Filmanmeldelse af Roma

Filmanmeldelse af Roma

Netflix har udviklet sig til en rigtigt interessant streamingtjeneste. De har en størrelse og en økonomisk ballast så de selv kan sætte gang i produktioner. De spænder vidt. Fra Blockbusters som ‘Mogli’ og ‘Birdbox’ med Susanne Bier i instruktørstolen til den smalle mexicanske film ‘Roma’, der har høstet priser verden over og som er blevet kåret som én af de bedste film i 2018 af et begejstret anmelderkorps.

Opløftende af den amerikanske virksomhed tager chancer og finansierer en film som ‘Roma’. Filmen gik meget kort i de danske biografer i december måned. Det er da også her den skal ses. Den er på mange måder en hyldest til Cinema og filmmediet som sådan. Nåede man ikke at se den på det store lærred, ligesom jeg selv, skal man ikke snyde sig selv ved at se filmen på en lille computerskærm. Brug en Chrome Cast eller se den på dit Smart tv. Desto større skærm jo bedre. Jeg var heldig. Jeg så den i julen på et 50 tommer Samsung tv i Jylland.

Alfonso Cuarón som har instrueret filmen har for første gang også været fotograf på værket. De næsten vibrerende livagtige sort hvide panoramabilleder er udsædvanligt godt fotograferet og man fornemmer her en instruktør med kærlighed til film. Alfonso Cuarón instruerede rum thrilleren Gravity i 2013 som vandt 7 oscars. Roma løb blandt andet med prisen som bedste film på Venedig Filmfestival i 2018 og er nomineret til flere Oscars, blandt andet for bedste film og bedste instruktør.

 

‘Roma’ foregår i bydelen Colonia Roma i Mexico City i 1971, og handler om den indiansk mexicanske stuepige Cleo der passer fire børn hos en velhavende mexicansk familie.

Der sker ikke meget plotmæssigt i Roma. Cleo bliver gravid med sin kæreste, som skrider da han hører nyheden og familiens mand finder en anden kvinde, så moderen til de fire børn, må stå alene som forsørger. Det modige ved Roma er, at instruktøren har autoriteten til at fremhæve det der umiddelbart har fanget hans blik – rutinerne, det kuriøse, det umiddelbart udramatiske.

Den indiansk-mexicanske stuepige Cleo er nok et vidunderligt menneske, der tøjler de overklassebørn, hun passer og lader den formelle facade slå fine revner, når hun er sammen med kollegaen efter arbejde. Men først og sidst er hun en stuepige, der adlyder ordrer fra den rige familie, hun arbejder for, og aldrig afviger fra sin godhjertede natur – selv ikke da kæresten skrider. Hun er vores vej ind til en tid og et sted og en familie snarere end en dramatisk motor i sin egen ret. I hvert fald i filmens første halvdel. Hun giver plads til at observationerne kan træde frem, foran handlingen.

Rundt om Cleo slår familien langsomt sprækker, mens armoden breder sig på gader og stræder og studenterdemonstrationer ender i blodbad. I filmen er der hilsner til den italienske instruktør Frederico Fellini der med sine poetiske langsomme scener og løsrevne situationer skabte humoristiske øjeblikke midt i tragikken. Dem er der mange af.

Filmen rummer smerte og glæde og er ikke selvhøjtidelig og alvorstung, selv om det kan lyde sådan.

Alfonso Cuarón lader os observere hverdagen med de huslige pligter, børnenes umodne slagsmål og den voksende grøft mellem forældrene, inden han lader dramaet detonere på lærredet – alt sammen i billeder, der er så rige, at man aner, de har bund i levet liv og ikke bare fantasi.

Det føles personligt uden at være navlepillende, det virker sårbart, men er i total kontrol.

Her er scener så ætsende smukke at de bider sig fast. Som da familien drager til stranden, så manden kan hente sine ting fra hjemmet. Cleo passer børnene, mens moderen er oppe på toilettet. Børnene bader og er ved at drukne i Stillehavets store bølger, men bliver redet i sidste øjeblik af Cleo som ikke kan svømme. Inde på stranden kommer moderen tilbage og i lange maleriske minutter omfavner de hinanden i et fælleds portræt.

Der er ingen musik i hele filmen hvilket ikke gør det mindste. Man bliver båret gennem værket af øjeblikket.

 

Er man typen der ikke har set sådanne slags film før, er sandsynligheden for at man slukker for fjernsynet inden der er gået 20 minutter stor. Roma kræver noget af én.

Man skal være aktivt med i processen, ligesom når man læser en bog. Det gør ikke noget. Tværtimod. Efter man har set filmen, tænker man at her fik man noget ud af filmoplevelsen, hvilket ikke sker så tit endda. ‘Roma’ er moderne, men kunne have været optaget i 70’erne. Det er da også instruktørens egen barndom filmen bygger på.

 

Da jeg var i starten af tyverne rejste jeg i Mexico, deriblandt Mexico City og ved Stillehavet. Med den rejse i bagagen er filmen ekstra interessant.

Uligheden i landet og USA’s rolle i studenterurolighederne i 70’erne og de mange drab på civilbefolkningen, der blev begået af amerikansk trænede soldater, bliver i filmen nærværende. Mexico var og er et fantastisk land, men ikke uden problemer. At være et ordenligt menneske er én af nøglerne til at løse op for konflikterne. Det viser filmen og det gælder også i mange andre dele af verden. Det er noget man kan tage med sig. Filmen viser Mexico, som landet er, bundet til 1970’ernes virkelighed.

Hav tålmodighed. Giv ‘Roma’ en chance. Lad være med at sluk inden den er slut. Se den til ende og du vil med garanti syntes, at det har været det hele værd, når flyvemaskinen flyver over himlen i den sidste scene og rulleteksterne kommer på.

‘Roma’ kan streames på Netflix.

 

 

Hvor er freakshowet?

Hvor er freakshowet?

Jeg har altid været fascineret af sære ting. Blandt andet konceptet ‘freaks and geeks shows’. Måske fordi jeg stadig selv går med barndomsdrømmen om, at blive cirkusprinsesse en dag. Eller bare fordi jeg godt kan sætte mig ind i følelsen af, at mangle et tilhørsforhold som kan forstå mig 100%. Og så synes jeg egentlig, at det er ret sejt, at kunne tjene penge bare for den man er!

Men lad os nu også være realistiske et øjeblik: freak shows var alt andet end romantiske steder at vokse op. Skæbner såsom Joseph Merrick – alias ‘The Elephant Man’ blev udsat for hån, spot og spe, og blev ligeledes brugt som medicinsk vidunder-skulptur til beskuelse. Altså ikke det fedeste liv at have, kan man roligt sige.

 

Jeg misunder ikke datidens ‘freaks’ i praksis, men jeg misunder den anti-jantelov de levede efter.

De følte sig specielle, netop fordi de var anderledes. Og det var okay! Ligeledes turnerede de rundt med ligesindede, som forstod dem og deres skavanker bedre end nogen andre. Det må være en overvældende følelse, efter at være blevet vraget, forladt eller solgt af sin egen familie, langt om længe at møde andre ligesom én selv.

Jeg er normalt ikke tilhænger af ‘lige børn leger bedst’-princippet. Faktisk så keder handicaps mig som oftest noget så usvigeligt. Men omvendt savner jeg også til tider den internhed der opstår, når man møder andre ligesom en selv. Problemet er bare at jeg altid har følt, at jeg faldt uden for kategorien:

I min familie er jeg den eneste syge, på min folkeskole var jeg den eneste i kørestol, og selv blandt ‘mine egne’..

– altså andre danskere med min sygdom – er jeg ofte markant anderledes, fordi jeg er upraktisk nok til at købe skræddersyede stiletter i børnestørrelser, som koster en formue parret, plus jeg er tåbelig nok til at drømme om at få børn en dag; også selvom min krop mildest talt har lighed med en saltkringle. Og har samme porøsitet.

 

Men nu gør jeg faktisk dét, som jeg altid har haft romantiske drømme om;

jeg tjener penge på bare at være mig – som skribent. Uden nogen uddannelse eller videre erfaring. Jeg er bare mig selv; en dværg i kørestol. Og jeg har med ligesindede at gøre på daglig basis. Så måske er DHO nutidens freak show, der hylder det abnorme, og ligefrem ser det smukke i det. Her oplevede jeg en overvældende følelse af at høre til og have folk i ryggen, som vil beskytte mig for andre menneskers hånefulde blikke.

Og jeg oplever samme mentalitet som dengang; en cirkusprinsesse der flipper fingeren til janteloven og kan råbe til hele verden: nok er jeg upraktisk og falder uden for kategori, men hold kæft hvor er jeg god til bare at være mig!

Så lad os få gang i en cirkusstemning og holde vores særheder og alle abnormiteterne: præsenter DIN særhed og hvorfor den er så fantastisk!