Filmanmeldelse af ‘En mand der hedder Ove’

Filmanmeldelse af ‘En mand der hedder Ove’

Filmanmeldelse af ‘En mand der hedder Ove’

Det var et fantastisk vejr, her i påsken. Solen skinnede, blomster og træer sprang ud og man fik lyst til at være udenfor. Søndag aften efter en lang gåtur i dyrehaven, satte jeg mig i sofaen og tændte for Netflix, hvor der som bekendt er mange film. Jeg fandt den svenske sag ‘En mand der hedder Ove’.

Jeg havde et par dage forinden forsøgt mig med bogen, som filmen bygger på, men var gået i stå rimeligt hurtigt. Det er ellers noget af en bestseller, den svenske forfatter Fredrik Backman har begået. Bogen er oversat til 30 sprog, kan købes i flere supermarkeder i hele Norden og er solgt i millioner af eksemplarer verden over. Men den fangede mig af en eller anden grund ikke rigtigt.

 

Filmen er nemmere at gå til, for historien er fin og underfundig

Kort fortalt handler den om 59-årige Ove, der er blevet enkemand, har mistet sit job og ellers går rundt og er sådan godt og grundigt gal i skralden over verdens tilstand og ikke mindst alle de ‘idioter’, der konstant glemmer at overholde alle hans regler for det lille parcelhuskvarter, som hvor man må cykle og køre bil og hvilke låger, der altid skal være lukkede. Ove vil helst bare have lov til at begå selvmord, så han kan komme op til sin elskede og savnede kone; Sonja.

Men det viser sig ikke at være så let. Ikke alene er han ualmindeligt dårlig til at dø, han bliver også hele tiden forstyrret af sin nye genbo, Parvaneh, en indvandrer fra Iran, der insisterer på at blande sig i Oves liv. Måske fordi hun som en af de eneste ser, at der gemmer sig en helt anden mand neden under gnavpotten.

 

Mere skal ikke fortælles om handling her. Filmen ‘En mand der hedder Ove’, starter som en sort komedie, men folder sig undervejs ud til en meget større og finere historie, der til tider nærmest minder om poesien hos John Irving. Filmen skifter mellem tilbageblik fra Ove’ barndom, opvækst og liv med Sonja, over til real tiden i Parcelhuskvarteret et sted i Sverige. Men denne film kunne foregå hvor som helst i vesten, hvilket gør den almen gyldig.

 

Ofte går man rundt og tænker det ene og det andet om sine medmennesker

Man glemmer naboen, kassedamen i supermarkedet, den anden låner på folkebiblioteket. Man ser den hjemløse sælge Husforbi og glemmer at den mand har en historie, der gør at han står der. Alle har en historie og det former dem som mennesker. Filmen er en sød påmindelse om ikke at dømme vores medmennesker for hårdt og for hurtigt, for vi bærer alle sammen på hver vores historie, der er bestemmende for, hvordan vi opfører os i livet og over for andre.

 

Det er en fortælling om kærlighedens kraft, om næstekærlighed og venskab og om ikke at bære nag..

men i stedet åbne sig mod de mennesker, der faktisk er lige i nærheden, parate til at give af sig selv, hvis de får lov. Ove spilles af Rolf Lassgård og filmens instruktør er Hannes Holm. Det er måske ikke stor filmkunst, men det gør ikke spor. Bogen ER sikkert en bedre oplevelse, men hvis man trænger til lidt ægte stimulans med en god historie, er ‘En mand der hedder Ove’ en film man skal finde og se.

Det er en fortælling, der tager udgangspunkt i en nordisk hverdagsvirkelighed, en historie om en lille mand, der har svært ved at acceptere den magt kommune, forvaltning og stat, dem han samlet set kalder ‘dem i de hvide skjorter’, har over hans og andres liv. Ove’ liv er også fuldt af en række skæbner som de fleste af os sagtens kan relatere til og endelig sidder både skuespillerne og det filmiske håndværk lige i skabet. Noget som bogens Ove sikkert ligefrem ville rose.

 

Ove har problemer med hjertet, der måske, også i bogstaveligt forstand, er for stort

Nu hvor vejret er blevet bedre, og det skandinaviske folk kryber ud af sit skjul og omfavner foråret, er det måske værd at tænke på.

 

‘En mand der hedder Ove’ kan blandt andet streames på Netflix eller lejes online hos Blockbuster.

 

Inspireret af Dronningens nytårstale!

Inspireret af Dronningens nytårstale!

Tanker ved nytårstide – inspireret af Dronningens nytårstale!

Det er vel ikke ualmindeligt, at vi på en eller anden måde gør status over dette og hint i forbindelse med årsskiftet, og sjældent har jeg været så enig med Dronningen i hendes budskab som denne gang! Så NU må dette på print!

Gennem en stor del af mit liv har jeg tænkt, at mange måske har fordomme overfor vi mennesker med et handicap…. Og alligevel har jeg ikke så ofte følt det. Dèt kom jeg desværre til i 2018.

Bevares… Jeg er en rimeligt flittig bruger af Facebook, og kunne godt fornemme der, at menneskers tiltale af/til hinanden blev mere og mere rå og egoistisk. Med Dronningens ord: ”- man er online hele tiden, og man glemmer, at der faktisk er et menneske i den anden ende”

 

Og i den virkelige verden, fik jeg virkelig ”kærligheden” at føle!

Flere gange, i forbindelse med strøgture, er jeg blevet råbt af, fordi… jeg angiveligt fyldte for meget i min el-stol, kørte for stærkt eller kørte for tæt på andre??? Jeg vil her lige påpege, at der ikke er noget i vejen med mine arme og hænder, og at jeg sagtens kan køre min el-stol så jeg selv mener, at det er helt forsvarligt. Det er/var det åbenbart ikke i overensstemmelse med holdningen hos ”almindelige” mennesker, for det var de umiddelbart – dem der råbte.

Dertil kommer alle de gange, hvor en medborger er ved at sætte sig til skødet af èn, for at komme på tværs af køen i supermarkedet, eller hvor medborgeren rakte tværs over mig, for at kunne nå den vare jeg også havde udset mig…

 

Nu er jeg ikke mundlamme type, og derfor fik alle de der anråbte mig, en hvas kommentar med på vejen…

Men jeg blev meget ked af oplevelserne alligevel! Heldigvis kender jeg mange skønne mennesker, som jeg kunne dele oplevelserne samt få noget opbakning til, at det ikke var mig, den var gal med! Alligevel kunne jeg næsten ikke få armene ned, da jeg sad nytårsaften og så Dronningens nytårstale!

 

Og derfor har jeg her håndplukket nogle citater, som jeg vil tillade mig at kommentere, som jeg tolker dem

Hun sagde bl.a.: ”Vores land bliver rigere, men bliver vores liv rigere?”

– Nej, ikke hvis vi kritiserer andre højlydt, uden at kende dem og deres baggrund!

”Det er som om flere siger ”se på mig” og færre har øje for andre”

– Lige præcis! Det er jo hele humlen!

”Jeg kan godt frygte, at eftertanken og omtanken bliver klemt og glemt”

– Det kan jeg også! – og synes, at det er det jeg allerede oplever…

”Vi tager os ikke tid til at forstå hinanden og vi glemmer at respektere hinanden og passe på hinanden”

– Det er jo sandsynligvis baggrunden for det ovenstående!

”Det vigtige er ikke hvordan vi ser ud eller hvad du har opnået. Men hvem du er, og hvordan du er overfor andre”

– Nemlig!!! Meget andet kan der ikke siges til det!

”Man skal give sig tid til at mærke, om en ven er ked af det”

– Selvfølgelig!

”Det øger tilliden , når vi mødes menneske til menneske, og taler med hinanden”

og

”Vores fælles styrke næres ved, at vi har respekt for vore medmennesker og viser tillid til hinanden, for vi har alle et ansvar for fællesskabet. Det er selve vort samfunds rødder”

– Og heldigvis findes der stadig fællesskaber, hvor vi gør/har det!

 

Og DHO/BHG er i høj grad et sted, hvor jeg oplever at blive set og forstået som det menneske jeg er

Samt ikke mindst respekteret, og det har i høj grad også betydningen for selvtilliden. Det være sig, når vi erfaringsudveksler, mødes til arrangementer, bliver ringet op med omtanke og spurgt til sit velbefindende, bliver bedt om en tjeneste som udvikler ens ressourcer, når andre ikke lægger mærke til, at man ser anderledes ud end de fleste – eller vi sammen kan grine af en skæv arm, der flyver til vejrs i en pludselig spasme….

TAK FOR DET ALLE SAMMEN – MÅTTE DER KOMME MERE AF DÈT I 2019!

GODT NYTÅR!