Visualiser din imaginære beskyttelsesdragt, når du føler dig fx udsat, udmattet, ..

Visualiser din imaginære beskyttelsesdragt, når du føler dig fx udsat, udmattet, ..

Lær at visualisere, at du er beskyttet via en imaginær beskyttelsesdragt, når du føler dig fx udsat, udmattet, overstimuleret, ..

Kender du til, at du nogle gange egentlig bare har lyst til at gemme dig selv lidt af vejen eller undgå at mødes med andre? En af de dage hvor det er lidt svært bare at være sig selv, hvor følelserne sidder uden på tøjet, og dit psykiske system er lidt oppe at køre. Og ja, der er jo egentlig ingen grund til at melde sig syg, men det er langtfra sjovt at gå på arbejde, og at give sig helt hen til et andet menneskes behov.

At være ’touchy’ kan have mange årsager – og det er ok – men hvad stiller vi op, når vi gerne vil arbejde og hjælpe til, men alligevel har ’følelserne ude på tøjet’?

Jeg har lært at tage min beskyttelsesdragt på, og den kan skræddersyes totalt efter mit behov. Faktisk er det kun min egen fantasi, der kan løbe tør for alle de måder, den kan beskytte mig på. Jeg kan tage den på alle timer døgnet rundt, og den hjælper mig med at føle mig mere beskyttet, tryg – pakket ind, når jeg har behov for det. Og det har jeg indimellem, da jeg selv arbejder på et værested for kvinder, der har brug for at gemme sig. Ja, så behovet for at føle beskyttelse er stor der.

Jeg vil guide dig til, hvordan du træner din egen imaginære evne op, så du let kan visualisere din egen beskyttende dragt (rum, svøb, indpakning):

 

Mål

At indrette et beskyttet område (dragt, svøb, ..) til sig selv, som muliggør afgrænsning og retter fokus på egne ressourcer, og din egen indre kerne. Samtidig skal denne beskyttende oplevelse være transportabel og altid til rådighed.

 

Obs

  • Det er vigtigt at være tilstede ’her og nu’, og have en regulær og autentisk kropskontakt som forudsætning for at kunne møde op til noget som helst. Tjek på en skala fra 1-10 hvor nærværende du er, og lav et par kropsøvelser som vejrtrækning, og kontakt til kroppen (tjek kropsøvelser i kriseplanen) hvis du ikke ligger i den høje ende mod en 10’er.
  • Jeg kommer nu ind på forskellige forslag til etablering af det beskyttende rum/beskyttelsesdragten. Din egen fantasi hilses velkommen, og øger muligheden for at vælge den bedst mulige løsning for præcis DIG!
  • Husk at bruge behagelige indtryk, da det er vigtigt at lægge vægt på det ”beskyttende” element (behageligt beskyttende, konstruktive ideer, ingen negative formuleringer (psyken er hurtigere til at finde negative associationer end positive billeder).

 

Fremgangsmåde

  • Gerne stående eller gående i rummet: etabler en god orientering i rummet.
  • Find ud af hvor meget rum rundt omkring dig du har behov for for at føle dig tryg og beskyttet (fx en halv meter eller 10 centimeter). Tag dig god tid, så du kan mærke efter, hvor dine grænser går og mærk rummet.
  • Konstruer et rum/en væg/glasskærm/en boble – tilsvarende den grænse du lige har oplevet. Vær opmærksom på, at dit valgte materiale dækker fuldstændig af/til – medmindre nogle områder skal spares ud.
  • Vær opmærksom på evt. åbninger, døre, luger, vinduer (hvem eller hvad der kan komme ind, hvordan du selv kan komme ud, hvordan lukker døren/åbningen, samt hvordan rummet (eller dragten) kan lukke sig selv af for uvedkommende).
  • Rummets indre må rigtig gerne fyldes med fx farver, lyd, ressourcer, kæledyr, pyntegenstande, duft, vind, smag samt en sætning, der giver dig styrke.
  • At pakke rummet sammen og ud igen må øves – evt. en bestemt bevægelse, der aktiverer ind og udfoldning. Øv dig, og nyd at gå ind og ud af din beskyttelse. Nyd, at du er i stand til at beskytte dig!

 

Et eksempel

  1. Stå op fra stolen og stil dig godt tilrette. Kan du mærke dine fødder? Hvor er det præcis, at du rører ved gulvet? Bevæg dig lidt frem og tilbage, og vær opmærksom på at stå stabilt på gulvet. Når du kan mærke dine ’rødder’ eller har følelsen af at stå sikkert og godt, må du gerne se dig omkring i rummet: hvor meget plads har du behov for at have rundt omkring dig? Kan du afsøge rummet med dine hænder? Når du tager armene til hjælp for at skabe rigtig meget plads rundt omkring dig, kan du så mærke, hvordan du skubber til grænsen? Du må gerne berøre væggene i dit rum (hvis der er vægge) – foran, bagved, til højre og venstre. Er der lukket opad? Eller findes der en åbning til solen og luft?
  2. Hvilket materiale kunne væggen på dit beskyttelsesrum være lavet af? Forestil dig hvordan den kunne se ud, så du vil føle dig mest muligt beskyttet: er den lavet af sten? Tykt skudsikkert glas? Er den lavet af gummi? Ligner den en sæbeboble? Findes der huller i væggen, eller er der vinduer sat ind, som kan åbnes og lukkes efter eget ønske? Måske findes der persienner? Eller er den måske lavet af et gennemsigtigt materiale? Og den kan reguleres, så hvis du ønsker det, at der så kan komme noget udefra ind? Du bestemmer, hvad der må trænge ind udefra. Måske er der ingen, der kan se ind, men du kan se alt omkring dig. Måske er det kun igennem vinduerne, du ønsker at se ud?
  3. Husk, det er dit beskyttede rum, og det er dig, der bestemmer, hvordan det skal være. Her kan dine ønsker opfyldes og blive en realitet, og du kan mærke, hvordan det sker. Bliv ved med at lade dine hænder mærke rummet, ’væve’ det.
  4. Nu har du skabt rigtig meget rum rundt omkring dig…. Hvis du nu havde mulighed for at fylde det med farve, hvilken ville du vælge? Blåt, gult, rødt, grønt, eller noget helt andet? Ville farven være meget lys eller meget intens? Ensfarvet eller med flere farver, i striber eller ternet? Måske med prikker eller stjerner eller noget helt andet?
  5. Når du nu er omgivet af denne smukke farve, hvilken lyd ville klinge godt til? Har du en favorit sang, et særligt stykke musik du elsker, en bestemt lyd, eller skal der være helt stille? Måske lidt fuglesang? Bare lad dig bære med!
  6. Når du nu mærker dine fødder røre gulvet, og du er omgivet af dine farver, lyden der fylder rummet og den beskyttende væg rundt omkring dig… Hvilken sætning vil udtrykke denne behagelige følelse af at være tryg og beskyttet i nuet? Fx ”jeg er stærk”, ”det er godt, at jeg er her”. Find din helt egen sætning. Bare lad den komme, lyt til hvad der gerne vil komme frem, og vær opmærksom på, at sætningen begynder med ”jeg er….”.
  7. Når du er opmærksom på dit rum, dine vægge, din farve, lyden, din sætning – opstår der så en bestemt duft? Et billede? En forårseng? Blomster? En let vind?
  8. Kan du mærke luften eller solen på din hud? Opstår der en følelse af at være beskyttet? Mærker du en følelse af frisk vand mod din hud?
  9. Med hvilken sætning vil du kunne møde din omverden, og de mennesker du møder: ”jeg er nysgerrig på jer…”, ”jeg er stæk nok til at være her…”, ”jeg går min egen vej, og alle andre går deres egen vej”, ..
  10. Mærk efter alle disse forskellige indtryk; rummet, væggen, farve, klang, en behagelig duft og en behagelig følelse.. Oplev beskyttelsen!
  11. Nu kan du tage hele rummet/dragten ind i dine hænder,: saml det hele ind i hænder helt forsigtigt, som en kostbar skat.
  12. Nu ligger hele beskyttelsesrummet/dragten i dine hænder, og du kan meget enkelt bare åbne hænderne igen, til enhver tid, overalt, og udfolde beskyttelsen omkring dig igen. Bare en lille bevægelse idet du folder hænderne ud igen, og beskyttelsen er tilbage, omgiver dig igen..

Du kan udfolde rummet/dragten når som helst, du har behov for det. Og du kan forandre farver, lyde, .. hvordan de bedst vil skabe et beskyttende og behageligt rum/dragt omkring dig.

 

I et ønske om omsorg!

Monika Lausberg

 

 

Bekymring vs. Glæde

Bekymring vs. Glæde

Bekymring vs. Glæde

”Hvor er du sej!”. Det er en sætning, som man ofte ser som kommentar på f.eks. de sociale medier

Det er let at slynge om sig med superlativer eller det modsatte, når man ikke sidder overfor det andet menneske, eller kender dette særligt godt. Det er selvfølgelig også bedre med positive fremfor negative kommentarer, og nogle gange forekommer disse kommentarer til os med handicaps bare vi har gjort en lille smule udover det forventede – en lille smule overdrevet?

For som et menneske med et handicap har man ofte bekymringer. Bevares – det har alle, men mennesker med handicaps er i sagens natur nødt til at bekymre sig mere om deres helbred, end de fleste andre mennesker, der er mange sygehusbesøg hvert eneste år.

Derudover har de fleste også meget mere kontakt med deres kommune end andre har. De fleste mennesker kommer måske på kommunen, når de skal have nyt pas, søge folkepension eller boligstøtte. Som et menneske med et handicap må man desuden kontakte kommunen, hvis der skal ændres noget i den bolig man har udset sig – man kan ikke bare slå til, og købe med det samme. Mange må også bede kommunen om støtte til anskaffelsen af en bil, da ombygningen koster mange penge, og forinden har man gjort sig mange tanker om indretningen af bilen, samt om hvad man vil bruge den til, for ellers får man da slet ikke en bevilling.

Ift. egen forsørgelse har de fleste mennesker med et handicap nogle ressourcer – heldigvis, men der er oftest også nogle begrænsninger som gør, at man igen er nødt at søge hjælp for at kompensere for funktionsnedsættelserne, og disses konsekvenser. Og, hvis et job ikke er muligt på trods af diverse støtteforanstaltninger, må man leve af offentlig forsørgelse, som regel resten af livet….

Når dagligdagen skal fungere må mange have hjælp til såvel personlig pleje som praktiske opgaver.

Derfor: igen kontakt til kommunen, frem med alle argumenter, måske mødes man med mistillid og afslag på den man har søgt..

Så til en anke, finde de gode argumenter igen, søvnløse nætter, til man endelig får bevilling på hjælpen, sandsynligvis på et lavere niveau, end det man søgte. Når hjælpen så skal fungere, kan det heller ikke undgås, at der i perioder kommer bekymringer om f.eks. sygemeldinger, det være sig fra hjemmehjælpen eller BPA-hjælpere/ledsagere, rekruttering af nye hjælpere, arbejde med vagtplaner og løn-indberetning – der er i det hele taget meget mere planlægning for et menneske med et handicap end der er for mennesker, som kan udføre alting selv.

Jeg har ofte hørt sætningen fra andre: ”det må sandelig være et fuldtidsjob at have et handicap”

Det er som regel sagt på en måde så det alligevel skal forstås som at det da nok ikke er så slemt endda, i en situation, hvor man prøvet at forklare nogle ting fra hverdagen, til en person der prøver at forstå…

Men det er faktisk ofte et fuldtidsjob, at have et handicap! Men gør det én sej?

Måske?, men det kan også være, at vi bare har nogle andre grundvilkår i livet, som man (bare) overkommer, fordi man er nødt til det…

 

Derfor er det vigtigt at have noget i sit liv, som giver modvægt til alle bekymringerne

Det være sig fritidsinteresser, husdyr der giver hyggeligt liv i hjemmet, at høre noget musik eller ser en film, der gør én i godt humør. Man kan måske også lave en udflugt ud af sygehusbesøget – se noget i dén by, når man nu alligevel er der. Det kan også være positivt i mere end én forstand at få inviteret nogen man kan hygge sig med, måske bare til en kop kaffe, eller man kan måske hjælpe hinanden med at lave mad, eller måske har gæsten ikke noget imod at medbringe et måltid.

Mange af de ting der spreder glæde kan godt kræve hjælp for mennesker med et handicap, og det er jo ikke altid, at man har (nok af) det. Forhåbentlig kan man så spørge en pårørende om selskab til en udflugt eller lidt lettere praktisk hjælp. Men er mulighederne for hjælp for små, er det vigtigt, at man alligevel forsøger at få det positive ind i livet. Om det så er, at kigge ud af vinduet, og nyde solen, høre musik eller tænke på en dejlig oplevelse fra i forgårs

 

Og hvad er så pointen med det her?

Jo…man må gerne anerkende, at der er mange bekymringer i ens liv, være virkelig træt af dem i perioder, tænke om dem der synes man er sej, at det ved de da i virkeligheden meget lidt om… Bare man husker at have det positive i livet for øje også, for det er der jo, selvom det nogle gange kan virke uoverskueligt og uopnåeligt – selv bittesmå ting kan give stor glæde, når man har været langt nede!

 

 

Vælg udvalgt billede

Inspireret af Dronningens nytårstale!

Inspireret af Dronningens nytårstale!

Tanker ved nytårstide – inspireret af Dronningens nytårstale!

Det er vel ikke ualmindeligt, at vi på en eller anden måde gør status over dette og hint i forbindelse med årsskiftet, og sjældent har jeg været så enig med Dronningen i hendes budskab som denne gang! Så NU må dette på print!

Gennem en stor del af mit liv har jeg tænkt, at mange måske har fordomme overfor vi mennesker med et handicap…. Og alligevel har jeg ikke så ofte følt det. Dèt kom jeg desværre til i 2018.

Bevares… Jeg er en rimeligt flittig bruger af Facebook, og kunne godt fornemme der, at menneskers tiltale af/til hinanden blev mere og mere rå og egoistisk. Med Dronningens ord: ”- man er online hele tiden, og man glemmer, at der faktisk er et menneske i den anden ende”

 

Og i den virkelige verden, fik jeg virkelig ”kærligheden” at føle!

Flere gange, i forbindelse med strøgture, er jeg blevet råbt af, fordi… jeg angiveligt fyldte for meget i min el-stol, kørte for stærkt eller kørte for tæt på andre??? Jeg vil her lige påpege, at der ikke er noget i vejen med mine arme og hænder, og at jeg sagtens kan køre min el-stol så jeg selv mener, at det er helt forsvarligt. Det er/var det åbenbart ikke i overensstemmelse med holdningen hos ”almindelige” mennesker, for det var de umiddelbart – dem der råbte.

Dertil kommer alle de gange, hvor en medborger er ved at sætte sig til skødet af èn, for at komme på tværs af køen i supermarkedet, eller hvor medborgeren rakte tværs over mig, for at kunne nå den vare jeg også havde udset mig…

 

Nu er jeg ikke mundlamme type, og derfor fik alle de der anråbte mig, en hvas kommentar med på vejen…

Men jeg blev meget ked af oplevelserne alligevel! Heldigvis kender jeg mange skønne mennesker, som jeg kunne dele oplevelserne samt få noget opbakning til, at det ikke var mig, den var gal med! Alligevel kunne jeg næsten ikke få armene ned, da jeg sad nytårsaften og så Dronningens nytårstale!

 

Og derfor har jeg her håndplukket nogle citater, som jeg vil tillade mig at kommentere, som jeg tolker dem

Hun sagde bl.a.: ”Vores land bliver rigere, men bliver vores liv rigere?”

– Nej, ikke hvis vi kritiserer andre højlydt, uden at kende dem og deres baggrund!

”Det er som om flere siger ”se på mig” og færre har øje for andre”

– Lige præcis! Det er jo hele humlen!

”Jeg kan godt frygte, at eftertanken og omtanken bliver klemt og glemt”

– Det kan jeg også! – og synes, at det er det jeg allerede oplever…

”Vi tager os ikke tid til at forstå hinanden og vi glemmer at respektere hinanden og passe på hinanden”

– Det er jo sandsynligvis baggrunden for det ovenstående!

”Det vigtige er ikke hvordan vi ser ud eller hvad du har opnået. Men hvem du er, og hvordan du er overfor andre”

– Nemlig!!! Meget andet kan der ikke siges til det!

”Man skal give sig tid til at mærke, om en ven er ked af det”

– Selvfølgelig!

”Det øger tilliden , når vi mødes menneske til menneske, og taler med hinanden”

og

”Vores fælles styrke næres ved, at vi har respekt for vore medmennesker og viser tillid til hinanden, for vi har alle et ansvar for fællesskabet. Det er selve vort samfunds rødder”

– Og heldigvis findes der stadig fællesskaber, hvor vi gør/har det!

 

Og DHO/BHG er i høj grad et sted, hvor jeg oplever at blive set og forstået som det menneske jeg er

Samt ikke mindst respekteret, og det har i høj grad også betydningen for selvtilliden. Det være sig, når vi erfaringsudveksler, mødes til arrangementer, bliver ringet op med omtanke og spurgt til sit velbefindende, bliver bedt om en tjeneste som udvikler ens ressourcer, når andre ikke lægger mærke til, at man ser anderledes ud end de fleste – eller vi sammen kan grine af en skæv arm, der flyver til vejrs i en pludselig spasme….

TAK FOR DET ALLE SAMMEN – MÅTTE DER KOMME MERE AF DÈT I 2019!

GODT NYTÅR!

 

Samarbejdskraft med BHG!

Samarbejdskraft med BHG!

Interview bragt i magasinet Brugeren 2018

”Fordi jeg holder af dig, vil jeg fraråde dig at gå ind i branchen, men fordi jeg kender branchen, vil jeg bede dig om at gå ind i den.”

”Sådan sagde Ingrid engang til mig”, siger Lasse, når jeg spørger ind til hvilken forandring han ønsker se ske i branchen.

Jeg taler med Lasse Pagh fra DHO og Ingrid Petersen fra BHG om det nye fællesskab de nu etablerer med hinanden, og om det fælles fodslag de har haft igennem årene. ”Det er en meget naturlig bevægelse for os i BHG og DHO, at række ud efter hinanden i et formaliseret fællesskab. Vi har kendt hinanden i årtier. Du kan nærmest sige, at jeg er vokset op og er blevet formet i lyset af Ingrids viden, råd og vejledning.”, siger Lasse.

 

Hvad ønsker I at opnå via jeres nye fællesskab?

Og Lasse fortsætter, ”Drømmen er, at når vi opdager at et menneske har brug for hjælp, så anerkender vi, at vi alle kan have eller få brug for hjælp. Det hedder vist empati! Det handler om at sætte sig i hinandens sted.

Når man møder et menneske med behov for hjælp, kan indlevelsen i deres situation føles både ubehagelig og smertefuld. Mange undviger og går videre. Og når den dårlige smag i munden rammer, efter at have efterladt et menneske i nød, kan man kan vælge enten at gå tilbage for at hjælpe, eller man kan retfærdiggøre det for sig selv med forklaringer som, at ”det nytter alligevel ikke” eller ”jeg bidrager allerede mere end rigeligt (skat)” eller ”naturens orden medfører et vis menneskeligt spild, og sådan er det bare”.

Ofte rummer vi ikke når det kommer for tæt på, og vi kategoriserer hinanden for at kunne være i det.

 

Kategorier som ”De psykiske syge”, ”De arbejdsløse” eller aktuelt ”De handicappede”. Vi får skabt en afstand mellem os selv og ’de andre’ – og så bliver det farligt! For det er altid de andres skyld! Selv har jeg bemærket, at handicappede er meget sprængfarlige! Især ynder de at sprænge de kommunale budgetter – og dét i en udstrækning så kommunerne landet over synes, at være ramt af en ren terrorbølge!

I kategoriseringen forvandles det enkelte menneskes behov for en håndsrækning, til at være et samfundsproblem hvor fx besparelser bliver argumentet, der fjerner den dårlig smag i munden. Konsekvensen er, at vi dehumaniserer, og går fra empati til uværdige beregninger. Så jeg funderer..” siger Lasse. ”Hvad skal vi med et samfund, hvis det ikke favner os når vi har mest brug for det?

Og så er det at jeg kommer i tanke om Ingrid, og tænker: vi kan ikke bare gå videre! Vi er nødt til at begynde her.”

 

Ingrid fortsætter: ”Så når vi nu fordyber vores samarbejde i et fællesskab, er det også vores udtryk, for at ’nok er nok’ nu. Og at vi ønsker at intensivere og forøge vores kræfter ved at forene dem, i indsatsen om at skabe positiv forandring for vores borgere i deres BPA-ordninger.”

 

’Mennesket først!’

”Hvad blev der egentlig af begreber som livskvalitet og værdighed? Når samfundsmodellen tager form af en maskine, og mennesker aldrig vil kunne reduceres til at være tandhjul i denne maskine, ja så smides vi ud i rodebunken af mennesker, vi ikke kunne tilpasse maskineriet.

Falder man uden for systemet, falder man helt ud af sammenhæng.

 

Og dehumaniseringen bevirker, at almene normer og medmenneskeligt hensyn sættes ud af kraft.”, siger Lasse – der nøje har fulgt den samfundsmæssige udvikling – også i kraft af sin uddannelse i offentlig forvaltning.

Når jeg spørger Ingrid, hvad medlemmerne og borgerne udtrykker som deres største behov, svarer hun: ”Oplevelsen af at være i centrum som mennesker – også i BPA-ordningen. At de oplever, at vi arbejder rundt om og supporter dem – sammen med dem. Med respekt for deres liv og hverdag. Lasse supplerer: ”Vi ønsker at bringe mennesket tilbage i hjælpeordningen! Og med det, mener vi noget så jordnært som at indsatsen rettes mod det gode liv for borgeren, og det gode arbejdsliv for hjælperen.”

 

Og hvad med de hviskende stemmer?

I har fortalt mig, at hviskende røster siger: ”Kan man overhovedet det?” Hvad er jeres svar på det? ”Ja, det er et relevant spørgsmål, som har et meget klart svar: kan man lade vær!? Og du kan da tro, at vi har vendt det – især i forhold til vores metode og organisering.

Det argument der bliver ved at vinde, er de mennesker, som vi ønsker, at gøre en stærk indsats for – nemlig vores medlemmer og borgere.

 

Den er ikke længere!”, understreger Lasse dedikeret.

Og når jeg spørger dem hvad det er, de netop kan i fællesskab, tager Ingrid ivrigt ordet: ”Der er rigtigt mange der gør en rigtig god indsats, men ingen kan være i tvivl om, at der kan gøres rigtigt meget mere på flere fronter. Fokus i BHG og DHO er rettet mod ’Det levede liv’ og de konkrete betingelser hos den enkelte BPA bruger og dennes hjælpere. Vi ser et behov, og opfatter vores indsats som et supplement til det store arbejde, der allerede foregår i organisationer og foreninger rundt omkring i det danske land.

BHG har snart 20 års erfaring med støtte og vejledning af kommuner, brugere og hjælpere men har som så mange andre aktører oplevet, at det stigende omfang af problemstillinger i branchen også har øget behovet for administrative ressourcer. Tiden har vist, at nye problemer kræver nye løsninger.

For BHG betyder det, at vi via fællesskabet med DHO, kan videreudvikle muligheder vi ellers ikke ville have.

 

Og fællesskabet mellem DHO, BHG og den enkelte borger danner en stærk platform for samarbejdet omkring borgerens ordning og den enkelte kommune, som BHG ikke kunne tilbyde alene. Så der er kommet flere blomster i buketten vi tilbyder!”

Og hun fortsætter: ”Vores vision – som manifesterer sig allerede nu – bygger på, at skabe sammenhæng imellem forhold og erfaringsdannelser som løbende udspiller sig i den enkelte BPA-ordning, den juridiske og faglige rådgivning, der tilbydes i BHG og DHO regi, samt vores politiske og værdibaserede standpunkt.

Lasse siger til sidst: ”BHG og DHO fungerer begge ved, at mennesker er gået sammen om at skabe fælles ressourcer. Arbejdsgiver-, rådgivnings- og vejledningsressourcer der manifesterer sig gennem faglige og sociale arrangementer. Ånden, håbet og troen er, at vi gennem forening af alle kræfter, skaber så tryg en ramme som muligt om den enkelte BPA-brugers selvstændige livsførelse.