af Monika Lausberg | jul 12, 2019 | Inspiration, Redskaber til borgere og hjælpere
Egenomsorg – forslag til, hvordan du helt konkret giver omsorg til dig selv!
Det er så vigtigt at passe på sig selv – og det betyder især også, at opmærksomheden skal rettes tilbage og hjem i os selv indimellem. Her kommer nogle forslag til, hvordan du helt konkret gør det. Forslag som du kan supplere op med din egen kundskab om, hvad der virker for dig 😉
Egenomsorg
En gang om dagen at rose dig selv – uden bagefter at være kritisk overfor dig selv igen
En gang om dagen at rose nogle andre – igen uden begrænsninger og uden brugen af ”men”
En gang om dagen at tænke: ”hvad er det, jeg vil lige nu?”
- ”hvad er det, jeg har behov for lige nu?”
- ”hvad vil være godt for mig lige nu?”
En gang om dagen at stoppe op og skabe opmærksomhed henimod dig selv: ”hvor er jeg lige her og nu?”
En gang om dagen at grine helt fra hjertet
En gang om dagen at smile til dig selv
En gang om dagen at sige bevidst ”ja”
En gang om dagen at sige bevidst ”nej”. Dette gælder især i situationer, hvor der ellers ikke ville være sagt/tilføjet noget, men hvor du bare ville have accepteret det, der foregår, og have rettet dig ind efter andre
En gang om dagen at sige din egen mening frit fra leveren – alt fra ”jeg har ikke lyst til at sige noget til det i dag”, ”jeg har en helt anden opfattelse/holdning….” , ”jeg mener at…..”
Tre gange om ugen at skabe en stemning/atmosfære kun for dig selv
– om det er at tage et bad med te og levende lys, sidde med din kop kaffe til en film. Og denne ”mig”-tid er en hellig tid, der ikke må afbrydes og aflyses, ingen kommunikation per sms, eller tanker på hverdagsting
En gang om dagen at tage kontakt med et velgørende menneske, dvs. et menneske, du kan tage noget fra, der ikke vil have noget fra dig. Og nogle gange er det bare fint at se et andet menneske smile, eller at lytte til en velkendt stemme
At opdage/sanse forandringer – og at markere dem – registrere og fejre forandringer, årsdage, årstidernes skift
Indimellem at tænke over:
- Hvad er mine styrker? Hvad kan jeg godt lide at lave? Hvilke hidtil ubrugte ressourcer har jeg til rådighed? Hvad har jeg altid haft lyst til at lave?
- Hvad må blive anderledes, hvad må ikke blive anderledes?
Og herfra kan du se og plukke fra de spørgsmål, jeg selv bruger. Jeg arbejder selv på et krisecenter for kvinder, så du kan tro, at jeg har trænet at rette min opmærksomhed hjem igen, tilbage til mig. Det er nogle seje udfordrende skæbner, de kvinder har, og deres kriseoplevelser gør, at jeg virkelig skal stå stærkt i mig selv for netop at hjælpe dem. Og spørgsmålene her hjælper mig meget i den proces: at være hjemme i mig. På den måde – når jeg giver mig egenomsorg – giver jeg dem min bedste omsorg.
Et spørgsmål om egenomsorg..
- Hvor glad er du det meste af tiden?
- Hvordan føler du dig – i forhold til dig selv?
- Hvem og hvad elsker du?
- Hvor rask føler du dig for tiden?
- Opsøger du hjælp – og tager imod hjælp fra andre?
- Hvad føler/oplever du i forhold til dit arbejde?
- Er din hviletid passende/rimelig og tilfredsstillende?
- Føler du dig ofte elsket og forstået?
- Hvad gør dig bange?
- Hvad giver dit liv betydning og mening?
- Kan du tilgive dig selv, når du har begået fejl?
- Hvordan ser dit håb ud?
- Føler du dig ofte alene?
- Hvad værdsætter du som glæde og fornøjelse?
- Hvad er det, du ikke snakker med nogen om?
- Hvad føler du, når du betragter dig selv i spejlet?
- Hvad kunne du gøre for at vise mere omsorg for dig selv?
- Med hvem kan du snakke om dit ”indre” liv?
- Griner du og græder du?
- Hvor ærlig er du over for dig selv?
- Hvilken form for bevægelse skaber glæde hos dig?
- Hvilken musik skaber glæde hos dig?
- Hvordan finder du trøst?
- Hvad er dine spirituelle behov, og finder du trøst i din spiritualitet?
- Hvis du kunne forandre tre ting i dit liv, hvad ville det så være?
© Institut Berlin, Lydia Hantke, 2017
I ønske om omsorg!
Monika
PS: Læs også om hvordan du skaber en imaginær psykisk beskyttelsesdragt, hvis du føler at du har brug for at holde roen i dit eget energifelt, eller arbejder meget sammen med andre mennesker.
PPS: På vores YouTube kanal kan du også finde videoer vi har skabt – bl.a. om menneskers stunder med kriser, ensomhed og transformation, og hvordan de holder balancen og drager selvomsorg når livet ‘rusker’.
Monika Lausberg arbejder med kvinder på et krisecenter, og er uddannet traumapædagog, pædagog, healer samt kunstterapeut. Hvis du ønsker at følge Monika i hendes arbejde, kan du kontakte hende på monika@os.dk
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | mar 19, 2019 | Borgerliv
Når man har et handicap og derfor er dybt afhængig af andre menneskers hjælp, så kan man lynhurtigt ende i et limbo, såfremt den hjælp bare ikke er tilfredsstillende nok. For man burde jo være taknemmelig over, at man bor et sted, hvor man rent faktisk kan få hjælp – men har taknemmeligheden ikke omvendt også sin grænse, såfremt der igen og igen sker fejl på stribe? Jeg tænker hverken på kvaliteten på hjælpemidler eller kemien mellem handicaphjælpere nu. Jeg tænker tværtimod på noget så konkret som flextrafik…
Jeg har en veninde i kørestol. Hun har kørekort, men ingen bil og er derfor dybt afhængig af flextrafik
Det er også rigtig dejligt, at hun har den mulighed, hvilket jeg er utrolig taknemmelig for. Men min taknemmelighed blegner sgu en hel del på hendes vegne, når hun gang på gang fortæller mig de samme historier:
- Chauffører der kører bundråddent og med passagernes liv som indsats, fordi de skal holde en stram tidsplan – som de så tydeligvis ikke evner.
- Chauffører der ”glemmer” at spænde kørestolen fast, som ellers er et lovkrav, hvilket har resulteret i, at min veninde er skvattet ud af stolen midt under kørslen. Det kan desværre ikke tælles på én hånd, hvor mange gange jeg efterfølgende har været nødsaget til at køre hende på skadestuen på grund af slag og fald.
- Chauffører der piller ved hendes kørestol, for så bagefter at glemme at indstille den tilbage i den korrekte position – så hun atter engang skvatter, når hun kommer hjem, simpelthen fordi kørestolen braser sammen under hende
Det er næsten blevet en hverdagstradition, at jeg får den nyeste sladder fra flextrafik-verdenen
Og hver eneste gang laver jeg samme konstatering: ”Hvorfor i alverden klager du ikke?” Men det gør hun. Efter femte gang bad jeg tilladelse om at læse mailkorrespondancen imellem hende og flexkontoret. Og jeg var mildest talt forarget! ”Det kender vi ikke til, det kan pågældende chauffør ikke erindre, vi er kede af din oplevelse og håber ikke, at det gentager sig. God dag, rend os et vist sted!”
Så nu går jeg skridtet videre og råber op herinde. Kan det virkelig være rigtigt, at man bare skal finde sig i den behandling?
Hvor går man hen, når man føler, at man løber panden mod en mur i en klageproces? Hvor bliver mennesker som min veninde RIGTIGT hørt? Og hvad gør man, når man er dybt afhængig af hjælp, men omvendt ikke længere tør modtage den, fordi det som oftest er med livet som indsats?
Har du oplevet det samme, noget lignende eller ved, hvor vi skal tage den her sag op henne, så tøv endelig ikke med at kontakte mig på mail: ditte@dho.dk
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Mette Bjørnholt Jensen | jan 29, 2019 | Borgerliv, Hjælperliv
23… 22… 21… Jeg tager mig selv i at sidde og tælle timer
Jeg skal bare have tiden til at gå hurtigst muligt. Hvor er det en forfærdelig tid og spild af mit liv, at jeg bare skal sidde hjemme og kukkelure med så lidt hjælp som overhovedet muligt.
Jeg har ikke lyst til at tage ud til noget som helst. Jeg har ikke lyst til at være sammen med hende mere end højst nødvendigt, og det nemmeste er bare at blive hjemme, så hun kan sidde på hjælperværelset og passe sig selv. Mit liv er gået i stå, og sådan har det været 3 dage om ugen i de sidste par uger.
Jeg er i den situation, at jeg har en hjælper, som kun har få vagter tilbage.
Vi er heldigvis blevet enige om, at hun skal stoppe – hun mangler bare 2 vagter nu. Det er tydeligt, at hun ikke bryder sig om at arbejde hos mig, og jeg bryder mig mildt sagt heller ikke om at få hendes hjælp. Men det er jeg nødt til. Man kunne sige, at jeg bare kunne bede hende om at blive væk, men det kan jeg ikke. Jeg har brug for hendes hjælp lidt endnu, da jeg har et lidt skrøbeligt hjælperteam lige for tiden.
Det er ærgerligt, at det lige ramler sammen, men sådan er det nu engang. Om en måneds tid har jeg en ny hjælper til at overtage hendes stilling, og i mellemtiden har både tidligere og nuværende hjælpere sagt ja til at dække hendes vagter – det bliver dejligt!
Men hvorfor er det gået skævt?
Det spørger jeg mig selv om. Er det noget, jeg har sagt eller gjort? Er det hende, der ikke bryder sig om arbejdet, eller er det noget helt tredje? Måske er det bare kemien, der ikke er der? Det er aldrig til at sige. Dog havde jeg allerede en dårlig fornemmelse få dage inde i vores samarbejde, men jeg håbede, at min fornemmelse var forkert, og derfor lod jeg samarbejdet fortsætte.
Netop dette er noget af det sværeste ved at være afhængig af andres hjælp. Jeg kan ikke tillade mig at bede hende om at skride, jeg kan ikke for alvor blive sur og diskutere med hende, jeg kan ikke takke nej til hendes hjælp, selvom det er det, jeg allerhelst vil!
DET er frustrerende!
Jeg skal hele tiden være professionel og behandle mine ansatte godt, selvom jeg til tider er ved at koge over indvendigt. Misforstå mig ikke – jeg er utroligt glad for mine hjælpere og den dagligdag, de muliggør for mig – jeg kunne bogstaveligt talt ikke leve uden dem.
Men det er enormt grænseoverskridende at skulle blotte sit liv og åbne sit hjem fuldstændigt for en fremmed person, og derfor håber jeg altid af hele mit hjerte, at det er den rigtige, jeg ansætter. Men det kan desværre ikke undgås, at jeg indimellem kommer til at ansætte den forkerte. ”Den forkerte” kan være forkert på mange forskellige måder – ufleksibel, ustabil, uoplagt, sur eller bare ikke en god kollega for mine andre hjælpere.
Det ødelægger fuldstændig min dag at have sådan en hjælper på arbejde.
Derfor er det også en enorm lettelse for mig, når jeg kan se en ende på det. Men samtidig er det også som om, at frustrationen bliver meget mere intens det sidste stykke tid. Jeg er ikke sikker på, hvorfor det er sådan, men det har nok noget at gøre med, at der ofte har været en snak forinden, hvor kortene blev lagt på bordet. Den ene ved, at den anden ikke er tilfreds og omvendt.
Den kommende tid, hvor hun og jeg er forpligtede til at overholde opsigelsesvarsler, er næsten ikke til at holde ud
Rummet er fyldt med iskold luft og tavshed, og jeg føler mig virkelig meget til besvær i mit eget hjem. Opsigelsesvarsler er en positiv ting i de fleste situationer, men i denne helt specielle situation, hvor man er hjælper for et andet menneske, kan det godt være et problem.
Tiden skal bare overstås for begge parter, og så er den næste hjælper forhåbentligt et bedre match.
Heldigvis er min succesrate forholdsvis høj. Jeg plejer at være god til at udvælge de rigtige hjælpere, og vi plejer at have en rigtig god og tæt relation. Så jeg må huske på at holde modet oppe og stole på, at jeg med min kommende hjælper har valgt rigtigt, og at vores afsked bliver fyldt med kærlige minder og først bliver om mange år.
Livet i numsehøjde og på fire hjul giver uundgåeligt nogle udfordringer. Men helt fra barnsben har jeg haft den tankegang, at jeg kan det samme, som mine veninder – jeg gør det bare på min egen måde med mine egne begrænsninger, men også med mit eget fokus og mål.
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | jan 7, 2019 | Borgerliv
Uretfærdighed var den altoverskyggende følelse, som rasede i min dengang 18-årige krop. Det var uretfærdigt, at jeg allerede nu måtte vinke farvel til mit privatliv, før det end var begyndt; uretfærdigt at jeg til evig tid skulle have ‘fremmede’ mennesker konstant rendende i røven af mig.
Det var dybt uretfærdigt, at jeg skulle have ansvar for vagtplaner, timeregistreringer, hyringer og fyringer. Hvordan skulle jeg overhovedet kunne tage ansvar for tre – og senere fem – menneskers indtægter? De var endda alle meget ældre og klogere på livet end mig. Jeg kunne knap nok tage ansvar for mine afleveringerne i gymnasiet!
BPA-ordningen var en bitter pille at sluge
Jeg havde ellers glædet mig til at flytte hjemmefra, og for én gang skyld gøre hvad der passede mig uden irettesættelse. Måske jeg bare lige skulle have en rengøringsdame ansat til det grove arbejde and that’s it. Men nu var det hele ødelagt af virkeligheden; for jeg var jo syg, og jeg havde brug for hjælp 24/7.
Da jeg stille hviskede til min sagsbehandler, at jeg ikke følte mig klar til at påtage mig så stort et ansvar var hendes eneste respons: “Du er så klog, så det kan du sagtens klare!” Men hvad hvis jeg ikke havde været så klog, men måske bare en ganske almindelig teenager, som drak og røg, horede og festede? Der var nærmere tale om held end noget andet, at jeg foretrak Matador og pistacie is frem for Metamfetamin og Pisang Ambon.
Godt nok modnes man typisk, hvis man har et handicap, men alt det andet – umodne, usmarte, om end ganske naturlige valg – skal der vel også være plads til? Og hvordan kombineres et hormonforstyrret teenageliv med en chefrolle som 18-årig? Modne eller ej; hvor meget kan vi reelt set forvente af samfundets nyudklækkede BPA-borgere? Og findes der en løsning til at lette byrden fra de spæde skuldre bare en anelse…?
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
