af Ditte Amalie Hagelund Johansen | mar 11, 2019 | Borgerliv
Nu er det efterhånden ved at gå op for folk, at jeg er ”hende dér der kan noget med ord” og ”hende vinderen af Danmark lækreste… med et handicap”. Lille spejl på væggen dér, hvem er den lækreste dværg i landet her? Mantraet hvisler i mit indre i disse dage, hver gang jeg får ros. Og jeg nyder det. Og jeg skammer mig over, at jeg nyder det.
Da søde Lasse Pagh første gang kaldte mig en diva, blev jeg forarget; spruttende tosset faktisk
Aldrig i mit liv om jeg var eller nogensinde bliver en diva – han kan da tro, at det bliver løgn! Men nu? Nu bliver jeg efterhånden nødt til at anerkende, at der altid har ligget en lillebitte diva inde i mit indre og sovet skønhedssøvn. Nu er hun vågnet op til dåd og er uhyggeligt frembrusende, når det tager hende.
Jeg stiftede faktisk ikke i første omgang bekendtskab med hende i forbindelse med DR2-skønhedskonkurrencen,
selvom det ellers ville være et oplagt første møde. Derimod stiftede jeg første gang bekendtskab med hende i forbindelse med mit nyopdagede liv som værende fraskilt. Singlelivet giver virkelig én anledning til at nære sin indre diva, og det stod ret hurtigt meget klart for mig, hvad jeg ville og hvad jeg absolut ikke ville med mit liv, job og fremtidige mænd.
Fremtiden generelt har jeg fået et ret hidsigt og målrettet forhold til; hvis ikke jeg får dét ud af det, som jeg ønsker, så drejer jeg om på hælen og finder en anden måde, hvorpå jeg kan opnå det. Min indre diva viser mig med andre ord hvilke stier jeg skal følge, hvis jeg gerne vil opnå alle de mange ambitioner, jeg har her i livet, hvilket måske ikke er så tosset endda? Så måske er den der indre diva ikke helt så slem alligevel, som folk ellers først antager hende for at være?
Indrømmet hun er ualmindelig selvfed og en kende snobbet
Men hun er også utrolig selvkærlig, passioneret og ambitiøs. Måske skal mennesker generelt blive bedre til at være selvkærlige, for på længere sigt at turde være ambitiøse og passionerede omkring deres individuelle mål her i livet? Og måske er et ”duer ikke, væk” ikke nødvendigvis noget negativt altid. Hvorfor lade sig nøjes, hvis man er stædig og tålmodig nok til at vente på bedre resultater?
Jeg vil byde min indre diva velkommen, indtil hun engang igen har brug for sin skønhedssøvn
Men jeg vil også lære hende vigtigheden af mig-tid vs. ”klap nu i”-tid. Hvis ikke der også er plads til ens nærmeste venner og familie på lige fod med hende, hvad sjovt er der så reelt set ved at være en diva? Det kræver jo som bekendt lige dele rødvin og anerkendelse fra andre at nære ens diva – ellers går hun i dvale. Så hvis jeg fokuserer på mine nærmeste omkring mig (og finansierer et par flasker rødvin i ny og næ), så bliver min indre diva også helt automatisk velnæret.
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | nov 9, 2018 | Borgerliv
Jeg har altid været fascineret af sære ting. Blandt andet konceptet ‘freaks and geeks shows’. Måske fordi jeg stadig selv går med barndomsdrømmen om, at blive cirkusprinsesse en dag. Eller bare fordi jeg godt kan sætte mig ind i følelsen af, at mangle et tilhørsforhold som kan forstå mig 100%. Og så synes jeg egentlig, at det er ret sejt, at kunne tjene penge bare for den man er!
Men lad os nu også være realistiske et øjeblik: freak shows var alt andet end romantiske steder at vokse op. Skæbner såsom Joseph Merrick – alias ‘The Elephant Man’ blev udsat for hån, spot og spe, og blev ligeledes brugt som medicinsk vidunder-skulptur til beskuelse. Altså ikke det fedeste liv at have, kan man roligt sige.
Jeg misunder ikke datidens ‘freaks’ i praksis, men jeg misunder den anti-jantelov de levede efter.
De følte sig specielle, netop fordi de var anderledes. Og det var okay! Ligeledes turnerede de rundt med ligesindede, som forstod dem og deres skavanker bedre end nogen andre. Det må være en overvældende følelse, efter at være blevet vraget, forladt eller solgt af sin egen familie, langt om længe at møde andre ligesom én selv.
Jeg er normalt ikke tilhænger af ‘lige børn leger bedst’-princippet. Faktisk så keder handicaps mig som oftest noget så usvigeligt. Men omvendt savner jeg også til tider den internhed der opstår, når man møder andre ligesom en selv. Problemet er bare at jeg altid har følt, at jeg faldt uden for kategorien:
I min familie er jeg den eneste syge, på min folkeskole var jeg den eneste i kørestol, og selv blandt ‘mine egne’..
– altså andre danskere med min sygdom – er jeg ofte markant anderledes, fordi jeg er upraktisk nok til at købe skræddersyede stiletter i børnestørrelser, som koster en formue parret, plus jeg er tåbelig nok til at drømme om at få børn en dag; også selvom min krop mildest talt har lighed med en saltkringle. Og har samme porøsitet.
Men nu gør jeg faktisk dét, som jeg altid har haft romantiske drømme om;
jeg tjener penge på bare at være mig – som skribent. Uden nogen uddannelse eller videre erfaring. Jeg er bare mig selv; en dværg i kørestol. Og jeg har med ligesindede at gøre på daglig basis. Så måske er DHO nutidens freak show, der hylder det abnorme, og ligefrem ser det smukke i det. Her oplevede jeg en overvældende følelse af at høre til og have folk i ryggen, som vil beskytte mig for andre menneskers hånefulde blikke.
Og jeg oplever samme mentalitet som dengang; en cirkusprinsesse der flipper fingeren til janteloven og kan råbe til hele verden: nok er jeg upraktisk og falder uden for kategori, men hold kæft hvor er jeg god til bare at være mig!
Så lad os få gang i en cirkusstemning og holde vores særheder og alle abnormiteterne: præsenter DIN særhed og hvorfor den er så fantastisk!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
