af Ditte Amalie Hagelund Johansen | maj 18, 2019 | Borgerliv, Inspiration
Skal vi danse?
Jeg husker det som var det i går.
Sodavandsdiskoteket i børnehaven; Ditte på fire år der misundeligt ser op fra sin kørestol på alle sine legekammerater, der begejstret hopper rundt og danser. “Man kan sagtens danse i en kørestol, Ditte,” prøver min hjælper opmuntrende. Men jeg ryster bare på hovedet; tør ikke i frygt for at se dum ud.
Den har siddet i mig lige siden – følelsen af frygt for at se dum ud. Jeg er bestemt ikke musikalsk, og jeg ejer ikke et gram rytme i kroppen
Alligevel elsker jeg at nyde andre optræde og bliver altid grebet af stemningen. Teater, balletter og musicals har altid været en stor del af min barndom. Det var ikke et særsyn, at jeg ofte var ved at trille hovedkulds ned i orkestergraven af bare begejstring over diverse forestillinger, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet flået tilbage i mit kjoleskørt og pænt placeret ned i en rød velourstol igen.
Og nu kommer den barnlige glæde og store fortabelse af stemning atter vendt tilbage, for snart – meget snart – bliver Danish Wheelchair Dance Cup 2019 skudt i gang
Det kommer til at ske den 7. – 10. juni på Musholm Ferie- og Sportscenter i Korsør
Og for at det ikke skal være løgn, så sender vi to velkendte ansigter til konkurrencen som repræsentanter for Danmark; Karina Frederiksen og Connie Skov. Så skal de i hvert fald lære mig én gang for alle, at man SAGTENS kan danse i en kørestol!
Jeg har haft fornøjelsen af at interviewe Karina omkring dans før. Og selvom jeg var uvidende – og derfor skeptisk – omkring konceptet kørestolsdans, så tog det mig ikke lang tid at nå ind til barnet indeni mig, der betaget lyttede til alle Karinas historier om kjoler med palietter, guldmedaljer, dancecups og danseundervisning med flotte partnere både i og uden kørestol. Havde Karina stået og danset på Det Kongelige Teaters scene i sin kørestol, da jeg var barn, så havde jeg med sikkerhed faldt ned i orkestergraven og forhåbentlig blevet grebet af et skinnende valdhorn.
Jeg er senere hen så småt begyndt at få blod på tanden
Jeg tager ofte mig selv i at dagdrømme om at danse jitterbug til swingmusik, så både kjoleskørt og kørestol pisker derudaf. Så hvem ved? Måske jeg en dag tør gøre en dagdrøm til virkelighed. Og indtil da håber jeg inderligt på flere som Karina og Connie, der kan betage og lokke ‘kyllinger’ som mig til at glemme, hvordan man ser ud for i stedet at blive snurret rundt på et dansegulv og bare have det skidesjovt. For det er vel noget af dét livet handler om? ‘To dance like nobody’s watching!’
Og indtil da er der vist kun én ting at sige:
Skal vi danse den 7. – 10. juni på Musholm til Danish Wheelchair Dance Cup 2019?
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | okt 16, 2018 | Borgerliv, Inspiration
Til Pinsen – nærmere betegnet den 8.-9. juni 2019 – skal vi alle til at kridte dansehjulene.
For der bliver vi nemlig inviteret til international dansekonkurrence! Tidligere har de internationale Wheelchair Dance Cups turneret rundt i mange dele af verden, heriblandt Holland. Men nu bliver Danish Wheelchair Dance Cup altså helt ekstraordinært til en realitet og for det kan vi takke vores egen danserinde Karina Frederiksen. For det var nemlig en tanke – en frustration – hos hende, som gav hende blod på tanden for at få konkurrencen ført til ”Frejas sal”:
Hvorfor har du lavet det her arrangement?
“Jeg har taget til turneringer i otte år. Til en turnering i Holland oplevede jeg, at der kun var to handicaptoiletter til 300 kørestolsbrugere. I Danmark har de 65. Jeg ville gerne have bedre forhold og omgivelser for konkurrencedanserne i kørestol, så jeg ville se, om jeg kunne gøre det anderledes. Vi har været tre til at arrangere det; Jannie, Johnny og så mig selv. Derudover har vi haft et samarbejde med Sportsdanserforbundet.”
Umiddelbart er jeg selv ret grøn i emnet ’kørestolsdans’, og det har været en helt personlig kamp for mig at danse;
som barn lærte jeg første gang, at man sagtens kunne danse, selvom man sad i kørestol. Det skulle tage mig mange år – og et bryllup – før jeg rent faktisk beviste det for mig selv.
Første gang jeg dansede, var da min mand krævede at danse brudevals til vores bryllup. Jeg indrømmer, at det krævede meget overvindelse og mod, men det lykkedes. Og det var sjovt! Nu, hvis jeg skal lære mere om at danse i en kørestol, kan jeg jo starte med at tage til Musholm Feriecenter i Korsør til næste år. Måske jeg ender som Karina, der selv var grøn i emnet, men tog en udfordring op og endte med at blive danseunderviser:
“Da jeg i forbindelse med en operation endte i kørestol, tænkte jeg, at jeg skulle finde på noget at lave.
Så jeg var til en handicap idrætsfestival, hvor jeg så et dansearrangement. Det synes jeg så flot ud, så det ville jeg også gerne prøve. Men jeg skulle køre 200 kilometer for at kunne træne, og det gad jeg ikke. Så jeg valgte at tage uddannelsen selv, selvom jeg aldrig havde prøvet at danse før! Jeg blev uddannet i 2002, og nu underviser jeg flere steder – blandt andet i Præstø – hvor jeg har ”Karinas Rullende Danseskole”. Der underviser jeg eksempelvis unge udviklingshæmmede.
Nu er det ikke for at prale, men jeg var faktisk den første dansker, til at vinde World Cup i kørestolsdans, og jeg var også den første i en el-kørestol. De fleste sportskørestolsdansere bruger en manual kørestol. Det er ikke noget jeg taler så meget om, for man skal ikke tro, at man er noget. Det er janteloven, og man skal nok få det at høre, hvis man tror, at man er noget!”
Trods Karinas beskedenhed, drømmer hun ikke ligefrem småt; dog ikke nødvendigvis om egen succes, men derimod om andres:
“Jeg drømmer egentlig bare om at få flere i kørestol til at danse. Der er ikke så mange i Danmark – vi er kun mig på Sydsjælland og så er der ét andet sted i København. Derudover findes der nogle muligheder for kørestolsdanseundervisning i Jylland. Jeg håber, at med Danish Wheelchair Dance Cup, at der kommer mange og at flere fra publikum vil blive nysgerrige, så de måske selv gerne vil prøve dansen af.”
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
