtige medarbejdere, som er meget bedre til det administrative, end jeg er.
Jeg er glad for at jeg har kunnet flytte nogle af de ting, som jeg også har startet virksomheden op på, over til medarbejderne, men det er jo ikke mig der kører, det er vores fantastiske team.
Vi har op til flere folk, der har været her i over tyve år. Det er jo den der synergi vi har haft imellem hinanden og de der input vi får udefra og hvordan vi i fællesskab får løst forskellige udfordringer. Min virksomhed havde jo ikke være noget værd, hvis ikke jeg havde haft nogle gode medarbejdere – som i ingenting værd, og det er vigtigt at huske.
Jeg er jo nok en atypisk direktør. Jeg er jo ude på gulvet foran en kørestol. Det er det jeg synes er sjovt. Jeg får ofte ros (og nogle gange ris :)) ), når jeg leverer en stol, men det er jo mine folk, der har lavet det hårde arbejde på fabrikken, jeg har bare sagt, hvad de skulle lave. Det er de blevet rigtig gode til. Jeg har nogle sindssygt dygtige håndværkere ansat som forstår, hvad vi siger og kan overføre det til virkelighed.
(Jeg spørger om det bedste ved hans job er at løse et problem)
Torben fortsætter: Ja, og glæden over at se at det der bliver produceret i Danmark, kan løse nogens problem og ovenikøbet er konkurrencedygtigt over dele af verden. Vi kan både se i praksis og høre, at folk er glade for det de får. Det er for fedt.”
(Spørgsmål om hvad han ville sige til konkurrenterne)
”Jeg har egentlig aldrig spekuleret særlig meget på konkurrenterne. Jeg har valgt at bruge energien på os selv og så ændre det vi synes, og se på det med andre øjne. Jeg har egentlig ikke noget at skulle sige til konkurrenterne. Jeg er ansvarlig for, hvad vi gør her i huset, og hvad mine konkurrenter gør, det er fuldstændig op til dem selv.
Vi gør det på vores måde og det har indfriet mine vildeste forventninger. Jeg har aldrig troet at det her ville ske, at vi var i den situation nu, at vi solgte vores egen kørestol og vi er et kendt brand over store dele af verden. Det havde jeg aldrig troet, da jeg startede. Det var ikke derfor jeg startede.
Jeg startede bare fordi jeg fik det der fantastiske boost jeg fik ovre hos den ældre dame i Køge, der blev så glad. Den der glæde man fik ud af at hjælpe et andet menneske. Jeg havde også haft en fed oplevelse. At kunne leve af det, er jo fantastisk. Men efterhånden som vi er vokset, så hører der alt muligt andet til, såsom administration, du ved jo selv alt med regler, godkendelser og medicinsk udstyr, det bliver ikke mindre, vel?
Jeg tror ikke at jeg kunne have startet en virksomhed med alle de krav der er i dag, alt det man skal vide noget om. Det er jo en jungle. Altså alting er jo over-administreret, mener jeg. Nu snakker vi nok lidt over i politik, men altså, det praktiske er for mig det sjove som jeg har sagt tidligere.”
(Jeg kommenterer og siger at brugerne ikke altid er lige taknemlige eller tålmodige)
Torben: ”Nej, men det skal brugerne jo heller ikke være.
Jeg laver jo ikke det her for at folk skal være taknemlige. Jeg laver det fordi der skal løses et eller andet problem.
Jeg kan jo være med, men jeg kan ikke se at I skal være taknemlige. Hvorfor fanden skulle brugerne det? Brugerne har krav på, at vi skal løse nogle mobilitets- og/eller siddestillingsproblemer med det jeg laver. Når vi forsøger at løse disse problematikker, skal vi også, enten sammen med os eller andre sørge for at vi ikke laver skader på brugerens krop.
Vi er jo ikke skabt til at sidde ned – vi er skabt til at stå op eller ligge ned. Det kender du alt til selv.
Men jo, tålmodighed når man laver om på ting, det ved jeg også at du selv har prøvet, når man fx vil rette noget op, det kan man jo blive direkte syg af og få influenza-symptomer, at man laver om på en krop, der har været placeret uhensigtsmæssigt i mange år.
Når den bliver rettet op, har det en pris. Men man skal også have respekt for at det tager tid og noget tilvænning.
Når vi bliver ældre, så er det ligegyldigt hvad fanden vi gør, så er kroppen jo i forfald om vi har et handicap eller ej. Vores sundhedstilstand er også en faktor. Jeg har hørt brugere der har sagt ”Nu har jeg siddet på denne her pude i 25 år, og jeg har aldrig haft et tryksår. Nu har jeg fået et tryksår.” Det er for øvrigt ikke sikkert at det er pudens skyld, men alting forandrer sig.
Men man skal ikke finde sig i tryksår – tryksår er farlige. Et godt udtryk jeg har tænkt på ofte er; har du et sår på kroppen, har du et sår på sjælen.
Men vi forandrer os – vi er i et forfald. Det kan jeg jo selv mærke – jeg har ligget i 32 år på mit højre knæ foran en kørestol. Jeg skal have lidt fat i kørestolen, når jeg skal rejse mig op nu om dage, så jeg kender det godt.
Men ellers har jeg ikke noget at sige. Jo større krav I stiller, jo mere udvikling sker der. Men nogle af de der krav, det hænger ofte sammen med økonomi og det hjælper jo så ikke hvis ikke man kan få det bevilget.
Men jeg synes at der er blevet udviklet meget på hjælpemidler i de sidste mange år. Min tanke har været at lave kørestolene som legoklodser, så vi har nogle forskellige komponenter, vi kan sætte sammen på forskellige måder, så vi kan lave så meget som muligt på en enkel måde. Skulle en legoklods gå i stykker, så er det nemmere at gå hen og tage en vare fra lageret, frem for at skulle lave en ny specialdel igen og igen.
Det er nemt nok at lave det specielt, men det er ikke nemt nok at have ”liv i bevægelse” bagefter, hvis skidtet går i stykker. Det er også sådan nogle ting vi forsøger at tænke ind i processen.
Jeg har ikke andet end godt at sige om brugerne. Jeg føler mig enormt privilegeret, jeg har kendt nogle fra de var små børn til de nu er voksne mennesker, og flere betragter jeg som mine gode venner. Jeg har fået lov at følge med dem i deres tilværelse i denne her sammenhæng med hjælpemidler.
Det har jo været noget af det der har drevet hele butikken.
Den der tillid folk har til os. Jeg oplever at folk har tillid til, at når de køber et produkt af os, så er tingene langt hen ad vejen i orden – ikke altid perfekt, men vi gør i hvert fald det bedste vi kan.”
Oplev mere om TA iQ og TA Service