Kan man kombinere en barnevogn med en kørestol?
På trods af et mini-liv på hjul er jeg af min familie blevet opdraget ‘normalt’. Jeg har qua dette også altid haft normale ønsker og drømme for, hvad der i mit videre liv skulle ske. En af de største ønsker jeg har, er at få børn på et tidspunkt. Hvorfor, bliver jeg tit spurgt? Svaret er simpelt: jeg ved det ganske enkelt ikke. Det er en indre urkraft, som bare altid har hvilet i mig. Og som ikke kan forklares. Det er vel meget normalt?
Stilhed… Er hvad jeg oftest oplever, når jeg siger det højt.
Efterfulgt af slet skjult bekymring. Eller forargelse alt efter forholdet til individet, som hører mit ønske.
Jeg har oplevet folk, der mener, at jeg både er uforsvarlig og egoistisk. At jeg er urealistisk og ikke er klar over konsekvenserne. Jeg har ligeledes oplevet, at folk kan være bekymret for, om hvorvidt mit eget helbred kan holde til en graviditet, efterfulgt af et forældre-liv på fuld tid eller ej. For hvordan kan en syg (mor) tillade sig, at lave børn, når man selv har brug for hjælp?
Og lad mig lige gøre en ting helt klart: jeg forstår fuldt ud disse folk. Jeg kan sagtens sætte mig ind i både deres bekymring og forargelse. For når man ikke har set en sådan familiekonstellation før, så er uvidenhed en naturlig konsekvens af følgende.
Men ingen – inklusivt mig selv – kan se ind i fremtiden.
Jeg VED intet om den. Først og fremmest ved jeg reelt set ikke, om jeg overhovedet får børn. Ej heller om hvilken mor jeg bliver eller hvordan jeg overhovedet vil tackle forældrelivet. Men hvem – syg såvel som rask – gør det? Jeg har, ligesom dem, blot en idé. Og et ønske.
Indrømmet, når man – som jeg – har valgt at gifte sig med en mand, der selv lever med egne udfordringer, bliver hverken fordomme eller bekymringer ikke just mindre. Drømmen bliver da også sværere at opnå og byrden tungere.
Men en tung bagage i livet vil ikke umuliggøre fremskridt, men blot gøre vejen længere og mere besværlig.
Og er der noget min mand og jeg oftest i vores forhold har vendt og drejet, analyseret og diskuteret, så er det emnet børn. Vi er så forberedte, som man kan forvente af to mulige førstegangsforældre – og mere til. Vi kender til og anerkender vores svagheder, men så sandeligt også vores styrker. Mere kan man ikke forvente.
Men jeg har erfaret på egen krop, at når man som syg kommer med så kontroversielt et ønske, så bliver der også indirekte pålagt én et ansvar om, at man bør vide ALT. For når man fra starten af fremstår som en egoist, der ikke har øje for konsekvenserne forbundet med så stort et ansvar, så er der absolut ingen, som skal kunne sætte en finger på NOGET.
Jeg skal altid kunne have et modargument og en plan parat. For ellers vil jeg automatisk fremstå som både useriøs og ansvarsløs og derved som en dårlig forælder. Vi – min mand og jeg – er nødsaget til at kunne bevise, at det her kan vi sørme godt magte.
Men spørgsmålet her er så: er det fair? Hvor mange andre førstegangsforældre møder denne form for skepsis?
Hvor mange af dem lever med den evige frygt for paragraf 50-undersøgelser og eventuelle tvangsfjernelser? Og hvor mange har – ligesom jeg – gjort det til deres livsmission at studere forældrelivet, som var det deres livs eksamen?
Jeg ved som sagt meget lidt om fremtiden. Jeg ved, at vi komplimenterer hinandens svagheder ufatteligt godt med vores styrker, men om vi alligevel vil behøve støtte på den ene eller anden måde, ved jeg ikke. Dog ved jeg én ting med sikkerhed; opdragelse kommer fra hjernen og kærlighed kommer fra hjertet. Ingen af hverken min mands eller mine handicaps vil forhindre os i at videregive vores værdier og ikke mindst vores ubetingede kærlighed til et fremtidigt barn.
Og med et højtelsket og i den grad ønsket barn, har man allerede gået halvdelen af den lange vej som fremtidige forældre. Selv med en tung bagage på ryggen!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!