DHOpixel
You get proud by practicing

You get proud by practicing

Dette indlæg er dedikeret til min mand, eftersom emnet var hans idé.

Han har til tider svært ved at tage sig sammen til helt basale ting, så forleden dag tog jeg mig selv i at sige disse ord: ‘Hvad er din undskyldning? Du er syg, og dét kan du ikke gøre for, men alt andet omkring dig; din attitude og opfattelse herom, er 100% dit eget ansvar!’

 

Jeg er en fighter

Det er ikke praleri, men et faktum. Jeg er stædig som et æsel, og jeg lader mig sjældent løbe af med dårlige undskyldninger. For selvom jeg er syg og ikke har valgt mine egne kort på hånden, så er jeg stadig strategikeren. Det er mit ansvar at spille livets spil uanset hvad; valget er så bare om jeg vil vinde eller tabe.

 

Der er meget, jeg ikke gider; stå op om morgenen, fordi ryggen værker. Gå i bad, fordi det er besværligt med en kørestol og det tager lang tid. Spise mad, fordi det keder mig. Tage på sygehuset, fordi det er et super nederen sted. Men på trods af dét, så gør jeg det alligevel, fordi jeg skal. Fordi jeg selv har placeret min popo i de omgivelser. Det er bare ufedt at betale regninger og gøre ting man skal. Men that’s life.

 

Da jeg var allerlængst nede psykisk, tvang min mand mig af sted til psykolog og til at tage medicin dagligt

Og min mand sagde til mig: ‘Når jeg får råd, så vil jeg give dig en tatovering. Den skal være synlig og minde dig om, at du er god nok, præcis som du er!’

Og det var her jeg faldt over Laura Hersheys digt ‘You get proud by practicing’.

 

Pludseligt gav alting mening for mig..

Det handler ikke om hvorvidt du er syg eller rask, kroniker eller smertefri; det handler om at kæmpe og løfte på trods af stenene i ens bagage. Der vil for altid være ting, som jeg skal, der vil være kedelige, irriterende eller ubehagelige. Men jeg har fået muligheden for at vælge mit eget liv, og jeg har taget et valg. Og med valg følger ansvaret; til at fortsætte, til at øve sig og til konstant at spille dine kort på bedste vis.

– You get proud by practicing!

 

18 år og foden under eget skrivebord

18 år og foden under eget skrivebord

Uretfærdighed var den altoverskyggende følelse, som rasede i min dengang 18-årige krop. Det var uretfærdigt, at jeg allerede nu måtte vinke farvel til mit privatliv, før det end var begyndt; uretfærdigt at jeg til evig tid skulle have ‘fremmede’ mennesker konstant rendende i røven af mig.

Det var dybt uretfærdigt, at jeg skulle have ansvar for vagtplaner, timeregistreringer, hyringer og fyringer. Hvordan skulle jeg overhovedet kunne tage ansvar for tre – og senere fem – menneskers indtægter? De var endda alle meget ældre og klogere på livet end mig. Jeg kunne knap nok tage ansvar for mine afleveringerne i gymnasiet!

 

BPA-ordningen var en bitter pille at sluge

Jeg havde ellers glædet mig til at flytte hjemmefra, og for én gang skyld gøre hvad der passede mig uden irettesættelse. Måske jeg bare lige skulle have en rengøringsdame ansat til det grove arbejde and that’s it. Men nu var det hele ødelagt af virkeligheden; for jeg var jo syg, og jeg havde brug for hjælp 24/7.

Da jeg stille hviskede til min sagsbehandler, at jeg ikke følte mig klar til at påtage mig så stort et ansvar var hendes eneste respons: “Du er så klog, så det kan du sagtens klare!” Men hvad hvis jeg ikke havde været så klog, men måske bare en ganske almindelig teenager, som drak og røg, horede og festede? Der var nærmere tale om held end noget andet, at jeg foretrak Matador og pistacie is frem for Metamfetamin og Pisang Ambon.

Godt nok modnes man typisk, hvis man har et handicap, men alt det andet – umodne, usmarte, om end ganske naturlige valg – skal der vel også være plads til? Og hvordan kombineres et hormonforstyrret teenageliv med en chefrolle som 18-årig? Modne eller ej; hvor meget kan vi reelt set forvente af samfundets nyudklækkede BPA-borgere? Og findes der en løsning til at lette byrden fra de spæde skuldre bare en anelse…?