af Cassandra Nielsen | dec 21, 2018 | Borgerliv, Inspiration
Min far holder ikke jul og min lillebror holder det med hans forlovede og svigerfamilie. Derfor holder jeg jul med mine hjælpere på skift. I år skal jeg holde jul med den af mine hjælpere, som har været ansat hos mig i længst tid og vi er i sagens natur meget tætte, så det glæder jeg mig til.
Det har aldrig været svært for mig ikke at skulle holde jul med min familie..
men man tænker selvfølgelig, at det er anderledes. Jeg ville da gerne have holdt jul med min kæreste og en hjælper, men nu hvor han ikke længere er her, så er jeg bare glad for, at jeg stadig har mine hjælpere, så jeg ikke skal sidde alene.
Mange foreslår mig, at jeg selvfølgelig bare kan holde jul på Christiania, men det har jeg ikke lyst til.
Jeg har holdt jul med mine hjælpere i mange år nu – nok i hvert fald 10-15 år. Men i de fleste af årene, havde jeg jo min kæreste, men det er 6-7 år siden han døde, så nu er vi bare hjælper og jeg.
Alt efter hvad folk spiser, så laver jeg and sammen med den hjælper, der er her.
Men den hjælper, som skal på vagt i år er veganer, så der skal vi have nøddesteg. Det er jeg lidt ked af, for selvom jeg til dagligt også selv spiser overvejende vegetarisk, så elsker jeg and.
Og så har vi pyntet op i dagene før. Og hvis de har lyst til at synge, så går jeg lidt modstræbende med til det, for jeg er ikke god til det. Nogen hjælpere er jeg på julegaver med og andre er jeg ikke. Det er jo ikke noget, folk skal være tvunget til.
Her den 25. december kommer en af mine andre hjælpere, som jeg også skal julehygge med. Så får jeg min and dér. Hendes børn har købt nogle raflegaver til os, så hverken jeg eller hjælperen ved, hvad der er i dem.
Det er tradition hos mig, at jeg altid skal høre en bestemt CD med Stig Rossen, hvor han synger julesange.
Et godt juleråd fra mig til dem, som står og skal holde jul sammen med deres hjælpere for første gang; tag det som det kommer. Lad være med at stresse over det, men prøv i stedet at fokusere på, hvad der vil være en hyggelig aften for dig selv.
– God fornøjelse!
af Jade Mar Rolsted | dec 17, 2018 | Borgerliv, BPA-ordning, Hjælperliv, Redskaber til borgere og hjælpere
Interview bragt i magasinet Brugeren 2018
”Fordi jeg holder af dig, vil jeg fraråde dig at gå ind i branchen, men fordi jeg kender branchen, vil jeg bede dig om at gå ind i den.”
”Sådan sagde Ingrid engang til mig”, siger Lasse, når jeg spørger ind til hvilken forandring han ønsker se ske i branchen.
Jeg taler med Lasse Pagh fra DHO og Ingrid Petersen fra BHG om det nye fællesskab de nu etablerer med hinanden, og om det fælles fodslag de har haft igennem årene. ”Det er en meget naturlig bevægelse for os i BHG og DHO, at række ud efter hinanden i et formaliseret fællesskab. Vi har kendt hinanden i årtier. Du kan nærmest sige, at jeg er vokset op og er blevet formet i lyset af Ingrids viden, råd og vejledning.”, siger Lasse.
Hvad ønsker I at opnå via jeres nye fællesskab?
Og Lasse fortsætter, ”Drømmen er, at når vi opdager at et menneske har brug for hjælp, så anerkender vi, at vi alle kan have eller få brug for hjælp. Det hedder vist empati! Det handler om at sætte sig i hinandens sted.
Når man møder et menneske med behov for hjælp, kan indlevelsen i deres situation føles både ubehagelig og smertefuld. Mange undviger og går videre. Og når den dårlige smag i munden rammer, efter at have efterladt et menneske i nød, kan man kan vælge enten at gå tilbage for at hjælpe, eller man kan retfærdiggøre det for sig selv med forklaringer som, at ”det nytter alligevel ikke” eller ”jeg bidrager allerede mere end rigeligt (skat)” eller ”naturens orden medfører et vis menneskeligt spild, og sådan er det bare”.
Ofte rummer vi ikke når det kommer for tæt på, og vi kategoriserer hinanden for at kunne være i det.
Kategorier som ”De psykiske syge”, ”De arbejdsløse” eller aktuelt ”De handicappede”. Vi får skabt en afstand mellem os selv og ’de andre’ – og så bliver det farligt! For det er altid de andres skyld! Selv har jeg bemærket, at handicappede er meget sprængfarlige! Især ynder de at sprænge de kommunale budgetter – og dét i en udstrækning så kommunerne landet over synes, at være ramt af en ren terrorbølge!
I kategoriseringen forvandles det enkelte menneskes behov for en håndsrækning, til at være et samfundsproblem hvor fx besparelser bliver argumentet, der fjerner den dårlig smag i munden. Konsekvensen er, at vi dehumaniserer, og går fra empati til uværdige beregninger. Så jeg funderer..” siger Lasse. ”Hvad skal vi med et samfund, hvis det ikke favner os når vi har mest brug for det?
Og så er det at jeg kommer i tanke om Ingrid, og tænker: vi kan ikke bare gå videre! Vi er nødt til at begynde her.”
Ingrid fortsætter: ”Så når vi nu fordyber vores samarbejde i et fællesskab, er det også vores udtryk, for at ’nok er nok’ nu. Og at vi ønsker at intensivere og forøge vores kræfter ved at forene dem, i indsatsen om at skabe positiv forandring for vores borgere i deres BPA-ordninger.”
’Mennesket først!’
”Hvad blev der egentlig af begreber som livskvalitet og værdighed? Når samfundsmodellen tager form af en maskine, og mennesker aldrig vil kunne reduceres til at være tandhjul i denne maskine, ja så smides vi ud i rodebunken af mennesker, vi ikke kunne tilpasse maskineriet.
Falder man uden for systemet, falder man helt ud af sammenhæng.
Og dehumaniseringen bevirker, at almene normer og medmenneskeligt hensyn sættes ud af kraft.”, siger Lasse – der nøje har fulgt den samfundsmæssige udvikling – også i kraft af sin uddannelse i offentlig forvaltning.
Når jeg spørger Ingrid, hvad medlemmerne og borgerne udtrykker som deres største behov, svarer hun: ”Oplevelsen af at være i centrum som mennesker – også i BPA-ordningen. At de oplever, at vi arbejder rundt om og supporter dem – sammen med dem. Med respekt for deres liv og hverdag. Lasse supplerer: ”Vi ønsker at bringe mennesket tilbage i hjælpeordningen! Og med det, mener vi noget så jordnært som at indsatsen rettes mod det gode liv for borgeren, og det gode arbejdsliv for hjælperen.”
Og hvad med de hviskende stemmer?
I har fortalt mig, at hviskende røster siger: ”Kan man overhovedet det?” Hvad er jeres svar på det? ”Ja, det er et relevant spørgsmål, som har et meget klart svar: kan man lade vær!? Og du kan da tro, at vi har vendt det – især i forhold til vores metode og organisering.
Det argument der bliver ved at vinde, er de mennesker, som vi ønsker, at gøre en stærk indsats for – nemlig vores medlemmer og borgere.
Den er ikke længere!”, understreger Lasse dedikeret.
Og når jeg spørger dem hvad det er, de netop kan i fællesskab, tager Ingrid ivrigt ordet: ”Der er rigtigt mange der gør en rigtig god indsats, men ingen kan være i tvivl om, at der kan gøres rigtigt meget mere på flere fronter. Fokus i BHG og DHO er rettet mod ’Det levede liv’ og de konkrete betingelser hos den enkelte BPA bruger og dennes hjælpere. Vi ser et behov, og opfatter vores indsats som et supplement til det store arbejde, der allerede foregår i organisationer og foreninger rundt omkring i det danske land.
BHG har snart 20 års erfaring med støtte og vejledning af kommuner, brugere og hjælpere men har som så mange andre aktører oplevet, at det stigende omfang af problemstillinger i branchen også har øget behovet for administrative ressourcer. Tiden har vist, at nye problemer kræver nye løsninger.
For BHG betyder det, at vi via fællesskabet med DHO, kan videreudvikle muligheder vi ellers ikke ville have.
Og fællesskabet mellem DHO, BHG og den enkelte borger danner en stærk platform for samarbejdet omkring borgerens ordning og den enkelte kommune, som BHG ikke kunne tilbyde alene. Så der er kommet flere blomster i buketten vi tilbyder!”
Og hun fortsætter: ”Vores vision – som manifesterer sig allerede nu – bygger på, at skabe sammenhæng imellem forhold og erfaringsdannelser som løbende udspiller sig i den enkelte BPA-ordning, den juridiske og faglige rådgivning, der tilbydes i BHG og DHO regi, samt vores politiske og værdibaserede standpunkt.
Lasse siger til sidst: ”BHG og DHO fungerer begge ved, at mennesker er gået sammen om at skabe fælles ressourcer. Arbejdsgiver-, rådgivnings- og vejledningsressourcer der manifesterer sig gennem faglige og sociale arrangementer. Ånden, håbet og troen er, at vi gennem forening af alle kræfter, skaber så tryg en ramme som muligt om den enkelte BPA-brugers selvstændige livsførelse.
af Mikkel Lund | nov 5, 2018 | Borgerliv
Der kan være mange forskellige årsager til at man må fyre en hjælper. Uanset om man er vokset fra hinanden eller at konkrete omstændigheder gør at samarbejdet ikke kan fortsætte.
Personligt synes jeg at det er den sværeste del af jobbet, og jeg laver gerne alverdens umulige krumspring for at undgå en fyring. Jeg hader det!
Fra det øjeblik, hvor jeg tager beslutningen om at en hjælper skal fyres til det rent faktisk sker, ja, der kan godt gå rigtig længe. Hvorfor? Jeg kan ikke lide at sige det. Ganske enkelt. Så jeg har et rigtig langt tilløb, hvor jeg går rundt om mig selv og bliver mere og mere tilbagetrukket. Ja, jeg er nærmest ikke til stede dér, hvor jeg er. Det kører rundt i mit hoved og jeg vejer for og imod. Prøver at finde alternativer.
Så kommer den næste. Hvordan gør jeg det bedst? Og hvornår? Flere spekulationer! Så til sidst får jeg begyndt, og så vælter ordene ud af mig, og det både ligner og lyder som om jeg er ved at drukne.
Enhver situation er selvfølgelig forskellig og det er omstændigheder også, men det var et meget godt billede på hvad der foregår inde i mig op til en fyring. Specielt i de første år. Men er det bare konfliktskyhed? Ja, jeg er en pæn dreng fra Charlottenlund, der gerne vil have at alle er glade og har det godt.
Men der er også en frygt og en sårbarhed. Den fylder i virkeligheden nok allermest.
Når hammeren er faldet er jeg stadig afhængig af hjælp. Angsten for at blive forladt eller bare angsten for reaktionen.
Relationen mellem bruger og hjælper er ikke bare et arbejdsforhold. Vi kommer for tæt på hinanden til at det kan være dét.
Der bliver skabt nogle stærkere bånd af kammeratskab, respekt og endda familielignende bånd. Hvad vil det sige at være professionel i vores branche? Ja, jeg foretrækker at vade ind i mennesker med træsko på, interessere mig for dem og involvere mig. Jeg lader dem gerne udfordre, inspirere og berige mig. Forhåbentlig går det begge veje 😊
Men jeg glemmer aldrig min vigtigste opgave i det her job.
Det er at skabe balance. Balancen mellem at være imødekommende og fair overfor hjælperne, mens jeg sørger for at ordningen hele tiden har den fleksibilitet og elasticitet, der gør at hjælpen er der hvor jeg skal bruge den, når jeg skal bruge den.
Jeg går ikke op i roller og kasketter. Jeg er ikke fikseret på magt. Jeg har ingen magt. Jeg er afhængig af andre menneskers hjælp. Hvis jeg vil have andres hjælp, må jeg bruge min sunde fornuft og opføre mig ordentligt. Det er meget enkelt.
