Dilemmaet ved at fyre en hjælper
Der kan være mange forskellige årsager til at man må fyre en hjælper. Uanset om man er vokset fra hinanden eller at konkrete omstændigheder gør at samarbejdet ikke kan fortsætte.
Personligt synes jeg at det er den sværeste del af jobbet, og jeg laver gerne alverdens umulige krumspring for at undgå en fyring. Jeg hader det!
Fra det øjeblik, hvor jeg tager beslutningen om at en hjælper skal fyres til det rent faktisk sker, ja, der kan godt gå rigtig længe. Hvorfor? Jeg kan ikke lide at sige det. Ganske enkelt. Så jeg har et rigtig langt tilløb, hvor jeg går rundt om mig selv og bliver mere og mere tilbagetrukket. Ja, jeg er nærmest ikke til stede dér, hvor jeg er. Det kører rundt i mit hoved og jeg vejer for og imod. Prøver at finde alternativer.
Så kommer den næste. Hvordan gør jeg det bedst? Og hvornår? Flere spekulationer! Så til sidst får jeg begyndt, og så vælter ordene ud af mig, og det både ligner og lyder som om jeg er ved at drukne.
Enhver situation er selvfølgelig forskellig og det er omstændigheder også, men det var et meget godt billede på hvad der foregår inde i mig op til en fyring. Specielt i de første år. Men er det bare konfliktskyhed? Ja, jeg er en pæn dreng fra Charlottenlund, der gerne vil have at alle er glade og har det godt.
Men der er også en frygt og en sårbarhed. Den fylder i virkeligheden nok allermest.
Når hammeren er faldet er jeg stadig afhængig af hjælp. Angsten for at blive forladt eller bare angsten for reaktionen.
Relationen mellem bruger og hjælper er ikke bare et arbejdsforhold. Vi kommer for tæt på hinanden til at det kan være dét.
Der bliver skabt nogle stærkere bånd af kammeratskab, respekt og endda familielignende bånd. Hvad vil det sige at være professionel i vores branche? Ja, jeg foretrækker at vade ind i mennesker med træsko på, interessere mig for dem og involvere mig. Jeg lader dem gerne udfordre, inspirere og berige mig. Forhåbentlig går det begge veje 😊
Men jeg glemmer aldrig min vigtigste opgave i det her job.
Det er at skabe balance. Balancen mellem at være imødekommende og fair overfor hjælperne, mens jeg sørger for at ordningen hele tiden har den fleksibilitet og elasticitet, der gør at hjælpen er der hvor jeg skal bruge den, når jeg skal bruge den.
Jeg går ikke op i roller og kasketter. Jeg er ikke fikseret på magt. Jeg har ingen magt. Jeg er afhængig af andre menneskers hjælp. Hvis jeg vil have andres hjælp, må jeg bruge min sunde fornuft og opføre mig ordentligt. Det er meget enkelt.