SPS-ordningen
“Jeg skal bare lige gøre opmærksom på, at du får en lavere løn, når jeg er i skole – det er vel okay?”
Undskyld mig, hvabehar? Ja, sådan lød beskeden fra mig, når jeg skulle ansætte nye hjælpere i min studietid. Samtidig blev jeg nødt til også at give denne besked til de hjælpere, som jeg allerede havde ansat og var glad for. Det er ikke lige, hvad man har lyst til at fortælle hjælperne, – ja, faktisk er det slet ikke noget, som man har lyst til at bekymre sig om, når man er 18 år og går i gymnasiet.
Men hvorfor fik hjælperne en lavere løn, når jeg var i skole? Sådan tænker de fleste måske, og ja, det gør jeg egentlig også. Måske kender nogle af jer til SPS-ordningen. SPS eller Socialpædagogisk Støtte er en ordning, der er skabt for at sikre, at mennesker med funktionsnedsættelser kan følge en uddannelse på lige fod med andre mennesker.
Hjælpen kan være af forskellig art, men i mit tilfælde bestod hjælpen i, at jeg kunne få en hjælper med mig i timerne. Det vil altså sige, at jeg kan få bevilget en hjælper, som jeg kan have med i skole, og på den måde kan jeg gå i skole, som alle andre på min alder. Det lyder alt sammen meget godt!
Der er bare lige den hage ved det, at hjælperne er ansat under helt andre vilkår, når jeg er i skole, i forhold til når jeg ikke er
Hjælpen, som jeg skal have fra dem, er den samme, men dette afspejles ikke i deres løn- og ansættelsesvilkår.
Når jeg havde timer i skolen, var det nemlig sådan i SPS-ordningen, at hjælperne fik en lavere løn, ingen pension, ingen mulighed for at optjene anciennitet, ingen opsigelsesvarsel og et meget omstændigt system og dårlig løn, når de engang imellem blev nødt til at melde sig syge.
Sådan var deres vilkår, når jeg skulle have hjælp i skolen, men mit behov for hjælp var jo det samme, om jeg var i skole eller ej. Men når jeg befandt mig inden for gymnasiets fire vægge, så blev hjælpen til mig kaldt ”Sekretærhjælp”, og dette betød altså andre vilkår for mine hjælpere.
Faktisk fik jeg at vide, at Sekretærhjælp slet ikke var tiltænkt personer som mig, der havde et større behov for personlig hjælp i forhold til Sekretærhjælp, men alligevel blev jeg og mine hjælpere tvunget ind under dette system.
Flere firmaer kunne levere disse SPS-timer, men jeg fik aldrig et valg. Jeg blev kun præsenteret for ét firma.
Det er, og bør være, en helt basal rettighed for os med en hjælperordning, at vi har et frit valg i forhold til at vælge leverandør af ordningen. Dette valg blev jeg aldrig præsenteret for, og det er selvfølgelig yderst kritisabelt i sig selv. En anden ting, som jeg synes, er problematisk i forhold til SPS-ordningen er, at det er skolerne selv, der skal administrere det og hitte rede i love og regler.
Jeg ved også, at der er et lignende system til at varetage hjælpen, når jeg, som person med en hjælperordning, skal ud på arbejdsmarkedet. Her skal jeg igen bruge den samme hjælp som altid, men mine hjælpere skal gøre det under andre vilkår.
Kan det virkelig være rigtigt, at det skal være en byrde for uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser at tage os med et handicap ind?
Så er det bare, at jeg spørger mig selv og samfundet – er det rimeligt, at mine hjælpere skal have dårligere vilkår, bare fordi jeg vælger at tage en uddannelse og have et job? Hvorfor kan hjælpen og vilkårene ikke være de samme, om jeg er hjemme, i skole eller på arbejde? Ja, jeg spørger bare!
Livet i numsehøjde og på fire hjul giver uundgåeligt nogle udfordringer. Men helt fra barnsben har jeg haft den tankegang, at jeg kan det samme, som mine veninder – jeg gør det bare på min egen måde med mine egne begrænsninger, men også med mit eget fokus og mål.